LBK nr 1053 af 21/08/2025
Ministeriet for Grøn Trepart
Gødskningsloven § 22
En virksomheds produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødning beregnes på grundlag af normer for det totale indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning, virksomhedens besætningsstørrelse og staldsystemer. Produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning skal for visse dyrearter korrigeres for afvigelser i produktionsniveau.
Stk. 2. Produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning kan korrigeres for afvigelser i ydelsesniveau og i fodermængde og -sammensætning. Korrektioner foretages på grundlag af korrektionsfaktorer, og afvigelserne skal dokumenteres ved driftsbilag.
Stk. 3. Ministeren for grøn trepart fastsætter regler om normer for det totale indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning og om opgørelse af og dokumentation for virksomhedens besætning og staldsystemer.
Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om, for hvilke dyrearter korrektion af indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning for afvigelser i produktionsniveau skal finde sted, og om korrektionsfaktorer. Ministeren fastsætter endvidere nærmere regler om korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau og i fodermængde og -sammensætning og dokumentation for afvigelserne.
Forarbejder til Gødskningsloven § 22
RetsinformationDet foreslås i § 22, stk. 1, at en virksomheds produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødning beregnes på grundlag af normer for det totale indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning, virksomhedens besætningsstørrelse og staldsystemer. Produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning skal for visse dyrearter korrigeres for afvigelser i produktionsniveau.
Husdyrnormerne fastsætter indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning og afgør dermed en husdyrbedrifts produktion af kvælstof og fosfor. Husdyrgødningsnormerne fastsættes for de forskellige kombinationer af husdyrarter, staldsystemer og typen af husdyrgødning.
Produktionen af husdyrgødning bliver efter forslaget beregnet som antal dyr (inklusiv justeringer for vægt og alder) af den pågældende dyretype ganget med den fastsatte husdyrgødningsnorm for den tilsvarende husdyrtype og staldsystem. Virksomhedens produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødning beregnes som summen af produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning fra alle virksomhedens husdyrarter og staldsystemer i planperioden.
For at opgøre virksomhedens produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødning er det derfor relevant at kende sammensætningen af virksomhedens besætning og indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødningen afhængigt af, hvilken husdyrart og staldsystem virksomheden anvender.
Med bestemmelsen samles reglerne for beregning af virksomhedens produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødning i gødskningsloven.
Med bestemmelsen videreføres den gældende ordning med beregning af virksomhedernes produktion af kvælstof og fosfor, der fremgår af henholdsvis gødskningslovens § 11, stk. 2, 1. pkt., og husdyrbruglovens § 5 h, stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås i § 22, stk. 2, at produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødning kan korrigeres for afvigelser i ydelsesniveau samt i fodermængde og -sammensætning. Korrektioner foretages på grundlag af korrektionsfaktorer, og afvigelserne skal dokumenteres ved driftsbilag.
Bestemmelsen medfører, at hvis virksomhedens produktion afviger fra de standardforudsætninger, der ligger bag husdyrnormerne, kan og i visse tilfælde skal virksomheden korrigere produktionen for afvigelser.
Bestemmelsen suppleres med den foreslåede § 22, stk. 4, hvorefter miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, for hvilke dyrearter korrektion af indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning for afvigelser i produktionsniveau skal finde sted og om korrektionsfaktorer. Ministeren fastsætter endvidere i medfør af den foreslåede § 22, stk. 4, nærmere regler om korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau og i fodermængde og -sammensætning og dokumentation for afvigelserne.
Med bestemmelsen videreføres ordningen i gødskningslovens § 11, stk. 2, 2. pkt., hvorefter produktionen af kvælstof i husdyrgødning for visse dyrearter skal korrigeres for afvigelser i produktionsniveau (alder og vægt). Bestemmelsen indebærer, at en virksomheds produktion af kvælstof skal beregnes efter de faktiske produktionsforhold, hvis produktionsniveauet afviger fra de fastsatte standardnormværdier. Efter gødskningslovens § 11, stk. 2, 4. pkt., kan produktionen af kvælstof i husdyrgødning korrigeres for afvigelser i ydelsesniveau samt i fodermængde og -sammensætning. Indholdet af fosfor i husdyrgødning kan korrigeres efter tilsvarende bestemmelser i husdyrbruglovens § 5 h, stk. 2, 2. og 4. pkt.
Efter gødskningslovens § 11, stk. 2, 5. pkt., skal afvigelserne endvidere dokumenteres ved driftsbilag. Det fremgår af gødskningsbekendtgørelsens § 15, stk. 4, hvilke driftsbilag der anses for tilstrækkelig dokumentation for de pågældende afvigelser. Der gælder det samme vedrørende dokumentation med driftsbilag efter husdyrbruglovens § 5 h, stk. 2, 5. pkt., og husdyrgødningsbekendtgørelsens § 54, stk. 3, i forhold til fosfor.
Det foreslås i § 22, stk. 3, at miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om normer for det totale indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning og om opgørelse af og dokumentation for virksomhedens besætning og staldsystemer.
Ministeren fastsætter efter den foreslåede bestemmelse regler om opgørelse og dokumentation af virksomhedens besætning og staldsystemer. Det er hensigten, at besætningsstørrelsen beregnes som antal af årsdyr eller det samlede antal producerede dyr i planperioden. Antallet af årsdyr eller det samlede antal producerede dyr opgøres for hver husdyrart, staldsystem og besætningsnummer. Efter bestemmelsen kan der fastsættes krav om, at virksomheden skal kunne dokumentere bl.a. besætningsstørrelsen.
Der vil endvidere blive fastsat normer for det totale indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning (kaldet husdyrgødningsnormer). Der fastsættes en husdyrgødningsnorm for hver enkelt kombination af husdyrart, staldsystem og typen af husdyrgødning. Det forventes, at ministeren vil fastsætte normer for en række kategorier af husdyrarter, staldsystemer og husdyrgødningstyper inden for følgende husdyrgrupper: kvæg, svin, fjerkræ, pelsdyr, heste, geder og får, samt kategorien ”andre dyretyper”.
Normerne angiver, hvor meget kvælstof og fosfor et husdyr ved normal start- og/eller slutvægt/-alder producerer på 1 år. Ved beregning af produktionen af kvælstof og fosfor i husdyrgødningsproduktionen ud fra husdyrgødningsnormerne opnås en tilnærmet værdi, der kan variere fra den faktisk producerede mængde kvælstof og fosfor.
Det er hensigten, at husdyrgødningsnormerne vil blive fastsat hvert tredje år i stedet for den nuværende praksis med en årlig fastsættelse. Færdiggørelsen af større forskningsprojekter, ny viden eller ændrede produktionsmetoder kan dog i særtilfælde betyde, at der må fraviges fra en 3-årig indstillingsperiode.
Det foreslås i § 22, stk. 4, at ministeren fastsætter regler om, for hvilke dyrearter korrektion af indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning for afvigelser i produktionsniveau skal finde sted og om korrektionsfaktorer. Ministeren fastsætter endvidere nærmere regler om korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau og i fodermængde og -sammensætning og dokumentation for afvigelserne.
Hvis virksomhedens produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødning afviger fra normværdierne, skal produktionen beregnes efter de faktiske produktionsforhold. Den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4, indeholder derfor bemyndigelse til at fastsætte regler om, for hvilke dyrearter korrektion af indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning for afvigelser i produktionsniveau skal finde sted, og om korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau og i fodermængde og -sammensætning.
Det er hensigten, at fastsætte regler om, at hvis besætningens ydelse, vægt, alder eller produktionstid (produktionsniveau) afviger fra de standardværdier, som er fastsat i husdyrnormerne, skal indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødningen for visse dyrearter korrigeres (såkaldt type 1-korrektion). Det gælder f.eks. for slagtekalve, hvis kalvenes indgangs- og/eller afgangsalder afviger fra de fastsatte standardværdier. Der kan f.eks. også være tale om slagtefjerkræ, hvor produktionstiden eller -vægten afviger fra standardværdierne. Ved afvigelser i produktionsniveau er det obligatorisk for virksomheden at korrigere kvælstof- og fosforindholdet i husdyrgødningen.
Det er endvidere hensigten, at beregningen af korrektionsfaktorerne skal ske på grundlag af oplysninger om virksomhedens drift. Der vil dog blive fastsat betingelser om, at der i visse tilfælde skal anvendes standardværdier ved beregningen af korrektionsfaktoren. Efter bestemmelsen kan der fastsættes krav til, hvilke standardværdier der kan anvendes, og i hvilke tilfælde virksomheden kan anvende egne værdier og betingelser for anvendelse af egne værdier.
Det er hensigten, at ministeren i en gødskningsbekendtgørelses bilag fastsætter, for hvilke dyrearter en sådan korrektion skal finde sted, og for hvilke typer af afvigelser der skal korrigeres. Der vil endvidere blive fastsat formler for, hvordan beregningen af korrektionen af husdyrnormerne skal foretages.
For visse dyrearter kan indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning endvidere korrigeres, hvis ydelses- eller produktionsniveauet eller fodermængden eller -sammensætningen afviger fra standardværdierne som udtrykt i husdyrnormerne (såkaldt type 2-korrektion). Der kan f.eks. være tale om en ammeko, hvor fodermængden og indholdet af råprotein og fosfor i foderet afviger fra standardværdierne. Det er i dag frivilligt for virksomheden, om den ønsker at korrigere husdyrnormerne i disse tilfælde. Er der afvigelser i produktionsniveauet, og ønsker virksomheden ikke at foretage en type 2-korrektion, skal der dog foretages en type 1-korrektion som beskrevet ovenfor. Det er kun tilladt at anvende én af korrektionsformlerne.
Det er hensigten, at ministeren også for denne type korrektion i en gødskningsbekendtgørelses bilag fastsætter korrektionsformler, som anvendes ved beregningen af korrektionen af husdyrnormerne, og at ministeren fastsætter, i hvilke tilfælde korrektion kan finde sted.
Ministeren fastsætter endvidere ifølge forslaget til stk. 4 regler om dokumentation for afvigelserne. Bemyndigelsen kan udnyttes til f. eks. at fastsætte regler om, hvordan afvigelserne skal dokumenteres, f.eks. at virksomheden skal kunne fremvise driftsbilag, som dokumenterer ydelseskontrol, effektivitets- og foderkontrol eller foderopgørelser m.v. Der kan endvidere fastsættes krav til dokumentation for de værdier, der anvendes ved beregningen af korrektionsfaktoren. Desuden kan der fastsættes regler om, hvilken periode dokumentationen skal vedrøre.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1.2 i de almindelige bemærkninger.