Fødevareloven § 16

Den foreslåede bestemmelse viderefører § 22 og § 24, stk. 1, i den gældende fødevarelov og omfatter mærkning af fødevarer i alle omsætningsled. I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler er der fastsat regler for obligatorisk mærkning af fødevarer. Direktivet giver som nævnt mulighed for at undtage fødevarer, der udbydes i detailleddet uden at være færdigpakkede, fra mærkningskravene. Dette gælder ligeledes fødevarer, der pakkes på salgsstedet på anmodning af køber, eller er færdigpakkede med henblik på øjeblikkeligt markedsføring. Denne mulighed er udnyttet, idet mærkningskravene i øjeblikket kun gælder for færdigpakkede fødevarer.

Bestemmelsen giver endvidere ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om særlig mærkning af fødevarer, når f.eks.

– sundheds-, ernærings- eller kontrolmæssige hensyn taler derfor,

– hensynet til særlige befolkningsgrupper gør det nødvendigt,

– fødevaren er i besiddelse af særlig kvalitet eller særlige karakteristika,

– der under produktion af fødevaren er anvendt særlige avls-, opdræts-, fangst- eller dyrkningsmåder eller lignende,

– fødevaren er behandlet på særlig måde eller fremstillet ved særlig teknologi,

– fødevaren er bestemt til særlige ernæringsmæssige formål, eller

– der er anvendt tilsætningsstoffer, herunder næringsstoffer.

Som nævnt er området mærkning af fødevarer i vid udstrækning fællesskabsreguleret, hvilket kun i ganske særlige tilfælde og efter notifikation i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler giver mulighed for at fastsætte nationale regler.

Yderligere mærkningsoplysninger kan dog frivilligt gives af producenten eller forhandleren, hvis de er korrekte og ikke vildleder forbrugerne.

I Rådets direktiv 89/396/EØF af 14. juni 1989 om angivelser af eller mærker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti (EF-Tidende nr. L 186 1989, s. 21) fastsættes krav om identifikation af et bestemt parti af fødevarer. Hensigten bag reglerne om den såkaldte lotmærkning er, at man ved mærkning af fødevarepartier tilgodeser behovet for oplysning om fødevarernes identitet. Virksomheder, fabrikanter, detailforretninger m.fl., og myndigheder kan hurtigt finde frem til fødevarepartier på markedet i tilfælde af kontrolmæssige problemer, herunder at et parti udgør en sundhedsrisiko. Ved art. 18 i fødevareforordningen stilles der yderligere krav om sporbarhed.