LBK nr 807 af 21/06/2024
Erhvervsministeriet
Hvidvaskloven § 34
Finanstilsynet kan fastsætte regler om foranstaltninger i forhold til lande og territorier med henblik på at opfylde krav eller anbefalinger fra Financial Action Task Force.
Forarbejder til Hvidvaskloven § 34
RetsinformationAf § 6, stk. 1, sidste pkt., i den gældende hvidvasklov følger en hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvornår der indtræder en pligt for de af loven omfattede virksomheder og personer til at være opmærksom på transaktioner, der har forbindelse til lande og territorier, hvor der i henhold til erklæringer fra FATF anses for at være en særlig risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Finanstilsynet har i medfør af denne hjemmel udstedt bekendtgørelse nr. 1347 af 3. december 2010 om lande og territorier, hvor der anses at være en særlig risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme (FATF-listen).
Den foreslåede § 34 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte regler om foranstaltninger i forhold til lande og territorier med henblik på at opfylde krav eller anbefalinger fra FATF. Den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde er udvidet i forhold til gældende hvidvasklov, som alene vedrører nærmere regler for at være opmærksom på transaktioner, og ikke opfyldelse af krav eller anbefalinger fra FATF.
Bestemmelsen gennemfører FATF´s anbefaling nr. 19.
Bestemmelsen foreslås for at skabe grundlag for, at Danmark kan leve op til forpligtelsen i FATF’s anbefaling nr. 19 om koordinerede reaktioner over for højrisikolande og højrisikojurisdiktioner. Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at der kan følges op på de modforanstaltninger, som FATF finder skal iværksættes mod lande, der ikke vil samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. På FATF´s liste kan der dels være anført lande, som det er vedtaget at indføre foranstaltninger imod, og dels lande, som er under observation. Der vil i en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet kunne fastsættes krav om f.eks. skærpede kundekendskabsprocedurer, krav om systematisk rapportering til SØIK om transaktioner, krav om ekstern revision m.v. Det er en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at det er et krav fra FATF, at der skal iværksættes modforanstaltninger over for det pågældende land.
Listen over usamarbejdsvillige lande og territorier ændrer sig efterhånden, som de enkelte lande eller territorier får indført reformer, der gør det muligt for dem at deltage effektivt i det internationale samarbejde om bekæmpelse af hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Landene og territorierne på observationslisten er pr. juni 2016 følgende: Iran og Nordkorea. Listen ajourføres tre gange om året.
Den foreslåede § 17, stk. 2, fastlægger, at virksomheder og personer omfattet af lovforslaget skal gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis kunden har hjemsted i et land, der er opført på Europa-Kommissionens liste over lande, hvor der vurderes at være en høj risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Den foreslåede § 34 giver derfor mulighed for, at Finanstilsynet yderligere kan fastsætte regler om specielle foranstaltninger i forhold til lande og territorier identificeret af FATF, hvilket er i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i 4. hvidvaskdirektiv. Der kan derfor efter bestemmelsen fastsættes regler om, hvilke skærpede kundekendskabsprocedurer der konkret skal iværksættes over for kunder fra højrisikolande. FATF’s anbefaling nr. 19 er, modsat den foreslåede § 17, stk. 2, begrænset til finansielle virksomheder. Der vil derfor i bekendtgørelsen alene kunne fastsættes regler for virksomheder, der er omfattet af FATF’s definition af en finansiel virksomhed.
Europa-Kommissionen er medlem af FATF. Europa-Kommissionen skal i henhold til 4. hvidvaskdirektiv udarbejde en liste over højrisikolande, hvilket fremgår af artikel 9 i 4. hvidvaskdirektiv. Den foreslåede bestemmelse vil derfor alene blive udmøntet, såfremt der ikke på EU-niveau bliver vedtaget de fornødne modforanstaltninger.