LBK nr 1053 af 21/08/2025
Ministeriet for Grøn Trepart
Gødskningsloven § 45
Afgørelser efter loven træffes af for grøn trepart.
Stk. 2. Ministeren fører tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af loven eller regler fastsat i medfør heraf.
Forarbejder til Gødskningsloven § 45
RetsinformationDet følger af den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 1, at afgørelser efter loven træffes af miljø- og fødevareministeren.
Med bestemmelsen videreføres gødskningslovens § 25, stk. 1, hvorefter miljø- og fødevareministeren er tillagt kompetencen til at træffe afgørelser efter loven. Det drejer sig f.eks. om afgørelser efter lovens § 2 om registrering og afmelding fra Register for Gødningsregnskab i visse tilfælde og afgørelser truffet i forbindelse med tilsyn og håndhævelse af loven.
Med lovforslaget foreslås reglerne om fosforregnskabet samlet med reglerne om gødningsregnskabet. Som konsekvens heraf vil det være de administrative regler, der fremgår af forslaget til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag, der finder anvendelse for fosforregnskabet, herunder regler om, hvem der træffer afgørelse efter loven.
Det følger endvidere af den foreslåede § 45, stk. 2, at ministeren fører tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af loven eller regler fastsat i medfør heraf.
Miljø- og fødevareministeren har delegeret administrationen af gødskningsloven og regler udstedt i medfør heraf til Landbrugsstyrelsen, jf. § 5, stk. 1, nr. 26, i bekendtgørelse nr. 1273 af 27. november 2017 om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser. Landbrugsstyrelsen er endvidere tilsynsmyndighed for så vidt angår overholdelsen af loven og regler fastsat i medfør heraf. Det er således Landbrugsstyrelsen, der administrerer og kontrollerer bl.a. efterafgrødekravet, gødningsregnskabet og de dyrkningsrelaterede tiltag.
Det er hensigten, at Landbrugsstyrelsen fortsat skal administrere og føre tilsyn med overholdelsen af lovforslagets bestemmelser og regler fastsat i medfør af lovforslaget og træffe afgørelser på lovens område.
Kontrollen af virksomhederne kan bestå af administrativ og fysisk kontrol på virksomhedens bedrift. Den fysiske kontrol på virksomhedens bedrift kan f.eks. omfatte kontrol af gødningsregnskaber og tilhørende bilag eller kontrol af, om virksomheden har etableret de indberettede efterafgrøder eller alternativer til efterafgrøder. Virksomhederne kan blive udtrukket til kontrol som led i en stikprøvekontrol, eller der kan rekvireres en kontrol hos en konkret virksomhed, f.eks. hvis der ved den administrative kontrol vurderes, at der er behov for en fysisk kontrol på den pågældende bedrift. En administrativ kontrol kan f.eks. også vedrøre gødningsregnskaber.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5.1.1 i de almindelige bemærkninger.