LBK nr 365 af 03/04/2025
Skatteministeriet
Indtægtsloftsloven § 10
Producenter, der er betalingspligtige efter § 2, skal for hver afregningsperiode opgøre betalingen efter reglerne i kapitel 3.
Forarbejder til Indtægtsloftsloven § 10
RetsinformationDet foreslås i § 10, at producenter, der er betalingspligtige efter § 2, for hver afregningsperiode skal opgøre betalingen efter reglerne i kapitel 3.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en producent har pligt til at forholde sig konkret til, om et eller eventuelt flere af dennes produktionsanlæg er omfattet af indtægtsloftet, og om producenten derfor er betalingspligtig efter § 2. Hvis et eller flere af producentens produktionsanlæg vurderes at være omfattet af indtægtsloftet, skal der for hvert af disse opgøres de indtægter, der ligger ud over indtægtsloftet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er desuden at præcisere, at uanset, at producenten skal afregne betaling for perioderne 1. december 2022 til og med 28. februar 2023 og 1. marts til og med 30. juni 2023, vil producenterne skulle opgøre deres indtægter i medfør af reglerne i kapitel 3 om betalingsgrundlaget, hvorefter afregningsperiodens positive beregningsgrundlag opgøres på månedsbasis og summeres, jf. § 5, stk. 1-3, og § 6.
Producenten skal opgøre og foretage en angivelse af de realiserede indtægter ud over indtægtsloftet på 180 euro per MWh produceret elektricitet ved anvendelse af en blanket, som fremgår af Skatteforvaltningens hjemmeside (skat.dk).
Hvis producenten vurderer, at producenten ikke har produktionsanlæg, der er omfattet af indtægtsloftet, skal producenten ikke foretage en angivelse.
Hvis producenten derimod vurderer, at et produktionsanlæg er omfattet af indtægtsloftet, men at producenten ikke har indtægter, der overstiger dette, skal producenten angive ikke at have indtægter over indtægtsloftet.