LBK nr 1053 af 21/08/2025
Ministeriet for Grøn Trepart
Gødskningsloven § 57
(Udelades)
Forarbejder til Gødskningsloven § 57
RetsinformationDet foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april 2019.
Ikrafttrædelsestidspunktet skal ses i sammenhæng med de foreslåede stk. 3-5, der fastsætter virkningstidspunktet.
Det foreslås i stk. 2, at lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, ophæves ved lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på forhold, der vedrører planperioden 2018/2019, som denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018. For sådanne forhold finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Planperioden 2018/2019 løber i perioden fra den 1. august 2018 til den 31. juli 2019. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.
Bestemmelsen indebærer, at lovforslaget først vil få anvendelse for reglerne om gødningsregnskab, herunder fosforregnskab, og de næringsstofreducerende tiltag for planperioden 2019/2020. Selvom reglerne vedrører planperioden 2019/2020, kan reglerne godt have betydning for virksomhedens planlægning og indberetning i tidsperioden fra lovens ikrafttræden og indtil planperioden begynder. F.eks. skal virksomhederne allerede med frist den 17. april 2019 ansøge om tilskud til etablering af efterafgrøder som led i den frivillige målrettede regulering for 2019/2020.
Bestemmelsen indebærer også, at sager vedrørende ulovlige forhold, der vedrører planperioden 2018/2019, behandles efter de hidtil gældende regler. Det gør sig også gældende, selvom det ulovlige forhold er begået efter lovens ikrafttræden den 1. april 2019.
Det foreslås i stk. 4, at lovens § 4 ikke finder anvendelse for planperioden 2019/2020, som denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018. For denne periode finder § 3 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, og § 2, stk. 2, i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 6. juli 2018, anvendelse.
Planperioden 2019/2020 løber i perioden fra den 1. august 2019 til den 31. juli 2020. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.
Bestemmelsen indebærer, at de foreslåede regler om, hvilke virksomheder der er omfattet af lovforslagets kapitel 4 om næringsstofreducerende tiltag, først vil være gældende fra og med planperioden 2020/2021, der starter den 1. august 2020. Dermed vil virksomheder, der i dag ikke er omfattet af gødskningslovens og husdyrbruglovens plantedækkeregler, men som noget nyt bliver omfattet af lovforslagets regler om næringsstofreducerende tiltag, have god tid til at indrette sig herpå.
Det vil være gødskningslovens § 3, der regulerer, hvilke virksomheder der i planperioden 2019/2020 er omfattet af det pligtige efterafgrødekrav, efterafgrødekravet i den målrettede regulering og de dyrkningsrelaterede tiltag, mens husdyrbruglovens § 2, stk. 2, regulerer, hvilke virksomheder der i planperioden 2019/2020 er omfattet af husdyrefterafgrødekravet. Husdyrbruglovens § 2, stk. 2, omfatter jordbrugsvirksomheder, som defineret i husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 6. Husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 6, foreslås i lovforslagets § 55, nr. 2, jf. § 57, stk. 1, ophævet den 1. april 2019. En jordbrugsvirksomhed som omtalt i husdyrbruglovens § 2, stk. 2, vil fortsat for planperioden 2020/2021 skulle forstås som en virksomhed, der er registreret i Register for Gødningsregnskab.
Det bemærkes, at selvom planperioden 2020/2021 løber fra den 1. august 2020 til den 31. juli 2021, kan der være forpligtelser for virksomhederne, der – selvom de vedrører planperioden – ligger enten før og efter det tidsrum, hvor planperioden løber. F.eks. skal gødningsregnskabet først indgives, efter planperioden er udløbet.
Det foreslås i stk. 5, at lovens §§ 5-9 ikke finder anvendelse for planperioden 2019/2020, som denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018. For denne periode finder de hidtil gældende regler i § 2 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, anvendelse.
Bestemmelsen indebærer, at ændringen i den kreds af virksomheder, der pligtmæssigt skal være registreret i Register for Gødningsregnskab efter lovforslagets § 5, stk. 1, og den kreds af virksomheder, der frivilligt kan registrere sig i Register for Gødningsregnskab efter lovforslagets § 6, først vil gælde fra og med planperioden 2020/2021, der starter den 1. august 2020. Det vil således være gødskningslovens § 2, der regulerer registrering i Register for Gødningsregnskab i planperioden 2019/2020. Det indebærer også, at bemyndigelser i gødskningslovens § 2 kan anvendes til at fastsætte regler i planperioden 2019/2020.
Det bemærkes, at selvom planperioden 2020/2021 løber fra den 1. august 2020 til den 31. juli 2021, er der forpligtelser for virksomhederne, der – selvom de vedrører planperioden – ligger enten før og efter det tidsrum, hvor planperioden løber. Det kan f.eks. dreje sig om frist for indberetning af gødningsregnskab.
De foreslåede regler om registrering i Register for Gødningsregnskab indebærer, at nogle virksomheder, der i dag er registreret, ikke længere kan være det. Modsat vil der være virksomheder, der i dag ikke har pligt til at være registreret, men som fremover vil have pligt hertil. I begge tilfælde vil virksomhederne have behov for at indrette sig på de nye krav, der stilles, hvis man henholdsvis ikke er registreret (f.eks. pligt til at svare kvælstofafgift efter kvælstofafgiftslovens regler herom), og hvis man er registreret (pligt til at udarbejde gødningsregnskab og gødskning i overensstemmelse med reglerne om kvælstofkvote).
Det foreslås i stk. 6, at virksomheder, der ved afslutningen af planperioden 2019/2020, som denne er defineret i § 4 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, er registreret i Register for Gødningsregnskab, og som fortsat skal være registreret, forbliver registreret.
Bestemmelsen indebærer, at de virksomheder, der efter gældende ret skal være registreret i Register for Gødningsregnskab, også vil være registreret, når de nye regler om registrering i Register for Gødningsregnskab træder i kraft fra begyndelsen af planperioden 2020/2021.
For virksomheder, der efter de gældende regler er registreret, enten fordi de skal, eller fordi de kan, men som efter de nye regler ikke skal være registreret, vil Landbrugsstyrelsen efter delegation afmelde virksomheden fra registrering. Hvis virksomheden fortsat ønsker at være registreret efter reglerne om frivillig registrering, må virksomheden således anmelde virksomheden til registrering på ny.
Virksomheder, der efter de gældende regler er registreret, men som efter de nye regler hverken kan eller skal være registreret, vil udgå af registeret fra begyndelsen af planperioden 2020/2021. Det er hensigten, at Landbrugsstyrelsen efter delegation afmelder disse virksomheder fra registrering.
Virksomheder, der ikke er registrerede, men som efter de nye regler skal være registrerede, vil følge reglerne for nyregistrerede virksomheder, der følger af den foreslåede § 31.
Det foreslås i stk. 7, at regler, der er fastsat i medfør af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 996 af 25. juni 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af denne lov. Regler om straf for overtrædelse af regler, der er fastsat i de pågældende bekendtgørelser, forbliver i kraft, indtil bekendtgørelsen ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af denne lov.
Det følger af den foreslåede stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april 2019. Det følger i forlængelse heraf af de foreslåede stk. 3-5, at loven får virkning fra planperioden 2019/2020, der starter den 1. august 2019, bortset fra lovforslagets § 4-9, der efter forslaget først finder anvendelse fra planperioden 2020/2021, der starter den 1. august 2020. Der vil dermed også efter den 1. april 2019 være regler i bekendtgørelser fastsat efter bemyndigelserne i gødskningsloven, der vil skulle anvendes efter den 1. april 2019. Det bemærkes endvidere i denne forbindelse, at selvom planperioden 2019/2020 løber fra den 1. august 2019 til den 31. juli 2020, kan der godt være forpligtelser for virksomhederne, der – selvom de vedrører planperioden – ligger efter det tidsrum, hvor planperioden udløber. F.eks. skal gødningsregnskabet først indgives, efter planperioden er udløbet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 indebærer, at regler fastsat i medfør af gødskningslovens bemyndigelser fortsat vil finde anvendelse, indtil bekendtgørelsen ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af lovforslaget. Forslaget indebærer endvidere, at regler om straf for overtrædelse af bekendtgørelsernes bestemmelser fortsat finder anvendelse, indtil bekendtgørelsen ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af lovforslaget.
Det foreslås i stk. 8, at regler, der er fastsat i medfør af de bestemmelser i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 6. juli 2018, der ophæves i medfør af § 55, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af lovforslaget.