LBK nr 1100 af 16/08/2023
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Gasforsyningsloven § 18
Enhver har ret til mod betaling at få adgang til systemet og, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anmodning om adgang efter stk. 1 rettes til det relevante selskab inden for systemet, hvis infrastruktur ønskes benyttet. Selskaberne skal give adgang til systemet på grundlag af objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier, jf. §§ 20, 20 a, 23 og 36 a.
Stk. 3. Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions-, lager- og LNG-selskaber kan nægte adgang til systemet i henhold til stk. 1,
-
hvis de ikke råder over den fornødne kapacitet,
-
hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de forpligtelser, som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, eller
-
på grund af alvorlige økonomiske og finansielle problemer med kontrakter, der indeholder en mindsteaftageforpligtelse (take or pay-vilkår), jf. § 22.
Stk. 4. Afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. stk. 3, skal begrundes.
Stk. 5. Forsyningstilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om adgang til systemet, jf. stk. 3.
Forarbejder til Gasforsyningsloven § 18
RetsinformationDet følger af § 18, stk. 1, at naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør som udgangspunkt mod betaling har adgang til transmissions- og distributionsnet, lagre og LNG-faciliteter (systemet).
Adgangen til systemet i henhold omfatter alle transmissionsnet og distributionsnet, som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder dettes og tilknyttede selskabers faciliteter, som yder supplerende tjenester, som er nødvendige for at give adgang til transmission eller distribution. Adgangen til at benytte lagre er begrænset til det, der er teknisk nødvendigt for at give effektiv adgang til transmissions- og distributionsnet. Der kan således ikke gøres krav på adgang til lager uafhængigt af brugen af infrastrukturen i øvrigt.
Adgangen til systemet i henhold til stk. 1 er underlagt nærmere regler, som fremgår af stk. 2, 3 og 6 samt § 19 og § 20.
Retten til at benytte naturgassystemet er i henhold til stk. 2 betinget af, at de regler for benyttelse af systemet (regler for gastransport), som fastsættes af naturgasselskaberne, jf. § 23, overholdes.
Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber kan efter stk. 3 nægte adgang til systemet med henvisning til manglende kapacitet, hvis adgang ville hindre opfyldelsen af offentlige forpligtelser vedrørende naturgaskvalitet, forsyningssikkerhed og opretholdelse af den fysiske balance i nettet, eller hvis adgangen medfører alvorlige økonomiske problemer med take-or-pay-kontrakter, jf. § 22. Som det fremgår af bemærkningerne til § 22 vil der blive fastsat regler om, at et naturgasselskab, der får eller forventer at få alvorlige økonomiske problemer med take-or-pay kontrakter, skal ansøge om en midlertidig undtagelse fra bestemmelserne om adgang til systemet. Indrømmes en sådan undtagelse ikke, må selskabet ikke længere nægte adgang til systemet på grund af take-or-pay forpligtelserne. Det følger af stk. 4, at afslag på en anmodning om adgang skal være behørigt begrundet.
Såfremt en anmodning om adgang til systemet afvises med henvisning til manglende kapacitet, skal selskaberne snarest, jf. § 11, udbygge kapaciteten, hvis en sådan udbygning er økonomisk rentabel, eller ansøgeren om adgang til nettet er villig til at betale for den. Et afslag med henvisning til manglende kapacitet kan efter omstændighederne også føre til, at ministeren giver andre tilladelse til at anlægge nye naturgasforsyningsnet eller direkte linjer. Der henvises til § 13 vedrørende etablering transmissionsnet og § 17 vedrørende anlæg af direkte ledninger. Med hensyn til etablering af distributionsnet og opstrømsrørledningsnet henvises til bemærkningerne til § 2.
Det foreslås i stk. 5, at Energitilsynet tilægges kompetencen til at behandle klager over afslag på en anmodning om adgang til systemet. Energitilsynet skal træffe afgørelse hurtigst muligt eller om muligt senest 12 uger efter modtagelsen af klagen. Dette følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 6 bemyndiger miljø- og energiministeren til at fastsætte regler, der gennemfører reciprocitetsbestemmelsen i gasdirektivets artikel 19. Bestemmelsen kan anvendes til at sikre balance mellem udenlandske gasleverandørers adgang til det danske marked og danske gasleverandørers adgang til udenlandske markeder. Hvorvidt bemyndigelsen til ministeren benyttes vil afhænge af, hvordan andre medlemsstater gennemfører gasdirektivet. Hvis ministeren fastsætter regler i medfør af bestemmelsen, skal det sikres, at de er i overensstemmelse med gasdirektivets artikel 19.
Det bemærkes, at lovforslagets §§ 18-20 har til formål at gennemføre gasdirektivets krav om adgang til systemet i artiklerne 14-17 og 21.
Til § 19
Det præciseres i § 19, stk. 1, at naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør kan benytte transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter, jf. § 18, stk. 1, med henblik på at indgå forsyningsaftaler med hinanden.
Det foreslås, at der skal være forhandlet adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter. Det vil sige, at priser og betingelser for benyttelse af transmissionsnet, lagre eller LNG-faciliteter fastsættes ved forhandling mellem på den ene side transmissions-, lager- eller LNG-selskabet og på den anden side ansøgeren om brug af nettet, lageret eller LNG-faciliteten, jf. stk. 2 og 3. De kommercielle hovedvilkår for brug af transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter skal offentliggøres mindst én gang om året og således være tilgængelige for potentielle brugere af systemet. Det forventes, at en del af reglerne for gastransport, som fastsættes i medfør af § 23, vil være udtryk for kommercielle hovedvilkår.
Det fremgår af stk. 4, at transmissions-, lager- og LNG-selskaber hurtigst muligt skal indlede forhandlinger med ansøgere om adgang til systemet. Transmissions-, lager- og LNG-selskaber har kun pligt til at indlede forhandlinger med ansøgere, som i henhold til stk. 1 har ret til at benytte systemet. Parterne skal forhandle om adgang til systemet i god tro, og ingen af dem må misbruge deres forhandlingsposition til at forhindre et positivt udfald af forhandlingerne.
I stk. 5 foreslås det, at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om bilæggelse af tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18. Det følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2, at der skal udpeges en kompetent myndighed til hurtigt at bilægge tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til systemet. Energitilsynet vil blive udpeget som tvistbilæggelsesmyndighed.
Det bemærkes, at Energitilsynet i forbindelse med bilæggelse af tvister vedrørende adgang til f.eks. transmissionsledninger, som krydser den danske grænse, efter omstændighederne vil skulle rådføre sig med tvistbilæggelsesmyndigheden i nabolandet. Det kan f.eks. blive aktuelt i relation til eventuelle tvister om tredjeparts adgang til Vattenfall Naturgas transmissionsledning fra Dragør til Sverige. Det må umiddelbart formodes, at der vil skulle gælde samme vilkår for adgang til den danske og svenske del af ledningen, da begge landes lovgivning på området skal gennemføre gasdirektivets krav om systemadgang.
Reglerne, som fastsættes med hjemmel i stk. 5, skal sikre, at parterne ikke kan trække forhandlingerne unødigt i langdrag. Det er tanken, at Energitilsynet på anmodning af en eller flere af parterne skal kunne optage forhandlinger med henblik på mægling, og at Energitilsynet skal kunne fastsætte priser og vilkår for adgang til systemet, hvis mæglingsforhandlingerne ikke fører til indgåelse af en aftale. Det følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2, at Energitilsynet skal træffe afgørelse hurtigst muligt eller om muligt senest 12 uger efter, at tvisten er blevet indbragt.
Til § 20
I § 20 foreslås det, at adgangen til transport af naturgas i distributionsnet som omhandlet i § 18 skal være reguleret. Det vil sige, at transporten skal foregå efter faste priser og betingelser, som distributionsselskaberne offentliggør, jf. stk. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 37 om priser for ydelser fra distributionsselskaber.
Anmodning om transport i distributionsnet rettes til det distributionsselskab gennem hvis net, naturgassen ønskes transporteret, jf. stk. 1. I henhold til stk. 3 skal distributionsselskabet hurtigst muligt give ansøgeren adgang til transport.
Bestemmelsen i stk. 4 omhandler transport af naturgas gennem distributionsnettet til et andet distributionsnet. Denne transport er undtaget fra de faste priser og vilkår, jf. stk. 1, og fastsættes i stedet efter forhandling mellem de distributionsselskaber igennem hvis net, naturgassen transporteres.
Det forudsættes, at gasleverandøren alene retter henvendelse til det distributionsselskab, forbrugeren er tilsluttet, med henblik på adgang til distributionsnettet, og at dette distributionsselskab retter henvendelse til andre distributionsselskaber, såfremt det finder det mest hensigtsmæssigt, at naturgassen transporteres via andre distributionsnet.
Baggrunden for bestemmelsen er, at naturgasforbrugerne kun skal betale distributionstariffen i det net, de er tilsluttet, uanset at gassen passerer flere distributionsnet undervejs til forbrugeren. Den forhandlede pris bliver således et udtryk for delingen af provenuet fra distributionstariffen mellem de distributionsselskaber, hvis net gassen bliver transporteret igennem.
Til § 21
Det foreslås i § 21, stk. 1, at miljø- og energiministeren bemyndiges til efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg i praksis Folketinget Energipolitiske Udvalg - at fastsætte regler om adgangen til opstrømsrørledningsnet.
Ved fastsættelse af reglerne skal det sikres, at gasdirektivets krav om adgang til opstrømsrørledningsnet opfyldes. Det fremgår af direktivets artikel 23, at medlemsstaterne ved fastsættelse af regler om adgang til opstrømsrørledningsnet skal have som målsætning, at der foreligger en rimelig og åben adgang, at der skabes et konkurrencepræget marked for naturgas, og at ethvert misbrug af dominerende stilling undgås, idet de tager hensyn til sikre og regelmæssige forsyninger, kapacitet, der er eller hurtigt kan stilles til rådighed, og beskyttelse af miljøet. Det fremgår endvidere, at medlemsstaterne kan tage hensyn til følgende:
a) Nødvendigheden af at nægte adgang, når de tekniske specifikationer er indbyrdes uforenelige, og dette problem ikke kan løses rimelig let.
b) Nødvendigheden af at undgå vanskeligheder, som ikke kan overvindes rimelig let, og som kan være til skade for en effektiv eksisterende og planlagt fremtidig kulbrinteproduktion, herunder fra felter med marginal økonomisk rentabilitet
c) Nødvendigheden af at respektere behørigt dokumenterede rimelige behov hos ejeren eller operatøren af opstrømsrørledningsnet for transport og forarbejdning af gas og de interesser, som alle andre potentielt berørte brugere af opstrømsrørledningsnettet eller relevante forarbejdnings- eller håndteringsfaciliteter har.
d) Nødvendigheden af i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen at anvende deres love og administrative procedurer i forbindelse med tildelingen af autorisationer til produktion eller opstrømsudvikling.
Direktivet giver således medlemsstaterne mulighed for at tage hensyn til de særlige økonomiske, tekniske og operationelle karakteristika, der gør sig gældende for opstrømsrørledningsnet.
Stk. 2 giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler om bilæggelse af tvister vedrørende adgang til opstrømsrørledningsnet. Ved fastsættelse af reglerne skal gasdirektivets krav om tvistbilæggelse for opstrømsrørledninger opfyldes. Det fremgår af direktivets artikel 23, stk. 3, at tvister skal løses af en af parterne uafhængig myndighed, der har adgang til alle relevante oplysninger, således at tvister kan bilægges hurtigt under hensyn til de kriterier, der er nævnt ovenfor, og antallet af parter, der måtte være involveret i forhandlingerne om adgang til sådanne net.
Det foreslås således, at miljø- og energiministeren bemyndiges til, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, at fastsætte regler om adgang til opstrømsrørledningsnet. Når reglerne om adgang til opstrømsrørledningsnet ikke foreslås fastsat i naturgasforsyningsloven, hænger det sammen med, at gasdirektivets artikel 23 om adgang til opstrømsrørledningsnet er mindre klar end bestemmelserne om adgang til transmissions- og distributionsnet samt lagre, og at det endnu ikke er afklaret, hvordan de øvrige lande vil implementere bestemmelsen. Det bemærkes, at regeringen under forhandlingerne om gasdirektivet lagde vægt på, at åbningen af det danske marked, som indebærer adgang til at bruge naturgasnettet på dansk område, forudsatte, at danske købere og sælgere af naturgas i samme omfang kunne få adgang til netsystemerne i andre lande, og dermed til de enkelte naturgasproducenter og købere. Bemyndigelsen til ministeren gør det muligt at inddrage dette hensyn ved udmøntningen af § 21. Der sigtes mod at give samme adgang til opstrømsledninger som til transmissionsnettet i takt med, at Danmarks nabolande giver en tilsvarende adgang.
Det vil fremgå af reglerne om adgang til opstrømsrørledningsnet, som udstedes med hjemmel i naturgasforsyningsloven, at priser og betingelser for transport af naturgas i opstrømsrørledningsnet fastlægges ved forhandling mellem ejeren af nettet og ansøgeren om brug af nettet, og at Energitilsynet vil fungere som tvistbilæggelsesmyndighed. Der vil således på disse punkter være parallelitet til reglerne om adgang til transport i transmissionsnet og til lagring af naturgas, jf. lovforslagets § 18 og § 19.
Til § 22
Det fremgår af § 22, at et naturgasselskab, der får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine mindsteaftageforpligtelser (take-or-pay-forpligtelser) i henhold til en eller flere kontrakter om køb af gas, kan ansøge om en midlertidig undtagelse fra direktivets bestemmelser om adgang til systemet. Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom.
Ved udmøntningen af bestemmelsen skal det sikres, at kravene i gasdirektivets artikel 25 opfyldes. Det fremgår blandt andet af artikel 25, stk. 1, at medlemsstaterne har mulighed for enten selv at beslutte eller at lade naturgasselskaberne beslutte, om ansøgningen skal indgives før eller efter, at der er nægtet adgang til systemet. Medlemsstaterne kan også vælge, om de selv vil træffe afgørelse om ansøgningerne, eller om de vil udpege en myndighed hertil.
I henhold til artikel 25, stk. 2, skal Kommissionen snarest muligt underrettes om beslutninger om at indrømme et naturgasselskab en midlertidig undtagelse fra reglerne om adgang til naturgassystemet. Kommissionen kan give pålæg om, at en afgørelse om en midlertidig undtagelse skal ændres eller tilbagekaldes. Kommissionen kan således omgøre en medlemsstats eller dertil udpeget myndigheds afgørelse om at indrømme en undtagelse.
I artikel 25, stk. 3, opregnes en række kriterier, som der skal tages hensyn til, når der træffes afgørelse om en midlertidig undtagelse, herunder målsætningen om at skabe et konkurrencepræget gasmarked, behovet for at garantere forsyningssikkerheden og omfanget af de økonomiske og finansielle problemer for naturgasselskaberne og transmissionsselskaberne eller de kunder, som frit kan vælge leverandør. Det følger af artikel 25, stk. 4, at naturgasselskaber, der ikke har fået indrømmet en midlertidig undtagelse, ikke må nægte adgang til naturgassystemet på grund af deres take-or-pay-forpligtelser.
Regler for gastransport