Jernbaneloven § 4

Bestemmelsen lovfæster det gældende princip i jernbaneloven om, at der som udgangspunkt er adgang for alle jernbanevirksomheder til på lige og gennemsigtige vilkår i en markedsmæssig sammenhæng at benytte statens jernbaneinfrastruktur til såvel national som international trafik. Med bestemmelsen præciseres endvidere, som følge af omarbejdningen af 1. jernbanepakke, at der som udgangspunkt også er lige adgang til jernbanerelaterede serviceydelser.

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at ansøgere har lige adgang, på ikke-diskriminerende vilkår, til at søge om at købe eller reservere jernbaneinfrastrukturkapacitet til statens jernbaneinfrastruktur, jernbane infrastruktur ejet af A/S Storebælt og A/S Øresund samt anden jernbaneinfrastruktur beliggende på den danske del af det transeuropæiske transportnet (TEN-T-nettet) samt adgang til stationer, kombiterminaler, rangerfaciliteter og jernbanerelaterede serviceydelser i tilknytning hertil.

Efter gældende ret er det kun jernbanevirksomheder, der kan ansøge om infrastrukturkapacitet. Med omarbejdningen af 1. jernbanepakke omfatter kredsen af ansøgere nu også andre end jernbanevirksomheder.

Bestemmelsen fastslår, at ansøgere, jf. den foreslåede § 3, nr. 2, har ret til at ansøge om infrastrukturkapacitet på lige vilkår. Infrastrukturkapacitet tildeles i form af en kanal, der er en tidsmæssig og geografisk defineret sekvens af et togs ankomst- og afgangstidspunkter mellem begyndelsesstationen, mellemliggende stationer og ankomststationen. For at kunne anvende en kanal i jernbaneinfrastrukturen kræves en jernbanevirksomhed med gyldig sikkerhedscertikat, der udstedes af Trafikstyrelsen efter den foreslåede § 58. Hvor en ansøger ikke selv er en jernbanevirksomhed, skal ansøgeren, for at kunne benytte en tildelt kanal til transport, entrere med en jernbanevirksomhed, der skal indgå en aftale med en infrastrukturforvalter om kørsel på dennes jernbaneinfrastruktur.

Ansøgerkredsen, der kan søge om kapacitet på jernbaneinfrastrukturen, er udvidet i forhold til gældende ret til generelt at omfatte fysiske eller juridiske personer.

Infrastrukturforvalteren kan fastsætte krav til ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder, for at sikre, at infrastrukturforvalterens legitime forventninger om fremtidige indtægter og udnyttelsen af jernbaneinfrastrukturen kan opfyldes, jf. den foreslåede § 10.

Som konsekvens af adgangen til jernbanenettet skal det tillige være muligt mod betaling at anvende de til jernbaneinfrastrukturen tilknyttede serviceydelser og faciliteter, således at det i praksis gøres reelt muligt at benytte jernbaneinfrastrukturen i erhvervsmæssig sammenhæng.

Adgangen til serviceydelser og faciliteter omfatter:

Passagerstationer, rejseinformationsvisning og passende muligheder for billetsalg. Godsterminaler, havneterminaler, depotspor, ranger- og togformeringsfaciliteter.

Vedligeholdelsesfaciliteter, dog ikke vedligeholdelsesfaciliteter, som er konstrueret til specielle togtyper. Rengørings- og vaskefaciliteter og andre tekniske faciliteter. Levering af brændstof fra eksisterende brændstofpåfyldningsfaciliteter efter særskilt fakturering.

Der kan desuden stilles ekstra ydelser til rådighed, herunder:

Elforsyning efter særskilt fakturering i henhold til elmålerudstyr. Forvarmning af passagertog. Kontrol af transport med farlig gods og assistance til kørsel med specialtog.

Hvis forvalteren af servicefaciliteten leverer nogle af ovennævnte ekstra ydelser, skal disse på anmodning leveres uden forskelsbehandling til alle ansøgere, der ansøger herom.

Der kan desuden stilles hjælpeydelser til rådighed, herunder:

Billetsalg på banegårde, adgang til telenet, teknisk inspektion af rullende materiel m.v.

Forvalteren er ikke forpligtet til at levere ovennævnte hjælpeydelser. Men hvis forvalteren af servicefaciliteten beslutter at tilbyde andre nogle af disse tjenesteydelser, skal forvalteren efter anmodning levere ydelserne til alle ansøgere, herunder jernbanevirksomheder, uden forskelsbehandling.

Når der gives adgang til ovennævnte serviceydelser og faciliteter, skal det generelt sikres, at reglerne for lige og ikke-diskriminerende og gennemsigtig adgang overholdes. Grundlaget herfor sikres bl.a. ved de rammer for selvstændighed i beslutninger og udarbejdelse af selvstændige regnskaber, jf. den foreslåede § 6, som gælder for de pågældende serviceydelser og faciliteter, og som forvalteren er forpligtet af.

Bestemmelsen i stk. 2 giver transportministeren hjemmel til at fastsætte regler om begrænsning af retten til at medtage passagerer fra én station til en anden, hvor udøvelsen af denne ret vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste. Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om grænseoverskridende passagertransport, hvor retten til adgang kan begrænses, hvis trafikken vil skabe ubalance i økonomien i en kontrakt om offentlig tjeneste.

Kontrakter om trafik udført som offentlig tjeneste omfatter de kontrakter der i gældende jernbanelov benævnes kontrakter om trafik udført som offentlig service.

Bestemmelsen er en følge af betragtning nr. 20 til omarbejdningen af 1. jernbanepakke. Det følger heraf, at åbning af international passagertransport for konkurrence kan få følger for tilrettelæggelsen og finansieringen af passagertransport med jernbane, der er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste. På den baggrund bør medlemsstaterne have mulighed for at begrænse retten til markedsadgang, hvis der er risiko for, at denne ret vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i disse kontrakter om offentlig tjeneste, og hvis det relevante tilsynsorgan (i Danmark Jernbanenævnet), på grundlag af en objektiv økonomisk analyse efter anmodning fra de kompetente myndigheder, der tildelte kontrakten om offentlig tjeneste, godkender en sådan begrænsning.

Det følger videre af betragtning nr. 21 til omarbejdningen af 1. jernbanepakke, at der ved vurderingen af, om der er risiko for ubalance i den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste, bør tages hensyn til forud fastlagte kriterier som f.eks. indvirkningen på rentabiliteten af ruter, der er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste, herunder de deraf følgende indvirkninger på nettoomkostningerne for den kompetente offentlige myndighed, som tildelte kontrakten. Der bør endvidere tages hensyn til passagerernes efterspørgsel, billetpriser, billetordninger, antal stop på begge sider af grænsen og deres beliggenhed samt køreplan og antal afgange for den foreslåede nye rute.

I overensstemmelse med en sådan vurdering, samt eventuel afgørelse fra det relevante tilsynsorgan, bør medlemsstaterne kunne tillade, ændre eller afvise ansøgningen om adgang til en rute med international passagertransport, herunder opkræve en afgift af operatøren af en ny rute med international passagertransport i henhold til den økonomiske analyse og i overensstemmelse med EU-retten og principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling.