Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1100 af 16/08/2023

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Gasforsyningsloven § 25

Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Tilslutningsregler for metan og brint, roller og ansvar i forhold til gasforsyningssikkerhed m.v.) d. 04/04/2025

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde gasselskaber, som forsyner danske gasforbrugere med gas, specifikke opgaver til sikring af gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber specifikke forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger til sikring af gasforsyningssikkerheden, herunder nødvendige foranstaltninger for i en nødsituation at sikre gasforsyningen til beskyttede gaskunder eller foretage fysisk afbrydelse af gaskunder, som uberettiget forbruger gas.

Stk. 3. Der kan foretages fysisk afbrydelse af gasforsyningen til en gaskunde, der uberettiget forbruger gas i en nødsituation, jf. stk. 2. Politiet kan, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid uden retskendelse få adgang til aftagestedet med henblik på at foretage den fysiske afbrydelse.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan delegere operationelle og koordinerende opgaver til sikring af gasforsyningssikkerheden, herunder opgaver fastsat i gasforsyningssikkerhedsforordningen, til forsyningskritiske gasinfrastrukturselskaber.

Stk. 5. Delegerede opgaver, jf. stk. 4, varetages under klima-, energi- og forsyningsministerens tilsyn.

Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om varetagelse af gasforsyningssikkerheden og forhold omfattet af stk. 1-5, herunder om

  1. gasselskabers og gasforbrugende virksomheders opgaver og oplysningsforpligtelser,

  2. planlægning af forebyggende foranstaltninger, gennemførelse af risikovurderinger og fastsættelse af beskyttelsesniveauer for gasforsyningssikkerhed,

  3. håndtering af krisesituationer, herunder foranstaltninger for at sikre nødforsyning til beskyttede gaskunder, prioritering og tildeling af gasforbrug inden for gruppen af ikkebeskyttede gaskunder og afbrydelse af gaskunders uberettigede gasforbrug i en nødsituation, og

  4. håndtering af anmodninger om solidaritet til og fra nabomedlemsstater og etablering af en kompensationsordning i forbindelse med solidaritetsanmodninger.