LBK nr 807 af 21/06/2024
Erhvervsministeriet
Hvidvaskloven § 51
Finanstilsynet kan inden for en af Finanstilsynet fastsat frist påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-12, 18 og 22-26, at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, eller forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.
Forarbejder til Hvidvaskloven § 51
Retsinformation§ 31 i den gældende hvidvasklov indeholder en registreringspligt hos Erhvervsstyrelsen for virksomheder og personer omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 11 og 18.
Den foreslåede § 51 fastlægger en registreringspligt hos Erhvervsstyrelsen for virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 18 og 19 samt fastsætter betingelser herfor. Bestemmelsen viderefører § 31 i gældende hvidvasklov med indholdsmæssige ændringer, herunder udvides bestemmelsen ved, at der stilles yderligere krav om vurdering af medlemmer af ledelsen i virksomheders og personers egnethed til at udøve de nævnte aktiviteter. Det stilles også som noget nyt krav om, at en virksomhed, der søger om at blive registreret ved Erhvervsstyrelsen, ikke må være dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af registreringen, samt at Erhvervsstyrelsen kan inddrage registreringen, hvis en virksomhed efterfølgende bliver dømt for et sådan forhold. Endelig fastsættes der i § 51 nye krav om informationsforpligtigelser ved efterfølgende ændringer i registreringsforholdene, som indtrædelse af nye medlemmer i ledelsen og nye reelle ejere.
Formålet med indførelsen af kravene om egnethed er blandt andet at sikre, at personer med gentagne konkurser og personer, der ofte er involveret i kædesvig m.v., ikke er involveret i virksomheder eller personer, der er registreret efter denne lov. Ved Erhvervsstyrelsens vurdering af egnethed skal der inddrages en høj grad af væsentlighed, herunder, hvorvidt den pågældende kan antages at ville anvende virksomheden til hvidvask af penge eller kanalisere penge til terrorformål. Der henvises til afsnit 3.13.4 i de almindelig bemærkninger.
Bestemmelsen gennemfører artikel 47, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 18 og 19, skal registreres hos Erhvervsstyrelsen for erhvervsmæssigt at kunne udøve aktivitet som udbyder af tjenesteydelser til virksomheder i henhold til lovforlagets § 1, stk. 1, nr. 18, eller udøve valutavekslingsvirksomhed i henhold til lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 19. Virksomheder og personer, der allerede i henhold til anden lovgivning er under Erhvervsstyrelsens tilsyn, skal ikke registreres i medfør af bestemmelsen.
Bestemmelsen gennemfører artikel 47, stk. 1, i 4. hvidvaskdirektiv, hvorefter registreringspligten skal omfatte virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling og udbydere af tjenesteydelser til virksomheder.
Registrering i henhold til stk. 1 foretages i Erhvervsstyrelsens register til bekæmpelse af hvidvask. Valutavekslingsvirksomhed og udbydere af tjenesteydelser til virksomheder anses for at være særligt udsatte for risikoen for at blive misbrugt af sine kunder i forbindelse med hvidvask og terrorfinansiering.
Der er i bekendtgørelse nr. 1503 af 1. december 2015 om anmeldelse og registrering af vekselkontorer og udbydere af tjenesteydelser til virksomheder i Erhvervsstyrelsens register til bekæmpelse af hvidvask som ændret ved bekendtgørelse nr. 580 af 26. juli 2016, fastsat nærmere krav til de oplysninger, som de virksomheder, der er omfattet af registreringskravet, skal angive i forbindelse med anmeldelse om optagelse i registret. Bekendtgørelsen vil blive udstedt på ny med samme indhold.
Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 71, stk. 1, 2. pkt. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 51, stk. 1, er virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 18 og 19, og den strafbare handling består i ikke at foretage en registrering ved Erhvervsstyrelsen, inden aktiviteten udøves. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er en virksomhed, der udbyder valutaveksling uden at være registreret hos Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at Erhvervsstyrelsen skal undlade at foretage registrering efter stk. 1, hvis et medlem af en virksomheds øverste eller daglige ledelse eller personen er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven eller har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller er under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering. Der stilles dermed krav om, at Erhvervsstyrelsen skal vurdere, om personer eller medlemmer af ledelsen i virksomheder, der skal registreres ved Erhvervsstyrelsen, opfylder krav om egnethed og hæderlighed. Det følger af den foreslåede stk. 7 og § 52, at de virksomheder og personer, der er omfattet af bestemmelsen, skal give Erhvervsstyrelsen de oplysninger, der er nødvendige for, at Erhvervsstyrelsen kan vurdere, om kravene er opfyldt. Bestemmelsen gennemfører artikel 47, stk. 2, i 4. hvidvaskdirektiv, hvorefter tilsynsmyndighederne skal sikre, at de personer, som varetager en ledelsesfunktion i valutavekslingsvirksomheder og udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, besidder den fornødne hæderlighed og egnethed.
Har en juridisk person både en bestyrelse og en direktion, skal både medlemmerne af direktionen og medlemmerne af bestyrelsen opfylde kravene. Har en juridisk person ikke en bestyrelse eller direktion, skal den tilsvarende daglige ledelse opfylde kravene i stk. 2. Dette kan f.eks. være tilfældet ved et kommanditselskab. Har et aktieselskab en direktion og et tilsynsråd, vil medlemmerne af direktionen skulle opfylde kravene. Der henvises til § 2, stk. 1, nr. 1, for så vidt angår begrebet daglig ledelse. Det er en betingelse, at kravene er opfyldt, og hvis Erhvervsstyrelsen senere erfarer, at virksomheder eller personer ikke opfylder kravene, fordi oplysningerne er blevet tilbageholdt på registreringstidspunktet, kan det medføre, at en registrering inddrages, jf. stk. 6. En registrering kan ligeledes inddrages, hvis virksomheden eller personen ikke er eller ophører med at være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 18 og 19.
Af betragtning nr. 51 i præamblen til 4. hvidvaskdirektiv fremgår det, at kriterierne for at afgøre, om en person besidder den fornødne egnethed og hæderlighed, som minimum skal afspejle behovet for at beskytte virksomhederne mod at blive misbrugt af deres ledere eller reelle ejere med kriminelle formål for øje. Det foreslås derfor i stk. 2, nr. 1, at en person eller et medlem af ledelsen ikke må være dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet jf. § 78, stk. 2, i straffeloven. Kravet om, at der skal være en nærliggende fare for misbrug, betyder, at det ikke er tilstrækkeligt for at undlade at foretage en registrering, at vedkommende er dømt for en strafbar handling, jf. henvisningen i bestemmelsen til § 78, stk. 2, i straffeloven. Henvisningen indebærer, at Erhvervsstyrelsen skal foretage en vurdering efter samme princip, som domstolene anvender i forbindelse med en rettighedsfrakendelsessag, og i vurderingen inddrage domspraksis.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at de nævnte personer ikke på registreringstidspunktet må have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering. Det afgørende er registreringstidspunktet. Det er ikke afgørende i forhold til denne bestemmelse, hvorvidt en person eller et medlem af ledelsen tidligere har været under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.
Det er et krav i henhold til bestemmelsen, at hvis der alene er tale om en begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, skal begæringen være indgivet af den pågældende person selv. Det kan således ikke tillægges vægt, at andre har indgivet begæring mod den pågældende, med mindre begæringen konkret fører til rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering, hvilket er omfattet af sidste del af den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at Erhvervsstyrelsen skal undlade at registrere en virksomhed, hvis virksomheden er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af registreringen jf. § 78, stk. 2, i straffeloven. Der skal lægges samme elementer til grund i vurderingen som ved personer efter stk. 2, nr. 1.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at virksomheden ikke må have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs eller være under rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling. Det afgørende for vurderingen er registreringstidspunktet, så tidligere indgivne begæringer medfører ikke, at bestemmelsen anses for realiseret.
Det er et krav i henhold til bestemmelsen, at hvis der alene er tale om en begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs, skal begæringen være indgivet af den pågældende virksomhed selv. Det kan således ikke tillægges vægt, at andre har indgivet begæring mod den pågældende, medmindre begæringen konkret fører til rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling, hvilket er omfattet af sidste del af den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at Erhvervsstyrelsen skal undlade at registrere en virksomhed, hvis en eller flere af en virksomheds reelle ejer(e) er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse. Formålet med bestemmelsen er at minimere risikoen for hvidvask af penge i virksomheden og kanalisering af penge til terrorformål ved at hindre, at personer med bestemmende indflydelse på virksomheden kan anvende virksomheden til kriminelle formål. Ved Erhvervsstyrelsens vurdering skal der inddrages en høj grad af væsentlighed, herunder hvorvidt den pågældende reelle ejer kan antages at ville anvende virksomheden til hvidvask af penge eller kanalisering af penge til terrorformål. Det er derfor som udgangspunkt alene strafbare forhold, der relaterer sig til denne type af kriminalitet, der kan indgå i vurderingen. Domme for skatteunddragelse vil kunne medføre et afslag på registrering under hensyn til, at skatteunddragelse er omfattet af definitionen af hvidvask i forslagets § 3. Der skal dog som udgangspunkt altid være tale om gentagelsestilfælde.
Det foreslås i stk. 4, at § 78, stk. 3, i straffeloven finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, om strafbare forhold kan medføre, at der ikke skal ske registrering henholdsvis inddragelse af en registrering.
Virksomheder og personer nævnt i stk. 1 betragtes som selskaber og personer, der udøver hverv, som kræver særlig tilladelse i relation til § 78, stk. 2, i straffeloven. Henvisningen betyder, at hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at en person ikke opfylder kravene i bestemmelsen, finder § 78, stk. 3, i straffeloven tilsvarende anvendelse. Dette indebærer blandt andet, at anklagemyndigheden på begæring enten af den, der har fået afslag, eller på begæring af Erhvervsstyrelsen, skal indbringe spørgsmålet om rettighedsfrakendelse for domstolene.
Hvis der rejses straffesag mod virksomheder, herunder medlemmer af virksomhedens ledelse eller personer registreret i medfør af stk. 1, for overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning, herunder den finansielle lovgivning, mens en virksomhed eller person er registreret ved Erhvervsstyrelsen, kan der under straffesagen nedlægges påstand om, at der skal ske frakendelse af den pågældendes persons rettighed til at udøve aktiviteten, jf. § 79, stk. 2, jf. § 78 i straffeloven.
De generelle straffeprocessuelle principper og almindelige retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at der så vidt muligt under straffesagen gøres endeligt op med, om en person eller virksomhed, der er registreret i medfør af stk. 1, fortsat kan være registreret. Den endelige afgørelse heraf skal således foretages under straffesagen.
Det betyder, at Erhvervsstyrelsen ikke kan inddrage en registrering af en virksomhed eller person som følge af et strafbart forhold, hvis domstolene under straffesagen ikke har truffet afgørelse om, at den pågældende ikke fortsat kan være registreret hos Erhvervsstyrelsen. Heraf følger, at hvis der ikke nedlægges påstand om frakendelse/afregistrering under straffesagen, kan Erhvervsstyrelsen ikke efterfølgende komme til det resultat, at registreringen skal fjernes. Dette gør sig dog ikke gældende i forhold til reelle ejere, da disse ikke har en autorisation eller godkendelse som nævnt i § 78, stk. 3, i straffeloven.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at medlemmer af en virksomheds øverste eller daglige ledelse skal meddele Erhvervsstyrelsen oplysninger om forhold som nævnt i stk. 2 senest 2 uger efter, der er truffet beslutning om deres indtræden i virksomhedens ledelse.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at en reel ejer af en virksomhed skal meddele Erhvervsstyrelsen oplysninger om, hvorvidt denne er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse, senest 2 uger efter erhvervelsen af virksomheden.
Stk. 5 finder anvendelse i de tilfælde, hvor en virksomhed er registreret efter stk. 1, og hvor der efterfølgende sker udskiftning af personer i den registrerede virksomheds ledelse eller blandt de reelle ejere. Denne bestemmelse vil også finde anvendelse for de selskaber, der før denne lov var registreret ved Erhvervsstyrelsen.
Hvis personer som nævnt i bestemmelsen ikke meddeler Erhvervsstyrelsen de pågældende oplysninger, kan Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge bøder, jf. forslagets § 73.
Det foreslås i stk. 6, at Erhvervsstyrelsen kan inddrage registreringen af en virksomhed eller person efter stk. 1, hvis et medlem af en virksomheds øverste eller daglige ledelse eller personen efterfølgende omfattes af stk. 2, hvis virksomheden efterfølgende omfattes af stk. 3, nr. 1 og 2, hvis en reel ejer efterfølgende omfattes af stk. 3, nr. 3, eller hvis virksomheden eller personen ikke er eller ophører med at være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 18 og 19.
Erhvervsstyrelsen kan inddrage registreringen af en virksomhed eller person efter stk. 1, hvis et medlem af en virksomheds øverste eller daglige ledelse eller personen efterfølgende bliver dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, indgiver begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller kommer under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering, jf. stk. 2.
Er der alene er tale om indgivelse af begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, skal begæringen være indgivet af den pågældende person selv. Det kan således ikke tillægges vægt, at andre har indgivet begæring mod den pågældende, med mindre begæringen konkret fører til rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.
Hvis en virksomhed efterfølgende bliver dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, indgiver begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller kommer under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering, vil Erhvervsstyrelsen kunne inddrage registreringen, jf. stk. 3, nr. 1 og 2.
Ligeledes kan Erhvervsstyrelsen inddrage registreringen, hvis en reel ejer efterfølgende bliver dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse, jf. stk. 3, nr. 3, eller hvis virksomheden eller personen ikke er eller ophører med at være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 18 og 19.
En hjemmel til at inddrage en registrering vil kunne sikre, at personer eller virksomheder, hvis virksomheden, herunder dennes ledelse og reelle ejere, samt personer ikke længere opfylder kravene til hæderlighed, kan tages ud af registret.
Det foreslåede stk. 6 giver Erhvervsstyrelsen mulighed for at inddrage en registrering, og dermed fjerne virksomheder og personer fra registeret, hvis en virksomhed, herunder ledelse og reelle ejere eller person, der er registreret efter § 51, stk. 1, hos Erhvervsstyrelsen, dømmes for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller misbrug af den reelle ejers kontrollerende indflydelse. I forbindelse med en vurdering af en inddragelse efter stk. 6, finder stk. 4 anvendelse i forhold til Erhvervsstyrelsens vurdering i henhold til stk. 2, nr. 1 og stk. 3, nr. 1. Det medfører, at der som udgangspunkt ved strafbare forhold skal ske rettighedsfrakendelse ved domstolene. Ved f.eks. reelle ejere kan der dog ikke ske rettighedsfrakendelse i forbindelse med straffesagen som nævnt under stk. 3, hvorefter Erhvervsstyrelsen kan foretage en administrativ inddragelse. Der henvises desuden til bemærkningerne til stk. 4.
Det foreslås i stk. 7, at virksomheder og personer, herunder medlemmer af ledelsen og en reel ejer af en virksomhed, skal meddele Erhvervsstyrelsen oplysninger, hvis forholdene efterfølgende ændrer sig, senest 2 uger efter ændringen. Dette kan være tilfældet, hvis virksomheden eller personen bliver dømt for et strafbart forhold. Meddelelse om ændringer i forholdene skal ske senest 2 uger efter ændringen. Erhvervsstyrelsen skal anvende oplysningerne til at vurdere, om der skal føres skærpet tilsyn med virksomheden eller personen eller foretage en vurdering af om der skal ske inddragelse af registrering.
Hvis personer som nævnt i bestemmelsen ikke meddeler Erhvervsstyrelsen de pågældende oplysninger, kan Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge bøder, jf. § 73 i forslaget.