LBK nr 1091 af 11/08/2023
Transportministeriet
Jernbaneloven § 10
Ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder, skal have en godkendelse af infrastrukturforvalteren for at kunne reservere jernbaneinfrastrukturkapacitet på et givet tidspunkt på infrastrukturforvalterens baneafsnit.
Stk. 2. Banedanmark fastsætter nærmere regler om vilkår for godkendelse af ansøgere, jf. stk. 1.
Stk. 3. Infrastrukturforvaltere, der stiller jernbaneinfrastruktur til rådighed for andre, kan ligeledes fastsætte vilkår for godkendelse af ansøgere, jf. stk. 1.
Forarbejder til Jernbaneloven § 10
RetsinformationBestemmelsen er ny og en konsekvens af reglerne om ansøgere i omarbejdningen af 1. jernbanepakke.
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter, at ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder, skal have en godkendelse af infrastrukturforvalteren for at kunne reservere bestemt infrastrukturkapacitet i form af en kanal på infrastrukturforvalterens baneafsnit. En kanal er en jernbanefaglig term, der omfatter den infrastrukturkapacitet, der er nødvendig for, at et tog kan køre fra et punkt til et andet i en bestemt periode.
Det at kunne reservere jernbanekapacitet er dermed ikke længere forbeholdt godkendte jernbanevirksomheder med gyldig tilladelse. Ansøgere, der omfatter andre virksomheder end jernbanevirksomheder, kan således søge om og få tildelt infrastrukturkapacitet (kanaler) på jernbanen. For at opnå godkendelse i henhold til bestemmelsen skal den pågældende ansøger have en almennyttig eller forretningsmæssig interesse i at reservere infrastrukturkapacitet.
En ansøger, der gennem tildelingsprocessen har fået tildelt jernbaneinfrastrukturkapacitet, skal for at kunne benytte en sådan infrastrukturkapacitet udpege en jernbanevirksomhed, der skal indgå de nødvendige offentlig- eller privatretlige aftaler med infrastrukturforvalterne om den anvendelse af jernbaneinfrastrukturen, herunder eventuelt via de One-stop-shops, der indføres på godskorridorerne i medfør af godsforordningen.
Godsforordningen medfører, som nævnt i bemærkningerne til den foreslåede § 3, etablering af godskorridorer, der som sammenhængende europæiske netværk af banegodskorridorer gør det nemmere for bl.a. danske godstogsvirksomheder at operere på tværs af lande i EU. Til hver korridor oprettes en One-stop-shop. En såkaldt One-stop-shop sikrer, at jernbanevirksomheder blot skal henvende sig ét sted for at bestille en jernbanekanal. Gennem One-stop-shop gives ansøgere mulighed for på et sted og på en gang at anmode om og modtage svar om infrastrukturkapacitet til godstog.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at Banedanmark fastsætter regler om vilkår for godkendelse af ansøgere. Der er tale om ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder, men som har en almennyttig og forretningsmæssig interesse i at købe infrastrukturkapacitet med det formål at organisere trafikken uden selv at udføre den. Krav skal gengives i en netredegørelse, der beskrives nærmere i den foreslåede § 18.
Bestemmelsen følger af artikel 41, stk. 2, i omarbejdningen af 1. jernbanepakke, der giver infrastrukturforvaltere mulighed for at stille krav til ansøgere for at sikre, at deres legitime forventninger om fremtidige indtægter og udnyttelsen af jernbaneinfrastrukturen kan opfyldes.
Banedanmark fastsætter vilkår for godkendelse af ansøgere på statens jernbanenet og den infrastruktur, som Banedanmark forvalter.
Banedanmark fastsætter krav med hensyn til de forudsætninger, som ansøgerne skal opfylde i henhold til de rammer, som er opstillet i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) Nr. 870/2014 af 11. august 2014 om krav til ansøgere om jernbaneinfrastrukturkapacitet. Herunder kan Banedanmark fastsætte krav til ansøgere for at sikre, at Banedanmarks berettigede forventninger om fremtidige indtægter og udnyttelsen af jernbaneinfrastrukturen kan opfyldes. Sådanne krav skal være rimelige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende.
Hvis Banedanmark fastsætter krav om en finansiel garanti, må denne ikke overstige et niveau, der står i rimeligt forhold til niveauet for ansøgerens forventede aktivitet.
Som forvalter af statens jernbaneinfrastruktur fastsætter Banedanmark vilkårene for godkendelse i en bekendtgørelse. Vilkårene skal endvidere gengives i netredegørelsen. Det skal blandt andet følge af netredegørelsen, hvis en infrastrukturforvalter vil kræve, at ansøgerne stiller finansielle garantier, hvor ansøgeres kreditvurdering tyder på, at vedkommende kan få svært ved at betale infrastrukturafgifterne regelmæssigt, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning artikel 3.
Efter stk. 3. kan infrastrukturforvaltere, der stiller jernbaneinfrastruktur til rådighed for andre, ligeledes fastsætte vilkår for godkendelse af ansøgere, jf. stk. 1. Vilkårene gengives i en netredegørelse, jf. den foreslåede § 18.
Forskellen på stk. 2 og 3 er, at Banedanmark kan udstede regler om vilkår, mens der for så vidt angår andre infrastrukturforvaltere vil være tale om virksomheder, som ikke kan udstede regler i form af bekendtgørelse i forbindelse med deres fastsættelse af vilkår.
Kommissionens gennemførelsesforordning skal ligeledes følges ved andre infrastrukturforvalteres fastsættelse af vilkår. Disse vilkår skal ligesom efter det foreslåede stk. 2, gengives i en netredegørelse, så ansøgerne kan få kendskab til de krav, som de skal opfylde.