LBK nr 1162 af 26/10/2017
Social- og Boligministeriet
Friplejeboligloven § 3
En person, som kommunalbestyrelsen har visiteret til en plejebolig eller en lignende boligform, har ret til frit at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør.
Stk. 2. Retten til frit at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør er uafhængig af, om friplejeboligen ligger i opholdskommunen eller i en anden kommune.
Stk. 3. Retten er dog betinget af, at friplejeboligleverandøren er certificeret til at levere alle de tilbud, som opholdskommunen har truffet afgørelse om at personen skal tilbydes.
Forarbejder til Friplejeboligloven § 3
RetsinformationTil stk. 1
Det foreslås, at målgruppen for friplejeboliger er ældre, sindslidende, personer med handicap og andre, der har behov for en plejebolig eller en lignende boligform, jf. næste afsnit. Bestemmelsen sikrer, at alle personer, der er visiteret til en plejebolig eller en lignende boligform, kan vælge at blive lejer i en friplejebolig frem for at tage ophold i en plejebolig, der er kommunal anvisningsret til.
En visitation til en lignede boligform, som giver borgeren ret til frit at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør i stedet for at vælge kommunens tilbud, er ældreboliger, jf. § 17 i lov om boliger for ældre og personer med handicap, med tilhørende servicearealer, ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje, længerevarende botilbud, jf. § 108 i lov om social service, plejehjemsboliger, jf. § 192 i lov om social service og andre tilsvarende boliger målrettet personer med behov for en plejebolig.
Visitationen til en plejebolig eller en lignende boligform giver ikke borgeren et retskrav på at flytte i en friplejebolig. Adgangen til at indgå en lejeaftale med en friplejeboligleverandør kan blive begrænset af, at denne ikke er certificeret til at levere den hjælp efter serviceloven, som kommunen truffet afgørelse om, at borgeren skal tilbydes eller af, at friplejeboligleverandøren ikke har ledige friplejeboliger. Da der er tale om private boliger uden kommunal anvisningsret, er der ingen særlige bindinger på friplejeboligleverandøren med hensyn til, hvem der skal udlejes til i forhold til andre lejere udover, at ansøgeren skal være visiteret til en plejebolig i opholdskommunen.
Til stk. 2
Det foreslås, at retten til frit at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør gælder uanset friplejeboligernes beliggenhed. Dette indebærer, at borgeren kan vælge mellem friplejeboliger i opholdskommunen og i andre kommuner. Borgeren skal kun opfylde visitationskravene til en plejebolig eller en lignende boligform i opholdskommunen og ikke i beliggenhedskommunen, hvis denne er en anden kommune end borgerens opholdskommune.
Til stk. 3
I lighed med hvad der gælder for plejeboliger omfattet af den kommunale boligforsyning, foreslås det, at det er kommunalbestyrelsen, der vurderer, om borgeren opfylder betingelserne for at blive visiteret til en plejebolig. Hvis borgeren opfylder disse betingelser, kan den pågældende gøre brug af retten til at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør, jf. § 3, stk. 1.
Det foreslås, at retten til at vælge en bestemt friplejebolig betinges af, at friplejeboligleverandøren er certificeret til at levere alle de tilbud, som er nævnt i § 5, stk. 2 og 3, som opholdskommunen har truffet afgørelse om, at borgeren skal tilbydes.
Der kan være tilfælde, hvor borgeren har behov for en specialiseret indsats. Kommunen skal vurdere, om den friplejeboligleverandør, som borgeren ønsker, er certificeret til at levere de specialiserede tilbud, som borgeren har behov for.
Kommunens vurdering af, om friplejeboligleverandøren kan levere de tilbud, som borgeren har behov for, skal bedømmes ud fra borgerens situation på indflytningstidspunktet. Personer med progredierende lidelser har derfor de samme muligheder for at vælge en friplejebolig som andre.
Borgeren skal derfor oplyse kommunen om, hvilken friplejeboligleverandør den pågældende ønsker at blive anvist en bolig af.
Reglen omfatter borgere, der visiteres til plejeboliger eller lignende boligformer, og som ønsker at flytte i friplejeboliger. Reglen omfatter således ikke hidtidige beboere, der allerede bor i eksisterende ejendomme, hvor socialministeren meddeler godkendelse af omdannelse til friplejeboliger, jf. § 11, stk. 2. Hvis de hidtidige beboere har behov for tilbud, som friplejeboligleverandøren ikke er certificeret til at levere, har beliggenhedskommunen forsyningsforpligtelsen for disse tilbud.