Forældelsesloven § 6

Til stk. 1

Det foreslås i stk. 1, at hovedstolen i henhold til pengelån – på samme måde som hovedstolen for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag – skal være omfattet af en forældelsesfrist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. § 2, stk. 1.

»Pengelån« omfatter såvel lån, dvs. kreditaftaler med fast lånebeløb, som kreditter, dvs. kreditaftaler med variabelt lånebeløb, f.eks. en kassekredit. Også ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter er omfattet af bestemmelsen.

Sælgerens fordring i et kreditkøb kan ikke betragtes som et pengelån og er derfor omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. § 3, stk. 1. Tredjemands fordring i et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, må derimod betragtes som en fordring i henhold til et pengelån. Fordringer i henhold leasingaftaler vil også være omfattet af bestemmelsen, hvis det må antages at have været meningen, at leasingtageren skal være ejer, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2.

At krav i anledning af ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter forældes på samme måde som bevilgede lån og kreditter, er for så vidt angår overtræk på indlånskonti ensbetydende med, at sådanne krav forældes 10 år efter tidspunktet for den enkelte debitering, jf. stk. 1 sammenholdt med § 2, stk. 1. Det samme gælder ubevilgede overtræk på kassekreditter med aftalt indfrielsestidspunkt.

Vedrørende begyndelsestidspunktet for krav i henhold til kassekreditter uden aftalt indfrielsestidspunkt, herunder overtræk på sådanne kreditter, henvises til bemærkningerne til særreglen i stk. 2.

Til stk. 2

En kassekredit uden aftalt indfrielsestidspunkt kan opsiges med et vist varsel, og forfaldstidspunktet må derfor anses for det tidspunkt efter aftalens indgåelse, hvor varslet ville være udløbet, hvis fordringshaver umiddelbart efter aftalens indgåelse havde opsagt aftalen.

For sådanne kreditter, der er bestemt til at løbe på ubestemt tid og ofte løber gennem mange år, foreslås i stk. 2 en undtagelse fra hovedreglen om, at fristen regnes fra forfaldstidspunktet. Det foreslås, at fristen som udgangspunkt regnes fra den seneste postering – indsættelse eller hævning – på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren. Bankens debitering af renter og gebyrer mv. tillægges således ikke betydning. Fristen løber dog senest fra det tidspunkt, til hvilket gælden måtte være opsagt til indfrielse.

Ved »kassekredit« forstås i bestemmelsen en kredit, hvor der er fri (ikke formålsbestemt) adgang til at hæve beløb inden for en bestemt kreditramme. Kassekreditter ydes navnlig af pengeinstitutter, men herudover også af f.eks. kreditkortudstedere.

Bestemmelsen omfatter også andre typer af lån med variabelt lånebeløb uden aftalt indfrielsestidspunkt, f.eks. lønkonti med overtræksret op til et nærmere fastsat beløb.

En kredit hos en leverandør vil ikke være omfattet af begrebet. En konto hos f.eks. et stormagasin er heller ikke en kassekredit i bestemmelsens forstand, da kreditten kun ydes til brug for indkøb i dette den pågældende forretning.

Bestemmelsen omfatter kun kreditter og lån med variabelt lånebeløb, ikke andre lån uden aftalt forfaldstid. I de sidstnævnte tilfælde vil begyndelsestidspunktet for den 10-årige forældelsesfrist i medfør af § 2 være aftalens indgåelse. Det bemærkes, at betaling af renter i henhold til et sådant lån typisk må anses for en erkendelse af gælden, der afbryder forældelse i medfør af § 15.

Omfattet af stk. 2 er tillige krav i anledning af ubevilgede overtræk på kassekreditter uden aftalt indfrielsestidspunkt, og begyndelsestidspunktet for fristen vedrørende sådanne krav er således tidspunktet for den seneste postering på kontoen.

Til stk. 3

Det følger af stk. 3, 1. pkt., at krav på renter, gebyrer og lignende ikke omfattes af den 10-årige forældelsesfrist, men af den almindelige frist på 3 år, jf. § 3, stk. 1.

For så vidt angår krav på renter mv. tilskrevet inden for maksimum af en kassekredit foreslås det dog i stk. 3, 2. pkt., at sådanne krav undergives samme forældelsesfrist og begyndelsestidspunkt som kravet på hovedstolen, således som det formentlig også må antages at følge af gældende ret.

Dette er for så vidt angår krav på tilskrevne renter inden for maksimum på en kredit uden aftalt indfrielsestidspunkt ensbetydende med, at der gælder en forældelsesfrist på 10 år regnet fra den seneste postering på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren, dog senest fra det tidspunkt, til hvilket gælden er opsagt til indfrielse, jf. stk. 2. Ved krav på tilskrevne renter inden for maksimum på en kredit med aftalt indfrielsestidspunkt regnes fristen fra forfaldstidspunktet, hvilket her vil sige det aftalte indfrielsestidspunkt.

Fordring på rente, der tilskrives uden for maksimum af en kassekredit, er omfattet af hovedreglen om en forældelsesfrist på 3 år fra forfaldstidspunktet, hvilket – når der ikke er tale om et bevilget overtræk – vil sige rentedebiteringstidspunktet, jf. stk. 3, 1. pkt., jf. § 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.