LBK nr 1100 af 16/08/2023
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Gasforsyningsloven § 24
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af lov om gasforsyning, lov om Energinet og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Tilslutningsregler for metan og brint, roller og ansvar i forhold til gasforsyningssikkerhed m.v.) d. 04/04/2025
Gasforsyningssikkerheden i Danmark påhviler klima-, energi- og forsyningsministeren, gasselskaber og relevante myndigheder. Disse aktører udfører opgaver og bidrager til gasforsyningssikkerheden inden for deres respektive kompetence- og aktivitetsområder.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren udpeger den kompetente myndighed for Danmark i medfør af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren har det overordnede ansvar for at vurdere gasforsyningssikkerheden og fastsætte og koordinere foranstaltninger og samarbejde med danske myndigheder, gasselskaber og gaskunder for at sikre gasforsyningssikkerheden i Danmark.
Forarbejder til Gasforsyningsloven § 24
RetsinformationDet kræver bevilling at forsyne kunder, som ikke frit kan vælge leverandør. Bevillingen gives for et eller flere nærmere afgrænsede geografiske områder, der ikke behøver at være indbyrdes fysisk sammenhængende. Da der ikke er tale om en virksomhed, der kræver store investeringstunge anlæg, gives bevillingen for mindst 5 år. Ved fastsættelsen af bevillingsperiodens længde kan der tages hensyn til virksomhedernes kontraktlige forpligtelser. Bevillingerne kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28.
Med hjemmel i stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandling af ansøgninger om bevilling.
Det kræver ikke bevilling at forsyne kunder, som har ret til valg af leverandør.
Til § 25
Der opereres i lovforslaget med to typer bevillinger til forsyning af kunder, som ikke har ret til valg af leverandør: bevilling til forsyning på faste vilkår og bevilling til forsyning på individuelle vilkår. Opdelingen skal ses i sammenhæng med den aftalte opgavedeling mellem naturgasselskaberne i aftalen af 23. juni 1999 mellem staten, Hovedstadsregionens Naturgas (HNG) og Naturgas Midt-Nord (NGMN) (Skt. Hans-aftalen). Det fremgår af aftalen, at de regionale selskaber, som tilslutter sig aftalen, varetager salg af gas til forbrugerne til faste priser og vilkår, herunder standardrabatter (mængderabatter, sommerrabatter m.v.). I det omfang det er nødvendigt at tilbyde individuelle priser, rabatter og vilkår for at få eller bevare et kundeforhold til en forbruger, fremgår det af aftalen, at varetagelsen af kundeforholdet overgår til DONG Naturgas.
Bevillingen i stk. 1, nr. 1, dækker forsyningsaktiviteterne til faste priser og vilkår, mens bevillingen i stk. 1, nr. 2, dækker bevillingspligtige forsyningsaktiviteter på individuelle vilkår. Opdelingen i de to typer bevillinger udelukker ikke, at to selskaber kan have samme type bevilling til samme geografiske område, når blot der ikke er overlap mellem hvilke kunder, de to selskaber må forsyne. Som eksempel kan nævnes, at DONG Naturgas, HNG og NGMN ved udmøntningen af Skt. Hans-aftalen har aftalt, at HNG og NGMN forsyner erhvervskunder med et årligt forbrug på op til 300.000 m3, mens DONG Naturgas forsyner erhvervskunder med et årligt forbrug over 300.000 m3, uanset at forsyningen sker på faste vilkår. Det indebærer, at f.eks. både DONG Naturgas og HNG skal have bevilling i henhold til stk. 1, nr. 1, til forsyning i Hovedstadsregionen, men til forskellige kundegrupper.
Stk. 2-4 tager højde for, at det ikke er alle de regionale naturgasselskaber, som har tilsluttet sig Skt. Hans-aftalen. Hensigten med bestemmelserne er at sikre, at salg af naturgas til bundne kunder skal kunne fortsætte efter rammerne i den hidtil gældende lovgivning.
Bestemmelsen i stk. 2 har således til formål at sikre, at de regionale naturgasselskaber, der ikke tilslutter sig Skt. Hans-aftalen, under bevillingen til forsyning på faste vilkår, jf. stk.1, nr. 1, kan varetage de forsyningsopgaver, de hidtil har varetaget. Der åbnes således mulighed for, at selskaberne udover forsyning til faste priser og vilkår kan forsyne kunder med et aftag på over 300.000 m3 pr. år efter vilkår, der fastsættes i samarbejde med DONG Naturgas på baggrund af den enkelte kundes behov og karakteristika og efter ensartede landsdækkende retningslinjer.
Det forventes, at DONG Naturgas og de regionale naturgasselskaber vil søge bevilling til de forsyningsaktiviteter, de hidtil har varetaget, dog med de ændringer der følger af Skt. Hans-aftalen og selskabernes udmøntning heraf. Det vil sige, at det i overensstemmelse med aftalen må forventes, at HNG og NGMN vil søge bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. stk. 1, nr. 1, i deres nuværende forsyningsområde.
Naturgas Fyn (NGF) har ikke tilsluttet sig Skt. Hans-aftalen og forventes derfor at søge en bevilling til forsyning på faste vilkår, som tillige omfatter forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m3 pr. år efter ensartede landsdækkende retningslinjer, jf. stk. 2, i NGF s nuværende forsyningsområde.
Der føres for øjeblikket forhandlinger mellem Naturgas Sjælland (NGSJ), HNG og NGMN med henblik på, at NGSJ tilslutter sig Skt. Hans-aftalen. Hvis NGSJ tilslutter sig aftalen, forventes NGSJ at søge bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. stk. 1, nr. 1, i NGSJ s nuværende forsyningsområde.
DONG Naturgas forventes at søge bevilling i henhold til stk. 1, nr. 1, til forsyning på faste vilkår i det syd- og sønderjyske område, i HNG og NGMN s område i det omfang det følger af Skt. Hans-aftalen og udmøntningen heraf samt i Københavns og Frederiksberg Kommuner. DONG Naturgas forventes endvidere at søge bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2, til forsyning på individuelle vilkår. Denne bevilling vil omfatte DONG Naturgas forsyning af kunder på individuelle vilkår i Syd- og Sønderjylland, i HNG og NGMN s forsyningsområde samt NGSJ s forsyningsområde, forudsat NGSJ tilslutter sig Skt. Hans-aftalen. Med hensyn til NGF s område vil DONG Naturgas bevilling til forsyning på individuelle vilkår omfatte de bundne kunder i området, som i dag er kunder hos DONG Naturgas, dvs. Fynsværket, såfremt Fynsværket ikke opnår markedsadgang. Bevillingen til forsyning på individuelle vilkår vil også omfatte DONG Naturgas salg til de regionale naturgasselskaber. Der henvises i denne forbindelse til § 8, stk. 2 og 3, hvoraf det følger, at de regionale selskaber også fremover vil skulle købe naturgas med henblik på forsyning af deres kunder af DONG Naturgas. Med hensyn til forsyningen af kunder i Københavns Kommune bemærkes det, at Københavns Energi forventes at søge forsyningsbevilling med henblik på forsyning af de kunder, som Københavns Energi forsyner efter aftale med DONG Naturgas.
Alle områder udlagt til naturgasforsyning vil således være dækket af selskaber med bevilling i henhold stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, hvorved alle naturgasforbrugere og potentielle naturgasforbrugere vil være sikret leverancer fra et forsyningspligtigt selskab.
Det fremgår af stk. 3, at aftaler om salg af naturgas mellem på den ene side en virksomhed med bevilling til forsyning på faste vilkår og på den anden side en virksomhed med bevilling til forsyning på individuelle vilkår skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser, som f.eks. afbrydelighedsvilkår, betalingsbetingelser, særlige rabatter og betaling for højere leveringstryk. Bestemmelsen, som viderefører varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, indebærer, at DONG Naturgas og de regionale naturgasselskaber i fællesskab fastsætter priser og betingelser over for de kunder, der forsynes af de regionale naturgasselskaber. Der kan fastsættes differentierede priser for forskellige kundekategorier ud fra objektive og ikkediskriminerende kriterier. Såfremt der ikke kan opnås enighed om de bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, kan miljø- og energiministeren træffe afgørelse herom.
Det følger af stk. 4, at de ensartede landsdækkende retningslinjer for salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m3 pr. år skal aftales mellem selskaber med bevilling i henhold til stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og selskaber med bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2. Det vil i praksis sige, at de regionale naturgasselskaber, som får bevilling i medfør af stk. 2, kan sælge naturgas til denne gruppe kunder efter retningslinjer, som er aftalt med DONG Naturgas. Bestemmelsen, som viderefører varmeforsyningslovens § 31, sigter primært mod at sikre en ensartet landsdækkende prissætning over for denne gruppe kunder uden markedsadgang, således at markedet ikke kommer til at opleve prissætningen i de forskellige regioner som diskriminerende. Med Skt. Hans-aftalen overdrager de selskaber, der indtræder i aftalen, denne kundegruppe til DONG Naturgas. DONG Naturgas leverancer til disse kunder er ikke direkte omfattet af stk. 4, da de vil ske efter bevilling i henhold til stk. 1. Bestemmelsen forpligter imidlertid DONG Naturgas til at sikre, at de regionale naturgasselskaber, der ikke indtræder i Skt. Hans-aftalen, sælger naturgas til samme kundekategori efter ensartede landsdækkende retningslinjer. For at leve op til dette skal DONG Naturgas sikre, at retningslinjerne for de regionale selskabers salg til kunderne og DONG Naturgas salg til egne kunder ikke virker diskriminerende mellem kunderne forskellige steder i landet. I stk. 4 fastsættes endvidere, at i tilfælde af uenighed om salget mellem selskaberne kan Energitilsynet inden for de af miljø- og energiministeren fastlagte ensartede landsdækkende retningslinjer træffe afgørelse herom.
Priser og betingelser skal i øvrigt fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 7.
Til § 26
Ifølge bestemmelsen indebærer bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, forsyningspligt over for forbrugere i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til varmeforsyningsloven og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet. Forsyningspligten omfatter forbrugere, som ikke har eller ikke ønsker at benytte sig af frit leverandørvalg, jf. også bemærkningerne til § 7.
Stk. 2 fastlægger, hvilke ydelser bevillingshaver skal tilbyde til forbrugere i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til varmeforsyningsloven. Bevillingshaver forpligtes til levering af tilstrækkelige mængder naturgas, hvorved forstås naturgas nok til at dække hele efterspørgslen fra forbrugeren.
Bevillingshaver forpligtes endvidere til at gennemføre individuel markedsføring af naturgas over for potentielle forbrugere, der anvender mere forurenende brændsler som for eksempel olie eller elvarme. Bestemmelsen er identisk med bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2, som forpligter distributionsselskaber til at varetage samme opgave.
Det er bl.a. tanken, at forsyningspligtselskabernes markedsføringsforpligtelse skal omfatte den individuelle markedsføring over for potentielle naturgaskunder. Det vil således være forsyningspligtselskabet, der i kraft af sit direkte kundeforhold skal tegne gaskontrakt med den enkelte kunde. Miljø- og energiministeren kan med hjemmel i stk. 3 fastsætte nærmere regler om forpligtelsernes indhold. Miljø- og energiministeren får endvidere i stk. 4 hjemmel til at fastsætte regler om samarbejde mellem flere bevillingshavere om udførelsen af forpligtelserne, herunder om samarbejde om gennemførelsen af forpligtelsen til markedsføring med distributionsbevillingshavere, jf. § 14.
Markedsføringsforpligtelsen skal ses som et led i den overordnede strategi om opnåelse af miljøforbedringer ved erstatning af mere forurenende brændsler med den miljøvenlige naturgas.
Til § 27
Det foreslås i § 27, stk. 1, at selskaber med bevilling i henhold til § 25, stk. 1, nr. 1 og 2, samt stk. 2, skal tilbyde forbrugerne rådgivning vedrørende energibesparelser. Bestemmelsen er identisk med bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 3, der forpligter distributionsselskaber at tilbyde rådgivning af forbrugere om energibesparelser. Bestemmelsen skal ses som en del af den overordnede strategi om opnåelse af miljøforbedringer ved gennemførelse af energibesparelser og energieffektivisering. Der vil alene være tale om rådgivning på ikke-kommerciel basis.
Der henvises til bemærkningerne til § 14 med hensyn til den påtænkte opgavefordeling mellem distributions- og forsyningsselskaberne.Det er tanken at placere forpligtelsen til energirådgivning af større kunder med et årsforbrug over 300.000 m3 naturgas, som ikke har ret til valg af leverandør, hos forsyningsbevillingshavere. Baggrunden herfor er, at større kunder oftest har behov for individuelt tilpassede installationer. Den individuelle installation indgår derfor ofte som en del af en samlet pakke i forbindelse med indgåelsen af en leveringskontrakt. Rådgivningsfunktionen indgår derfor naturligt i forbindelse med tilbud fra forsyningspligtselskabet til kunden om f.eks. overgang fra olie til gas.
Miljø- og energiministeren kan i medfør af stk. 2 fastsætte regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser. Hermed kan det sikres, at alle forbrugere løbende gives rådgivning på grundlag af samfundsmæssige kriterier, og at aktiviteter med forholdsvis lave omkostninger set i forhold til besparelsesmulighederne bliver prioriterede.
Med hjemmel i stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om samarbejde mellem bevillingshavere, herunder distributionsbevillingshavere, om udførelsen af forpligtigelserne. Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til f.eks. at fastsætte regler om, at selskabet indgår samarbejde med andre selskaber på enkeltområder med henblik på at nedbringe omkostningerne til ydelserne og målrette indsatsområdet.
Til kapitel 5
Generelle bestemmelser om bevillinger