Havmiljøloven § 55a

Det følger af havmiljølovens gældende § 55 a, at miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger, som kan kræves i medfør af denne lov, og de forskrifter, der udstedes i henhold til loven, skal indsendes. Derimod kan der ikke med den gældende bestemmelse fastsættes regler om, at digital kommunikation skal anvendes.

Det følger af forvaltningslovens § 32 a, at vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation. Forvaltningslovens § 32 a giver dog ikke mulighed for at fastsætte en pligt til digital kommunikation. Hjemmel til at kunne fastsætte regler om pligt til at kommunikere digitalt skal derfor fastsættes i de enkelte særlove.

Det foreslås at affatte havmiljølovens § 55 a, stk. 1, således, at miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger og øvrige informationer til brug for administration af regler, som kan kræves i medfør af denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til loven eller af EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal indsendes, herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.

Den foreslåede § 55 a, stk. 1, indebærer, at der indføres hjemmel til obligatorisk digital kommunikation, således at der ved bekendtgørelse kan fastsættes nærmere regler for obligatorisk digital kommunikation i medfør af loven og de forskrifter, der udstedes i medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse forventes anvendt til at fastsætte regler om obligatorisk digital kommunikation på havmiljølovens område efterhånden, som behovet opstår, og der udvikles tekniske løsninger.

Bestemmelsen er møntet på myndighedens kommunikation til og fra virksomheder, uanset om de er fysiske eller juridiske personer, og borgere. Bestemmelsen påtænkes desuden anvendt til at fastsætte regler om, at pligten til at kommunikere digitalt ikke kun gælder over for virksomheder og borgere, men også for kommunikation mellem myndigheder og en rådgiver f.eks. en konsulent, advokat eller lignende, som optræder på virksomhedens eller borgerens vegne over for myndigheden.

Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af loven samt regler, som udstedes i medfør af loven.

Der kan efter den foreslåede bestemmelse fastsættes regler med krav om, at virksomheden skal anvende bestemte it-systemer og særlige digitale formater for at sikre, at myndigheden kan håndtere de modtagne indberetninger, eller for at sikre at indsendt dokumentationsmateriale har den fornødne validitet. Det kan f.eks. dreje sig om indsendelse af ansøgning om tilladelse til klapning eller udledning af stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, rapporteringer i medfør af tilladelser eller godkendelser udstedt i medfør af loven, indsendelse af oplysninger eller indsendelse af oplysninger til brug for ministerens tilsyn. Bemyndigelsen gælder også for oplysninger, som skal indgives i medfør af regler udstedt efter loven.

Retsvirkningen af at undlade at indsende oplysningerne via det digitale system vil være, at oplysningerne ikke kan anses for modtaget og dermed ikke kan behandles af myndigheden. Modtages oplysninger på anden måde end den forskrevne digitale måde, anses indsendelse af oplysningerne for mangelfuld, og den relevante myndighed har herefter en forpligtigelse til at vejlede om, hvorledes manglen kan afhjælpes, dvs. om pligten til at kommunikere digitalt, jf. forvaltningslovens § 7. Kun hvis indsender af oplysningerne, for eksempel inden for en fastsat frist, ikke har rettet op på de mangler, den pågældende ved vejledning er gjort opmærksom på, kan oplysningerne anses for ikke at være modtaget. Det er lagt til grund, at en afvisning af at tage en sag under realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af den obligatorisk digitale selvbetjeningsløsning er en afgørelse og indebærer en sagsbehandling, der følger de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. En sådan afgørelse om afvisning vil normalt ikke hindre, at sagen senere genoptages, når en fyldestgørende ansøgning er indsendt. Det er ikke hensigten med indførelse af krav om digital kommunikation at ændre på, hvordan den offentlige myndighed håndterer situationer, hvor en eventuel frist overskrides. Der vil således i samme omfang som hidtil kunne tages hensyn til årsagen til, at en frist ikke er overholdt, herunder hensynet til en smidig håndtering af sagen.

Det foreslås endvidere i havmiljølovens § 55 a, stk. 2 , at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og eID eller lignende.

Den foreslåede § 55 a, stk. 2, indebærer, at miljøministeren kan fastsætte krav om anvendelse af bestemte it-systemer og digitale formater, samt om brug af eID eller lignende, som tjener som en sikring af, at anmeldelsen kommer fra rette afsender. Dette indebærer bl.a., at skriftlige henvendelser m.v. om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er udstedt i medfør af loven, til den relevante myndighed ikke anses for behørigt modtaget, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde. Det er i den forbindelse uden betydning, at den pågældende oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sit eID eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kunne stilles krav om, at virksomheder og borgere oplyser en e-mailadresse, som myndighederne kan anvende til kontakt i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse. I den forbindelse kan der også pålægges den pågældende virksomhed eller borger en pligt til at underrette om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadresse. Dette forventes i praksis typisk at være vedkommende virksomheds eller borgers e-mailadresse i Offentlig Digital Post.

Miljøministeren kan endvidere efter det foreslåede stk. 2 fastsætte regler, hvorefter der kan ske fritagelse af fysiske og juridiske personer for digital kommunikation. En fysisk person kan f.eks. fritages, hvis der foreligger særlige omstændigheder, som kan bevirke at personen er hindret i at modtage sin post digitalt. Sådanne særlige omstændigheder foreligger, hvis en person ikke har adgang til computer i eget hjem, har kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, hvor funktionsnedsættelsen hindrer digital postmodtagelse. Sprogbarrierer kan ligeledes være en særlig omstændighed, der hindrer en person i digital postmodtagelse. Endvidere kan der være praktiske vanskeligheder ved at skaffe sig et eID. Der kan ligeledes ske fritagelse for fysiske personer, for så vidt angår kommunikation om personers erhvervsaktiviteter samt juridiske personer. Kommunikation om personers erhvervsaktiviteter bør som altovervejende hovedregel foregå digitalt, ligesom det er tilfældet for erhvervsvirksomheder. Kriterierne for fritagelse, når det drejer sig om kommunikation om personers private forhold beskrevet ovenfor, finder derfor ikke anvendelse på kommunikation om personers erhvervsaktiviteter. Fritagelse for digital kommunikation for fysiske personers erhvervsaktiviteter og juridiske personer kan kun komme på tale, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, ligesom fritagelsen kan gøres tidsbegrænset. Udenlandske virksomheder vil som udgangspunkt også være omfattet af pligten til obligatorisk digital kommunikation, i det omfang pligten ikke strider mod EU-retten. I den forbindelse er det bl.a. afgørende, om det er teknisk muligt for virksomhederne at kommunikere digitalt med myndigheden. Hvis der f.eks. stilles krav om et eID, og har den udenlandske virksomhed ikke mulighed for at opnå et eID, er det ikke teknisk muligt for virksomheden at kommunikere med myndigheden, og der må tilbydes alternative løsninger.

Det forhold, at en virksomhed eller borger oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin eID-løsning eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende selv at overvinde, kan som udgangspunkt ikke føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende eksempelvis anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.

Endelig foreslås det i § 55 a, stk. 3 , at en digital meddelelse efter denne lov anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Den foreslåede § 55 a, stk. 3, indebærer, at en meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dermed bliver kommunikation i postløsningen offentligretligt reguleret og sker med samme retsvirkninger som ved fremsendelse af postbesørgede breve, der anses for at være kommet frem, når de er lagt i adressatens fysiske postkasse. Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter får de tilsigtede retsvirkninger. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med tilsynsmyndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme virksomheden til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud.

Bestemmelsen finder anvendelse både på meddelelser, som frivilligt sendes digitalt – hvis en borger eksempelvis er undtaget fra digital fremsendelse – og på meddelelser, som det er obligatorisk at sende digitalt.