LBK nr 1053 af 21/08/2025
Ministeriet for Grøn Trepart
Gødskningsloven § 10
En planperiode udgør perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof eller fosfor efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.
Forarbejder til Gødskningsloven § 10
RetsinformationDet foreslås i § 10, at en planperiode udgør perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof eller fosfor efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.
Gødskningslovens § 4 fastlægger planperioden. I husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 7, fastlægges planperioden på tilsvarende måde som i gødskningslovens § 4. Med lovforslagets § 10 foreslås indholdet i gødskningslovens § 4 og husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 7, videreført, dog med tilføjelse af fosfor i 2. pkt.
Baggrunden for at der også nævnes fosfor i den foreslåede § 10, 2. pkt., er, at reglerne om henholdsvis kvælstofregnskab og fosforregnskab foreslås samlet i lovforslaget, hvorfor det af redaktionelle grunde skønnes hensigtsmæssigt, at fosfor også omtales i bestemmelsen, således at planperioden også omfatte den periode, hvor afgrøderne tilføres fosfor.
De afgrøder, der sås og dyrkes i planperioden, er afgørende for fastlæggelsen af virksomhedens kvælstofkvote. Ligeledes udgør planperioden det regnskabsmæssige år, som lægges til grund for den enkelte virksomheds gødningsregnskab, som skal udarbejdes og indberettes til miljø- og fødevareministeren efter den foreslåede § 42, og hvori opgørelsen af virksomhedens forbrug af kvælstof og fosfor i planperioden foretages.
En landmands dyrkningssæson går fra såtidspunktet til høsttidspunktet. Hvis der dyrkes vintersæd, vil dyrkningssæsonen typisk være fra august/september til juli/august, mens sæsonen ved dyrkning af vårsæd går fra april til august/september. Dyrkningssæsonen kan derfor variere, alt efter hvilke afgrøder den enkelte virksomhed dyrker. Dyrkningssæsonen starter dog typisk med etablering og evt. tildeling af gødning til vintersæd og vinterraps i august/september. Planperioden foreslås derfor fastlagt, så den går fra den 1. august til den 31. juli i det følgende år. Planperioden fastlægges således, så den passer med gødningstildelingen i en dyrkningssæson.
Nogle afgrøder, f.eks. græsafgrøder, gødskes dog helt hen til sidst i september, og gødningstildelingen i en dyrkningssæson vil derfor gå ind over to planperioder. Det foreslås derfor, at der fastsættes en forlænget planperiode, som går fra den 1. august til den 30. september. Dermed bliver gødningsforbruget, der ligger i perioden efter den 31. juli, regnskabsmæssigt tilbageført til den ordinære planperiode.
Forlængelsen af planperioden indebærer principielt overlappende planperioder. Den forlængede planperiode kan sammenlignes med en refusionsopgørelse, idet gødningsforbruget i den forlængede planperiode tilbageføres til den ”ordinære” planperiode ved en korrektion af virksomhedens lagre af kvælstof- og fosforholdig gødning.
For at gøre opgørelsen af virksomhedernes forbrug af kvælstof og fosfor så enkel som muligt for de virksomheder, som gør brug af muligheden for at anvende den forlængede planperiode, foreslås miljø- og fødevareministeren i § 30, bemyndiget til at fastsætte regler, der angår periodiseringen af kvælstof- og fosforforbruget i den forlængede planperiode. Der henvises til bemærkningerne til § 30.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3 i de almindelige bemærkninger.