LBK nr 1053 af 21/08/2025
Ministeriet for Grøn Trepart
Gødskningsloven § 37
Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om krav til gødningsleverandørers indberetning og opgørelse, dokumentationskrav og anmeldelse og registrering af anlæg.
Forarbejder til Gødskningsloven § 37
RetsinformationDet foreslås i § 37, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om krav til gødningsleverandørers indberetning og opgørelse, dokumentationskrav og anmeldelse og registrering af anlæg.
Det er hensigten, at miljø- og fødevareministerens kompetence til at fastsætte regler efter den foreslåede § 37 delegeres til Landbrugsstyrelsen. Det er endvidere hensigten, at miljø- og fødevareministerens kompetence til at træffe afgørelse efter bestemmelsen og til at føre tilsyn med overholdelse af bestemmelsen efter lovforslagets § 45 delegeres til Landbrugsstyrelsen.
Gødskningslovens § 24 a indeholder en bemyndigelse til miljø- og fødevareministeren til at fastsætte nærmere regler for anlæg til forarbejdning af husdyrgødning og for forarbejdet husdyrgødning. Bemyndigelsen er udnyttet til i gødskningsbekendtgørelsen at fastsætte regler om bl.a. opgørelsen af den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning og om andelen, der skal udnyttes af den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning. Den foreslåede bestemmelse i § 37 svarer indholdsmæssigt til gødskningslovens § 24 a, idet der efter den foreslåede bestemmelse vil kunne fastsættes de samme regler, som i gældende ret kan fastsættes efter gødskningslovens § 24 a. Den foreslåede bestemmelse i § 37 har dog et bredere anvendelsesområde end gødskningslovens § 24 a, idet den kan anvendes for flere anlægs- og gødningstyper end den gældende bestemmelse.
Den foreslåede bredere formulering skyldes, at der løbende opstår nye typer af anlæg til bearbejdning m.v. af gødning. Der er tale om et område i udvikling, og det er forventningen, at omfanget af anvendelsen af sådanne anlæg vil være stigende. Med henblik på, at der ved bekendtgørelse kan fastsættes de nødvendige bestemmelser for at administrere de forskellige typer af gødning og anlæg, i takt med at området udvikles, foreslås det, at ministerens bemyndigelse i § 37 også skal omfatte anlæg, der afgasser, forbrænder eller brænder husdyrgødning, eller anden organisk gødning, samt gødningstyperne afgasset biomasse og bioaske. Bestemmelsen indeholder endvidere som noget nyt regulering af fosforholdig gødning.
Den foreslåede bestemmelse indgår i lovforslagets kapitel om gødningsleverandører. Det medfører, at bestemmelsen kan anvendes til at fastsætte de krav, som gødningsleverandører skal opfylde, f.eks. i forbindelse med levering af gødning til virksomheder omfattet af lovforslagets § 5, stk. 2, eller § 6. Den foreslåede bemyndigelse kan således anvendes til at fastsætte regler, som medfører, at Landbrugsstyrelsen kan følge forbruget af kvælstof- og fosforholdig gødning og virksomhedernes indberetninger i gødningsregnskabet. Der kan f.eks. være tale om dokumentationskrav fra producenter.
Bestemmelsen kan bl.a. anvendes til at definere eller afgrænse, hvad der forstås ved de enkelte typer af anlæg og gødningstyper, der er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at fastsætte regler for gødningsleverandørens opgørelse af den totale mængde af kvælstof og fosfor i de forskellige gødningstyper. Det kan f.eks. fastsættes, at opgørelsen af den totale mængde af kvælstof og fosfor i forarbejdet husdyrgødning skal svare til opgørelsen af næringsstofindholdet i den uforarbejdede gødning, der tilføres anlægget. En sådan bestemmelse, som i dag findes i gødskningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, skyldes, at kvælstof- og fosforindholdet i den gødning, der tilføres et forarbejdningsanlæg, ikke ændres ved forarbejdningsprocessen. Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at fastsætte bestemmelser om, hvordan anlæggene skal opgøre den andel af kvælstofindholdet i gødningen, der skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i gødningen.
Der kan efter bestemmelsen endvidere f.eks. fastsættes regler om, at visse anlæg skal anmeldes til Landbrugsstyrelsen, hvis Landbrugsstyrelsen har behov for at holde opsyn med oprettelsen af nye anlæg.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.3 i de almindelige bemærkninger.