LBK nr 117 af 05/02/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Godtgørelsesloven § 12
(Ophævet)
Forarbejder til Godtgørelsesloven § 12
RetsinformationDet fastsættes med bestemmelsen i stk. 1, at det bliver obligatorisk for arbejdsgivere, der udbetaler sædvanlig løn til medarbejdere under uddannelsesaktiviteter, der berettiger til henholdsvis godtgørelse og tilskud til befordring, at foretage ansøgningen herom, og at den ansatte ikke selv kan indgive ansøgningen i disse tilfælde. Efter bestemmelsen vil ansøgningsproceduren kunne ske betydeligt mere enkelt end i dag, idet arbejdsgiverne i langt de fleste tilfælde udbetaler løn til deres medarbejdere, og derfor vil skulle søge om godtgørelsen.
Bestemmelsen i stk. 1 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 7, hvorefter arbejdsgivere indtræder i retten til godtgørelse, når de udbetaler sædvanlig løn under uddannelsesaktiviteter, der kan opnås godtgørelse til. Befordringstilskud vil dog som hidtil blive udbetalt direkte til deltageren.
Fastsættelsen af, at arbejdsgivere, der udbetaler løn til medarbejdere, foretager ansøgningen, indebærer ikke, at arbejdsløshedskassen eller Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte i de enkelte tilfælde skal gå ind i en vurdering af, om der er udbetalt sædvanlig løn. Dette svarer til den hidtidige praksis i forbindelse med udbetaling af godtgørelse til arbejdsgivere som et refusionsbeløb, jf. § 9 i den gældende lov om godtgørelse. En eventuel tvist mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager om, hvorvidt der udbetales sædvanlig løn, må afgøres i det fagretlige system.
I tilfælde, hvor ansøgningen ikke skal indgives af arbejdsgiveren efter stk. 1, men kan indgives af medarbejderen, vil arbejdsgiveren kunne indgive ansøgningen efter fuldmagt fra medarbejderen. Ansøgningen vil i givet fald skulle indgives efter de regler, der fastsættes efter § 11. Afgørelser og meddelelser om godtgørelse vil herefter blive sendt til arbejdsgiveren med henblik på videreformidling til deltageren.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger arbejdsgivere skal give deltagere i forbindelse med ansøgning om godtgørelse og tilskud til befordring. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at arbejdsgiveren skal informere den eller de pågældende medarbejdere om, at der er indgivet ansøgning, og at rigtigheden af de oplysninger, der indgives i forbindelse hermed, kan blive kontrolleret ved samkøring af registre.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1. og 4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.