Forældelsesloven § 13

Erstatningskrav, der udspringer af strafbart forhold, er som udgangspunkt omfattet af de almindelige frister, dvs. en frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet (skadens indtræden) med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år, ved personskade 30 år, der regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets § 3.

I § 13 foreslås en tillægsfrist i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet. § 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven foreslås samtidig ophævet, jf. § 10 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.).

Efter forslaget gælder reglen både for tilfælde, hvor erstatningskravet pådømmes under selve straffesagen, jf. 1. pkt., og tilfælde, hvor fordringen efterfølgende gøres gældende under et særskilt søgsmål, jf. 2. pkt.

Bestemmelsen angår alle former for erstatning og godtgørelse, dvs. erstatning og godtgørelse for personskade og dødsfald samt erstatning for tingsskade og formuetab. Bestemmelsen omfatter herunder tab, som det offentlige måtte lide i sager om socialbedrageri mv.

Ved bestemmelsen i 1. pkt. fastslås det, at udløb af forældelsesfristen ikke er til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges den pågældende at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af det strafbare forhold.

Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig under straffesagen. Hvis skyldneren frifindes, eller sagen afvises, kan bestemmelsen ikke anvendes, og den forældede fordring kan herefter ikke gøres gældende.

Formuleringen »findes skyldig« omfatter tilfælde, hvor tiltalte findes skyldig, selv om der ikke idømmes straf, f.eks. på grund af utilregnelighed, hvorimod reglen ikke vil gælde, hvis der sker frifindelse, herunder på grund af strafansvarets forældelse. Ud over fældende straffedomme omfatter bestemmelsen rettens tildeling af advarsel efter retsplejelovens § 900, tiltaltes vedtagelse indenretligt af at betale en bøde eller underkaste sig konfiskation, jf. retsplejelovens § 899, og rettens godkendelse af vilkår for tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 723.

Det er uden betydning, om der er tale om en straffelovsovertrædelse eller en overtrædelse af særlovgivningen. Bestemmelsen gælder både offentlige straffesager og privat påtalte straffesager, det vil bl.a. sige injuriesager.

Efter 2. pkt. kan kravet også gøres gældende under et særskilt søgsmål, hvis dette anlægges inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Det er ikke en betingelse for denne tillægsfrist, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen.

Tillægsfristen på 1 år løber fra endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig. Formuleringen »endelig afgørelse i en straffesag« indebærer bl.a., at hvis tiltalte har anket en fældende byretsdom, men under ankesagen frafalder anken, regnes fristen fra det tidspunkt, da anken frafaldes. Hvis byretsdommen ikke ankes inden for ankefristen, regnes fristen fra det tidspunkt, da fristen for anke er udløbet, eller ankeafkald er meddelt. Udtrykket »er fundet skyldig« skal forstås på samme måde som anført vedrørende 1. pkt.

Tillægsfristen løber endvidere fra skyldnerens »vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion«, dvs. udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation, jf. retsplejelovens § 832. Bestemmelsen omfatter derimod ikke udenretligt tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722.

Reglen i 2. pkt. vil kunne kombineres med tillægsfristerne i lovforslagets §§ 12 og 14. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor der gælder en tillægsfrist efter lovforslagets § 13, 2. pkt., og hvor skyldneren forsvinder, således at fordringshaveren er forhindret i at afbryde forældelsen. I et sådant tilfælde vil fordringshaveren i medfør af § 14, stk. 1, opnå endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra hindringens ophør.

Bestemmelsen vil endvidere kunne kombineres med lovforslagets §§ 20-22 om foreløbig afbrydelse. Hvis der gælder en tillægsfrist efter lovforslagets § 13, 2. pkt., og der inden udløbet af denne frist f.eks. indledes forhandlinger med skyldneren, vil fordringshaveren have opnået endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra forhandlingernes afslutning, jf. § 21, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.