LBK nr 32 af 14/01/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Fødevareloven § 41
Ved samhandel inden for rammerne af Det Europæiske Økonomiske Samarbejde finder §§ 39 og 40 tilsvarende anvendelse.
Forarbejder til Fødevareloven § 41
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse er en konsekvens af den ovennævnte terminologiske opdeling af de tidligere anvendte udtryk udførsel og indførsel om henholdsvis eksport og import ved handel med tredjelande og samhandel med varer til og fra andre EU-lande, Andorra og Norge samt Færøerne og Island, som EU har indgået aftale med, for så vidt angår fiskevarer. Som det fremgår af de indledende bemærkninger til kapitlet er samhandel med fødevarer underkastet en tæt regulering på fællesskabsplan. Mulighederne for national regulering af samhandel er derfor mere begrænsede end i relation til handel med tredjelande.
Der vil også i relation til samhandel kunne opstå behov for at gennemføre restriktioner, herunder forbud mod samhandel med fødevarer fra bestemte områder. Dette vil på tilsvarende måde som nævnt under bemærkningerne til § 39 enten kunne ske ved bekendtgørelse eller, især i hastende tilfælde, ved en konkret beslutning, hvilket ikke mindst vil være aktuelt, når der med kort varsel på fællesskabsplan træffes beslutning om importrestriktioner, jf. bl.a. fødevareforordningens art. 53, stk. 1.
Privat indførsel af fødevarer til eget forbrug fra samhandelslandene kan som udgangspunkt ske uden restriktioner. Der kan dog inden for fødevarelovgivningen være restriktioner, når der er risiko for folke- eller dyresundheden, og der kan derfor også i relation til privat samhandel være behov for med kort varsel at træffe konkrete afgørelser om restriktioner.