Gødskningsloven § 47

Som det fremgår af lovforslagets § 40, foreslås det, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at yde nationalt tilskud til kvælstofreducerende virkemidler i særlige områder. Det foreslås i forlængelse heraf i § 47, stk. 1, at afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i medfør af § 40 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og at afgørelserne dermed ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 47 svarer til gødskningslovens § 26.

Efter § 3, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet inddeles nævnet i ni afdelinger, der udgøres af medlemmerne nævnt i lovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, og derudover af medlemmer i de enkelte afdelinger, der fremgår af lovens § 3, stk. 1, nr. 1-9. Det følger således af lovens § 3, stk. 1, nr. 4-6, at der deltager henholdsvis 2 sagkyndige i jordbrugsforhold, 2 sagkyndige i marine forhold eller 2 sagkyndige i ferskvandsforhold.

Det foreslås endvidere i § 47, stk. 2, 1. pkt., at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet skal indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Efter § 21, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet skal indgivelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Nævnet afviser en klage, der ikke indgives ved digital selvbetjening. I lovens § 21, stk. 2-4, er dog angivet undtagelser fra kravet. Det følger heraf, at nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. En klage kan endvidere ikke afvises, hvis en afvisning vil være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser om ret til at klage over trufne afgørelser. Nævnet kan også undlade at afvise en klage, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele for nævnet og 1. instans ved at behandle klagen.

Den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 2, 1. pkt., hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives via 1. instansen, indsættes for at tydeliggøre adgangen til remonstration.

Den myndighed, der er 1. instans, vil i forbindelse med remonstrationen kunne træffe en ny realitetsafgørelse, som giver klageren helt eller delvis medhold, uden at sagen skal forelægges rekursinstansen.

Myndigheden vil i øvrigt kunne træffe en ny afgørelse i sagen, hvis myndigheden bliver opmærksom på, at afgørelsen lider af en mangel, der efter forvaltningslovens regler bevirker, at afgørelsen er ugyldig.

Det foreslås i forlængelse heraf i § 47, stk. 2, 2. og 3. pkt., at myndigheden, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen, skal videresende klagen til klageinstansen, og at klagen ved videresendelsen skal være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.

Der er fastsat lignende klagebestemmelser i andre love på Miljø- og Fødevareministeriets ressortområde. Det gælder f.eks. Landbrugsstøttelovens § 22 b, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 22. marts 2018, og lov om Landdistriktsfonden, § 11 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 19. juni 2017.

Det foreslås i § 47, stk. 3, at miljø- og fødevareministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, samt at hvis ministeren henlægger sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav hertil.

Bestemmelsen vedrører ministerens mulighed for at delegere sine beføjelser efter loven til en under ministeriet oprettet statslig myndighed. Det omfatter også beføjelser til at udnytte de bemyndigelser, der i lovforslaget er tillagt ministeren til at fastsætte regler. Det er hensigten, at miljø- og fødevareministeren vil delegere sine beføjelser efter loven til Landbrugsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vedrører endvidere miljø- og fødevareministerens mulighed for at fastsætte regler om klageadgang i forbindelse med delegation af opgaver til myndigheder under Miljø- og Fødevareministeriet, herunder om at klage over disse afgørelser ikke kan indbringes for ministeren.

Bestemmelsen vedrører også ministerens mulighed for at fastsætte regler om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage, når ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet. Bemyndigelsen har betydning for de tilfælde, hvor ministeren måtte delegere sin kompetence efter loven, og hvor der er fastholdt en klageadgang til ministeren over den afgørelse, som træffes af den myndighed, der har fået beføjelsen delegeret.

Ministeren kan også efter stk. 3 fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder formkrav hertil. Hensigten med bestemmelsen er at give ministeren hjemmel til at fastsætte regler om udformningen af klager, herunder om anvendelse af et særligt klageskema.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.2 i de almindelige bemærkninger.