Hvidvaskloven § 2

§ 3 i den gældende hvidvasklov fastlægger lovens definitioner.

Den foreslåede § 2 fastlægger lovens definitioner og opremser disse i alfabetisk rækkefølge. Bestemmelsen indeholder ligesom den gældende hvidvasklov definitioner af udbydere af tjenesteydelser, reelle ejere og politisk eksponerede personer, men indholdet af definitionerne er ændret. Derudover er der indsat definitioner af daglig ledelse, finansiel transaktion, forretningsforbindelse, korrespondentforbindelse, EU- eller EØS-land, nærtstående, nær samarbejdspartner, transaktion og tomt bankselskab. Det foreslås ikke at videreføre definitionerne på selskaber, virksomheder, reguleret marked, lejlighedskunder og kontroloplysninger. Der henvises til afsnit 3.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 3 i 4. hvidvaskdirektiv.

I forslaget til nr. 1 defineres daglig ledelse som personer, der har ansvaret for den daglige ledelse af en juridisk person, herunder for drift, omsætning og øvrige resultater. I et kapitalselskab vil den daglige ledelse være de registrerede medlemmer af direktionen, hvorefter bestyrelsen varetager den strategiske og overordnede ledelse, og direktionen varetager den daglige ledelse, og i et selskab med et tilsynsråd og en direktion varetager direktionen såvel den daglige som den strategiske ledelse.

En tilsvarende sondring vil gælde i øvrige selskaber og virksomheder m.v., der ikke er kapitalselskaber. Er ledelsesforholdene ikke lovreguleret, vil det bero på en konkret vurdering, hvem der skal opfattes som daglig ledelse. Vurderingen kan ofte foretages ud fra en juridisk persons vedtægter. Der skal lægges vægt på udøvelse af konkret daglig ledelse svarende til de opgaver, som en direktør udøver i et aktieselskab. Der vil som udgangspunkt være tale om ansvar for daglig drift, ansættelse af personale osv. Ansættelse og afskedigelse af ledende medarbejdere, som ikke er medlemmer af direktionen, foretages således normalt af direktionen.

Det foreslåede nr. 2 definerer en finansiel transaktion som en transaktion, der vedrører likvider eller andre finansielle aktiver. Begrebet anvendes i relation til, hvornår advokater m.v. er omfattet af lovforslaget. Eksempler på finansielle aktiver er tilgodehavender, aktier, anparter, obligationer, pantebreve eller derivater. Der henvises i øvrigt til den foreslåede definition af transaktion, jf. nr. 10.

I nr. 3 foreslås definition af begrebet forretningsforbindelse, der anvendes flere steder i lovforslaget. Forretningsforbindelse defineres som kundeforhold, som etableres af virksomheden eller personen omfattet af loven, som på etableringstidspunktet forventes at blive af en vis varighed, og som kan omfatte oprettelse af kundekonto, kundedepot, iværksættelse af kundetransaktion og andre aktiviteter, herunder rådgivningsopgaver, for kunden. Modsat er der ved enkeltstående transaktioner eller aktiviteter for kunder som omhandlet i forslagets § 10, nr. 2 og 3, ikke en forventning om, at kundeforholdet vil blive af en vis varighed. Omfattet af begrebet forretningsforbindelse vil være ethvert forretningsmæssigt, erhvervsmæssigt eller kommercielt forhold, som er knyttet til en virksomhed eller persons erhvervsvirksomhed, der på tidspunktet for etableringen forventes at være af en vis varighed.

En forretningsforbindelse etableres f.eks. ved, at virksomheden indgår aftale med en fysisk eller juridisk person om udførelse af en aktivitet, f.eks. åbning af en konto (udlån, indlån, leasing m.v.) eller et depot, en pengeoverførsel, valutaveksling, køb eller salg af værdipapirer, en rådgivningsopgave, en formidlingsopgave, f.eks. salg af fast ejendom m.v., eller en aftale om at udarbejde et regnskab eller udføre revision m.v.

I gældende spillelovgivning er der ved udbud af onlinespil krav om kunderegistrering og åbning af spilkonti for alle kunder. Oprettelse af en spilkonto vil være etablering af en forretningsforbindelse.

Begrebet ”kundeforhold” omfatter alle relationer med kunder, det vil sige ved etablering af en forretningsforbindelse med en kunde og ved udførelse af en enkeltstående transaktion for en kunde, jf. den foreslåede definition i nr. 5.

I henhold til det foreslåede nr. 4 defineres en korrespondentforbindelse. Ved korrespondentforbindelser mellem pengeinstitutter forstås i henhold til nr. 4, litra a, levering af pengeinstitutydelser fra et pengeinstitut (korrespondenten) til et andet pengeinstitut (respondenten), herunder oprettelse af løbende konto eller passivkonto samt øvrige ydelser som likviditetsstyring, internationale overførsler af midler m.v. Yderligere ydelser, der kan være omfattet, er f.eks. checkclearing, gennemstrømningskonti eller valutatransaktioner. Eksemplerne skal ikke anses som udtømmende. Væsentlige områder er internationale betalinger, herunder i forbindelse med afvikling af valutahandler, der typisk sker gennem en bank i de pågældende valutaers hjemland. Valutahandlere har ofte et net af korrespondentforbindelser med valutakonti i forskellige lande. I praksis foregår afviklingen ved, at parterne uafhængigt af hinanden afsender betalingsinstrukser til hver sin korrespondentbank om at overføre det solgte beløb til modpartens konto hos dennes korrespondentbank. Definitionen gennemfører 4. hvidvaskdirektivs artikel 3, stk. 8, litra a.

I nr. 4, litra b, defineres korrespondentforbindelse mellem øvrige virksomheder som forbindelser mellem virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-13 eller 19 (korrespondenten) til en anden virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-13 eller 19 (respondenten), hvor der leveres lignende ydelser, herunder forbindelser indgået med henblik på værdipapirtransaktioner eller overførsler af midler. Definitionen gennemfører artikel 3, stk. 8, litra a, i 4. hvidvaskdirektiv.

Definitionen af korrespondentforbindelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 19 om skærpede procedurer i forhold til korrespondentforbindelser hjemmehørende i et land uden for EU/EØS. Når der etableres korrespondentforbindelse med en respondent, anses der samtidig i hvidvasklovens forstand at være etableret en forretningsforbindelse til respondentforbindelsen.

Korrespondenten er den virksomhed, der leverer ydelser til en anden virksomhed, mens respondenten er den virksomhed, der modtager ydelserne.

Korrespondentforbindelser omfatter endvidere tilfælde, hvor der indgås forbindelser mellem virksomheder med henblik på værdipapirtransaktioner eller overførsler af midler. Dette forekommer ved udveksling af såkaldte SWIFT-nøgler mellem finansielle virksomheder. Internationale elektroniske pengeoverførsler understøttes af et meddelelsessystem, der udbydes af SWIFT (Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication). For at kunne kommunikere meddelelser om pengeoverførsler ved brug af SWIFT-nøgler forudsættes, at de finansielle virksomheder i teknisk forstand har udvekslet såkaldte SWIFT-nøgler med hinanden. Udveksling af SWIFT-nøgler er i udgangspunktet et centralt skridt i etableringen af en korrespondentbankforbindelse. Det er i SWIFT-systemet muligt at styre, hvilke typer beskeder udveksling af SWIFT-nøgler giver adgang til. Der kan derfor udveksles SWIFT-nøgler, uden at dette automatisk bevirker, at de involverede virksomheder har mulighed for at gennemføre betalingstransaktioner med hinanden. Der er således typer af beskeder, f.eks. i relation til trade finance, der ikke giver mulighed for overførsel af midler. Hertil kommer, at SWIFT-systemet er under konstant udvikling.

Udveksling af SWIFT-nøgler medfører dermed ikke i sig selv, at der etableres en korrespondentforbindelse. Uanset den tekniske løsning er det op til det enkelte institut at vurdere, hvornår der skal foretages skærpede kundekendskabsprocedurer i henhold til definitionen af en korrespondentforbindelse, eller der er risiko for misbrug til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Det foreslås i nr. 5, at et kundeforhold defineres som en forretningsforbindelse med en kunde eller udførelse af en enkeltstående transaktion for en kunde, herunder i forbindelse med udbud af spil. Begrebet ”kundeforhold” omfatter dermed alle relationer med kunder, hvor der etableres en forretningsforbindelse, jf. § 10, nr. 1, udføres en enkeltstående transaktion, jf. § 10, nr. 2, og ved udbud af spil, jf. § 10, nr. 3.

I det foreslåede nr. 6 defineres nærtstående til en politisk eksponeret person som en politisk eksponeret persons ægtefælle, registreret partner, samlever, forældre samt børn og disses ægtefæller, registrerede partnere eller samlevere. Ved samlevende menes personer, der lever i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse. Den foreslåede definition er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 10, i 4. hvidvaskdirektiv.

Definitionen skal anvendes til at fastslå, hvorvidt en person er nærtstående til en politisk eksponeret person som nævnt i nr. 8, og skal ses i sammenhæng med forslagets § 18 om skærpede krav til kundekendskabsproceduren i forhold til en nærtstående til en politisk eksponeret person.

I det foreslåede nr. 7 defineres en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Definitionen skal på samme måde anvendes til at fastslå, hvorvidt en person er en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person som nævnt i nr. 8, og skal ses i sammenhæng med forslagets § 18 om krav til kundekendskabsproceduren i forhold til en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Den foreslåede definition er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 11, i 4. hvidvaskdirektiv.

I nr. 7, litra a, defineres en nær samarbejdspartner som en fysisk person, som er reel ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person i fællesskab med en eller flere politisk eksponerede personer. For definition af en reel ejer henvises til det foreslåede nr. 9 i denne bestemmelse. Når bortses fra tilfælde, hvor det er offentlig kendt, eller hvor virksomheden eller personen i øvrigt har viden om, at vedkommende kunde er nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, indebærer definitionens ordlyd en potentiel betydelig byrdefuld opgave for de af lovforslaget omfattede virksomheder og personer i forhold til at afdække deres kunders relationer. Ud fra en proportionalitetsbetragtning vil virksomheder og personer derfor i praksis kunne opfylde kravet om at afdække og træffe foranstaltninger over for en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person ved at foretage søgninger på internettet. Såfremt konkrete forhold giver anledning til, at virksomheden eller personen får en formodning om, at en fysisk person er nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, men ikke kan få dette bekræftet ved at foretage søgninger på internettet, vil virksomheden eller personen være forpligtet til at undersøge dette nærmere på anden vis, herunder ved at spørge kunden ind til forholdet.

I henhold til nr. 7, litra b, defineres en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person yderligere som en fysisk person, der på anden måde end nævnt i litra a har en nær forretningsmæssig forbindelse med en eller flere politisk eksponerede personer. Ved en nær forretningsmæssig forbindelse skal forstås et nært samarbejde, som enten har forløbet over et vist tidsrum, eller hvor samarbejdet har et vist omfang. Når bortses fra tilfælde, hvor det er offentlig kendt, eller hvor virksomheden eller personen i øvrigt har viden om, at vedkommende kunde er nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, indebærer definitionens ordlyd en potentiel betydelig byrdefuld opgave for de af lovforslaget omfattede virksomheder og personer i forhold til at afdække deres kunders relationer. Ud fra en proportionalitetsbetragtning vil virksomhederne og personerne derfor i praksis kunne opfylde kravet om at afdække og træffe foranstaltninger over for en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person ved at foretage søgninger på internettet. Såfremt konkrete forhold giver anledning til, at virksomheden eller personen får en formodning om, at en fysisk person er nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, men ikke kan få dette bekræftet ved at foretage søgninger på internettet, vil virksomheden eller personen være forpligtet til at undersøge dette nærmere på anden vis, herunder ved at spørge kunden ind til forholdet.

I henhold til nr. 7, litra c, defineres en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person som en fysisk person, der som den eneste er reel ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person, som er blevet oprettet til fordel for en politisk eksponeret person. At personen skal være eneste reel ejer betyder, at den pågældende person direkte eller indirekte skal kontrollere alle ejerandelene eller stemmerettighederne m.v. En person opfylder dermed ikke definitionen, hvis denne f.eks. alene ejer 75 pct. af en virksomhed.

Som ovenfor under litra a og b indebærer, når bortses fra tilfælde, hvor det er offentlig kendt, eller hvor virksomheden eller personen i øvrigt har viden om, at vedkommende kunde er nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, definitionens ordlyd en potentiel betydelig byrdefuld opgave for de af lovforslaget omfattede virksomheder og personer i forhold til at afdække deres kunders relationer. Ud fra en proportionalitetsbetragtning vil virksomhederne og personerne derfor i praksis kunne opfylde kravet om at afdække og træffe foranstaltninger over for en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person ved at foretage søgninger på internettet. Såfremt konkrete forhold giver anledning til, at virksomheden eller personen får en formodning om, at en fysisk person er nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, men ikke kan få dette bekræftet ved at foretage søgninger på internettet, vil virksomheden eller personen være forpligtet til at undersøge dette nærmere på anden vis, herunder ved at spørge kunden ind til forholdet.

Det foreslås i nr. 8, at en politisk eksponeret person defineres som en fysisk person, der har eller har haft et af flere opremsede offentlige erhverv.

Definitionen udvides i forhold til § 19, stk. 4, nr. 1, i den gældende hvidvasklov til også at omfatte personer med bopæl her i landet, medlemmer af politiske partiers styrende organer og medlemmer af styrende organer i internationale organisationer. Den foreslåede definition er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i 4. hvidvaskdirektiv.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 18, der indeholder krav om, at virksomheder og personer omfattet af loven skal have tilstrækkelige procedurer til at afgøre, om kunden er en politisk eksponeret person, en nærtstående eller en nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, og skærpede krav til kundekendskab, hvis kunden er omfattet af denne personkreds.

Det foreslås i nr. 8, litra a, at en statschef, regeringschef, minister og viceminister eller assisterende minister defineres som en politisk eksponeret person. Statschefer efter den foreslåede nr. 8, litra a, omfatter præsidenter samt den regerende monark for lande med monarki.

Det foreslås i nr. 8, litra b, at et parlamentsmedlem eller medlem af tilsvarende lovgivende organer defineres som en politisk eksponeret person. Ved parlamentsmedlemmer eller medlemmer af tilsvarende lovgivende organer forstås f.eks. medlemmer af Folketinget i Danmark. I lande med et tokammersystem vil medlemmer af begge kamre være omfattet af definitionen.

Ved medlemmer af politiske partiers styrende organer som nævnt i nr. 8, litra c, henvises til hovedbestyrelsen eller lignende for et politisk parti. Et politisk parti vil være omfattet af definitionen, hvis partiet er repræsenteret i Folketinget. Medlemmer af ledelsen i et politisk partis lokale afdelinger er ikke omfattet af definitionen.

Højesteretsdommere, medlemmer af forfatningsdomstole og af andre højtstående retsindstanser, hvis afgørelser kun er genstand for yderligere prøvelse under ekstraordinære omstændigheder, betragtes i henhold til nr. 8, litra d, som politisk eksponerede personer. Ved andre højtstående retsinstanser menes f.eks. dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Medlemmer af revisionsretter og øverste ledelsesorganer for centralbanker er i henhold til nr. 8, litra e, politisk eksponerede personer. Et eksempel på en revisionsret som nævnt i nr. 7, litra e, er Den Europæiske Revisionsret.

En centralbank defineres som en institution, som varetager et lands valuta- og pengepolitik. Det øverste ledelsesorgan af centralbanker er som udgangspunkt bestyrelsen. Findes kun en direktion, er det direktionen. Består selskabets ledelse af en direktion og et tilsynsråd eller lignende, varetager direktionen såvel den daglige som den strategiske ledelse.

Det foreslås i nr. 8, litra f, at ambassadører, chargé d’affaires og højtstående officerer i de væbnede styrker defineres som politisk eksponerede personer. Højtstående officerer i de væbnede styrker omfatter de øverste chefer i de væbnede styrker, som f.eks. en general i hæren eller en admiral i søværnet.

I henhold til nr. 8, litra g, omfattes medlemmer af statsejede virksomheders administrative, ledende eller kontrollerende organer af begrebet politisk eksponeret person. Medlemmer af bestyrelse og direktion er omfattet af bestemmelsen. Derudover vil medlemmer af øvrige kontrollerende organer være omfattet, som f.eks. en politisk nedsat styregruppe eller lignende. Det afgørende er i den forbindelse, om organet kan siges at have kontrollerende indflydelse i relation til den eller de funktioner, som organet er oprettet med henblik på at udføre. Bestemmelsen omfatter alene statsejede virksomheder og dermed ikke f.eks. forsyningsvirksomheder ejet af kommuner. Afgørende er, om den statsejede virksomhed varetager opgaver, som hører ind under den offentlige administration. De relevante tilsynsmyndigheder vil udarbejde vejledning, som nærmere præciserer denne afgrænsning.

I henhold til nr. 8, litra h, er direktører, vicedirektører og medlemmer af bestyrelsen eller personer med tilsvarende hverv, eksempelvis generaldirektører, i en international organisation at betragte som en politisk eksponeret person. At der skal være tale om en international organisation betyder, at en organisation for at være omfattet af reglerne skal være etableret ved indgåelse af en formel international politisk aftale. Frivillige organisationer, der ikke er forankret i statsadministrationen, er derfor ikke omfattet af definitionen. Således vil store globale organisationer som Red Barnet, spejderbevægelsen, Verdensnaturfonden eller Amnesty International, for blot at nævne nogle eksempler, ikke være omfattet trods deres internationale udbredelse. Som eksempler på internationale organisationer, som vil være omfattet af bestemmelsen, kan nævnes Forenede Nationer, Europarådet samt øvrige organer inden for EU.

Definitionen omfatter ikke personer med højerestående positioner i regionale organer som det, der svarer til danske regioner og kommuner. Ingen af de offentlige hverv, som den foreslåede bestemmelse retter sig mod, omfatter embedsmænd på mellem eller lavere niveau.

Reelle ejere defineres i nr. 9 som den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer kunden eller den fysiske person, på hvis vegne en transaktion eller aktivitet gennemføres. I nr. 9, litra a-c, er opremset, hvilke personer der kan anses som reel ejer i visse juridiske personer. En fysisk person, på hvis vegne en transaktion eller aktivitet gennemføres, vil normalt være kunden, hvis der er tale om et fuldmagtsforhold eller lignende. Ved særlige konstruktioner, som f.eks. en advokats klientkonto, vil klienten blive betragtet som reel ejer af klientkontoen, da klienten er den fysiske person, på hvis vegne en transaktion eller aktivitet gennemføres. Det er i den forbindelse ikke afgørende, hvor stor en del af det samlede indestående klienten repræsenterer på en klientkonto.

I henhold til nr. 9. litra a, defineres en reel ejer i et selskab, virksomhed, foreninger m.v. som den eller de fysiske personer, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler, bortset fra ejere af selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder. Den foreslåede definition af reelle ejere følger definitionen i artikel 3, stk. 6, i 4. hvidvaskdirektiv.

Efter 4. hvidvaskdirektiv anses direkte eller indirekte besiddelse af eller kontrol over mere end 25 pct. af en juridisk person som en indikation på direkte eller indirekte reelt ejerskab. Det fremgår af artikel 3, stk. 6, litra a, nr. i, i 4. hvidvaskdirektiv, at principperne i artikel 22, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF skal finde anvendelse ved vurderingen af, om der direkte eller indirekte foreligger kontrol over en juridisk person.

Reelle ejere er de fysiske personer, som ultimativt ejer eller kontrollerer en virksomhed eller en anden juridisk person, eventuelt gennem en eller flere dattervirksomheder eller på anden vis. En reel ejer skal altid være en fysisk person, så hvis der er tale om en selskabskonstruktion eller lignende, er det de bagvedliggende fysiske personer, som er reelle ejere. Dette gælder alle former for personer – både juridiske og fysiske – og uanset nationalitet eller lignende. Reelle ejere er også fysiske personer, som kan sidestilles med ejere, og som, hvis deres kontrol eller andel i den pågældende juridiske person er af en vis karakter, vil være at opfatte som reelle ejere.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med kravet om, at virksomhedens ejer- og kontrolstruktur skal klarlægges, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 3. Hvis det på baggrund af tilstrækkelig undersøgelse og dokumentation må lægges til grund, at ingen fysiske personer har et sådant direkte eller indirekte reelt ejerskab, skal den daglige ledelse betragtes som reel ejer.

Lovforslagets definition skal endvidere ses på baggrund af 4. hvidvaskdirektivs krav om, at medlemslandene indfører forpligtelse for juridiske personer til at indhente og opbevare ajourførte oplysninger om den juridiske persons reelle ejere, og at disse oplysninger skal gøres tilgængelige for myndigheder, virksomheder og personer omfattet af kundekendskabskravene i 4. hvidvaskdirektiv. Der henvises til artikel 30 i 4. hvidvaskdirektiv.

Ejerskab eller kontrol kan være direkte eller indirekte. Direkte ejerskab kan forekomme gennem direkte besiddelse af ejerandele i det pågældende selskab, virksomhed m.v., mens indirekte ejerskab og kontrol kan ske gennem holdingselskab, dattervirksomhed eller lignende. Ved reelt ejerskab forstås fysiske personer, hvilket betyder, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem de reelle ejere og eventuelle juridiske personer som (legale) ejere. Hvis en fysisk person ejer en tilstrækkelig del af ejerandelene i en virksomhed til at være reel ejer, og hvis denne person har overdraget stemmeretten på ejerandelene til en anden fysisk person – eventuelt gennem en eller flere juridiske personer – vil begge de fysiske personer blive anset som reelle ejere.

Bestemmelsen dækker alle former for ejerskab eller kontrol, hvilket blandt andet medfører, at der ikke er krav om besiddelse af ejerandele i det pågældende selskab, virksomhed m.v. Der kan således også være tale om kontrol på anden måde, hvilket f.eks. kan være via aftale, ret til udpegning af bestyrelsesmedlemmer eller lignende. Hvis en person råder over stemmerettigheder, som er overdraget gennem en panteaftale, skal disse rettigheder således medregnes i opgørelsen af, om der opnås reelt ejerskab. Det er en forudsætning, at der faktisk rådes over rettighederne, og at rettighederne ikke blot udøves i overensstemmelse med modtagne instrukser fra pantsætter.

Eksistensen af potentielle stemmerettigheder, herunder tegningsretter og købsoptioner på kapitalandele, som aktuelt kan udnyttes eller konverteres, skal tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger et reelt ejerskab. Dette begrundes i, at denne form for rettigheder vil kunne aktiveres ved en ensidig beslutning fra rettighedshaveren, som dermed selv bestemmer, hvornår vedkommende vil råde over kapitalandelene. Hvis denne form for rettigheder ikke skulle medregnes, ville de kunne benyttes til at sløre et reelt ejerskab. Omvendt må udstederen af rettigheden nødvendigvis også skulle medregne ikke-udnyttede rettigheder, da udstederen af rettigheden fortsat råder over kapitalandelene, indtil rettighedshaveren aktiverer denne. Virksomhedens ansvar for at medregne denne form for indirekte ejerskab og kontrol ved opgørelsen af, hvorvidt en fysisk person er reel ejer, strækker sig kun til det, selskabet vidste eller burde vide.

Da reelle ejere er de fysiske personer, som i sidste ende er de ultimative ejere af ejerandele eller stemmerettigheder, vil det også være nødvendigt at indhente oplysninger om en ejer, som udøver sine rettigheder via en såkaldt nomineeordning, i det omfang der er formodning om, at den pågældende er reel ejer.

En ret til at udpege eller afsætte flertallet af medlemmerne af selskabets bestyrelse vil ligeledes kunne medføre reelt ejerskab. Der må dog i sådanne situationer bestå et retskrav på grundlag af selskabets vedtægter, ejeraftale, aftale i forbindelse med pantsætning af kapitalandele eller lignende. Det vil ligeledes i nogle tilfælde være nødvendigt at vurdere det faktiske antal stemmer repræsenteret på generalforsamlingen. Det betyder, at hvis det på baggrund af tidligere generalforsamlinger viser sig, at kun 60 pct. af de samlede stemmerettigheder i et selskab repræsenteres på generalforsamlingen, skal der mindre end 25 pct. af stemmerne til, for at den enkelte ejer kan have kontrol som reel ejer. Der skal dog være tale om et mere permanent forhold. Det samme princip gør sig gældende i forbindelse med udpegningsrettigheder, hvor en permanent udeblivelse af bestyrelsesmedlemmer kan give de øvrige bestyrelsesmedlemmer relativt mere indflydelse. Eksempelvis kan retten til at udpege et antal bestyrelsesmedlemmer give mere indflydelse, hvis et eller flere af de øvrige bestyrelsesmedlemmer permanent har forfald fra bestyrelsesmøderne.

Det er den samlede de facto indflydelse, som en fysisk person opnår gennem direkte eller indirekte besiddelse af aktier, stemmerettigheder eller anden form for kontrol, som er afgørende for, hvorvidt den pågældende betragtes om reel ejer. Det vil altid skulle fastslås ud fra en konkret vurdering. Der stilles ikke krav om bestemmende indflydelse, som begrebet er defineret i selskabsloven.

Udgangspunktet for den foreslåede bestemmelse om, at en fysisk person er reel ejer i et selskab, hvis den pågældende ejer eller kontrollerer mere end 25 pct. af selskabets kapitalandele eller stemmerettigheder, afviger fra selskabslovens definition af bestemmende indflydelse. I henhold til § 7 i selskabsloven er der som udgangspunkt først tale om bestemmende indflydelse og således kontrollerende ejerskab, når vedkommende har beføjelsen til at styre de økonomiske og driftsmæssige beslutninger, hvilket som oftest forekommer ved ejerskab af eller kontrol med mere end halvdelen af selskabets stemmerettigheder. Ligeledes skal det bemærkes, at der i henhold til den foreslåede definition kan være flere fysiske personer, der betragtes som reelle ejere, hvilket ikke er muligt i henhold til selskabsloven i forhold til juridiske eller fysiske personer, som har den bestemmende indflydelse. Det vil ikke være afgørende, at en fysisk person har bestemmende indflydelse i selskabet, da øvrige ejere fortsat vil kunne være reelle ejere, hvis de opfylder betingelserne herfor.

Hvis en ejer af et selskab er underlagt stemmeretsbegrænsninger på sin ejerandel, vil dette ikke have betydning for, om den pågældende person er reel ejer. En ejerandel på f.eks. 30 pct. af aktierne i et aktieselskab vil medføre, at den pågældende person er reel ejer, uanset om der f.eks. er indført begrænsning, så der kun kan stemmes på 5 pct. af de samlede stemmerettigheder. Tilsvarende vil gøre sig gældende, hvis der via ejeraftale eller lignende er fastsat vetorettigheder, der begrænser den pågældendes udøvelse af stemmerettigheder. Dette er begrundet i, at det er relevant at få kendskab til både de ejere, som er reelle ejere i økonomisk forstand, og de ejere, som er reelle ejere i forvaltningsmæssig forstand. Dette skyldes, at begge typer af reelle ejere er vigtige i relation til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, da de kan påvirke det konkrete selskab samt få andel i midlerne.

Der kan ud fra en konkret vurdering være tale om reelt ejerskab via vetorettigheder, som i en vis forstand kan betegnes som negativ kontrol. Det vil dog forudsætte, at der samtidig er tale om en eller anden form for ejerskab, da vetorettigheder alene ikke anses for reelt ejerskab.

Handles et selskabs ejerandele på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, har den juridiske person i henhold til den foreslåede definition ikke nogen reel ejer. Forslaget er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, litra a, nr. i, i 4. hvidvaskdirektiv, hvorefter selskaber, der er noteret på et reguleret marked, og som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder, der sikrer passende gennemsigtighed, i forbindelse med oplysning af ejerskab ikke er omfattet af 4. hvidvaskdirektivs definition af en reel ejer. Årsagen er, at der i forhold til disse selskaber er en passende gennemsigtighed i forbindelse med oplysninger om selskabernes ejerskab. Det foreslås derfor, at der i definitionen af reelle ejere bortses fra ejere af selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder. Definitionen medfører, at alle selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, ikke har nogen reel ejer. Et reguleret marked forefindes alene inden for EU- eller EØS-lande. Et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten, kan være en såkaldt multilateral handelsfacilitet, hvor reglerne om oplysning om større ejerbesiddelser er sat i kraft for den relevante markedsplads. Dette omfatter eksempelvis den danske markedsplads First North, som er en såkaldt alternativ markedsplads i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Derudover vil selskaber, hvis ejerandele handles på et marked uden for et EU- eller EØS-land ikke have nogen reel ejer, hvis dette marked er underlagt internationale standarder, der er tilsvarende de EU-retlige krav, for så vidt angår oplysningspligter. Når et selskabs ejerandele er optaget til handel på et reguleret marked, er selskabet i det fulde underlagt de EU-retlige oplysningsforpligtelser, uanset om alle aktieklasser ikke er optaget til handel. Det betyder, at selvom f.eks. alene selskabets B-aktier og dermed ikke A-aktier er noterede, vil der for disse selskaber være den krævede gennemsigtighed i forbindelse med oplysninger om ejerskab.

For så vidt angår foreninger, vil udgangspunktet for den foreslåede bestemmelse være fastlæggelse af, om en fysisk person er reel ejer eller kontrollerer mere end 25 pct. af foreningen, dvs. stemmerrettigheder i foreningen. Der henvises til ovenstående i forhold til opgørelse af stemmerettigheder.

Det foreslås i nr. 9, litra b, at den daglige ledelse er reel ejer, hvis der ikke er identificeret en person under punkt a, eller hvis der er tvivl om, hvorvidt den eller de personer, der er identificeret, er den eller de reelle ejere. For definition af daglig ledelse henvises til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse medfører, at er kunden en juridisk person, vil virksomheden eller personen omfattet af loven altid skulle have identitetsoplysninger på reelle ejere, jf. den foreslåede § 11, stk. 1, nr. 3. Dog skal den daglige ledelse i et selskab, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder, ikke betragtes som reel ejer.

Den daglige ledelse kan anses som reel ejer, hvis der, efter alle muligheder er udtømt, og der ikke er nogen grund til mistanke om hvidvask og finansiering af terrorisme, ikke er identificeret nogen person som reel ejer. Det forudsættes, at virksomheden og personen, der er omfattet af lovforslaget, finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at den juridiske person ikke har reelle ejere som defineret i forslagets § 2, nr. 9. Det er ikke tilstrækkeligt at konstatere, at det ikke er muligt at få identificeret reelle ejere, hvis den forpligtede virksomhed eller person ved eller har grundlag for at formode, at reelle ejere eksisterer. Bestemmelsen skal i øvrigt forstås således, at hvis der er tvivl om, hvorvidt den eller de personer, der er identificeret, er den eller de reelle ejere, skal såvel disse personer som den daglige ledelse betragtes som reel ejer.

Definitionen af en reel ejer i retlige arrangementer, herunder en fond, trust eller lignende, følger af den foreslåede nr. 9, litra c. Reel ejer i et retlige arrangementet defineres som den eller de fysiske personer i et retligt arrangement, herunder i en fond, trust eller lignende, der i sidste ende direkte eller indirekte kontrollerer eller på anden måde har ejerskabslignende beføjelser.

De omhandlede juridiske personer er kendetegnet ved ikke at have ejere, eller at ejerforholdet er af en særlig karakter. Da der således ikke er tale om ejere i traditionel forstand, indeholder bestemmelsen nogle konkrete fysiske personer, som kan sidestilles med ejere, hvis deres indflydelse, kontrol eller andel i den pågældende juridiske person er af en vis karakter.

Fonde skal forstås bredt, hvilket betyder, at begrebet omfatter fonde, som er omfattet af de to fondslove (lov om erhvervsdrivende fonde og lov om ikke-erhvervsdrivende fonde), men også fonde, som er undtaget fra de to fondslove, eller som er stiftet på anden vis. Desuden dækker begrebet fonde over selvejende institutioner, legater, stiftelser og lignende.

En trust er en særegen konstruktion, som ikke eksisterer i henhold til dansk ret, men som er direkte nævnt i 4. hvidvaskdirektiv. Da 4. hvidvaskdirektiv også stiller krav om kendskab til reelle ejere i udenlandske juridiske personer, herunder trusts, er begrebet foreslået indsat direkte i bestemmelsen om reelle ejere. Begrebet trust kendes fra common law-lande, men begrebet kan ikke sammenlignes med f.eks. en dansk fond, da en trust som udgangspunkt forudsætter en opdeling i ejerskab og kontrol, som ikke anses for mulig i henhold til dansk ret. En trust er derfor ikke anerkendt i Danmark som en selvstændig juridisk person. Der kan således ikke oprettes trusts i Danmark, men en trust kan udøve virksomhed i Danmark, blandt andet som følge af EU-rettens grundlæggende princip om arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed inden for EU.

Andet lignende retligt arrangement dækker over enheder, som kan sidestilles med fonde eller trusts, herunder særligt udenlandske virksomheder, som eksempelvis »anstalt« og »treuhand«, som findes i blandt andet Tyskland og Østrig.

I nr. 9, litra c, nr. i, foreslås det, at bestyrelsen i en fond, trust eller lignende altid skal anses som reel ejer. Hele bestyrelsen vil være at betragte som reel ejer uanset beslutningskompetencer.

I henhold til den foreslåede nr. 9, litra c, nr. ii, vil en særligt begunstiget person, eller såfremt de enkeltpersoner, der nyder godt af uddelinger, endnu ikke kendes, den gruppe personer, i hvis hovedinteresse et retligt arrangement er oprettet eller fungerer, skulle anses som reel ejer.

For så vidt angår personer, der er særligt begunstigede af fonden, bemærkes, at disse som udgangspunkt alene anses som reelle ejere i den foreslåede bestemmelses forstand, hvis de efter fondens vedtægt har et retskrav på at modtage en ikke ubetydelig andel af fondens midler.

I henhold til § 77 i lov om erhvervsdrivende fonde har uddelingsberettigede ikke umiddelbart retskrav på uddelinger fra en fond. Det er således et krav i forhold til uddelinger, at først når bestyrelsen har besluttet og over for den pågældende modtager af uddelingen har tilkendegivet ydelsen, opstår der et retskrav for den pågældende uddelingsberettigede efter dansk rets almindelige regler.

I visse erhvervsdrivende fonde vil en gruppe af personer dog kunne have en sådan interesse i fondens uddelinger, at det på forhånd er muligt at identificere de personer, i hvis hovedinteresse fonden er oprettet, selvom de ikke har et umiddelbart retskrav på at modtage uddelinger fra fonden. Der må dog forventes at være tale om et mindre antal personer.

En sådan gruppe af personer kan over en årrække have ret til at modtage en vis andel af fondens midler. Det fremgår således af § 77, stk. 1, i lov om erhvervsdrivende fonde, at det påhviler bestyrelsen – bortset fra rimelige henlæggelser – at foretage uddeling til de formål, der er fastsat i vedtægten.

Det er et krav, at hvis det fremgår af vedtægten, at der er flere ligestillede uddelingsformål, må der ikke over en årrække ske en ensidig begunstigelse af det ene formål på bekostning af de øvrige angivne formål. Over en given tidsperiode skal der således være en rimelig balance i uddelingerne til de forskellige uddelingsberettigede. Bestyrelsen er ansvarlig for at sikre uddeling til samtlige uddelingsformål, og at der ikke konsekvent uddeles til nogen på bekostning af andre. Dette kan medføre, at en gruppe af personer, der ikke har et umiddelbart retskrav på årlige uddelinger fra fonden, alligevel over en årrække kan have ret til at modtage en vis andel af fondens midler.

Det afgøres efter en konkret vurdering, om en uddelingsberettiget person er særligt begunstiget af fonden. Det må således antages, at almindelige uddelingsmodtagere, der alene skal modtage eller modtager én eller ganske få uddelinger af begrænset økonomisk værdi i forhold til fondens samlede aktivmasse, ikke skal opfattes som reelle ejere.

I forhold til definitionen på reelle ejere i fonde er det formodningen, at det kun er et mindre antal uddelingsberettigede m.v., som forventes at skulle betragtes som reelle ejere. Der vil dog kunne være erhvervsdrivende fonde, hvis vedtægter er så tilpas konkrete, at man på forhånd kan sige, at de pågældende uddelingsmodtagere skal være at betragte som reelle ejere. Ved vurderingen af om en fonds formål er ligestillede, er der i praksis lagt vægt på, om det fremgår af vedtægten eller stiftelsesgrundlaget i øvrigt, at formålene i en fond kan prioriteres eller begrænses.

I visse ikke-erhvervsdrivende fonde vil en gruppe af personer som følge af fondslovens § 29, stk. 1, have en sådan interesse i fondens uddelinger, at det på forhånd er muligt at identificere de personer, i hvis hovedinteresse fonden er oprettet, selvom de ikke har et umiddelbart retskrav på at modtage uddelinger fra fonden. Der må dog forventes at være tale om et mindre antal personer.

En sådan gruppe af personer kan over en årrække have ret til at modtage en vis andel af fondens midler. Det fremgår således af fondslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., at det påhviler bestyrelsen – med fradrag af henlæggelser efter bestemmelsens stk. 2 – at anvende fondens overskud til de formål, der er fastsat i vedtægterne. Endvidere følger det af fondslovens § 29, stk. 1, og forarbejderne til bestemmelsen, at en bestyrelse skal uddele til alle fondens formål, medmindre der findes særlig hjemmel i vedtægten til at begrænse denne uddeling.

Ved vurderingen af, om en fonds formål er ligestillede, er der i praksis lagt vægt på, om det fremgår af vedtægterne eller stiftelsesgrundlaget i øvrigt, at formålene i en fond kan prioriteres eller begrænses.

Fondslovens § 29 medfører, at der i fonde med ligestillede formål ikke må ske en ensidig begunstigelse af ét formål, idet der over en årrække skal ske en ligelig uddeling til alle fondens ligestillede formål. En fravigelse af lovens udgangspunkt om lige uddeling skal være klar og utvetydig. Fondslovens krav om lige uddeling til ligestillede formål over en årrække er en kodificering af den praksis, som før fondsloven gjaldt for stadfæstede fonde. Efter administrativ praksis udgør en bestyrelses hidtidige uddelingspraksis ikke en særlig hjemmel til ikke at uddele til alle fondens formål eller til ensidigt at begunstige ét af formålene over en årrække. Tilsvarende udgør en særskilt bestemmelse om anvendelse af kapitalen i tilfælde af opløsning ikke en særlig hjemmel til ikke at uddele til alle fondens formål eller til ensidigt at begunstige et af formålene over en årrække.

Selv om bestyrelsen skal træffe alle væsentlige beslutninger i en fond, herunder beslutning om uddelinger, kan det ikke på forhånd udelukkes, at der i visse fonde kan være ansat direktører, jf. fondslovens § 11, stk. 3, som har en sådan indflydelse på fondens daglige drift, at de pågældende skal anses at have kontrollerende indflydelse på fonden og dermed betragtes som reelle ejere. Den sekretariatsfunktion, som udføres af en fondsadministrator eller tilsvarende i mange ikke-erhvervsdrivende fonde, vil i almindelighed ikke medføre, at den pågældende administrator eller direktør skal anses for at have kontrollerende indflydelse på fonden.

Væsentlige gavegivere, jf. fondslovens § 1, stk. 3, der ikke er medlemmer af fondens bestyrelse, betragtes heller ikke som reelle ejere af en ikke-erhvervsdrivende fond, idet væsentlige gavegivere sidestilles med fondens stifter, se nedenfor under nr. 9, litra b, nr. iii. Væsentlige gaver og bidrag, der ydes i forbindelse med fondens stiftelse, vil i øvrigt skulle oplyses i fondens vedtægter, jf. fondslovens § 6, stk. 1, nr. 2.

Fysiske personer, i hvis hovedinteresse en fond, trust eller et andet lignende retligt arrangement er blevet oprettet eller fungerer, vil ligeledes skulle betragtes som reelle ejere. Ved hovedinteresse forstås, at den pågældende person er direkte nævnt i den juridiske persons formål, og at den pågældende har en særlig rolle i forhold til at modtage uddelingsmidler eller lignende. Dette skyldes, at der skal være tale om en vis interesse eller andel for at blive betragtet som reel ejer. Der vil således ikke være tale om reelle ejere, hvis der f.eks. i en omfattet enhed er tale om en formålsbestemmelse, som indeholder flere ligestillede formål. Hvis en omfattet enhed er oprettet til fordel for en enkelt person, vil den pågældende person være at betragte som reel ejer.

I henhold til den foreslåede nr. 9, litra c, nr. iii, anses reel ejer i et retligt arrangement, herunder i en fond, trust eller lignende, yderligere som en stifter, forvalter og protektor, hvis en sådan findes.

Stifteren af en ikke-erhvervsdrivende fonds anses ikke som reel ejer af fonden, idet en fonds stifter i dansk ret ikke kan have nogen former for ejerbeføjelser over fondens midler. Stifteren vil dog kunne betragtes som en reel ejer, hvis stifteren er medlem af fondens bestyrelse. En eventuel rentenydelsesret, bopælsret, brugsret m.v. for stifter vil ikke i sig selv medføre, at stifteren af en fond skal anses for reel ejer af fonden. Det vil således bero på en konkret vurdering, om fondens formue i givet fald er effektivt og uigenkaldeligt udskilt fra stifters formue. Det kan ikke udelukkes, at der kan opstå en konkret situation, hvor stifteren eller andre udenforstående undtagelsesvist skal opfattes som reelle ejere som følge af særlige beføjelser i vedtægten til f.eks. at skulle godkende salg af aktiver eller lignende.

Reel ejer i en trust er stifteren, forvalteren eller forvalterne (trustee(s)) og protektoren. En trust er kendetegnet ved involvering af flere personer, som eksempelvis stifter (settlor), trustee (forvalter) og en eller flere uddelingsmodtagere (beneficiaries). En trust er således et særligt retligt arrangement, der bygger på en aftale, hvor en person som stifter overdrager midler eller aktiver til en eller flere forvaltere, som skal forvalte midler og aktiver til fordel for en eller flere bestemte uddelingsmodtagere eller et nærmere angivet formål. En grundlæggende forskel på fonde og trusts er, at en stifter af en dansk fond skal ”krympe” sig, hvilket medfører, at stifter ikke kan modtage midler fra fonden, og at fonden skal have en af stifter uafhængig selvstændig ledelse. Dette følger af definitionen på en fond i f.eks. erhvervsfondsloven. Da tilsvarende ikke gælder for en trust, giver trusten mulighed for, at stifteren (i en periode) kan beskytte sig mod sine kreditorer via trusten for senere at tilbageføre midlerne til sig selv igen.

I nr. 10 defineres en transaktion, som en eller flere handlinger, hvorved et eller flere aktiver overføres eller overdrages. Aktiver vil typisk overføres eller overdrages fra et retssubjekt til et andet. Der kan dog være tale om overførsel uden ejerskifte, f.eks. overførsel af værdipapirer fra et depot til et andet, hvor depotindehaver er den samme person. Veksling af midler er også omfattet af begrebet. Det samme gælder overdragelse til sikkerhed (pantsætning). F.eks. indsatser i spil, gevinstudbetalinger fra spil samt alle bevægelser af midler til og fra en spilkonto anses tilsvarende som en transaktion.

Forslagets nr. 11 definerer et tomt bankselskab som en virksomhed, der driver virksomhed svarende til virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 19, der ikke er fysisk til stede i det land, hvor virksomheden har hjemsted, ikke ledes eller administreres i det pågældende land, og som ikke indgår i en reguleret finansiel koncern. Forslaget gennemfører artikel 3, nr. 17, i 4. hvidvaskdirektiv. Begrebet anvendes i forslagets § 20, hvorefter virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 13 og 19, ikke må ikke indgå eller opretholde en korrespondentforbindelse med et tomt bankselskab, og hvor disse skal træffe rimelige foranstaltninger for at undgå korrespondentforbindelser med et sådant selskab.

Det foreslås i nr. 12 at definere udbydere af tjenesteydelser som enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14-16, når denne erhvervsmæssigt udøver udvalgte typer af virksomhed. Bestemmelsen gennemfører artikel 3, nr. 7, i 4. hvidvaskdirektiv.

Bestemmelsen er subsidiær i forhold til de foreslåede bestemmelser i § 1, stk. 1, nr. 14 og 15, som vedrører advokater og godkendte revisorer. Det medfører, at hvis en advokat eller godkendt revisor udøver virksomhed, der falder under ordlyden i såvel § 1, stk. 1, nr. 14 eller 15, og § 1, stk. 1, nr. 18, vil advokaten eller den godkendte revisor være omfattet af hvidvaskloven i henhold til § 1, stk. 1, nr. 14 eller 15.

Ved ”erhvervsmæssigt” forstås, at ydelserne udbydes på markedslignende vilkår, og at virksomheden normalt modtager vederlag som modydelse for udbud af den pågældende tjenesteydelse. Det er ikke afgørende, om den pågældende tjenesteydelse er overskudsgivende, eller om der i den konkrete situation ikke betales vederlag. Enkeltstående udbud af de omhandlede tjenesteydelser, som ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssigt, vil ikke være omfattet.

Det foreslås i nr. 12, litra a, at en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder er enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14-16, når denne erhvervsmæssigt opretter selskaber, virksomheder eller andre juridiske personer. Ved ”erhvervsmæssigt” i denne forbindelse skal endvidere forestås, at oprettelsen af selskaber, virksomheder eller andre juridiske personer skal foretages på vegne af tredjemand. I forhold til den gældende lov er bestemmelsens ordlyd præciseret således, at det nu fremgår, at bestemmelsen ud over oprettelse af selskaber også omfatter oprettelse af virksomheder eller andre juridiske personer, herunder eksempelvis fonde. Der er ikke tale om en materiel ændring i forhold til definitionen i den gældende lov, da den i praksis hidtil har været opfattet som gældende for alle former for selskaber, virksomheder og andre juridiske personer.

Bestemmelsens anvendelsesområde er blandt andet såkaldte stiftere af skuffeselskaber, som er omfattet af bestemmelsen. Ved et skuffeselskab forstås et allerede eksisterende selskab, der købes fra en professionel stifter, og hvor selskabet ikke fra stiftelsen og til købstidspunktet har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

Bestemmelsen i litra a indebærer, at al form for erhvervsmæssig bistand til udarbejdelse af dokumenter, kontakt til myndigheder og registrering af selskab eller lignende vil være udbud af tjenesteydelse som såkaldt selskabsfabrikant. Det er således ikke afgørende, om den pågældende foretager selve anmeldelsen eller registreringen hos Erhvervsstyrelsen, men om den pågældende foretager det konkrete arbejde ved oprettelsen.

Det foreslås i nr. 12, litra b, at en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder er enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14-16, når denne erhvervsmæssigt fungerer som eller sørger for, at en anden person fungerer som ledelsesmedlem i en virksomhed, eller som deltager i et interessentskab eller en tilsvarende post i andre virksomheder. Bestemmelsen er uændret i forhold til gældende lov.

I lighed med den gældende hvidvasklov gør funktionen som et selskabs bestyrelsesmedlem eller direktør ikke automatisk den pågældende person til en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder. Denne definition omfatter kun de personer, der i erhvervsøjemed for tredjemand fungerer som bestyrelsesmedlem eller direktør i en virksomhed. Det er således afgørende, at den pågældende person udfører en konkret erhvervsmæssig tjenesteydelse som ledelsesmedlem for en anden, og at der ikke er tale om en ansættelse eller udpegning i traditionel forstand.

En person, der som sit erhverv tilbyder at fungere som ledelsesmedlem i en opstartsfase – f.eks. for udenlandske virksomheder, som skal etableres i Danmark – er omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås i nr. 12, litra c, at en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder er enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14-16, når denne erhvervsmæssigt stiller hjemstedsadresse eller anden adresse, der på lignende vis er beregnet som kontaktadresse og dertil knyttede tjenester, til rådighed for en virksomhed. Bestemmelsen er uændret i forhold til gældende lov.

Bestemmelsen omfatter blandt andet kontorhoteller. Ved et kontorhotel forstås enhver, der erhvervsmæssigt stiller adresse og dertil knyttede tjenester til rådighed for virksomheder. Det forudsættes, at tjenesteydelsen inkluderer tjenester, der relaterer sig til drift af virksomheden. Det kan f.eks. bestå i en reception, telefontjeneste, videresendelse af post eller lignende.

En virksomhed er ikke et kontorhotel, hvis alle virksomhedens kunder er fysisk til stede på adressen (fysiske kunder). Der er i dette tilfælde tale om udlejning af erhvervslejemål (kontorudlejning), hvilket ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Et kontorhotels kunder, der ikke fysisk befinder sig på adressen, men får stillet postadresse samt dertil knyttede tjenester til rådighed, kaldes virtuelle kunder. Det er vurderet, at risikoen for hvidvask og terrorfinansiering er høj i forbindelse med virtuelle kunder, da kunden har mulighed for at holde sig skjult for politiet og offentlige myndigheder.

I tilfælde, hvor et kontorhotel både har fysiske kunder og virtuelle kunder, vil kontorhotellet således alene være omfattet af hvidvaskloven, herunder lovens bestemmelser om kundekendskab, i relation til de virtuelle kunder.

Det foreslås i nr. 12, litra d, at en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder er enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14-16, når denne erhvervsmæssigt fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som forvalter eller administrator af en fond, trust eller et tilsvarende retligt arrangement. Bestemmelsen er uændret i forhold til gældende lov. Definitionen omfatter blandt andet de såkaldte trustees, dvs. de personer, der af stifteren af en trust er udpeget til at forvalte midlerne i trusten. Begrebet ”administratorer” kendes fra fonde, herunder særligt de ikke-erhvervsdrivende (almennyttige) fonde.

Det foreslås i nr. 12, litra e, at en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder er enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14-16, når denne fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som nominee for tredjemand, medmindre det drejer sig om en virksomhed, hvis ejerandele m.v. handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.

I forhold til den gældende lov er bestemmelsens ordlyd præciseret således, at det nu fremgår, at bestemmelsen vedrører såkaldte nominees. Bestemmelsen, der derudover er uændret i forhold til gældende lov, medfører, at en nominee, der erhvervsmæssigt driver virksomhed som aktionær, er omfattet af de foreslåede bestemmelser, hvilket også betyder, at den pågældende skal registreres i Erhvervsstyrelsens register til bekæmpelse af hvidvask for lovligt at kunne udøve denne form for virksomhed.

Ved en nominee forstås en fysisk eller juridisk person, der i eget navn besidder kapitalandele, der tilhører en anden person, og som varetager rettigheder for kapitalejeren. Adgangen for en nominee til at disponere over aktierne beror på en aftale med aktionæren. En nominee vil således tilkendegive over for selskabet ikke at være den rigtige ejer af ejerandelen, men kan optræde på ejerens vegne ved notering i ejerbogen eller ved fuldmagt. Selskabet vil som udgangspunkt ikke være bekendt med ejerens identitet, men nominee-ordningen er kendt for selskabet i modsætning til brugen af en stråmand.

En nominee-ordning består i, at aktionærens navn ikke noteres, men at hans befuldmægtigede noteres i ejerbogen. Legitimationen er knyttet til noteringen i ejerbogen for så vidt angår de til en kapitalandel hørende forvaltningsmæssige rettigheder, herunder retten til at stemme på generalforsamling. Ved denne løsning bliver en række transaktioner lettere at udføre på en hensigtsmæssig måde, uden at den reelle ejer som sådan involveres. En nominee vil ofte være et pengeinstitut, en kapitalforvalter eller lignende.

Bestemmelsen omfatter endvidere personer, som sørger for, at andre fungerer som aktionærer. Bestemmelsen er dog begrænset således, at en person ikke er omfattet, hvis personen kun er aktionær for virksomheder, hvis ejerandele handles på et marked for handel med finansielle instrumenter.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.