LBK nr 1100 af 16/08/2023
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Gasforsyningsloven § 19
(Ophævet)
Forarbejder til Gasforsyningsloven § 19
RetsinformationDet præciseres i § 19, stk. 1, at naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør kan benytte transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter, jf. § 18, stk. 1, med henblik på at indgå forsyningsaftaler med hinanden.
Det foreslås, at der skal være forhandlet adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter. Det vil sige, at priser og betingelser for benyttelse af transmissionsnet, lagre eller LNG-faciliteter fastsættes ved forhandling mellem på den ene side transmissions-, lager- eller LNG-selskabet og på den anden side ansøgeren om brug af nettet, lageret eller LNG-faciliteten, jf. stk. 2 og 3. De kommercielle hovedvilkår for brug af transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter skal offentliggøres mindst én gang om året og således være tilgængelige for potentielle brugere af systemet. Det forventes, at en del af reglerne for gastransport, som fastsættes i medfør af § 23, vil være udtryk for kommercielle hovedvilkår.
Det fremgår af stk. 4, at transmissions-, lager- og LNG-selskaber hurtigst muligt skal indlede forhandlinger med ansøgere om adgang til systemet. Transmissions-, lager- og LNG-selskaber har kun pligt til at indlede forhandlinger med ansøgere, som i henhold til stk. 1 har ret til at benytte systemet. Parterne skal forhandle om adgang til systemet i god tro, og ingen af dem må misbruge deres forhandlingsposition til at forhindre et positivt udfald af forhandlingerne.
I stk. 5 foreslås det, at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om bilæggelse af tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18. Det følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2, at der skal udpeges en kompetent myndighed til hurtigt at bilægge tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til systemet. Energitilsynet vil blive udpeget som tvistbilæggelsesmyndighed.
Det bemærkes, at Energitilsynet i forbindelse med bilæggelse af tvister vedrørende adgang til f.eks. transmissionsledninger, som krydser den danske grænse, efter omstændighederne vil skulle rådføre sig med tvistbilæggelsesmyndigheden i nabolandet. Det kan f.eks. blive aktuelt i relation til eventuelle tvister om tredjeparts adgang til Vattenfall Naturgas transmissionsledning fra Dragør til Sverige. Det må umiddelbart formodes, at der vil skulle gælde samme vilkår for adgang til den danske og svenske del af ledningen, da begge landes lovgivning på området skal gennemføre gasdirektivets krav om systemadgang.
Reglerne, som fastsættes med hjemmel i stk. 5, skal sikre, at parterne ikke kan trække forhandlingerne unødigt i langdrag. Det er tanken, at Energitilsynet på anmodning af en eller flere af parterne skal kunne optage forhandlinger med henblik på mægling, og at Energitilsynet skal kunne fastsætte priser og vilkår for adgang til systemet, hvis mæglingsforhandlingerne ikke fører til indgåelse af en aftale. Det følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2, at Energitilsynet skal træffe afgørelse hurtigst muligt eller om muligt senest 12 uger efter, at tvisten er blevet indbragt.