LBK nr 807 af 21/06/2024
Erhvervsministeriet
Hvidvaskloven § 20
Virksomheder og personer omfattet af loven må ikke indgå eller opretholde en korrespondentforbindelse med et tomt bankselskab.
Stk. 2. Virksomheder og personer omfattet af loven skal træffe rimelige foranstaltninger for at undgå at etablere korrespondentforbindelser med virksomheder, hvor der foreligger offentligt tilgængelige oplysninger om, at respondentforbindelsen lader tomme bankselskaber anvende respondentforbindelsens konti.
Forarbejder til Hvidvaskloven § 20
Retsinformation§ 19, stk. 6, i den nugældende hvidvasklov indeholder en bestemmelse om, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter ikke må indgå eller opretholde en korrespondentbankforbindelse med et tomt bankselskab.
Den foreslåede § 20 indebærer et forbud mod at have direkte eller indirekte relationer med en finansiel virksomhed, der ikke er fysisk tilstede i det land, hvor den er registreret, også kaldet et tomt bankselskab. Bestemmelsen viderefører den gældende § 19, stk. 6, med indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsens anvendelsesområde udvides til at omfatte alle virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13 og 19, jf. definitionen af en korrespondentforbindelse i forslaget til § 2, nr. 4. Der foretages endvidere mindre tilretninger med henblik på direktivnær implementering. Der henvises endvidere til definitionen af et tomt bankselskab i forslaget til § 2, nr. 11. Lovforslagets § 20 fastsætter endvidere som noget nyt, at der skal træffes rimelige foranstaltninger for at undgå at etablere korrespondentforbindelser med virksomheder, hvor der foreligger offentligt tilgængelige oplysninger om, at respondentforbindelsen lader tomme bankselskaber anvende respondentforbindelsens konti.
Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 4. hvidvaskdirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at virksomheder og personer ikke må indgå eller opretholde en korrespondentforbindelse med et tomt bankselskab. Virksomheder og personer må derfor ikke indgå eller opretholde en forretningsforbindelse med en finansiel virksomhed, der ikke er fysisk tilstede i det land, hvor den er registreret, og som ikke er tilknyttet en virksomhed, der er underlagt et effektivt konsolideret tilsyn. En lokal agent eller personale, der ikke er på ledelsesniveau, er ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet om fysisk tilstedeværelse. Vedrørende definition af et tomt bankselskab henvises til forslaget til § 2, nr. 11.
Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. forslaget til § 71, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 20, stk. 1, er virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, og den strafbare handling består i at indgå eller opretholde en korrespondentforbindelse med et tomt bankselskab. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er et pengeinstitut, der ikke straks afvikler en korrespondentforbindelse med et tomt bankselskab.
Det foreslås i stk. 2, at virksomheder og personer omfattet af loven skal træffe rimelige foranstaltninger for at undgå at etablere korrespondentforbindelser med virksomheder, hvor der foreligger offentligt tilgængelige oplysninger om, at respondentforbindelsen lader tomme bankselskaber anvende respondentforbindelsens konti. Ved rimelige foranstaltninger forstås, at de pågældende virksomheder skal foretage en vurdering af potentielle respondentforbindelser, inden de indgår en forretningsforbindelse med dem. I vurderingen kan blandt andet indgå en afklaring af, om den potentielle respondentforbindelse tidligere har tilladt en sådan anvendelse af deres konti.
Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 71, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 20, stk. 2, er virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, og den strafbare handling består i ikke at træffe rimelige foranstaltninger for at undgå at etablere korrespondentforbindelser med respondenter, hvor der foreligger offentligt tilgængelige oplysninger om, at respondentforbindelsen lader tomme bankselskaber anvende respondentforbindelsens konti. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er et pengeinstitut, der ikke inden oprettelse af en korrespondentforbindelse foretager søgninger i offentligt tilgængelige kilder om respondentforbindelsen.