Gasforsyningsloven § 17

Bestemmelsen åbner under visse betingelser - mulighed for at etablere direkte ledninger til forsyning af kunder. Bestemmelsen tager sigte på at hindre, at der opstår samfundsøkonomisk spild ved, at der etableres nye direkte ledninger til naturgaskunder, som kan forsynes via eksisterende ledningsnet. Sådanne nye ledninger bør af samfundsøkonomiske hensyn kun anlægges, såfremt der er et kapacitetsmæssigt behov herfor, eller andre driftstekniske forhold i det sammenkoblede system taler herfor.

Den begrænsede adgang til anlæg af direkte ledninger er endvidere begrundet i hensynet til frimærkeprincippet i distributionsnettet, der betyder, at kunder med samme karakteristika skal betale det samme for distribution uanset beliggenhed. Med fri adgang til anlæg af direkte ledninger ville større forbrugere tæt på transmissionsnettet have et økonomisk incitament til anlæg af direkte ledninger for derved at spare distributionsbetalingen under frimærkeprincippet. Distributionsselskaberne ville derfor blive nødt til at sænke priserne for disse kunder for at fastholde dem og samtidig hæve priserne for kunder med længere afstand til transmissionsnettet for at få dækket deres omkostninger. Det ville i yderste konsekvens kunne medføre, at naturgasforsyning bliver uattraktivt i yderområder. Der ville således opstå væsentlige prisdifferencer, der kan virke konkurrenceforvridende, mellem i øvrigt identiske forbrugere, der ligger henholdsvis tæt på og langt fra transmissionsnettet.

Direkte ledninger kan kun anlægges efter tilladelse fra miljø- og energiministeren. Tilladelsen er ifølge stk. 2 betinget af, at ansøgeren forinden har fået afslag på en anmodning om adgang til systemet, og at spørgsmålet herom har været forelagt Energitilsynet, uden at dette har ført til en løsning af problemet. Det er således en betingelse for tilladelse til etablering af direkte ledninger, at der ikke allerede eksisterer den nødvendige infrastruktur til at forsyne den pågældende kunde, herunder tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende net, og afhængigt af omstændighederne - at netselskaberne har afvist at foretage de nødvendige udvidelser af kapaciteten. Direkte ledninger bør således sædvanligvis ikke kunne give anledning til unødvendige dobbeltføringer i forhold til eksisterende naturgasforsyningsnet. Det vil efter omstændighederne komme an på en konkret vurdering, om det er mere hensigtsmæssigt at give tilladelse til etablering af en direkte ledning end at lade et naturgasselskab, som nægter adgang til systemet, fordi det ikke råder over den fornødne kapacitet, eller der mangler en sammenkobling, foretage de nødvendige udbygninger. Der henvises i denne forbindelse til gasdirektivets artikel 17, stk. 2, samt bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 1, om transmissions- og distributionsselskabernes pligt til at udbygge naturgasforsyningsnettet_._

En tilladelse kan ifølge stk. 3 betinges af, at ledningsejeren underlægges de vilkår, der gælder ved etablering af transmissionsnet, jf. § 13.

Det fremgår af stk. 4, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse.

Adgang til systemet