LBK nr 1053 af 21/08/2025
Ministeriet for Grøn Trepart
Gødskningsloven § 41
En virksomhed, der er registreret eller registreringspligtig i Register for Gødningsregnskab, skal for hver planperiode foretage en gødningsplanlægning for det samlede landbrugsareal.
Stk. 2. Ministeren for grøn trepart kan fastsætte nærmere regler om planlægningen, herunder frister for planlægningens foretagelse, dens udformning, indhold, herunder krav om tilknytning af et markkort, og indsendelse, og om opgørelsen af det samlede landbrugsareal. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om revision af gødningsplanlægningen.
Forarbejder til Gødskningsloven § 41
RetsinformationDet foreslås i § 41, stk. 1, at en virksomhed, der er registreret eller registreringspligtig i Register for Gødningsregnskab, for hver planperiode skal foretage en gødningsplanlægning for det samlede landbrugsareal.
Det er hensigten, at miljø- og fødevareministerens kompetence til at fastsætte regler efter den foreslåede § 39 delegeres til Landbrugsstyrelsen. Det er endvidere hensigten, at miljø- og fødevareministerens kompetence til at træffe afgørelse efter bestemmelsen og til at føre tilsyn med overholdelse af bestemmelsen efter lovforslagets § 45 delegeres til Landbrugsstyrelsen.
Gødskningslovens § 21, stk. 1, fastlægger en pligt for de registrerede virksomheder til årligt at foretage en gødningsplanlægning for dyrkede og udtagne arealer inden en dato fastlagt af miljø- og fødevareministeren. I gødskningsbekendtgørelsens § 10 er der fastsat en frist for indgivelse af gødningsplanlægningen. Med den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 1, foreslås hovedparten af gødskningslovens § 21, stk. 1, opretholdt.
Gødningsplanlægningen indeholder en markplan over, hvilke afgrøder virksomheden planlægger at dyrke i sæsonen. Markplanen indeholder oplysninger om størrelsen af de dyrkede arealer, afgrøder, afgrødernes kvælstofnorm, afgrøder dyrket året forinden (forfrugt), jordbundstype, efterafgrøder og kvælstofprognosen. Ud fra markplanen beregner virksomheden kvælstofkvoten, der angiver, hvor meget kvælstof der maksimalt må udbringes på virksomhedens arealer i planperioden. Kvælstofkvoten kan dog på et senere tidspunkt ændre sig, hvis markplanen ændrer sig.
Gødningsplanlægningen skal efter forslaget vedrøre det samlede landbrugsareal.
Miljø- og fødevareministeren foreslås i § 41, stk. 2, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om planlægningen, herunder frister for planlægningens foretagelse, dens udformning, indhold, herunder krav om tilknytning af et markkort, og indsendelse samt om opgørelsen af det samlede landbrugsareal. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om revision af gødningsplanlægningen.
Den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 2, er formuleret bredere den gældende bemyndigelse i gødskningslovens § 21, stk. 2, således at den foreslåede bestemmelse udover at indeholde bemyndigelse til at fastsætte regler om gødningsplanlægningens udformning og indhold også indeholder bemyndigelse til at fastsætte frister for planlægningens foretagelse, krav om tilknytning af markkort og indsendelse samt om opgørelsen af det samlede landbrugsareal og om revision af gødningsplanlægningen.
Bemyndigelsen i gødskningslovens § 21, stk. 2, er ikke udnyttet i gødskningsbekendtgørelsen. Det fremgår dog af Miljø- og Fødevareministeriets vejledning om gødsknings- og harmoniregler for planperioden, hvilke oplysninger der skal indberettes i gødningsplanlægningen. Husdyrbrugloven indeholder ikke regler om gødningsplanlægning, men miljø- og fødevareministerens bemyndigelse i gødskningslovens § 21, stk. 2, er udnyttet til i husdyrgødningsbekendtgørelsen at fastsætte regler om, at gødningsplanlægningen for virksomheder, der benytter kvægundtagelsen til harmonireglerne, skal indeholde yderligere oplysninger end dem, der følger af gødskningsloven og de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør heraf.
Det er hensigten, at gødningsplanlægningen skal ske senest den dato, der er anført som ansøgningsfrist i bekendtgørelse om markblok, og elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer. Hvis virksomheden bliver registreret i Register for Gødningsregnskab efter denne dato, skal virksomheden udarbejde gødningsplanlægningen snarest efter, den har modtaget et tilmeldingsbevis. Efter bestemmelsen kan der f.eks. fastsættes regler om, at gødningsplanlægningen skal opdateres, hvis der sker ændringer i de faktiske forhold på bedriften.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være muligt at fastsætte krav om tilknytning af markkort til gødningsplanlægningen. Kortet indeholder den geografiske afgrænsning af bedriftens marker. Til kortet kan der knyttes forskellige kortlag, som indeholder oplysninger som f.eks. de enkelte markers jordbundstype, som er relevante for beregningen af virksomhedens kvælstofkvote.
Virksomhederne skal i dag i forbindelse med ansøgning om landbrugsstøtte indtegne et markkort i Miljø- og Fødevareministeriets Internet Markkort. Det forventes, at et evt. markkortsystem opbygges således, at virksomheden vil kunne tage en kopi af markkortet, som indtegnes i forbindelse med ansøgning om landbrugsstøtte, og tilknytte dette kort til gødningskvote- og efterafgrødeskemaet (GKEA), således at virksomheder, der søger om støtte, ikke skal indtegne det samme markkort to gange. Virksomheden vil dog også kunne vælge at indtegne et nyt markkort og knytte dette til GKEA eller tilknytte et kort fra egne systemer.
Efter gældende ret er det ikke alle virksomheder, der er omfattet af krav om indsendelse af gødningsplanlægningen, selvom et sådant krav kan synes forudsat i gødskningslovens § 26 a, stk. 1. Det er dermed i dag tilstrækkeligt, at virksomheden opbevarer planlægningen, og at planlægningen kan fremvises i forbindelse med kontrol. I gødningsplanlægningen skal virksomheden beregne kvælstofkvoten for planperioden. Landbrugsstyrelsen kontrollerer, om virksomhedens kvælstofkvote er korrekt beregnet, og i denne forbindelse kan det være nødvendigt at se oplysningerne i gødningsplanlægningen. Landbrugsstyrelsen efterspørger i praksis gødningsplanlægningen fra de virksomheder, hvor der foretages en kontrol af gødningsregnskabet.
Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte krav om indsendelse af planlægningen. Det vil med den foreslåede bemyndigelse være muligt at stille et krav om indsendelse af planlægningen, hvis det anses for nødvendigt af hensyn til foretagelse af en effektiv kontrol. Efter den foreslåede bemyndigelse i § 48 vil det være muligt at fastsætte regler om, at indsendelsen af gødningsplanlægningen skal foregå digitalt.
I forbindelse med udarbejdelsen af gødningsplanlægningen vil virksomheden kunne genbruge oplysninger fra ansøgningen om landbrugsstøtte (Fællesskemaet), således at de samme oplysninger ikke skal indtastes flere gange. Der vil dog være oplysninger, der skal angives i gødningsplanlægningen, som ikke angives i Fællesskemaet.
Gødningsplanlægningen skal efter forslaget vedrøre det samlede landbrugsareal. Miljø- og fødevareministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte regler om opgørelsen af det samlede landbrugsareal. Det er hensigten at afgrænse dette areal, så det omfatter arealer med et gødningsbehov samt udyrkede og udtagne arealer.
I den nuværende lov anvendes begrebet dyrkede og udtagne arealer. I lovforslaget anvendes begrebet det samlede landbrugsareal. Den nye terminologi skyldes, at begrebet dyrkede og udtagne arealer ikke længere anvendes i regler om direkte landbrugsstøtte, hvor begrebet dyrkede og udtagne arealer oprindeligt stammer fra. Det er ikke hensigten, at den foreslåede ændrede terminologi i sig selv ændrer på de arealer, der skal indgå i gødningsplanlægningen.
Det følger af den foreslåede § 41, stk. 2, at ministeren kan fastsætte regler om revision af gødningsplanlægningen. Det følger i dag af husdyrgødningsbekendtgørelsens bilag 2, nr. 10, at gødningsplanen for virksomheder, der benytter kvægundtagelsen til harmonireglerne, skal revideres senest 7 dage efter enhver ændring. Det forventes, at der i medfør af den foreslåede § 41, stk. 2, fortsat vil blive fastsat sådanne regler.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.1 i de almindelige bemærkninger.