Forslag til Lov om fysisk infrastruktur til elektroniske kommunikationsnet (teleinfrastrukturloven)

Det fremgår af mastelovens § 1, at formålet med loven er at sikre optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt.

Graveloven indeholder ikke en formålsbestemmelse. Graveloven implementerer dog dele af infrastrukturdirektivet, som har til formål at lette og skabe incitamenter for en billigere etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Forordningen om gigabitinfrastruktur, som erstatter infrastrukturdirektivet, har til formål at lette og stimulere udrulningen af net med meget høj kapacitet ved foranstaltninger, der skal gøre udrulningen af sådanne net hurtigere og billigere.

Det foreslås i § 1, stk. 1, at formålet med denne lov er at lette og stimulere udrulningen af VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet ved at supplere Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1309 af 29. april 2024 om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation (forordningen om gigabitinfrastruktur), jf. bilag 1, med senere ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil supplere forordningen om gigabitinfrastruktur og specificere det overordnede mål, som tilsynsmyndighederne vil skulle forfølge i varetagelsen af de opgaver, der vil være omfattet af loven.

»VHC-net« i den foreslåede bestemmelse forstås i overensstemmelse med den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 4.

»Elektroniske kommunikationsnet« i den foreslåede bestemmelse forstås i overensstemmelse med teledirektivets artikel 2, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at formålet med loven vil være at lette og stimulere udrulningen af VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet, og således også elektroniske kommunikationsnet, som ikke nødvendigvis vil kunne karakteriseres som net med meget høj kapacitet, og som derfor ikke vil være omfattet af forordningen om gigabitinfrastruktur. Det vil ske ved, at lovforslaget vil supplere forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil udvide formålet sammenlignet med den eksisterende formålsbestemmelse i masteloven og formålet med graveloven, som begge vil blive ophævet med nærværende lovforslag. Loven vil have flere formål, som tilsammen skal sikre gode rammer for udrulning af kablede og mobile VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet.

Det foreslås i stk. 2, at formålet med denne lov er yderligere at 1) sikre gode rammer for fælles udnyttelse og etablering af den fysiske infrastruktur, der indgår i de net, der er nævnt i stk. 1, 2) understøtte optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt, og 3) skabe klare rammer for placering af fysisk infrastruktur på offentligt og privat ejede arealer.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udover at have til formål at lette og stimulere udrulningen af VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet i henhold til den foreslåede § 1, stk. 1, vil loven også have andre formål, jf. det foreslåede stk. 2. Disse formål vil i loven kunne forfølges med bestemmelser, der falder uden for anvendelsesområdet for forordningen om gigabitinfrastruktur, og vil også kunne iagttages i forbindelse med den måde, som bestemmelser inden for forordningens anvendelsesområde supplerer forordningen på.

Den foreslåede bestemmelse vil udvide formåletsammenlignet med den eksisterende formålsbestemmelse i masteloven og formålet med graveloven, som begge vil blive ophæve med nærværende lovforslag. Loven vil have flere formål, som tilsammen skal sikre gode rammer for udrulning af kablede og mobile VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, fastslår, at formålet med denne lov yderligere er at sikre gode rammer for fælles udnyttelse og etablering af den fysiske infrastruktur, der indgår i de net, der er nævnt i stk. 1.

Det vil sige VHC-net, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 4, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 2, men også øvrige elektroniske kommunikationsnet, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en delvis indholdsmæssig videreførelse af formålsbestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 1, da der ikke alene er fokus på fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål, men også på fælles udnyttelse og etablering af den fysiske infrastruktur, der indgår i VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet, som f.eks. master til radiokommunikationsformål.

Med den foreslåede bestemmelse vil et yderligere formål med loven som noget nyt være at tilvejebringe gode rammer for fælles udnyttelse og etablering af den fysiske infrastruktur, der indgår i VHC-net og øvrige elektroniske kommunikationsnet. Det angivne formål vil, hvis det er relevant, skulle indgå i fortolkningen af bestemmelserne i denne lov.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2, fastslår, at formålet med denne lov yderligere er at understøtte optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en uændret indholdsmæssig videreførelse af formålsbestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse vil formålet med loven yderligere være at understøtte optimal radiokommunikation og dermed tilgodese offentlighedens behov for et bredt, varieret og billigt udbud af trådløse elektroniske kommunikationstjenester, herunder mobiltelefoni, mobilt bredbånd samt radio- og tv-ydelser, samtidig med, at antallet af master til radiokommunikationsformål og disses eventuelle påvirkninger af omgivelserne, herunder navnlig påvirkninger af landskabet, minimeres.

Med den foreslåede bestemmelse vil et yderligere formål med loven således være at understøtte optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt. Det angivne formål vil, hvis det er relevant, dermed skulle indgå i fortolkningen af anvendelsen bestemmelserne i denne lov.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 3, fastslår, at formålet med denne lov yderligere er at skabe klare rammer for placering af fysisk infrastruktur på offentligt og privat ejede arealer.

Med den foreslåede bestemmelse vil et yderligere formål med loven således som noget nyt være at skabe klare rammer for placering af fysisk infrastruktur på offentligt og privat ejede arealer. Det angivne formål vil, hvis det er relevant, dermed skulle indgå i fortolkningen af anvendelsen af bestemmelserne i denne lov.

Det fremgår af mastelovens § 1, stk. 3, at loven ikke omfatter master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur tilhørende politiet eller myndigheder inden for Forsvarsministeriets område, eller som er opført til brug for amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v.

Det fremgår af artikel 1, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at forordningen ikke berører medlemsstaternes ansvar for at beskytte den nationale sikkerhed og deres beføjelse til at beskytte andre væsentlige statsfunktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet og opretholdelse af lov og orden.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 2, stk. 1, at hverken denne lov eller forordningen om gigabitinfrastruktur gælder for politiet, myndigheder inden for Forsvarsministeriets område eller myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område.

Den foreslåede bestemmelse fastslår i overensstemmelse med teledirektivets artikel 1, stk. 3, litra c, og artikel 1, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at bestemmelserne i denne lov og bestemmelserne i forordningen om gigabitinfrastruktur, og dermed de krav, rettigheder og forpligtelser, der følger af de nævnte regelsæt, ikke gælder for politiet, for myndigheder inden for Forsvarsministeriets område eller for myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område.

Med den foreslåede bestemmelse undtages politiet, herunder Politiets Efterretningstjeneste, Rigspolitiet, politikredsene, Center for Beredskabskommunikation m.v., myndigheder inden for Forsvarsministeriets område, herunder Forsvarsministeriets departement, Forsvaret, Hjemmeværnet, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Forsvarskommandoen, Personelkommandoen, Etablissement- og Terrænkommandoen m.v., og myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område, herunder Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs departement, Styrelsens for Samfundssikkerhed, Beredskabsstyrelsen m.v., generelt og helt fra denne lovs anvendelsesområde og fra anvendelsesområdet for forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse er i det væsentlige udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gældende ret for master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur tilhørende politiet eller myndigheder inden for Forsvarsministeriets område. Som noget nyt omfattes også myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område af undtagelsen. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære en udvidelse i forhold til gældende ret i masteloven, hvor det alene er master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur tilhørende de omfattede myndigheder, der er undtaget fra mastelovens adgangsregler. Med den foreslåede bestemmelse vil der være en fuldstændig undtagelse af de omfattede myndigheder fra alle bestemmelser i dette lovforslag og i forordningen om gigabitinfrastruktur. I praksis vil det dog være reglerne i denne lov om adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur m.v. og reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur om adgang til fysisk infrastruktur m.v., der har størst betydning og anvendelighed for de omfattede myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der eksempelvis ikke vil eksistere en pligt for de omfattede myndigheder til at lade master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som de omfattede myndigheder ejer eller råder over, fællesudnytte i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til de foreslåede §§ 4 og 6, om adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur med henblik på opsætning af elementer af VHC-net eller elementer af øvrige elektroniske kommunikationsnet. Hermed vil de omfattede myndigheder f.eks. ikke være forpligtede til at imødekomme anmodninger fra en operatør om adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som de omfattede myndigheder ejer eller råder over med henblik på opsætning af f.eks. antennesystemer.

For master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner, som ejes af politiet, myndigheder inden for Forsvarsministeriets område eller myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område, vil der således gælde en generel undtagelse. Hvis der er tale om en råderet frem for en ejendomsret, vil undtagelsen f.eks. kunne vedrøre kontorbygninger, som de omfattede myndigheder lejer sig ind i, eller master til radiokommunikationsformål, som ejes af en operatør, men som de omfattede myndigheder anvender til brug for f.eks. opsætning af antennesystemer. Der vil dog skulle være tale om en længerevarende og ikke blot en korterevarende, forbigående råderet.

Særligt for master til radiokommunikationsformål, der ejes af andre end de omfattede myndigheder, vil den foreslåede § 2, stk. 1, desuden som udgangspunkt alene gælde, hvis den pågældende mast udelukkende anvendes af de omfattede myndigheder. Det forhold, at politiet, myndigheder inden for Forsvarsministeriets område eller myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område lejer sig ind i en civil mast, hvor der i forvejen også er andre brugere uden relation til disse myndigheder til stede, vil ikke generelt afskære fremtidige yderligere civile brugere fra at få adgang til en sådan delt mast i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller bestemmelser i denne lov. I stedet vil artikel 3, stk. 5, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur eventuelt kunne benyttes til at nægte adgang på baggrund af hensyn til sikkerhed og national sikkerhed i konkrete enkelttilfælde, hvis tilstedeværelsen af udstyr tilhørende de omfattede myndigheder i den pågældende mast konkret tilsiger dette.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at de omfattede myndigheder m.v. indgår frivillige aftaler med operatører om adgang til deres master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur.

En eventuel adgang for operatører til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som de omfattede myndigheder ejer eller råder over, vil skulle ske på grundlag af en konkret frivillig aftale herom mellem de pågældende parter. I praksis forventes det som udgangspunkt ikke, at der vil ske en ændring af operatørernes mulighed for at opretholde eller indgå nye aftaler om opsætning af antenner på master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som de omfattede myndigheder ejer eller råder over, så længe der i de konkrete tilfælde ikke vil være sikkerhedsmæssige forhold, der taler imod dette.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i sig selv indebære en ret for de omfattede myndigheder til f.eks. ekstraordinært at opsige eller ændre eksisterende, allerede indgåede aftaler. Den foreslåede bestemmelse vil alene indebære, at forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede teleinfrastrukturlov ikke vil regulere sådanne aftaler. For sådanne aftaler vil aftalegrundlaget således fortsat gælde, herunder vedrørende mulighederne for opsigelse eller ændring deri, ligesom det vil være tilfældet med fremtidige aftaler, som de omfattede myndigheder måtte vælge at indgå på et frivilligt grundlag om adgang til deres master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. også medføre, at der ikke vil eksistere en pligt for de omfattede myndigheder til at give adgang til oplysninger om deres eksisterende fysiske infrastruktur eller adgang til at foretage undersøgelser på stedet af deres eksisterende fysiske infrastruktur i henhold til artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur. Dette vil også være tilfældet i forhold til at stille oplysninger om planlagte anlægsarbejder til rådighed i henhold til artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller til at indsende oplysninger om eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner i henhold til de foreslåede §§ 12 og 13, samt regler om oplysningsforpligtelser og indberetning af oplysninger, der måtte blive fastsat i medfør af forordningen om gigabitinfrastruktur og denne lov.

Den foreslåede bestemmelse skal varetage sikkerhedsmæssige og operationelle hensyn i forhold til de omfattede myndigheders udøvelse af aktiviteter, som bl.a. kan omfatte behandling af klassificerede informationer og brug af klassificerede systemer og radioudstyr, som kan blive kompromitteret eller forstyrret, f.eks. via direkte elektromagnetisk udstråling fra civilt radioudstyr.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med, at offentlige myndigheder, der behandler klassificerede informationer i medfør af § 41 i Justitsministeriets sikkerhedscirkulære, vil skulle sørge for, at udstyr til behandling af klassificerede informationer skal være installeret på en sådan måde, at informationerne ikke kompromitteres via direkte elektromagnetisk udstråling eller bortledning. Endvidere gælder der en række sikkerhedsmæssige regler om bl.a. sikkerhedsafstand mellem klassificerede systemer og udstyr og uklassificeret udstyr.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. sikre, at det alene er politiet, myndigheder inden for Forsvarsministeriets område og myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område, der kan få adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som politiet, myndigheder inden for Forsvarsministeriets område eller myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område ejer eller råder over.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de omfattede myndigheder vil blive undtaget generelt og helt fra alle reglerne i denne lov og fra alle reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur og dermed fra de krav, rettigheder og forpligtelser, der følger af de pågældende regelsæt. Dette vil være en udvidelse af undtagelsen for politiet og for myndigheder inden for Forsvarsministeriets område og helt nyt for myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område i forhold til retstilstanden efter gældende ret, som er begrundet i sikkerhedsmæssige og operationelle hensyn i forhold til de omfattede myndigheders udøvelse af deres aktiviteter.

Det foreslås i stk. 2, at denne lov og forordningen om gigabitinfrastruktur desuden ikke gælder for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v.

Den foreslåede bestemmelse fastslår i overensstemmelse med teledirektivets artikel 1, stk. 3, litra c, og artikel 1, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at bestemmelserne i denne lov og i forordningen om gigabitinfrastruktur, og dermed de forpligtelser, der følger af disse regelsæt ikke gælder for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v.

I den foreslåede bestemmelse forstås »amerikanske styrker« som enheden bestående af styrken og det civile element samt al ejendom og officielle amerikanske oplysninger, al udstyr og alt materiel, herunder køretøjer, skibe og luftfartøjer, der benyttes af USA eller på USA’s vegne. Dette er i overensstemmelse med forsvarssamarbejdsaftalens artikel 2, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er i det væsentlige udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gældende ret for master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære en udvidelse i forhold til gældende ret i masteloven, hvor det alene er master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., der er undtaget fra mastelovens adgangsregler. Med den foreslåede bestemmelse vil der være en fuldstændig undtagelse af amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. fra alle bestemmelser i dette lovforslag og i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der eksempelvis ikke vil eksistere en pligt for de amerikanske styrker til at lade master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for amerikanske styrker eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., fællesudnytte i henhold til artikel 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur og i henhold til de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9. Hermed vil de amerikanske styrker f.eks. ikke være forpligtede til at imødekomme anmodninger fra en operatør om adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. med henblik på opsætning af f.eks. antennesystemer.

For master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner, som er opført til brug for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., vil der således gælde en generel undtagelse. Hvis der er tale om en råderet frem for en ejendomsret, vil undtagelsen f.eks. kunne vedrøre kontorbygninger, som de amerikanske myndigheder i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. lejer sig ind i, eller master til radiokommunikationsformål, som ejes af en operatør, men som de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. anvender til brug for f.eks. opsætning af antennesystemer. Der vil dog skulle være tale om en længerevarende og ikke blot en korterevarende, forbigående råderet.

Særligt for master til radiokommunikationsformål, der ejes af andre end de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., vil den foreslåede § 2, stk. 2, desuden som udgangspunkt alene gælde, hvis den pågældende mast udelukkende anvendes af de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. Det forhold, at de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. lejer sig ind i en civil mast, hvor der i forvejen også er andre brugere uden relation til de amerikanske styrker til stede, vil ikke generelt afskære fremtidige yderligere civile brugere fra at få adgang til en sådan delt mast i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller bestemmelser i denne lov. I stedet vil artikel 3, stk. 5, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur eventuelt kunne benyttes til at nægte adgang på baggrund af hensyn til sikkerhed og national sikkerhed i konkrete enkelttilfælde, hvis tilstedeværelsen af udstyr tilhørende de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. i den pågældende mast konkret tilsiger dette.

En eventuel adgang for operatører til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., vil skulle ske på grundlag af en konkret frivillig aftale herom mellem de pågældende parter.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i sig selv indebære en ret for de amerikanske styrker til f.eks. ekstraordinært at opsige eller ændre eksisterende, allerede indgåede aftaler. Den foreslåede bestemmelse vil alene indebære, at forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede teleinfrastrukturlov ikke vil regulere sådanne aftaler. For sådanne aftaler vil aftalegrundlaget således fortsat gælde, herunder vedrørende mulighederne for opsigelse eller ændring deri, ligesom det vil være tilfældet med fremtidige aftaler, som de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. måtte vælge at indgå på et frivilligt grundlag om adgang til deres master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner.

Med den foreslåede bestemmelse vil operatører eller de parter, der er nævnt i den foreslåede § 4, stk. 4, eller netoperatører, jf. den foreslåede § 9, ikke i medfør af forordningen om gigabitinfrastruktur eller denne lov kunne få adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for de amerikanske styrker, eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. for at opsætte antennesystemer. En eventuel adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for de amerikanske styrker, eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., vil skulle ske på grundlag af en konkret aftale herom med de pågældende parter.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. indgår frivillige aftaler med operatører om adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. også medføre, at der ikke vil eksistere en pligt for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. til at give adgang til oplysninger om deres eksisterende fysiske infrastruktur eller adgang til at foretage undersøgelser på stedet af deres eksisterende fysiske infrastruktur i henhold til artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur. Dette vil også være tilfældet i forhold til at stille oplysninger om planlagte anlægsarbejder til rådighed i henhold til artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller til at indsende oplysninger om eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner i henhold til de foreslåede §§ 12 og 13, samt regler om oplysningsforpligtelser og indberetning af oplysninger, der måtte blive fastsat i medfør af forordningen om gigabitinfrastruktur og denne lov.

Den foreslåede bestemmelse skal varetage sikkerhedsmæssige og operationelle hensyn i forhold til de amerikanske styrkers udøvelse af aktiviteter i henhold til forsvarssamarbejdsaftalen. Amerikanske styrkers aktiviteter vil bl.a. kunne omfatte behandling af klassificerede informationer og brug af klassificerede systemer og radioudstyr, som vil kunne blive kompromitteret eller forstyrret, f.eks. via direkte elektromagnetisk udstråling fra civilt radioudstyr.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. sikre, at det alene er de amerikanske styrker, der kan få adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for de amerikanske styrker, eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v.

Den foreslåede bestemmelse implementerer dele af artikel 28, stk. 2, i aftale om forsvarssamarbejde af 21. december 2023 mellem regeringen i Danmark og regeringen i Amerikas Forenede Stater, hvoraf det følger, at det er tilladt for USA at benytte egne telekommunikationssystemer, og at dette indbefatter retten til at anvende de instrumenter og tjenester, som måtte være nødvendige for at sikre fuld mulighed for at benytte telekommunikationssystemer, samt retten til at benytte alle nødvendige radiospektre til dette formål. Det skal være gratis for Amerikas Forenede Stater at benytte radiospektret. De amerikanske styrker koordinerer brugen af frekvenser med den administrative repræsentant for Danmark, medmindre dette ikke er muligt på grund af presserende operationelle forhold. I så fald underretter de amerikanske styrker hurtigst muligt den administrative repræsentant for Danmark eller dennes udpegede repræsentanter herom.

Med den foreslåede bestemmelse vil master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, som er opført til brug for amerikanske styrker, eller som de amerikanske styrker ejer eller råder over, i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. blive undtaget fra denne lovs anvendelsesområde og fra anvendelsesområdet for forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. vil blive undtaget generelt og helt fra alle reglerne i denne lov og fra alle reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur og dermed fra de krav, rettigheder og forpligtelser, der følger af de pågældende regelsæt. Dette vil være en udvidelse af undtagelsen for de amerikanske styrker i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v. i forhold til retstilstanden efter gældende ret, som er begrundet i sikkerhedsmæssige og operationelle hensyn i forhold til de amerikanske styrkers udøvelse af deres aktiviteter i forbindelse med deres opgavevaretagelse efter bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v.

Mastelovens § 1, stk. 4, indeholder definitioner af antennesystemer, trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde, fysisk infrastruktur og gadeinventar.

Gravelovens § 9 e indeholder en række definitioner, der implementerer definitioner i infrastrukturdirektivet. Disse begreber er ligeledes defineret i artikel 2 i forordningen om gigabitinfrastruktur, der afløser infrastrukturdirektivet. Det drejer sig bl.a. om begreberne netoperatør, fysisk infrastruktur, bygningsintern fysisk infrastruktur m.v.

Det følger af forordningen om gigabitinfrastruktur, at definitionerne i teledirektivets artikel 2 finder anvendelse på forordningens område.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 og pkt. 3.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 1, at i denne lov forstås ved master til radiokommunikationsformål gittermaster, rørmaster og enhver anden mastekonstruktion, der er etableret med det primære formål at være vært for antennesystemer.

Med den foreslåede bestemmelse foreslås det, at begrebet omfatter enhver mastekonstruktion, som er etableret med det primære formål, at der skal opsættes antennesystemer, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 3, på mastekonstruktionen.

Ved »mastekonstruktion« i den foreslåede bestemmelse skal forstås en høj, lodret og smal konstruktion lavet af f.eks. metal, der er konstrueret for at muliggøre opsætning af antennesystemer i en vis højde over terræn.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at f.eks. bærerør, gadeinventar, herunder lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte og vejafgiftsportaler, samt bus- og sporvognsstoppesteder og metro- og togstationer, samt kunstskulpturer og lignende ikke vil være omfattet af definitionen af en mast til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at f.eks. fritstående eller bardunerede gittermaster, teleskoprørsmaster, designmaster som f.eks. falsk skorsten med indvendige eller udvendige antenner m.v. til gengæld vil være omfattet af definitionen af mast til radiokommunikationsformål.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at i denne lov forstås ved høje konstruktioner bygninger på mere end to etager over terræn og andre konstruktioner, hvor bygningen eller konstruktionen har en højde på mere end 8,5 m over terræn og i det omfang, disse bygninger og konstruktioner ikke er omfattet af artikel 3, stk. 1, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

En række elementer, som opfylder den foreslåede bestemmelses højdekriterier m.v., vil være omfattet af begrebet fysisk infrastruktur, som defineret i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og elementerne vil, hvis de ejes eller kontrolleres af en netoperatør eller et offentligt organ, også være omfattet af pligten til at imødekomme anmodninger om adgang i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur. Begrebet »høje konstruktioner« har alene til formål at definere en kategori af elementer, hvortil artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke allerede sikrer en adgang.

Derfor afskærer den foreslåede bestemmelse alle elementer, der er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede definition i nr. 2 vil anvise systematikken for, hvornår den foreslåede § 6 finder anvendelse. Det følger således heraf, at det indledningsvist undersøges, om en konstruktion er direkte omfattet af begrebet »fysisk infrastruktur« i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og i givet fald om konstruktionen er ejet eller kontrolleret af en netoperatør eller et offentligt organ og dermed omfattet af artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Hvis adgang til en konstruktion ikke er direkte omfattet af forordningens artikel 3, stk. 1, fordi der ikke er tale om fysisk infrastruktur som defineret i forordningen, eller fordi den fysiske infrastruktur ikke er ejet eller kontrolleret af en netoperatør eller et offentligt organ, så vil konstruktionen kunne være omfattet af begrebet »høje konstruktioner« og af den foreslåede § 6.

Med den foreslåede definition omfatter begrebet »høje konstruktioner« enhver konstruktion, der ikke er en mast til radiokommunikationsformål, som ikke ejes af et offentligt organ, som ikke er et element i et net, og som ikke ejes af en netoperatør, i det omfang, konstruktionen overholder de angivne højdekriterier i den foreslåede bestemmelse.

Ved »to etager over terræn« i den foreslåede bestemmelse forstås to etager, som i deres helhed er placeret over terræn, det vil sige, at kælderniveau ikke medregnes.

I højdekriteriet på 8,5 meter over terræn medregnes bygningens eller konstruktionens ydervægge eller tag. I højdekriteriet medregnes ikke installationer, der er monteret på bygningens eller konstruktionens ydervægge eller tag, f.eks. antennesystemer, skilte m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at f.eks. privatejede bygninger til beboelse, etageboligbyggeri, erhvervsbygninger, kontorbygninger, siloer, vindmøller, skorstene, og andre master end master til radiokommunikationsformål, herunder elmaster, lysmaster m.v., vil være omfattet af definitionen af høje konstruktioner, i det omfang bygningen eller konstruktionen overholder de angivne højdekriterier i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil have betydning for anvendelsen af den foreslåede § 6 om adgang til at opsætte antennesystemer på høje konstruktioner.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at i denne lov forstås ved antennesystemer antenner med tilhørende radioudstyr, kabler og bærerør, der opsættes på fysisk infrastruktur, en mast til radiokommunikationsformål eller på en høj konstruktion, eller antenner med tilhørende radioudstyr og kabler, der opsættes på de bærerør, der er opsat på den fysiske infrastruktur, masten eller konstruktionen.

Med den foreslåede definition vil begrebet antennesystemer omfatte de netelementer, der er nødvendige for at kunne etablere en funktionsdygtig antenneposition i et elektronisk kommunikationsnet. Definitionen omfatter det samlede anlæg, herunder både de aktive elementer i form af f.eks. antenner og radioudstyr, der kan sende eller modtage eller både sende og modtage radiosignaler, herunder f.eks. eksisterende antennepositioner omfattet af det foreslåede § 12, stk. 1, og de passive elementer i form af f.eks. bærerør og øvrige elementer i et net, der skal huse andre elementer i et net uden at blive et aktivt element i selve nettet, herunder f.eks. antenneanlæg som omfattet af definitionen af fysisk infrastruktur i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Eksempler på antenner er antenner til brug for forskellige mobile teknologier, herunder 2G, 3G, 4G og 5G, samt paraboler, link, radiokæder og lignende.

Definitionen foreslås at være todelt, da den både skal kunne anvendes i den situation, hvor etablering af et antennesystem på f.eks. en bygning i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i medfør af den foreslåede § 6 forudsætter, at der forinden etableres et bærerør, men også i den situation, hvor der allerede måtte forefindes et bærerør med ledig plads, hvortil der er sikret adgang i medfør af f.eks. artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det foreslås i stk. 1,nr. 4, at i denne lov forstås ved VHC-net net med meget høj kapacitet som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer, jf. stk. 2.

Definitionen vil medføre terminologisk ensartethed mellem forordningen om gigabitinfrastruktur og lovforslaget, da forordningen omtaler net med meget høj kapacitet som defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 2, som VHC-net, jf. artikel 1, stk. 1, og præambelbetragtning 1 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at begrebet VHC-net vil omfatte de mest moderne net, der etableres i dag, navnlig fibernet, hvor fiberen trækkes helt til slutbrugerens adresse. Definitionen vil dog også kunne omfatte net, hvor fiberen trækkes til et fordelingspunkt, eksempelvis i kælderen hos slutbrugeren eller i en etageejendom, og den resterende strækning dækkes af andre teknologier som f.eks. RLAN, mobilnet, kabel-tv-net eller lignende. Omfattet af begrebet vil bl.a. være fibernet og 5G-mobilnet.

Det afgørende vil være, om nettet leverer båndbredde, robusthed, pakketab, latens og lignende kvalitetsparametre på et niveau, der er sammenligneligt med et fibernet. Det vil således ikke kunne udelukkes, at et net, der ikke anvender fiber i accesleddet, kan være omfattet af definitionen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at i denne lov forstås ved gadeinventar lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v.

De nævnte eksempler på gadeinventar udgør ikke en udtømmende liste. Der vil typisk være tale om installationer, der er placeret i, på eller ved gader, veje, torve, pladser m.v. og som har en bestemt anvendelse eller funktion.

Gadeinventar udgør en delmængde af den infrastruktur, der er omfattet af definitionen af fysisk infrastruktur, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Begrebet gadeinventar vil have betydning for anvendelsen af den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 3, om adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på gadeinventar ejet eller kontrolleret af andre end netoperatører og offentlige organer. I denne sammenhæng vil det være relevant at regulere denne delmængde, men ikke alle typer af fysisk infrastruktur som defineret i forordningen om gigabitinfrastruktur. Sammenholdt med den foreslåede § 8, stk. 3, vil det være en forudsætning for at kunne få adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på gadeinventar, jf. den foreslåede definition, i henhold til den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 3, at gadeinventaret er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller er nødvendig for at forbinde sådanne adgangspunkter med et transportnet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at i denne lov forstås ved trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde en lille trådløs netadgangsinstallation med lav effekt og lille rækkevidde, der enten benytter radiofrekvenser på grundlag af en tilladelse, på et tilladelsesfrit grundlag eller på grundlag af begge dele, og som kan anvendes som del af et offentligt elektronisk kommunikationsnet, som kan være udstyret med en eller flere ikke iøjnefaldende antenner, og som giver brugerne trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet, uanset om den underliggende nettopologi er mobilnet- eller fastnetbaseret.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i uændret form den implementering af teledirektivets artikel 2, nr. 23, der følger af mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2. Bestemmelsens ordlyd svarer til direktivdefinitionens ordlyd. Modsat andre definitioner i teledirektivet, der på lovforslagets område finder direkte anvendelse som følge af artikel 2 i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil denne definitionsbestemmelse fortsat blive implementeret i loven, fordi lovforslaget også indeholder en implementering af teledirektivets artikel 57, stk. 4, i de foreslåede §§ 8 og 33, der er uafhængig af forordningen om gigabitinfrastruktur.

Med lille trådløs netadgangsinstallation med lav effekt og lille rækkevidde menes f.eks. femtoceller, picoceller, metroceller eller mikroceller, som kan være meget små og benytter udstyr, som ikke er iøjnefaldende i lighed med, hvad der anvendes af udstyr i RLAN-routere i den private husholdning. Sådanne celler udgør en del af et elektronisk kommunikationsnet, og anvendes til at skabe trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet. Sådanne celler vil typisk være udstyret med en antennetype og teknologi, der sender eller modtager eller både sender og modtager radiosignaler med lav effekt, og som har begrænset rækkevidde. Der er således tale om radioudstyr. Den foreslåede definition af trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde angiver ikke præcist, hvad der menes med lav effekt og lille rækkevidde eller i øvrigt de fysiske og tekniske egenskaber, som sådant udstyr skal opfylde for at være omfattet af definitionen af et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde, idet der er tale om egenskaber, der kan ændre sig over tid på baggrund af den teknologiske udvikling. I henhold til teledirektivets artikel 57, stk. 2, er Europa-Kommissionen bemyndiget til ved hjælp af gennemførelsesretsakter at angive de fysiske og tekniske karakteristika, såsom maksimumsstørrelse, vægt og, hvis det er relevant, udstrålingseffekt for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der kan benyttes til udrulning af 5G-net, skal placeres med kortere afstand og i lavere højde end tilfældet er med eksempelvis 3G- og 4G-net. Netadgangsinstallationen kan benyttes til at få trådløs adgang til et elektronisk kommunikationsnet, uanset om den bagvedliggende nettopologi er mobilnet- eller fastnetbaseret.

Den trådløse netadgangsinstallation skal benytte radiofrekvenser enten på grundlag af en tilladelse udstedt af Digitaliseringsstyrelsen eller på et tilladelsesfrit grundlag eller begge dele afhængig af, hvilke frekvenser det trådløse adgangspunkt benytter.

Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde benytter typisk højere frekvenser, f.eks. 3,5 GHz og 26 GHz, som er velegnede til at øge kapaciteten i nettet og hastigheden, og de opsættes typisk i tæt befolkede områder eller langs hovedtrafikårer.

Den trådløse netadgangsinstallation vil kunne anvendes som del af et offentligt elektronisk kommunikationsnet, som giver brugerne trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet, uanset om det underliggende net er mobilnet- eller fastnetbaseret. Det vil således ikke være et krav, at et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde for at være omfattet af definitionen giver brugere trådløs adgang til offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, f.eks. en mobiloperatørs offentligt tilgængelige net. Omfattet af definitionen vil dermed f.eks. også være en virksomheds trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som alene giver virksomhedens ansatte trådløs adgang til virksomhedens interne net. Om et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde er installeret indendørs eller udendørs eller på privat område, hvortil der ikke er offentlig adgang, eller på et offentligt tilgængeligt område vil heller ikke have betydning for, om et trådløst adgangspunkt er omfattet af definitionen.

Det foreslås istk. 2, at ved anvendelsen af denne lov gælder desuden definitionerne i artikel 2 i forordningen om gigabitinfrastruktur med senere ændringer og definitionerne i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre overensstemmelse med allerede anvendte og kendte definitioner i teledirektivet og i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at definitionen af begrebet netoperatør i artikel 2, nr. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Dette begreb omfatter dels operatører som defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 29 og dermed bl.a. virksomheder, der ejer eller udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, herunder eksempelvis traditionelle teleselskaber og de energiselskaber, som i nogle geografiske områder i Danmark i vidt omfang etablerer net med meget høj kapacitet og øvrige elektroniske kommunikationsnet og udbyder elektroniske kommunikationstjenester. Omfattet af operatørbegrebet er desuden eksempelvis såkaldte masteselskaber, der etablerer og udbyder selve mastekonstruktionen, hvorpå en anden operatør, der etablerer og udbyder elektroniske kommunikationsnet, kan opsætte antennesystemer. Begrebet netoperatør omfatter endvidere forsyningsvirksomheder, selv om disse ikke udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og dermed eksempelvis energiselskaber, vandværker, fjernvarmeværker m.v., og foretagender, der ejer eller driver transportnet, herunder kommunerne som vejmyndighed i forhold til de kommunale veje, Vejdirektoratet som vejmyndighed i forhold til de statslige veje, Banedanmark i forhold til de danske jernbaner m.v. I forhold til vandværker bemærkes, at elementer af net, der bruges til levering af drikkevand som defineret i artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184, ikke er fysisk infrastruktur som omhandlet i forordningen om gigabitinfrastruktur og dermed ikke omfattet af reglerne heri eller i denne lov om adgang til fysisk infrastruktur m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at definitionen af begrebet offentligretlige organer i artikel 2, nr. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Eksempler på offentligretlige organer i denne forstand er universiteter, børneinstitutioner, skoler, hospitaler, offentlige forsyningsselskaber, offentligt ejede virksomheder, f.eks. inden for offentlig transport, m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at definitionen af begrebet offentlige organer i artikel 2, nr. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Begrebet omfatter alle offentligretlige organer, samt derudover eksempelvis offentlige myndigheder, som udgøres af statslige, regionale eller lokale myndigheder eller en sammenslutning af en eller flere sådanne myndigheder. Der sigtes med begrebet offentlige myndigheder til forvaltningsrettens sædvanlige myndighedsbegreb, dvs. en afgrænsning, som svarer til de myndigheder, der er omfattet af offentligheds- og forvaltningsloven. Begrebet offentlige myndigheder vil således omfatte alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de tilhører den statslige, regionale eller kommunale forvaltning, og uanset om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd, eller særlige forvaltningsenheder, f.eks. Nationalbanken eller § 60-selskab i kommunestyrelsesloven. Begrebet offentlige myndigheder omfatter også administrative organer, selv om de betegner sig som »retter«, f.eks. Landsskatteretten.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at definitionen af begrebet større renoveringsarbejder i artikel 2, nr. 9, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Dette begreb er defineret anderledes end begrebet større renoveringsarbejder som defineret i artikel 2, nr. 10, i direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne, men forordningen om gigabitinfrastruktur anvender begge disse definitioner af større renoveringsarbejder.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at definitionen af begrebet tilladelse i artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Dette begreb omfatter eksempelvis byggetilladelser, gravetilladelser og landzonetilladelser, som kommunerne er sagsbehandlende myndigheder for i henhold til den relevante tilladelseslovgivning. Men også eksempelvis nødvendige dispensationer fra kommunerne eller nødvendige tilladelser eller dispensationer fra statslige myndigheder vil være omfattet. Det kan eksempelvis være dispensationer fra relevant beskyttelseslovgivning, herunder miljøbeskyttelse, kystbeskyttelse, kulturarvsbeskyttelse, fredninger og bevaringsværdige bygninger.

Kommuneplaner, lokalplaner og tillæg hertil udgør den planlægningsmæssige ramme, som kommuner skal agere inden for, når de behandler sager om tilladelser til at etablere elementer af VHC-net, jf. den foreslåede definition i § 3, stk. 1, nr. 4, eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, jf. definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 1. Kommuneplaner, lokalplaner og tillæg hertil vil derfor i udgangspunktet ikke være omfattet af forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at definitionen af begrebet adgangspunkt i artikel 2, nr. 11, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Dette begreb vil eksempelvis kunne omfatte et teknikskab placeret i eller uden for bygningen, hvor et foretagende, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige elektroniske kommunikationsnet, kan tilslutte den fiberklare bygningsinterne fysiske infrastruktur fra et centralt fordelingspunkt uden for slutbrugerens område til teknikskabet.

For så vidt angår definitionerne i teledirektivets artikel 2 vil bestemmelsen indebære, at definitioner i direktivet, der er relevante i forhold til anvendelsen af forordningen om gigabitinfrastruktur eller anvendelsen af denne lov, finder anvendelse i denne lov. Relevante er navnlig teledirektivets definitioner af begreberne elektronisk kommunikationsnet, net med meget høj kapacitet, offentligt elektronisk kommunikationsnet, nettermineringspunkt, tilhørende faciliteter, slutbruger, sikkerhed i net og tjenester, adgang og operatør.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at en række definitioner i de gældende definitionsbestemmelser i graveloven og masteloven ophæves med lovforslagets § 51, stk. 2, da disse nu fremgår direkte af definitionsbestemmelserne i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det fremgår af mastelovens § 2, at ejere af master til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende mast og tilhørende bygninger m.v. Bestemmelsen regulerer rettighedssubjekter og pligtsubjekter i forhold til adgang til master til radiokommunikationsformål, forudsætningerne for at få adgang samt omfanget af adgang, herunder begrænsninger i adgangen.

Artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur regulerer forpligtelsen for netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, til at imødekomme rimelige anmodninger fra en operatør om adgang til den pågældende fysiske infrastruktur på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, med henblik på etablering af elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 4, stk. 1, 1. pkt., at artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål, der er ejet af andre end netoperatører og offentlige organer, jf. dog §§ 5 og 10.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre dele af mastelovens § 2, stk. 1, hvorefter ejere af master til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende mast. Med den foreslåede bestemmelse videreføres således det udgangspunkt fra mastelovens § 2, stk. 1, hvorefter anmodningen kan vedrøre enhver mast til radiokommunikationsformål uanset ejerskab. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kredsen af pligtsubjekter udvides i forhold til de pligtsubjekter, der er direkte omfattet af artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, idet den foreslåede bestemmelse vil omfatte andre ejere af master til radiokommunikationsformål end netoperatører, jf. forordningens artikel 2, nr. 1, og offentlige organer, jf. forordningens artikel 2, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at andre ejere af master til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, end netoperatører, jf. forordningens artikel 2, nr. 1, og offentlige organer, jf. forordningens artikel 2, nr. 3, vil være forpligtet til at imødekomme anmodninger om adgang til den pågældende mast, dog med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 10. En anmodning vil således f.eks. kunne afslås, hvis der gælder sikkerhedsforskrifter fastsat i medfør af anden lovgivning for adgang til den pågældende mast til radiokommunikationsformål, som gør det umuligt at give adgang.

Ved »anmodninger om adgang« i den foreslåede bestemmelse skal forstås anmodninger om indgåelse af nye aftaler om fælles udnyttelse af en mast til radiokommunikationsformål eller ændring af allerede indgåede aftaler herom, f.eks. i den situation, hvor en part, der allerede har udstyr placeret i en mast, ønsker at udskifte dette udstyr med andet udstyr, der eventuelt optager mere plads i masten eller lignende. Ændring af allerede indgåede aftaler indebærer ikke, at der eksempelvis inden aftalens udløb kan anmodes om ændrede vilkår for adgangen såsom pris. Det fremgår ikke af forordningen om gigabitinfrastruktur, at anmodninger om adgang, der er omfattet af artikel 3 i forordningen, kan angå ændring af allerede indgåede aftaler, men Digitaliseringsstyrelsen vil i eventuelle tvister i medfør af den foreslåede § 31 kunne afgøre, hvorvidt artikel 3 i en konkret sag tilsiger, at anmodninger om ændring af allerede indgåede aftaler skal imødekommes.

Operatørers adgang til opsætning af elementer af VHC-net i master til radiokommunikationsformål, der ejes eller kontrolleres af netoperatører eller af offentlige organer, vil være direkte omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og de procedurer og vilkår, der følger heraf.

Reglerne i artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål efter den foreslåede bestemmelse.

At artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, vil bl.a. indebære, at alene operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, vil kunne anmode om adgang til en mast til radiokommunikationsformål. Det vil også indebære, at det vil være en forudsætning for at få adgang til en mast til radiokommunikationsformål, at adgangen skal anvendes til etablering af elementer af VHC-net.

For så vidt angår andre parters adgang til master til radiokommunikationsformål og adgang med henblik på etablering af andre netelementer end elementer af VHC-net, henvises der til de foreslåede § 4, stk. 2 og 4, og bemærkningerne hertil.

At artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, finder tilsvarende anvendelse, vil desuden indebære, at en anmodning om adgang vil skulle indgives skriftligt til ejeren af den mast til radiokommunikationsformål, som der ønskes adgang til. Kravet vil f.eks. kunne opfyldes ved fremsendelse af anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt, f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

At artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, vil desuden indebære, at ejeren som udgangspunkt vil være forpligtet til at imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til sin mast, og at adgangen vil skulle gives på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris.

At artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, vil indebære, at ejeren ved fastsættelse af fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder priser, for at give adgang til en mast til radiokommunikationsformål og med henblik på at undgå for høje priser som minimum vil skulle inddrage en række nærmere angivne hensyn og kriterier, hvis det er relevant.

Det indebærer for det første, jf. artikel 3, stk. 4, litra a, at der ved fastsættelsen af vilkår og betingelser vil skulle tages hensyn til eksisterende kontrakter og kommercielle vilkår og betingelser, der er aftalt mellem operatører, der søger adgang, og netoperatører eller offentlige organer, der giver adgang til fysisk infrastruktur.

Det indebærer for det andet, jf. artikel 3, stk. 4, litra b, at der ved fastsættelsen af vilkår og betingelser vil skulle tages hensyn til behovet for at sikre, at adgangsudbyderen har en fair mulighed for at få dækket de omkostninger, som denne pådrager sig for at give adgang til sin fysiske infrastruktur, idet der tages hensyn til særlige nationale forhold, forretningsmodeller og eventuelle tarifstrukturer, der er indført for at skabe en fair mulighed for omkostningsdækning. I tilfælde af elektroniske kommunikationsnet skal der også tages hensyn til eventuelle afhjælpende foranstaltninger pålagt af en national tilsynsmyndighed.

Det indebærer for det tredje, jf. artikel 3, stk. 4, litra c, at der ved fastsættelsen af vilkår og betingelser vil skulle tages hensyn til eventuelle yderligere vedligeholdelses- og tilpasningsomkostninger, som følger af at give adgang til den relevante fysiske infrastruktur.

Det indebærer for det fjerde, jf. artikel 3, stk. 4, litra d, at der ved fastsættelsen af vilkår og betingelser vil skulle tages hensyn til, hvordan den ønskede adgang påvirker adgangsudbyderens forretningsplan, herunder investeringer i den fysiske infrastruktur, hvortil der anmodes om adgang.

Det indebærer for det femte, jf. artikel 3, stk. 4, litra e, at der ved fastsættelsen af vilkår og betingelser vil skulle tages hensyn til en række yderligere forhold i det særlige tilfælde, hvor der er tale om adgang til operatørers fysiske infrastruktur. Der vil i disse tilfælde skulle tages hensyn til enhver relevant vejledning i henhold til artikel 3, stk. 13, i forordningen om gigabitinfrastruktur og navnlig: i) disse investeringers økonomiske rentabilitet baseret på deres risikoprofil, ii) behovet for et fair investeringsafkast og for en eventuel tidsplan for et sådant investeringsafkast, iii) adgangens eventuelle virkninger for konkurrencen i efterfølgende led og dermed for priserne og investeringsafkastet, iv) en eventuel afskrivning af netaktiverne på det tidspunkt, hvor der anmodes om adgang, v) et eventuelt forretningsmæssigt grundlag for investeringen på det tidspunkt, hvor den blev foretaget, navnlig investeringen i den fysiske infrastruktur, der anvendes til at udbyde konnektivitet, og vi) eventuelle muligheder, som den adgangssøgende tidligere har haft for at saminvestere i etableringen af den fysiske infrastruktur, navnlig i henhold til artikel 76 i direktiv (EU) 2018/1972, eller for at etablere egen infrastruktur samtidig hermed.

Det indebærer for det sjette, jf. artikel 3, stk. 4, litra f, at der ved vurderingen af operatørernes behov for et fair investeringsafkast, som afspejler de relevante markedsforhold, vil skulle tages hensyn til deres anderledes forretningsmodeller, navnlig for foretagender, der primært udbyder tilhørende faciliteter og tilbyder fysisk adgang til mere end ét foretagende, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Vilkår og betingelser for adgang, herunder i forhold til prisfastsættelse, vil skulle aftales som led i en forhandling mellem operatøren, der anmoder om adgang, og ejeren af den pågældende mast til radiokommunikationsformål.

Hvad der udgør rimelige vilkår og betingelser for adgang vil skulle afgøres på baggrund af en konkret samlet vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen. Alt efter omstændighederne vil flere forhold kunne påvirke betingelserne og prisfastsættelsen for adgang.

I den konkrete vurdering af rimeligheden af vilkår i en aftale vil der eksempelvis kunne tages hensyn til de specifikke omstændigheder, der gør sig gældende for det geografiske område, hvor den pågældende mast er placeret. Der vil f.eks. kunne være stor forskel på lokale områder i forhold til de omkostninger, der er forbundet med den adgangsgivende ejers etablering af masten.

Ejere af master til radiokommunikationsformål vil ved prisfastsættelsen desuden skulle være opmærksomme på reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

At artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, vil indebære, at ejere af master til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang til en specifik mast på baggrund af en eller flere nærmere angivne grunde.

Det indebærer for det første, jf. artikel 3, stk. 5, litra a, at ejere af master til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang, hvis den fysiske infrastruktur, hvortil der anmodes om adgang, ikke er teknisk egnet til at huse de elementer af VHC-net, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det indebærer for det andet, jf. artikel 3, stk. 5, litra b, at ejere af master til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang, hvis der er mangel på ledig plads til at huse de elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter, som er omhandlet i artikel 3, stk. 1. Det vil også gælde pladsmangel, der konstateres efter hensyntagen til adgangsudbyderens fremtidige pladsbehov, der er tilstrækkelig påvist såsom ved at henvise til offentligt tilgængelige investeringsplaner eller til en konsekvent anvendt procentdel for den kapacitet, der er reserveret til fremtidige behov, sammenlignet med den fysiske infrastrukturs samlede kapacitet.

Det indebærer for det tredje, jf. artikel 3, stk. 5, litra c, at ejere af master til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang, hvis der er begrundede hensyn til sikkerhed, national sikkerhed og folkesundhed.

Det indebærer for det fjerde, jf. artikel 3, stk. 5, litra d, at ejere af master til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang, hvis der er behørigt begrundede hensyn til nettenes integritet og sikkerhed, navnlig hvad angår kritisk national infrastruktur.

Det indebærer for det femte, jf. artikel 3, stk. 5, litra e, at ejere af master til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang, hvis der er en behørigt begrundet risiko for, at de planlagte elektroniske kommunikationstjenester i væsentlig grad forstyrrer leveringen af andre tjenester via den samme fysiske infrastruktur.

Det følger af den foreslåede § 10, stk. 2, nr. 2, at artikel 3, stk. 5, litra f, i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse på anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål.

At artikel 3, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, vil indebære, at ejeren af masten i tilfælde af afslag i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 5, skriftligt vil skulle give den adgangssøgende en specifik og detaljeret begrundelse for et sådant afslag senest 1 måned fra datoen for modtagelsen af den fuldstændige anmodning om adgang. Dette krav vil dog ikke gælde for national kritisk infrastruktur som defineret i national ret. Tidsfristen for afslag vil indebære, at der skal være indgået en aftale om specifikke vilkår og betingelser, herunder pris, senest 1 måned efter datoen for modtagelse af anmodningen om adgang. Dette følger modsætningsvist af fristen for afslag i artikel 3, stk. 7, og af artikel 13, stk. 1, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at adgang til master til radiokommunikationsformål og tilhørende faciliteter vil skulle gives med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 5, hvorefter ejere af master til radiokommunikationsformål i forbindelse med nyetablering af master har ret til at placere egne antennesystemer i masten, inden anmodninger om adgang til masten behandles. Der henvises til den foreslåede § 5 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil ydermere indebære, at adgang til master til radiokommunikationsformål og tilhørende faciliteter vil skulle gives med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 10, og som vil kunne bevirke, at adgang ikke skal gives, eller at adgangen skal gives i overensstemmelse med de begrænsninger, der er angivet i den foreslåede § 10. Der henvises til den foreslåede § 10 og bemærkningerne hertil.

En forudsætning for adgangen til en mast til radiokommunikationsformål, herunder tilhørende faciliteter, vil være, at den anmodende part har opnået eventuelle nødvendige tilladelser i henhold til bygge- og planlovgivningen og tilladelser eller dispensationer i henhold til øvrig beskyttelseslovgivning. En ejer af en mast vil også være forpligtet til at imødekomme en anmodning om adgang på et tidspunkt, hvor disse tilladelser endnu ikke foreligger, og til at aftale de nærmere vilkår i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse og artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den fysiske opsætning af de netelementer, som adgangen vedrører, vil dog først kunne ske, når den anmodende part har opnået de nødvendige tilladelser hertil. Hvis tilladelserne ikke kan opnås, vil mastens ejer ikke være bundet af sin imødekommelse af anmodningen. Det bemærkes, at opsætning af antennesystemer i eksisterende master til radiokommunikationsformål ikke nødvendigvis i alle tilfælde vil forudsætte en tilladelse, idet eksempelvis undtagelsen fra kravet om byggetilladelse i bygningsreglementets § 5 vil kunne finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i almindelighed have karakter af ekspropriation. Det vil imidlertid ikke kunne udelukkes, at adgang til en mast til radiokommunikationsformål vil kunne ramme ejeren af masten så ekstraordinært hårdt, at der efter omstændighederne vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb mod den pågældende. Det bemærkes dog, at der ifølge den foreslåede bestemmelses henvisning til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil skulle gives adgang på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris. Der vil dertil ifølge den foreslåede bestemmelses henvisning til artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, ved fastsættelsen af fair og rimelige vilkår samt priser for adgangen bl.a. skulle tages hensyn til behovet for at sikre, at adgangsudbyderen har en fair mulighed for at få dækket omkostningerne ved at give adgang til sin fysiske infrastruktur, jf. forordningens artikel 3, stk. 4, litra b. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation efter grundlovens § 73. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ekspropriation, henhører under domstolene.

Den, som får adgang til en mast til radiokommunikationsformål, vil ikke få ejerskab over nogen del af masten, men erhverver udelukkende en brugsret til denne.

Den foreslåede bestemmelse vil yderligere medføre visse begrænsninger for ejeren af masten i rådigheden over denne. Begrænsningens omfang vil variere afhængigt af bl.a. mastens udformning og dimensionering, herunder særligt højden på masten. En høj mast vil potentielt kunne have plads til flere antennesystemer end en lav mast. Adgang vil således kunne betyde, at der ikke fremadrettet er kapacitet til at placere yderligere antennesystemer på masten, hvilket vil kunne udgøre en begrænsning af ejerens fremtidige rådighed over masten, jf. dog den foreslåede § 5 med tilhørende bemærkninger. Henvisningen til artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, indebærer bl.a., at ejeren af en mast til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang til en specifik mast, hvis der er mangel på ledig plads til at huse de elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter, som er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det gælder bl.a. under hensyntagen til adgangsudbyderens fremtidige pladsbehov, der er tilstrækkelig påvist såsom ved at henvise til offentligt tilgængelige investeringsplaner eller til en konsekvent anvendt procentdel for den kapacitet, der er reserveret til fremtidige behov, sammenlignet med den fysiske infrastrukturs samlede kapacitet, jf. artikel 3, stk. 5, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Hvorvidt en adgangsudbyders fremtidige pladsbehov har været tilstrækkelig påvist, vil kunne afgøres af Digitaliseringsstyrelsen som led i bilæggelsen af tvister i medfør af den foreslåede § 31, jf. bemærkningerne hertil.

Det foreslås i § 4, stk. 1, 2. pkt., at dette også gælder for adgang til tilhørende faciliteter i det omfang, adgang til disse er en del af den anmodende parts udnyttelse af masten.

Begrebet »tilhørende faciliteter« forstås i overensstemmelse med artikel 2, nr. 10, i teledirektivet, og vil f.eks. kunne dække over teknikskabe, teknikhuse eller bygninger. Adgang hertil vil kunne være nødvendig for at placere udstyr med relation til de antennesystemer, der skal opsættes i selve masten.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ejere af master til radiokommunikationsformål omfattet af den foreslåede bestemmelse skal imødekomme anmodninger om adgang til tilhørende faciliteter i det omfang, en sådan adgang er en del af den anmodende parts udnyttelse af masten. Det vil således være et krav, at en adgang til tilhørende faciliteter er en del af den pågældendes udnyttelse af masten, og sker med henblik på placering af udstyr i snæver tilknytning til de opsatte antennesystemer, herunder ved etablering af forbindelser mellem antennesystemet og operatørens øvrige net. Adgang til tilhørende faciliteter vil kun skulle gives, hvis anmodningen om adgang til tilhørende faciliteter udgør en del af anmodningen om adgang til en mast til radiokommunikationsformål. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke give mulighed for udelukkende at få adgang til den tilhørende facilitet.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål, der fremsættes af andre end operatører eller med henblik på etablering af andre elementer af elektroniske kommunikationsnet end elementer af VHC-net, sidestilles med anmodninger omfattet af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur og denne bestemmelses stk. 1, jf. dog stk. 3 og 4 samt §§ 5 og 10.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre dele af mastelovens § 2, stk. 1, hvorefter ejere af master til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende mast. Med den foreslåede bestemmelse videreføres således det udgangspunkt fra mastelovens § 2, stk. 1, hvorefter anmodningen kan vedrøre enhver type anvendelse. Bestemmelsen vil, sammen med den foreslåede § 4, stk. 4, også videreføre den gruppe rettighedssubjekter, der som følge af mastelovens § 2, stk. 1 og 5, kan anmode om adgangen. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 4. Bestemmelsen indebærer en mindre indskrænkning i forhold til retstilstanden efter den gældende mastelov som følge af den foreslåede § 4, stk. 3. Der henvises til denne og til bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en national udvidelse af forpligtelsen i artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur inden for rammerne af artikel 1, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, under hensyntagen til de mål, der er anført i artikel 1, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Konkret vil bestemmelsen give mulighed for, at operatører også kan få adgang til master til radiokommunikationsformål med henblik på at etablere andet end elementer af VHC-net, og at andre end operatører kan få adgang til master til radiokommunikationsformål med henblik på at etablere både elementer af VHC-net og andre netelementer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål, der fremsættes af andre end operatører eller med henblik på etablering af andre elementer af elektroniske kommunikationsnet end elementer af VHC-net, ligestilles med anmodninger omfattet af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4, stk. 1, dog med de begrænsninger, der følger af de foreslåede § 4, stk. 3 og 4.

Ved »anmodninger om adgang« i den foreslåede bestemmelse skal forstås indgåelse af nye aftaler om fælles udnyttelse af en mast til radiokommunikationsformål eller ændring af allerede indgåede aftaler herom, f.eks. i den situation, hvor en part, der allerede har udstyr placeret i en mast, ønsker at udskifte dette udstyr med andet udstyr, der eventuelt optager mere plads i masten eller lignende. Ændring af allerede indgåede aftaler indebærer ikke, at der eksempelvis inden aftalens udløb kan anmodes om ændrede vilkår for adgangen såsom pris. Det fremgår ikke af forordningen om gigabitinfrastruktur, at anmodninger om adgang, der er omfattet af forordningens artikel 3, kan angå ændring af allerede indgåede aftaler, men Digitaliseringsstyrelsen vil i eventuelle tvister i medfør af den foreslåede § 31 kunne afgøre, hvorvidt artikel 3 i en konkret sag tilsiger, at anmodninger om ændring af allerede indgåede aftaler skal imødekommes.

VHC-net, dvs. net med meget høj kapacitet, forstås i den foreslåede bestemmelse og i overensstemmelse med teledirektivets artikel 2, nr. 2, som enten et elektronisk kommunikationsnet, der udelukkende består af optiske fiberelementer, som minimum frem til fordelingspunktet på leveringsstedet, eller et elektronisk kommunikationsnet, som under normale spidsbelastningsvilkår kan give en tilsvarende netpræstation for så vidt angår disponibel båndbredde til downlink og uplink, robusthed, fejlrelaterede parametre samt latenstid og variation heri. Netpræstationen kan anses for tilsvarende, uanset om slutbrugerens oplevelse heraf varierer på grund af iboende forskellige egenskaber ved de medier, hvormed nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet.

Med »andre elementer af elektroniske kommunikationsnet end elementer af VHC-net« menes elementer af elektroniske kommunikationsnet i overensstemmelse med teledirektivets artikel 2, nr. 1, og forstås som transmissionssystemer, uanset om de bygger på en permanent infrastruktur eller centraliseret administrationskapacitet, og, hvis det er relevant, koblings- og dirigeringsudstyr og andre ressourcer, herunder netelementer, der ikke er aktive, som gør det muligt at overføre signaler ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller andre elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder i internettet) og mobilnet, elkabelsystemer, i det omfang de anvendes til transmission af signaler, net, som anvendes til radio- og tv-spredning, samt kabel-tv-net, uanset hvilken type information der overføres.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kredsen af rettighedssubjekterne udvides i forhold til de rettighedssubjekter, der er direkte omfattet af den tilsvarende ret til adgang i artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og i den foreslåede § 4, stk. 1. Rettighedssubjekterne udvides til også at ville omfatte operatører, der ønsker at etablere andre elementer af elektroniske kommunikationsnet end elementer af VHC-net, samt de i den foreslåede § 4, stk. 4, nævnte parter, uanset om disse ønsker at etablere elementer af VHC-net eller andre elektroniske kommunikationsnet.

Operatørers adgang til opsætning af elementer af VHC-net i master til radiokommunikationsformål, der ejes eller kontrolleres af netoperatører eller af offentlige organer, vil være direkte omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og de procedurer og vilkår, der følger heraf. Operatørers adgang til opsætning af elementer af VHC-net i master til radiokommunikationsformål, der ejes af andre end netoperatører og offentlige organer, vil være omfattet af den foreslåede § 4, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil, jf. den foreslåede § 4, stk. 4, f.eks. omfatte anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål med henblik på etablering af andre netelementer end elementer af VHC-net fra virksomheder eller private personer, der har fået tildelt en individuel tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser af Digitaliseringsstyrelsen i medfør af lov om radiofrekvenser, forudsat, at anmodningen vedrører udnyttelse af disse frekvenser, eller i medfør af lov om radiofrekvenser er undtaget fra kravet om individuel tilladelse. Det vil f.eks. kunne omfatte forsyningsselskaber på tværs af forsyningsarter med henblik på etablering af en radiomodtager til brug for fjernaflæsning af forbruget af en forsyningsart, med henblik på etablering af radio- eller tv-sendere eller en radiosender. Det vil også kunne omfatte radioamatører med henblik på etablering af radiosendere eller -modtagere til brug for radioamatørformål. Det vil også kunne være operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, med henblik på at etablere antennesystemer til brug for elektroniske kommunikationsnet, der ikke er VHC-net, f.eks. net til maskine-til-maskine-kommunikation eller offentlige elektroniske kommunikationsnet, der ikke kan karakteriseres som et VHC-net.

Adgangen vil skulle gives i overensstemmelse med og efter de procedurer, der gælder for adgang i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur og for adgang i henhold til den foreslåede § 4, der henviser til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det er gennemgået i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, 1. pkt., hvad der gælder for anmodningerne om adgang som følge af, at artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, finder anvendelse. Der henvises til denne gennemgang.

Vilkår og betingelser for adgang, herunder i forhold til prisfastsættelse, vil skulle aftales som led i en forhandling mellem operatøren, der anmoder om adgang, og ejeren af den pågældende mast til radiokommunikationsformål.

Hvad der udgør rimelige vilkår og betingelser for adgang vil skulle afgøres på baggrund af en konkret samlet vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen. Alt efter omstændighederne vil flere forhold kunne påvirke betingelserne og prisfastsættelsen for adgang.

I den konkrete vurdering af rimeligheden af vilkår i en aftale vil der eksempelvis kunne tages hensyn til de specifikke omstændigheder, der gør sig gældende for det geografiske område, hvor den pågældende mast er placeret. Der vil f.eks. kunne være stor forskel på lokale områder i forhold til de omkostninger, der er forbundet med den adgangsgivende ejers etablering af masten.

Ejere af master til radiokommunikationsformål vil ved prisfastsættelsen desuden skulle være opmærksomme på reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

Offentlige organer, der ejer eller kontrollerer master til radiokommunikationsformål, vil desuden skulle imødekomme alle rimelige anmodninger på ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser, jf. henvisningen til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Offentlige myndigheder m.v. skal desuden også agere inden for rammerne af den Europæiske Unions statsstøtteregler.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at adgang til master til radiokommunikationsformål vil skulle gives med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 5, hvorefter ejere af master til radiokommunikationsformål i forbindelse med nyetablering af master har ret til at placere egne antennesystemer i masten, inden anmodninger om adgang til masten behandles. Der henvises til den foreslåede § 5 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil ydermere indebære, at adgang til master til radiokommunikationsformål skal gives med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 10, og som vil kunne bevirke, at adgang ikke skal gives, eller at adgangen skal gives i overensstemmelse med de begrænsninger, der er angivet i den foreslåede § 10. Der henvises til den foreslåede § 10 og bemærkningerne hertil.

En forudsætning for adgangen til en mast til radiokommunikationsformål vil være, at den anmodende part har opnået eventuelle nødvendige tilladelser i henhold til bygge- og planlovgivningen og tilladelser eller dispensationer i henhold til øvrig beskyttelseslovgivning. En masts ejer vil også være forpligtet til at imødekomme en anmodning om adgang på et tidspunkt, hvor disse tilladelser endnu ikke foreligger, og til at aftale de nærmere vilkår i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse og artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den fysiske opsætning af de netelementer, som adgangen vedrører, vil dog først kunne ske, når den anmodende part har opnået de nødvendige tilladelser hertil. Hvis tilladelserne ikke kan opnås, vil mastens ejer ikke være bundet af sin imødekommelse af anmodningen. Det bemærkes, at opsætning af antennesystemer i eksisterende master til radiokommunikationsformål ikke nødvendigvis i alle tilfælde vil forudsætte en tilladelse, idet eksempelvis undtagelsen fra kravet om byggetilladelse i bygningsreglementets § 5 vil kunne finde anvendelse.

Adgang til master i henhold til den foreslåede bestemmelse vil desuden være begrænset af de forbehold, der er nævnt i de foreslåede § 4, stk. 3 og 4. Der henvises til disse bestemmelser og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i almindelighed have karakter af ekspropriation. Det vil imidlertid ikke kunne udelukkes, at adgang til en mast til radiokommunikationsformål vil kunne ramme ejeren af masten så ekstraordinært hårdt, at der efter omstændighederne vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb mod den pågældende. Det bemærkes dog, at der ifølge den foreslåede bestemmelses henvisning til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil skulle gives adgang på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris. Der vil dertil ifølge den foreslåede bestemmelses henvisning til artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, ved fastsættelsen af fair og rimelige vilkår samt priser for adgangen bl.a. vil skulle tages hensyn til behovet for at sikre, at adgangsudbyderen har en fair mulighed for at få dækket omkostningerne ved at give adgang til sin fysiske infrastruktur, jf. forordningens artikel 3, stk. 4, litra b. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation efter grundlovens § 73. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ekspropriation, henhører under domstolene.

Den, som får adgang til en mast til radiokommunikationsformål, vil ikke få ejerskab over nogen del af masten, men erhverver udelukkende en brugsret til denne.

Den foreslåede bestemmelse vil yderligere medføre visse begrænsninger for ejeren af masten i rådigheden over denne. Begrænsningens omfang vil variere afhængigt af bl.a. mastens udformning og dimensionering, herunder særligt højden på masten. En høj mast vil potentielt kunne have plads til flere antennesystemer end en lav mast. Adgang kan således betyde, at der ikke fremadrettet er kapacitet til at placere yderligere antennesystemer på masten, hvilket vil kunne udgøre en begrænsning af ejerens fremtidige rådighed over masten, jf. dog den foreslåede § 5 med tilhørende bemærkninger. Henvisningen til artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur indebærer bl.a., at ejeren af en mast til radiokommunikationsformål vil kunne nægte adgang til en specifik mast, hvis der er mangel på ledig plads til at huse de elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter, som er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det gælder bl.a. under hensyntagen til adgangsudbyderens fremtidige pladsbehov, der er tilstrækkelig påvist såsom ved at henvise til offentligt tilgængelige investeringsplaner eller til en konsekvent anvendt procentdel for den kapacitet, der er reserveret til fremtidige behov, sammenlignet med den fysiske infrastrukturs samlede kapacitet, jf. artikel 3, stk. 5, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Hvorvidt en adgangsudbyders fremtidige pladsbehov har været tilstrækkelig påvist, vil kunne afgøres af Digitaliseringsstyrelsen som led i bilæggelsen af tvister i medfør af den foreslåede § 31, jf. bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at dette også gælder for adgang til tilhørende faciliteter i det omfang, adgang til disse er en del af den anmodende parts udnyttelse af masten.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ejere af master til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmodninger om adgang til tilhørende faciliteter, jf. nærmere om begrebet i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, 2. pkt., i det omfang en sådan adgang er en del af den anmodende parts udnyttelse af masten. Det vil dog være et krav, at en adgang til tilhørende faciliteter er en del af den pågældendes udnyttelse af masten, og således sker med henblik på placering af udstyr i snæver tilknytning til de opsatte antennesystemer, herunder ved etablering af forbindelser mellem antennesystemet og operatørens øvrige net. Adgang til tilhørende faciliteter vil kun skulle gives, hvis anmodningen om adgang til tilhørende faciliteter udgør en del af anmodningen om adgang til en mast til radiokommunikationsformål. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke give mulighed for udelukkende at få adgang til den tilhørende facilitet, f.eks. et teknikskab, teknikhus eller bygning.

Det foreslås i stk. 3, at ved samtidige anmodninger, der henholdsvis vedrører etablering af elementer af VHC-net i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller denne bestemmelses stk. 1 og etablering af andre netelementer end elementer af VHC-net i henhold til denne bestemmelses stk. 2, har den anmodning, der vedrører etablering af elementer af VHC-net, forrang.

Ved »samtidige« i den foreslåede bestemmelse forstås ikke nødvendigvis nøjagtig samtidighed, men en situation, hvor to anmodninger, der er i konflikt med hinanden, f.eks. måtte blive modtaget inden for den samme uge, og hvor der endnu ikke er påbegyndt nærmere afklaring af vilkår m.v. med nogen af parterne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at i det tilfælde, at en ejer af en mast til radiokommunikationsformål modtager to eller flere samtidige anmodninger om adgang til sin mast, og en af disse anmodninger indgives med henblik på etablering af elementer af VHC-net og de øvrige med henblik på etablering af elementer af andre elektroniske kommunikationsnet end VHC-net, vil anmodningen om etablering af VHC-net have forrang fremfor de øvrige anmodninger.

Den foreslåede bestemmelse vil alene være relevant, hvis ikke alle modtagne anmodninger kan imødekommes, f.eks. hvis der ikke er plads i masten, eller hvis flere parter ønsker den samme specifikke position i masten, og en af parterne vil skulle nøjes med en mindre attraktiv position.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en mindre ændring af retstilstanden i forhold til mastelovens § 2, hvorefter ejere af master til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende mast, da bestemmelsen vil indebære, at visse anmodninger vil have forrang for andre, og dermed begrænse adgangen til masten.

Bestemmelsen vil sikre, at det foreslåede stk. 2 vil være i overensstemmelse med forordningen om gigabitinfrastruktur, ved at sikre, at etablering af elementer af andre net end VHC-net ikke sker på bekostning af etableringen af VHC-net, jf. forordningens artikel 1, stk. 1 og 3.

Det foreslås istk. 4, at anmodninger efter stk. 2 kan fremsættes, hvis 1) Digitaliseringsstyrelsen i medfør af lov om radiofrekvenser har udstedt tilladelse til at anvende radiofrekvenser til den anmodende part, og anmodningen vedrører udnyttelse af disse frekvenser, eller 2) den anmodende parts frekvensanvendelse er undtaget fra kravet i lov om radiofrekvenser om tilladelse til at anvende radiofrekvenser.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 2, stk. 5, og angiver de parter, der kan anmode om adgang til master til radiokommunikationsformål i henhold til den foreslåede § 4, stk. 2.

Anmodninger efter den foreslåede bestemmelse omfatter anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål, der fremsættes af andre end operatører, eller med henblik på etablering af andre elementer af elektroniske kommunikationsnet end elementer af VHC-net.

Henvisningerne til lov om radiofrekvenser handler bl.a. om, at det følger af § 6, stk. 1, i lov om radiofrekvenser, at anvendelse af radiofrekvenser alene kan ske på grundlag af tilladelse fra Digitaliseringsstyrelsen, og at der i § 6, stk. 2-6, i samme lov fremgår en række undtagelser hertil, hvorefter radiofrekvenser kan anvendes uden tilladelse fra Digitaliseringsstyrelsen. Bestemmelsen sigter således på, at anmodninger efter den foreslåede § 4, stk. 2, skal kunne fremsættes af parter, der lovligt anvender radiofrekvenser.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at varetagelse af drift og vedligeholdelse af en mast til radiokommunikationsformål samt af antennesystemer, der placeres i en mast til radiokommunikationsformål i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til denne bestemmelses stk. 1 eller 2, foretages af ejeren af masten, medmindre anden aftale indgås mellem ejeren af masten og ejeren af antennesystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en videreførelse af mastelovens § 2, stk. 10, for så vidt angår adgang til master til radiokommunikationsformål i medfør af de foreslåede § 4, stk. 1 og 2, og adgang til master i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, således at varetagelse af drift og vedligeholdelse af master til radiokommunikationsformål og de antennesystemer, der er placeret i masten, fortsat vil skulle foretages af ejeren af masten, medmindre anden aftale indgås mellem ejeren af masten og ejeren af antennesystemet.

Bestemmelsen omfatter både adgang, der gives i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og adgang, der gives i henhold til de foreslåede § 4, stk. 1 og 2. Bestemmelsen supplerer således artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur for så vidt angår anmodninger om adgang til master ejet af netoperatører og offentlige organer. Bestemmelsen er i tråd med den minimumsharmoniserende karakter af artikel 3, stk. 1 og 4, jf. artikel 1, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Bestemmelsen fastsætter i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur mere detaljerede regler for adgangen end de minimumskrav, der følger af artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen, ved at fastsætte et udgangspunkt for ansvaret for den praktiske varetagelse af drift og vedligeholdelse og for omkostningsfordelingen.

Den foreslåede bestemmelse vedrører alene, hvilken af de involverede parter, ejeren af masten eller ejeren af antennesystemet, der som udgangspunkt har ansvaret for at foranledige nødvendige arbejder i forbindelse med drift og vedligeholdelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der mellem ejeren af masten og ejeren af antennesystemet vil kunne aftales en anden ansvarsfordeling. Uanset, hvad der aftales, vil varetagelse af drift og vedligeholdelse af masten samt antennesystemer, der placeres i masten, skulle ske under overholdelse af de til enhver tid gældende sikkerhedsforskrifter for adgang til og udførelse af arbejde i eller ved masten og adgang til samt arbejde med eller ved de opsatte antennesystemer.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at udgifter til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret i masten, dog afholdes af den, der får adgang til masten i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til denne bestemmelses stk. 1 eller 2, medmindre anden aftale indgås mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse er ny og fastslår, at det dog er den, der får adgang til masten, der skal afholde udgifterne til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret i masten, medmindre anden aftale indgås mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det klart, at ejeren af masten, der i henhold til den foreslåede stk. 5, 1. pkt., varetager drift og vedligeholdelse af masten samt af antennesystemer, der placeres i masten, medmindre andet aftales mellem parterne, som udgangspunkt kan kræve omkostningerne forbundet hermed dækket hos ejeren af antennesystemet. Dette aftales nærmere mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at de operatører eller andre parter omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, der får adgang til en mast til radiokommunikationsformål, som udgangspunkt vil skulle afholde udgifter til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret i masten. Dette vil også gælde, selvom arbejderne foranlediges af ejeren af masten, jf. den foreslåede § 4, stk. 5, 1. pkt.

Udgifter til drift og vedligeholdelse af antennesystemerne vil f.eks. kunne omfatte udgifter til elforsyning til antennesystemerne og udgifter til reparationer samt opgraderinger af heraf.

Det fremgår af mastelovens § 9, at ejere af master til radiokommunikationsformål har adgang til at placere egne antennesystemer forud for andres valg af positioner med henblik på placering af antennesystemer. Ejere af master til radiokommunikationsformål har adgang til i nødvendigt omfang at reservere yderligere positioner til senere brug forud for andres valg af positioner med henblik på placering af antennesystemer.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at ejere af master til radiokommunikationsformål i forbindelse med nyetablering af master har ret til at placere egne antennesystemer i masten, inden anmodninger om adgang til masten efter artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller § 4 behandles.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at forhindre, at regler i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i den foreslåede § 4 forhindrer ejeren af en mast i selv at anvende masten som tiltænkt, fordi andre får adgang til masten før ejeren selv.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en fastholdelse af udgangspunktet i mastelovens § 9, stk. 1, om, at ejere af master til radiokommunikationsformål selv skal kunne benytte masterne til eget brug, inden andres behov for adgang til masten tilgodeses. Det vil dog ikke være hensigten med den foreslåede bestemmelse at muliggøre, at ejeren af en mast nødvendigvis skal være den eneste bruger af masten.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse i forbindelse med nyetablering af master til radiokommunikationsformål, hvor den nyetablerede mast endnu er uudnyttet og således ikke i drift. Retten til at placere egne antennesystemer i masten forud for behandlingen af anmodninger om adgang til samme mast vil skulle udnyttes i forbindelse med, at der for første gang opsættes antennesystemer i masten efter selve etableringstidspunktet. Det vil sige, at retten ikke vil være tidsubegrænset. Det er ikke muligt at fastsætte en specifik tidsangivelse for hvornår retten skal være udnyttet, da der er mange forhold og hensyn i en sådan etablering, der kan have indvirkning på, hvornår masten kan betragtes som færdigetableret og klar til at sætte i drift. Desuden vil der også kunne være hensyn at tage til, hvornår ejeren af masten selv kan komme til for første gang at opsætte egne antennesystemer. Der kan således gå tid, fra selve masten er færdigetableret og til, at der kan opsættes de første antennesystemer, f.eks. grundet manglende levering af materialer, kabelfremføring til masten m.v.

Bestemmelsen vil indebære, at en operatør, der netop har færdigetableret en mast til radiokommunikationsformål, vil have sikkerhed for at kunne bruge masten til det formål, som lå til grund for operatørens beslutning om at investere i etablering af masten.

Eventuelle reservationer af plads i eksisterende master, som allerede er udnyttet og i drift ved at der er placeret antennesystemer i masten, eller reservationer af plads i forbindelse med udbygning af en eksisterende mast vil være omfattet af de foreslåede § 5, stk. 2 og 3, som bl.a. bemyndiger Digitaliseringsstyrelsen til at fastsætte regler om sådanne reservationer og proceduren herfor. Spørgsmålet om, hvornår adgang til master til radiokommunikationsformål kan afvises på baggrund af pladsmangel, er reguleret i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur for så vidt angår master til radiokommunikationsformål ejet af netoperatører eller offentlige organer, hvor adgang kan afvises med henvisning til adgangsudbyderens fremtidige pladsbehov, jf. artikel 3, stk. 5, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Adgang til øvrige eksisterende master til radiokommunikationsformål er reguleret i den foreslåede § 4, hvorefter artikel 3, stk. 5, også finder anvendelse i sager omfattet af den foreslåede § 4.

Den foreslåede bestemmelse forventes at have begrænset praktisk anvendelse, fordi operatører i Danmark generelt koordinerer dimensionering af master indbyrdes, inden disse bygges, så alle interesserede kan få plads i masten, ligesom landzone- og bygningsmyndigheder med den foreslåede § 28 vil kunne stille vilkår om dimensionering af masten med henblik på at sikre dette, jf. bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil dog kunne have relevans i situationer, hvor der f.eks. ikke kan opnås myndighedstilladelse til at etablere en mast med tilstrækkelig højde eller kapacitet til alle interesserede parter, eller hvis fysiske forhold umuliggør dette.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være relevant for ejere af master til radiokommunikationsformål, der ikke selv benytter masten. Det vil bl.a. omfatte såkaldte masteselskaber, ofte kaldet towercos eller tower companies, der etablerer og udbyder selve mastekonstruktionen, hvorpå en anden operatør, der etablerer og udbyder elektroniske kommunikationsnet, kan opsætte antennesystemer. Aftaler mellem sådanne masteejere og andre operatører om adgang til masten, når den er færdigetableret, vil være omfattet af den foreslåede § 5, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om, at ejere af master til radiokommunikationsformål kan reservere yderligere positioner i masten til senere brug, og om proceduren for dette.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte regler om reservationer i egne master til radiokommunikationsformål, hvis der f.eks. ikke længere er en velfungerende frivillig praksis i telebranchen om reservationer m.m., eller der f.eks. opstår uenighed eller uklarhed i telebranchen om spørgsmålet. Det kan også være tilfældet, hvis der opstår behov for en fælles platform til offentliggørelse af reservationer, der kan opfylde den mulighed for tilstrækkeligt at påvise en adgangsudbyders fremtidige pladsbehov i henhold til artikel 3, stk. 5, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der vedrører offentlig tilgængelighed af investeringsplaner. Dette udgør dog ikke betingelser for udnyttelsen af bemyndigelsen.

Den foreslåede bestemmelse omhandler situationer, hvor en mast allerede er etableret og sat i drift, ved at der er placeret antennesystemer i masten, men vil også kunne omhandle situationer, hvor en eksisterende mast eksempelvis skal udbygges.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, at ejere af master til radiokommunikationsformål kan reservere yderligere positioner i masten til senere brug, og om proceduren for dette. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen f.eks. vil kunne fastsætte regler om antallet af antennesystemer, ejeren af masten kan reservere plads til, om særlige procedurer for sådanne reservationer, om eventuelle tidsmæssige begrænsninger for udnyttelsen af retten til at placere egne antennesystemer i masten m.v.

Digitaliseringsstyrelsen forventer ikke at udmønte den foreslåede bemyndigelse, medmindre der opstår et behov herfor.

Ved fastsættelsen af sådanne regler vil Digitaliseringsstyrelsen skulle tage hensyn til artikel 3, stk. 5, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som indebærer, at det er en forudsætning for afslag på adgang til master til radiokommunikationsformål, der er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, med henvisning til adgangsudbyderens fremtidige pladsbehov, at sådanne adgangsbehov er tilstrækkelig påvist såsom ved at henvise til offentligt tilgængelige investeringsplaner eller til en konsekvent anvendt procentdel for den kapacitet, der er reserveret til fremtidige behov, sammenlignet med den fysiske infrastrukturs samlede kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at der ikke længere vil være regler om muligheden for eller proceduren for reservationer i masten til senere brug direkte i lovgivningen, men der vil være mulighed for at fastsætte sådanne regler efter behov.

Det foreslås i stk. 3, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om den indbyrdes fordeling af positioner i en mast til radiokommunikationsformål mellem ejere, eksisterende indehavere af brugsrettigheder og parter, der har anmodet eller ønsker at anmode om adgang til masten i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller § 4, herunder om reservationer af en position i masten til senere brug foretaget af andre end mastens ejer.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte regler om fordeling eller reservationer af positioner i master til radiokommunikationsformål, hvis der f.eks. ikke længere er en velfungerende frivillig praksis i telebranchen om reservationer m.m. Det kan også være tilfældet, hvis der gentagne gange opstår tvister eller andre spørgsmål om foreneligheden af afslag på anmodninger om adgang til en mast til radiokommunikationsformål på baggrund af en tredjeparts reservation af plads i masten med reglerne i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, i den foreslåede § 4 og i forlængelse heraf også den foreslåede § 10, der regulerer undtagelser fra artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4. Det gælder navnlig foreneligheden med afslagsgrundene i artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der også gælder i sager omfattet af den foreslåede § 4.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen f.eks. vil kunne fastsætte regler om, hvordan reservationer foretaget af andre end en masts ejer skal foretages og håndhæves, for at de er forenelige med de nævnte regler. Sådanne regler vil f.eks. også kunne vedrøre, hvornår en ejer af en mast til radiokommunikationsformål ikke kan indgå aftaler om sådanne reservationer, fordi det ville forhindre ejeren af masten i at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 4. Sådanne regler vil eksempelvis kunne fastsættes for at kodificere Digitaliseringsstyrelsens afgørelsespraksis efter den foreslåede § 31, hvis der i denne afgørelsespraksis har været taget stilling til sager, hvor disse problemstillinger har været aktuelle.

Digitaliseringsstyrelsen forventer ikke at udmønte den foreslåede bemyndigelse, medmindre der opstår et behov herfor.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden i det væsentlige indebære en videreførelse af mastelovens § 9, stk. 3, idet bemyndigelsen til at fastsætte sådanne regler dog fremadrettet vil flyttes til Digitaliseringsstyrelsen frem for ministeren for digitalisering.

Det fremgår af mastelovens § 10, at ejere af master, bygninger og konstruktioner skal imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på den pågældende mast, bygning eller konstruktion. Bestemmelsen regulerer rettighedssubjekter og pligtsubjekter i forhold til adgang til master, bygninger og konstruktioner, forudsætningerne for at få adgang samt omfanget af adgang, herunder begrænsninger i adgangen.

Ifølge artikel 3, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, kan medlemsstaterne under hensyntagen til en række forudsætninger fastsætte, at ejere af private erhvervsbygninger, der ikke er ejet eller kontrolleret af en netoperatør, skal imødekomme rimelige anmodninger fra en operatør om adgang til disse bygninger, herunder deres tage, med henblik på at installere elementer af net med meget høj kapacitet eller tilhørende faciliteter på fair og rimelige vilkår og betingelser og til en pris, der afspejler markedsforholdene.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 6, stk. 1, 1. pkt., at ejere af høje konstruktioner senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig anmodning skal imødekomme skriftlige anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på konstruktionerne og etablering af tilhørende teknikskab, jf. dog § 10.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en delvis indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 10, stk. 1, og for en national retsstilling, der supplerer og går videre, end hvad der følger af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Anvendelse af eksisterende høje konstruktioner i et område kan træde i stedet for etablering af en ny mast til radiokommunikationsformål. Bestemmelsen vil i overensstemmelse med formålene i den foreslåede § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, understøtte en mere effektiv udnyttelse af eksisterende høje konstruktioner og dermed bidrage til at mindske omkostningerne forbundet med etablering af VHC-net og andre elektroniske kommunikationsnet, samtidig med at bidrage til at mindske de tilknyttede samfundsmæssige og miljømæssige omkostninger, som kan være forbundet med etableringen af master til radiokommunikationsformål, f.eks. en masts æstetiske virkning, potentielle fortrængning af vegetation og anden natur og gener i forbindelse med anlægsarbejderne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ejere af høje konstruktioner vil være forpligtet til at imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på konstruktionerne og etablering af tilhørende teknikskab, dog med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 10.

Ved »høje konstruktioner« i den foreslåede bestemmelse skal, jf. definitionen heraf i den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2, forstås bygninger på mere end to etager over terræn og andre konstruktioner, hvis bygningen eller konstruktionen har en højde på mere end 8,5 m over terræn og i det omfang, disse bygninger og konstruktioner ikke er omfattet af artikel 3, stk. 1, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil give en videre adgang til etablering af VHC-net, jf. formålet i artikel 1, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, end hvad der følger direkte af artikel 3 i forordningen, og vil desuden give adgang til de omfattede høje konstruktioner med henblik på opsætning af antennesystemer og etablering af tilhørende teknikskab med henblik på etablering af øvrige elektroniske kommunikationsnet og andre, rent nationale formål.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at kredsen af pligtsubjekter indskrænkes i forhold til de pligtsubjekter, der er omfattet af mastelovens § 10, stk. 1, idet eksempelvis offentlige organers bygninger og netoperatørers bygninger i det omfang, de er del af et net, i stedet vil være omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Samtidig vil den foreslåede bestemmelse som noget nyt omfatte etablering af et tilhørende teknikskab. Bestemmelsen vil dermed indebære, at adgang i medfør af bestemmelsen ikke bliver ubrugelig i praksis som følge af en manglende mulighed for etablering af et nødvendigt teknikskab.

Den foreslåede bestemmelse vil som noget nyt indebære, at en anmodning skal imødekommes senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig anmodning. Ved »en fuldstændig anmodning« forstås en anmodning, der tydeligt angiver, hvad for et antennesystem der ønskes opsat og hvor, relevante overordnede oplysninger om, hvad opsætning heraf forudsætter i praksis, og hvordan og hvor et eventuelt teknikskab ønskes placeret.

Denne tidsfrist vil vedrøre den administrative del, hvor aftale om adgang, herunder vilkårene herfor, skal være indgået. Den fysiske opsætning af de pågældende antennesystemer eller etablering af de tilhørende teknikskabe vil kunne ske senere, f.eks. hvis anmodningen vedrører adgang længere ude i fremtiden, eller hvis praktiske forhold, tilladelsesprocesser m.v. tager længere tid. Aftalen vil skulle indeholde tidspunktet for, hvornår den fysiske etablering kan ske. Dette indebærer, at tidsfristen på 4 måneder vil skulle benyttes til at afklare yderligere praktiske forhold og de nærmere vilkår, der er nødvendige for at indgå aftalen. Det vil derfor ikke være en forudsætning for, at en anmodning betragtes som fuldstændig, at den indeholder samtlige detaljer eksempelvis om alle konstruktionstekniske aspekter.

Tidsfristen indebærer alene en forpligtelse for ejeren af den høje konstruktion til at foretage egne dispositioner således, at disse ikke medvirker til en fristoverskridelse. Perioder, hvor ejeren eksempelvis efter at have foretaget egne fornødne dispositioner har afventet svar eller handling fra den, der har fremsat anmodningen, vil derfor normalt ikke skulle medregnes.

Anmodninger om adgang efter den foreslåede bestemmelse vil kunne angå indgåelse af nye aftaler om adgang til høje konstruktioner eller ændring af allerede indgåede aftaler om adgang til høje konstruktioner. Anmodninger om ændring af allerede indgåede aftaler vil f.eks. kunne omfatte den situation, hvor en part, der allerede har udstyr placeret på en høj konstruktion, ønsker at udskifte dette udstyr med andet udstyr, der eventuelt optager mere plads på konstruktionen eller lignende. Derimod vil det ikke kunne omfatte tilfælde, hvor der f.eks. inden aftalens udløb anmodes om ændrede vilkår for adgangen så som pris. Digitaliseringsstyrelsen vil i eventuelle tvister i medfør af den foreslåede § 32 kunne afgøre, hvorvidt den foreslåede § 6, stk. 1, 1. pkt., i en konkret sag tilsiger, at anmodninger om ændring af allerede indgåede aftaler skal imødekommes.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden som noget nyt medføre, at en anmodning om adgang til ejeren af den pågældende høje konstruktion, som operatøren eller parten ønsker at få adgang til, vil skulle indgives skriftligt. Kravet om skriftlighed vil kunne opfyldes ved fremsendelse af anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt, f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

Ejeren af den høje konstruktion vil som udgangspunkt være forpligtet til at imødekomme enhver skriftlig anmodning om adgang til sin høje konstruktion, medmindre begrænsningerne i det foreslåede stk. 3 eller den foreslåede § 10 bevirker, at adgang ikke skal gives. Hvor relevant vil adgangen skulle gives i overensstemmelse med de i den foreslåede § 10 angivne begrænsninger.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være en forudsætning for at få adgang til en høj konstruktion, at adgangen skal anvendes til etablering af antennesystemer og etablering af eventuelt tilhørende teknikskab. Antennesystemer vil omfatte antenner med tilhørende radioudstyr, kabler og bærerør, der opsættes på en høj konstruktion, eller antenner med tilhørende radioudstyr og kabler, der opsættes på de bærerør, der er opsat på konstruktionen, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 3.

Antennesystemer vil også omfatte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 23. Sådanne adgangspunkter vil ikke nødvendigvis have teknisk behov for at sidde højt oppe på den bærende konstruktion, men vil ofte kunne sidde i gadeplan på en bygnings eller konstruktions facade. Opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på bygninger m.v., der ikke er omfattet af begrebet høje konstruktioner, ikke vil være omfattet af bestemmelsen. Dette vil i praksis bl.a. gøre sig gældende for mindre bygninger. En pligt til at give adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på visse bygninger m.v., der ikke er omfattet af den foreslåede § 6, vil dog kunne følge af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede §§ 4, 8 eller 9, som der henvises til.

Ved »teknikskab« i den foreslåede bestemmelse forstås en lukket installation, hvori der befinder sig tekniske elementer, der vil være nødvendige for drift af de antennesystemer, der placeres udvendigt på den høje konstruktion. En sådan installation vil typisk kunne placeres inde i en bygning i et lofts- eller kælderrum eller for andre høje konstruktioner end bygninger udvendigt, f.eks. på jorden direkte ved siden af den høje konstruktions fod. En sådan installation vil typisk ikke være pladskrævende, men der vil kunne være behov for at sikre den mod uvedkommendes adgang.

Det vil være et krav, at en adgang til at etablere et tilhørende teknikskab er en del af den anmodende parts adgang til at opsætte antennesystemer på den høje konstruktion, og således sker med sigte på placering af teknikskabet i snæver tilknytning til de opsatte antennesystemer. Den foreslåede bestemmelse vil ikke give mulighed for udelukkende at få adgang til at etablere et teknikskab uden samtidig at skulle have adgang til at opsætte antennesystemer på den høje konstruktion.

Etablering af et nyt teknikskab vil kunne være overflødig i tilfælde, hvor der allerede er et teknikskab etableret af en anden operatør, der f.eks. har etableret egne antennesystemer på den pågældende høje konstruktion. I henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur vil en operatør, der ejer et sådant teknikskab, skulle give adgang til, at en anden operatør kan etablere sine tekniske elementer i det pågældende teknikskab, hvis dette er muligt under hensyntagen til plads, sikkerhed m.v. En sådan operatør, der allerede lejer et rum, hvori operatørens teknikskab er placeret, vil også være forpligtet til at give adgang til etablering af et yderligere teknikskab i det samme rum, da artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur også gælder for fysisk infrastruktur, som en operatør alene kontrollerer og ikke ejer. I sådanne tilfælde tilsiger proportionalitetsprincippet, at ejeren af den pågældende konstruktion ikke vil være forpligtet til at stille yderligere arealer til rådighed i henhold til den foreslåede § 6 med henblik på etablering af den senere tilkomne operatørs teknikskab.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i almindelighed have karakter af ekspropriation. Det vil dog ikke kunne udelukkes, at adgang til en høj konstruktion vil kunne ramme ejeren af den høje konstruktion så ekstraordinært hårdt, at der efter omstændighederne vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb mod den pågældende. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation efter grundlovens § 73. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ekspropriation, henhører under domstolene.

Den, som får adgang til en høj konstruktion, vil ikke få ejerskab over nogen del af den høje konstruktion, men vil udelukkende erhverve en brugsret til denne.

Adgang efter den foreslåede bestemmelse vil for ejeren af den høje konstruktion medføre visse begrænsninger i rådigheden over konstruktionen. Det vil f.eks. kunne indebære, at der ikke fremadrettet vil være kapacitet til at placere yderligere antennesystemer på den høje konstruktion. Begrænsningens omfang vil dog variere afhængigt af bl.a. konstruktionens udformning og dimensionering.

Adgang efter den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis også, for så vidt angår antennesystemer, der placeres på hustage, kunne indebære, at retningslinjer for sikkerheden i forbindelse med sådant arbejde nødvendiggør iagttagelse af visse sikkerhedsafstande i forbindelse med arbejder og anden færdsel på taget, ligesom disse sikkerhedsafstande vil kunne have betydning for, hvor tæt på antennesystemerne der eksempelvis vil kunne etableres tagterrasser og lignende konstruktioner. I forhandlingerne mellem parterne vil antennesystemernes nærmere placering dels kunne aftales således, at disse genevirkninger minimeres, og dels vil der, hvis relevant, kunne indgå kompensation for de faktiske anvendelsesbegrænsninger i den aftalte betaling for adgangen.

Adgang i henhold til den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den anmodende part har opnået eventuelle nødvendige tilladelser i henhold til bygge- og planlovgivningen og tilladelser eller dispensationer i henhold til øvrig beskyttelseslovgivning. En ejer af en høj konstruktion vil også være forpligtet til at imødekomme en anmodning om adgang på et tidspunkt, hvor disse tilladelser endnu ikke foreligger, og til at aftale de nærmere vilkår i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, men den fysiske opsætning af de antennesystemer og etablering af tilhørende teknikskab, som adgangen vedrører, kan først ske, når den anmodende part har opnået de nødvendige tilladelser hertil. Hvis tilladelserne ikke kan opnås, vil ejeren af den høje konstruktion ikke være bundet af sin imødekommelse af anmodningen. Opsætning af antennesystemer på eksisterende høje konstruktioner vil ikke nødvendigvis i alle tilfælde forudsætte en tilladelse, idet f.eks. undtagelsen fra kravet om byggetilladelse i bygningsreglementets § 5 vil kunne finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at adgang til høje konstruktioner vil skulle gives med de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 10, og som kan bevirke, at adgang ikke skal gives, eller at adgangen skal gives i overensstemmelse med de i den foreslåede § 10 angivne begrænsninger. Det er ejeren af den høje konstruktion, der vil skulle vurdere, om de hensyn, der fremgår af den foreslåede § 10, vil kunne påvirke, om der gives adgang. Der henvises til den foreslåede § 10 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at adgang skal gives på de betingelser og vilkår, herunder pris, der aftales mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at adgang til opsætning af antennesystemer på konstruktionerne og etablering af tilhørende teknikskab i henhold til det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil skulle ske på baggrund af en forhandling mellem parterne, og at de aftalte betingelser og vilkår, herunder pris, således vil skulle aftales på markedsvilkår.

Betingelser og vilkår, herunder priser, for adgang i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være underlagt den generelle konkurrencelovgivning, herunder reglerne om forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens kapitel 2 og reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

Det forudsættes, at prisen aftales i overensstemmelse med den sædvanlige praksis ved etablering af antennesystemer på privat ejendom, som er, at der aftales en årlig lejepris. Den foreslåede bestemmelse vil indebære en forudsætning om, at pligtsubjekterne i den foreslåede bestemmelse som minimum vil skulle have en betaling, der svarer til fuld erstatning. Dette vil gælde både opsætningen af antennesystemerne udvendigt på den høje konstruktion og placeringen af teknikskabet.

Tvister om betalingen for adgang vil være omfattet af proceduren i den foreslåede § 32, stk. 2-5. Der henvises til den foreslåede § 32 og de tilhørende bemærkninger. Operatører vil endvidere kunne anmode om tilladelse til at iværksætte ekspropriation efter den foreslåede § 19, som der henvises til.

Det foreslås i stk. 2, at anmodninger efter stk. 1 kan fremsættes af operatører og parter, der opfylder betingelserne i § 4, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser de aktører og parter, der kan anmode om adgang til høje konstruktioner med henblik på opsætning af antennesystemer på konstruktionerne og etablering af tilhørende teknikskab i henhold til den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Med henvisningen til den foreslåede § 4, stk. 4, videreføres mastelovens § 10, stk. 4, jf. mastelovens § 2, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at anmodninger efter stk. 1, vil kunne fremsættes af operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, og af parter, til hvilke Digitaliseringsstyrelsen i medfør af lov om radiofrekvenser har udstedt tilladelse til at anvende radiofrekvenser, forudsat at anmodningen vedrører udnyttelse af disse frekvenser, eller af parter, hvis frekvensanvendelse er undtaget fra kravet i lov om radiofrekvenser om tilladelse til at anvende radiofrekvenser.

Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 ikke gælder, hvis 1) opsætning af antennesystemer ikke er mulig på grund af radiotekniske hindringer, eller 2) opsætning af antennesystemer ikke er byggeteknisk mulig på grund af den høje konstruktions udformning, bæreevne eller lignende.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 10, stk. 3, nr. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ejeren af en høj konstruktion vil kunne afvise eller afslå en anmodning fra en operatør eller en part, der opfylder betingelserne i den foreslåede § 4, stk. 4, hvis der foreligger radiotekniske hindringer for opsætning af antennesystemer på den høje konstruktion.

Radiotekniske hindringer for opsætning af antennesystemer omfatter bl.a., at placering af antennesystemet på den høje konstruktion ikke vil sikre den ønskede dækning på grund af konstruktionens geografiske placering eller den højde eller placering, det er muligt at give antennesystemet på konstruktionen, eller at opsætningen må formodes at give indbyrdes forstyrrelser mellem de på konstruktionen placerede antennesystemer eller i forhold til andre former for radiobaseret udstyr i det pågældende område eller på konstruktionen.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at ejeren af en høj konstruktion vil kunne afvise eller afslå en anmodning fra en operatør eller en part, der opfylder betingelserne i den foreslåede § 4, stk. 4, hvis opsætning af antennesystemer på den høje konstruktion ikke er byggeteknisk muligt på grund af den høje konstruktions udformning, bæreevne eller lignende.

Det vil eksempelvis være en byggeteknisk hindring, hvis den høje konstruktion er udformet på en måde, som gør, at der vil skulle foretages ændringer af selve konstruktionen for at få plads til at opsætte antennesystemer, eller hvis konstruktionens bæreevne gør, at konstruktionen vil skulle understøttes eller ændres for at kunne bære antennesystemet.

Det vil være ejeren af den høje konstruktion, der vil skulle vurdere, om der foreligger radiotekniske eller byggetekniske hindringer eller om de hensyn, der fremgår af den foreslåede § 10, vil kunne bevirke, at adgang ikke skal gives, eller at adgangen skal gives i overensstemmelse med de begrænsninger, der angivet i § 10. Der henvises til den foreslåede § 10 og de tilhørende bemærkninger.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at gælder der sikkerhedsforskrifter for den høje konstruktion, varetages driften og vedligeholdelsen af de opsatte antennesystemer af ejeren af den høje konstruktion, medmindre anden aftale indgås mellem ejeren af den høje konstruktion og ejeren af antennesystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre mastelovens § 10, stk. 8, for så vidt angår adgang til høje konstruktioner i medfør af det foreslåede stk. 1.

Bestemmelsen vil indebære et udgangspunkt om, at antennesystemernes ejer selv forestår drift og vedligeholdelse heraf, men at dette udgangspunkt vil blive fraveget, hvis der gælder sikkerhedsforskrifter. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis den pågældende høje konstruktion er underlagt sikkerhedsforskrifter, er det ejeren af konstruktionens ansvar at varetage driften og vedligeholdelsen af de opsatte antennesystemer. Den foreslåede bestemmelse vil således alene finde anvendelse på ejere af den pågældende høje konstruktion og ikke på lejere eller øvrige rettighedshavere.

Med den foreslåede bestemmelse vil udgangspunktet være et andet end i den lignende bestemmelse i det foreslåede § 4, stk. 5, hvilket afspejler, at ejere af høje konstruktioner normalt ikke har ekspertise til at varetage drift og vedligeholdelse af antennesystemer.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der mellem ejeren af den høje konstruktion og ejeren af antennesystemet vil kunne aftales en anden ansvarsfordeling for driften og vedligeholdelsen af antennesystemerne. Uanset hvad der aftales mellem parterne, vil varetagelse af drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der placeres på den høje konstruktion, skulle ske under overholdelse af de til enhver tid gældende sikkerhedsforskrifter for adgang til og udførelse af arbejde i eller ved den høje konstruktion og adgang til og arbejde med eller ved de opsatte antennesystemer.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at udgifter til drift og vedligeholdelse af de opsatte antennesystemer dog afholdes af den, der får adgang i henhold til stk. 1, medmindre anden aftale indgås mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse er ny og fastslår, at det er den, der får adgang til konstruktionen, der skal afholde udgifterne til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret på konstruktionen, medmindre anden aftale indgås mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil være de operatører eller andre parter omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, jf. den foreslåede § 6, stk. 2, der får adgang til en høj konstruktion, der som udgangspunkt vil skulle afholde udgifterne til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret på konstruktionen, også selvom arbejderne foranlediges af ejeren af konstruktionen som beskrevet i den foreslåede § 6, stk. 4, 1. pkt.

Udgifter til drift og vedligeholdelse af antennesystemerne vil f.eks. kunne omfatte udgifter til elforsyning til antennesystemerne samt udgifter til reparationer og opgraderinger af antennesystemerne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der ikke nødvendigvis er et krav om, at ejeren af en høj konstruktion enkeltvist skal afregne hver enkelt vedligeholdelses- eller driftsopgave, der vedrører en anden aktør eller operatørs antenner på konstruktionen. Den foreslåede bestemmelse vil dog gøre det klart, at ejeren som udgangspunkt vil kunne kræve omkostningerne hertil dækket hos antennens ejer. Dette aftales nærmere mellem parterne.

Det fremgår af mastelovens § 1, stk. 6, at med ejere af master, bygninger og andre høje konstruktioner sidestilles lejere og indehavere af brugsrettigheder, hvis det lejede eller den pågældende brugsret ikke umiddelbart udnyttes fuldt ud. Dette gælder dog ikke reglerne i mastelovens § 2, stk. 8, § 2, stk. 10, § 8, stk. 4, og § 10, stk. 8. Ejere af master, bygninger og andre høje konstruktioner har pligt til at underrette lejere og indehavere af brugsrettigheder, som sidestilles med ejere af master, bygninger og andre høje konstruktioner, om anmodninger og påbud om fælles udnyttelse og om anmodninger og påbud om opsætning af antennesystemer. Tilsvarende gælder for landzone- og bygningsmyndigheden ved behandling af sager om fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer efter masteloven.

Det foreslås i § 7, stk. 1, at ved opsætning af antennesystemer i medfør af bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, samt §§ 4 og 6, sidestilles lejere af og andre indehavere af brugsrettigheder til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner med netoperatører, offentlige organer, ejere af master til radiokommunikationsformål og ejere af høje konstruktioner, hvis en midlertidig adgang til det lejede eller det, som der er en brugsrettighed til, er en forudsætning for adgangen, eller det lejede eller den pågældende brugsret ikke umiddelbart udnyttes fuldt ud. Dette gælder dog ikke § 4, stk. 5, og § 6, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at lejere og andre indehavere af brugsrettigheder til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner vil have en tilsvarende pligt som netoperatører, offentlige organer, ejere af master til radiokommunikationsformål og ejere af høje konstruktioner til at imødekomme anmodninger om opsætning af antennesystemer på den fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion, som de lejer eller bruger.

Ved »lejere« og »andre indehavere af brugsrettigheder« i den foreslåede bestemmelse forstås parter, der lejer eller har brugsrettighed over et element af fysisk infrastruktur, en mast til radiokommunikationsformål eller en høj konstruktion, som er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller en af de foreslåede §§ 4 og 6.

Det vil være en forudsætning for, at en lejer eller indehaver af en brugsrettighed sidestilles, at den pågældende anmodning om adgang i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, de foreslåede § 4, stk. 1 eller 2, eller den foreslåede § 6 vedrører adgang til den samme fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion, som den pågældende part lejer eller har brugsrettigheder over. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke finde anvendelse for lejere eller indehavere af brugsrettigheder af fysisk infrastruktur, master eller konstruktioner, hvis ejer ikke har en pligt til at imødekomme den pågældende anmodning. Lejere eller indehavere af brugsrettigheder i tilstødende bygninger m.v. vil således ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse om at sidestille lejere eller indehavere af brugsrettigheder med ejere vil kun finde anvendelse for så vidt angår bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, samt de foreslåede §§ 4 og 6, og vil kun finde anvendelse for opsætning af antennesystemer. Det vil indebære, at den foreslåede bestemmelse navnlig ikke vil finde anvendelse i situationer omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, der f.eks. omhandler adgang til etablering af kabler i føringsrør eller lignende.

Den foreslåede bestemmelse vil således videreføre retstilstanden i mastelovens § 1, stk. 6, 1. og 2. pkt., der ligeledes alene gælder for opsætning af antennesystemer. Netoperatører og offentlige organer, der lejer eller benytter fysisk infrastruktur, vil dog være omfattet af artikel 3 i forordningen om infrastruktur, der også omfatter netoperatører og offentlige organer, der alene kontrollerer fysisk infrastruktur frem for at eje den, men øvrige lejere og indehavere af brugsrettigheder vil alene være forpligtet til at medvirke til opsætning af antennesystemer.

Den foreslåede bestemmelse om at sidestille lejere eller indehavere af brugsrettigheder med ejere vil desuden kun omfatte de tilfælde, hvor midlertidig adgang til det lejede er en forudsætning for adgangen i henhold til bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, samt de foreslåede §§ 4 og 6, eller det lejede eller den pågældende brugsret ikke umiddelbart udnyttes fuldt ud.

Ved »midlertidig adgang til det lejede« i den foreslåede bestemmelse forstås eksempelvis, at lejere i en ejendom må tåle, at der som følge af bygningsejerens forpligtelser i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i den foreslåede § 6 til at give adgang til opsætning af antennesystemer på bygningens tag færdes teknikere i ejendommen i forbindelse med opsætning af antennen samt i forbindelse med løbende vedligehold. Dette vil omfatte færdsel på udendørsarealer omfattet af lejemålet, i trappeopgange, eller adgang til bygningens tag ved brug af lifte eller stiger. Det vil dog også, i de tilfælde hvor den nødvendige adgang ikke kan foregå på anden vis, kunne omfatte gennemgang i dele af det lejede, der anvendes til virksomhedsformål eller til beboelse. Det vil eksempelvis kunne indebære, at det må tåles, at der i en periode på et antal måneder forekommer færdsel af håndværkere i bygningen og eventuelt opsættes stillads eller lift uden for bygningen.

Situationer, hvor det lejede eller den pågældende brugsret ikke umiddelbart udnyttes fuldt ud i den foreslåede bestemmelse, vil f.eks. være situationer, hvor et element af fysisk infrastruktur, en mast til radiokommunikationsformål eller en høj konstruktion vil være udlejet til en lejer i sin helhed, men hvor der er ledig plads til at etablere netelementer, som lejer ikke udnytter.

Den foreslåede bestemmelse vil være møntet på midlertidig gennemgang eller adgang til at installere elementer af VHC-net og elektroniske kommunikationsnet i øvrigt i dele af det lejede, som ikke benyttes af lejer. Den foreslåede bestemmelse vil dermed ikke give mulighed for, at operatører og de parter, der er nævnt i den foreslåede § 4, stk. 4, vil have krav på at etablere elementer af deres net inde i f.eks. lejligheders beboelsesarealer, da disse må anses for fuldt udnyttet ved at være tiltænkt beboelse, hvilket ikke vil harmonere med installationen i lejligheden af netelementer med tilknytning til et antennesystem på bygningens tag. Modsat vil uudnyttede lofts- og kælderarealer være omfattet af bestemmelsen.

Lejere og indehavere af brugsrettigheder vil på lige fod med ejere kunne nægte adgang til de dele af ejendommen, som de lejer eller råder over, hvis der er mulighed herfor i medfør af artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede § 6, stk. 3, eller § 10. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 4 samt til de foreslåede §§ 6 og 10.

Dette vil i fraværet af alternative løsninger kunne medføre, at ejeren af den fysiske infrastruktur, masten eller konstruktionen kan nægte at imødekomme anmodningen med henvisning til de grunde, der anføres af lejeren. Afslag på adgang med henvisning til oplysninger, der er modtaget fra lejer, vil dog i sager omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 4 skulle gives inden for 1 måned fra modtagelse af anmodningen, jf. artikel 3, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur. I sager omfattet af den foreslåede § 6 vil afslag skulle gives inden for 4 måneder, da anmodninger skal imødekommes inden for fire måneder, jf. den foreslåede § 6, stk. 1. Digitaliseringsstyrelsen vil kunne behandle klager over sådanne afslag, jf. de foreslåede §§ 31 og 32.

Den foreslåede bestemmelse om at sidestille lejere eller indehavere af brugsrettigheder med ejere vil ikke gælde for så vidt angår reglerne i de foreslåede § 4, stk. 5 og § 6, stk. 4. Dette vil indebære, at lejere og indehavere af brugsrettigheder ikke ligesom ejere vil skulle varetage drift og vedligeholdelse af det placerede udstyr i tilfælde, der er nævnt i disse bestemmelser.

Med bestemmelsen vil det blive sikret, at adgang til opsætning af antennesystemer i medfør af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede §§ 4 og 6 ikke begrænses i videre omfang, end hvad der følger af undtagelserne og de gældende afslagsgrunde til disse bestemmelser som følge af, at en lejer, der råder over dele af det, som der anmodes om adgang til, ikke ønsker at medvirke til, at adgangen kan ske.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at adgang fortsat kan gives i situationer, hvor f.eks. ejeren af en bygning råder over det areal på et tag, hvor en antenne skal etableres i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, mens en lejer råder over de indvendige arealer, hvor teknikere vil skulle færdes i forbindelse med installationen af antennen. Som følge af bestemmelsen vil begge parter skulle give den adgang, der ligger inden for deres respektive råderet over ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse vil således også medføre, at adgang kan opnås i situationer, hvor f.eks. ejeren af en bygning råder over det areal på et tag, hvor en antenne skal etableres i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, mens en lejer råder over uudnyttet lofts- eller kælderareal, hvor der vil kunne etableres det tilhørende teknikskab til antennen. Som følge af bestemmelsen vil begge parter skulle give den adgang, der ligger inden for deres respektive råderet over ejendommen.

Vilkår og pris for begge typer adgang vil skulle fastsættes i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur for så vidt angår adgang omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 4, og i overensstemmelse med det foreslåede § 6, stk. 1, 2. pkt., for så vidt angår adgang omfattet af den foreslåede § 6. Fordeling af eventuel betaling mellem udlejer og lejer vil skulle ske således, at de hver især modtager betaling for den adgang, der ligger inden for deres respektive råderet. Alternativt vil en udlejer eksempelvis kunne aftale med sin lejer, at adgangen indebærer et forholdsmæssigt nedslag i husleje, mens udlejer modtager den fulde betaling fra den, der anmoder om adgang.

Det foreslås i stk. 2, at netoperatører, offentlige organer, ejere af master til radiokommunikationsformål og ejere af høje konstruktioner har pligt til at underrette berørte lejere og andre indehavere af brugsrettigheder, som er omfattet af stk. 1 eller artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, om anmodninger om adgang efter artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, § 4, stk. 1 og 2, og § 6 samt om afgørelser efter §§ 31 og 32, hvis anmodningen eller afgørelsen kræver den pågældende parts medvirken.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige mastelovens § 1, stk. 6, 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ejerne af fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner forpligtes til at give besked til parter, der lejer eller råder over plads i disse elementer, når en anmodning eller afgørelse i henhold til de nævnte bestemmelser nødvendiggør, at disse parter medvirker til at give adgang i henhold til den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte flere situationer end den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Bestemmelsen vil både omfatte situationer, hvor lejere og indehavere af brugsrettigheder er omfattet af det foreslåede stk. 1. Bestemmelsen vil også omfatte situationer, hvor dette ikke er tilfældet, men hvor lejerne og indehaverne af brugsrettigheder alligevel har pligt til at give adgang i medfør af artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, hvorefter også netoperatører og offentlige organer, der kontrollerer, men ikke ejer, fysisk infrastruktur, skal give adgang hertil på lige fod med netoperatører og offentlige organer, der ejer den fysiske infrastruktur. I de sidstnævnte situationer vil den foreslåede bestemmelse være en selvstændig supplerende bestemmelse til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, der er uafhængig af det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre klarhed om proceduren for koordinering mellem ejeren og andre eksisterende brugere af fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner i forbindelse med, at ejeren modtager anmodninger om adgang i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede §§ 4 eller 6.

En anmodning om adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller andre høje konstruktioner vil efter den foreslåede bestemmelse skulle behandles af ejeren af den fysiske infrastruktur eller høje konstruktion. Hvis en lejers medvirken er nødvendig for, at ejeren kan opfylde sine forpligtelser til at give adgang i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i medfør af de foreslåede §§ 4 og 6, vil ejeren skulle meddele lejeren, at lejeren skal give adgang til det lejede i forbindelse med denne adgang. Ejeren vil fortsat skulle overholde gældende regler i f.eks. lejeloven, erhvervslejeloven m.v. om varsling, men den foreslåede § 7, stk. 1, vil indebære, at lejeren som udgangspunkt vil være omfattet af de samme pligter som ejeren til at medvirke til, at de påtænkte netelementer kan etableres på den fysiske infrastruktur eller høje konstruktion. Lejer vil derfor som udgangspunkt ikke kunne nægte udlejer adgang til det lejede, såfremt betingelserne for adgang og arbejde i lejemålet er overholdt. Lejere og indehavere af brugsrettigheder vil på lige fod med ejere kunne nægte adgang til de dele af ejendommen, som de lejer eller råder over, hvis der er lovlige grunde hertil i artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i den foreslåede § 10. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede §§ 4, 6 og 10 med tilhørende bemærkninger.

Dette vil i fraværet af alternative løsninger kunne medføre, at ejeren af den fysiske infrastruktur, masten eller konstruktionen vil kunne nægte at imødekomme anmodningen med henvisning til de grunde, der er anført af lejeren. Afslag på adgang med henvisning til oplysninger modtaget fra lejer vil dog i sager omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 4 skulle gives inden for 1 måned fra modtagelse af anmodningen, jf. artikel 3, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Dette vil indebære, at ejer vil skulle indhente relevante oplysninger om eventuelle afslagsgrunde, som kun lejer måtte være bekendt med, inden for 1 måned, og besvare anmodningen om adgang inden for denne frist. Den egentlige adgang til det lejede vil fortsat kunne afvente varslingsfrister i relevant lejelovgivning. Tilsvarende vil gøre sig gældende i forhold til den frist på fire måneder, der følger af den foreslåede § 6, stk. 1.

Det fremgår af mastelovens § 14 a, at offentlige myndigheder, der kontrollerer fysisk infrastruktur eller gadeinventar, skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til fysisk infrastruktur og adgang til gadeinventar fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Denne forpligtelse gælder også for andre, der kontrollerer gadeinventar. Bestemmelsen regulerer rettighedssubjekter og pligtsubjekter i forhold til adgang til master til radiokommunikationsformål, forudsætningerne for at få adgang samt omfanget af adgang, herunder begrænsninger i adgangen.

Artikel 3, stk. 1, 4 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur regulerer forpligtelsen for netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, til at imødekomme rimelige anmodninger fra en operatør om adgang til den pågældende fysiske infrastruktur på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, med henblik på etablering af elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter. Offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, skal desuden imødekomme alle sådanne rimelige anmodninger på ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 8, stk. 1, at artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, jf. dog § 10, på anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, når der er tale om 1) fysisk infrastruktur ejet eller kontrolleret af offentlige myndigheder, 2) fysisk infrastruktur ejet eller kontrolleret af netoperatører eller offentligretlige organer i det omfang, der ikke er adgang til den pågældende fysiske infrastruktur med henblik på etablering af de nævnte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller 3) gadeinventar ejet eller kontrolleret af andre end netoperatører og offentlige organer.

Den foreslåede bestemmelse i § 8, bortset fra stk. 1, nr. 2 og 3, implementerer teledirektivets artikel 57, stk. 4, der indebærer, at medlemsstaterne skal sikre, at operatører har ret til at få adgang til fysisk infrastruktur, der kontrolleres af nationale, regionale eller lokale offentlige myndigheder, og som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne adgangspunkter med et transportnet, herunder gadeinventar som f.eks. lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, bus- og sporvognsstoppesteder samt metrostationer. Pligten til at implementere teledirektivets artikel 57, stk. 4, indebærer, at der med den foreslåede § 8 vil gælde andre regler for etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde i de af bestemmelsen omfattede situationer end de i øvrigt lignende regler i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og i de nationale supplerende regler hertil i de foreslåede §§ 4, 6 og 9, der skal videreføre adgang til master til radiokommunikationsformål, høje konstruktioner og fysisk infrastruktur i samme omfang som efter den gældende mastelov og gravelov. Der vil således med loven være forskel på, hvilke regler der regulerer adgang til fysisk infrastruktur i forskellige situationer, jf. også pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der vil således være særlige regler for opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde i den foreslåede § 8, som de foreslåede §§ 4, 6 og 9 samt artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur viger for. Det gælder opsætning af trådløse adgangspunkter på fysisk infrastruktur ejet af offentlige organer, samt opsætning af trådløse adgangspunkter, der ikke er en del af VHC-net, på fysisk infrastruktur ejet af netoperatører. Opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde vil i disse tilfælde være reguleret i den foreslåede § 8, der for en række af de nævnte tilfælde implementerer artikel 57, stk. 4, i teledirektivet. Operatørers opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som er en del af VHC-net, på fysisk infrastruktur ejet af netoperatører, vil være reguleret direkte i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur. I tilfælde, der hverken er dækket af den foreslåede § 8 eller artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil der kunne være situationer, hvor adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde er omfattet af de foreslåede §§ 4, 6 eller 9.

Adgang efter den foreslåede bestemmelse vil omfatte etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 23. Det vil dermed ikke være en forudsætning for adgang efter bestemmelsen, at det trådløse adgangspunkt med lille rækkevidde skal være en del af et VHC-net. Det vil samtidig indebære, at en operatør ikke med den foreslåede bestemmelse vil kunne opsætte andre antennesystemer eller andet udstyr, der ikke kan indeholdes i definitionen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Opsætning af øvrige antennesystemer vil ofte være omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede § 4 og § 6. Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at der vil kunne opsættes andre antennesystemer eller andet udstyr på baggrund af en almindelig frivillig aftale.

Den foreslåede bestemmelse vil vedrøre adgang til fysisk infrastruktur med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og ikke alene adgang til opsætning af selve adgangspunktet. Adgang i medfør af den foreslåede bestemmelse vil, jf. teledirektivets artikel 57, stk. 4, således også kunne vedrøre adgang i tilfælde, hvor den pågældende fysiske infrastruktur eller gadeinventar ikke er nødvendig for opsætningen af selve det trådløse adgangspunkt, men alene for at forbinde sådanne adgangspunkter med et transportnet. Der vil f.eks. kunne være tale om at føre kabling fra det trådløse adgangspunkt gennem eller på en bygning hen til et sted, hvor det kan forbindes til transportnettet, der er den del af et elektronisk kommunikationsnet, som ikke udgør den adgangsgivende eller terminerende del af nettet hos slutbrugeren. Transportnettet vil typisk være den del af nettet, der transporterer signaler fra en hovedcentral og frem til den adgangsgivende eller terminerende del af nettet, herunder de dele af nettet, der går fra en hovedcentral og ud til lokale centraler.

Ved »fysisk infrastruktur« i den foreslåede bestemmelse forstås, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, et element i et net, der skal huse andre elementer i et net uden at blive et aktivt element i selve nettet, såsom rør, master, kabelkanaler, inspektionsbrønde, mandehuller, gadeskabe, antenneanlæg og pæle samt bygninger, herunder bygningernes tage og dele af deres facader eller indgange til bygninger, og alle andre aktiver, herunder gadeinventar såsom lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte og vejafgiftsportaler, samt bus- og sporvognsstoppesteder og metro- og togstationer, og hvis de ikke indgår i et net og ejes eller kontrolleres af offentlige organer, bygninger, herunder bygningernes tage og dele af deres facader eller indgange til bygninger, og alle andre aktiver, herunder gadeinventar såsom lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte og vejafgiftsportaler, samt bus- og sporvognsstoppesteder og metro- og togstationer.

Den foreslåede bestemmelse vil med henvisningen til, at artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, indebære, at det vil være operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, der vil kunne anmode om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Det vil videre indebære, at en anmodning om adgang vil skulle indgives skriftligt og angive de elementer i den fysiske infrastruktur, hvortil der anmodes om adgang, herunder en specifik tidsramme. Kravet vil kunne opfyldes ved fremsendelse af anmodningen digitalt f.eks. via e-mail eller et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger. Det vil desuden indebære, at adgang vil skulle gives på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris. Til trods for henvisningen til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil den foreslåede bestemmelse dog også, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 23, omfatte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der ikke er et element af et VHC-net.

I anmodningen om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde vil det bl.a. skulle angives, hvilken fysisk infrastruktur eller hvilket gadeinventar der anmodes om adgang til.

Den foreslåede bestemmelse vil med henvisningen til, at artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse, indebære, at ved fastsættelse af fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder priser, for at give adgang og med henblik på at undgå for høje priser vil den, der skal imødekomme anmodninger efter bestemmelsen, hvis det er relevant, som minimum skulle tage hensyn til de forhold, der er angivet i artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. gennemgangen heraf i bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 1, 1. pkt.

Vilkår og betingelser for adgang, herunder pris, vil skulle aftales som led i en forhandling mellem operatøren, der anmoder om adgang og ejeren af den pågældende fysiske infrastruktur eller det pågældende gadeinventar.

Ejere af fysisk infrastruktur eller gadeinventar omfattet af bestemmelsen vil ved prisfastsættelsen skulle være opmærksomme på reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

Hvad der vil kunne anses for at være rimelige vilkår og betingelser for adgang, vil skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen. Alt efter omstændighederne vil flere forhold kunne påvirke betingelserne og prisfastsættelsen for adgang.

Vilkårene i en aftale vil skulle ses i sammenhæng med hinanden. Om en aftale samlet set er givet på rimelige vilkår, vil derfor afhænge af en samlet vurdering.

I den konkrete vurdering af rimeligheden af vilkår i en aftale vil der eksempelvis kunne tages hensyn til de specifikke omstændigheder, der gør sig gældende for det geografiske område, hvor den pågældende fysiske infrastruktur eller det pågældende gadeinventar er placeret. Der vil f.eks. kunne være stor forskel på lokale områder i forhold til de omkostninger, der er forbundet med den adgangsgivende ejers etablering af den fysiske infrastruktur eller gadeinventar.

Den operatør, som får adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, vil ikke få ejerskab over nogen del af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, men erhverver udelukkende en brugsret hertil. I forbindelse med adgang efter bestemmelsen vil den adgangssøgende operatør ikke kunne kræve, at der på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal foretages ændringer eller tilpasninger, for at der kan blive plads til det trådløse adgangspunkt med lille rækkevidde.

Adgangen til at placere trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og på gadeinventar vil kunne indebære, at den, der skal give adgang i medfør af bestemmelsen, vil blive begrænset i sin anvendelse af den fysiske infrastruktur eller gadeinventar. Begrænsningens omfang vil variere afhængigt af, hvilken type fysisk infrastruktur eller gadeinventar der anmodes om adgang til og af størrelsen på den eller de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der skal opsættes.

Hvis den offentlige myndighed ikke kan afslå en anmodning, vil myndigheden blive påført en begrænsning i sin egen mulighed for at udnytte eventuel ledig kapacitet på infrastrukturen eller gadeinventaret. I den forbindelse spiller det en væsentlig rolle, hvilke andre formål den offentlige myndighed ville kunne benytte infrastrukturen eller gadeinventaret til, hvis de trådløse adgangspunkter ikke blev sat op på infrastrukturen eller gadeinventaret. I forhold til gadeinventar vil den primære funktion af den type infrastruktur allerede være opfyldt på det tidspunkt, hvor en operatør anmoder om adgang. Det vil kunne være belysning i en lygtepæl eller trafiksignalering i et trafiksignal. Det kan dog ikke udelukkes, at gadeinventar vil kunne være relevant til opsætning af andet udstyr f.eks. overvågningsudstyr m.v., der har en begrænset størrelse. Der kan derfor for denne type infrastruktur være begrænsede alternative anvendelsesmuligheder. Når det handler om bygninger og anden fysisk infrastruktur, kan det ikke udelukkes, at der potentielt vil kunne være alternative anvendelsesmuligheder, herunder udlejning til andre erhvervsformål, men i disse tilfælde vil den eller de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der ønskes sat op på bygningen eller den fysiske infrastruktur, kun optage en meget begrænset del af bygningen eller infrastrukturen.

Det vil være en forudsætning for adgangen, at eventuelt nødvendige tilladelser til udrulningen af de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde kan opnås. Der kan derfor være bestemmelser i f.eks. byggeloven, bygningsreglementet, planloven, naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven, museumsloven m.v., som tilsiger, at der skal gives en forudgående tilladelse til, at der må opsættes trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, medfører, at artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur, der er ejet eller kontrolleret af offentlige myndigheder, med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse implementerer teledirektivets artikel 57, stk. 4, som bl.a. omfatter adgang til fysisk infrastruktur, der kontrolleres af offentlige myndigheder, og som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Bestemmelsen viderefører i det væsentlige mastelovens § 14 a, stk. 1, 1. pkt.

Med »offentlige myndigheder« i den foreslåede bestemmelse forstås den delmængde af de offentlige organer, der er omfattet af artikel 2, nr. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som udgøres af statslige, regionale eller lokale myndigheder eller en sammenslutning af en eller flere sådanne myndigheder. Der sigtes med begrebet til forvaltningsrettens sædvanlige myndighedsbegreb, dvs. en afgrænsning, som svarer til de myndigheder, der er omfattet af offentligheds- og forvaltningsloven. Begrebet vil således omfatte alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de tilhører den statslige, regionale eller kommunale forvaltning, og uanset om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd, eller særlige forvaltningsenheder, f.eks. Nationalbanken eller § 60-selskab i kommunestyrelsesloven. Begrebet omfatter også administrative organer, selv om de betegner sig som »retter«, f.eks. Landsskatteretten.

En offentlig myndighed kontrollerer fysisk infrastruktur, når myndigheden ejer eller på anden måde råder over sådan fysisk infrastruktur f.eks. ved at have bestemmende indflydelse på infrastrukturens ejer, ved selv at leje infrastrukturen eller ved at kunne indgå aftaler om lån, leje eller leasing af infrastrukturen.

Den foreslåede bestemmelse vil med henvisningen til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur indebære, at offentlige myndigheder ud over det, der er beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede § 8, stk. 1, vil skulle imødekomme alle rimelige anmodninger på ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære en udvidelse i forhold til mastelovens § 14 a, stk. 1, 1. pkt., da det ikke længere vil være en forudsætning, at de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter vedtaget i medfør af teledirektivets artikel 57, stk. 2, eller af regler fastsat i medfør af mastelovens § 1, stk. 5, som ikke videreføres med lovforslaget.

Offentlige myndigheder vil ud over artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur og de herover nævnte konkurrenceregler også skulle agere inden for rammerne af den Europæiske Unions statsstøtteregler.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, viderefører dele af mastelovens § 14 a, stk. 1, 2. pkt., da netoperatører er en delmængde af de andre ejere af fysisk infrastruktur, der er reguleret i denne bestemmelse.

Bestemmelsen i den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at der gælder ensartede regler, idet bestemmelsen indebærer en udvidelse af de specifikke regler for etablering af trådløse adgangspunkter i den foreslåede § 8, der implementerer teledirektivets artikel 57, stk. 4, til også at gælde for adgang til fysisk infrastruktur ejet af netoperatører og offentligretlige organer, når et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde ikke er en del af et VHC-net, hvilket er en situation, der hverken er omfattet af teledirektivet eller af forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur, der er ejet eller kontrolleret af netoperatører og offentlige organer, med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, i det omfang der ikke er adgang til den pågældende fysiske infrastruktur i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Med »netoperatører« i den foreslåede bestemmelse forstås netoperatører som defineret i artikel 2, nr. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Netoperatører omfatter for det første operatører, som defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 29, jf. artikel 2, nr. 1, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, dvs. virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde et offentligt elektronisk kommunikationsnet eller en tilhørende facilitet.

Omfattet af begrebet operatør er bl.a. teleselskaber og energiselskaber m.v. i det omfang, de udbyder offentlige elektroniske kommunikationsnet eller tilhørende faciliteter. I forhold til energiselskaber bemærkes, at Danmark er i en særegen situation i forhold til de øvrige EU-lande og EØS-lande, idet energiselskaber i nogle geografiske områder i Danmark i vidt omfang udbyder net med meget høj kapacitet og øvrige offentlige elektroniske kommunikationsnet. Omfattet er desuden virksomheder, der udelukkende udbyder tilhørende faciliteter eller fysisk infrastruktur uden at udbyde offentlige elektroniske kommunikationsnet. Det kan f.eks. være såkaldte masteselskaber, der etablerer og udbyder selve mastekonstruktionen, hvorpå en anden operatør, der etablerer og udbyder offentlige elektroniske kommunikationsnet, kan opsætte antennesystemer.

Netoperatører omfatter for det andet foretagender, der stiller fysisk infrastruktur til rådighed med henblik på at levere en tjeneste, der vedrører produktion, transport eller distribution af gas, elektricitet, herunder offentlig belysning, varme, vand, herunder bortskaffelse eller rensning af spildevand, og dræningssystemer, jf. artikel 2, nr. 1, litra b, nr. i, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Omfattet heraf er bl.a. energiselskaber, vandværker, fjernvarmeværker m.v. I forhold til vandværker bemærkes, at elementer af net, der bruges til levering af drikkevand som defineret i artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184, ikke er fysisk infrastruktur som omhandlet i forordningen om gigabitinfrastruktur og dermed ikke omfattet af reglerne heri eller i denne lov om adgang til fysisk infrastruktur m.v.

Netoperatører omfatter for det tredje foretagender, der stiller fysisk infrastruktur til rådighed med henblik på at levere transporttjenester, herunder jernbaner, veje, herunder veje i bymæssige områder, tunneler, havne og lufthavne, jf. artikel 2, nr. 1, litra b, nr. ii, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Omfattet heraf er bl.a. kommunerne som vejmyndighed i forhold til de kommunale veje, Vejdirektoratet som vejmyndighed i forhold til de statslige veje, Banedanmark i forhold til de danske jernbaner m.v.

Ved »offentligretlige organer« i den foreslåede bestemmelse forstås offentligretlige organer som defineret i artikel 2, nr. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Offentligretlige organer omfatter således et organ, der er oprettet med det specifikke formål at imødekomme almenhedens behov, og ikke har en industriel eller kommerciel karakter, det har status som juridisk person, og det finansieres helt eller for størstedelens vedkommende af statslige, regionale eller lokale myndigheder eller af andre offentligretlige organer eller er underlagt disse myndigheders eller organers ledelsesmæssige kontrol, eller har en administrativ, ledelsesmæssig eller tilsynsmæssig bestyrelse, hvor mere end halvdelen af medlemmerne er udpeget af statslige, regionale eller lokale myndigheder eller af andre offentligretlige organer.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der ikke er en del af VHC-net, på fysisk infrastruktur ejet eller kontrolleret af netoperatører eller af offentlige organer, herunder offentligretlige organer, ikke vil være omfattet af artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der ikke er en del af VHC-net, på fysisk infrastruktur ejet eller kontrolleret af netoperatører eller den delmængde af offentlige organer, der udgøres af offentligretlige organer, vil derudover ikke være omfattet af teledirektivets artikel 57, stk. 4, da denne direktivbestemmelse alene gælder for fysisk infrastruktur ejet eller kontrolleret af offentlige myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse vil med henvisningen til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur indebære, at offentligretlige organer ud over det, der er beskrevet nærmere i bemærkningerne til den foreslåede § 8, stk. 1, vil skulle imødekomme alle sådanne rimelige anmodninger på ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære en udvidelse i forhold til mastelovens § 14 a, stk. 1, 2. pkt., da også anden fysisk infrastruktur end gadeinventar er omfattet. Den foreslåede udvidelse vil dog hovedsageligt vedrøre fysisk infrastruktur, hvortil der også i gældende ret er adgang i medfør af gravelovens § 9 f og mastelovens §§ 2 og 10. Den foreslåede bestemmelse vil derfor ikke i væsentligt omfang indføre nye adgangsforpligtelser, men i stedet indebære mere ensartede regler for etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, medfører, at artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang til gadeinventar ejet eller kontrolleret af andre end netoperatører og offentlige organer, med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige den delmængde af mastelovens § 14 a, stk. 1, 2. pkt., der ikke er dækket af den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 2.

Ved »offentlige organer« i den foreslåede bestemmelse forstås de offentlige myndigheder og offentligretlige organer, der er omfattet af den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, under ét, jf. definitionen af begrebet offentlige organer i artikel 2, nr. 3, forordningen om gigabitinfrastruktur.

»Gadeinventar« i den foreslåede bestemmelse forstås i overensstemmelse med definitionen i den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 5, dvs. lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v.

Der er ved disse elementer tale om en delmængde af begrebet »fysisk infrastruktur« som defineret i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Med »andre end netoperatører og offentlige organer« i den foreslåede bestemmelse forstås parter, der ejer de nævnte infrastrukturelementer uden at være en netoperatør eller et offentligt organ som defineret i artikel 2, nr. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det kan eksempelvis være private fysiske personer eller private juridiske personer, herunder eksempelvis andelsboligforeninger, grundejerforeninger, almene boliger, der administreres af en almen boligorganisation m.v., fonde og virksomheder m.v., og offentligt ejede selskaber, der ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af begrebet offentligretligt organ og dermed ikke er omfattet af enten artikel 3 i forordningen i gigabitinfrastruktur eller af den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre adgang til gadeinventar ejet af disse parter, men samtidig undgå at lade øvrige elementer ejet af disse parter, som eksempelvis private borgeres boliger og virksomheders bygninger, kontorer, produktionslokaler, lagerhaller m.v., blive omfattet af retten for operatører til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte netoperatører, der ejer eller kontrollerer gadeinventar, som i stedet vil være direkte omfattet af forpligtelsen til at give adgang til fysisk infrastruktur, herunder gadeinventar, i medfør af artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

De parter, der er omfattet af bestemmelsen, vil eksempelvis kunne eje denne type infrastruktur langs vejnettet, i forbindelse med placering af reklameskilte og andre elementer af fysisk infrastruktur, der placeres af private virksomheder, der ikke er netoperatører. Det vil navnlig være relevant, hvis infrastrukturelementerne indgår i et net, som ejeren ikke selv er ansvarlig for, som f.eks. i tilfældet af privatejede reklameskilte og andre private installationer, der indgår i vejnettet.

Der vil dermed være tale om en opsamlingsbestemmelse, der vil skulle forhindre, at komplekse ejerskabsmæssige forhold medfører en uensartet adgang til etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Det foreslås istk. 2, at anmodninger i henhold til stk. 1 skal imødekommes eller afslås senest 1 måned efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den gældende tidsfrist på 2 måneder, der følger af mastelovens § 14 a, stk. 2-4, vil blive forkortet til 1 måned.

Den foreslåede bestemmelse vil vedrøre den administrative del, hvor aftale om adgang, herunder vilkårene herfor, skal være indgået, eller hvor et afslag i henhold til det foreslåede stk. 3 eller den foreslåede § 10 skal være meddelt den, der har anmodet om adgang.

Den fysiske opsætning af de pågældende trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde eller af de elementer, der skal forbinde disse med et transportnet, vil kunne ske senere, f.eks. hvis anmodningen vedrører adgang længere ude i fremtiden, eller hvis praktiske forhold, tilladelsesprocesser m.v. tager længere tid. Aftalen vil skulle indeholde tidspunktet for, hvornår den fysiske etablering af de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v. kan ske.

Det foreslås i stk. 3, at anmodninger i henhold til stk. 1 kan afslås, hvis 1) den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med en lille rækkevidde, 2) den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet, eller 3) anmodningen ikke er rimelig af hensyn til den almindelige virksomhed af ejeren af de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte elementer, eller til formålet med eller lovgivning om brugen af disse elementer.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde omfattet af stk. 1 i visse tilfælde vil kunne afslås.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der vil gælde andre og færre afslagsgrunde for anmodninger om adgang til etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, end hvad der gælder for sager omfattet af artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelse vil afspejle forudsætningerne for, at adgang skal gives i henhold til artikel 57, stk. 4, i teledirektivet, modsætningsvist, idet de relevante bestemmelser i teledirektivet vil have forrang, hvis en bestemmelse i forordningen om gigabitinfrastruktur er i strid med en bestemmelse i teledirektivet, jf. artikel 1, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 10, som også indeholder regler om, hvornår der ikke skal gives adgang.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, viderefører mastelovens § 14 a, stk. 3, 1. led. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 2, viderefører i det væsentlige mastelovens § 14 a, stk. 3, 2. pkt., 2. led. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, viderefører i det væsentlige mastelovens § 14 a, stk. 2, men indeholder som noget nyt nærmere om, hvilke hensyn der indgår i vurderingen af, om en anmodning er rimelig.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, vil bl.a. indebære, at anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde vil kunne afslås, hvis den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er radioteknisk egnet, dvs. at der er specifikke omstændigheder vedrørende den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, som gør det uegnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter, f.eks. at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er konstrueret, så radiosignaler ikke kan sendes eller modtages uhindret.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, vil desuden indebære, at anmodninger om adgang vil kunne afslås, hvis der er andre tekniske hindringer, så som at der rent fysisk mangler plads på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret til, at der kan opsættes et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde.

Det vil være det ejeren af den pågældende fysiske infrastruktur eller det pågældende gadeinventar, der vil skulle vurdere, om den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Det vil kunne ske i dialog med den adgangssøgende operatør. Hvis anmodningen afslås, vil den adgangssøgende operatør kunne indbringe sagen for Digitaliseringsstyrelsen, jf. den foreslåede § 33. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 2, vil indebære, at det fortsat vil være muligt at afslå anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, der sigter på at forbinde et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde med et transportnet, hvis adgangen ikke er nødvendig for at indfri dette formål. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er brugbare alternativer, der er mindre indgribende, og som operatøren i praksis kan få adgang til at benytte.

Det vil være ejeren af den pågældende fysiske infrastruktur eller det pågældende gadeinventar, der vil skulle vurdere, om den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Det vil kunne ske i dialog med den adgangssøgende operatør. Hvis anmodningen afslås, vil den adgangssøgende operatør kunne indbringe sagen for Digitaliseringsstyrelsen, jf. den foreslåede § 33. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, vil indebære, at der fortsat vil være mulighed for at undlade at imødekomme urimelige anmodninger, hvis de er urimelige af hensyn til den almindelige virksomhed af ejeren af de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte elementer, eller til formålet med eller lovgivning om brugen af disse elementer.

En anmodning må f.eks. anses for rimelig, hvis anmodningen ikke går videre end det, som er nødvendigt for at opfylde den adgangssøgende operatørs behov.

Modsætningsvis vil en anmodning f.eks. ikke være rimelig, hvis anmodningen indsendes, uden at den adgangssøgende operatør har et reelt behov for adgang og derved vil begrænse infrastrukturejerens virksomhed i relation til infrastrukturen uden grund. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der indgives anmodninger om adgang med henblik på at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på et uspecificeret tidspunkt i fremtiden eller et tidspunkt langt ude i fremtiden, hvor anmodningen vil kunne betragtes som et forsøg på at reservere plads til trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som der ikke nødvendigvis er truffet endelig beslutning om at etablere.

En anmodning vil heller ikke være rimelig, hvis en operatør indgiver unødigt mange separate anmodninger med korte mellemrum, således at behandlingen af anmodningerne er et unødigt stort indgreb i infrastrukturejerens almindelige virksomhed, hvis en enkelt anmodning åbenlyst kunne have omfattet al den fysiske infrastruktur eller alt det gadeinventar, som der er behov for adgang til. I så fald vil anmodningerne kunne afslås med opfordring om at genindsende dem som en samlet anmodning.

En anmodning vil desuden ikke være rimelig, hvis byrden ved at give adgangen står i et klart misforhold til behovet for adgang. Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår et sådant misforhold foreligger. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis den, der skal imødekomme anmodningen, ville skulle indskrænke sin almindelige virksomhed i større omfang som følge af opgaverne knyttet til imødekommelsen i en grad, så det ville indebære ikke uvæsentlige driftstab eller uforsvarlig adfærd. Det ville eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en kommune for at imødekomme en anmodning ville skulle undlade at salte vejene i frostvejr, eller hvis nødvendig vedligeholdelse af infrastrukturen som følge af anmodningen ville skulle udsættes, så infrastrukturens dårlige stand forvolder fare for andre. Dog vil sådanne byrder ofte eksempelvis kunne undgås ved aftaler om passende tidspunkter og procedurer for imødekommelsen, hvilket vil skulle forsøges, inden en anmodning afslås.

En anmodning vil eksempelvis ikke kunne siges at være urimelig, når ejeren af elementerne har mulighed for at få dækket sine omkostninger ved at give adgang, herunder omkostninger forbundet med eventuelle forholdsregler som beskrevet i den foreslåede § 10, stk. 1, nr. 1, i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som i kraft af det foreslåede stk. 1 gælder for adgang efter bestemmelsen.

En anmodning vil kunne være urimelig af hensyn til formålet med elementerne, hvis etablering af et adgangspunkt på infrastrukturen vil være teknisk mulig, men samtidigt ville indebære, at den pågældende fysiske infrastruktur ikke længere kan opfylde sit oprindelige hovedformål. Det vil også kunne være tilfældet, hvis der anmodes om opsætning af adgangspunkter på gadelygter på en måde, der vil blokere for belysningen, eller på vejskilte på en måde, så skiltene vil blive ulæselige eller vil begrænse deres synlighed.

En anmodning vil kunne være urimelig af hensyn til lovgivning om brugen af elementerne, hvis der findes lovgivning om elementernes formål og brug, som ikke kan overholdes, hvis der gives adgang, eksempelvis hvis lovgivningen forudsætter uhindret synlighed af eksempelvis skiltning eller hvis der er fastsat en fredning af infrastrukturens udseende.

Det vil være ejeren af den pågældende fysiske infrastruktur eller det pågældende gadeinventar, der vil skulle vurdere, om anmodningen er rimelig. Det vil kunne ske i dialog med den adgangssøgende operatør. Hvis anmodningen afslås, vil den adgangssøgende operatør kunne indbringe sagen for Digitaliseringsstyrelsen, jf. den foreslåede § 33. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 4, at offentlige myndigheder skal offentliggøre deres vilkår og betingelser for adgang omfattet af stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse implementerer teledirektivets artikel 57, stk. 4, 2. pkt., og viderefører samtidig mastelovens § 14 a, stk. 4, sidste pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en offentlig myndighed skal offentliggøre sine vilkår og betingelser for adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af det offentlige organ.

En offentliggørelse vil kunne ske ved f.eks. at angive vilkår og betingelser på en relevant hjemmeside.

I forbindelse med offentliggørelsen af vilkår og betingelser vil den offentlige myndighed skulle, når den udøver økonomisk aktivitet, som har betydning for konkurrencen, undgå at offentliggøre priser, da det vil kunne være i strid med konkurrencelovens regler om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. En offentlig myndighed vil dog godt kunne offentliggøre sine prissætningsmetoder og øvrige vilkår og betingelser. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrenceloven.

Det fremgår af gravelovens § 9 f, at en netoperatør skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til netoperatørens eksisterende passive fysiske infrastruktur fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet med henblik på etablering af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation og fra enhver anden netoperatør med henblik på etablering af elementer af andre net. Bestemmelsen regulerer rettighedssubjekter og pligtsubjekter i forhold til adgang til eksisterende passive fysiske infrastruktur, forudsætningerne for at få adgang samt omfanget af adgang, herunder begrænsninger i adgangen.

Artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur regulerer forpligtelsen for netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, til at imødekomme rimelige anmodninger fra en operatør om adgang til den pågældende fysiske infrastruktur på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, med henblik på etablering af elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 9, stk. 1, at artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om adgang fra netoperatører med henblik på etablering af elementer af andre elektroniske kommunikationsnet end VHC-net eller elementer af andre forsyningsnet, jf. dog stk. 2 og § 10, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er i kraft af henvisningerne til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, udtryk for, at gravelovens § 9 f, stk. 1-4 og 8, i det væsentlige videreføres indholdsmæssigt for den delmængde af bestemmelserne, der ikke erstattes af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur. De nævnte forordningsbestemmelsers forhold til artikel 3, stk. 9, medfører en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 9 f, stk. 6, for den samme delmængde. De nærmere regler om prissætning, som vil gælde i medfør af henvisningen til forordningens artikel 3, stk. 4, vil være nye.

Med den foreslåede bestemmelse vil retten til adgang til fysisk infrastruktur, der følger af forordningens artikel 3, stk. 1, også omfatte netoperatører, jf. forordningens artikel 2, nr. 1, herunder operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, der ønsker at etablere andre elementer af elektroniske kommunikationsnet, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 1, end elementer af VHC-net, eller elementer af andre forsyningsnet på tværs af forsyningsarter.

Andre forsyningsnet på tværs af forsyningsarter vil f.eks. kunne omfatte elementer af dele af de forsyningsarter, der er angivet i definitionen af netoperatør i artikel 2, nr. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det vil f.eks. kunne være netelementer vedrørende produktion, transport eller distribution af gas, elektricitet, herunder offentlig belysning, varme, vand, herunder bortskaffelse eller rensning af spildevand, og dræningssystemer m.v. Det vil sige netelementer, der vil være nødvendige for et funktionsdygtigt forsyningsnet på tværs af forsyningsarter.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære en udvidelse kredsen af rettighedssubjekter i forhold til de rettighedssubjekter, der er direkte omfattet af den tilsvarende ret til adgang i forordningens artikel 3, stk. 1, idet det alene er operatører, som ønsker at etablere elementer af VHC-net, der er omfattet af den pågældende bestemmelse i forordningen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, også vil skulle imødekomme anmodninger fra både operatører og andre netoperatører om adgang til den pågældende fysiske infrastruktur på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, med henblik på etablering af de elementer af deres net, som er beskrevet herover.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at adgangen til fysisk infrastruktur vil skulle gives i overensstemmelse med og efter de procedurer, der gælder i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Henvisningen til forordningens artikel 3, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en anmodning om adgang vil skulle indgives skriftligt til den netoperatør eller det offentlige organ, som ejer eller kontrollerer den fysiske infrastruktur, som der ønskes adgang til, dvs. netoperatører eller offentlige organer. Kravet vil f.eks. kunne opfyldes ved fremsendelse af anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt, f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

Den netoperatør eller det offentlige organ, der ejer eller kontrollerer den fysiske infrastruktur, vil som udgangspunkt være forpligtet til at imødekomme enhver rimelig anmodning fra en netoperatør om adgang til sin fysiske infrastruktur, på ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser, og adgangen skal gives på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, idet der som minimum skal tages hensyn til de hensyn og kriterier, der fremgår af artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Der henvises til gennemgangen af disse i bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 1, 1. pkt.

Vilkår og betingelser for adgang, herunder pris, vil skulle aftales som led i en forhandling mellem netoperatøren, der anmoder om adgang og ejeren af den pågældende fysiske infrastruktur.

Hvad der udgør rimelige vilkår og betingelser for adgang, vil skulle afgøres på baggrund af en konkret samlet vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen. Alt efter omstændighederne vil flere forhold kunne påvirke betingelserne og prisfastsættelsen for adgang.

I den konkrete vurdering af rimeligheden af vilkår i en aftale vil der kunne tages hensyn til de specifikke omstændigheder, der gør sig gældende for det geografiske område, hvor den pågældende fysiske infrastruktur er placeret. Der vil f.eks. kunne være stor forskel på lokale områder i forhold til de omkostninger, der er forbundet med den adgangsgivende ejers etablering af den fysiske infrastruktur.

Netoperatører og offentlige organer, der giver adgang i henhold til bestemmelsen, vil ved prisfastsættelsen desuden skulle være opmærksomme på reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

Offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, vil desuden skulle imødekomme alle rimelige anmodninger på ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser, jf. henvisningen til artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Offentlige myndigheder m.v. skal desuden også agere inden for rammerne af den Europæiske Unions statsstøtteregler.

Henvisningen til artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur indebærer, at ejere af fysisk infrastruktur kan nægte den i den foreslåede § 9, stk. 1, nævnte adgang til en specifik fysisk infrastruktur på baggrund af en eller flere af de grunde, der er angivet i forordningens artikel 3, stk. 5. Der henvises til gennemgangen af disse i bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 1, 1. pkt.

Til forskel fra det, der fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 1, 1. pkt., vil artikel 3, stk. 5, litra f, i forordningen om gigabitinfrastruktur finde anvendelse på anmodninger omfattet af den foreslåede § 9. Det vil indebære, at adgang i henhold til den foreslåede § 9 ud over de grunde, der er gennemgået i bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 1, 1. pkt., også vil kunne nægtes, hvis der findes andre brugbare alternative muligheder for at få passiv fysisk adgang til elektroniske kommunikationsnet i engrosleddet, som er egnede til levering af VHC-net, og som tilbydes på fair og rimelige vilkår og betingelser af samme netoperatør eller, i det særlige tilfælde med landdistrikter eller afsidesliggende områder, hvor et net drives udelukkende på engrosmarkedet og ejes eller kontrolleres af offentlige organer, af operatøren af et sådant net.

Henvisningen til artikel 3, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at ejeren af den fysiske infrastruktur i tilfælde af afslag i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, skriftligt vil skulle give den adgangssøgende en specifik og detaljeret begrundelse for et sådant afslag senest 1 måned fra datoen for modtagelsen af den fuldstændige anmodning om adgang. Dette vil dog ikke gælde for national kritisk infrastruktur som defineret i national ret, for hvilken der ikke kræves specifikke og detaljerede begrundelser i meddelelsen om afslag til den adgangssøgende. Tidsfristen for afslag vil indebære modsætningsvist og i henhold til artikel 13, stk. 1, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at der skal være indgået en aftale om specifikke vilkår og betingelser, herunder pris, senest 1 måned efter datoen for modtagelse af anmodningen om adgang.

Henvisningen til den foreslåede § 10, stk. 1, vil indebære, at adgang til fysisk infrastruktur vil skulle gives med de begrænsninger, der følger af heraf, og som kan bevirke, at adgang ikke skal gives, eller at adgangen skal gives i overensstemmelse med de begrænsninger, der angivet i § 10, stk. 1. Der henvises til den foreslåede § 10, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Adgang til fysisk infrastruktur i henhold til den foreslåede § 9, stk. 1, vil desuden forudsætte, at den anmodende part har opnået eventuelle nødvendige tilladelser i henhold til f.eks. bygge- og vejlovgivningen og tilladelser eller dispensationer i henhold til øvrig beskyttelseslovgivning. Den netoperatør eller det offentlige organ, der ejer eller kontrollerer den pågældende fysisk infrastruktur, vil også være forpligtet til at imødekomme en anmodning om adgang på et tidspunkt, hvor disse tilladelser endnu ikke foreligger, og til at aftale de nærmere vilkår i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse og artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den fysiske etablering af de netelementer, som adgangen vedrører, vil dog først kunne ske, når den anmodende netoperatør har opnået de nødvendige tilladelser hertil. Hvis tilladelserne ikke kan opnås, vil ejeren af den fysiske infrastruktur ikke være bundet af sin imødekommelse af anmodningen.

Den foreslåede bestemmelse om adgang til fysisk infrastruktur vil ikke i almindelighed have karakter af ekspropriation. Det vil imidlertid ikke kunne udelukkes, at adgang til en fysisk infrastruktur vil kunne ramme ejeren af infrastrukturen så ekstraordinært hårdt, at der efter omstændighederne vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb mod den pågældende. Adgangen vil dog skulle gives på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, og ved fastsættelsen af disse vil der bl.a. skulle tages hensyn til behovet for at sikre, at adgangsudbyderen har en fair mulighed for at få dækket omkostningerne ved at give adgang til sin fysiske infrastruktur, jf. artikel 3, stk. 4, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation efter grundlovens § 73. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ekspropriation, henhører under domstolene.

Den netoperatør, som får adgang til en fysisk infrastruktur, vil ikke få ejerskab over nogen del af infrastrukturen, men erhverver udelukkende en brugsret til denne.

Adgang efter den foreslåede bestemmelse vil over for ejeren af den fysiske infrastruktur medføre visse begrænsninger i rådigheden over infrastrukturen. Begrænsningens omfang vil variere afhængigt af bl.a. den fysiske infrastrukturs udformning og dimensionering. Adgang vil således kunne betyde, at der ikke fremadrettet er kapacitet til at placere yderligere elementer af net i eller på den fysiske infrastruktur. Henvisningen til artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil bl.a. indebære, at den netoperatør eller det offentlige organ, der ejer eller kontrollerer den pågældende fysiske infrastruktur, vil kunne nægte adgang til en specifik fysisk infrastruktur, hvis der er mangel på ledig plads til at huse de pågældende elementer af elektroniske kommunikationsnet eller af øvrige forsyningsnet på tværs af forsyningsarter, herunder efter hensyntagen til adgangsudbyderens fremtidige pladsbehov, der er tilstrækkelig påvist såsom ved at henvise til offentligt tilgængelige investeringsplaner eller til en konsekvent anvendt procentdel for den kapacitet, der er reserveret til fremtidige behov, sammenlignet med den fysiske infrastrukturs samlede kapacitet, jf. artikel 3, stk. 5, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Tvister om en netoperatørs adgang til den fysiske infrastruktur, herunder om afslag på adgang eller om vilkår og pris for adgangen, vil kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede § 31, stk. 2. Operatører vil endvidere kunne anmode om tilladelse til at iværksætte ekspropriation efter den foreslåede § 19, som der henvises til.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke omfatter anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gravelovens § 9 f, stk. 7.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er bl.a. at sikre, at master til radiokommunikationsformål ikke benyttes til formål, som er uforenelige med eller vanskeliggør brugen af disse master til deres hovedformål, idet eksempelvis opsætning af elementer af elnet på masterne kan vanskeliggøre drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret i masten.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en afgrænsning af anvendelsesområdet for den foreslåede § 9, stk. 1, og anmodninger om adgang fra netoperatører i henhold til den foreslåede § 9, stk. 1, vil således ikke gælde for anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål. Netoperatører vil derfor ikke kunne få adgang til master til radiokommunikationsformål med henblik på etablering af elementer af andre net. Bestemmelsen vil heller ikke hjemle adgang til master til radiokommunikationsformål med henblik på etablering af elementer af andre elektroniske kommunikationsnet end VHC-net, hvilket der dog kan være mulighed for i medfør af den foreslåede § 4, som der henvises til.

Det fremgår af mastelovens § 2, stk. 4, og § 10, stk. 3, at bestemmelserne om adgang til master til radiokommunikationsformål og adgang til andre master, bygninger og konstruktioner ikke gælder, hvis der foreligger tekniske hindringer for fælles udnyttelse eller opsætning af antennesystemer. Bestemmelserne definerer tekniske hindringer nærmere og fastsætter øvrige begrænsninger for adgang.

Efter artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, kan netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, nægte adgang til specifik fysisk infrastruktur, hvis en række i bestemmelsens litra a-f nærmere angivne grunde gør sig gældende.

Medlemsstaterne kan i medfør af artikel 1, stk. 3, i forordningen, opretholde eller indføre foranstaltninger, der er i overensstemmelse med EU-retten, og som er strengere eller mere detaljerede end artikel 3, stk. 5, litra f, hvis foranstaltningerne har til formål at fremme fælles udnyttelse af eksisterende fysisk infrastruktur eller muliggøre en mere effektiv etablering af ny fysisk infrastruktur. Herudover giver forordningen medlemsstaterne mulighed for at fastsætte visse undtagelser fra artikel 3 i forordningen.

Det følger af artikel 3, stk. 12, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at artikel 3 i forordningen hverken berører ejendomsretten for ejeren af den fysiske infrastruktur, hvis netoperatøren eller det offentlige organ ikke er ejeren, eller ejendomsretten for nogen anden tredjepart såsom grundejere og ejere af privat ejendom eller, hvis det er relevant, lejeres rettigheder.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 10, stk. 1, at artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt §§ 4, 6, 8 og 9 gælder med følgende begrænsninger: 1) I det omfang, der i medfør af anden lovgivning er fastsat sikkerhedsforskrifter for den fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion, skal adgang ske på de vilkår og med de begrænsninger, der følger heraf. 2) Bestemmelserne gælder ikke, hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat sikkerhedsforskrifter for adgang til den fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion, som gør det umuligt at give adgang. 3) Adgang til udnyttelse af tredjemands arealer med henblik på adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner skal ske ved aftale herom eller, hvis aftale herom ikke kan indgås, ved anvendelse af proceduren i §§ 17 eller 19.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en række begrænsninger i anvendelsen af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt anvendelsen af de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9. Der er tale om begrænsninger i forhold til, om rettighedssubjekterne i artikel 3, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur og i de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9 kan få adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, og i de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9, eller begrænsninger i forhold til de vilkår eller forholdsregler, der gælder for en sådan adgang.

Den foreslåede bestemmelse vedrører alene, hvornår en pligt til at imødekomme anmodninger om adgang i henhold til i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9 ikke gælder eller gælder med de nævnte begrænsninger. Bestemmelsen hindrer ikke, at der kan indgås frivillige aftaler om adgang i videre omfang eller med færre begrænsninger, end hvad der følger af de nævnte bestemmelser, hvis dette er lovligt i henhold til øvrig lovgivning. Er en eksisterende kontrakt eller aftale om adgang omfattet af de tilfælde, der er nævnt i den foreslåede § 10, kan dette ikke i sig selv begrunde opsigelse eller ændring af kontrakten, da den foreslåede § 10 alene vedrører begrænsninger i pligten til at imødekomme nye anmodninger om adgang.

Formålet med bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er at sikre, at adgang sker på en måde, der er forenelig med sikkerhedsforskrifter, mens formålet med bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er at beskytte ejendomsretten for parter, der ikke med forordningen om gigabitinfrastruktur eller med lovforslaget får pligt til at give adgang til deres ejendom.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, er i det væsentlige udtryk for en uændret indholdsmæssig videreførelse af retstilstanden i mastelovens § 2, stk. 7, § 10, stk. 6, og § 14 a, stk. 7. Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, er i det væsentlige udtryk for en uændret indholdsmæssig videreførelse af retstilstanden i mastelovens § 2, stk. 4, og § 10, stk. 3. Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, er i det væsentlige en videreførelse af mastelovens § 2, stk. 11, og § 10, stk. 9, men vil være ny for de typer adgang, der ikke er reguleret i masteloven, dvs. eksempelvis de adgangsformer, der i dag er reguleret i graveloven.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, omfatter de situationer, hvor der i medfør af anden lovgivning, herunder på andre ressortministeriers områder, er fastsat sikkerhedsforskrifter for fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner. Det kan være sikkerhedsforskrifter, der fastsætter en række vilkår eller forholdsregler, der skal iagttages ved adgang til eller ophold i eller på fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner. Det kan også være krav om brug af særligt sikkerhedsudstyr, sikkerhedsgodkendelse, certificering eller kvalifikationer, særlige uddannelseskrav eller krav om ledsaget adgang m.v.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, vil indebære, at hvis der er fastsat sikkerhedsforskrifter, vil adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9 skulle gives på de vilkår, med de begrænsninger og under iagttagelse af de forholdsregler, der følger af sådanne sikkerhedsforskrifter.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, vil således ikke udgøre en afslagsgrund i forhold til anmodninger om adgang i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, samt de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9.

Derudover vil interne retningslinjer, vejledninger og lignende, som ikke har retligt normerende karakter og ikke følger af lovgivningen, som er fastsat for den gældende fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion, ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

For sager omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur vil der ved det foreslåede nr. 1 for så vidt angår fysisk infrastruktur ejet af offentlige organer være tale om en undtagelse fastsat i medfør af forordningens artikel 3, stk. 10. For sager, der vedrører fysisk infrastruktur omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, men som er ejet af andre end offentlige organer, vil det foreslåede nr. 1 blive fastsat i medfør af forordningens artikel 1, stk. 5, hvorefter forordningen ikke berører medlemsstaternes ansvar for at beskytte den nationale sikkerhed og deres beføjelse til bl.a. at opretholde lov og orden.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, omfatter de situationer, hvor der i medfør af anden lovgivning, herunder på andre ressortministeriers områder, er fastsat sikkerhedsforskrifter for fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner, som gør det umuligt at give adgang i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9. Det kan være sikkerhedsforskrifter, der direkte forbyder opsætning af yderligere udstyr eller objekter i eller på fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner. Det kan f.eks. også være sikkerhedsforskrifter, der gør adgang umulig på grund af forskellige former for sikkerhedshensyn eller hemmeligholdelseshensyn.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, vil indebære, at det vil være muligt for ejere af fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner at undgå at skulle imødekomme anmodninger om adgang i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9, hvis de fastsatte sikkerhedsforskrifter gør det umuligt at give adgang. Hvis de fastsatte sikkerhedsforskrifter ikke gør det umuligt at give adgang, vil adgang skulle gives i overensstemmelse med den foreslåede § 10, stk. 1, nr. 1, på de vilkår, med de begrænsninger og under iagttagelse af de forholdsregler, der følger af sådanne sikkerhedsforskrifter.

Hvis der opstår tvister om, hvorvidt sikkerhedsforskrifter gør adgang umulig eller blot tilsiger, at adgang skal gives med begrænsninger eller forholdsregler, vil tvisten kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen, der vil skulle høre de myndigheder, der har ansvaret for de pågældende sikkerhedsforskrifter, inden styrelsen træffer afgørelse i sagen, jf. den foreslåede § 34, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

I tilfælde af, at sikkerhedsforskrifterne ikke gør det umuligt at give adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner i sin helhed, vil ejere heraf skulle give adgang til den del af fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner, som ikke er underlagt sikkerhedsforskrifter, der gør det umuligt at give adgang. Denne delvise adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner vil dog skulle gives på de vilkår, med de begrænsninger og under iagttagelse af de forholdsregler, der måtte følge af sådanne sikkerhedsforskrifter i overensstemmelse med den foreslåede § 10, stk. 1, nr. 1. Hvis der ikke er fastsat sikkerhedsforskrifter for adgang til disse dele af fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner, vil adgang hertil skulle gives i henhold til artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9.

Derudover vil interne retningslinjer, vejledninger og lignende, som ikke har retligt normerende karakter og ikke følger af lovgivningen, som er fastsat for den gældende fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion, ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

For sager omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur vil der ved den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, for så vidt angår fysisk infrastruktur ejet af offentlige organer være tale om en undtagelse fastsat i medfør af forordningens artikel 3, stk. 10. For sager, der vedrører fysisk infrastruktur omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, men som er ejet af andre end offentlige organer, vil den foreslåede bestemmelse blive fastsat i medfør af forordningens artikel 1, stk. 5, hvorefter forordningen ikke berører medlemsstaternes ansvar for at beskytte den nationale sikkerhed og deres beføjelse til bl.a. at opretholde lov og orden.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, omfatter den situation, hvor fysisk infrastruktur, en mast til radiokommunikationsformål eller en høj konstruktion er placeret på et areal, der ejes af tredjemand, som dog ikke ejer den pågældende fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion. Den foreslåede bestemmelse omfatter desuden den situation, hvor fysisk adgang kun kan opnås ved at benytte tredjemands areal.

Ved »tredjemands arealer« i den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, skal forstås arealer, der hverken er ejet af den, der fremsætter en anmodning om adgang, eller den, som modtager anmodningen. Det vil endvidere være en forudsætning for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse, at ejeren af arealet ikke selv er omfattet af en pligt til at give adgang til arealet i medfør af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i medfør af de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9. Hvis de nævnte bestemmelser medfører en pligt til at give adgang til det pågældende areal for arealets ejer, men arealet er udlejet til eller rådes over af en tredjepart, vil adgang til arealet ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, da lejere og råderetsindehavere i så fald vil være omfattet af den foreslåede § 7.

Ejere af tredjemands arealer vil, bortset fra i de i den foreslåede § 17 omhandlede tilfælde, ikke være underlagt nogen pligter til at give adgang til deres arealer. Det vil derfor være en forudsætning for adgang i medfør af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i medfør af de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9, at adgang til tredjemands arealer enten ikke er nødvendig eller kan opnås gennem frivillig aftale eller i medfør af den foreslåede § 17, der i visse tilfælde forpligter ejere af privat ejendom til at imødekomme anmodninger om visse former for adgang, eller i medfør af den foreslåede § 19, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen i visse tilfælde vil kunne tillade, at der iværksættes ekspropriation. I henhold til den foreslåede § 19, stk. 3, vil det kun være operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, der vil kunne anmode Digitaliseringsstyrelsen om tilladelse til iværksættelse af ekspropriation.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, vil således indebære, at adgang i medfør af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i medfør af de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9 ikke vil skulle gives i tilfælde, hvor en tredjepart ikke ønsker at give adgang til sine arealer, hvis der heller ikke kan opnås adgang til arealerne i medfør af de foreslåede §§ 17 og 19, og hvis der ikke er andre måder at opnå adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner på end via den pågældende tredjeparts areal.

Det foreslås istk. 2, at ved anmodninger om adgang til master til radiokommunikationsformål, bygninger ejet af offentlige organer og høje konstruktioner finder artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt §§ 4, 6 og 8 desuden anvendelse med følgende begrænsninger: 1) Opsætning af antennesystemer på folkekirkens kirkebygninger eller på religiøse bygninger for de anerkendte trossamfund forudsætter tilladelse fra stiftsøvrigheden eller det pågældende trossamfund. 2) Artikel 3, stk. 5, litra f, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder ikke anvendelse på anmodninger omfattet af dette stykke.

Ud over de begrænsninger, der følger af den foreslåede § 10, stk. 1, fastsætter den foreslåede § 10, stk. 2, to yderligere begrænsninger i anvendelsen af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur samt af de foreslåede §§ 4, 6 og 8, når det specifikt vedrører adgang til master til radiokommunikationsformål, bygninger ejet af offentlige organer og høje konstruktioner.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, er udtryk for en uændret indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 10, stk. 5, 2. pkt. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2, er ny.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, vil indebære, at det vil kræve stiftsøvrighedens eller det pågældende trossamfunds forudgående tilladelse, hvis der skal placeres antennesystemer på folkekirkens kirkebygninger eller på religiøse bygninger for de anerkendte trossamfund.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, skal ses i sammenhæng med lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 1. september 2016, som bl.a. har til formål at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2, vil indebære, at netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, til trods for artikel 3, stk. 5, litra f, i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke vil kunne nægte adgang specifikt til master til radiokommunikationsformål, bygninger ejet af offentlige organer og høje konstruktioner med henvisning til, at der findes andre brugbare alternative muligheder for at få passiv fysisk adgang til elektroniske kommunikationsnet i engrosleddet, som er egnede til levering af VHC-net, og som tilbydes på fair og rimelige vilkår og betingelser af samme netoperatør eller, i det særlige tilfælde med landdistrikter eller afsidesliggende områder, hvor et net drives udelukkende på engrosmarkedet og ejes eller kontrolleres af offentlige organer, af operatøren af et sådant net.

Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at fremme fælles udnyttelse af eksisterende infrastruktur ud over de i forordningen fastsatte minimumskrav i overensstemmelse med formålet i den foreslåede § 1, stk. 2, nr. 1, ved at reducere antallet af situationer, hvor adgang kan afslås.

Det fremgår af telelovens § 58, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet skal give andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. Bestemmelsen beskriver en række forudsætninger, krav og hensyn, der skal iagttages i den forbindelse.

Bemyndigelsesbestemmelserne i telelovens § 58 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 384 af 21. april 2011 om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.13.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 11, stk. 1, at ministeren for digitalisering fastsætter regler om, at kompetente myndigheder ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller af planmæssige hensyn kan give operatører påbud om at give andre operatører adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet og om, hvordan tvister i relation til påbuddene løses.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 implementerer teledirektivets artikel 44 om samhusning og delt brug af netelementer og tilhørende faciliteter for udbydere af elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse viderefører bemyndigelsen i telelovens § 58, stk. 1, med en række ændringer. Den foreslåede bestemmelse viderefører indholdsmæssigt kravet i telelovens § 58, stk. 2, om at samhusning og fælles udnyttelse skal være berettiget ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at de tilsvarende bestemmelser i teleloven ophæves, jf. lovforslagets § 52, nr. 2, og flyttes til denne lov.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at ministeren for digitalisering, i det omfang det er nødvendigt for at implementere teledirektivets artikel 44 eller i øvrigt, fastsætter regler om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, herunder samhusning i tilhørende bygninger, brønde, gadeskabe og lignende, ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn.

Den gældende bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger, som udmønter telelovens § 58, stk. 1 og 4, forventes at blive udstedt på ny med i det væsentlige uændret indhold, idet der dog foretages de nødvendige justeringer, og de foreslåede § 11, stk. 1 og 3, angives som nyt hjemmelsgrundlag.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ministeren for digitalisering vil skulle fastsætte regler, der giver kompetente myndigheder mulighed for i visse tilfælde at forpligte operatører til at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. Den foreslåede bemyndigelse til ministeren for digitalisering vil desuden indebære, at det alene er operatører, der vil kunne forpligtes til at stille netelementer og tilhørende faciliteter til rådighed for andre operatører med henblik på samhusning og fælles udnyttelse.

Ved »tilhørende faciliteter« i den foreslåede bestemmelse forstås, som defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 10, tilknyttede tjenester, fysiske infrastrukturer og andre faciliteter eller elementer i tilknytning til et elektronisk kommunikationsnet eller en elektronisk kommunikationstjeneste, som muliggør udbud af tjenester via dette net eller denne tjeneste eller støtter denne eller har mulighed for at gøre dette og omfatter bygninger eller adgangsveje til bygninger, ledningsnet i bygninger, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, master, mandehuller og skabe.

Ved »kompetent myndighed« i den foreslåede bestemmelse forstås den myndighed, der kan træffe afgørelse i en bestemt type sager om tilladelse eller anlægsrettighed.

Med den foreslåede bestemmelse vil der eksempelvis kunne fastsættes regler i stil med den gældende bekendtgørelse nr. 384 af 21. april 2011 om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger om, at operatører i forbindelse med en ansøgning om bygge-, grave- eller lignende tilladelse hos relevante vej-, landzone-, bygnings- og fredningsmyndigheder med henblik på nyetablering, ændring eller lignende af elektroniske kommunikationsnet eller tilhørende faciliteter af den pågældende myndighed vil kunne pålægges at lade andre operatører fællesudnytte deres netelementer eller tilhørende faciliteter.

Med den foreslåede bestemmelse vil der skulle etableres en ordning om i konkrete tilfælde at give påbud om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet samt tilhørende faciliteter, der vil kunne supplere kravet om adgang til fysisk infrastruktur i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur samt de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9.

Regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil derfor alene kunne angå situationer, hvor der ikke allerede er en generel adgang for operatører til de pågældende netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i kraft af forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede §§ 4, 6, 8 eller 9. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis de pågældende netelementer ikke er omfattet af begrebet fysisk infrastruktur i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og hvis de ligeledes ikke er omfattet af begreberne master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner i de foreslåede § 3, nr. 1 og 2. Det vil også kunne være tilfældet, hvis de pågældende netelementer som udgangspunkt er undtaget fra de foreslåede §§ 4, 6, 8 eller 9 i medfør af andre bestemmelser i denne lov, men hvor de hensyn, der er angivet i den foreslåede § 11, stk. 1, alligevel tilsiger, at samhusning eller fælles udnyttelse af netelementer er hensigtsmæssig.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de regler, som ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte i henhold til stk. 1, alene vil kunne give de kompetente myndigheder mulighed for at give påbud om samhusning eller fælles udnyttelse, hvis påbuddet gives ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller af planmæssige hensyn. Det vil f.eks. kunne være af hensyn til at reducere de miljømæssige påvirkninger ved etablering af elektronisk kommunikationsinfrastruktur og for at tjene folkesundheden, den offentlige sikkerhed samt målene for by- og landsplanlægningen.

Udgangspunktet i den foreslåede § 11, stk. 1, er, at hvis de kompetente myndigheder i medfør af gældende regler om miljøbeskyttelse, beskyttelse af folkesundheden, beskyttelse af den offentlige sikkerhed eller i medfør af planloven kan afslå en ansøgning om etablering eller ændring af fysisk infrastruktur og tilhørende faciliteter, kan myndigheden give en operatør påbud om at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at en kompetent myndighed, der giver én operatør afslag på et etablere et element af fysisk infrastruktur ud fra de nævnte hensyn, vil kunne give en anden operatør påbud om at give adgang til samhusning eller fælles udnyttelse således, at de påtænkte netelementer kan etableres i det pågældende område, uden at der skal bygges den fysiske infrastruktur, som den første operatør havde ansøgt om. Hvor de nævnte hensyn tilsiger det, vil der dog også kunne fastsættes regler om, at de kompetente myndigheder kan give påbud uafhængigt af sådanne afslag, eksempelvis hvis de kompetente myndigheder har en anden rolle i sagen end behandling af ansøgning om tilladelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ministeren for digitalisering skal fastsætte regler om, hvordan tvister i relation til påbuddene løses. Det vil eksempelvis være tvister vedrørende situationer, hvor der er uenighed om, hvorvidt krav om samhusning eller fælles udnyttelse af netelementer eller tilhørende faciliteter vil være mulige i forhold til kapacitet samt eventuelle tekniske hindringer.

Der vil i tilfælde, hvor der af en part i en sag rejses tvivl om, hvorvidt det pågældende netelement, der indgår i et elektronisk kommunikationsnet, eller tilhørende faciliteter er egnet til samhusning eller fælles udnyttelse som følge af teletekniske begrænsninger, eksempelvis kunne gives mulighed for, at den kompetente myndighed vil kunne inddrage Digitaliseringsstyrelsen med henblik på en udtalelse om teletekniske forhold.

Ved teletekniske forhold forstås eksempelvis radiotekniske forhold, hvor det vedrører muligheden for at placere netelementer tæt på hinanden uden at der opstår signalforstyrrelser, og andre forhold, hvor samhusning vil kunne have negativ effekt på netelementernes funktion.

Der vil også kunne opstå tvister om byggetekniske forhold, hvor der eksempelvis vil kunne fastsættes regler om, at den kompetente myndighed kan indhente en udtalelse fra en byggesagkyndig.

Regler, der fastsættes i henhold til det foreslåede stk. 1, og adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter, der pålægges efter regler fastsat i henhold til stk. 1, skal være objektive, transparente, ikkediskriminerende og forholdsmæssige. Det vil indebære, at det vil skulle være gennemsigtigt, i hvilke tilfælde reglerne om og adgangen til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kan fastsættes henholdsvis påbydes. Derudover vil reglerne om og den adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter, der vil kunne påbydes efter disse regler, skulle være uafhængige af den pågældende operatør samt være nødvendige og ikke gå videre eller være mere indgribende, end hvad formålet med reglerne og adgangen tilsiger.

Den kompetente myndighed vil skulle iagttage forvaltningslovens regler om partshøring, inden der træffes endelig afgørelse om at give en operatør påbud om at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter.

Det bemærkes, at regler, der udstedes i medfør af den foreslåede bestemmelse, eller de påbud, som kompetente myndigheder giver på baggrund af disse regler, i særlige tilfælde vil kunne have ekspropriativ karakter. Det vil navnlig kunne være tilfældet, når de netelementer, der vil kunne påbydes fælles udnyttelse af, ikke er netelementer af en sådan type, der i andre situationer vil kunne være omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller af de foreslåede §§ 4, 6, 8 eller 9. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, når netelementerne ikke er omfattet af begrebet fysisk infrastruktur i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller af begreberne master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner i de foreslåede § 3, nr. 1 og 2. I de tilfælde, hvor der er tale om netelementer, der er omfattet af disse begreber og dermed af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller af de foreslåede §§ 4, 6, 8 eller 9, vil det ikke kunne udelukkes, at samhusning eller fælles udnyttelse vil kunne ramme ejeren af netelementerne så ekstraordinært hårdt, at der efter omstændighederne vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb. Det skal dog bemærkes, at ministeren for digitalisering i henhold til den foreslåede § 11, stk. 3, vil kunne fastsætte regler om fordeling af omkostninger forbundet med samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter, der pålægges operatører i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 11, stk. 1. I det omfang, en operatør forpligtes til at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse m.v., og ved en omkostningsdeling bliver økonomisk kompenseret af den, der får tilsvarende adgang til samhusning og fælles udnyttelse m.v., vil den pågældende operatør ikke have lidt et økonomisk tab og vil dermed ikke, hvis der i særlige tilfælde måtte være tale om et indgreb omfattet af grundlovens § 73, have krav på erstatning fra det offentlige.

Det foreslås i stk. 2, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, at kompetente myndigheder i forbindelse med tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring af netelementer eller tilhørende faciliteter ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller af planmæssige hensyn kan fastsætte krav til dimensioneringen og placeringen heraf med henblik på senere samhusning eller fælles udnyttelse.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret indholdsmæssig videreførelse af telelovens § 58, stk. 3, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at den tilsvarende bestemmelse i teleloven ophæves, jf. lovforslagets § 52, nr. 2, og flyttes til denne lov.

Ved »kompetent myndighed« i den foreslåede bestemmelse forstås de samme myndigheder som nævnt i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.

Med henblik på at sikre varetagelsen af hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn vil der med den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om, at operatører i forbindelse med eksempelvis bygge- eller gravetilladelser ved etablering eller ændring af netelementer og tilhørende faciliteter kan pålægges at dimensionere bestemte dele af netelementet eller den tilhørende facilitet således, at fremtidig samhusning eller fælles udnyttelse vil være mulig.

Bestemmelsen vil gøre det muligt at fastsætte regler om, at de kompetente myndigheder kan stille krav til dimensioneringen af andre netelementer end de master til radiokommunikationsformål, der omfattes af landzone- og bygningsmyndighedernes mulighed for at fastsætte sådanne vilkår i den foreslåede § 28. Da landzone- og bygningsmyndighedernes mulighed for at fastsætte vilkår om dimensioneringen af master til radiokommunikationsformål vil være reguleret udtømmende i den foreslåede § 28, vil det foreslåede stk. 2 ikke give mulighed for at fastsætte sådanne regler.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til stk. 1 og om fastsættelse af vilkår ved samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret indholdsmæssig videreførelse af telelovens § 58, stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at den tilsvarende bestemmelse i teleloven ophæves, jf. lovforslagets § 52, nr. 2, og flyttes til denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ministeren for digitalisering bl.a. bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere regler om fordeling af omkostningerne ved samhusning og fælles udnyttelse af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til den foreslåede stk. 1, og om fastsættelse af vilkår herfor.

En eventuel omkostningsfordeling i henhold til denne bestemmelse skal tage udgangspunkt i, at priserne skal være omkostningsbaserede med tillæg af en rimelig fortjeneste.

De samlede omkostninger for anvendelse af eksisterende elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter vil således kunne omfatte en andel af drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne, en andel af de driftsøkonomisk nedskrevne anlægsomkostninger og en rimelig fortjeneste. Med hensyn til en eventuel fastlæggelse af omkostningerne og begrebet rimelig fortjeneste vil dette blive reguleret parallelt med bestemmelser herom i den sektorspecifikke konkurrenceregulering.

Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren for digitalisering også kunne fastsætte regler om omkostninger, der opstår som led i de i det foreslåede stk. 1 omhandlede tvister. Eksempelvis vil der for sager, hvor der som følge af en tvist er brug for en udtalelse fra en byggesagkyndig, jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, kunne fastsættes regler om, at den, der bestrider, at samhusning eller fælles udnyttelse byggeteknisk er muligt, af den kompetente myndighed kan pålægges at dække omkostningerne ved indhentelse af den byggetekniske udtalelse, hvis denne udtalelse fastslår, at samhusning eller fælles udnyttelse byggeteknisk er muligt.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at ministeren endvidere kan fastsætte regler om gennemførelse af offentlige høringer over påbud nævnt i stk. 1 og varigheden heraf, indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret indholdsmæssig videreførelse af telelovens § 58, stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at den tilsvarende bestemmelse i teleloven ophæves, jf. lovforslagets § 52, nr. 2, og flyttes til denne lov.

Ministeren for digitalisering vil med den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte regler om gennemførelsen af offentlige høringer og varigheden heraf, som forudsættes afholdt, inden en myndighed giver en operatør påbud om at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. Ministeren vil f.eks. kunne fastsætte nærmere regler om metoder til gennemførelse af den offentlige høring, herunder anvendelse af bestemte platforme eller portaler. Ministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om høringsperiodens varighed, hvilket i givet fald forudsættes gjort således, at alle har mulighed for og tilstrækkelig tid til at give deres holdning til kende.

Det forudsættes, at der i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om, at en kompetent myndighed kun vil kunne give en operatør påbud om at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter efter afholdelse af en offentlig høring. Den offentlige høring vil i disse tilfælde være en høring af den pågældende operatør, der forpligtes til at give adgang, og den operatør, der skal have adgang. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor den almene interesse hos befolkningen generelt ud fra hensynet til f.eks. miljøbeskyttelse, folkesundhed m.v. nødvendiggør samhusning m.v. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der i undergrunden allerede er stor pladsmangel, eller hvis en naturlig barriere, f.eks. søer og vandløb, skal krydses. Det vil således ikke kun være de direkte involverede parter, der vil skulle partshøres i forbindelse med, at en myndighed overvejer at påbyde en operatør at give adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter. Myndigheden vil skulle foretage en offentlig høring, hvor alle, som har en interesse i, at der sker fælles udnyttelse af eksisterende netelementer og tilhørende faciliteter, vil kunne fremkomme med bemærkninger. Kredsen af aktører, der vil skulle have mulighed for at fremkomme med bemærkninger, er bredere end de parter, der vil skulle partshøres i medfør af forvaltningslovens regler herom.

Ministeren for digitalisering vil desuden kunne fastsætte regler af mere proceduremæssig karakter om indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, anvendelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Den gældende bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger, som udmønter telelovens § 58, stk. 1 og 4, forventes at blive udstedt på ny med i det væsentlige uændret indhold, idet der dog foretages de nødvendige justeringer, og de foreslåede § 11, stk. 1-3, angives som nyt hjemmelsgrundlag.

Det fremgår af mastelovens § 16, at indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til offentlige mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester og virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, skal indsende radiodækningsplaner rækkende minimum 2 år frem til Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen udarbejder og vedligeholder på grundlag af disse oplysninger en samlet oversigt over de pågældende tilladelsesindehaveres samlede fremtidige radiodækningsplaner rækkende minimum 2 år frem (mastedatabasen).

Digitaliseringsstyrelsen skal offentliggøre oplysninger om eksisterende og fremtidige placeringer af antennepositioner. Justitsministeriet eller Forsvarsministeriet og siden kongelig resolution af 29. august 2024 Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har mulighed for at indstille til Digitaliseringsstyrelsen, at visse oplysninger om antennepositionerne til en radiotjeneste af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar ikke skal offentliggøres.

Artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur indeholder bl.a. regler om, hvilke oplysninger om fysisk infrastruktur, som netoperatører og offentlige organer skal stille rådighed via et centralt informationssted.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 12, stk. 1, at indehavere af tilladelser i medfør af lov om radiofrekvenser til anvendelse af radiofrekvenser inden for geografisk afgrænsede områder (fladetilladelser) regelmæssigt skal indsende oplysninger om eksisterende antennepositioner til Digitaliseringsstyrelsen, jf. dog stk. 3 og § 13.

Den foreslåede bestemmelse viderefører de forpligtelser til at indberette eksisterende antennepositioner, der i dag følger af offentliggørelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, som dermed fremadrettet vil følge direkte af loven, og erstatter den del af mastelovens § 16, stk. 7, der bemyndiger ministeren for digitalisering til at fastsætte regler om, at indberetningspligten efter mastelovens § 16, stk. 1, eller i medfør af regler udstedt efter mastelovens § 16, stk. 6, også skal omfatte oplysninger om eksisterende antennepositioner.

En indehaver af en tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser inden for geografisk afgrænsede områder (en såkaldt fladetilladelse) vil være en fysisk eller juridisk person, der har fået tildelt en tilladelse fra Digitaliseringsstyrelsen i henhold til lov om radiofrekvenser. Tilladelsen vil vedrøre brug af frekvenser inden for et geografisk område, der er angivet i tilladelsen, med et uspecificeret antal antennepositioner, så tilladelsesindehaveren frit vil kunne etablere antennepositioner, der anvender den pågældende frekvens, inden for området. Et geografisk afgrænset område vil i den forbindelse kunne være dele af landet, men vil også kunne være hele landet. I modsætning hertil står tilladelser, som alene vil kunne benyttes til konkrete angivne sendepositioner i tilladelsen, hvis antal og beliggenhed vil være kendt på forhånd.

Politiet, myndigheder inden for Forsvarsministeriets område og myndigheder inden for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område vil være undtaget fra pligten til at indberette eksisterende antennepositioner, jf. den foreslåede § 2, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 1.

Det vil ikke være intentionen med den foreslåede bestemmelse at udvide den kreds af pligtsubjekter, der i dag skal indberette eksisterende antennepositioner.

Den foreslåede bestemmelse vil, i modsætning til pligten til at indberette radiodækningsplaner i den foreslåede stk. 2, indebære, at pligten til at indberette eksisterende antennepositioner ikke vil gælde for virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020 med senere ændringer, har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, som selvstændige pligtsubjekter.

Denne ændring vil indebære, at sådanne virksomheder ikke længere vil være selvstændigt omfattet af pligten. Virksomhederne vil dog i praksis fortsat være omfattet af pligten, da de enten vil have behov for en fladetilladelse for at kunne etablere en antenneposition, hvorved de vil blive omfattet af bestemmelsen. Alternativt vil virksomhederne have behov for geografisk specifik såkaldt punkttilladelse til den nævnte radio- og tv-virksomhed, inden de i praksis etablerer en antenneposition. I dette tilfælde vil virksomheden i forbindelse med ansøgningen om punkttilladelsen skulle give oplysninger til Digitaliseringsstyrelsen ad andre veje. Med ændringen vil disse virksomheder i tilfælde af en punkttilladelse entydigt være undtaget fra krav om en yderligere indberetning af antennepositionen i henhold til det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den eksisterende kreds af pligtsubjekter fastholdes i forhold til gældende ret og den praksis, der er etableret for indberetning af eksisterende antennepositioner. Det foreslåede vil gøre retstilstanden på området mere klar og overskuelig, så de centrale pligter på området samt afgrænsningen af pligtsubjekter, der er underlagt de fastsatte pligter, følger direkte og samlet af loven, hvis de i dag følger delvist af loven samt delvist af offentliggørelsesbekendtgørelsen og indberetningsbekendtgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at indberetning efter bestemmelsen vil skulle ske regelmæssigt. Ved »regelmæssigt« i den foreslåede bestemmelse skal forstås, at der vil skulle ske en systematisk og tilbagevendende indberetning. Indberetningen vil skulle benyttes til at vedligeholde, opdatere og i relevant omfang offentliggøre en database over eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner i en offentligt tilgængelig løsning i stil med den, der i dag eksisterer i mastedatabasen. Det nærmere indhold af kravet om regelmæssighed af indberetningerne vil blive fastsat i medfør af det foreslåede stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 12, stk. 3.

De nærmere regler om, hvordan oplysninger om eksisterende antennepositioner skal indsendes til Digitaliseringsstyrelsen, vil blive fastsat efter det foreslåede stk. 3. Det er dog forventningen, at oplysningerne skal indsendes digitalt, f.eks. via en digital selvbetjeningsløsning.

Det foreslås i stk. 2, at indehavere af fladetilladelser og virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, regelmæssigt skal indsende oplysninger om radiodækningsplaner til Digitaliseringsstyrelsen, jf. dog stk. 3 og § 13.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige mastelovens § 16, stk. 1, og indebærer derudover en kodificering af gældende praksis, hvorefter indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser inden for geografisk afgrænsede områder (fladetilladelser) allerede i dag indberetter radiodækningsplaner til Digitaliseringsstyrelsen. Herved erstatter den foreslåede bestemmelse mastelovens § 16, stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kredsen af pligtsubjekter udvides i forhold til mastelovens § 16, stk. 1, så den også vil omfatte den kreds af pligtsubjekter, der i dag er omfattet pligten til at indberette eksisterende antennepositioner i medfør af offentliggørelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Pligten til at indberette radiodækningsplaner vil således fremover også gælde for indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser inden for geografisk afgrænsede områder (fladetilladelser) frem for blot den undergruppe heraf, der er indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til offentlige mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester og virksomheder.

Den foreslåede udvidelse af kredsen af pligtsubjekter vil også have betydning for, hvem der vil kunne straffes med bøde for ikke at afgive oplysninger. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 50, stk. 1, nr. 2.

Ved »radiodækningsplan« i den foreslåede bestemmelse forstås en oplysning om, at indberetteren agter at etablere en antenneposition på en given placering. Fremtidige radiodækningsplaner vil ikke være bindende for den afgivende part, idet sådanne planer efterfølgende vil kunne ændre sig som følge af ændringer i trafikmønster, efterspørgsel m.v.

Hvis en radiodækningsplan samtidigt indebærer et planlagt anlægsarbejde vedrørende en mast til radiokommunikationsformål, vil der efter omstændighederne kunne være behov for både at indberette radiodækningsplanen i henhold til det foreslåede stk. 1 og de nærmere regler herfor fastsat i medfør af det foreslåede stk. 3 og for at stille oplysninger om det planlagte anlægsarbejde til rådighed i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur og de nærmere regler herfor fastsat i medfør af det foreslåede stk. 5. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at det ikke længere vil være et krav, at radiodækningsplaner skal række minimum 2 år frem. I stedet vil Digitaliseringsstyrelsen i medfør af det foreslåede stk. 3 fremover kunne fastsætte, hvor langt frem i tiden radiodækningsplaner skal række. Med den teknologiske udvikling må der forventes en stadig større differentiering af antennetyper, så tidshorisonten for planlægning af radiodækning kan være længere eller kortere alt efter den antennetype, som en radiodækningsplan vedrører.

Den foreslåede bestemmelse vil som noget nyt indebære, at indberetning efter bestemmelsen vil skulle ske regelmæssigt. Ved »regelmæssigt« i den foreslåede bestemmelse skal forstås, at der vil skulle ske en systematisk og tilbagevendende indberetning. Det nærmere indhold af kravet om regelmæssighed af indberetningerne vil blive fastsat i medfør af det foreslåede stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil derudover ikke indebære materielle ændringer for virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020, har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, idet der vil være tale om en videreførelse af de gældende pligter til at indberette radiodækningsplaner. Der vil i denne forbindelse være tale om virksomheder, der har en såkaldt programtilladelse fra Radio- og tv-nævnet til at sende radio- eller tv-programmer i hele Danmark, hvor programmerne distribueres ved brug af signaler fra antennepositioner, der befinder sig på landjorden, frem for eksempelvis ved anvendelse af satellitter.

Det foreslås istk. 3, at Digitaliseringsstyrelsen fastsætter nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger efter stk. 1 og 2 og kan fastsætte regler om undtagelser fra stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 16, stk. 5, indholdsmæssigt. Bestemmelsen erstatter desuden mastelovens § 16, stk. 2, og den del af § 16, stk. 7, der vedrører ministeren for digitaliserings mulighed for at fastsætte regler om, hvilke oplysninger der kan gøres offentligt tilgængelige, der er udmøntet i offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3.

Formålet med at kunne fastsætte nærmere regler om offentliggørelse af oplysningerne er bl.a. at sikre gennemsigtighed for almindelige borgere om placeringen af eksisterende mobilantenner og af planlagte mobilantenner, der også kan indebære etablering af en mast i det pågældende område. Oplysningerne er i dag offentliggjort i mastedatabasen og anvendes af borgere, virksomheder og myndigheder i deres daglige arbejde og privat.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om indberetning af oplysninger om eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner fra indehavere af tilladelser i medfør af lov om radiofrekvenser til anvendelse af radiofrekvenser inden for geografisk afgrænsede områder (fladetilladelser) og om indberetning af oplysninger om radiodækningsplaner fra virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at det fremadrettet i stedet for ministeren for digitalisering vil være Digitaliseringsstyrelsen, der vil kunne fastsætte nærmere regler vedrørende de indberetningspligter, der følger af de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2. Herved forenkles regelgrundlaget på området således, at de nærmere regler vil være fastsat i én bekendtgørelse frem for flere.

Overordnet vil reglerne om indberetning, der fastsættes i medfør at den foreslåede bestemmelse, vedrøre nærmere krav til indberetningen svarende til de regler, der i dag er fastsat i indberetningsbekendtgørelsen. Digitaliseringsstyrelsen vil f.eks. kunne fastsætte regler om hyppigheden af og tidspunktet for de regelmæssige indberetninger efter de foreslåede stk. 1 og 2, idet der f.eks. vil kunne blive tale om månedlige, kvartalsvise, årlige eller andre kadencer, der også vil kunne differentieres for forskellige typer antennepositioner og radiodækningsplaner, samt regler om dataformat og fremgangsmåde for indberetningen. Digitaliseringsstyrelsen vil også kunne bestemme, hvor langt frem i tid radiodækningsplaner, jf. den foreslåede § 12, stk. 2, skal række. Digitaliseringsstyrelsen vil endvidere kunne fastsætte, hvilke oplysninger om den enkelte radiodækningsplan eller eksisterende antenneposition der skal indberettes, herunder hvorvidt en radiodækningsplan eksempelvis skal indeholde et konkret geografisk punkt, et søgeområde eller begge dele. Indehavere af fladetilladelser vil i nogle tilfælde kunne finde det hensigtsmæssigt at planlægge med kortere tidshorisonter for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde end større antennetyper, hvilket Digitaliseringsstyrelsen vil kunne vælge at tage højde for i sine regler, ligesom der vil kunne være tekniske forhold og baggrundsoplysninger for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der er relevante for denne type antenner, men ikke for andre antennetyper.

For både radiodækningsplaner og eksisterende antennepositioner vil der kunne fastsættes regler om, at der skal indberettes placeringsoplysninger såsom adresse og GPS-koordinater, (forventet) idriftsættelsesdato samt et unikt navn på den (planlagte) antenneposition.

For radiodækningsplaner vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis endvidere kunne fastsætte krav om indberetning af størrelsen på det område, som den påtænkte antenneposition skal etableres i, dvs. hvor fleksibel indberetteren er med hensyn til den endelige placering af den påtænkte antenne.

For eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kunne fastsætte krav om at indberette (planlagte) frekvensbånd og tjenestetype, antennehøjde, sendeeffekt og andre relevante tekniske oplysninger.

For eksisterende antennepositioner i master til radiokommunikationsformål vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte krav om at indberette oplysninger om, hvilken mast til radiokommunikationsformål antennen sidder i. Dette vil forudsætte, at der stilles oplysninger om den pågældende mast til rådighed i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og i overensstemmelse med de nærmere regler herfor fastsat i medfør af den foreslåede § 12, stk. 5.

Digitaliseringsstyrelsen vil endvidere kunne fastsætte regler om undtagelser fra de foreslåede stk. 1 og 2. Det vil eksempelvis kunne være regler om, at visse indehavere af fladetilladelser skal undtages fra reglerne i de foreslåede stk. 1 og 2. Denne mulighed vil bl.a. kunne benyttes til at sikre proportionaliteten i anvendelsen af de pligter, der følger af de foreslåede stk. 1 og 2. Digitaliseringsstyrelsen vil eksempelvis kunne fastsætte regler om, at indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser inden for geografisk afgrænsede områder (fladetilladelser) uden faste antennepositioner ikke skal omfattes af forpligtelsen til at indberette eksisterende antennepositioner. En sådan undtagelse findes i dag i offentliggørelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte yderligere undtagelser, hvis dette er nødvendigt ud fra eksempelvis hensyn til proportionalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at Digitaliseringsstyrelsen ikke længere vil kunne fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger om reservationer på egne master efter mastelovens § 9, stk. 2, 2. pkt., som vedrører fastsættelse af særlige regler om indberetning af reservationer. Der henvises til den foreslåede § 5, som vil medføre, at reservationer fremover som udgangspunkt ikke længere vil skulle indberettes.

De nærmere regler om offentliggørelse, der kan fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse, forventes overordnet at videreføre udgangspunktet i offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3 om, at oplysninger om eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner skal offentliggøres.

Regler om offentliggørelse, der vil kunne blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil eksempelvis kunne vedrøre, hvilke oplysninger der offentliggøres samt i hvilket format.

Selv om oplysninger om eksisterende antennepositioner kan fås fra en række andre offentlige kilder, eksempelvis visuelt via forskellige korttjenesters satellit- og ortofotos, kan der være sikkerhedsmæssige aspekter ved offentliggørelsen af oplysningerne. Disse vil som hidtil skulle vurderes af Forsvarsministeriet, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab samt Justitsministeriet i medfør af den foreslåede § 12, stk. 7. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil ikke give mulighed for, at Digitaliseringsstyrelsen fastsætter regler om undtagelse fra offentliggørelse, idet sådanne tiltag alene vil være mulige på baggrund af en indstilling fra justitsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab eller forsvarsministeren efter det foreslåede § 12, stk. 7. Der henvises til den foreslåede § 12, stk. 7, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 4, at Digitaliseringsstyrelsen etablerer og driver det centrale informationssted omhandlet i artikel 4, stk. 1 og 3, og artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur for så vidt angår oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål og planer om anlægsarbejder vedrørende disse, jf. denne bestemmelses stk. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil være en nødvendig udpegning af Digitaliseringsstyrelsen i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur som det centrale informationssted som forudsat i forordningens artikel 4, stk. 1 og 3, samt artikel 6, stk. 1, dog alene for oplysninger om den delmængde af den fysiske infrastruktur omfattet af artikel 4, stk. 1 og 3, der udgøres af antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, og for oplysninger om den delmængde af anlægsarbejder omfattet af artikel 6, stk. 1, der udgøres af arbejder vedrørende etablering af antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål.

Der vil ved dette centrale informationssted kunne være tale om de samme systemer som dem, hvorigennem de oplysninger, som skal indberettes i henhold til de foreslåede § 12, stk. 1 og 2, og regler fastsat i henhold til det foreslåede § 12, stk. 3, indberettes og offentliggøres.

Den foreslåede bestemmelses henvisning til de foreslåede stk. 5 og 6 vil afspejle, at regler fastsat i medfør af de foreslåede stk. 5 og 6 eksempelvis vil kunne have betydning for, hvordan det centrale informationssted vil skulle fungere for at understøtte de nærmere regler om, hvordan oplysningerne skal stilles til rådighed, der vil kunne fastsættes i henhold til de foreslåede stk. 5, nr. 1 og 2, og i hvilket omfang og i hvilken form etablering og drift af det centrale informationssted vil skulle ske, jf. de foreslåede stk. 6, nr. 3 og 4. Der henvises til de foreslåede stk. 5 og 6 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 5, at Digitaliseringsstyrelsen fastsætter nærmere regler om 1) hvordan netoperatører og offentlige organer stiller oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed via det centrale informationssted nævnt i denne bestemmelses stk. 4 i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, 2) hvordan netoperatører og offentlige organer stiller oplysninger om planlagte anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed via det centrale informationssted nævnt i denne bestemmelses stk. 4 i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, 1. og 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, 3) hvordan operatører kan få adgang til oplysningerne omfattet af dette stykkes nr. 1 via det centrale informationssted nævnt i denne bestemmelses stk. 4 i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og 4) hvordan operatører kan få adgang til oplysningerne omfattet af dette stykkes nr. 2 via det centrale informationssted nævnt i denne bestemmelses stk. 4 i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelses nr. 1 og 3 vil, sammen med artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur, for så vidt angår master til radiokommunikationsformål erstatte hovedparten af ministeren for digitaliserings bemyndigelse til at fastsætte regler om indberetning af eksisterende mastepositioner, som følger af mastelovens § 16, stk. 7, jf. § 16, stk. 1 og 6, og som ikke er udmøntet. Den foreslåede bestemmelses nr. 1 vil endvidere betyde, at det ikke længere vil være ministeren for digitalisering, men Digitaliseringsstyrelsen, der vil kunne fastsætte regler om, hvordan oplysninger om master til radiokommunikationsformål skal indberettes. Den foreslåede bestemmelses nr. 1 og 3 vil være nye for så vidt angår antenneanlæg, idet der ikke hidtil i dansk ret har været en forpligtelse til at stille oplysninger om antenneanlæg, dvs. om de passive elementer (bærerør m.v.), til rådighed.

Den foreslåede bestemmelses nr. 2 og 4 er nye.

Det forslåede stk. 5 vil indebære, at nærmere regler om de omfattede forhold ikke blot kan, men skal fastsættes. Dette skal ses i sammenhæng med, at det uden disse nærmere regler ikke vil være klart, hvordan forpligtelserne og rettighederne i artikel 4 og 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur kan efterleves hhv. udøves.

En pligt for netoperatører og offentlige organer til at stille oplysninger om master til radiokommunikationsformål og antenneanlæg til rådighed vil fremover følge direkte af artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelses nr. 1 vil således alene være en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvordan denne forpligtelse i forordningen kan opfyldes. En ret for operatører til at få adgang til disse oplysninger vil fremover følge direkte af artikel 4, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelses stk. 3 vil således alene være en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvordan denne rettighed i forordningen kan udøves.

Digitaliseringsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelses nr. 1 og 2 skulle fastsætte regler om, hvordan de oplysninger, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, konkret skal stilles til rådighed. Digitaliseringsstyrelsen vil skulle angive, hvordan dette nærmere skal ske via det digitale system, der udgør det centrale informationssted forudsat i artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som styrelsen etablerer og driver i henhold til det foreslåede stk. 4. Som fremgår af bemærkningerne til det foreslåede stk. 4, vil der kunne være tale om det samme system, hvorigennem oplysninger omfattet af det foreslåede stk. 1 og 2 indberettes og offentliggøres.

Digitaliseringsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelses nr. 1 skulle fastsætte regler for, hvordan netoperatører og offentlige organer løbende stiller oplysninger om nyetablerede antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed. Digitaliseringsstyrelsen vil f.eks. kunne fastsætte nærmere krav om indberetningernes nærmere format og indhold, samt regler om, hvilke oplysninger om den enkelte mast der konkret vil skulle indberettes.

Da Digitaliseringsstyrelsen ikke aktuelt har oplysninger om netoperatørers og offentlige organers eksisterende master til radiokommunikationsformål, vil Digitaliseringsstyrelsen med bestemmelsen dog også kunne fastsætte regler om en engangsprocedure, hvorved pligtsubjekterne indberetter alle allerede eksisterende master til radiokommunikationsformål. Denne procedure vil kunne være tilsvarende den, der vil gælde for den løbende indberetning af nye master, men vil også kunne være anderledes. I forbindelse med denne engangsprocedure vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte tidsfrister m.v.

For så vidt angår oplysninger om eksisterende antenneanlæg vil Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelses nr. 1 eksempelvis kunne fastsætte regler om, at et pligtsubjekt i artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der allerede har stillet oplysninger om eksisterende antennepositioner til rådighed i medfør af den foreslåede § 12, stk. 1, anses for at have opfyldt pligten i forordningens artikel 4, stk. 3, helt eller delvist. Da artikel 4, stk. 3, jf. stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur bl.a. kræver oplysninger om et kontaktpunkt, vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kunne fastsætte regler om, at parter omfattet af den foreslåede § 12, stk. 1, som samtidig er omfattet af pligten i artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, én gang skal oplyse et generelt kontaktpunkt i forhold til alle deres antenneanlæg.

I forhold til planlagte anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg vil Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelses nr. 2 eksempelvis kunne fastsætte regler om, at et pligtsubjekt i artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der allerede rettidigt har stillet oplysninger om en radiodækningsplan vedrørende den antenneposition, som antenneanlægget skal understøtte, til rådighed i medfør af den foreslåede § 12, stk. 2, anses for at have opfyldt pligten i artikel 6, stk. 1, helt eller delvist. Da artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur bl.a. kræver oplysninger om et kontaktpunkt, vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kunne fastsætte regler om, at parter omfattet af den foreslåede § 12, stk. 2, som samtidig er omfattet af artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, én gang skal oplyse et generelt kontaktpunkt i forhold til alle deres anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg.

I tilfælde, hvor der både skal etableres en antenneposition omfattet af de foreslåede § 12, stk. 1 og 2, som også kan indebære etablering af et antenneanlæg omfattet af pligten til at stille oplysninger om antenneanlæg til rådighed i artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og en mast til radiokommunikationsformål, vil Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelses nr. 2 kunne fastsætte regler, der har til formål at gøre det muligt, at indberetningen af radiodækningsplanen i henhold til den foreslåede § 12, stk. 2, og tilrådighedsstillelsen af oplysninger om anlægsarbejdet i henhold til artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur kan foregå på den mest hensigtsmæssige måde. Det vil dog kunne forekomme, at radiodækningsplanen vil skulle indberettes i længere tid i forvejen og med en større usikkerhed, mens oplysninger om anlægsarbejdet skal stilles til rådighed, når den endelige placering er kendt, og noget tættere på etableringstidspunktet end radiodækningsplanen. Oplysninger om anlægsarbejdet vil dog, når der kræves tilladelse, skulle stilles til rådighed senest 2 måneder, før den første ansøgning om tilladelse indgives til de kompetente myndigheder, jf. artikel 6, stk. 1, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. For at minimere parallelle eller overlappende indberetninger vil det kunne være nødvendigt at fastsætte regler om, at radiodækningsplaner skal indeholde visse eller alle de oplysninger, som artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur stiller krav om, herunder hvorvidt planen nødvendiggør etableringen af en mast eller vedrører etableringen af et antennesystem på en anden bærende konstruktion end en mast.

Der kan ikke gives en udtømmende beskrivelse af de forhold vedrørende fremgangsmåde og nærmere indhold for tilrådighedsstillelsen af oplysningerne om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om efter de foreslåede nr. 1 og 3, men styrelsen vil være forpligtet til som minimum at gøre det tilstrækkeligt klart, hvordan dette skal foregå, til at der er retssikkerhed for pligtsubjekterne i forhold til, hvornår de har opfyldt deres pligt.

Digitaliseringsstyrelsen vil ikke med den foreslåede bestemmelses nr. 2 kunne fastsætte regler om, hvornår oplysninger omfattet af artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur skal stilles til rådighed, da det følger af artikel 6, stk. 1, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at oplysningerne stilles til rådighed via et centralt informationssted, så snart oplysningerne er tilgængelige for netoperatøren for dennes planlagte anlægsarbejder i de følgende seks måneder, og under alle omstændigheder, og når der kræves tilladelse, senest to måneder før den første ansøgning om tilladelse indgives til de kompetente myndigheder. Tidspunktet for, hvornår oplysningerne stilles til rådighed, er således reguleret i forordningen om gigabitinfrastruktur. Antenneanlæg er i en række tilfælde undtaget fra eksempelvis krav om byggetilladelse i bygningsreglementet og vil derfor i nogle tilfælde alene være omfattet af reglen om at stille oplysninger om et anlægsarbejde til rådighed, så snart oplysningerne er tilgængelige for netoperatøren for dennes planlagte anlægsarbejder i de følgende seks måneder.

Det forudsættes som udgangspunkt, at Digitaliseringsstyrelsen fastsætter regler, der så vidt muligt vil ensrette både indberetningsprocedurer og adgangen til de indberettede oplysninger på tværs af de foreslåede stk. 1, 2 og 4 samt artikel 4 og 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det vil eksempelvis kunne ske ved, at de foreslåede stk. 3, 5 og 6 udmøntes i den samme bekendtgørelse.

Den foreslåede bestemmelses nr. 3 og 4 indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle fastsætte regler om, hvordan operatører kan udøve deres rettighed til at få adgang til oplysninger omfattet af artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Styrelsen vil eksempelvis kunne fastsætte regler om, at oplysningerne blot offentliggøres, hvilket dog vil forudsætte en samtidig udmøntning af den foreslåede stk. 6, nr. 1, således at andre end operatører kan få adgang til oplysningerne.

Det foreslås i stk. 6, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om 1) at andre end operatører kan få adgang til oplysninger omfattet af denne bestemmelses stk. 5, nr. 3 og 4, via det centrale informationssted nævnt i denne bestemmelses stk. 4 og hvordan, 2) at netoperatører og offentlige organer skal stille yderligere oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed via det centrale informationssted nævnt i denne bestemmelses stk. 4, end hvad der følger af artikel 4, stk. 3, jf. artikel 4, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, 3) hvornår artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur og denne bestemmelses stk. 4 samt regler fastsat i henhold til denne bestemmelses stk. 5 og dette stykkes nr. 1 og 2 ikke finder anvendelse på antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål i overensstemmelse med artikel 4, stk. 6 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og 4) hvornår anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål kan undtages fra artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur og denne bestemmelses stk. 4 samt fra regler fastsat i henhold til denne bestemmelses stk. 5 og dette stykkes nr. 1 i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelses nr. 1 og 4 er nye.

Den foreslåede bestemmelses nr. 2 og 3 er nye for så vidt angår antenneanlæg, men vil for så vidt angår master til radiokommunikationsformål erstatte en mindre del af ministeren for digitaliserings bemyndigelse til at fastsætte regler om indberetning af eksisterende mastepositioner, som følger af mastelovens § 16, stk. 7, jf. § 16, stk. 1 og 6, og som ikke er udmøntet. De øvrige dele af denne bemyndigelse erstattes af det foreslåede stk. 5, nr. 1, jf. bemærkningerne hertil.

Med den foreslåede bestemmelses nr. 1 vil der vil være mulighed for at fastsætte regler om adgang til oplysningerne for andre end de operatører, der har krav på oplysningerne som følge af artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om adgang til oplysningerne, så adgangen hertil flugter med reglerne om offentliggørelse af oplysninger indberettet i henhold til de foreslåede stk. 1 og 2, som Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om i medfør af det foreslåede stk. 3, og dermed således, at alle oplysninger omfattet af den foreslåede § 12 eksempelvis kan tilgås offentligt på en og samme hjemmeside.

Med den foreslåede bestemmelses nr. 2 vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte regler som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, om indberetning af oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål ud over de i artikel 4, stk. 1, omhandlede minimumsoplysninger, eksempelvis at der skal indberettes oplysninger om den fysiske infrastrukturs udnyttelsesgrad, dvs. f.eks. ledig plads i masten.

Den foreslåede bestemmelses nr. 3 vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte undtagelser fra pligterne i forordningen om gigabitinfrastruktur til at stille oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed i overensstemmelse med artikel 4, stk. 6 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelses nr. 3 til artikel 4, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, hvilke antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, der udgør national kritisk infrastruktur som defineret i national ret, eller hvilke dele heraf, der ikke vil være omfattet af forpligtelserne i artikel 4, stk. 1 og 3. Dette vil kunne være relevant for oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, som ikke omfattes af de øvrige undtagelser, der måtte blive fastsat i henhold til den foreslåede bestemmelses nr. 3, jf. artikel 4, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der giver mulighed for mere generelle undtagelser, og hvor Digitaliseringsstyrelsen modtager oplysninger fra relevante myndigheder om væsentlige sikkerhedshensyn, der generelt taler imod adgang til oplysningerne.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelses nr. 3 til artikel 4, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen for det første, jf. artikel 4, stk. 7, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil kunne fastsætte regler om, at forordningens artikel 4, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis antenneanlæg eller master til radiokommunikationsformål ikke er teknisk egnet til etablering af VHC-net eller tilhørende faciliteter. Det forventes ikke umiddelbart at være muligt at vurdere den tekniske egnethed af infrastrukturtyper til dette formål så generelt, hvorfor denne mulighed ikke ventes udnyttet, men bestemmelsen vil sikre den fornødne klarhed over, hvilken myndighed der for så vidt angår antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål kan fastsætte de regler, som forordningens artikel 4, stk. 7, litra a, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte.

For det andet vil Digitaliseringsstyrelsen, jf. artikel 4, stk. 7, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, kunne fastsætte regler om, at forordningens artikel 4, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis forpligtelsen til at levere oplysninger om antenneanlæg eller master til radiokommunikationsformål i henhold til stk. 1, 1. afsnit, ville være uforholdsmæssig baseret på en cost-benefit-analyse og en høring af interessenter. Anvendelse af muligheden vil forudsætte den cost-benefit-analyse, der er nævnt i artikel 4, stk. 7, litra b, og høring af interessenter, som Digitaliseringsstyrelsen forventes at foretage.

Bestemmelsen vil dermed give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at sikre, at artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke medfører uforholdsmæssige byrder for netoperatører eller offentlige organer forbundet med pligten i artikel 4, stk. 3, til at stille oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed via et centralt informationssted.

For det tredje vil Digitaliseringsstyrelsen, jf. artikel 4, stk. 7, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur, kunne fastsætte regler om, at forordningens artikel 4, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis et antenneanlæg eller en mast til radiokommunikationsformål ikke er underlagt adgangsforpligtelser i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 10, som bl.a. danner grundlag for dele af de foreslåede § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, nr. 1. Disse bestemmelser vil dog ikke være generelle undtagelser af kategorier af infrastruktur, men vil kræve en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. På baggrund heraf er det derfor ikke forventningen, at det vil være muligt at fastsætte generelle regler om denne type undtagelse fra forordningens artikel 4, stk. 1 eller 3.

Med den foreslåede bestemmelses nr. 4, der henviser til artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte regler om, hvilke typer anlægsarbejder, der vedrører etablering af antenneanlæg eller master til radiokommunikationsformål, der anses for at være af begrænset omfang såsom med hensyn til værdi, størrelse eller varighed eller for at vedrøre national kritisk infrastruktur, samt hvilke nødsituationer eller hensyn til den nationale sikkerhed der kan berettige en undtagelse fra forpligtelsen til at stille minimumsoplysningerne til rådighed i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelses nr. 3 og 4 vil fastslå, hvilken myndighed der kan fastsætte de regler, der er nævnt i forordningens artikel 4, stk. 6 og 7, og artikel 6, stk. 2, for så vidt angår antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål og planlagte anlægsarbejder vedrørende disse.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at Digitaliseringsstyrelsen efter indstilling fra justitsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab eller forsvarsministeren til enhver tid kan beslutte, at visse oplysninger skal undtages fra offentliggørelse af eller adgang til oplysningerne af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar uanset denne bestemmelses stk. 3 og regler fastsat i henhold hertil, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur og regler fastsat i henhold til denne bestemmelses stk. 6, nr. 1.

Den foreslåede mulighed for på baggrund af de nævnte indstillinger at undtage oplysninger omfattet af de foreslåede stk. 1 og 2 fra offentliggørelse viderefører i det væsentlige offentliggørelsesbekendtgørelsens § 4 i forbindelse med, at offentliggørelsesbekendtgørelsen vil skulle ophæves som følge af lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre muligheden i offentliggørelsesbekendtgørelsens § 4 for, at justitsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab eller forsvarsministeren vil kunne indstille til Digitaliseringsstyrelsen, at visse oplysninger om eksisterende antennepositioner og radiodækningsplaner omfattet af det foreslåede stk. 1-3 undtages fra offentliggørelse.

Den foreslåede bestemmelse vil også indebære, at justitsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab eller forsvarsministeren som noget nyt vil kunne indstille til Digitaliseringsstyrelsen, at oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål og anlægsarbejder vedrørende disse skal undtages fra adgangen til oplysninger omfattet af artikel 4 og 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur om master til radiokommunikationsformål og anlægsarbejder, som Digitaliseringsstyrelsen i medfør af de foreslåede stk. 5 og 6 vil kunne fastsætte nærmere regler om tilrådighedsstillelsen af og adgangen til.

Undtagelse fra offentliggørelse af eller adgang til oplysninger omfattet af artikel 4 og 6 i forordningen i gigabitinfrastruktur i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være i overensstemmelse med artikel 1, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, da undtagelse vil ske af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.

Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den minister, der har afgivet en sådan indstilling, hvert andet år skal oplyse til Digitaliseringsstyrelsen, om indstillingen fortsat er aktuel.

Den foreslåede bestemmelse er en justeret indholdsmæssig videreførelse af § 4, stk. 2, i offentliggørelsesbekendtgørelsen. Det vil ikke længere være sådan, at undtagelser ud fra de i 1. pkt. nævnte indstillinger kun kan ske for 2 år ad gangen, men det vil dog blive fastholdt, at det vil kræve en fornyet indstilling fra de i det foreslåede 1. pkt. nævnte ministre at forlænge de i det foreslåede 1. pkt. nævnte undtagelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil skulle oplyses om nødvendigheden af undtagelser fra offentliggørelse eller adgang, jf. det foreslåede 1. pkt., hvert andet år. Hensigten hermed er således, at undtagelserne ikke automatisk vil bortfalde, og at oplysningerne derfor heller ikke frigives umiddelbart ved udløb. I stedet vil det ministerie, der tidligere har afgivet en indstilling efter bestemmelsen, hvert andet år skulle forholde sig til, om undtagelsen fortsat er relevant, for at sikre, at oplysninger ikke fortsat undtages, når det sikkerhedsmæssige grundlag for undtagelsen bortfalder.

Hvis det pågældende ministerie ikke af egen drift kontakter Digitaliseringsstyrelsen, vil styrelsen henvende sig til det ministerie, der tidligere har afgivet en indstilling, inden udløbet af den undtagelse, der er sket på baggrund af indstillingen, med henblik på at få oplyst, om indstillingen fortsat er aktuel.

Europa-Kommissionen har i henhold til teledirektivets artikel 57, stk. 2, vedtaget gennemførelsesforordning (EU) 2020/1070 af 20. juli 2020 om angivelse af karakteristika for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Det fremgår heraf, at operatører, der har udrullet trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde i installationsklasse E2 eller E10, senest en måned efter udrulningen af hvert af disse adgangspunkter skal underrette den nationale kompetente myndighed (dvs. Digitaliseringsstyrelsen) om installationen og placeringen af disse adgangspunkter m.v.

Antenner omfattet af gennemførselsforordningen er samtidigt omfattet af kravet om indberetning af radiodækningsplaner i mastelovens § 16 og kravet om indberetning af eksisterende antennepositioner i offentliggørelsesbekendtgørelsen.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i§ 13, stk. 1, at for radiodækningsplaner og eksisterende antennepositioner, jf. § 12, stk. 1 og 2, der samtidig er omfattet af regler om indberetning af oplysninger i de til enhver tid gældende gennemførelsesretsakter udstedt af Den Europæiske Union i overensstemmelse med artikel 57, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer, finder bestemmelserne i § 12, stk. 1-3, kun anvendelse i det omfang, disse bestemmelser regulerer forhold, som ikke er reguleret i de nævnte gennemførelsesretsakter.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen ikke vil kunne fastsætte enslydende eller indholdsmæssigt identiske indberetningskrav, der allerede følger af gennemførelsesretsakten. Styrelsen vil dog med hjemmel i den foreslåede § 12, stk. 3, kunne fastsætte yderligere indberetningskrav for antennepositioner eller radiodækningsplaner omfattet af gennemførselsretsakten, f.eks. om indberetning af oplysningstyper, som gennemførselsretsakten ikke indeholder krav om.

Den foreslåede bestemmelse vil således ikke afskære Digitaliseringsstyrelsen fra at fastsætte regler om, at der skal indberettes oplysninger vedrørende eksisterende antennepositioner eller radiodækningsplaner, jf. de foreslåede § 12, stk. 1-3, der er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførselsretsakter, hvis de regler, som Digitaliseringsstyrelsen fastsætter, ikke duplikerer krav i gennemførelsesretsakterne.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om radiodækningsplaner og eksisterende antennepositioner, jf. § 12, stk. 1 og 2, der er nødvendige for at anvende de gennemførelsesretsakter, der er nævnt i stk. 1, og regler om sanktioner i form af bødestraf for manglende overholdelse af regler om indberetning af oplysninger i disse gennemførelsesretsakter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om sanktioner i form af bødestraf for manglende overholdelse af regler om indberetning af oplysninger i disse retsakter. Der vil ikke være tale om en indholdsmæssigt ny bemyndigelse, jf. ministeren for digitaliserings bemyndigelse i mastelovens § 24 b. Med lovforslaget vil bemyndigelsen blive flyttet fra ministeren for digitalisering til Digitaliseringsstyrelsen, dog således, at Digitaliseringsstyrelsen alene vil blive bemyndiget til at kunne fastsætte regler om bødestraf og ikke om forbud, påbud og tvangsbøder. Derudover vil Digitaliseringsstyrelsens bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om bødestraf være afgrænset specifikt til regler om bødestraf for manglende overholdelse af indberetningspligter fastsat i den til enhver tid gældende gennemførelsesretsakter udstedt af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med teledirektivets artikel 57, stk. 2. Styrelsen vil således ikke kunne fastsætte regler om sanktioner i form af bødestraf vedrørende manglende overholdelse af andre forordninger eller i form af forbud, påbud og tvangsbøder.

Det foreslåede vil indebære, at der vil gælde ensartede sanktionsmuligheder for manglende overholdelse af eventuelle regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse og for manglende overholdelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 12, stk. 3, og stk. 5, nr. 1 og 2, hvor Digitaliseringsstyrelsen ligeledes alene vil kunne fastsætte regler om bødestraf for manglende overholdelse af reglerne, jf. den foreslåede § 50, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler vedrørende offentliggørelse af oplysninger indberettet på baggrund af indberetningspligter i de gennemførelsesretsakter, der er nævnt i stk. 1, jf. dog § 12, stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil have mulighed for at fastsætte regler om offentliggørelse af oplysninger, der er indberettet i henhold til en til enhver tid gældende gennemførelsesretsakt udstedt af Den Europæiske Union i overensstemmelse med teledirektivets artikel 57, stk. 2, og som skønnes at have offentlighedens interesse. Regler, der måtte blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil skulle tage højde for, at et samlet overblik over alle eller en væsentlig andel af en given tilladelsesindehavers radiodækningsplaner, eksisterende antennepositioner eller master vil kunne være en konkurrencefølsom oplysning.

Såfremt det vurderes hensigtsmæssigt at offentliggøre de pågældende oplysninger, vil der eksempelvis kunne fastsættes de samme regler for de pågældende oplysninger som de regler om offentliggørelse af eksisterende antennepositioner omfattet af det foreslåede § 12, stk. 1, som Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte efter det foreslåede § 12, stk. 3. Reglerne vil på lignende vis som de i det foreslåede § 12, stk. 3, omhandlede regler eksempelvis kunne vedrøre, hvilke oplysninger der offentliggøres samt i hvilket format.

Den foreslåede § 12, stk. 7, som vil give justitsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab og forsvarsministeren adgang til at indstille, at visse oplysninger undtages fra offentliggørelse eller undergives adgangsbegrænsninger, vil finde tilsvarende anvendelse på regler om offentliggørelse fastsat efter den foreslåede § 13, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 7.

Det fremgår af gravelovens § 9 g, at en netoperatør skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til oplysninger om netoperatørens eksisterende passive fysiske infrastruktur fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet med henblik på etablering af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation og fra enhver anden netoperatør med henblik på etablering af elementer af andre net. Bestemmelsen regulerer typen af oplysninger, proceduren og vilkårene for adgangen til oplysningerne.

Det fremgår af gravelovens § 9 h, at en netoperatør skal imødekomme enhver rimelig anmodning om anlægsopmålinger af nærmere specificerede elementer af netoperatørens eksisterende passive fysiske infrastruktur fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet med henblik på etablering af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation og fra enhver anden netoperatør med henblik på etablering af elementer af andre net. Bestemmelsen regulerer proceduren og vilkårene for anlægsopmålingen.

Gravelovens § 9 m fastlægger de sagstyper, som Digitaliseringsstyrelsen har kompetence til at behandle, herunder bl.a. sager vedrørende adgang til oplysninger om og anlægsopmåling af fysisk infrastruktur.

Gravelovens § 9 n fastsætter hvilke afgørelser, Digitaliseringsstyrelsen kan træffe i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen i henhold til gravelovens § 9 m.

Artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur indeholder pligter for netoperatører og offentlige organer til at stille oplysninger om fysisk infrastruktur til rådighed via centrale informationssteder, der jf. artikel 14 skal udpeges af medlemsstaten, ligesom der skal udpeges tvistbilæggelsesorganer for tvister om adgang til oplysningerne efter artikel 13.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i§ 14, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen i overensstemmelse med artikel 4, stk. 6 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan fastsætte regler om, hvornår artikel 4, stk. 1, 3 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse.

Med den foreslåede bestemmelse vil hjemlen til at kunne fastsætte undtagelser som omfattet af § 2 i bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v. fremover ikke længere følge af gravelovens § 9 g, stk. 5, og § 9 h, stk. 4, men af den foreslåede § 14, stk. 1, og hjemlen vil gives til Digitaliseringsstyrelsen frem for ministeren for digitalisering. Bekendtgørelsen vil som følge af lovforslaget skulle genudstedes med nye hjemmelshenvisninger, og reglerne vil i den forbindelse blive opdateret i relevant omfang.

Den foreslåede bestemmelse vil fastslå, at det er Digitaliseringsstyrelsen, der vil kunne benytte den mulighed for at fastsætte de regler, der nævnes i forordningens artikel 4, stk. 6 og 7, som med disse bestemmelser gives til medlemsstaterne. Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte fastsættelse af undtagelser fra artikel 4, stk. 1 og 3, vedrørende den delmængde af fysisk infrastruktur, der udgøres af master til radiokommunikationsformål og antenneanlæg, da en særskilt bemyndigelse hertil i stedet vil følge af det foreslåede § 12, stk. 6, nr. 3, som der henvises til.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til artikel 4, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, hvilken national kritisk infrastruktur som defineret i national ret eller hvilke dele heraf, der ikke vil være omfattet af forpligtelserne i artikel 4, stk. 1, 3 og 5. Dette vil kunne være relevant for oplysninger om infrastruktur, som ikke omfattes af de øvrige undtagelser, der måtte blive fastsat i henhold til forordningens artikel 4, stk. 7, der giver mulighed for mere generelle undtagelser, og hvor Digitaliseringsstyrelsen modtager oplysninger fra relevante myndigheder om væsentlige sikkerhedshensyn, der taler imod adgang til oplysningerne.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til artikel 4, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen for det første vil kunne fastsætte regler om, at forordningens artikel 4, stk. 1, 3 og 5, ikke finder anvendelse, hvis den fysiske infrastruktur ikke er teknisk egnet til etablering af VHC-net eller tilhørende faciliteter. Det forventes ikke at være muligt at vurdere den tekniske egnethed af infrastrukturtyper til dette formål så generelt, hvorfor denne mulighed ikke ventes udnyttet, men bestemmelsen vil sikre den fornødne klarhed over, hvilken myndighed der for så vidt angår antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål kan fastsætte de regler, som forordningens artikel 4, stk. 7, litra a, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte.

For det andet vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte regler om, at forordningens artikel 4, stk. 1, 3 og 5, ikke finder anvendelse, hvis forpligtelsen til at levere oplysninger om visse typer eksisterende fysisk infrastruktur i henhold til stk. 1, 1. afsnit, ville være uforholdsmæssig baseret på en cost-benefit-analyse og en høring af interessenter.

Der vil forventeligt blive fastsat regler herom for så vidt angår forordningens artikel 4, stk. 1 og 3, hvorved oplysninger om fysisk infrastruktur ikke længere kun skal udleveres på bilateral forespørgsel som i gravelovens § 9 g, men hvor netoperatører og offentlige organer enten på forhånd skal indsende oplysninger om al deres fysiske infrastruktur til en database eller være i stand til med kort varsel at besvare anmodninger om oplysninger om deres fysiske infrastruktur via et dertil indrettet system drevet af det offentlige frem for blot bilateralt via e-mail eller lignende til den, der ønsker oplysningerne. Uanset den valgte løsningsmulighed vil det stille store krav til netoperatørers og offentlige organers interne dataformater og opkobling på nye offentlige IT-systemer, som må forventes at være uforholdsmæssige i en række tilfælde. Anvendelse af muligheden vil forudsætte den cost-benefit-analyse, der er nævnt i artikel 4, stk. 7, litra b, og høring af interessenter, som Digitaliseringsstyrelsen forventes at foretage.

Bestemmelsen vil dermed give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at sikre, at artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke medfører uforholdsmæssige byrder for netoperatører eller offentlige organer forbundet med pligten i artikel 4, stk. 3, til at stille oplysninger om fysisk infrastruktur til rådighed via et centralt informationssted.

For det tredje vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fastsætte regler om, at forordningens artikel 4, stk. 1, 3 og 5, ikke finder anvendelse, hvis fysisk infrastruktur ikke er underlagt adgangsforpligtelser i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 10, som bl.a. danner grundlag for dele af de foreslåede § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, nr. 1. Disse bestemmelser vil dog ikke være generelle undtagelser af kategorier af infrastruktur, men vil kræve en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. På baggrund heraf er det derfor ikke forventningen, at det vil være muligt at fastsætte generelle regler om denne type undtagelse fra forordningens artikel 4, stk. 1, 3 eller 5.

Det foreslås i stk. 2, at ministeren for digitalisering efter forhandling med vedkommende minister og i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan fastsætte regler om de kompetente organer, der udfører opgaverne vedrørende følgende: 1) De centrale informationssteder som omhandlet i artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. 2) Tvistbilæggelse som omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b, jf. artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. 3) De centrale informationssteder som omhandlet i artikel 13, stk. 4, 1. afsnit, jf. artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur og dette stykkes nr. 2.

Bestemmelsens nr. 1 og 3 er nye. Bestemmelsens nr. 2 vil erstatte gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 9 n, stk. 1, nr. 2, og indebærer, at ministeren for digitalisering fastsætter regler om de kompetente organer, der udfører opgaver vedrørende tvistbilæggelse som omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b, jf. artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Med ændringen vil der ikke længere følge en procedure for bilæggelse af tvister om udlevering af de omfattede oplysninger af loven, men der vil i stedet være en bemyndigelse til at fastsætte regler herom. Baggrunden for denne ændring af procedure er et behov for, at ansvaret for bilæggelse af tvister kan følge ansvaret for de centrale informationssteder, der er nævnt i nr. 1, hvor anmodninger om og udlevering af oplysninger sker.

Den foreslåede bestemmelse vil fastslå, hvilken myndighed i Danmark der kan udpege de centrale informationssteder og tvistbilæggelsesorganer, der er nævnt i bestemmelsen, som Danmark efter artikel 14, stk. 1 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur er forpligtet til at udpege.

Bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse, der alene vil omfatte centrale informationssteder og tvistbilæggelse i det omfang, disse ikke er reguleret i andre foreslåede bestemmelser. Andre centrale informationssteder og tvistbilæggelsesorganer omfattet af artikel 4 og artikel 14, stk. 1 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil med lovforslaget blive udpeget i, eller vil kunne udpeges i henhold til, andre bestemmelser i lovforslaget, f.eks. de foreslåede § 12, stk. 4, § 35, og § 55, nr. 3.

Det er hensigten, at bestemmelsen alene vil skulle anvendes i det omfang, at fysisk infrastruktur omfattet af artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur hverken er omfattet af de nævnte andre bestemmelser i lovforslaget eller af undtagelser fastsat i medfør af den foreslåede § 14, stk. 1. Hvis en type fysisk infrastruktur hverken bliver undtaget fra artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen, i medfør af regler udstedt i det foreslåede stk. 1 eller vil være omfattet af andre regler, der udpeger eller hjemler udpegning af centrale informationssteder for den pågældende fysiske infrastruktur, vil bestemmelsen skulle udmøntes for at overholde de EU-retlige forpligtelser i forordningen.

Fastsættelse af regler skal ske efter forhandling med vedkommende minister, hvilket er en følge af, at forordningens artikel 4, stk. 1 og 3, som noget nyt forudsætter etablering og drift af systemer, der enten har karakter af databaser, kort eller informationsudvekslingsplatforme, og som med fordel ofte vil kunne bygge videre på eksisterende offentlige IT-løsninger på andre ministerområder, ligesom oplysninger om givne infrastrukturtyper ikke nødvendigvis i alle tilfælde er underlagt Digitaliseringsministeriets ressort.

Bestemmelsens genstandsområde vil være afgrænset af andre regler, hvori eller i medfør af hvilke, visse specifikke centrale informationssteder og tvistbilæggelsesorganer omfattet af artikel 4 og artikel 13, stk. 1, litra b, jf. artikel 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur udpeges. Sidstnævnte indebærer, at bestemmelsen, jf. den foreslåede § 12, stk. 4, ikke vil omfatte en mulighed for at fastsætte regler om det kompetente organ for et centralt informationssted vedrørende oplysninger om antenneanlæg eller master til radiokommunikationsformål eller, jf. den foreslåede ændring af lov om registrering af ledningsejere og udlevering af ledningsoplysninger gennem Ledningsejerregistret i § 55, en mulighed for at fastsætte regler om det kompetente organ for et centralt informationssted vedrørende oplysninger om nedgravet fysisk infrastruktur omfattet af lov om registrering af ledningsejere og udlevering af ledningsoplysninger gennem Ledningsejerregistret eller, jf. den foreslåede § 35 og lovforslagets § 55, nr. 3, om tvistbilæggelsesorganer for tvister vedrørende oplysninger omfattet af disse bestemmelser. Dette vil indebære, at bestemmelsen primært vil give mulighed for at udpege kompetente organer for centrale informationssteder vedrørende oplysninger om den delmængde af fysisk infrastruktur som defineret i artikel 2, nr. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der udgøres af pæle, bygninger, herunder bygningernes tage og dele af deres facader eller indgange til bygninger, og alle andre aktiver, herunder gadeinventar såsom lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte og vejafgiftsportaler, samt bus- og sporvognsstoppesteder og metro- og togstationer. Bestemmelsens genstandsområde vil kunne begrænses yderligere af eventuelle undtagelser fastsat i medfør af den foreslåede § 14, stk. 1, i det omfang sådanne undtagelser måtte overflødiggøre etablering af et eller flere centrale informationssteder eller tvistbilæggelsesorganer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, er ny og indebærer, at ministeren for digitalisering fastsætter regler om de kompetente organer, der udfører opgaver vedrørende de centrale informationssteder omhandlet i artikel 4, stk. 1 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

De gældende bestemmelser om udveksling af oplysninger om fysisk infrastruktur i gravelovens § 9 g sigter alene på bilateral udveksling af oplysninger, og der er således ikke forudsat eksistensen af et centralt informationssted.

Bestemmelsen vil muliggøre, at der kan udpeges et eller flere kompetente organer, der har ansvaret for at etablere og drive systemer, hvorigennem netoperatører og offentlige organer kan stille oplysninger om deres eksisterende fysiske infrastruktur til rådighed for operatører. Uden en udpegning af sådanne systemer vil disse pligtsubjekter ikke kunne opfylde deres pligt, da pligten specifikt indebærer en pligt til at stille oplysningerne til rådighed via det udpegede centrale informationssted og ikke blot bilateralt via f.eks. e-mail til den operatør, der ønsker oplysningen.

Det forventes, at der vil blive udpeget det samme organ for den samme oplysningstype i henhold til de foreslåede nr. 1-3, så den samme myndighed eller instans vil være ansvarlig for et centralt informationssted, via hvilket oplysningerne kan tilgås, for behandling af tvister om adgang til oplysningerne, og for et centralt informationssted, hvor afgørelser i disse tvister kan tilgås.

De tvistbilæggelsesorganer, som vil kunne udpeges med det foreslåede stk. 2, nr. 2, vil skulle behandle tvister, der opstår i forbindelse med rettighederne og forpligtelserne i artikel 4, herunder, hvis de oplysninger, der anmodes om, ikke er stillet til rådighed inden for de gældende frister. Tvisterne vil skulle behandles i overensstemmelse med artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Bestemmelsen vil blive udmøntet i samme omfang og for de samme typer oplysninger, der udpeges kompetente organer for i henhold til den foreslåede bestemmelse i nr. 1. Det forventes, at der vil blive udpeget det samme organ for den samme oplysningstype i henhold til det foreslåede stk. 2, nr. 1-3, så den samme myndighed eller instans vil være ansvarlig for et centralt informationssted, via hvilket oplysningerne kan tilgås, for behandling af tvister om adgang til oplysningerne, og for et centralt informationssted, hvor afgørelser i disse tvisters kan tilgås.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 3, indebærer, at ministeren for digitalisering fastsætter regler om de kompetente organer, der udfører opgaver vedrørende de centrale informationssteder som omhandlet i artikel 13, stk. 4, 1. afsnit, jf. artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur og dette stykkes nr. 2.

De kompetente organer vil skulle sikre adgang til afgørelser offentliggjort af tvistbilæggelsesorganer udpeget i henhold til det foreslåede stk. 2, nr. 2. Det forventes, at der vil blive udpeget det samme organ for den samme oplysningstype i henhold til det foreslåede stk. 2, nr. 1-3, så den samme myndighed eller instans vil være ansvarlig for et centralt informationssted, via hvilket oplysningerne kan tilgås, for behandling af tvister om adgang til oplysningerne, og for et centralt informationssted, hvor afgørelser i disse tvistesager kan tilgås. Et centralt informationssted for afgørelser vil f.eks. kunne være en hjemmeside, men vil i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur skulle udpeges i lovgivning og i henhold til forordningens artikel 14, stk. 9, notificeres til Europa-Kommissionen.

Det foreslås i stk. 3, at Digitaliseringsstyrelsen i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5, 4. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur kan fastsætte regler om administrative aspekter af operatørers anmodninger om at foretage undersøgelser på stedet af nærmere specificerede elementer af netopratørers eller offentlige organers fysiske infrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indebærer, at det vil være Digitaliseringsstyrelsen, der kan fastsætte de regler, som forordningens artikel 4, stk. 5, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte.

De regler, der kan fastsættes i medfør af bemyndigelsen, vil eksempelvis kunne vedrøre tidsfrister for, formkrav eller indholdsmæssige krav til de anmodninger, som kan fremsættes efter artikel 4, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Der vil kunne være tale om regler vedrørende anmodninger mellem to private parter eller mellem en privat part og et offentligt organ.

Bestemmelsen forventes ikke umiddelbart at blive udmøntet, men vil kunne blive udmøntet, hvis der eksempelvis som følge af uenighed om administrative aspekter af anmodninger efter artikel 4, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur skulle opstå et behov for regler om de administrative aspekter af anmodningerne. Reglerne vil i så fald tage afsæt i de forhold, som der er uenighed om.

Det fremgår af telelovens § 60 a, at en offentlig myndighed kan indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.

Herudover er alle offentlige myndigheder underlagt de europæiske statsstøtteregler og konkurrenceloven, når de udøver økonomisk aktivitet, som har betydning for konkurrencen.

Ministeren for digitalisering er bemyndiget til bl.a. at fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler omfattet af telelovens § 60 a. Sådanne regler er fastsat i mastelejebekendtgørelsen.

Det fremgår af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, at netoperatører og offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, skal imødekomme anmodninger fra operatører om adgang til den pågældende fysiske infrastruktur på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, med henblik på etablering af elementer af net med meget høj kapacitet eller tilhørende faciliteter. Forordningen angiver en række hensyn og kriterier, der kan lægges til grund ved fastsættelse af fair og rimelige vilkår og betingelser.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1 og pkt. 3.13.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 15, stk. 1, at en offentlig myndighed kan indgå aftaler med operatører om udlejning af jordarealer med henblik på etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter.

Den foreslåede bestemmelse er en delvis indholdsmæssig videreførelse af telelovens § 60 a, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil give offentlige myndigheder en direkte hjemmel til at indgå aftaler med operatører om udlejning af jordarealer med henblik på etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter.

Til forskel fra telelovens § 60 a, stk. 1, omfatter den foreslåede bestemmelse udelukkende offentlige myndigheders jordarealer. Udlejning af en offentlig myndigheds arealer, der ikke er jordarealer, herunder eksempelvis bygninger og høje konstruktioner, hvorpå der kan opsættes antennesystemer, og som er omfattet af telelovens § 60 a, stk. 1, vil nu være omfattet og reguleret af artikel 3, stk. 1 og 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. pkt. 3.3.1 og 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Hvis en operatør anmoder om adgang til fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner, som ejes af offentlige myndigheder, med henblik på etablering af andre elementer af elektroniske kommunikationsnet end elementer af VHC-net, så vil forholdet være omfattet af de foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 4, stk. 2, eller § 8, afhængig af typen af infrastruktur, som der anmodes om adgang til og typen af antenner og udstyr. Adgang til andre arealer ejet af offentlige myndigheder end jordarealer vil således være reguleret andetsteds.

På den baggrund er den foreslåede bestemmelse afgrænset til udelukkende at omhandle offentlige myndigheders jordarealer, idet jordarealer ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordningen om gigabitinfrastruktur.

Til forskel fra telelovens § 60 a, stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse omfatte aftaler med operatører, hvilket ud over udbydere af elektroniske kommunikationsnet også vil omfatte virksomheder, der udelukkende etablerer og udbyder tilhørende faciliteter eller fysisk infrastruktur uden at etablere og udbyde elektroniske kommunikationsnet. Det kan eksempelvis være såkaldte masteselskaber, der etablerer og udbyder selve mastekonstruktionen, hvorpå en anden operatør, der etablerer og udbyder elektroniske kommunikationsnet, kan opsætte antennesystemer. Med den foreslåede § 15, stk. 1, vil kredsen af parter, som offentlige myndigheder kan indgå aftaler med i henhold til bestemmelsen, således blive udvidet.

Med »offentlige myndigheder« i den foreslåede bestemmelse forstås statslige, regionale eller lokale myndigheder eller en sammenslutning af en eller flere sådanne myndigheder. Der sigtes med begrebet til forvaltningsrettens sædvanlige myndighedsbegreb, dvs. en afgrænsning, som svarer til de myndigheder, der er omfattet af offentligheds- og forvaltningsloven. Begrebet vil således omfatte alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de tilhører den statslige, regionale eller kommunale forvaltning, og uanset om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd, eller særlige forvaltningsenheder, f.eks. Nationalbanken eller § 60-selskab i kommunestyrelsesloven. Begrebet omfatter også administrative organer, selv om de betegner sig som »retter«, f.eks. Landsskatteretten.

Begrebet elektronisk kommunikationsnet skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i teledirektivets artikel 2, nr. 1.

Begrebet tilhørende faciliteter skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i teledirektivets artikel 2, nr. 10.

Offentlige myndigheders indgåelse af aftaler i henhold til den foreslåede § 15, stk. 1, vil for så vidt angår prisen og øvrige vilkår i aftalen skulle ske inden for rammerne af den Europæiske Unions statsstøtteregler samt af konkurrencereglerne.

Det indebærer på den ene side for så vidt angår statsstøttereglerne, at det vil være en forudsætning for, at udlejning efter den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med reglerne for EU’s indre marked, at udlejningen vil overholde det såkaldte markedsøkonomiske operatørprincip, hvorefter økonomisk aktivitet fra en offentlig myndigheds side ikke vil blive betragtet som statsstøtte, når den offentlige myndigheds økonomiske aktivitet sker på en økonomisk rationel måde således, at en rationel privat markedsaktør med lignende forudsætninger for den økonomiske aktivitet som den offentlige myndighed også ville have foretaget den økonomiske aktivitet på samme vilkår. Dette vil indebære, at myndigheder, der benytter muligheden, vil skulle agere på kommercielle vilkår og dermed med fortjeneste for øje af hensyn til overholdelse af EU’s statsstøtteregler.

Det indebærer på den anden side for så vidt angår konkurrencereglerne, at offentlige myndigheder ved udlejning efter den foreslåede bestemmelse skal være opmærksomme på reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

Det fremgår ikke længere af bestemmelsens ordlyd, at udlejning i medfør af bestemmelsen skal foregå på markedsvilkår. Der er ikke tale om en ændring af retstilstanden, da offentlige myndigheder fortsat skal agere inden for rammerne af statsstøtte- og konkurrencereglerne. Mastelejebekendtgørelsen forventes videreført, og det vil således ikke længere være relevant for myndighederne eksempelvis selv at undersøge vilkårene på det private marked for at fastsætte priserne.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke regulere, hvilke økonomiske, regnskabsmæssige eller juridiske principper der skal lægges til grund ved aftaleindgåelsen, idet dette i høj grad vil afhænge af de forhold og hensyn, der gør sig gældende i den konkrete situation.

Bestemmelsen vil ikke være udtryk for, at offentlige myndigheder ikke kan indgå aftaler om udlejning af jordarealer med andre end operatører eller til andre formål, idet dette kan være lovligt af andre årsager, herunder f.eks. efter omstændighederne som følge af kommunalfuldmagten. Bestemmelsen vil alene være en positiv hjemmel til den udlejning, som hjemlen omfatter.

Det foreslås i stk. 2, at vilkårene i aftaler efter stk. 1 ikke må hindre adgang til de i stk. 1 nævnte elementer m.v., der er etableret på det udlejede areal, i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til §§ 4 eller 6, og ikke må hindre, at der i forbindelse med denne adgang etableres nødvendige yderligere elementer på det udlejede areal, der er omfattet af § 36, stk. 1, nr. 17, 19 eller 21, i lov om planlægning.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at vilkårene i offentlige myndigheders lejeaftaler i henhold til det foreslåede stk. 1 ikke vil forhindre ejerne af fysisk infrastruktur, master til radiokommunikationsformål eller høje konstruktioner og tilhørende faciliteter, der etableres på et offentligt ejet jordareal, i at efterleve deres forpligtelser til at give adgang til infrastrukturen i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til de foreslåede §§ 4 eller 6. Den foreslåede bestemmelse skal desuden fremme fælles udnyttelse af allerede etableret infrastruktur ved at forhindre unødige barrierer for sådan fælles udnyttelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at aftaler, som operatører og offentlige myndigheder indgår i henhold til det foreslåede stk. 1, ikke må indeholde vilkår, der udgør en hindring af andre rettighedssubjekters udnyttelse af retten i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til de foreslåede §§ 4 eller 6 til at få adgang til den fysiske infrastruktur m.v., der på baggrund af den indgåede aftale er etableret på det udlejede areal.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at aftaler i henhold til stk. 1 ikke må indeholde vilkår, der udgør en hindring for, at der i forbindelse med adgangen etableres nødvendige yderligere elementer på det udlejede areal, der er omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, 19 eller 21.

Henvisningen til planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, 19 og 21, afgrænser de elementer, der kan betragtes som nødvendige yderligere elementer i den foreslåede bestemmelse, og som offentlige myndigheders aftaler ikke må indeholde vilkår, der forhindrer etableringen af. Omfattede elementer er antennesystemer til radiokommunikation i elektroniske kommunikationsnet, teknikskabe eller teknikhuse, og trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde samt udstyr hertil. Det kan være nødvendigt for den part, der får adgang til infrastruktur etableret på et offentligt ejet jordareal, at etablere sådanne yderligere elementer for at kunne have et fuldt funktionsdygtigt elektronisk kommunikationsnet.

Bestemmelsen gælder uanset, om det udlejede areal er beliggende i landzone, idet henvisningerne til planloven alene har til formål at identificere de elementer, der er omfattet af bestemmelsen, uanset om planlovens §§ 35 og 36 i øvrigt ville være relevante for etableringen af de pågældende elementer.

Det er den part, der får adgang i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til de foreslåede §§ 4 eller 6, der skal sandsynliggøre, at det er nødvendigt at etablere sådanne yderligere elementer.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at en offentlig myndighed ikke kan stille vilkår om, at antennesystemer, netelementer m.v. holdes i neutrale farver m.v., eller at der ikke kan stilles krav om beplantning eller anden form for afskærmning m.v., da sådanne vilkår ikke forhindrer elementerne i at blive etableret.

Det foreslås i stk. 3, at offentlige myndigheder ikke kan kræve lejebetaling eller gebyrer af parter, der i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til §§ 4 eller 6 får eller giver adgang til fysisk infrastruktur, tilhørende faciliteter og høje konstruktioner, som er etableret på myndighedens jordarealer på baggrund af en aftale efter stk. 1, eller som etablerer de elementer på det udlejede areal, der er nævnt i stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse omhandler den situation, hvor en operatør indgår en aftale i henhold til den foreslåede § 15, stk. 1, med en offentlig myndighed om udlejning af jordarealer med henblik på etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. I disse tilfælde opkræver den offentlige myndighed en lejepris af operatøren. De elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, der er nævnt i den foreslåede § 15, stk. 1, vil blive omfattet af reglerne om adgang i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur og de foreslåede §§ 4 og 6, når de er etableret. Det foreslåede stk. 3, vil i disse tilfælde medføre, at den offentlige myndighed ikke må kræve lejebetaling eller gebyrer af parter, der i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, 4 og 5, eller i henhold til de foreslåede §§ 4 og 6 får eller giver adgang til fysisk infrastruktur, tilhørende faciliteter og høje konstruktioner, som er etableret på myndighedens jordarealer på baggrund af en aftale efter den foreslåede § 15, stk. 1, eller som etablerer de nødvendige yderligere elementer på det udlejede areal, der er nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at offentlige myndigheder ikke opkræver lejebetaling eller gebyrer af parter, der får adgang til fysisk infrastruktur, tilhørende faciliteter og høje konstruktioner, som er etableret på myndighedens jordarealer, idet den offentlige myndighed ikke ejer den pågældende fysiske infrastruktur, tilhørende facilitet eller høje konstruktion. Offentlige myndigheder vil heller ikke kunne opkræve betaling hos ejeren af den på arealet placerede fysiske infrastruktur for, at ejeren af denne infrastruktur giver adgang til sin infrastruktur i henhold til vedkommendes lovmæssige forpligtelser hertil.

Når offentlige myndigheder udlejer jordarealer til etablering af fysisk infrastruktur, tilhørende faciliteter og høje konstruktioner, vedrører lejemålet i udgangspunktet alene selve jordarealet. Den fysiske infrastruktur, tilhørende faciliteter eller høje konstruktion, der placeres på arealet, etableres for operatørens regning og er den pågældende operatørs ejendom, selv om den står på et lejet areal, der er ejet af en offentlig myndighed.

Hvis der på et senere tidspunkt er en part, som får adgang til den pågældende fysiske infrastruktur, tilhørende facilitet eller høje konstruktion med henblik på at opsætte yderligere antennesystemer, netelementer m.v. på den fysiske infrastruktur, tilhørende faciliteter eller høje konstruktion, kan den offentlige myndighed således ikke opkræve yderligere lejebetaling eller gebyrer af denne part.

Den del af den foreslåede bestemmelse, der sigter på, at offentlige myndigheder ikke må kræve lejebetaling eller gebyrer af parter, som etablerer de nødvendige yderligere elementer på arealet, der er nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2, vil indebære, at der ikke kan opkræves yderligere lejebetaling eller gebyrer for den andel af et allerede udlejet areal, hvorpå en part, der får adgang til den fysiske infrastruktur, tilhørende faciliteter og høje konstruktioner på arealet, etablerer elementer, der er omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, 19 og 21.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at en offentlig myndighed opkræver yderligere lejebetaling eller gebyrer i den situation, at behovet for placering af yderligere elementer i tilknytning til eksempelvis en mast nødvendiggør, at ejeren af masten lejer et større areal af myndigheden end hidtil. En stigning af lejeprisen bør dog være forholdsmæssig i forhold til størrelsen af udvidelsen af lejemålet og vil skulle overholde eventuelle regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4. Det nye, større lejemål vil herefter være omfattet af de foreslåede § 15, stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 4, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af vilkår, herunder pris, i forbindelse med offentlige myndigheders aftaler i henhold til stk. 1, og regler, der er nødvendige for implementeringen og anvendelsen af metoderne.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige telelovens § 60 a, stk. 6, indholdsmæssigt, idet bestemmelsens omfang dog begrænses til jordarealer, men udvides til at omfatte aftaler med operatører frem for alene aftaler med udbydere af elektroniske kommunikationsnet, jf. det foreslåede stk. 1 og bemærkningerne hertil.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren for digitalisering til at kunne fastsætte en eller flere metoder, som offentlige myndigheder, der lejer jordarealer ud til operatører med henblik på etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, skal benytte til at fastsætte vilkår, herunder pris, for leje af et konkret jordareal. Ministeren for digitalisering vil således kunne regulere, hvilke økonomiske og juridiske principper m.v. der skal lægges til grund ved fastsættelsen af vilkår, herunder pris, ved aftaler i henhold til den foreslåede § 15, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren for digitalisering desuden til at kunne fastsætte regler, der er nødvendige for implementeringen og anvendelsen af de i medfør af bestemmelsen fastsatte metoder.

De metoder, som ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte vedrørende fastsættelse af lejeprisen for et konkret jordareal, vil skulle sikre, at de beregnede lejepriser ligger inden for rammerne af den Europæiske Unions statsstøtteregler samt inden for rammerne af konkurrencereglerne.

Det indebærer på den ene side for så vidt angår statsstøttereglerne, at det vil en være forudsætning for, at den i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsatte metode er forenelig med reglerne for EU’s indre marked, at den i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsatte metode skal resultere i lejepriser, der vil overholde det såkaldte markedsøkonomiske operatørprincip, hvorefter økonomisk aktivitet fra en offentlig myndigheds side ikke vil blive betragtet som statsstøtte, når den offentlige myndigheds økonomiske aktivitet sker på en økonomisk rationel måde således, at en rationel privat markedsaktør med lignende forudsætninger for den økonomiske aktivitet som den offentlige myndighed også ville have foretaget den økonomiske aktivitet på samme vilkår. Dette indebærer, at de beregnede lejepriser skal svare til, hvordan en aktør, der agerer på kommercielle vilkår og dermed med fortjeneste for øje ville fastsætte priserne, af hensyn til overholdelse af EU’s statsstøtteregler.

Det indebærer på den anden side for så vidt angår konkurrencereglerne, at den i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsatte metode skal resultere i lejepriser, der er forenelige med reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

I det omfang, bemyndigelsen i det foreslåede stk. 4 udmøntes, vil det skabe større klarhed, ensartethed og gennemsigtighed i forhold til de metoder til fastsættelse af vilkår, herunder pris, som offentlige myndigheder skal benytte i deres vilkårsfastsættelse, herunder lejeprisfastsættelse. Dermed vil offentlige myndigheder ikke længere selv skulle vurdere statsstøttereglernes og konkurrencerettens betydning for vilkårene, herunder prisen, inden for de fastsatte regler. Offentlige myndigheder vil for så vidt angår de vilkår, herunder pris, som der fastsættes metoder for i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4, alene skulle følge de fastsatte metoder.

Det er ikke hensigten, at eventuelle metoder, der vil kunne blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, skal virke normerende på det private marked for udlejning af tilsvarende jordarealer. Private aktører vil ikke være forpligtet til at følge den fastsatte metode, ligesom en privat udlejers prisfastsættelse ikke kan antages at være uforenelig med eksempelvis konkurrenceloven, blot fordi prisfastsættelsen er anderledes, end hvad anvendelse af en af ministeren for digitalisering fastsat metode på det pågældende lejemål ville tilsige. Spørgsmål om private lejeprisers forenelighed med konkurrenceloven vil skulle vurderes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Generelt vil der være et spænd af lejepriser for et givet lejemål, der kan være forenelige med statsstøtte- og konkurrencereglerne, og metoden vil alene skulle sikre, at de lejepriser, som offentlige myndigheder fastsætter, ligger inden for dette spænd.

Det er hensigten, at bestemmelsen udmøntes ved, at de gældende metoder i mastelejebekendtgørelsen videreføres med de ændringer, der følger af ændringerne i det foreslåede stk. 1, jf. bemærkningerne hertil.

Der findes i dag ikke regler om underretninger til en kompetent myndighed om aftaler indgået mellem juridiske personer, der primært er aktive som lejere af jord eller som indehavere af andre rettigheder til jord end ejendomsrettigheder til jord, hvorpå der efter planen skal installeres eller er blevet installeret faciliteter med henblik på etablering af elementer af net med meget høj kapacitet, eller som forvalter lejekontrakter på vegne af jordejere, og operatører.

Det fremgår af artikel 3, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at efter anmodning fra en operatør forhandler de herover nævnte juridiske personer og operatører om adgang til jord i god hensigt, herunder om prisen, som, hvis det er relevant, som skal afspejle markedsforholdene, i overensstemmelse med national aftaleret. Parterne skal underrette den nationale tilsynsmyndighed om indgåelsen af sådanne aftaler, herunder den aftalte pris.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 16, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvordan underretninger efter artikel 3, stk. 2, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal foregå.

Den foreslåede bestemmelse er ny og nødvendig som følge af artikel 3, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at Digitaliseringsstyrelsen bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere regler om de i artikel 3, stk. 2, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur forudsatte underretninger om indgåelsen af aftaler mellem operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, og de juridiske personer angivet i artikel 3, stk. 2, 1. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. De deri angivne juridiske personer og dermed den foreslåede bestemmelse vil især kunne omfatte de såkaldte land aggregators, der også kan betegnes som lejemålsopkøbere eller lejemålsforvaltere.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kunne fastsætte regler om, til hvilken myndighed underretningerne skal sendes, og hvordan indberetning af oplysninger omfattet af artikel 3, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal ske i form af eksempelvis regler om de formater, som oplysningerne skal have, og hvilke kanaler, platforme eller systemer der skal anvendes til at fremsende oplysningerne. Der vil også kunne fastsættes nærmere regler om omfanget af oplysninger, typen af oplysninger og fremgangsmåden for fremsendelse af oplysninger, herunder regler om, hvilken myndighed oplysningerne skal indsendes til. Det er hensigten, at Digitaliseringsstyrelsen skal være den nationale tilsynsmyndighed som nævnt i artikel 3, stk. 2, og dermed den myndighed, hvortil oplysningerne skal indsendes.

Det fremgår af gravelovens § 9 j, stk. 2, at ejere af privat ejendom skal imødekomme enhver rimelig anmodning fra udbydere af offentlige højhastighedsnet til elektronisk kommunikation om adgang til etablering af deres net frem til en bygnings adgangspunkt. Bestemmelsen angiver vilkår og betingelser samt nogle proceduremæssige regler for sådan adgang.

Det fremgår af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at med forbehold af artikel 11, stk. 3, og uden at det berører ejendomsrettigheder, har alle udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet ret til at udrulle deres net for egen regning frem til adgangspunktet.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 17, stk. 1, at ejere af privat ejendom inden for 2 måneder skal imødekomme enhver rimelig skriftlig anmodning fra udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet om adgang til for udbyderens egen regning at 1) etablere deres net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. dog stk. 3, eller 2) at etablere deres net frem til en mast til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, er i vid udstrækning udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 9 j, stk. 2. Den foreslåede bestemmelse er nødvendig, da retten til at etablere deres net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning, som udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet har i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, ikke er genstand for tvistbilæggelse, som tilfældet er i medfør af gældende ret i graveloven. For at skabe klarhed og forhindre usikkerhed om den fremtidige retstilstand og sikre gyldigheden af præcedens fra de afgørelser, som Digitaliseringsstyrelsen har truffet efter gældende ret i graveloven, videreføres gældende ret derfor med den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, er ny og går videre, end hvad der følger af forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse omhandler den situation, hvor det er nødvendigt for en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet at etablere sit net via en tredjeparts private ejendom for at kunne etablere sit net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning eller frem til en mast til radiokommunikationsformål.

Ejere af privat ejendom omfatter enhver indehaver af ejendomsretten til privat ejendom. Det kan både være privat ejendom ejet af private borgere eller af virksomheder. Det kan også være ejendom, som er privatretligt ejet af det offentlige.

Ejere af privat ejendom vil skulle imødekomme rimelige anmodninger fra udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet om adgang i henhold til den foreslåede bestemmelse inden for 2 måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen. Anmodninger, der ikke er rimelige, vil kunne afvises i medfør af det foreslåede stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 2 vedrørende, hvornår en anmodning kan siges at være rimelig.

Konsekvensen ved ikke at imødekomme anmodningen inden for 2 måneder vil være, at sagen herefter vil kunne indbringes til Digitaliseringsstyrelsen efter den foreslåede § 37. Der henvises til den foreslåede § 37 med tilhørende bemærkninger.

Adgang vil skulle gives på rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, herunder hvad angår en eventuel pris.

Vilkår og betingelser for adgang, herunder i forhold til prisfastsættelse, vil skulle aftales som led i en forhandling mellem udbyderen af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der anmoder om adgang, og ejeren af den private ejendom.

Ejere af privat ejendom omfattet af bestemmelsen vil ved prisfastsættelsen i relevant omfang skulle være opmærksomme på reglerne om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens kapitel 3.

Hvad der er rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser for adgang vil skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende. Alt efter omstændighederne kan flere forhold påvirke betingelserne og prisfastsættelsen for adgang. Eksempelvis vil en eventuel negativ påvirkning af værdien af ejendommen eller et eventuelt økonomisk tab forårsaget af etableringsarbejdet kunne kompenseres i form af et krav om betaling fremsat af ejeren af ejendommen. En aftale om vilkår og betingelser for adgang vil også kunne forholde sig til, hvorvidt ledningen eksempelvis skal tinglyses på ejendommen.

Vilkårene og betingelserne i en aftale skal ses i sammenhæng med hinanden. Om en adgang samlet set er givet på rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, vil derfor afhænge af en samlet vurdering.

Imødekommelse af anmodningen samt vilkår og betingelser for adgang skal meddeles skriftligt til den udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der anmoder om adgang. Kravet om skriftlighed vil kunne opfyldes ved fremsendelse af et dokument eller en tekst, der angiver, at anmodning om adgang imødekommes samt de vilkår og betingelser, der gælder for adgangen. Fremsendelsen vil kunne ske med almindelig brevpost eller digitalt, f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

Anmodninger fra en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet om adgang skal være skriftlige. Kravet om skriftlighed kan opfyldes ved fremsendelse af anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt, f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

Adgangen i henhold til den foreslåede bestemmelse vil kunne indebære, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet skal have mulighed for at grave i jord ejet af en anden end ejeren af adgangspunktet for at nå frem til adgangspunktet i eller udenfor bygningen eller for at nå frem til en mast til radiokommunikationsformål. Udbyderen af offentlige elektroniske kommunikationsnet og ejeren af den private ejendom vil i givet fald skulle aftale de nærmere omstændigheder for gennemføringen af nettet.

Adgangen i henhold til den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, er begrænset, idet den forudsætter, at der ikke allerede er sikret en brugbar alternativ adgang til eksisterende offentlige elektroniske kommunikationsnet frem til adgangspunktet, der muliggør udbud af elektroniske kommunikationstjenester, ved en afgørelse truffet i medfør af afsnit IV i teleloven eller regler fastsat i medfør af telelovens afsnit IV eller V eller i medfør af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 11, jf. den foreslåede § 17, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i almindelighed have karakter af ekspropriation. Det vil imidlertid ikke kunne udelukkes, at adgang til at etablere et net vil kunne ramme ejeren af den private ejendom så ekstraordinært hårdt, at der efter omstændighederne vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb mod den pågældende. Det bemærkes dog, at der vil skulle gives adgang på rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, herunder hvad angår en eventuel pris. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation efter grundlovens § 73. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger ekspropriation, henhører under domstolene.

En ejer af privat ejendom vil som følge af den foreslåede bestemmelse blive påvirket på den måde, at ejeren vil skulle tåle, at der udføres anlægsarbejde på sin ejendom.

Den fysiske påvirkning, som indgrebet vil medføre, vil variere, alt efter hvordan anlægsarbejdet i det konkrete projekt vil påvirke omgivelserne. Ofte vil en stikledning kunne etableres ved at skyde den gennem jorden frem til adgangspunktet i eller udenfor bygningen, dvs. uden at der skal graves mere end et hul til brug for underskydningen. En mere betydningsfuld påvirkning vil kunne være, hvis der vil være behov for reetablering af det påvirkede område af ejendommen. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis et kabel skal nedgraves i græsplæne, under flisebelægning, træer, buske, bede m.v.

Det er i forbindelse med udøvelsen af retten forudsat, at privat ejendom påvirkes mindst muligt ved at udnytte eventuel eksisterende fysisk infrastruktur og ved at reetablere det berørte område. Endvidere vil varigheden af et eventuelt anlægsarbejde afhænge af omfanget i det konkrete tilfælde, men det antages at være ganske kortvarigt. Hertil kommer reetablering af det påvirkede område.

En eventuel negativ påvirkning af værdien af ejendommen vil kunne kompenseres i form af et krav om betaling fremsat af ejeren af ejendommen og fastsættelse af andre rimelige vilkår og betingelser for adgangen.

Det bemærkes, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, som gives adgang til at etablere deres net igennem tredjemands private ejendom, ikke vil få ejerskab over ejendommen, dvs. adgangen påvirker ikke ejerforholdet til ejendommen. Adgang til ejendommen vil derimod indebære, at den udbyder, der får adgang, får en brugsret til den pågældende ejendom i relation til etableringen af sit net.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil regulere retten til erstatning til personer, herunder en tredjepart i form af vejejere, grundejere, ejerforeninger m.v., der måtte lide skade eller tab som følge af udøvelsen af rettighederne i den foreslåede bestemmelse. Erstatning af skade eller tab, som følger heraf, vil skulle afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

Visse tvister vedrørende den foreslåede bestemmelse vil kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen. Der henvises til den foreslåede § 37 og bemærkningerne hertil. Operatører, jf. definitionen heraf i teledirektivets artikel 2, nr. 29, har desuden mulighed for at anmode Digitaliseringsstyrelsen om, at der kan iværksættes ekspropriation, jf. den foreslåede § 19.

Det er forudsat, at den foreslåede bestemmelse kun anvendes til elementer af et net, som kan nedgraves således, at der ikke sker en påvirkning af ejendommens daglige anvendelse. Mere indgribende foranstaltninger vil skulle ske i henhold til den foreslåede § 19.

Ved »adgangspunkt« i den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, forstås i overensstemmelse med artikel 2, nr. 11, i forordningen om gigabitinfrastruktur et fysisk punkt i eller uden for bygningen, som er tilgængeligt for foretagender, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde offentlige elektroniske kommunikationsnet, og hvor der er mulighed for tilslutning til den fiberklare bygningsinterne fysiske infrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, vil indebære, at det være muligt for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet at få adgang til at foretage nødvendige anlægsarbejder på privat ejendom, der ejes af tredjemand, for at etablere deres net frem til en bygnings adgangspunkt for eksempelvis at koble en slutbruger på nettet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, vil indebære, at det være muligt for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet at få adgang til at foretage nødvendige anlægsarbejder på privat ejendom, der ejes af tredjemand, for at etablere deres net frem til en mast til radiokommunikationsformål. Med den foreslåede bestemmelse vil det således være muligt for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet at etablere den netinfrastruktur, der er nødvendig for at kunne forbinde det net af master til radiokommunikationsformål, der udgør den pågældende udbyders mobilnet. Det vil ofte være nødvendigt at tilslutte de enkelte master til det bagvedliggende fibernet og elforsyning for at have et funktionsdygtigt netværk. Der vil kunne være tale om at føre nettet frem til både eksisterende master til radiokommunikationsformål, men også en fremføring af net til en ny mast i forbindelse med etableringen af masten.

Det foreslås i stk. 2, at anmodninger, der ikke er rimelige af hensyn til byrder for ejendommens ejer, herunder i forhold til den almindelige brug af ejendommen, eller til lovgivning, som ejendommens ejer er underlagt, kan afvises. Afvisning skal ske skriftligt og meddeles den udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der anmoder om adgang, snarest muligt og senest 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Den foreslåede bestemmelse er i vid udstrækning udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gældende ret i gravelovens § 9 j, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ejere af privat ejendom vil kunne afvise ikke-rimelige anmodninger fra udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet om adgang til for egen regning at etablere deres net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og om adgang til at etablere deres net frem til en mast til radiokommunikationsformål.

Afvisning skal ske skriftligt og meddeles den udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der anmoder om adgang, snarest muligt og senest 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen. Kravet om skriftlighed kan opfyldes ved fremsendelse af anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt, f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

En anmodning må eksempelvis anses for rimelig, hvis anmodningen ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde den anmodende udbyders behov, og arbejderne indebærer de almindelige gener, som en ejer af privat ejendom altid vil skulle tåle som følge af, at der skal graves på ejendommen, jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.

Modsætningsvis vil en anmodning f.eks. ikke være rimelig, hvis anmodningen indsendes, uden at den adgangssøgende udbyder har et reelt behov for adgang og derved vil medføre byrder for ejendommens ejer uden grund. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der indgives anmodninger om adgang med henblik på at etablere net frem til bygningers adgangspunkter, hvor ejeren af adgangspunktet ikke ønsker adgang til det pågældende net, eller hvis der endnu ikke er opnået fornødne tilladelser til etablering af den pågældende mast til radiokommunikationsformål.

En anmodning vil eksempelvis også kunne være urimelig, hvis den vedrører adgang til etablering på et særligt uhensigtsmæssigt og for ejendomsejeren byrdefuldt tidspunkt, hvor etableringen vil kunne foregå med væsentligt mindre byrder for ejeren på et senere tidspunkt inden for en nærmere fremtid.

En anmodning vil eksempelvis også kunne være urimelig, hvis det påvirkede areal i praksis ikke vil kunne reetableres til en lignende stand som før, eller hvis reetablering ville indebære længerevarende arbejder på grunden, eksempelvis hvis anmodningen ikke kan imødekommes, uden at der vil skulle fjernes bebyggelse, der skal bygges op igen, eller uden at der vil skulle ryddes beplantning, som ejeren af ejendommen ønsker bevaret, men som ikke kan erstattes eller gro frem igen inden for et år, eksempelvis større træer.

Det bemærkes, at mange af de gener, der ville være urimelige, ofte vil kunne undgås ved at aftale en anden placering af netelementerne på grunden, og at en anmodning derfor kun vil kunne afvises med henvisning til sådanne forhold, hvis en anden placering ikke kan aftales, således at de urimelige forhold undgås.

En anmodning vil også kunne være urimelig, hvis imødekommelse forudsætter tilsidesættelse af sikkerhedsmæssige forhold, navnlig sikkerhedsforskrifter i lovgivningen.

Desuden vil anmodninger om adgang til privatretligt ejet ejendom, som ejes af en offentlig myndighed, kunne være urimelige, hvis imødekommelse af anmodningen ville kræve, at myndigheden overtræder de regler, som myndigheden er underlagt med hensyn til arealets anvendelse.

Vurderingen af, om en anmodning er rimelig, vil skulle foretages af ejeren af den private ejendom.

Hvis ejeren af privat ejendom vurderer, at anmodningen ud fra en konkret vurdering ikke er rimelig, og afviser anmodningen, vil den adgangssøgende udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet kunne indbringe sagen for Digitaliseringsstyrelsen, jf. den foreslåede § 37, som vil kunne træffe afgørelse om adgang i sagen, herunder fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 37.

Det foreslås i stk. 3, at stk. 1, nr. 1, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor en afgørelse truffet i medfør af afsnit IV i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller regler fastsat i medfør af afsnit IV i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller i medfør af regler fastsat i medfør af § 11 sikrer en brugbar alternativ adgang til eksisterende offentlige elektroniske kommunikationsnet frem til adgangspunktet, der muliggør udbud af elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse er i vid udstrækning udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gældende ret i graveloven.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet ikke vil have adgang til at etablere deres net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, i de tilfælde, hvor en afgørelse truffet i medfør af afsnit IV i teleloven, eller regler fastsat i medfør heraf, eller i medfør af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 11 sikrer en brugbar alternativ adgang til eksisterende offentlige elektroniske kommunikationsnet frem til adgangspunktet, der muliggør udbud af elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at der ikke foretages unødvendige installations- og anlægsarbejder, hvis formålet med den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 1, allerede er opfyldt via myndighedsafgørelser, der sikrer adgang til et eksisterende offentligt elektronisk kommunikationsnet frem til adgangspunktet, der muliggør udbud af elektroniske kommunikationstjenester.

Det fremgår af gravelovens § 7, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet skal have adgang til mod godtgørelse af den derved forårsagede ulempe og skade at færdes på offentlige og private arealer, i det omfang nedlægning af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller reparationerne heraf m.v. nødvendiggør dette.

Det foreslås i § 18, stk. 1, at i det omfang, inspektion eller reparation af kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet nødvendiggør det, skal operatører mod godtgørelse af den derved forårsagede ulempe og skade og under forudsætning af fuld reetablering af arealet have adgang til at færdes på offentligt ejede og private arealer.

Den foreslåede bestemmelse er i vid udstrækning udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 7.

Til forskel fra gældende ret er adgangen i henhold til den foreslåede bestemmelse udvidet til at omfatte operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29. Dette er sket for at strømline rettighedssubjekterne på tværs af lovforslaget, hvor det er hensigtsmæssigt, og hvor der ikke vurderes at være grund til at foretage en anden afgrænsning.

Bestemmelsen vil omfatte adgang til arealer ejet af det offentlige eller af private, og vil dermed forpligte enhver indehaver af ejendomsretten til privat ejendom at tåle den færden, som bestemmelsen omhandler. Det kan både være privat ejendom ejet af private borgere eller af virksomheder. Det kan også være ejendom, som er privatretligt ejet af det offentlige.

Desuden er den foreslåede bestemmelse afgrænset til kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet. Denne afgrænsning er foretaget for at minimere adgangen til at færdes på specielt private arealer til det, der er nødvendigt for at begrænse afbrydelser af elektroniske kommunikationsnet, der er tilgængelige for offentligheden.

Den adgang, som en operatør vil have i medfør af den foreslåede bestemmelse, har til hensigt at gøre det muligt at udføre inspektion eller reparation af kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet. Dette er en mindre ændring i forhold til gældende ret, som er møntet på nedlægning og reparation af disse kabler. Den foreslåede bestemmelse er dermed afgrænset til at finde anvendelse på allerede eksisterende kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet, idet nyetablering af sådanne kabler vil kunne ske i overensstemmelse med reglerne i de foreslåede § 17 eller § 19.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at adgang vil skulle tillades mod godtgørelse af den ulempe og skade, som færden på arealet måtte forårsage, og under forudsætning af fuld reetablering af arealet. Godtgørelsen aftales mellem operatøren og ejeren af det offentligt ejede eller private areal. Hvis parterne ikke kan blive enige om godtgørelsen, vil dette spørgsmål kunne afgøres ved anlæg af civil retssag i overensstemmelse med reglerne herom i retsplejeloven.

Den foreslåede bestemmelse sigter på at forpligte ejeren af arealet til at acceptere den nødvendige færdsel og de nødvendige arbejder på arealet, men vil ikke indebære, at operatøren vil kunne færdes eller arbejde på arealet uden forudgående varsel af ejeren af arealet. Det forudsættes, at der foregår en dialog mellem operatøren og arealets ejer, og at operatøren respekterer arealejerens ønsker om eksempelvis tidspunkt eller særlige opmærksomhedspunkter, herunder grundejerens forslag og ønsker til, hvordan påvirkning af eksempelvis bebyggelse og beplantning på arealet minimeres. I det omfang, der i medfør af anden lovgivning er fastsat sikkerhedsforskrifter for det pågældende private eller offentlige areal, skal adgang til at færdes på arealet ske på de vilkår, begrænsninger og forholdsregler, der følger heraf.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at operatøren kun må færdes på det pågældende areal i det omfang, det er nødvendigt for at udføre inspektion eller reparation af de pågældende kabler. Operatørens adgang til at færdes på arealerne vil også skulle være så kortvarig som muligt.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte inspektion eller reparation af kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet. Den foreslåede bestemmelse vil derfor omfatte inspektion og reparation af kabler til signaltransmission i offentlige elektroniske kommunikationsnet og andre former for kabler, der måtte være etableret sammen med disse af en operatør, og som har relation til de samme offentlige elektroniske kommunikationsnet som det kabel til signaltransmission, der måtte være etableret samtidigt som led i den samme aftale. Det kan eksempelvis være kabler til brug for strømforsyning til operatørens egne netelementer, der også benytter det pågældende kabel til signaltransmission. Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte kabler, der benyttes til elforsyning til andre formål, herunder kabler, der indgår i det offentlige elnet, selv om disse måtte blive etableret af en virksomhed, der tillige er en operatør.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse på vejarealer omfattet af vejloven eller privatvejsloven, som udtømmende regulerer retsforholdet mellem vejmyndigheden og en operatør om adgang til at færdes på vejarealet, bortset fra private fællesveje og private fællesstier på landet.

Det foreslås i stk. 2, at ejeren af arealet skal varsles mindst 7 dage inden påbegyndelsen af inspektionen eller reparationen.

Den foreslåede bestemmelse er ny og skal sikre, at en ejer af et offentligt eller privat areal kan forberede og indrette sig på det påtænkte arbejde, herunder give mulighed for iværksættelse af eventuelle foranstaltninger, inden arbejdet påbegyndes.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at operatører, der påtænker at udføre inspektion eller reparation af et kabel til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet, og dermed har behov for adgang til at færdes på et offentligt ejet eller privat areal i henhold til den foreslåede § 18, stk. 1, skal varsle ejeren af det pågældende areal mindst 7 dage inden påbegyndelsen af det påtænkte arbejde. Varslet kan gives enten mundtligt, f.eks. telefonisk, eller skriftligt, f.eks. via fysisk brev eller e-mail.

Det fremgår af grundlovens § 73, at ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Det fremgår af mastelovens § 15 og gravelovens § 1, at når almenvellet kræver det, kan Digitaliseringsstyrelsen tillade, at der iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom dels med henblik på at sikre adgang til udnyttelse af arealer, hvorpå der kan opsættes master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål, eller med henblik på opførelse af bygninger til udstyr til brug for master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål, og dels med henblik på nedgravning af kabler og opsætning af tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der indgår i offentlige elektroniske kommunikationsnet. Bestemmelserne regulerer omfanget af ekspropriation, hensyn, der kan berettige ekspropriation og nogle procedureregler.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 19, stk. 1, at når almenvellet kræver det, kan Digitaliseringsstyrelsen træffe afgørelse om at tillade, at der iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på at sikre adgang til arealer, hvorpå der kan 1) opsættes master til radiokommunikationsformål eller antennesystemer, 2) nedgraves kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet, eller 3) opføres bygninger til udstyr eller tilhørende faciliteter i tilknytning til master til radiokommunikationsformål, antennesystemer eller kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Der er tale om en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 1, stk. 1, og mastelovens § 15, stk. 1, idet disse bestemmelsers indhold er sammenskrevet i den foreslåede bestemmelse.

Kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet omfatter både kabler til signaltransmission i offentlige elektroniske kommunikationsnet og andre former for kabler, der måtte blive etableret sammen med disse af en operatør, og som har relation til de samme offentlige elektroniske kommunikationsnet som det kabel til signaltransmission, der måtte blive etableret samtidigt som led i det samme arbejde. Det kan f.eks. være kabler til brug for strømforsyning til operatørens egne netelementer, der også benytter det pågældende kabel til signaltransmission. Bestemmelsen omfatter ikke kabler, der benyttes til elforsyning til andre formål, herunder kabler, der indgår i det offentlige elnet, selv om disse måtte blive etableret af en virksomhed, der tillige er en operatør.

Det vil være en forudsætning for, at Digitaliseringsstyrelsen kan tillade, at der iværksættes ekspropriation efter den foreslåede bestemmelse, at almenvellet kræver det. Det vil bero på en konkret vurdering, om en ekspropriation er krævet af almenvellet.

I sin vurdering af, om almenvellet kræver det, skal Digitaliseringsstyrelsen bl.a. sikre, at ekspropriation alene finder sted i tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder for etablering af de pågældende master, antennesystemer, kabler, bygninger eller tilhørende faciliteter og de pågældende supplerende foranstaltninger, som det er rimeligt at henvise til, og hvor de pågældende master, antennesystemer, kabler, bygninger eller tilhørende faciliteter og de pågældende supplerende foranstaltninger er af væsentlig betydning for udbuddet af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Dette svarer til vurderingen i gravelovens § 1, stk. 4, og mastelovens § 15, stk. 4.

Digitaliseringsstyrelsen vil dermed bl.a. skulle vurdere, hvorvidt der eksisterer andre oplagte muligheder for etablering af de pågældende master, antennesystemer, kabler, bygninger eller tilhørende faciliteter og de pågældende supplerende foranstaltninger, som det er rimeligt at henvise den pågældende operatør til at benytte, herunder om der vil være mulighed for at løse det pågældende behov via indgåelse af samtrafikaftaler på omkostningsbaserede vilkår. Alternative muligheder vil bl.a. kunne omfatte tildeling af radiofrekvenser til trådløs infrastruktur (radiokæder m.v.), i det omfang en sådan løsning vil være tilstrækkelig til at opfylde den pågældende operatørs behov for transmissionskapacitet, samt alternative muligheder med hensyn til placering af de pågældende kabler, i det omfang disse ikke i urimeligt omfang vil fordyre anlæggelsen af den pågældende kabelbaserede infrastruktur.

Digitaliseringsstyrelsen vil dermed bl.a. også skulle vurdere, om etableringen af de pågældende master, antennesystemer, kabler, bygninger eller tilhørende faciliteter og de pågældende supplerende foranstaltninger er af væsentlig betydning for udbuddet af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, herunder for forsyningspligtudbyderes muligheder for at udbyde forsyningspligttjenester til alle slutbrugere, der ønsker at benytte forsyningspligtselskabets tjenester. I vurderingen heraf vil også kunne indgå, om de pågældende master, antennesystemer, kabler, bygninger, tilhørende faciliteter eller supplerende foranstaltninger er af væsentlig betydning for at kunne imødekomme anmodninger om samtrafik fra andre operatører.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser de formål, som ekspropriation kan anvendes til. Med den foreslåede stk. 1, nr. 1, vil ekspropriation kunne ske med henblik på at sikre adgang til arealer, hvorpå der kan opsættes master til radiokommunikationsformål, jf. definitionen i § 3, stk. 1, nr. 1, eller antennesystemer, jf. definitionen i § 3, stk. 1, nr. 3. Med den foreslåede stk. 1, nr. 2, vil ekspropriation kunne ske med henblik på at sikre adgang til arealer, hvorpå der kan nedgraves kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet. Med den foreslåede stk. 1, nr. 3, vil ekspropriation kunne ske med henblik på at sikre adgang til arealer, hvorpå der kan opføres bygninger til udstyr eller tilhørende faciliteter i tilknytning til master til radiokommunikationsformål, antennesystemer eller kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Ekspropriation i henhold til den foreslåede bestemmelse vil omhandle selve retten til at placere infrastruktur på et areal. Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at ekspropriationen fritager fra, at der hos de kompetente tilladelsesudstedende myndigheder indhentes eventuelle nødvendige tilladelser i henhold til byggelovgivningen, planlovgivningen, vejlovgivningen m.v. og tilladelser eller dispensationer i henhold til øvrig beskyttelseslovgivning. Det er en forudsætning for tilladelse til iværksættelse af ekspropriation, at de kompetente tilladelsesudstedende myndigheder er indstillet på at give eventuelle nødvendige tilladelser eller dispensationer til de formål, der er oplistet i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være Digitaliseringsstyrelsen, der vil skulle foretage den grundlæggende vurdering af, om ekspropriation er berettiget, og dermed træffe afgørelse om at tillade, at der iværksættes ekspropriation efter anmodning fra og på vegne af operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29.

Hvis Digitaliseringsstyrelsen træffer afgørelse om at tillade, at der kan iværksættes ekspropriation i henhold til den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen skulle fremsende sagen til transportministeren i overensstemmelse med § 11 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Afgørelsen af, hvorvidt ekspropriation skal gennemføres, sker i henhold til de regler og procedurer, der fremgår af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Digitaliseringsstyrelsens vurdering af, om ekspropriation kan tillades, træffes i form af en afgørelse, der er omfattet af forvaltningslovens regler.

Klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse vil kunne indbringes for Teleklagenævnet i henhold til den foreslåede § 46, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at ekspropriation i medfør af stk. 1 kan ske til nyanlæg, udvidelse, ændring, bevarelse eller udskiftning af de master, antennesystemer, kabler, bygninger eller tilhørende faciliteter, der er nævnt i stk. 1, og af nødvendige supplerende foranstaltninger, herunder nødvendige adgangsveje m.v.

Der er tale om en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 1, stk. 2, og mastelovens § 15, stk. 2, idet disse bestemmelsers indhold er sammenskrevet i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne tillade, at der iværksættes ekspropriation af et privat areal i de tilfælde, hvor en operatør og ejeren af det private areal, hvor operatøren ønsker at nyanlægge, udvide, foretage ændring af, bevare eller udskifte en mast, en antenne, et kabel, en bygning eller en tilhørende facilitet som nævnt i den foreslåede § 19, stk. 1, eller nødvendige supplerende foranstaltninger, herunder etablering af nødvendige adgangsveje m.v., ikke har kunnet nå til enighed om en aftale herom.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne tillade, at der iværksættes ekspropriation af et privat areal i de tilfælde, hvor ejeren af det private areal stiller vilkår, som ikke er rimelige, i forbindelse med indgåelse af en aftale om nyanlæg, udvidelse, ændring, bevarelse eller udskiftning af en mast, en antenne, et kabel, en bygning eller en tilhørende facilitet, eller nødvendige supplerende foranstaltninger. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt vilkår for adgang stillet af ejeren af det private areal er rimelige eller ikke er rimelige. Spørgsmålet om rimelighed kan eksempelvis omhandle betaling for adgang, adgangsbetingelser m.v.

At ekspropriation kan ske til bevarelse af eksisterende master, antennesystemer, kabler, bygninger eller tilhørende faciliteter som nævnt i den foreslåede § 19, stk. 1, og af nødvendige supplerende foranstaltninger, herunder nødvendige adgangsveje m.v., skal være med til at sikre, at operatøren ikke vil være nødsaget til at nedtage sådanne, hvilket vil kunne medføre, at dækningen i et område forringes eller helt mistes, hvis ikke der er alternative muligheder for placering af en mast, antenne, kabel, bygning eller tilhørende facilitet som nævnt i den foreslåede § 19, stk. 1, eller en nødvendig supplerende foranstaltning, som kan give den samme dækning i området. Endvidere vil en sådan nedtagning være forbundet med store omkostninger for den pågældende operatør, og i et samfundsøkonomisk perspektiv vil nedtagningen være udtryk for et ressourcespild i de tilfælde, hvor et privat areal eksproprieres med henblik på ny opsætning. Ekspropriation kan således være med til at opretholde tilstedeværelsen af en mast, antenne, kabel, bygning eller tilhørende facilitet som nævnt i den foreslåede § 19, stk. 1, eller en nødvendig supplerende foranstaltning og dermed den fortsatte dækning i området.

En udnyttelse af muligheden for, at der foretages ekspropriation af et privat areal inden nedtagning af en eksisterende mast, antenne, kabel, bygning eller tilhørende facilitet som nævnt i den foreslåede § 19, stk. 1, eller en nødvendig supplerende foranstaltning forudsætter, at operatøren og ejeren af det private areal i god tid inden den eksisterende lejeaftales udløb afklarer mulighederne for at forlænge lejeaftalen. Det er ikke muligt nærmere at angive, hvad der skal forstås med i god tid, men der vil skulle være tilstrækkelig tid til at afklare muligheden for at forlænge en lejeaftale, at foretage undersøgelser af alternative placeringer, planlægge nedtagning i tilfælde, hvor lejeaftalen ikke kan forlænges, m.v. Operatøren og ejeren af det private areal vil skulle afklare, om ejeren af arealet er villig til at forlænge aftalen, eller om operatøren skal overveje at anmode Digitaliseringsstyrelsen om, at der kan iværksættes ekspropriation af det private areal. Herudover vil Digitaliseringsstyrelsen også skulle bruge tid på sagsbehandling i forhold til, om styrelsen vil tillade, at der iværksættes ekspropriation. Endelig vil der også være tid forbundet med gennemførelsen af selve ekspropriationsforretningen.

Det foreslås i stk. 3, at anmodning om tilladelse til iværksættelse af ekspropriation efter stk. 1 indgives til Digitaliseringsstyrelsen og kun kan indgives af operatører.

Der er tale om en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 1, stk. 3, og mastelovens § 15, stk. 3, idet disse bestemmelsers indhold er sammenskrevet i den foreslåede bestemmelse, og idet bestemmelsens anvendelsesområde vil blive udvidet. Med bestemmelsen vil kredsen af de parter, der kan anmode om tilladelse til iværksættelse af ekspropriation, blive udvidet set i forhold til gravelovens § 1, stk. 3, og mastelovens § 15, stk. 3, således, at det ikke længere alene vil være udbydere af elektroniske kommunikationsnet samt indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser til radiobaseret teleinfrastruktur, der indgår i udbud af offentlige telenet eller teletjenester, eller til udbud af landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, men også andre parter omfattet af operatørbegrebet, der vil kunne anmode herom. Herunder vil det bl.a. være nyt, at bestemmelsen omfatter såkaldte masteselskaber, der etablerer og udbyder selve mastekonstruktionen, hvorpå en anden operatør, der etablerer og udbyder elektroniske kommunikationsnet, kan opsætte antennesystemer. Ændringen foreslås med henblik på at strømline rettighedssubjekterne på tværs af lovforslaget, hvor det er hensigtsmæssigt, og hvor der ikke vurderes at være grund til at foretage en anden afgrænsning. Denne ændring vil desuden give grundlag for, at en ny type virksomheder, der i dag i et ikke uvæsentligt omfang står for etableringen af nye master til radiokommunikationsformål, kan anmode om, at der gennemføres ekspropriation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at anmodninger om tilladelse til iværksættelse af ekspropriation efter den foreslåede § 19, stk. 1, vil skulle indgives til Digitaliseringsstyrelsen, og at det alene vil være operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, der vil kunne indgive en anmodning om ekspropriation til Digitaliseringsstyrelsen. Andre parter vil skulle sikre sig adgang til tredjemands arealer via frivillige aftaler.

Det foreslås i stk. 4, at erstatningsforpligtelsen i anledning af ekspropriation og pligten til at afholde udgifterne ved ekspropriationssagens behandling påhviler den, der har indgivet en anmodning om ekspropriation.

Der er tale om en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 1, stk. 5, og mastelovens § 15, stk. 5, idet disse bestemmelsers indhold er sammenskrevet i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at erstatningsforpligtelsen i anledning af ekspropriation og pligten til at afholde udgifterne ved ekspropriationssagens behandling påhviler den operatør, der i henhold til den foreslåede § 19, stk. 1, har indgivet en anmodning om tilladelse til at iværksætte ekspropriation til Digitaliseringsstyrelsen.

Tvister om erstatningens størrelse vil skulle afgøres efter de regler og procedurer, der fremgår af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Det foreslås i stk. 5, at ekspropriationskommissionen i forbindelse med tilladelse til ekspropriation kan fastsætte vilkår om, at nedgravede kabler som nævnt i stk. 1, nr. 2, og supplerende foranstaltninger hertil, som nævnt i stk. 2, skal fjernes, omlægges eller sikres på begæring af vedkommende arealejer, såfremt det godtgøres, at fjernelsen, omlægningen eller sikringen er nødvendig for iværksættelsen af bygnings- eller jordarbejder eller for den brug, arealejeren agter at gøre af arealet. Er den pågældende arealejer og operatør uenige om, hvorvidt fjernelse, omlægning eller sikring af de nævnte kabler eller supplerende foranstaltninger hertil er påkrævet, træffer ekspropriationskommissionen efter begæring fra arealejeren eller operatøren afgørelse herom.

Den foreslåede bestemmelse vil i det væsentlige videreføre gravelovens § 1, stk. 6, uændret, og med et tilsvarende anvendelsesområde som i graveloven, idet en tilsvarende bestemmelse ikke findes i mastelovens § 15.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ekspropriationskommissionen, i det omfang det er relevant, som et vilkår for ekspropriationen vil kunne fastsætte, at et nedgravet kabel som nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 2, og nødvendige supplerende foranstaltninger hertil som nævnt i det foreslåede stk. 2 skal fjernes, omlægges eller sikres, såfremt det godtgøres, at dette er nødvendigt for iværksættelsen af bygnings- eller jordarbejder eller for den brug, arealejeren agter at gøre af arealet.

Bestemmelsen vil alene gælde i sager, der vedrører ekspropriation med henblik på etablering af nedgravede kabler til brug for offentlige elektroniske kommunikationsnet og ikke sager vedrørende ekspropriation med henblik på etablering af master til radiokommunikationsformål, antennesystemer eller bygninger m.v. Formålet hermed er at sikre, at grundejere i sager vedrørende ekspropriation med henblik på kabler bevarer den størst mulige fleksibilitet i forhold til øvrig anvendelse af grunden. Fastsættelse af vilkår efter bestemmelsen vil kunne være forenelig med fortsat drift af de offentlige kommunikationsnet, som kablerne anvendes til, da kabler kan være relativt enkle og billige at omlægge, hvilket ikke ville være tilfældet for master eller bygninger.

Det er arealejeren, der vil skulle godtgøre, at det er nødvendigt at fjerne, omlægge eller sikre nedgravede kabler og nødvendige supplerende foranstaltninger hertil, fordi arealejeren ønsker at benytte arealet til formål, som er uforenelige med tilstedeværelsen eller placeringen af de nævnte kabler og nødvendige supplerende foranstaltninger. Godtgørelse heraf vil eksempelvis kunne ske på baggrund af planer og tegninger eller anden dokumentation for det pågældende bygnings- eller jordarbejde eller den brug, arealejeren agter at gøre af arealet.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at hvis den pågældende arealejer og operatør er uenige om, hvorvidt fjernelse, omlægning eller sikring af de nævnte kabler og supplerende foranstaltninger er påkrævet, vil ekspropriationskommissionen efter begæring fra arealejeren eller operatøren træffe afgørelse herom.

Det foreslås istk. 6, at arealejeren og, hvis det er relevant, vedkommende vejmyndighed eller jernbaneinfrastrukturforvalter underrettes af den pågældende operatør senest 4 uger inden anlægsarbejdets begyndelse.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige gravelovens § 1, stk. 7, men udvider anvendelsesområdet til også at dække de typer ekspropriation, der er reguleret i masteloven i dag, da det altid vil være relevant for arealejer med en varsling af det faktiske anlægsarbejde, når de administrative ekspropriationsprocesser er overstået.

Med vejmyndighed menes en vejmyndighed som defineret i § 3, stk. 1, nr. 1, i vejloven. Det vil sige den myndighed, som administrer en offentlig vej eller offentlig sti. Offentlige veje er i vejlovens § 3, stk. 1, nr. 2, defineret som veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune efter vejloven. De offentlige veje inddeles i statsveje og kommuneveje. Offentlige stier er i vejlovens § 3, stk. 1, nr. 3, defineret som færdselsarealer, der administreres af stat eller kommune efter vejloven med de tillempelser, som de særlige forhold for stier tilsiger. En offentlig sti er fortrinsvis forbeholdt gående, cyklende og ridende færdsel og udgør ikke en del af en offentlig vej.

Med jernbaneinfrastrukturforvalter menes en infrastrukturforvalter som defineret i § 3, stk. 1, nr. 5, sammenholdt med nr. 6, i jernbaneloven. Infrastrukturforvalter er i jernbanelovens § 3, stk. 1, nr. 5, defineret som ethvert organ eller enhver virksomhed, der er ansvarlig for anlæg, vedligeholdelse og forvaltning, herunder trafikstyring, af jernbaneinfrastruktur. Jernbaneinfrastruktur er i jernbanelovens § 3, stk. 1, nr. 6, defineret som infrastrukturelementer som defineret i bilag I i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, som hører til hoved- og sidesporene med undtagelse af spor inden for reparationsværksteder eller lokomotivremiser eller private sportilslutninger.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gøre det muligt for ejeren af arealet og, hvis det er relevant, vedkommende vejmyndighed eller jernbaneinfrastrukturforvalter at forberede og indrette sig på anlægsarbejdet, herunder give mulighed for iværksættelse af eventuelle foranstaltninger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den operatør, der i medfør af reglerne og procedurerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom får tilladelse til ekspropriation, vil skulle underrette ejeren af arealet og, hvis det er relevant, vedkommende vejmyndighed eller jernbaneinfrastrukturforvalter, om anlægsarbejdet senest 4 uger inden anlægsarbejdets påbegyndelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at vejmyndigheder eller jernbaneinfrastrukturforvaltere fortsat vil skulle have den planlæggende og regulerende rolle i forhold til nedgravning af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet, opsætning af master til radiokommunikationsformål og øvrige forandringer eller foranstaltninger under eller langs med jernbane- eller vejarealer. Der henvises til jernbaneloven, vejloven og privatvejsloven for nærmere adgang til at færdes og foretage forandringer m.v. på jernbane- og vejarealer.

Det fremgår af gravelovens § 9 i, at nyopførte bygninger skal være udstyret med højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur, og at alle nyopførte flerfamiliehuse desuden skal være udstyret med et adgangspunkt. Disse forpligtelser gælder også ved større renoveringsarbejder. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om undtagelse af bygningstyper og kategorier af større renoveringsarbejder fra de nævnte forpligtelser. Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v.

Artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur fastsætter, at nyopførte bygninger skal udstyres med en fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur og bygningsinterne fiberledningsnet, og at nyopførte flerfamiliehuse desuden skal udstyres med et adgangspunkt. Disse forpligtelser gælder også ved større renoveringsarbejder. Forordningen forpligter medlemsstaterne til at vedtage de relevante standarder eller tekniske specifikationer, som er nødvendige for gennemførelsen af de nævnte forpligtelser, og at medlemsstaterne kan fastsætte regler om undtagelser fra de nævnte forpligtelser for kategorier af bygninger og bygningstyper.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 20, at social- og boligministeren efter forhandling med Digitaliseringsstyrelsen fastsætter regler om de standarder eller tekniske specifikationer, der er nævnt i artikel 10, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indebærer, at det vil være social- og boligministeren, der skal fastsætte de regler, som forordningens artikel 10, stk. 4, forpligter medlemsstaterne til at fastsætte. Social- og boligministeren vil som følge af bestemmelsen i bekendtgørelse skulle fastsætte de standarder eller tekniske specifikationer, der er nævnt i artikel 10, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og som er nødvendige for at overholde kravene til bygninger m.v. i forordningens artikel 10, stk. 1-3, om at udstyre disse med fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur, adgangspunkter og bygningsinterne fiberledningsnet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at social- og boligministeren vil skulle forhandle med Digitaliseringsstyrelsen om fastsættelsen af reglerne. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse eksempelvis skulle bidrage med sin tekniske viden om de elektroniske kommunikationsnet og kendskab til det danske telemarked, relevant øvrig regulering af elektroniske kommunikationsnet, politiske aftaler på teleområdet m.v.

De fastsatte standarder eller tekniske specifikationer vil skulle muliggøre let adgang for almindelige vedligeholdelsesaktiviteter i forbindelse med de individuelle fiberledningsnet, der anvendes af den enkelte operatør til at udbyde tjenester i VHC-net. Det er forudsat, at social- og boligministerens fastsættelse af de relevante standarder eller tekniske specifikationer vil ske i tæt samarbejde med repræsentanter fra telebranchen og efter høring af interesserede parter, herunder med udgangspunkt i en allerede udviklet teknisk specifikation udarbejdet i regi af en arbejdsgruppe bestående af relevante interessenter.

For at overholde kravene i artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal en bygherre eller ejer af fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur og bygningsinterne fiberledningsnet overholde disse standarder eller tekniske specifikationer, i forbindelse med nyopførelse af bygninger, eller større renoveringsarbejder, jf. artikel 2, nr. 9, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller artikel 2, nr. 10, i direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne, på bygninger, overholde disse standarder eller tekniske specifikationer.

Standarden eller de tekniske specifikationer vil skulle overholdes i situationer, hvor artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse. Der henvises til pkt. 3.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger herom.

Det er hensigten, at udmøntning af bestemmelsen sker ved at fastsætte regler i bygningsreglementet, jf. § 5 i byggeloven.

Det fremgår af gravelovens § 9 i, at nyopførte bygninger skal være udstyret med højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur, og at alle nyopførte flerfamiliehuse desuden skal være udstyret med et adgangspunkt. Disse forpligtelser gælder også ved større renoveringsarbejder. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om undtagelse af bygningstyper og kategorier af større renoveringsarbejder fra de nævnte forpligtelser. Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v.

Artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur fastsætter, at nyopførte bygninger skal udstyres med en fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur og bygningsinterne fiberledningsnet, og at nyopførte flerfamiliehuse desuden skal udstyres med et adgangspunkt. Forordningens artikel 10, stk. 7, bestemmer, at medlemsstaterne fastsætter kategorier af bygninger, hvor overholdelsen af artikel 10, stk. 1-3, er uforholdsmæssig med hensyn til omkostningerne for individuelle ejere eller samejere på grundlag af objektive elementer.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 21, at social- og boligministeren efter forhandling med Digitaliseringsstyrelsen fastsætter regler om de kategorier af bygninger, som undtages fra kravene i artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse viderefører delvist gravelovens § 9 i, stk. 4, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører fastsættelse af regler om undtagelse af bygningstyper og kategorier af større renoveringsarbejder fra forpligtelserne i gravelovens § 9 i, stk. 1-3, i tilfælde, hvor forpligtelserne i stk. 1-3 vil medføre uforholdsmæssige konsekvenser for en bygherre.

Regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil som noget nyt skulle ske inden for rammerne af forordningens artikel 10, stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at bemyndigelsen til at fastsætte de kategorier af bygninger, som undtages fra kravene i artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur gives til social- og boligministeren frem for ministeren for digitalisering.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at social- og boligministeren vil skulle forhandle med Digitaliseringsstyrelsen om fastsættelsen af reglerne. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse eksempelvis skulle bidrage med sin tekniske viden om de elektroniske kommunikationsnet og kendskab til det danske telemarked, relevant øvrig regulering af elektroniske kommunikationsnet, politiske aftaler på teleområdet m.v.

Udmøntning af bestemmelsen vil skulle ske i overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 51 i forordningen om gigabitinfrastruktur, som fastslår, at der kan være tilfælde, hvor omkostningerne ved at udstyre en bygning med en fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur, et adgangspunkt eller bygningsinterne fiberledningsnet anses for at være uforholdsmæssigt høje, navnlig for nye enfamiliehuse eller bygninger, der gennemgår større renoveringsarbejder. Dette kan efter præambelbetragtningen være baseret på objektive grunde såsom skræddersyede omkostningsoverslag eller økonomiske årsager knyttet til stedet. Med bestemmelsen vil der i lys af præambelbetragtning nr. 51 kunne fastsattes regler om undtagelser for de særlige tilfælde, hvor forpligtelserne i forordningens artikel 10, stk. 1-3, vil kunne medføre uforholdsmæssige konsekvenser for en bygherre, f.eks. med hensyn til omkostningerne for individuelle ejere eller samejere på grundlag af objektive elementer.

Henvisningen til artikel 10, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur i den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestemmelsen vedrører fastsættelsen af undtagelser af kategorier af bygninger ud fra hensyn til forholdsmæssigheden af kravene i forordningens artikel 10, stk. 1-3, for bygningernes ejere eller samejere. Med bestemmelsen vil der kunne defineres kategorier af bygninger, hvorved der forstås fastsættelsen af kriterier, som skal være opfyldt. Det er således ikke hensigten, at der på forhånd vil skulle identificeres konkrete bygninger, men alene, at der eksempelvis vil kunne defineres situationer, hvor forordningens artikel 10, stk. 1-3, ikke finder anvendelse ud fra hensyn til, hvad der er forholdsmæssigt. Det vil således eksempelvis kunne defineres, hvornår overholdelse af kravene i artikel 10, stk. 1-3, ville indebære en så uforholdsmæssigt stor meromkostning set i forhold til et byggeprojekts oprindelige budget eller i forhold til ejernes eller samejernes økonomiske formåen, at kravene i artikel 10, stk. 1-3, ikke skal gælde.

Forpligtelsen til etablering af fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur, et adgangspunkt eller bygningsinterne fiberledningsnet kan eksempelvis være mindre forholdsmæssig i f.eks. drivhuse, garager, carporte, udhuse og lignende bygninger, uanset at opførelse eller ombygning af en sådan bygning i dag vil forudsætte byggetilladelse, hvis bygningen er over 50 m2. Der vil også derudover kunne være situationer vedrørende den økonomiske byrde ved opfyldelse af kravene, der kan være uforholdsmæssige.

Det er hensigten, at social- og boligministerens fastsættelse af kategorier af bygninger i medfør af den foreslåede bestemmelse vil ske efter høringer af relevante ministerier og interessenter, og at social- og boligministeren i relevant omfang vil fastholde de gældende undtagelser i §§ 3-6 i bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v.

Det er hensigten, at udmøntning af bestemmelsen sker ved at fastsætte regler i bygningsreglementet, jf. § 5 i byggeloven.

Det fremgår af gravelovens § 9 i, at nyopførte bygninger skal være udstyret med højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur, og at alle nyopførte flerfamiliehuse desuden skal være udstyret med et adgangspunkt. Disse forpligtelser gælder også ved større renoveringsarbejder. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om undtagelse af bygningstyper og kategorier af større renoveringsarbejder fra de nævnte forpligtelser. Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v.

Artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur fastsætter, at nyopførte bygninger skal udstyres med en fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur og bygningsinterne fiberledningsnet, og at nyopførte flerfamiliehuse desuden skal udstyres med et adgangspunkt. Artikel 10, stk. 8, bestemmer, at medlemsstaterne kan fastlægge, hvilke bygningstyper, der skal undtages fra forpligtelserne i stk. 1, 2 og 3, eller som disse forpligtelser skal finde anvendelse på med passende tekniske tilpasninger.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 22, stk. 1, at social- og boligministeren efter forhandling med Digitaliseringsstyrelsen fastsætter regler om de bygningstyper, som undtages fra kravene i artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse viderefører delvist gravelovens § 9 i, stk. 4, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører fastsættelse af regler om undtagelse af bygningstyper og kategorier af større renoveringsarbejder fra forpligtelserne i gravelovens § 9 i, stk. 1-3, i tilfælde, hvor højhastighedsforberedelse ikke kan anses som relevant.

Regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil som noget nyt skulle fastsættes inden for rammerne af forordningens artikel 10, stk. 8. Dette indebærer, at bestemmelsen er mere snæver end gravelovens § 9 i, stk. 4, da der ikke længere vil kunne fastsættes regler om at fravige kravene om bygningsintern fysisk infrastruktur for alle tilfælde, hvor dette ikke kan anses som relevant, men kun for bygningstyper såsom specifikke kategorier af monumenter, historiske bygninger, militærbygninger og bygninger, der anvendes til nationale sikkerhedsformål, som defineret i national ret. Bestemmelsen vil også være bredere i den forstand, at der kan være bygningstyper, hvor etablering af bygningsintern fysisk infrastruktur i princippet ville være relevant, men hvor eksempelvis historisk værdi tilsiger, at dette alligevel ikke skal ske.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at bemyndigelsen til at fastsætte de bygningstyper, som undtages fra kravene i forordningens artikel 10, stk. 1-3, gives til social- og boligministeren efter forhandling med Digitaliseringsstyrelsen frem for til ministeren for digitalisering.

Fastsættelse af regler i medfør af bestemmelsen vil, jf. præambelbetragtning nr. 51 i forordningen om gigabitinfrastruktur, skulle tage udgangspunkt i, at der kan være tilfælde, hvor omkostningerne ved at udstyre en bygning med en fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur, et adgangspunkt eller bygningsinterne fiberledningsnet anses for at være uforholdsmæssigt høje, navnlig for nye enfamiliehuse eller bygninger, der gennemgår større renoveringsarbejder. Dette kan være baseret på objektive grunde såsom hensyn til bevarelse af kulturarv eller til miljøet, eksempelvis for særlige kategorier af monumenter.

I forordningen er der således mulighed for, at der kan være særlige tilfælde, hvor forpligtelserne i forordningens artikel 10, stk. 1-3, vil kunne medføre uforholdsmæssige konsekvenser for en bygherre i tilfælde af bygningstyper såsom specifikke kategorier af monumenter, historiske bygninger, militærbygninger og bygninger, der anvendes til nationale sikkerhedsformål, som defineret i national ret.

Henvisningen til artikel 10, stk. 8, i forordningen om gigabitinfrastruktur i den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestemmelsen vedrører fastsættelsen af undtagelser af bygningstyper såsom specifikke kategorier af monumenter, historiske bygninger, militærbygninger og bygninger, der anvendes til nationale sikkerhedsformål, som defineret i national ret. Med bestemmelsen vil der kunne defineres kategorier af bygninger, hvorved der forstås fastsættelsen af kriterier, som skal være opfyldt. Det er således ikke hensigten, at der på forhånd vil skulle identificeres konkrete bygninger, men alene, at der vil blive fastsat kriterier vedrørende bygningernes fysiske karakteristika eller for bygningernes status i anden lovgivning eller kommunale udpegninger m.v. som eksempelvis fredede eller bevaringsværdige, der, hvis de er opfyldt for en konkret bygning, vil kunne medføre undtagelse fra kravene i forordningens artikel 10, stk. 1-3. Der vil alene være mulighed for at undtage bygninger på baggrund af disses egenskaber og status, og ikke på baggrund af de økonomiske konsekvenser af opfyldelse af kravene i forordningens artikel 10, stk. 1-3. Undtagelser vedrørende den økonomiske forholdsmæssighed vil kunne fastsættes i medfør af den foreslåede § 21.

Det er hensigten, at social- og boligministerens fastsættelse af bygningstyper i medfør af bestemmelsen vil ske efter høringer af relevante ministerier og interessenter, og at social- og boligministeren i relevant omfang vil fastholde de gældende undtagelser i §§ 3-6 i bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v.

Det er hensigten, at udmøntning af bestemmelsen sker ved at fastsætte regler i bygningsreglementet, jf. § 5 i byggeloven.

Det foreslås i stk. 2, at social- og boligministeren efter forhandling med Digitaliseringsstyrelsen fastsætter regler om de bygningstyper, som med passende tekniske tilpasninger skal overholde kravene i artikel 10, stk. 1-3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at social- og boligministeren bemyndiges til at fastsætte de bygningstyper, som med passende tekniske tilpasninger skal overholde kravene i forordningens artikel 10, stk. 1-3, inden for rammerne af forordningens artikel 10, stk. 8, og til at fastsætte, hvilke tekniske tilpasninger der vil være passende.

Det er hensigten, at social- og boligministerens fastsættelse af bygningstyper i medfør af bestemmelsen vil ske efter høringer af relevante ministerier og interessenter.

Det er hensigten, at udmøntning af bestemmelsen sker ved at fastsætte regler i bygningsreglementet, jf. § 5 i byggeloven.

Det foreslås i stk. 3, at Social- og Boligstyrelsen udfører opgaverne vedrørende det centrale informationssted som omhandlet i artikel 10, stk. 8, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er ny og er en følge af forpligtelsen i artikel 14, stk. 5, jf. artikel 10, stk. 8, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Social- og Boligstyrelsen vil blive udpeget som det centrale informationssted for oplysninger omfattet af artikel 10, stk. 8, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Social- og Boligstyrelsen vil skulle offentliggøre de kategorier af bygninger, jf. artikel 10, stk. 8, i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 22, såsom specifikke kategorier af monumenter, historiske bygninger, militærbygninger og bygninger, der anvendes til nationale sikkerhedsformål, som defineret i national ret, der skal undtages fra forpligtelserne i artikel 10, stk. 1, 2 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller som disse forpligtelser skal finde anvendelse på med passende tekniske tilpasninger.

Udpegningen af Social- og Boligstyrelsen som centralt informationssted for disse oplysninger skyldes, at styrelsen også i øvrigt vejleder om regler fastsat af social- og boligministeren så som bygningsreglementet, hvori det er hensigten, at regler efter den foreslåede § 22 fastsættes.

Opgaven vil i praksis indebære en pligt til at stille vejledende tekst til rådighed om regler fastsat i medfør af den foreslåede § 22, eksempelvis på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Det fremgår af gravelovens § 9 j, at indehavere af brugsretten til et adgangspunkt skal imødekomme enhver rimelig anmodning fra udbydere af offentlige højhastighedsnet til elektronisk kommunikation om adgang til en bygnings adgangspunkt. Det fremgår af gravelovens § 9 k, at indehavere af brugsretten til eksisterende bygningsintern fysisk infrastruktur skal imødekomme enhver rimelig anmodning fra udbydere af offentlige højhastighedsnet til elektronisk kommunikation om adgang til eksisterende bygningsintern fysisk infrastruktur med henblik på etablering af offentlige højhastighedsnet til elektronisk kommunikation i tilfælde, hvor duplikering er teknisk umuligt eller økonomisk ineffektivt. Bestemmelserne regulerer omfanget af adgang og vilkårene for adgang.

Det fremgår af artikel 11, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at indehavere af retten til at bruge adgangspunktet og den bygningsinterne fysiske infrastruktur skal imødekomme alle rimelige anmodninger om adgang til adgangspunktet og den bygningsinterne fysiske infrastruktur fra udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet på fair, rimelige og ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser, herunder pris, hvis det er relevant. Medlemsstaterne kan fastsætte detaljerede krav vedrørende de administrative aspekter af anmodningen.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 23, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om detaljerede krav vedrørende de administrative aspekter af anmodninger om adgang til et adgangspunkt eller til bygningsintern fysisk infrastruktur i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte de detaljerede krav vedrørende de administrative aspekter af anmodninger om adgang til et adgangspunkt eller til bygningsintern fysisk infrastruktur efter artikel 11, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som forordningens artikel 11, stk. 3, 2. pkt., giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte.

Det vil udelukkende være de administrative aspekter af de nævnte anmodninger, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte detaljerede krav til. Sådanne detaljerede krav vil eksempelvis kunne vedrøre formalitetskrav, herunder krav til formatet på en anmodning, krav vedrørende nødvendige oplysninger, der skal angives i en anmodning, krav til formatet for fremsendelse af en anmodning, herunder krav om brug af digitaliserede metoder m.v.

Bestemmelsen forventes ikke umiddelbart at blive udmøntet, men vil kunne blive udmøntet, hvis der eksempelvis som følge af uenighed om administrative aspekter af anmodninger efter artikel 11, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur skulle opstå et behov for regler om de administrative aspekter om anmodningerne. Reglerne vil i så fald tage afsæt i de forhold, som der er uenighed om.

Det fremgår af gravelovens § 9 l, at hvor der ikke er højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur, har udbydere af offentlige højhastighedsnet til elektronisk kommunikation ret til efter aftale med en slutbruger at tilslutte sit net hos slutbrugeren, forudsat at indvirkningerne på tredjeparters private ejendom minimeres. Bestemmelsen fastsætter en procedure for at udnytte denne ret samt ved manglende enighed mellem udbyderen og tredjeparten.

Det fremgår af artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at hvis der ikke er fiberklar bygningsintern fysisk infrastruktur tilgængelig, har alle udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet ret til efter aftale med ejeren og/eller abonnenten i overensstemmelse med national ret og at bruge den eksisterende bygningsinterne fysiske infrastruktur, i det omfang den er til rådighed og tilgængelig i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at terminere deres net på abonnentens lokaliteter, forudsat at tredjeparters private ejendom påvirkes mindst muligt.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 24, stk. 1, at udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet i forbindelse med terminering af net i medfør af artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur mindst 1 måned inden påbegyndelsen af arbejdet skal fremsende en skriftlig redegørelse om grundlaget for termineringen af nettet, den praktiske gennemførelse og adgangen til at få spørgsmålet prøvet ved domstolene til enhver tredjepart, hvis private ejendom termineringen af nettet hos abonnenten vil have indvirkning på.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gravelovens § 9 l, stk. 3 og 4.

I overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil det udelukkende være udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der har ret til at terminere deres net hos en abonnent, og dermed vil det udelukkende være udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der vil være omfattet af forpligtelsen til at fremsende en skriftlig redegørelse til enhver tredjepart, hvis private ejendom termineringen af nettet hos abonnenten vil have indvirkning på.

Den skriftlige redegørelse vil skulle indeholde grundlaget for termineringen af nettet, f.eks. en angivelse af lovgrundlaget og en beskrivelse af, hvorfor det er nødvendigt, at arbejdet vil have indvirkning på tredjepartens private ejendom. Den skriftlige redegørelse vil endvidere skulle indeholde en beskrivelse af den praktiske gennemførelse af arbejdet, f.eks. hvordan arbejdet forventes udført og tidspunktet for og varigheden af arbejdet. Endelig vil den skriftlige redegørelse skulle indeholde en angivelse af adgangen til at få spørgsmålet prøvet ved domstolene. Det bemærkes, at både udbyderen og enhver tredjepart, hvis private ejendom termineringen af nettet hos abonnenten vil have indvirkning på, vil have adgang til at få spørgsmålet prøvet ved domstolene. Det vil dog i alle tilfælde være domstolens vurdering af, om der er en retlig interesse, der er afgørende for muligheden for at få spørgsmålet prøvet ved domstolene.

Termineringen af nettet vil konkret kunne påvirke tredjemands ejendom således, at der eksempelvis skal trækkes kabler i fællesarealer så som trappe- eller kabelskakter ejet af andre end den abonnent, hos hvem nettet skal termineres. Det skal så vidt muligt undgås, at beboelsesområder påvirkes.

Det primære anvendelsesområde for artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur og dermed for den foreslåede bestemmelse forventes at være etageejendomme. Den vil endvidere være relevant i tilfælde, hvor slutbrugeren er fysisk placeret i lejet ejendom. I en etageejendom med en ejerforening kan tredjeparten således i bestemmelsens forstand både være ejerforeningen (vedrørende fællesarealer) og de påvirkede boligejere. Bestemmelsen forventes at blive anvendt i begrænset omfang, idet stort set alle etageejendomme i Danmark antages allerede at have bygningsintern fysisk infrastruktur, der kan anvendes til at etablere højhastighedsnet, enten som kablet infrastruktur eller trådløs infrastruktur.

Det forudsættes, at arbejderne ikke indebærer brud på bygningens brandsikring eller konstruktionsmæssige integritet i øvrigt. Den skriftlige redegørelse vil skulle indeholde beskrivelser af, hvordan dette undgås.

Den skriftlige redegørelse skal fremsendes til enhver tredjepart, hvis private ejendom termineringen af nettet hos abonnenten vil have indvirkning på, mindst 1 måned inden arbejdets iværksættelse.

Den skriftlige redegørelse skal sikre, at en tredjepart kan danne sig et overblik over reglerne, de indvirkninger som kommer ved adgangen til tredjepartens ejendom, arbejdets omfang og varighed, og at tredjeparten er opmærksom på muligheden for at få prøvet ved domstolene. Fristen på 1 måned skal sikre, at en tredjepart har mulighed for at sætte sig ind i arbejdets omfang og indrette sig derpå. Bestemmelsen skal fortolkes som gældende over for alle påvirkede tredjeparter uanset tredjepartens juridiske status i øvrigt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der fastsættes supplerende regler til artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som skal være med til at sikre, at tredjeparters private ejendom påvirkes mindst muligt, når en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet terminerer deres net på en abonnents lokaliteter i henhold til forordningens artikel 11, stk. 4, i forordningen. Grundet den indgriben i privat ejendomsret, som artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, er udtryk for, vurderes den foreslåede bestemmelse nødvendig for at sikre, at artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur anvendes i forenelighed med ejendomsretten.

Der vil ikke være mulighed for at indbringe sager omfattet af artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur for et tvistbilæggelsesorgan, hvorfor eventuelle tvister herom vil skulle indbringes for domstolene.

Det foreslås i stk. 2, at enhver tredjepart, hvis ejendom termineringen af nettet hos abonnenten i medfør af artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil have indvirkning på, har krav på erstatning.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gravelovens § 9 l, stk. 5. Med den foreslåede bestemmelse vil der ikke længere være den voldgiftsprocedure m.m., der følger af gravelovens § 9 l, stk. 6-8.

Grundet den indgriben i privat ejendomsret, som artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, er udtryk for, vurderes den foreslåede bestemmelse nødvendig for at sikre, at forordningens artikel 11, stk. 4, anvendes i forenelighed med ejendomsretten.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at såfremt en udbyder af elektroniske kommunikationsnet gør brug af retten i forordningens artikel 11, stk. 4, til efter aftale med ejeren og/eller abonnenten i overensstemmelse med forordningens artikel 11, stk. 4, at terminere sit net på abonnentens lokaliteter, så vil enhver tredjepart, hvis ejendom termineringen af nettet hos abonnenten i medfør af forordningens artikel 11, stk. 4, vil have indvirkning på, have krav på erstatning for den påvirkning af tredjepartens ejendom, som termineringen af nettet medfører.

Erstatning efter den foreslåede bestemmelse vil dels vedrøre erstatning for eventuelle egentlige tab eller værdiforringelser af ejendommen, men vil også kunne omfatte kompensation for gener af en vis betydning, hvis det er muligt at prissætte generne. Det forventes, at det ofte vil være muligt at etablere nettet i områder så som trappeskakter m.v., uden at det vil indebære væsentlige genevirkninger. Navnlig hvis der undtagelsesvist er behov for adgang til tredjeparters beboelse, vil der dog kunne være sådanne gener.

I mangel af enighed om erstatningsspørgsmålet mellem udbyderen af offentlige elektroniske kommunikationsnet og den tredjepart, til hvis ejendom der skal gives adgang, jf. artikel 11, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil sagen kunne indbringes for domstolene.

Såfremt en udbyder af elektroniske kommunikationsnet gør brug af retten i forordningens artikel 11, stk. 4, til efter aftale med ejeren og/eller abonnenten i overensstemmelse med forordningens artikel 11, stk. 4, at terminere sit net på abonnentens lokaliteter, og der mellem udbyderen af offentlige elektroniske kommunikationsnet og en tredjepart, til hvis ejendom der skal gives adgang, jf. forordningens artikel 11, stk. 4, ikke er enighed om erstatningsspørgsmålet, jf. det foreslåede stk. 2, vil sagen kunne indbringes for domstolene. Det vil således ikke være muligt at indbringe uenigheder om erstatningsspørgsmålet i disse sager for andre klageinstanser eller lignende.

Det fremgår af gravelovens § 3, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvilken dybde kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal nedgraves i.

Digitaliseringsstyrelsen har udmøntet denne bemyndigelse ved bekendtgørelse nr. 583 af 8. juli 1997 om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler.

Regler om nedgravning af kabler til brug for el følger af §§ 41 og 42 i bekendtgørelse nr. 1082 af 12. juli 2016 om sikkerhed for udførelse og drift af elektriske installationer.

Det foreslås i § 25, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om nedlægningsdybder for kabler til brug for transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 3, idet der dog foretages sproglig tilretning bl.a. med henblik på en tydeliggørende afgrænsning vedrørende den type kabler, der er omfattet.

Ved »kabler til brug for transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet« i den foreslåede bestemmelse forstås de kabler, hvorigennem data- og kommunikationssignaler sendes, eksempelvis fiber-, koaksial- eller kobberkabler. Eksempelvis elkabler vil derimod ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

For at begrænse risikoen for, at der efterfølgende sker overgravning af nedgravede kabler til brug for transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet med deraf følgende afbrydelser i elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt erstatningskrav, jf. den foreslåede § 26, bemyndiges Digitaliseringsstyrelsen til at kunne fastsætte nærmere regler om nedlægningsdybder for kabler.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen fortsat vil kunne fastsætte regler om, hvilken dybde kabler til brug for transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet skal nedgraves i.

Den foreslåede bestemmelse vil alene vedrøre kabler til brug for transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet frem for, som det er tilfældet i gravelovens § 3, kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Ændringen vil indebære, at hvor der med den tidligere ordlyd kan have hersket tvivl om, hvorvidt bestemmelsen også omfattede elkabler, der leverede elektricitet til udstyr, der anvendes i de elektroniske kommunikationsnet, ud over de signalbærende kabler, så vil det fremover være tydeligt, at bestemmelsen alene regulerer de signalbærende kabler. Der vil ikke være tale om en indholdsmæssig ændring, men om en tydeliggørende afgrænsning, af retstilstanden, som også hidtil har været, at nedlægningsdybden for de signalbærende kabler var omfattet af regler fastsat i medfør af gravelovens § 3, mens elkabler har været omfattet af bekendtgørelse nr. 1082 af 12. juli 2016 om sikkerhed for udførelse og drift af elektriske installationer.

Det forventes, at de regler, der fremgår af §§ 1-7 i bekendtgørelse nr. 583 af 8. juli 1997 om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler vil blive videreført i tilpasset form, men der skal udstedes en ny bekendtgørelse, som vil have hjemmel i den foreslåede § 25.

Det fremgår af gravelovens § 4, at beskadiges et af udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet ejet telekabel, erstatter skadevolder udbyderens udgifter til udbedring af skaden i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler. Hvis skadevolder er en privat arealejer, en forpagter af arealet eller ejeren eller forpagterens ansatte eller medhjælp, og sker skaden på den private arealejers eller det forpagtede areal, begrænses erstatningen. Digitaliseringsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilket beløb der maksimalt kan ydes i erstatning. Digitaliseringsstyrelsen har udmøntet bemyndigelsen i bekendtgørelse nr. 583 af 8. juli 1997 om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler. Den nævnte begrænsning i erstatningen gælder ikke, hvis en beskadigelse af et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester må antages at være forvoldt med forsæt eller grov uagtsomhed. Har skadevolderen en forsikring, der dækker skaden helt eller delvis, gælder begrænsningen af erstatningskravet kun, for så vidt angår den del af kravet, som ikke dækkes af forsikringen.

Det foreslås i § 26, stk. 1, at beskadiges et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet, der er ejet af en operatør, erstatter skadevolder operatørens udgifter til udbedring af skaden i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler.

Den foreslåede bestemmelse er i det væsentlige en uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 4, stk. 1, men til forskel fra gravelovens § 4, stk. 1, vedrører den foreslåede bestemmelse kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet, der er ejet af en operatør, frem for kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der er ejet af en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet. Ændringen sigter på at ensrette terminologien med den øvrige terminologi i lovforslaget og på at omfatte kabler til brug for ikke-offentlige elektroniske kommunikationsnet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil til forskel fra den foreslåede § 25 have et bredere begreb end kabler til brug for transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet, idet bestemmelsen omfatter kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet.

Ved »kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet« forstås både kabler til transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet, jf. omtalen heraf i bemærkningerne til den foreslåede § 25, og andre former for kabler, der måtte etableres sammen med disse af en operatør, og som har relation til de samme elektroniske kommunikationsnet som det kabel til transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet, der måtte blive etableret samtidigt som led i den samme aftale. Det kan eksempelvis være kabler til brug for strømforsyning til operatørens egne netelementer, der også benytter det pågældende kabel til transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet. Endvidere omfattes eventuelle rør, føringskanaler og lignende, som kablerne ligger i.

Bestemmelsen vil ikke omfatte kabler, der benyttes til elforsyning til andre formål, herunder kabler, der indgår i det offentlige elnet, selv om disse måtte blive etableret af en virksomhed, der tillige er operatør, når disse ikke samtidig har relation til et kabel til transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse vil have et bredere omfang end den foreslåede § 25. Mens den foreslåede § 25 vedrører nedlægningsdybder for de kabler, hvis nedlægningsdybde ikke allerede er reguleret i bekendtgørelse nr. 1082 af 12. juli 2016 om sikkerhed for udførelse og drift af elektriske installationer, vil den foreslåede § 26 skabe klarhed over mellemværendet mellem en privat grundejer, der accepterer tilstedeværelsen af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet på sin grund, og ejeren af disse kabler. Det kan ikke med rimelighed forventes, af grundejeren i den pågældende situation vil forholde sig til, at den ansvarsmæssige situation for grundejeren kan være en anden, hvis ejeren af det pågældende kabel etablerer et kabel, der forsyner et netelement med strøm, sammen med det kabel til transmission af signaler i elektroniske kommunikationsnet, der etableres på grunden.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at erstatning ved beskadigelse af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet vil skulle fastsættes i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke regulere erstatningsansvar i forhold til kabler til elforsyning m.v. eller andre kabler uden relation til elektroniske kommunikationsnet.

Erstatningssager efter den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen, men vil skulle behandles på privatretligt grundlag.

Det foreslås i stk. 2, at er skadevolder en privat arealejer, en forpagter af arealet eller den private arealejers eller forpagterens ansatte eller medhjælp, og sker skaden på den private arealejers eller det forpagtede areal, begrænses erstatningen, der er nævnt i stk. 1, jf. regler fastsat i medfør af stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 4, stk. 2, 1. pkt.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er fortsat at begrænse det økonomiske omfang af det erstatningsansvar, som f.eks. landmænd efter dansk rets almindelige praksis for erstatningsansvar i øvrigt kan ifalde, hvis vedkommende ødelægger et nedgravet kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet, der er placeret på vedkommendes arealer.

Den foreslåede bestemmelse vil fortsat kun finde anvendelse for private arealejere, der udøver skade på nedlagte kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet samt for skader forvoldt af personer, der handler på arealejerens vegne og på dennes ansvar.

Den foreslåede bestemmelse vil imødegå den række af situationer, hvor der ville være et klart misforhold mellem den erstatning, som arealejeren får ved at give operatøren adgang til at nedgrave et kabel på sin jord, og den – til tider – meget høje erstatning, arealejeren risikerer at ifalde for at have ødelagt det pågældende kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, ved f.eks. at grave dette over.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udgangspunktet i det foreslåede stk. 1 ved beskadigelse af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet fraviges i situationer, hvor skadevolder er en privat arealejer, en forpagter af arealet eller den private arealejers eller forpagterens ansatte eller medhjælp, og skaden sker på den private arealejers eller det forpagtede areal. I disse situationer vil der gælde et udgangspunkt om, at erstatningen begrænses. Beløbsstørrelsen, som erstatningskravet begrænses til, vil blive fastsat i regler fastsat i medfør af det foreslåede stk. 5, 1. pkt., mens der i medfør af det foreslåede stk. 5, 2. pkt., vil kunne fastsættes regler om, at erstatningsbegrænsningen kan fraviges ved aftale.

Omfattet af bestemmelsen vil være kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet som omtalt i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, herunder eventuelle rør, føringskanaler eller lignende.

Det foreslås i stk. 3, at må en beskadigelse af et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet antages at være forvoldt med forsæt eller ved grov uagtsomhed, finder stk. 2 ikke anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af gravelovens § 4, stk. 3, og fastslår, at det foreslåede stk. 2 om begrænsning af erstatningen ikke finder anvendelse, hvis en beskadigelse af et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet må antages at være forvoldt med forsæt eller ved grov uagtsomhed. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det foreslåede stk. 2 alene sigter på at begrænse erstatningsansvaret i situationer, hvor en privat arealejer, en forpagter af arealet eller ejeren eller forpagterens ansatte eller medhjælp har handlet i god tro eller med simpel uagtsomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erstatningen ikke vil være begrænset som følge af det foreslåede stk. 2, hvis en privat arealejer, en forpagter af arealet eller ejeren eller forpagterens ansatte eller medhjælp beskadiger et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet med forsæt eller ved grov uagtsomhed.

Der foreligger forsæt, når skadevolder har til hensigt at beskadige kablet eller hvor kablet er beskadiget bevidst eller tilsigtet.

Om en beskadigelse er forvoldt ved simpel eller grov uagtsomhed, afhænger af en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder. En skadevolder vil kunne siges at have handlet uagtsomt, hvis skadevolderen ikke har udvist den forsigtighed og agtpågivenhed, som en almindelig fornuftig person ville udvise i den samme situation. I vurderingen vil man eksempelvis kunne lægge vægt på risikoen for, at handlingen vil medføre en beskadigelse, skadevolderens bevidsthed om risikoen for beskadigelse, herunder skadevolderens forudsætninger og kendskab til gravemetoder, sikkerhedsforanstaltninger m.v., og om det havde været muligt for skadevolder at undgå beskadigelsen, f.eks. ved brug af en anden metode eller ved at foretage en række sikkerhedsforanstaltninger.

Det foreslås i stk. 4, at har skadevolderen en forsikring, der dækker skaden helt eller delvist, gælder den begrænsning af erstatningskravet, der er angivet i stk. 2, kun for den del af kravet, som ikke dækkes af forsikringen.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 4, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den foreslåede stk. 2 alene vil gælde for den del af erstatningen, som de omhandlede private arealejere m.v. selv vil skulle betale, og som ikke vil være dækket af deres forsikring.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal undgå, at der opstår et klart misforhold mellem den erstatning eller lignende betaling, som arealejeren får for at give operatøren adgang til at nedgrave et kabel på sin jord, og den – til tider – meget høje erstatning, arealejeren risikerer at ifalde for at have ødelagt det pågældende kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet, ved f.eks. at grave dette over. For den del af erstatningskravet, som forsikringen dækker, vil dette hensyn allerede være varetaget ved, at forsikringen dækker.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at Digitaliseringsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilket beløb der i henhold til stk. 2 maksimalt kan ydes i erstatning.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 4, stk. 2, 2. pkt., dog med en mindre sproglig tilpasning som er en følge af, at bestemmelsen er blevet flyttet til et selvstændigt stykke.

Den foreslåede bestemmelse vil bemyndige Digitaliseringsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om, hvilket beløb der i henhold til den foreslåede stk. 2 maksimalt kan ydes i erstatning i de tilfælde, hvor skadevolder er en privat arealejer, en forpagter af arealet eller ejeren eller forpagterens ansatte eller medhjælp, og skaden sker på den private arealejers eller det forpagtede areal, og den erstatning, der er nævnt i stk. 1, begrænses i henhold til den foreslåede stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil imødegå en række situationer, hvor der ville være et klart misforhold mellem den erstatning eller lignende betaling, som arealejeren får for at give operatøren adgang til at nedgrave et kabel på sin jord, og den – til tider – meget høje erstatning, arealejeren risikerer at ifalde for at have ødelagt det pågældende kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet, ved f.eks. at grave dette over.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, hvilket beløb en privat arealejer, en forpagter af arealet eller ejeren eller forpagterens ansatte eller medhjælp, jf. det foreslåede stk. 2, maksimalt vil skulle yde i erstatning ved beskadigelse af et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet, der sker på den private arealejers eller det forpagtede areal.

De regler, der fremgår af § 8 i bekendtgørelse nr. 583 af 8. juli 1997 om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler forventes at ville blive videreført i tilpasset form, men de vil skulle udstedes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse.

Det forslås i stk. 5,2. pkt., at Digitaliseringsstyrelsen desuden kan fastsætte regler om, at den begrænsning i erstatningen, der er nævnt i stk. 2, kan fraviges ved aftale.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil bemyndige Digitaliseringsstyrelsen til at kunne fastsætte regler, om at erstatningsbegrænsningen i det foreslåede stk. 2 kan fraviges ved aftale.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er at skabe en udtrykkelig hjemmel til at kunne videreføre den gældende § 8, stk. 5, i bekendtgørelse om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler. Ifølge denne bestemmelse gælder erstatningsbegrænsningen ikke, hvis der mellem ejeren af et telekabel og den berørte arealejer er indgået en særlig aftale vedrørende bearbejdningen af jorden og erstatningsudmåling ved beskadigelse af de nedlagte telekabler.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, at det maksimale erstatningsbeløb ikke gælder i situationer omfattet af det foreslåede stk. 2, når dette er fraveget ved aftale.

Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive benyttet til i tilpasset form at videreføre § 8, stk. 5, i bekendtgørelse om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler.

Der eksisterer kun få lovbestemte sagsbehandlingsfrister for ansøgninger om de anlægstilladelser, som er omfattet af artikel 7 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det fremgår af artikel 7, stk. 5 i forordningen om gigabitinfrastruktur, at de kompetente myndigheder udsteder eller giver afslag på tilladelser senest fire måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om tilladelse, og at de kompetente myndigheder fastslår, om ansøgningen om tilladelse er fuldstændig, senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen. De kompetente myndigheder skal opfordre ansøgeren til at fremlægge eventuelle manglende oplysninger inden for denne frist. Herudover indeholder bestemmelsen regler om forlængelse af frister m.v.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 27, stk. 1, at artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse i sager vedrørende ansøgning om andre tilladelser end de tilladelser, der er omfattet af artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, når ansøgningen vedrører tilladelser til etablering af master til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse er ny. Ansøgninger om tilladelser, der ikke er omfattet af definitionen af tilladelse i artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, til at etablere master til radiokommunikationsformål, er ikke i dag omfattet af reglerne i artikel 7, stk. 5, i forordningen i gigabitinfrastruktur eller af tilsvarende lovbestemte frister for at afgøre, om en ansøgning er fuldstændig, eller for at træffe afgørelse i sagen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ansøgninger om tilladelser til etablering af master til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, vil blive omfattet af de regler, der fremgår i artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, selvom ansøgningerne måtte vedrøre tilladelser, der ikke er omfattet af tilladelsesbegrebet i artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, for en nærmere gennemgang af begrebet »master til radiokommunikationsformål«.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed indebære, at master til radiokommunikationsformål, der ikke etableres til brug for VHC-net, også vil være omfattet af de regler, der fremgår i artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, idet forordningens artikel 2, nr. 10, bl.a. specificerer, at en tilladelse skal vedrøre arbejder, der er nødvendige for etablering af elementer af VHC-net, for at være omfattet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at alle ansøgninger om tilladelse til etablering af master til radiokommunikationsformål vil skulle behandles efter de samme procedureregler, uanset hvilke teknologier masten vil skulle anvendes til.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der undgås en situation, hvor ansøgninger om tilladelse til etablering af konstruktionsmæssigt identiske master skal behandles forskelligt afhængig af, om masten er etableret til brug for opsætning af elementer af VHC-net eller elementer af øvrige elektroniske kommunikationsnet. En forskellig behandling af ansøgninger om tilladelser til etablering af master til radiokommunikationsformål baseret på, om masten er etableret til brug for opsætning af elementer af VHC-net eller elementer af øvrige elektroniske kommunikationsnet, ville kunne skabe en uklar retstilstand, idet vurderingen af, om det antennesystem, der er placeret i masten, udgør et element af et VHC-net som omfattet af teledirektivets artikel 2, nr. 2, kan være vanskelig.

Desuden ville en sådan forskellig behandling af ansøgninger om tilladelse til etablering af master til radiokommunikationsformål kunne indebære, at de regler, som gælder for en ansøgning om tilladelse til etablering af en mast til radiokommunikationsformål, ændrer sig undervejs i processen. I fravær af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil dette kunne ske, hvis der i løbet af sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse til etablering af en mast til radiokommunikationsformål, der oprindeligt alene skulle etableres med henblik på eksempelvis radio- eller tv-formål, indkommer anmodninger fra en operatør om at opsætte elementer af VHC-net, f.eks. antennesystemer, i masten, og hvis ansøger imødekommer denne anmodning på frivillig basis eller på baggrund af forpligtelser hertil i medfør af artikel 3 eller artikel 5 i forordningen om gigabitinfrastruktur. I fravær af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 ville ansøgningen om tilladelse til etablering af den pågældende mast til radiokommunikationsformål i en sådan situation blive omfattet af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur fra det tidspunkt, hvor ansøgeren imødekommer en anmodning fra en operatør om opsætning af elementer af VHC-net, selv om der ikke på ansøgningstidspunktet var planer om at bruge masten til etablering af elementer af VHC-net.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at ansøgninger om tilladelse til etablering af master til radiokommunikationsformål er underlagt de samme procedureregler uafhængigt af, om masten skal benyttes til etablering af elementer af VHC-net eller elementer af øvrige elektroniske kommunikationsnet, og forhindrer, at proceduren for sagsbehandlingen kan skifte i tilfælde af, at der undervejs i sagsbehandlingen indkommer anmodninger om adgang til den ansøgte mast fra operatører af VHC-net.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen fastsætter nærmere regler om de grunde, som i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde i henhold til artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan medføre en forlængelse af de frister, der gælder i henhold til artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, og artikel 7, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur, samt i medfør af denne bestemmelses stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om de grunde, som i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde i henhold til artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan medføre en forlængelse af de nævnte frister i tre typer af sager. Det drejer sig for det første om sager om ansøgninger om tilladelser omfattet af artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, det vil sige ansøgninger om tilladelser til etablering af elementer af VHC-net, jf. henvisningen til artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det drejer sig for det andet om sager om anlægsrettigheder omfattet af artikel 2, nr. 12, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som tildeles en operatør med henblik på at etablere VHC-net og tilhørende faciliteter, jf. henvisningen til artikel 7, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur. For det tredje drejer det sig om sager om etablering af master til radiokommunikationsformål, hvor tilladelsen ikke er omfattet af tilladelsesbegrebet i artikel 2, nr. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eksempelvis hvis masten ikke på ansøgningstidspunktet er tiltænkt til opsætning af elementer af VHC-net, jf. henvisningen til den foreslåede § 27, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede vil »ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde« skulle forstås i overensstemmelse med artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, hvor begrebet ikke er uddybet yderligere i hverken bestemmelsen eller præambelbetragtningerne. »Ekstraordinære« skal dog efter ordets betydning forstås således, at der ikke vil kunne fastsættes grunde, som vil gøre sig gældende i et flertal af tilfælde eller i situationer, der må forventes at kunne forekomme rutinemæssigt.

De grunde, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil alene kunne vedrøre situationer, der ikke allerede er dækket af forordningens artikel 7, stk. 5, 3. afsnit, eller af forbeholdet for kortere nationale frister i forordningens artikel 7, stk. 6, ligesom de desuden vil skulle afgrænses til ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde. Det vil således ikke være foreneligt med forordningen eksempelvis at undtage bestemte typer tilladelser i deres helhed eller at fastsætte grunde, der i praksis vil gøre sig gældende i størstedelen af en given type tilladelsessager. Der vil skulle være tale om konkrete situationer, der kan opstå i et mindretal af sager, hvor konkrete omstændigheder ekstraordinært kan medføre, at fristen ikke kan overholdes. Det vil kunne være ekstraordinære situationer, som enten kan opstå i alle typer tilladelsessager eller kun i sager om bestemte typer tilladelser.

Henvisningen til, at en forlængelse skal ske i forhold til de frister, der gælder i henhold til artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, og artikel 7, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal forstås i det lys, at udgangspunkterne for disse frister ikke altid gælder, idet artikel 7, stk. 5, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, indeholder visse forbehold for, hvornår fristerne gælder. Den frist, der gælder i henhold til artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, kan derfor under visse forudsætninger være længere eller kortere end 4 måneder. Det følger tilsvarende af artikel 7, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at der i sager om anlægsrettigheder gælder den frist, der er fastsat i national ret, hvis denne er kortere end 4 måneder.

Ved at placere ansvaret for en samlet regelfastsættelse hos Digitaliseringsstyrelsen vil det undgås, at der skabes et fragmenteret regelsæt med forskellige muligheder for fristforlængelse på hvert enkelt ministerområde, der følger af forskellige retskilder, hvorved der vil blive sikret gennemskuelighed og retssikkerhed.

Det foreslås i stk. 3, at fastsættelse af regler i medfør af stk. 2 sker efter forhandling med ministeren for byer og landdistrikter, transportministeren, social- og boligministeren, ministeren for grøn trepart, miljø- og ligestillingsministeren og kulturministeren.

Den foreslåede bestemmelse er ny og fastslår, at fastsættelse af de regler om grunde, som i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde i henhold til artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan medføre en forlængelse af de frister, der gælder i henhold til artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, og artikel 7, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur, samt i medfør af den foreslåede § 27, stk. 1, som Digitaliseringsstyrelsen er bemyndiget til at fastsætte i henhold til den foreslåede § 27, stk. 2, skal ske efter forhandling med by-, land- og kirkeministeren, transportministeren, social- og boligministeren, ministeren for grøn trepart, miljø- og ligestillingsministeren og kulturministeren.

Det foreslåede vil indebære, at de ministre, der er ansvarlige for reglerne om de tilladelser, som er omfattet af artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil skulle inddrages i regelfastsættelsen, idet der er tale om de ministre, der er ansvarlige for reglerne om tilladelser efter planloven (landzonetilladelse), vejlovgivningen (gravetilladelse), byggeloven og bygningsreglementet (byggetilladelse) samt forskellige tilladelser og dispensationer i overensstemmelse med lovgivning på ministeren for grøn treparts, miljø- og ligestillingsministerens og kulturministerens område.

Det fremgår af mastelovens § 8, at landzone- eller bygningsmyndigheden i forbindelse med ansøgning om tilladelse til opførelse af nye master til radiokommunikationsformål eller til ud- eller ombygning af eksisterende master til radiokommunikationsformål kan fastsætte vilkår om den samlede dimensionering af masten med henblik på at gøre efterfølgende fælles udnyttelse mulig. Fastsættelse af sådanne vilkår forudsætter, at der foreligger oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen om, at andre indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser har planer om opsætning af master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål i det pågældende geografiske område, jf. § 16. Sådanne vilkår kan desuden alene fastsættes, hvis der ikke foreligger tekniske hindringer for efterfølgende fælles udnyttelse. Fastsættelse af vilkår kan alene ske over for ejere af master til radiokommunikationsformål.

Det fremgår af mastelovens § 21, at landzone- eller bygningsmyndigheden kan pålægge en eller flere af parterne i en sag om fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge overholdelse af vilkår udstedt i medfør af § 8.

Det foreslås i § 28, stk. 1, at landzone- eller bygningsmyndigheden i forbindelse med ansøgning om tilladelse til opførelse af nye master til radiokommunikationsformål eller til ud- eller ombygning af eksisterende master til radiokommunikationsformål kan fastsætte vilkår om den samlede dimensionering af masten med henblik på at muliggøre efterfølgende adgang i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og § 4.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 8, stk. 1.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at der i ansøgningssager efter lovens ikrafttræden, jf. den foreslåede § 51, stk. 1, i videst mulig omfang tages højde for andre operatørers, jf. artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, og frekvensanvenderes, jf. den foreslåede § 4, stk. 4, planer om at opsætte yderligere antennesystemer i det pågældende geografiske område.

Ved »den samlede dimensionering af masten« i den foreslåede bestemmelse forstås, hvorvidt masten har en tilstrækkelig højde, bæreevne og andre konstruktionsmæssige egenskaber til, at andre operatører og parter, der anvender frekvenser på baggrund af en tilladelse fra Digitaliseringsstyrelsen eller på et tilladelsesfrit grundlag, vil kunne få en meningsfuld adgang til masten i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4. Om der kan fås en meningsfuld adgang skal vurderes i forhold til, at den højde, hvori en antenne placeres, har betydning for muligheden for udbredelse af signalet og for samspillet med det net, som antennen indgår i. Derfor vil en ledig position i en mast i en for lav højde ikke nødvendigvis sikre, at der kan gives en meningsfuld adgang til masten i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ikke længere henvises til landzone- og bygningsmyndighedens mulighed for at give påbud om at give adgang til master, jf. den gældende mastelovs § 3, stk. 1, da denne mulighed vil bortfalde med lovforslaget, jf. bemærkningerne til de foreslåede § 31 og § 51, stk. 2, nr. 1. Herudover vil den foreslåede bestemmelse medføre, at landzone- og bygningsmyndigheden ikke længere vil kunne fastsætte vilkår med henblik på at gøre efterfølgende fælles udnyttelse mulig, men derimod med henblik på at muliggøre efterfølgende adgang i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4. Vilkår i medfør af den foreslåede bestemmelse vil i det væsentlige fortsat sigte på de samme formål som hidtil, navnlig at sikre, at en mast til radiokommunikationsformål, som der ansøges om tilladelse til at opføre eller ud- eller ombygge, kan benyttes af flere end blot ansøgeren selv eller den bruger af masten, som ansøgeren etablerer masten for. Den foreslåede bestemmelse vil fremover henvise reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4, der sikrer andre end ejeren af en mast adgang til eksisterende master til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære, at landzone- eller bygningsmyndigheden er forpligtet til at benytte muligheden for at fastsætte vilkår i medfør af bestemmelsen. Hensyn i den lovgivning, som landzone- eller bygningsmyndigheden skal behandle ansøgningen efter, kan dog efter omstændighederne tale for, at landzone- eller bygningsmyndigheden benytter muligheden for at fastsætte sådanne vilkår for at reducere behovet for flere master i det pågældende geografiske område, hvilket det dog er landzone- eller bygningsmyndighedens ansvar at vurdere. Hvis der ikke stilles vilkår efter bestemmelsen i en situation, hvor der er kendt behov for yderligere mastekapacitet, kan udeladelse af at stille vilkår om dimensionering medføre, at der efterfølgende ansøges om etablering af yderligere master i det samme område, som myndigheden vil skulle forholde sig til.

Hvad angår nye master, vil fastsættelse af vilkår kunne ske, uden der er indhentet bindende tilsagn fra de operatører eller indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser, hvis planer om etablering af master eller antenner i det pågældende geografiske område er omfattet af de foreslåede § 28, stk. 2, nr. 1 og 2. Konsekvensen vil være, at masteejeren derfor selv vil skulle afholde de ekstra omkostninger, der er forbundet med, at masten skal bygges større, end hvad masteejeren umiddelbart selv har behov for.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære indskrænkninger i landzone- og bygningsmyndighedernes adgang og forpligtelse til, inden for rammerne af bl.a. planlovgivningen, naturbeskyttelseslovgivningen og øvrig relevant beskyttelseslovgivning, ud fra landskabelige hensyn, at indgå i en dialog med ansøger om den mest optimale løsning, herunder i situationer, hvor det er relevant at sigte mod opstilling af flere mindre master i stedet for fælles udnyttelse af en eller flere større master. Landzone- og bygningsmyndighederne vil også fortsat have adgang til at meddele afslag på ansøgninger om tilladelse til etablering af nye master til radiokommunikationsformål eller til ud- eller ombygning af eksisterende master, i det omfang disse ikke kan imødekommes inden for planlovgivningens, naturbeskyttelseslovgivningens og den øvrige beskyttelseslovgivnings rammer.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være udtryk for koordinering af anlægsarbejder som reguleret i artikel 5 i forordningen om gigabitinfrastruktur, men vil alene give landzone- eller bygningsmyndigheden mulighed for at pålægge ejeren af masten at etablere en mast, der har kapacitet til det forventede fremtidige behov i det pågældende geografiske område.

Anlægsarbejdet i forbindelse med etablering af nye master til radiokommunikationsformål eller ud- eller ombygning af eksisterende master vil dog kunne være omfattet af artikel 5, stk. 2, i forordningen i gigabitinfrastruktur. Hvis en operatør selv ønsker aktivt at deltage i anlægsarbejdet, vil den pågældende operatør i tilfælde af helt eller delvist offentligt finansierede anlægsarbejder på master kunne anmode den netoperatør eller det offentlige organ, der foretager de pågældende anlægsarbejder, om koordinering i henhold til forordningens artikel 5, stk. 2, hvorved der vil være tale om en anmodning fra operatøren til den pågældende netoperatør eller det pågældende offentlige organ uden landzone- eller bygningsmyndighedens mellemkomst.

Det foreslås i stk. 2, at vilkår efter stk. 1 kan, jf. dog stk. 3, fastsættes, 1) hvis der foreligger oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen om forventet opsætning af master til radiokommunikationsformål eller antennesystemer i det pågældende geografiske område, eller 2) hvis landzone- eller bygningsmyndigheden inden for den frist, der følger af artikel 7, stk. 5, 2. og 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, modtager oplysninger fra ansøger, en operatør eller en part omfattet af § 4, stk. 4, om, at en operatør eller en part omfattet af § 4, stk. 4, ønsker adgang til masten.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 8, stk. 2. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2, er ny.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, indebærer, at vilkår efter stk. 1 vil kunne fastsættes, hvis der foreligger oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen om forventet opsætning af master til radiokommunikationsformål eller antennesystemer i det pågældende geografiske område.

Den foreslåede bestemmelse vil være en af to mulige grunde for landzone- og bygningsmyndighedens til at kunne fastsætte vilkår efter den foreslåede § 28, stk. 1. Hvis der foreligger oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen om, at andre end ansøgeren selv eller den bruger af masten, til brug for hvem ansøger etablerer masten, planlægger etablering af master til radiokommunikationsformål eller antennesystemer i det pågældende geografiske område, vil landzone- og bygningsmyndigheden kunne fastsætte vilkår efter stk. 1.

Ved »oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen« i den foreslåede bestemmelse forstås eksempelvis de oplysninger om radiodækningsplaner, som Digitaliseringsstyrelsen har modtaget i medfør af den foreslåede § 12, stk. 2, eller som styrelsen på anden vis har kendskab til.

Oplysninger om radiodækningsplaner forventes at være offentligt tilgængelige som følge af regler, der vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 12, stk. 3, jf. bemærkningerne hertil. Den foreslåede § 28, stk. 2, nr. 1, vil i så fald indebære, at der i forbindelse med fastsættelsen af vilkår om masters dimensionering, dvs. hvilken størrelse masten skal have, forudgående vil skulle indhentes oplysninger fra den af Digitaliseringsstyrelsen etablerede offentlige oversigt over disse radiodækningsplaner.

Hvis oplysningerne ikke måtte være offentligt tilgængelige, eksempelvis som følge af det foreslåede § 12, stk. 7, vil landzone- eller bygningsmyndigheden også kunne rette henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen med henblik på at få udleveret de oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen er i besiddelse af i medfør af den foreslåede § 12, stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen vil i så fald skulle udlevere disse oplysninger til landzone- og bygningsmyndigheden uanset beslutninger i medfør af det foreslåede § 12, stk. 7, medmindre en relevant indstilling fra justitsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab eller forsvarsministeren, jf. den foreslåede § 12, stk. 7, ikke blot er til hinder for offentliggørelse, men også tilsiger, at heller ikke landzone- og bygningsmyndigheder skal kunne få oplysningerne i de situationer, hvor de vil kunne være relevante for den foreslåede § 28.

Da landzone- eller bygningsmyndigheden ikke vil være forpligtet til at fastsætte vilkår i medfør af den foreslåede § 28, stk. 1, vil landzone- eller bygningsmyndigheden heller ikke være forpligtet til at indhente de oplysninger, der fremgår af den foreslåede § 28, stk. 2, nr. 1. Der vil dog kunne være hensyn i den lovgivning eller sagspraksis, hvorefter myndigheden skal behandle ansøgningen, der taler for eller påkræver, at myndigheden indhenter disse oplysninger. Det vil eksempelvis kunne tale for fastsættelsen af vilkår om dimensionering, hvis de planmæssige forhold i området tilsiger, at yderligere master i området end den ansøgte bør undgås, og der foreligger oplysninger om, at andre end ansøger også ønsker at opsætte antenner i området. Det vil dog være landzone- eller bygningsmyndighedens ansvar at vurdere dette.

Den foreslåede § 28, stk. 1, vil være med til at sikre, at dimensioneringen af masten bygger på et realistisk grundlag og derved ikke pålægger masteejeren flere omkostninger ved bygning af masten end højst nødvendigt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2, indebærer, at vilkår efter stk. 1 vil kunne fastsættes, hvis landzone- eller bygningsmyndigheden inden for den frist, der følger af artikel 7, stk. 5, 2. og 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, modtager oplysninger fra ansøger, en operatør eller en part omfattet af denne lovs § 4, stk. 4, om, at en operatør eller en part omfattet af § 4, stk. 4, ønsker adgang til masten.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2, udgør den anden mulige grund for landzone- eller bygningsmyndigheden til at kunne fastsætte vilkår efter den foreslåede § 28, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at landzone- eller bygningsmyndigheden vil kunne fastsætte vilkår efter den foreslåede stk. 1, hvis myndigheden modtager oplysninger om operatørers, jf. artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, og frekvensanvenderes, jf. den foreslåede § 4, stk. 4, planer om at opsætte yderligere antennesystemer i det pågældende geografiske område, uanset om disse oplysninger modtages fra ansøger, fra en operatør eller en part omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4.

Henvisningen til artikel 7, stk. 5, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal ses i lyset af, at landzone- eller bygningsmyndigheden som følge af denne bestemmelse senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen om tilladelse til etablering af en mast til radiokommunikationsformål skal fastslå, om ansøgningen er fuldstændig.

Med den foreslåede bestemmelse vil landzone- eller bygningsmyndigheder fremover kunne fastsætte vilkår som nævnt i den foreslåede § 28, stk. 1, ikke alene i de tilfælde, der er beskrevet i den foreslåede § 28, stk. 2, nr. 1, som er en indholdsmæssig videreførelse af masteloven, men som noget nyt også i situationer, hvor enten ansøger selv, en operatør eller en part omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, oplyser landzone- eller bygningsmyndigheden om, at den pågældende operatør eller part omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, ønsker adgang til den planlagte mast. Der er ikke krav om, at der skal være tale om et bindende tilsagn, jf. også bemærkningerne til den foreslåede § 28, stk. 1.

For at sikre forenelighed med kravene til tidsrammen for ansøgningens sagsbehandling i artikel 7, stk. 5, i forordningen med gigabitinfrastruktur, vil landzone- eller bygningsmyndigheden dog alene kunne fastsætte vilkår som nævnt i den foreslåede § 28, stk. 1, hvis oplysningerne modtages inden for fristen på 20 arbejdsdage efter modtagelse af ansøgningen, jf. forordningens artikel 7, stk. 5, 2. afsnit, eller den frist, der måtte gælde som følge af artikel 7, stk. 5, 2. afsnit, sammenholdt med forordningens artikel 7, stk. 5, 3. afsnit. Oplysninger om, at en operatør eller en part omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, ønsker adgang til masten, vil, hvis disse ønsker medfører behov for en anden dimensionering end oprindeligt planlagt af ansøger, kunne medføre, at der skal ansøges om en mast med andre egenskaber, eksempelvis en anden højde. Oplysningerne vil dermed kunne have betydning for, hvorvidt ansøgningen er fuldt oplyst. Henvisningen til den frist, der fremgår af artikel 7, stk. 5, 2. og 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil sikre, at oplysninger om tredjeparters ønske om adgang til masten, der indkommer sent i processen, ikke forsinker sagsbehandlingen eller medfører, at en ansøgning, der var konstateret fuldstændig én gang, bliver ufuldstændig igen.

Den foreslåede bestemmelse vil dog ikke være til hinder for, at ansøger frivilligt vælger at ændre sin ansøgning på et senere tidspunkt i processen for at tilgodese tredjeparters anmodninger om adgang til masten, der måtte nødvendiggøre en anden dimensionering af masten end oprindeligt ansøgt. Ansøger vil ikke være forpligtet hertil, men vil dog efterfølgende kunne være forpligtet til at give adgang til den færdigetablerede mast i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 4. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 4.

Da landzone- eller bygningsmyndigheden ikke vil være forpligtet til at fastsætte vilkår i henhold til den foreslåede § 28, stk. 1, vil landzone- eller bygningsmyndigheden heller ikke som følge af den foreslåede § 28, stk. 2, nr. 2, være forpligtet til selv at indhente de deri nævnte oplysninger. Dette skyldes også, at den foreslåede bestemmelse sigter på, at landzone- eller bygningsmyndigheden vil kunne fastsætte vilkår efter den foreslåede § 28, stk. 1, på baggrund af oplysninger, som en ansøger, operatør eller frekvensbruger indsender til landzone- eller bygningsmyndigheden, og ikke på, at landzone- eller bygningsmyndigheden selv aktivt opsøger disse parter. Der kan dog være hensyn i den lovgivning eller sagspraksis, hvorefter myndigheden skal behandle ansøgningen, der taler for eller påkræver, at myndigheden selv indhenter disse oplysninger fra visse relevante parter omfattet af den foreslåede bestemmelse, eksempelvis hvis de planmæssige forhold i området tilsiger, at myndigheden bør undersøge, om masten kan dække andre parters behov for mastekapacitet i området, således at det kan undgås, at disse parter har behov for at ansøge om at etablere en yderligere mast i det samme område. Det vil dog være landzone- eller bygningsmyndighedens ansvar at vurdere dette.

Hensigten med at fastsætte nærmere forudsætninger for, hvornår landzone- eller bygningsmyndigheden kan fastsætte vilkår i medfør af den foreslåede § 28, stk. 1, er at sikre, at dimensioneringen af masten bygger på et realistisk grundlag og derved ikke pålægger masteejeren flere omkostninger ved bygning af masten end højst nødvendigt.

Det foreslås i stk. 3, at vilkår efter stk. 1 alene kan fastsættes, hvis der ikke foreligger hindringer for adgang til masten, der vil kunne begrunde afslag på adgang i medfør af artikel 3, stk. 5, litra e, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i medfør af § 10, stk. 1, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 8, stk. 3. Både den gældende og den foreslåede bestemmelse indeholder således en regel om, at tekniske hindringer for andres adgang til masten kan betyde, at landzone- eller bygningsmyndigheden ikke kan fastsætte vilkår om den samlede dimensionering af masten med henblik på tredjeparters brug af masten som nævnt i den foreslåede § 28, stk. 1. Med den foreslåede bestemmelse henvises blot til de nye regler, der fremover vil definere, hvilke tekniske hindringer der kan begrunde afslag på anmodninger om adgang til master.

Med artikel 3, stk. 5, litra e, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil netoperatører og offentlige organer kunne nægte adgang til specifik fysisk infrastruktur, hvis der er en behørigt begrundet risiko for, at de planlagte elektroniske kommunikationstjenester i væsentlig grad forstyrrer leveringen af andre tjenester via den samme fysiske infrastruktur. Det fremgår af præambelbetragtning 22 i forordningen om gigabitinfrastruktur, at fællesudnyttelse af infrastruktur under særlige omstændigheder vil kunne udgøre en risiko for leveringen af de tjenester, der primært leveres via den samme infrastruktur. Dette vil normalt ikke være tilfældet, når de parter, der skal fællesudnytte masten, hver især har tilladelse i henhold til lov om radiofrekvenser til brug af forskellige frekvensbånd, og når det anvendte udstyr overholder de væsentlige krav i udstyrslovgivningen, men vil kunne være tilfældet i helt særlige situationer samt i tilfælde, hvor der anvendes tilladelsesfri frekvensbånd. Vilkår i henhold til den foreslåede § 28, stk. 1, vil ikke kunne fastsættes i sådanne tilfælde, da sådanne forstyrrelser ikke nødvendigvis i alle tilfælde vil kunne undgås gennem dimensionering og indretning af masten. Den foreslåede bestemmelse vil dog skulle forstås således, at vilkår om dimensionering i henhold til den foreslåede § 28, stk. 1, vil kunne fastsættes, såfremt dimensioneringen af masten kan ske på en måde, hvorved potentielle forstyrrelser af de tjenester, som mastens ejer bygger masten med henblik på at levere, kan undgås.

Henvisningen til den foreslåede § 10, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at vilkår efter den foreslåede § 28, stk. 1, ikke vil kunne fastsættes, hvis der gælder sikkerhedsforskrifter fastsat i medfør af anden lovgivning for adgang til den pågældende mast til radiokommunikationsformål, som gør det umuligt at give adgang. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 10, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås i stk. 4, at fastsættelse af vilkår efter stk. 1-3 kan ske over for ejere af master til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 8, stk. 4.

Ved »ejere af master til radiokommunikationsformål« forstås i denne sammenhæng den, der vil være ejer af den mast til radiokommunikationsformål, som der er ansøgt om tilladelse til at opføre.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en landzone- eller bygningsmyndigheds fastsættelse af vilkår om den samlede dimensionering af master til radiokommunikationsformål i henhold til de foreslåede bestemmelser i stk. 1-3 udelukkende vil kunne ske over for ejere af master til radiokommunikationsformål og ikke øvrige rettighedsindehavere.

Den foreslåede bestemmelse er vil derfor medføre, at sådanne vilkår ikke vil kunne fastsættes over for andre, herunder andre involverede parter som f.eks. en operatør, der anmoder om adgang til at opsætte antennesystemer i den pågældende mast, eller en virksomhed, der alene forestår ansøgningsprocessen og entreprisen på vegne af den, der i sidste ende vil eje den færdigetablerede mast, idet ejeren af masten, dog som følge af vilkåret, vil skulle instruere sådanne underleverandører i at overholde vilkåret.

Det foreslås i stk. 5, at landzone- eller bygningsmyndigheden i sager omfattet af stk. 1 kan give ansøgeren påbud om at efterkomme det fastsatte vilkår inden en fastsat frist.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil medføre, at hvis en ejer af en mast til radiokommunikationsformål ikke efterkommer vilkår om den samlede dimensionering af masten fastsat i henhold til den foreslåede § 28, stk. 1, vil landzone- eller bygningsmyndigheden kunne give ejeren af den pågældende mast et påbud om inden en fastsat frist at efterkomme det fastsatte vilkår.

Det foreslås i stk. 6, at er et påbud efter stk. 5 ikke efterkommet inden for den fastsatte frist, kan landzone- eller bygningsmyndigheden pålægge modtageren af påbuddet tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge overholdelse af påbuddet.

Den foreslåede bestemmelse er en justeret videreførelse af mastelovens § 21, stk. 1, nr. 2, og stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at såfremt den, der ansøger om tilladelse til opførelse nye master, ikke imødekommer landzone- eller bygningsmyndighedens vilkår til den samlede dimensionering, kan myndigheden pålægge ansøgeren tvangsbøder med henblik på at fremtvinge efterlevelsen af vilkår til mastens dimensionering.

Det almindelige proportionalitetsprincip vil bl.a. medføre, at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden ville skulle tages hensyn til partens økonomiske formåen, så pressionen har effekt.

Tvangsbødernes størrelse vil skulle fastsættes således, at tvangsbøden vil virke adfærdsregulerende, og at en part dermed vil efterkomme påbuddet. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse vil det skulle sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det vil virke adfærdsregulerende.

Landzone- og bygningsmyndigheden vil løbende kunne justere tvangsbødernes størrelse med henblik på at sikre efterkommelse af et påbud. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med 1 uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til efterkommelse.

Tvangsbøden vil skulle være på mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle beregnes én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset antallet af forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af mastelovens § 19 b og gravelovens § 7 a, at rettigheder, vilkår og procedurer vedrørende generelle tilladelser og brugsret eller tilladelser til fælles udnyttelse af master med tilhørende faciliteter eller adgang til at opsætte antenner på bygninger, konstruktioner og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål eller til nedgravning af kabler med tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, kun kan ændres i objektivt begrundede tilfælde og på en forholdsmæssigt afpasset måde. Der skal orienteres om planlagte ændringer, og de berørte parter, herunder brugere og forbrugere, skal have en rimelig frist til at fremføre deres synspunkter om de foreslåede ændringer. Fristen må kun i særlige tilfælde være mindre end 4 uger.

Det foreslås i § 29, at rettigheder, vilkår og procedurer vedrørende tilladelser til nedgravning af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet med tilhørende faciliteter og etablering af master til radiokommunikationsformål eller opsætning af antennesystemer kun kan ændres i objektivt begrundede tilfælde og på en forholdsmæssigt afpasset måde.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 18, stk. 1, i teledirektivet og vil i det væsentlige indebære en indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 19 b, stk. 1, 1. pkt., og gravelovens § 7 a, stk. 1, 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse nævner dog ikke længere generelle tilladelser og brugsret, da teledirektivets artikel 18, stk. 1, alene nævner generelle tilladelser og brugsrettigheder til radiofrekvenser eller nummerressourcer. I praksis gives der typisk ikke generelle tilladelser eller brugsret til nedgravning af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet med tilhørende faciliteter og til etablering af master til radiokommunikationsformål eller opsætning af antennesystemer, men alene individuelle tilladelser til at udføre specifikke anlægsarbejder. Den foreslåede bestemmelse vil fremover alene omfatte enkeltstående tilladelser til at etablere de i bestemmelsen nævnte infrastrukturtyper.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte de tilladelser, der er nødvendige i forbindelse med de forskelligartede anlægsarbejder, herunder grave- og byggearbejder, der kan være nødvendige for at etablere de infrastrukturtyper, der fremgår af bestemmelsen. Der kan eksempelvis være tale om tilladelser i henhold til byggelovgivningen, vejlovgivningen, planloven og anden relevant lovgivning.

Med den foreslåede bestemmelse vil rettigheder, vilkår og procedurer vedrørende tilladelser til at etablere de i bestemmelsen nævnte infrastrukturtyper alene kunne ændres i objektivt begrundede tilfælde og på en forholdsmæssigt afpasset måde. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der efter meddelelse af tilladelsen til at etablere de infrastrukturtyper, der er nævnt i bestemmelsen, fremkommer oplysninger, der ikke forelå, da ansøgningen blev vurderet første gang.

Den foreslåede bestemmelse er dels rettet mod de offentlige myndigheder, der meddeler den konkrete tilladelse til at etablere de i bestemmelsen nævnte infrastrukturtyper, hvilket ofte vil være de lokale landzone- eller bygningsmyndigheder. Den foreslåede bestemmelse er endvidere dels rettet mod Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med eventuelle ændringer i afgørelser om tilladelse til, at der kan iværksættes en ekspropriationssag efter den foreslåede § 19.

Den foreslåede bestemmelse understreger, at myndighederne i deres administration af loven vil skulle sikre, at administrative afgørelser alene kan ændres i objektivt begrundede tilfælde og på en forholdsmæssigt afpasset måde. Dette er i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper for, hvornår en administrativ afgørelse kan trækkes tilbage eller ændres. Bestemmelsen vil derimod ikke regulere de tilfælde, hvor en ændring af rettigheder alene vil kunne ske efter aftale med den, der har erhvervet rettigheden, eller hvis ændring af rettigheden alene kan ske ved ekspropriation.

Det fremgår af artikel 7 i forordningen om gigabitinfrastruktur, at de kompetente myndigheder via et centralt informationssted i elektronisk format stiller alle oplysninger til rådighed om de betingelser og procedurer, der gælder for udstedelse af tilladelser og anlægsrettigheder, herunder alle oplysninger om undtagelser vedrørende nogle eller alle tilladelser eller anlægsrettigheder m.v. Alle operatører har ret til via et centralt informationssted at indgive ansøgninger i elektronisk format om alle nødvendige tilladelser eller fornyelser heraf eller anlægsrettigheder og til at indhente oplysninger om status på deres ansøgninger.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 30, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen etablerer og driver et centralt informationssted, via hvilket de kompetente myndigheder stiller de oplysninger, der er nævnt i artikel 7, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, til rådighed.

Den foreslåede bestemmelse er ny og udpeger i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5, 1. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur Digitaliseringsstyrelsen som det kompetente organ, der etablerer og driver det centrale informationssted, der er nævnt i artikel 7, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Ved »kompetent myndighed« i den foreslåede bestemmelse forstås dels de myndigheder, der har ansvaret for de lovgivningsmæssige rammer for en given type tilladelse eller anlægsrettighed. Begrebet omfatter dog også de myndigheder, der kan træffe afgørelse i en sag om ansøgning om tilladelse eller anlægsrettighed i det omfang, disse råder over væsentlige oplysninger om generelt gyldige betingelser og procedurer, der gælder for udstedelse af tilladelser eller anlægsrettigheder, som ikke følger direkte af de lovgivningsmæssige rammer.

I forordningen om gigabitinfrastruktur er der ikke særlige formkrav forbundet med tilrådighedsstillelsen af de nævnte oplysninger. Der er tale om oplysninger, der kan stilles til rådighed i eksempelvis tekstform eller i form af links. Det centrale informationssted vil derfor eksempelvis kunne være en tekstbaseret hjemmeside.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil have ansvaret for at offentliggøre oplysninger modtaget fra de kompetente myndigheder via det centrale informationssted, eksempelvis på styrelsens hjemmeside.

Den foreslåede bestemmelse vil dog ikke indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil have ansvaret for at udarbejde indhold vedrørende de oplysninger om tilladelser og anlægsrettigheder, der er nævnt i artikel 7, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, bortset fra de situationer, hvor Digitaliseringsstyrelsen måtte være den kompetente myndighed til at give en type tilladelser eller anlægsrettigheder.

Forpligtelsen til at stille de oplysninger, der er nævnt i forordningens artikel 7, stk. 2, til rådighed, herunder ansvaret for at holde oplysningerne opdaterede, vil fortsat påhvile den enkelte kompetente myndighed. Digitaliseringsstyrelsen vil dog kunne vejlede relevante kompetente myndigheder om deres forpligtelse til at stille oplysningerne til rådighed.

Det foreslås i stk. 2, at den kompetente myndighed for behandlingen af en given type ansøgning om tilladelse eller anlægsrettighed etablerer og driver det centrale informationssted som omhandlet i artikel 7, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur for de pågældende ansøgninger.

Den foreslåede bestemmelse er ny og udpeger i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5, 1. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur den enkelte kompetente myndighed for behandlingen af en given type ansøgning om tilladelse eller anlægsrettighed som det kompetente organ, der etablerer og driver det centrale informationssted, der er nævnt i artikel 7, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur for de pågældende ansøgninger om tilladelser eller anlægsrettigheder.

Ved »kompetent myndighed for behandlingen af en given type ansøgning om tilladelse eller anlægsrettighed« i den foreslåede bestemmelse forstås den myndighed, der kan træffe afgørelse i en bestemt type sager om tilladelse eller anlægsrettighed.

Begrebet tilladelse skal forstås i overensstemmelse med artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og omfatter eksempelvis byggetilladelser, gravetilladelser og landzonetilladelser i henhold til byggelovgivningen, vejlovgivningen og planlovgivningen samt tilladelser og dispensationer i henhold til øvrig beskyttelseslovgivning m.v.

Begrebet anlægsrettighed skal forstås i overensstemmelse med artikel 2, nr. 12, i forordningen om gigabitinfrastruktur og omfatter eksempelvis vejmyndighedens tilladelser i medfør af vejlovens § 80.

Bestemmelsen vil i lyset af disse begreber indebære, at kommuner eksempelvis vil skulle overholde bestemmelsen for de ansøgninger om bygge-, grave- og landzonetilladelse m.v., som den pågældende kommune er ansvarlig for at behandle. Statslige myndigheder vil tilsvarende skulle overholde bestemmelsen for de ansøgninger om tilladelser, som den pågældende myndighed er ansvarlig for at behandle.

De centrale informationssteder i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil skulle understøtte, at operatører via disse kan indgive ansøgninger i elektronisk format om alle nødvendige tilladelser eller fornyelser heraf eller anlægsrettigheder samt til at indhente oplysninger om status på ansøgningerne. De centrale informationssteder vil derfor eksempelvis skulle understøtte upload og/eller indsendelse af dokumenter, og vil ikke kunne være en simpel tekstbaseret hjemmeside, men vil snarere skulle være en digital selvbetjeningsløsning.

Da artikel 7, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur alene giver operatører, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, en ret til at indgive ansøgninger via det centrale informationssted, vil kompetente myndigheder ikke være forpligtet til at stille det centrale informationssted til rådighed for andre end operatører. Der er dog ikke noget til hinder for, at en kompetent myndighed etablerer det centrale informationssted på en måde, så det er tilgængeligt for andre ansøgere, og understøtter flere typer ansøgninger end blot de typer af ansøgninger, som måtte være typiske for ansøgninger fra operatører. Da operatører er virksomheder, vil de centrale informationssteder dermed eksempelvis skulle understøtte ansøgninger fra sådanne og ikke kun fra enkeltpersoner.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den kompetente myndighed, der har ansvaret for at modtage og behandle en ansøgning om tilladelse eller anlægsrettighed, også vil have ansvaret for det centrale informationssted, via hvilket ansøgninger om den pågældende type tilladelse eller anlægsrettighed kan indgives til den pågældende myndighed i elektronisk format, via hvilket der kan ansøges om fornyelse af tilladelser udstedt af den pågældende myndighed, og via hvilket der kan indhentes oplysninger om status på ansøgninger om tilladelse eller anlægsrettighed, som er under behandling hos den pågældende myndighed.

Den kompetente myndighed vil således alene skulle etablere og drive et eller flere centrale informationssteder for de typer af tilladelser eller anlægsrettigheder, som myndigheden er kompetent til at træffe afgørelse om, og desuden alene for de ansøgninger, som myndigheden selv modtager.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære, at forskellige myndigheder, der behandler ansøgninger om samme type tilladelse eller anlægsrettighed, skal modtage alle ansøgninger om disse tilladelser eller anlægsrettigheder via det samme system eller identiske systemer. Hver enkelt kompetent myndighed vil alene skulle sikre, at den kan modtage ansøgninger om en given type tilladelser eller anlægsrettigheder via et system, der opfylder kravene i artikel 7, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at flere kompetente myndigheder benytter fælles systemer eller identiske systemer.

Det forhold, at en kompetent myndighed er udpeget som det kompetente organ for så vidt angår det centrale informationssted, der er nævnt i forordningens artikel 7, stk. 3, vil ikke i sig selv bemyndige den pågældende kompetente myndighed til at kræve, at ansøgere indgiver ansøgningen via dette centrale informationssted, da operatører alene har en ret, men ikke pligt til at indgive ansøgninger via det centrale informationssted. Dette vil dog ikke berøre eventuelle muligheder i anden lovgivning, hvorefter en kompetent myndighed måtte kunne stille krav om den nærmere form, hvori en ansøgning skal indgives.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at kompetente myndigheder fortsætter med at anvende eksisterende systemer til indgivelse af ansøgninger om tilladelser eller anlægsrettigheder, forudsat at disse systemer opfylder kravene i artikel 7, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Gravelovens § 9 m fastlægger de sagstyper, som Digitaliseringsstyrelsen har kompetence til at behandle, herunder bl.a. sager vedrørende adgang til fysisk infrastruktur, adgang til oplysninger om og adgang til anlægsopmåling af fysisk infrastruktur i medfør af gravelovens §§ 9 f-9 h.

Gravelovens § 9 n fastslår, at Digitaliseringsstyrelsen kan træffe nærmere angivne afgørelser, herunder fastsætte vilkår og betingelser, herunder pris, i sager, som styrelsen behandler i medfør af gravelovens § 9 m.

Efter mastelovens §§ 3 og 11 kan landzone- eller bygningsmyndigheden udstede påbud om at give adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og at give adgang til opsætning af antennesystemer på master, bygninger og andre høje konstruktioner.

Mastelovens §§ 5 og 12 indeholder bestemmelser om løsning af tvister om betalingen for den aftalte eller påbudte fælles udnyttelse eller adgang til opsætning af antennesystemer i henhold til mastelovens §§ 2, 3, 10 eller 11. Ejeren og eventuelle andre rettighedshavere skal som minimum have fuld erstatning.

Artikel 13, stk. 1-5, i forordningen om gigabitinfrastruktur fastlægger de nærmere regler om bilæggelse af tvister.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 31, stk. 1, at tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil være det kompetente tvistbilæggelsesorgan i tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelse er en følge af, at artikel 14, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, forpligter medlemsstaterne til at udpege et sådant tvistbilæggelsesorgan.

Det følger af henvisningen til forordningens artikel 13, stk. 1, at tvisterne vil kunne indbringes for styrelsen af alle parter.

Tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra a, er omfattet af reglerne i artikel 13, stk. 2, litra a, og stk. 3-5, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelse indebærer derfor, jf. artikel 13, stk. 2, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne træffe bindende afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, i overensstemmelse med artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur, herunder, jf. artikel 13, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fastsætte fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, hvis relevant, for adgang i sager, hvor styrelsen finder, at adgang skal gives, eller hvis tvisten alene omhandler de nærmere vilkår og betingelser for adgangen.

Digitaliseringsstyrelsen vil kunne behandle enhver tvist, der vedrører anmodninger fra operatører om adgang til fysisk infrastruktur som defineret i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som enten er ejet af en netoperatør som defineret i artikel 2, nr. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller af et offentligt organ som defineret i artikel 2, nr. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, hvor den pågældende fysiske infrastruktur derfor er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed omfatte tvister om adgang til enhver type fysisk infrastruktur, herunder fysisk infrastruktur, der tillige er omfattet af begreberne mast til radiokommunikationsformål eller høj konstruktion, så længe den pågældende fysiske infrastruktur er direkte omfattet af forordningens bestemmelse, og muligheden for at anmode om adgang derfor ikke følger af de foreslåede §§ 4, 6, 8 eller 9. Den foreslåede bestemmelse vil desuden omfatte tvister, der vedrører en lejers eller brugsrettighedsindehavers medvirken til adgang i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur i overensstemmelse med den foreslåede § 7.

Digitaliseringsstyrelsen vil dog ikke kunne behandle tvister om adgang til fysisk infrastruktur, der undtages fra artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur i medfør af de foreslåede §§ 2 eller 10. Digitaliseringsstyrelsen vil dog kunne træffe afgørelse om, hvorvidt eller i hvilket omfang infrastrukturen er omfattet af undtagelserne i de foreslåede §§ 2 eller 10, og behandle tvisten, hvis undtagelserne ikke medfører en fuld undtagelse fra pligten til at give adgang til infrastrukturen. Der henvises også til den foreslåede § 34, stk. 3, med tilhørende bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle behandle tvisterne i overensstemmelse med reglerne for tvistbilæggelsens proceduremæssige aspekter i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur og med udgangspunkt i de indholdsmæssige regler om adgang til fysisk infrastruktur i forordningens artikel 3. Digitaliseringsstyrelsen vil tillige skulle tage hensyn til reglerne i de foreslåede § 4, stk. 3 og 5, der i sager om master til radiokommunikationsformål supplerer artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

De proceduremæssige regler i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur vil bl.a. indebære, at de tvister, som Digitaliseringsstyrelsen kan behandle i medfør af bestemmelsen, vil være tvister, der måtte opstå, hvis der nægtes adgang til eksisterende infrastruktur, eller hvis der ikke er indgået en aftale om specifikke vilkår og betingelser, herunder pris, senest 1 måned efter datoen for modtagelse af anmodningen om adgang, jf. artikel 13, stk. 1, litra a. Digitaliseringsstyrelsen vil dermed ikke kunne behandle tvister vedrørende allerede indgåede aftaler om adgang.

De proceduremæssige regler vil bl.a. også indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle træffe bindende afgørelse for at bilægge tvisten senest 4 måneder efter datoen for modtagelse af anmodningen om bilæggelse af tvisten, jf. artikel 13, stk. 2, litra a.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved afgørelse af tvister kunne skulle afgøre, om de indholdsmæssige regler i artikel 3, stk. 1 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur har været overholdt, om reglerne om vilkår og pris, jf. artikel 3, stk. 4, har været anvendt korrekt og hvis ikke, hvordan de bør anvendes i det konkrete tilfælde, og hvorvidt en eventuel nægtelse af adgang i medfør af artikel 3, stk. 5, har været retmæssig. Digitaliseringsstyrelsen vil i medfør af forordningens artikel 13, stk. 3, og i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, samt under hensyn til Kommissionens vejledning udstedt i medfør af artikel 3, stk. 13, kunne fastsætte vilkår og pris i tilfælde af tvister herom.

Digitaliseringsstyrelsen vil som led i sin afgørelse af tvister bl.a. kunne skulle forholde sig til, hvorvidt en nægtelse af adgang med henvisning til artikel 3, stk. 5, litra e, i forordningen om gigabitinfrastruktur, har været retmæssig. Dette vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle forholde sig til, hvorvidt det er korrekt, at der er en behørigt begrundet risiko for, at de planlagte elektroniske kommunikationstjenester i væsentlig grad forstyrrer leveringen af andre tjenester via den samme fysiske infrastruktur. Vurderingerne heraf vil i vid udstrækning dække over de samme forhold som dem, Digitaliseringsstyrelsen i dag skal vurdere, hvis en landzone- eller bygningsmyndighed anmoder Digitaliseringsstyrelsen om en radioteknisk udtalelse i medfør af mastelovens § 18, inden landzone- eller bygningsmyndigheden træffer afgørelse efter mastelovens § 3.

Mastelovens § 18 videreføres ikke med lovforslaget, hvilket dog ikke er udtryk for, at Digitaliseringsstyrelsen ikke længere vil kunne forholde sig til radiotekniske hindringer for adgangen. Det skyldes imidlertid, at det med den foreslåede § 31 vil være Digitaliseringsstyrelsen selv og ikke længere landzone- eller bygningsmyndigheder, der skal behandle sager, hvor det bestrides, at adgang er radioteknisk mulig. Det forhold, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne inddrage de radiotekniske aspekter af sagen, som nævnes i mastelovens § 18, i sin afgørelse af tvister omfattet af det foreslåede § 31, følger af det forhold, at det er en gyldig grund for at nægte adgang i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, hvis der, jf. forordningens artikel 3, stk. 5, litra e, er en behørigt begrundet risiko for, at de planlagte elektroniske kommunikationstjenester i væsentlig grad forstyrrer leveringen af andre tjenester via den samme fysiske infrastruktur.

Digitaliseringsstyrelsen vil i medfør af den foreslåede bestemmelse også kunne afgøre tvister om forholdet mellem samtidige anmodninger, der henholdsvis sigter på etablering af elementer af VHC-net i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og på etablering af andre netelementer end elementer af VHC-net i henhold til den foreslåede § 4, stk. 2, for så vidt angår eventuelle afslag på anmodninger omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur. Klager over afslag på den anmodning, der er omfattet af den foreslåede § 4, stk. 2, vil derimod være omfattet af den foreslåede § 31, stk. 2.

Digitaliseringsstyrelsen vil desuden, jf. den foreslåede § 4, stk. 5, der finder anvendelse i sager, hvor antennesystemer placeres i master til radiokommunikationsformål i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, kunne behandle tvister om fordeling af ansvar for drift og vedligeholdelse af masten og antennesystemer samt fordeling af udgifter til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret i masten, hvis der ikke foreligger en aftale, der fraviger udgangspunktet i den foreslåede § 4, stk. 5.

Digitaliseringsstyrelsens afgørelseskompetence i sager omfattet af den foreslåede bestemmelse vil erstatte den delmængde af landzone- og bygningsmyndighedernes påbudskompetence i mastelovens § 3, der vedrører master til radiokommunikationsformål omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, og vil tillige i de samme sager erstatte voldgiftsproceduren vedrørende erstatningsspørgsmålet i mastelovens § 5, stk. 2-5. For resterende sager om master til radiokommunikationsformål vil disse regler blive erstattet af den foreslåede § 31, stk. 2. Reglerne om betaling for adgang i mastelovens § 5, stk. 1, vil for så vidt angår de master til radiokommunikationsformål, der er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, pr. 12. november 2025 blive erstattet af artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som Digitaliseringsstyrelsen vil skulle tage udgangspunkt i i styrelsens afgørelser vedrørende betaling for adgangen.

Bortfaldet af landzonemyndighedernes kompetence til at give påbud vil ikke have nogen indvirkning på landzonemyndighedernes behandling af sager om landzonetilladelser til master til radiokommunikationsformål, da den foreslåede bestemmelse ikke vil indebære nogen ændring i de hensyn i planloven, som gælder for landzonemyndighedernes behandling af sagerne. Landzonemyndighederne vil således fortsat kunne undersøge alternative placeringer til etableringen af en ny mast som led i sagsoplysningen. Reglerne i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og i de foreslåede § 4, stk. 1 og 2, vil fortsat sikre adgang til opsætning af antenner på eventuelle eksisterende master i området, så muligheden for at benytte eksisterende master frem for at bygge nye master kan undersøges i sagerne. Den foreslåede bestemmelse vil alene indebære, at der i sager, hvor en ansøger om en ny mast måtte beslutte at opsætte antenner på en eksisterende mast i stedet for at bygge en ny mast, og hvor ansøger ikke kan få adgang hertil af mastens ejer, fremover vil skulle klages til Digitaliseringsstyrelsen frem for til landzonemyndigheden.

For sager om øvrig fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål vil klageadgangen for de situationer, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, svare til en delmængde af den tilsvarende klageadgang til Digitaliseringsstyrelsen, der i dag følger af gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 9 n, stk. 1, nr. 1. Der vil være tale om den delmængde, der vedrører klager over operatørers anmodninger i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, der vedrører etablering af elementer af VHC-net på fysisk infrastruktur bortset fra master til radiokommunikationsformål, der er ejet af netoperatører og offentlige organer.

Det foreslås i stk. 2, at tvister om adgang i overensstemmelse med §§ 4 og 9 kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen. Artikel 13, stk. 1, litra a, stk. 2, litra a, og stk. 3-5, i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på disse sager.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur finder tilsvarende anvendelse på disse sager, og herunder, jf. artikel 13, stk. 2 og 3, bemyndige Digitaliseringsstyrelsen til at træffe afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, idet sådanne afgørelser vil kunne bestå i, at der fastsættes fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, hvor det er relevant.

Den foreslåede bestemmelse vil ensrette behandlingen af tvister om adgang således, at sager omfattet af de nationale udvidelser af reglerne i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, der foreslås i §§ 4 og 9, behandles på samme måde som tvister om adgang i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, dvs. i overensstemmelse med reglerne om tvistbilæggelse i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte tvister om adgang til master til radiokommunikationsformål omfattet af den foreslåede § 4, dvs. adgang til sådanne master, hvor disse er ejet af andre end netoperatører og offentlige organer, hvis den, der ønsker adgang, ikke er en operatør, men en part omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, eller hvis adgang til masten ønskes med etablering af elementer af net, der ikke er VHC-net. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 4.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte adgang til anden fysisk infrastruktur omfattet af den foreslåede § 9, dvs. adgang til anden fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål, hvis andre netoperatører, herunder operatører, anmoder om adgang til denne fysiske infrastruktur med henblik på etablering af elementer af andre net end VHC-net, eksempelvis elektroniske kommunikationsnet, der ikke er VHC-net, eller andre forsyningsarter. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 9.

Digitaliseringsstyrelsen vil dog ikke kunne behandle tvister om adgang til fysisk infrastruktur, der undtages fra artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur i medfør af de foreslåede §§ 2 eller 10. Digitaliseringsstyrelsen vil dog kunne træffe afgørelse om, hvorvidt eller i hvilket omfang infrastrukturen er omfattet af undtagelserne i de foreslåede §§ 2 eller 10, og behandle tvisten, såfremt undtagelserne ikke medfører en fuld undtagelse fra pligten til at give adgang til infrastrukturen. Der henvises også til den foreslåede § 34, stk. 3, med tilhørende bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen skal behandle tvisterne i overensstemmelse med reglerne for tvistbilæggelsens proceduremæssige aspekter i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur og med udgangspunkt i de indholdsmæssige regler om adgang til fysisk infrastruktur i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. henvisningen til forordningens artikel 3 i de foreslåede §§ 4 og 9. Digitaliseringsstyrelsen vil i sager efter den foreslåede § 4 tillige skulle tage hensyn til reglerne i de foreslåede § 4, stk. 3 og 5.

Ligesom det er tilfældet for det foreslåede stk. 1, vil henvisningen til artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur medføre, at Digitaliseringsstyrelsen skal overholde de proceduremæssige regler i bestemmelsen.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved afgørelse af tvister kunne skulle afgøre, om de indholdsmæssige regler i artikel 3, stk. 1 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur har været overholdt, om reglerne om vilkår og pris, jf. artikel 3, stk. 4, har været anvendt korrekt og hvis ikke, hvordan de bør anvendes i det konkrete tilfælde, og hvorvidt en eventuel nægtelse af adgang i medfør af artikel 3, stk. 5, har været retmæssig. Digitaliseringsstyrelsen vil i medfør af forordningens artikel 13, stk. 3, og i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, samt under hensyn til Kommissionens vejledning udstedt i medfør af artikel 3, stk. 13, kunne fastsætte vilkår og pris i tilfælde af tvister herom.

Digitaliseringsstyrelsen vil i medfør af den foreslåede bestemmelse skulle afgøre tvister i sager om de foreslåede §§ 4 og 9, der begge bl.a. henviser til artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som er gennemgået nærmere i bemærkningerne til det foreslåede § 4, stk. 1, 1. pkt., som der henvises til. Digitaliseringsstyrelsen vil skulle afgøre tvister om, hvorvidt afslag på en anmodning har været lovlig i henhold til artikel 3, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Digitaliseringsstyrelsen vil i medfør af den foreslåede bestemmelse også kunne afgøre tvister om forholdet mellem samtidige anmodninger, der henholdsvis sigter på etablering af elementer af VHC-net i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og på etablering af andre netelementer end elementer af VHC-net i henhold til den foreslåede § 4, stk. 2, for så vidt angår eventuelle afslag på anmodningen omfattet af den foreslåede § 4, stk. 2. Klager over afslag på den anmodning, der er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil derimod være omfattet af den foreslåede § 31, stk. 1.

Digitaliseringsstyrelsen vil desuden i sager om adgang efter det foreslåede § 4, stk. 1 og 2, jf. den foreslåede § 4, stk. 5, kunne behandle tvister om fordeling af ansvar for drift og vedligeholdelse af masten og antennesystemer samt fordeling af udgifter til drift og vedligeholdelse af de antennesystemer, der er placeret i masten, hvis der ikke foreligger en aftale, der fraviger udgangspunktet i den foreslåede § 4, stk. 5.

Digitaliseringsstyrelsen vil i sager omfattet af den foreslåede § 31, stk. 2, der vedrører adgang i medfør af den foreslåede § 4, også kunne skulle forholde sig til den foreslåede § 4, stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen vil således indledningsvist i tvister omfattet af den foreslåede § 31, stk. 2, skulle fastslå, om den part, der ønsker adgang, er omfattet af den foreslåede § 4, stk. 4, og dermed er berettiget til adgang i henhold til de foreslåede § 4, stk. 1 eller 2. For så vidt angår betingelsen i den foreslåede § 4, stk. 4, nr. 1, vil Digitaliseringsstyrelsen selv være bekendt med, om styrelsen har udstedt en sådan tilladelse til den anmodende part, og vil umiddelbart kunne afgøre spørgsmålet på dette grundlag, under iagttagelse af forvaltningslovens krav om partshøring. For så vidt angår betingelsen i den foreslåede § 4, stk. 4, nr. 2, vil dette indebære, at Digitaliseringsstyrelsen fra den anmodende part skal indhente oplysninger om den påtænkte anvendelse af frekvenser og på den baggrund fastslå, om det er korrekt, at den påtænkte anvendelse er undtaget fra kravet om individuel tilladelse.

Digitaliseringsstyrelsens afgørelseskompetence vil i sager omfattet af bestemmelsen erstatte den delmængde af landzone- og bygningsmyndighedernes påbudskompetence i mastelovens § 3, der vedrører master til radiokommunikationsformål omfattet af den foreslåede § 4, og vil tillige i de samme sager erstatte voldgiftsproceduren vedrørende erstatningsspørgsmålet i mastelovens § 5, stk. 2-5. For resterende sager om master til radiokommunikationsformål vil disse regler blive erstattet af den foreslåede § 31, stk. 1. Reglerne om betaling for adgang i mastelovens § 5, stk. 1, vil med lovforslaget for så vidt angår de master til radiokommunikationsformål, der er omfattet af den foreslåede § 4, blive erstattet af henvisningerne i de foreslåede § 4, stk. 1 og 2, til artikel 3, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som Digitaliseringsstyrelsen vil skulle tage udgangspunkt i i styrelsens afgørelser vedrørende betaling for adgangen.

Bortfaldet af landzonemyndighedernes påbudskompetence vil ikke have nogen indvirkning på landzonemyndighedernes behandling af sager om landzonetilladelser til master til radiokommunikationsformål, da den foreslåede bestemmelse ikke vil indebære nogen ændring i de hensyn i planloven, som gælder for landzonemyndighedernes behandling af sagerne. Landzonemyndighederne vil således fortsat kunne undersøge alternativer til etableringen af en ny mast som led i sagsoplysningen. Reglerne i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og i de foreslåede § 4, stk. 1 og 2, vil fortsat sikre adgang til opsætning af antenner på eventuelle eksisterende master i området, så muligheden for at benytte eksisterende master frem for at bygge nye master kan undersøges i sagerne. Den foreslåede bestemmelse vil alene indebære, at der i sager, hvor en ansøger om en ny mast måtte beslutte at opsætte antenner på en eksisterende mast i stedet for at bygge en ny mast, og hvor ansøger ikke kan få adgang hertil af mastens ejer, fremover vil skulle klages til Digitaliseringsstyrelsen frem for til landzonemyndigheden.

For sager om øvrig fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål vil klageadgangen for de situationer, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, svare til den tilsvarende klageadgang til Digitaliseringsstyrelsen, der i dag følger af gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 9 n, stk. 1, nr. 1. Der vil være tale om den delmængde, der vedrører klager om adgang i henhold til den foreslåede § 9 til anden fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål, hvor andre netoperatører, herunder operatører, anmoder om adgang til denne fysiske infrastruktur med henblik på etablering af elementer af andre net end VHC-net, eksempelvis elektroniske kommunikationsnet, der ikke er VHC-net, eller andre forsyningsarter.

Det fremgår af mastelovens § 10, at ejere af master, bygninger og konstruktioner skal imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på den pågældende mast, bygning eller konstruktion.

Det fremgår af mastelovens § 11, at landzone- eller bygningsmyndigheden kan udstede påbud om at give adgang til opsætning af antennesystemer på master, bygninger og andre høje konstruktioner.

Det fremgår af mastelovens § 12, at i sager hvor der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte adgang til opsætning af antennesystemer, skal ejeren og eventuelle andre rettighedshavere som minimum have fuld erstatning.

Det følger af § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, at kendelse, hvorved erstatning gives eller nægtes, kan indbringes til efterprøvelse for vedkommende taksationskommission. Taksationskommissionen kan tillige efterprøve den i medfør af § 29 fastsatte godtgørelse. Bestemmelsen regulerer den nærmere procedure herfor.

Det følger af § 26 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, hvordan sager om ekspropriation og erstatning behandles ved domstolene.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 32, stk. 1, at tvister om adgang omfattet af § 6 af alle parter kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen, dog ikke tvister vedrørende betaling for adgangen, jf. stk. 2-5.

Den foreslåede bestemmelse er ny og erstatter dele af den eksisterende adgang for landzone- eller bygningsmyndigheden til at give påbud om at give adgang til master, bygninger og andre høje konstruktioner, som findes i mastelovens § 11, stk. 1. Udstedelsen af sådanne påbud vil også efter gældende ret i praksis alene ske, hvis der foreligger en tvist eller en manglende vilje til at give adgang til den høje konstruktion i medfør af mastelovens § 10. Det vil dog være nyt, at det er Digitaliseringsstyrelsen frem for den lokale landzone- eller bygningsmyndighed, der har en rolle i at løse tvisterne.

Den foreslåede bestemmelse bemyndiger Digitaliseringsstyrelsen til at behandle tvister omfattet af den foreslåede § 6. Dermed vil Digitaliseringsstyrelsen kunne behandle tvister om imødekommelsen af anmodninger om opsætning af antennesystemer på høje konstruktioner og etablering af tilhørende teknikskabe, hvis ejeren af den høje konstruktion, jf. den foreslåede § 6, eller en lejer eller anden indehaver af brugsrettigheder, jf. den foreslåede § 7, eksempelvis ikke ønsker at imødekomme anmodningen.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at tvister vil kunne indbringes af alle parter. Tvister vil således eksempelvis kunne indbringes, hvis adgang i medfør af den foreslåede § 6 nægtes, eller hvis en anmodning ikke er imødekommet senest 4 måneder efter datoen for modtagelse af en anmodning. Tvister vil også kunne indbringes af den, der modtager en anmodning, hvor vedkommende eksempelvis ikke mener, at vedkommende er forpligtet til at give adgang, mens den anmodende part fastholder, at der foreligger en pligt hertil. Digitaliseringsstyrelsen vil dog ikke kunne behandle tvister vedrørende allerede indgåede aftaler om adgang.

Dette vil i et vist omfang ensrette klageadgangen i sagerne med klageadgangen i sager efter de foreslåede § 31, stk. 1 og 2, hvor tilsvarende betingelser for indgivelse af klager vil gøre sig gældende som følge af disse bestemmelsers henvisninger til artikel 13, stk. 1, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur. I sager omfattet af den foreslåede § 32 vil der dog skulle gå 4 måneder frem for 1 måned som i sager efter de foreslåede § 31, stk. 1 og 2, hvilket skyldes, at pligtsubjekterne i den foreslåede § 6 kan være private ejere af ejendomme, der eksempelvis skal have tid til at behandle anmodninger efter den foreslåede § 6 på møder i frivilligt drevne ejer- og grundejerforeninger m.v., til hvilke der ikke kan være de samme forventninger som til de professionelle aktører, der vil være parter i tvister efter den foreslåede § 31.

Det følger implicit af adgangen til at kunne indbringe en tvist for Digitaliseringsstyrelsen, at Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelse vil kunne træffe afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, og vil kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen. Digitaliseringsstyrelsen vil således kunne tage stilling til, om den pågældende anmodning opfylder kravene for at være omfattet af den foreslåede § 6. Alle bestemmelser i den foreslåede § 6 og undtagelserne i den foreslåede § 2 samt i den foreslåede § 10 vil således finde tilsvarende anvendelse i sagerne.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen for det første kunne afgøre, hvorvidt adgangen skal gives, navnlig i tvister, hvor en anmodning efter den foreslåede § 6 er blevet nægtet af den, der ejer den pågældende høje konstruktion, eller af en lejer, der skal medvirke i medfør af den foreslåede § 7. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse kunne tage stilling til, hvorvidt nægtelsen er forenelig med den foreslåede § 6, stk. 3, hvor der fremgår gyldige grunde til at nægte adgangen. Digitaliseringsstyrelsen vil også kunne afgøre, om undtagelserne i den foreslåede § 10 finder anvendelse i sagen.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen desuden kunne afgøre, på hvilke vilkår og betingelser bortset fra betaling adgangen skal gives, hvis der er tvist herom. Med den foreslåede § 6, stk. 1, vil adgang efter bestemmelsen skulle gives på de betingelser og vilkår, der aftales mellem parterne. Digitaliseringsstyrelsen vil med udgangspunkt i begge parters ønsker til vilkår og betingelser kunne fastsætte vilkår og betingelser, der dels minimerer genevirkningerne ved opsætningen af de pågældende antennesystemer og dels sikrer mulighed for at opsætte et funktionsdygtigt antennesystem.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen også kunne træffe afgørelse i sager, hvor der ikke er blevet reageret på en anmodning om adgang efter den foreslåede § 6 efter 4 måneder fra modtagelsen af anmodningen, eller hvis forhandlingerne har trukket i langdrag. I disse sager vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis også kunne træffe afgørelse om, at parterne skal have indgået en aftale inden en nærmere angiven dato, og at Digitaliseringsstyrelsen ellers vil kunne behandle en fornyet klage, hvor Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fastsætte vilkår og betingelser.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser Digitaliseringsstyrelsens kompetence således, at styrelsen ikke vil kunne behandle tvister om betaling for adgang i henhold til den foreslåede § 6, jf. nærmere herom i den foreslåede § 32, stk. 2-5. Hensigten med at afgrænse Digitaliseringsstyrelsens kompetence således er, at de parter, der med den foreslåede § 6 pålægges at give adgang til deres høje konstruktioner, er private virksomheder og enkeltpersoner, hvis prisfastsættelse ikke bør reguleres ved lov ud over de almindelige rammer for prisfastsættelse, der eksempelvis findes i konkurrenceretten m.v.

Styrelsen vil dog kunne behandle tvister om, at der ikke foreligger en endelig aftale inden for 4 måneder fra modtagelsen af en anmodning, hvilket kan skyldes, at prisen udestår at blive aftalt. I så fald vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kunne træffe afgørelse om, at parterne skal enes om en pris inden en nærmere angivet frist, og at parterne ellers skal anvende den procedure, der følger af de foreslåede § 32, stk. 3-5.

I øvrigt vil artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur og de heri fastsatte procedureregler m.v. ikke finde anvendelse på sager efter den foreslåede § 32. Der vil som følge heraf bl.a. ikke være en forudbestemt frist for Digitaliseringsstyrelsens afgørelse af sagen.

Det foreslås i stk. 2, at er der i sager efter stk. 1 tvist om betalingen for adgangen til opsætning af antennesystemer, skal ejeren, der i henhold til § 6 indgår aftale, og eventuelle andre rettighedshavere som minimum have betaling svarende til fuld erstatning for ulemperne ved opsætningen af antennesystemet. Betalingsforpligtelsen påhviler den, der har fremsat en anmodning om adgang til opsætning af antennesystemer i medfør af § 6.

Bestemmelsen viderefører i det væsentlige mastelovens § 12, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at der i tilfælde af tvist om betalingen for adgang som minimum vil skulle ske en betaling svarende til det beløb, der i givet fald ville blive ydet som fuld erstatning for det pågældende indgreb i bestående ejendomsrettigheder, jf. grundlovens § 73. Med ejendomsrettighed ligestilles en lejers rettigheder og øvrige brugsrettigheder, jf. den foreslåede § 7. Erstatningen skal betales af den part, der har fremsat anmodning efter den foreslåede § 6.

Dette indebærer, at der som minimum vil skulle ske en betaling svarende til fuld erstatning for tab som følge af indgrebet i den bestående ejendomsrettighed, omfattende eksempelvis en eventuel permanent eller midlertidigt forringet formueværdi af den høje konstruktion som følge heraf, driftstab og gener forårsaget af indgreb i ejendommens øvrige anvendelse, alle etableringsomkostninger forbundet med adgangen m.v.

Det generelle sigte er imidlertid en betaling for adgangen, der rækker videre end dette beløb. Det følger således af den foreslåede § 6, stk. 1, 2. pkt., at adgang skal gives til den pris, der aftales mellem parterne. Der henvises til bemærkningerne til § 6, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor alene fastsætte det minimumsniveau, der i tilfælde af tvister skal udgøre den nedre grænse for betalingen. I tilfælde af tvist om betalingen vil den del af betalingen, der svarer til fuld erstatning, skulle ydes forud for den faktiske etablering af antennesystemerne og teknikskabene således, at retten hertil ikke fortabes ved efterfølgende betalingsstandsning, konkurs eller lignende.

Det foreslås i stk. 3, at i mangel af enighed om betaling afgøres spørgsmålet af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret.

Bestemmelsen viderefører i det væsentlige mastelovens § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at hvis parterne ikke er enige om betalingens størrelse, vil betalingsspørgsmålet skulle afgøres ved voldgift. Opmanden udpeges af præsidenten for den landsret, hvori lokaliteten er beliggende. Voldgiftsmændene og opmanden udpeges samtidigt.

Voldgiftsretten vil kunne tage stilling til den samlede betaling, herunder en årlig lejebetaling, jf. den foreslåede § 6, stk. 1, 2. pkt., og bemærkningerne hertil.

Voldgiftsretten fastsætter selv alle regler for sagens behandling for retten.

Digitaliseringsstyrelsen vil ikke have en rolle i denne voldgiftsprocedure. En afgørelse fra Digitaliseringsstyrelsen efter det foreslåede stk. 2 vil dog kunne fastslå, at voldgiftsproceduren skal benyttes.

Bestemmelsen vil indebære, at parterne skal søge at nå til enighed om en pris, og at en opmand i sidste ende kan afsige kendelse, hvorved det vil blive forhindret, at et pligtsubjekt i den foreslåede § 6 de facto kan undslå sig sin pligt til at give adgang ved eksempelvis at kræve en så urimeligt høj lejepris, at den, der ønsker adgang efter den foreslåede § 6, opgiver at få den adgang, som den foreslåede § 6 giver vedkommende ret til.

Det foreslås i stk. 4 , 1. pkt., at kendelsen, jf. stk. 3, af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen kan indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på fastsættelse af en fuld erstatning, jf. stk. 2.

Bestemmelsen viderefører i det væsentlige mastelovens § 12, stk. 3.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at parterne vil kunne indbringe kendelsen afsagt i medfør af stk. 3 for vedkommende taksationskommission, og at denne vil skulle fastsætte en fuld erstatning. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der i sager, der indbringes for taksationskommissionen, alene skal ydes den fulde erstatning, som taksationskommissionen fastsætter.

Bestemmelsen vil sikre, at der i tilfælde af uløselig uenighed om betalingsspørgsmålet, hvor heller ikke voldgiftskendelsen efter det foreslåede stk. 3 kan accepteres, er en mulighed for at løse denne uenighed. Bestemmelsen vil dermed forhindre, at et pligtsubjekt i den foreslåede § 6 de facto kan undslå sig sin pligt til at give adgang ved eksempelvis at kræve en så urimeligt høj lejepris, at den, der ønsker adgang efter den foreslåede § 6, opgiver at få den adgang, som den foreslåede § 6 giver vedkommende ret til.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at reglerne i § 26 i den nævnte lov finder tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen vil indebære, at taksationskommissionens afgørelse i henhold til det foreslåede 1. pkt. vil være omfattet af reglerne om domstolsprøvelse i erstatningssager, der fremgår af § 26 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Det vil, jf. den nævnte lovs § 26, stk. 1, 2. pkt., indebære, at sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt. Det vil, jf. den nævnte lovs § 26, stk. 2, også indebære, at taksationskommissionens afgørelser efter det foreslåede 1. pkt. vil være omfattet af reglen i den nævnte lovs § 26 om, at spørgsmål, der kan prøves af en taksationskommission, ikke kan indbringes for domstolene, forinden taksationskommissionens afgørelse foreligger.

Voldgiftsproceduren i det foreslåede stk. 3 vil dermed ikke afskære domstolsprøvelse, idet taksationskommissionens afgørelse vil kunne indbringes for domstolene som herover beskrevet.

Det foreslås i stk. 5, at ved taksationskommissionens afgørelse af erstatningsspørgsmålet, jf. stk. 4, kan taksationskommissionen træffe beslutning om, at den anmodende part skal stille et beløb som sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i det væsentlige mastelovens § 12, stk. 5.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at taksationskommissionen i hvert enkelt tilfælde skal kunne beslutte, hvorvidt der er behov for, at der stilles sikkerhed. Taksationskommissionen skal desuden i hvert enkelt tilfælde kunne afgøre, hvilket beløb, der skal stilles som sikkerhed. Dette vil sikre en sagkyndig afvejning af de involverede partsinteresser.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at den part, der skal betale erstatning, i tilfælde hvor erstatningsfastsættelsen afgøres ved voldgift, af taksationskommissionen vil kunne pålægges at stille et beløb til sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.

Det vil kunne tale for at fastsætte krav om sikkerhedsstillelse, hvis der eksempelvis er tale om en kompleks sag, hvor taksationskommissionen vurderer, at fastsættelsen af erstatning er behæftet med en vis usikkerhed således, at det er større sandsynlighed end i mindre komplekse sager for, at en domstol vil kunne finde frem til et højere erstatningsbeløb.

Idet § 26 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom finder anvendelse på taksationskommissionens kendelse, jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 4, 2. pkt., vil sikkerheden alene skulle stilles i højst 6 måneder, hvis sagen ikke indbringes for domstolene, eller, hvis sagen indbringes for domstolene inden for denne frist, frem til afslutningen af sagen ved domstolene.

Det fremgår af mastelovens § 23 a, at Digitaliseringsstyrelsen behandler sager om afvisning af eller afslag på en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar og sager, hvor en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar ikke er imødekommet inden for 2 måneder, jf. mastelovens § 14 a. Bestemmelsen regulerer desuden hvilke afgørelser, Digitaliseringsstyrelsen kan træffe, samt oplysningspligter.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 33, at den operatør, der har fremsat en anmodning om adgang i henhold til § 8, stk. 1, kan indbringe sager om afslag, jf. § 8, stk. 3, på en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar og sager om, at en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar ikke er imødekommet inden for 1 måned, jf. § 8, stk. 2, for Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 23 a, stk. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen kan behandle sager, hvis der opstår tvister, fordi en part ikke giver adgang til sin fysiske infrastruktur eller gadeinventar i medfør af den foreslåede § 8. Den foreslåede bestemmelse skal således sikre, at der findes et organ, som kan behandle tvister, der måtte opstå i forbindelse med udøvelsen af rettighederne i den foreslåede § 8.

I Digitaliseringsstyrelsens behandling af sager, der indbringes for styrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, kan det være nødvendigt, at styrelsen tager hensyn til forhold på andre ministerområder, herunder eksempelvis planlovgivning, lokalplaner, byggelovgivning m.v. Digitaliseringsstyrelsen vil i disse tilfælde indhente oplysninger hos og rådføre sig med de relevante myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at sager omfattet af den foreslåede § 33 vil kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen af den operatør, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, der har fremsat en anmodning om adgang i henhold til den foreslåede § 8, stk. 1.

Afgrænsningen af klageberettigede vil modsvare de rettighedssubjekter, der vil kunne fremsætte en anmodning om adgang i henhold til den foreslåede § 8, og de sagstyper, som vil kunne indbringes for styrelsen, idet kun operatøren kan have en interesse i at klage over, at adgang afslås eller ikke gives.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed ikke give pligtsubjekterne i den foreslåede § 8 en mulighed for at klage over en anmodning i medfør af den foreslåede § 8, men disse vil kunne afslå anmodningen i overensstemmelse med den foreslåede § 8, stk. 3, eller med henvisning til den foreslåede § 10. Kun, hvis en operatør er uenig i dette afslag, vil en klageadgang herefter være relevant.

Indholdet af afgørelserne i den foreslåede bestemmelse vil modsvare de sagstyper, som vil kunne indbringes for styrelsen.

Det følger implicit af adgangen til at kunne indbringe sager for Digitaliseringsstyrelsen, at Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelse vil kunne træffe afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, og vil kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt afslag, jf. den foreslåede § 8, stk. 3, på en anmodning om adgang er berettiget.

Digitaliseringsstyrelsen vil også kunne træffe afgørelse om, at en part omfattet af den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 1-3, skal give adgang til sin fysiske infrastruktur eller sit gadeinventar f.eks. med henblik på etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Dette vil både kunne være relevant, hvis styrelsen finder, at et afslag ikke var berettiget, og hvis der blot ikke er reageret på en anmodning inden for 1 måned, eller hvis der ikke er indgået en endelig aftale om adgang inden for 1 måned, jf. den foreslåede § 33.

Hvis relevant, vil styrelsen i forbindelse med afgørelser om, at adgang skal gives, kunne fastsætte de vilkår og betingelser, hvorpå adgangen skal gives. Det vil eksempelvis kunne være relevant ved tvister om, hvilke vilkår og betingelser der er rimelige, jf. den foreslåede § 8, stk. 3, nr. 3. Styrelsen vil i sagerne kunne tage stilling til afslagsgrundene i den foreslåede § 8, stk. 3.

For det første vil det kunne indebære, at styrelsen vil skulle afgøre, hvorvidt den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Dette vil kunne indebære radiotekniske vurderinger, som styrelsen kan være kompetent til at foretage, eller eksempelvis byggetekniske vurderinger, hvor der kan være behov for at indhente byggetekniske udtalelser som omhandlet i den foreslåede § 34, stk. 1 og 2.

For det andet vil det kunne indebære, at styrelsen vil skulle afgøre, hvorvidt den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet, hvis relevant. Det vil eksempelvis kunne indebære en vurdering af mulige alternative måder at forbinde adgangspunktet og transportnettet.

For det tredje vil det kunne indebære, at styrelsen vil skulle afgøre, hvorvidt anmodningen er rimelig. For en beskrivelse af, hvornår anmodningen kan være rimelig eller urimelig, henvises til omtalen af det foreslåede § 8, stk. 3, nr. 3, i bemærkningerne til det foreslåede § 8, stk. 3.

Det fremgår af mastelovens § 17, at bestrides det, at opsætning af antennesystemer konstruktionsteknisk er mulig, kan landzone- eller bygningsmyndigheden indhente en byggeteknisk udtalelse fra en byggesagkyndig inden afgørelse træffes efter mastelovens § 3 og § 11, som bemyndiger landzone- eller bygningsmyndigheden til at give en part påbud om at give adgang til fælles udnyttelse af en mast til radiokommunikationsformål eller til opsætning af antennesystemer på andre master, bygninger eller høje konstruktioner. Den, der bestrider, at opsætning af antennesystemer byggeteknisk er mulig, kan af landzone- eller bygningsmyndigheden pålægges at dække omkostningerne ved indhentelse af den byggetekniske udtalelse, såfremt udtalelsen fastslår, at opsætning af antennesystemer konstruktionsteknisk er mulig.

Det fremgår af mastelovens § 21, at landzone- eller bygningsmyndigheden kan pålægge en eller flere af parterne i en sag om fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse af påbud efter § 3 og § 11.

Det foreslås i § 34, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen i sager efter §§ 31-33, hvor der er tvist om byggetekniske forhold, jf. artikel 3, stk. 5, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, § 6, stk. 3, nr. 2, og § 8, stk. 3, nr. 1, kan indhente en byggeteknisk udtalelse fra en byggesagkyndig med henblik på at afgøre spørgsmålet, medmindre Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at det ikke vil være proportionalt af hensyn til den økonomiske situation for den, der risikerer at blive pålagt at dække omkostningerne herved i henhold til stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil, for så vidt angår sager om master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner, være en tilpasset indholdsmæssig videreførelse af den delmængde af mastelovens § 17, der vedrører master til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse er i forhold til mastelovens § 17 tilpasset som følge af de foreslåede § 31, stk. 1 og 2, hvorefter det ikke længere vil være landzone- eller bygningsmyndigheden, men Digitaliseringsstyrelsen, der vil skulle tage stilling til, om der kan gives påbud om at give adgang til en mast til radiokommunikationsformål eller en høj konstruktion, således at det også vil være Digitaliseringsstyrelsen frem for landzone- eller bygningsmyndigheden, der vil skulle forholde sig til eventuelle byggetekniske aspekter af en tvist, og som derfor vil skulle indhente udtalelsen.

Den foreslåede bestemmelse er endvidere tilpasset til det forhold, at hjemlen til at nægte adgang med henvisning til byggetekniske forhold, hvilket der kan opstå de i den foreslåede bestemmelse nævnte tvister om, fremover vil følge af artikel 3, stk. 5, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og de foreslåede § 6, stk. 3, nr. 2, og § 8, stk. 3, nr. 1.

Det er nyt, at proportionaliteten ved risikoen for at blive pålagt omkostningerne for udtalelsen skal vurderes.

Hvad angår sager om anden fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål er den foreslåede bestemmelse ny, i det omfang sagen er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, og i det omfang byggetekniske aspekter er relevante for adgang til infrastrukturen. Der eksisterer således ikke i gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 1 og 2, eller § 9 n, stk. 1, nr. 1, en tilsvarende bestemmelse. I praksis vil denne udvidelse kun sjældent være relevant, da de typer af fysisk infrastruktur, som bestemmelsen derved vil blive udvidet til, ofte vil være så simple, eksempelvis i tilfældet med føringsrør, at byggetekniske udtalelser ikke vil være relevante. I de tilfælde, hvor der i sager om sådan fysisk infrastruktur opstår tvister om byggetekniske forhold, som Digitaliseringsstyrelsen ikke besidder ekspertisen til at afgøre, vil bestemmelsen dog som noget nyt sikre, at Digitaliseringsstyrelsen er i stand til at afgøre sagerne.

Ved »byggetekniske forhold« i den foreslåede bestemmelse forstås udelukkende forhold, som er relevante for de typer adgang, der er mulighed for at anmode om efter artikel 3 i forordningen i gigabitinfrastruktur og efter de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9.

Den foreslåede bestemmelse vil således vedrøre sager efter både artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og efter de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9, hvis en ejer af fysisk infrastruktur m.v. omfattet af bestemmelsen eksempelvis nægter adgang til etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet med henvisning til, at artikel 3, stk. 5, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der også finder anvendelse i sager efter de foreslåede §§ 4 og 9, muliggør det at nægte adgang med henvisning til, at den fysiske infrastruktur ikke er teknisk egnet. Det samme vil gøre sig gældende, hvis en ejer af fysisk infrastruktur m.v. eksempelvis nægter adgang til opsætning af antennesystemer med henvisning til, at den foreslåede § 6, stk. 3, nr. 2, bestemmer, at den foreslåede § 6 ikke gælder, hvis opsætning af antennesystemer ikke er byggeteknisk mulig, eller nægter adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde med henvisning til, at adgang jf. den foreslåede § 8, stk. 3, nr. 1, kan afslås, hvis den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse vil i tvister, hvor der er uenighed om byggetekniske forhold, medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne beslutte, at styrelsen alene kan gå videre med behandlingen af en sag, hvis styrelsen indhenter en byggeteknisk udtalelse fra en relevant byggesagkyndig. Digitaliseringsstyrelsen vil skulle indkøbe udtalelsen hos en byggesagkyndig i overensstemmelse med gældende regler for offentlige indkøb og udbud.

Bestemmelsen vil sikre, at Digitaliseringsstyrelsen ikke vil være afskåret fra at afgøre sager, hvor styrelsen mangler de fornødne faglige kompetencer eller ressourcer til at vurdere, hvorvidt et afslag om adgang, som begrundes med byggetekniske forhold, er berettiget. Bestemmelsen vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne indhente ekspertbistand for eksempelvis at kunne vurdere forhold vedrørende den fysiske infrastrukturs bæreevne, øget vindpåvirkning som følge af opsætningen af en antenne, bygningstekniske sikkerhedsaspekter, forenelighed med brandregler m.v. Bestemmelsen vil ikke være relevant, hvis en part eksempelvis selv dokumenterer eller sandsynliggør tilstrækkeligt, at der er byggetekniske hindringer.

Bestemmelsen vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen ikke kan indhente udtalelsen, hvis Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at det ikke vil være proportionalt af hensyn til den økonomiske situation for den, der risikerer at blive pålagt at dække omkostningerne herved i henhold til det foreslåede stk. 2. Styrelsen vil således skulle iagttage proportionalitetsprincippet, inden bestemmelsen tages i brug, da den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil indebære, at en part vil kunne pålægges omkostningerne for udtalelsen, der alt efter partens økonomiske situation vil kunne være væsentlige for parten. Det vil gælde særligt i sager omfattet af de foreslåede §§ 4 og 6, hvorefter også enkeltpersoner og små virksomheder, der ikke er netoperatører, vil være forpligtet til at give adgang til master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner. Hvis en tvist alene vil kunne afgøres på baggrund af en byggeteknisk udtalelse, og Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at risikoen for at skulle afholde omkostningerne ved en byggeteknisk udtalelse vil være uforholdsmæssig for en sådan part, vil Digitaliseringsstyrelsen som følge af proportionalitetsprincippet kunne beslutte at henlægge sagen.

For at vurdere proportionaliteten vil styrelsen inden indkøb af den byggetekniske udtalelse i henhold til det foreslåede stk. 1 skulle partshøre den, der bestrider, at infrastrukturen er teknisk egnet med henvisning til byggetekniske forhold, over behovet for en byggeteknisk udtalelse, over risikoen for, at parten skal betale for denne, og anmode om partens bemærkninger til de potentielle økonomiske konsekvenser for parten heraf.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen pålægger den, der i en tvist omfattet af stk. 1 bestrider, at imødekommelse af en anmodning byggeteknisk er mulig, at dække omkostningerne ved indhentelse af den byggetekniske udtalelse nævnt i stk. 1, hvis udtalelsen fastslår, at imødekommelse af anmodningen er byggeteknisk mulig.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 17, stk. 2, dog tilpasset flytningen af kompetencen til at give påbud fra landzone- og bygningsmyndighederne til Digitaliseringsstyrelsen samt artikel 3, stk. 5, litra e, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Bestemmelsen er i forhold til mastelovens § 17 tilpasset som følge af de foreslåede § 31, stk. 1 og 2, hvorefter det ikke længere vil være landzone- eller bygningsmyndigheden, men Digitaliseringsstyrelsen, der vil skulle tage stilling til, om der kan gives påbud om at give adgang til en mast til radiokommunikationsformål, således at det også vil være Digitaliseringsstyrelsen frem for landzone- eller bygningsmyndigheden, der vil skulle forholde sig til eventuelle byggetekniske aspekter af en tvist, og som derfor vil skulle indhente udtalelsen.

Den foreslåede bestemmelse er endvidere tilpasset til det forhold, at hjemlen til at nægte adgang med henvisning til byggetekniske forhold, hvilket der kan opstå de i den foreslåede bestemmelse nævnte tvister om, fremover vil følge af artikel 3, stk. 5, litra a, i forordningen om gigabitinfrastruktur og de foreslåede § 6, stk. 3, nr. 2, og § 8, stk. 3, nr. 1.

Hvad angår sager om anden fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål er den foreslåede bestemmelse ny i det omfang, sagen er omfattet af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, og i det omfang, byggetekniske aspekter er relevante for adgang til infrastrukturen. I praksis vil denne udvidelse kun sjældent være relevant, da de typer af fysisk infrastruktur, som bestemmelsen derved vil blive udvidet til, ofte vil være så simple, eksempelvis i tilfældet med føringsrør, at byggetekniske udtalelser ikke vil være relevante. I de tilfælde, hvor der i sager om sådan fysisk infrastruktur opstår tvister om byggetekniske forhold, som Digitaliseringsstyrelsen ikke besidder ekspertisen til at afgøre, vil bestemmelsen dog som noget nyt sikre, at Digitaliseringsstyrelsen er i stand til at afgøre sagerne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne pålægge den, der bestrider, at det byggeteknisk er muligt at give adgang efter artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller de foreslåede §§ 4, 6, 8 eller 9, at dække omkostningerne ved indhentelse af den byggetekniske udtalelse, hvis udtalelsen fastslår, at det byggeteknisk er muligt at imødekomme en anmodning.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis den byggetekniske udtalelse viser, at der er byggetekniske hindringer, der kan begrunde et afslag i henhold til artikel 3, stk. 5, litra e, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil Digitaliseringsstyrelsen skulle betale for den byggetekniske udtalelse. Baggrunden for dette er, at det ikke vil være rimeligt at pålægge en part, der retmæssigt afviser adgang til infrastruktur, at betale et beløb som følge af, at den, der ønsker adgangen, har indbragt sagen for Digitaliseringsstyrelsen, mens det for den, der ønsker adgangen, ville udgøre en økonomisk risiko og barriere ved at benytte retten til adgang efter artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og i den foreslåede § 4, hvis den, der anmoder om adgang, skal betale for at få prøvet afvisningen af en anmodning hos Digitaliseringsstyrelsen.

Det foreslås i stk. 3, at i sager efter §§ 31-33, hvor der er tvist om, hvorvidt sikkerhedsforskrifter fastsat i medfør af anden lovgivning for adgang til den pågældende fysiske infrastruktur, mast til radiokommunikationsformål eller høje konstruktion gør adgang umulig, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, hører Digitaliseringsstyrelsen de myndigheder, der har ansvaret for de pågældende sikkerhedsforskrifter, inden styrelsen træffer afgørelse i sagen.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen i tilfælde af tvister om, hvorvidt sikkerhedsforskrifter, som Digitaliseringsstyrelsen ikke er ansvarlig for, gør det umuligt at give adgang, vil skulle høre de myndigheder, der er ansvarlige for forskrifterne, inden Digitaliseringsstyrelsen vil kunne træffe afgørelse i sagen.

Det skal dels ske for at sikre, at afslag med henvisning til sikkerheden er objektivt begrundede i sikkerhedshensyn, og dels for at sikre, at Digitaliseringsstyrelsen ikke risikerer at træffe afgørelser, der prisgiver væsentlige sikkerhedshensyn.

Digitaliseringsstyrelsen vil som udgangspunkt skulle rette sig efter den pågældende myndigheds vurdering af, hvorvidt adgang er umulig som følge af de pågældende sikkerhedsforskrifter. Digitaliseringsstyrelsen vil dog i alle sager omfattet af den foreslåede § 34, stk. 3, over for den eller de ansvarlige myndigheder kunne udfordre, hvorvidt den pågældende sikkerhedsforskrift gør det umuligt at give adgang, og afkræve myndighederne forslag til, hvordan adgang i stedet kan gives med forholdsregler, som tilgodeser sikkerhedsforskrifternes hensyn. Digitaliseringsstyrelsen vil også selv kunne foreslå sådanne løsninger med henblik på en vurdering af, om disse forslag er forenelige med sikkerhedsreglerne, hos den myndighed, der har ansvaret for reglerne. Digitaliseringsstyrelsen vil på den baggrund kunne træffe afgørelse om, at løsninger, som alene medfører yderligere udgifter, men som efter den ansvarlige myndigheds vurdering ikke indebærer, at sikkerhedsforskrifterne tilsidesættes, skal tages i brug.

Det foreslås i stk. 4, at Digitaliseringsstyrelsen kan i forbindelse med afgørelser truffet efter §§ 31-33 give den, som en afgørelse efter disse bestemmelser er rettet imod, påbud om inden for en fastsat frist at efterkomme Digitaliseringsstyrelsens afgørelse og pålægge den, som et påbud retter sig imod, tvangsbøder, hvis påbuddet ikke efterkommes inden for den fastsatte frist.

Den foreslåede bestemmelse er, for så vidt angår sager om master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner, en tilpasset indholdsmæssig videreførelse af mastelovens §§ 3 og 11 og § 21, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse er alene tilpasset i forhold til, at påbudskompetencen for landzone- og bygningsmyndigheder i mastelovens §§ 3 og 11, som mastelovens § 21, stk. 1, nr. 1, henviser til, med de foreslåede §§ 31-32 ændres til en klageadgang til Digitaliseringsstyrelsen, som derfor i stedet for landzone- og bygningsmyndighederne skal have hjemlen til at påbyde overholdelsen af sine afgørelser og hjemlen til at pålægge de omtalte tvangsbøder, således at påbud efter den foreslåede bestemmelse, der for sager om adgang til master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner svarer til landzone- eller bygningsmyndighedens påbud efter mastelovens §§ 3 og 11, vil kunne gennemtvinges på samme vis, som mastelovens § 21, stk. 1, nr. 1, giver mulighed for i dag. Hvad angår sager om anden fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner er bestemmelsen ny. Der eksisterer således ikke i gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 1 og 2, eller § 9 n, stk. 1, nr. 1, en tilsvarende mulighed for Digitaliseringsstyrelsen til at kunne give påbud og pålægge tvangsbøder. Med udvidelsen vil det fremover være muligt at gennemtvinge afgørelser, der ikke er omfattet af den gældende mulighed for at pålægge tvangsbøder i mastelovens §§ 3 og 11 og § 21, stk. 1, nr. 1, f.eks. vedrørende adgang til anden fysisk infrastruktur end master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner, og udvidelsen vil indebære, at dette kan gøres ved at anvende de samme procedurer på tværs af sagstyper.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil påbud kunne gives og tvangsbøder kunne pålægges over for pligtsubjekterne i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur, dvs. netoperatører og offentlige organer, i de foreslåede §§ 4 og 6, jf. § 7, og i de foreslåede §§ 8 og 9. Der henvises til disse bestemmelser med tilhørende bemærkninger for nærmere om pligtsubjekterne.

Med muligheden for at give påbud vil Digitaliseringsstyrelsen kunne påbyde en part at efterkomme en afgørelse inden en af styrelsen fastsat frist. Påbuddet vil kunne meddeles i den samme afgørelse i medfør af de foreslåede §§ 31-33 eller gives senere i en ny afgørelse, hvis en afgørelse uden påbud ikke efterkommes.

Særligt i sager vedrørende tvister omfattet af den foreslåede § 32 vil Digitaliseringsstyrelsen ikke kunne give påbud om at give adgang i medfør af den foreslåede § 6, medmindre der enten er enighed om betaling for adgangen, eller proceduren fastsat i de foreslåede § 32, stk. 2-5, er afsluttet endeligt således, at der er klarhed om betalingen. Digitaliseringsstyrelsen vil dog eksempelvis kunne give påbud om at anvende eller igangsætte den procedure, der fremgår af de foreslåede § 32, stk. 2-5.

Med muligheden for at pålægge tvangsbøder vil det sikres, at der kan skrides yderligere ind med henblik på at gennemtvinge efterkommelse af et påbud om overholdelse af afgørelser truffet efter de foreslåede §§ 31-33, hvis parten har undladt at efterkomme påbuddet inden for den fastsatte frist.

Det almindelige proportionalitetsprincip vil bl.a. medføre, at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden vil skulle tages hensyn til partens økonomiske formåen, så pressionen har effekt.

Tvangsbødernes størrelse vil skulle fastsættes således, at tvangsbøden vil virke adfærdsregulerende, og at en part dermed vil efterkomme påbuddet eller afgive de relevante oplysninger. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse vil skulle sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det vil virke adfærdsregulerende.

Digitaliseringsstyrelsen vil løbende kunne justere tvangsbødernes størrelse med henblik på at sikre efterkommelse af et påbud. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med 1 uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til efterkommelse.

Tvangsbøden vil i overensstemmelse med praksis på teleområdet i øvrigt, f.eks. teleloven, for tvangsbøder skulle være på mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle beregnes én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset antallet af forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af gravelovens § 9 m, at Digitaliseringsstyrelsen bl.a. behandler sager om afvisning af en anmodning om adgang til at kunne foretage anlægsopmålinger og sager om, at en anmodning om adgang til at kunne foretage anlægsopmålinger ikke er imødekommet inden for 2 uger efter datoen for modtagelsen af anmodningen i henhold til gravelovens § 9 h.

Gravelovens § 9 n bestemmer, hvilke afgørelser Digitaliseringsstyrelsen i sager efter gravelovens § 9 m kan træffe.

Det fremgår af artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur, at netoperatører og offentlige organer skal imødekomme rimelige anmodninger om undersøgelser på stedet af nærmere specificerede elementer af deres fysiske infrastruktur efter specifik skriftlig anmodning fra en operatør.

Det fremgår af forordningens artikel 13, at alle parter har ret til at indbringe en tvist, der måtte opstå, for det kompetente nationale tvistbilæggelsesorgan oprettet i henhold til artikel 14 i forbindelse med rettighederne og forpligtelserne i bl.a. artikel 4, herunder, hvis de oplysninger, der anmodes om, ikke er stillet til rådighed inden for de gældende frister. Tvistbilæggelsesorganet træffer bindende afgørelse for at bilægge tvisten senest 1 måned efter datoen for modtagelse af anmodningen om bilæggelse af tvisten.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 35, stk. 1, at tvister om adgang til undersøgelser på stedet, jf. artikel 4, stk. 5, og artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil være det kompetente tvistbilæggelsesorgan i sager vedrørende tvister om adgang til undersøgelser på stedet i henhold til artikel 4, stk. 5, og artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur. De sagstyper, som vil kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen i medfør af det foreslåede stk. 1, modsvarer de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af artikel 4, stk. 5, jf. artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Henvisningen til forordningens artikel 13, stk. 1, litra b, i den foreslåede bestemmelse vil indebære, at alle parter har ret til at indbringe en tvist, der måtte opstå, for Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle behandle tvister i overensstemmelse med reglerne for tvistbilæggelsens proceduremæssige aspekter i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur og med udgangspunkt i de indholdsmæssige regler om adgang til undersøgelser på stedet i forordningens artikel 4, stk. 5, herunder de proceduremæssige krav, der følger heraf.

De proceduremæssige aspekter i artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse vil kunne behandle tvister om, at en netoperatør eller et offentligt organ, der nægter at give en operatør adgang til at foretage undersøgelser på stedet af nærmere specificerede elementer af sin fysiske infrastruktur, eller at en netoperatør eller et offentligt organ ikke senest 1 måned efter datoen for modtagelsen af anmodningen har givet operatøren adgang til at foretage undersøgelser på stedet af nærmere specificerede elementer af sin fysiske infrastruktur på forholdsmæssige, ikkeforskelsbehandlende og gennemsigtige vilkår.

Digitaliseringsstyrelsen vil skulle tage hensyn til proportionalitetsprincippet, jf. forordningens artikel 13, stk. 2, og styrelsen vil skulle træffe en bindende afgørelse for at bilægge tvisten senest 1 måned efter datoen for modtagelsen af anmodningen om bilæggelse heraf, jf. artikel 13, stk. 2, litra b, i forordningen. Fristen vil kun kunne forlænges i behørigt begrundede særlige tilfælde. Artikel 13, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil herudover indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle offentliggøre sine afgørelser i medfør af den foreslåede bestemmelse under overholdelse af principperne om fortrolighed og beskyttelse af forretningshemmeligheder.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved afgørelse af tvister, der bliver indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse, bl.a. kunne vurdere, om de proceduremæssige krav til en anmodning om adgang til at foretage undersøgelser på stedet har været overholdt, jf. artikel 4, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, herunder om en anmodning er rimelig. En anmodning må eksempelvis anses for rimelig, såfremt anmodningen ikke går videre end det, som er nødvendigt for at opfylde den anmodende operatørs behov. Modsætningsvis vil en anmodning eksempelvis ikke være rimelig, hvis anmodningen indsendes, uden at operatøren har et reelt behov for at foretage undersøgelser på stedet, eller hvis en operatør indgiver unødigt mange separate anmodninger med korte mellemrum, således at behandlingen af anmodningerne er et unødigt stort indgreb i infrastrukturejerens almindelige virksomhed, hvis en enkelt anmodning åbenlyst kunne have omfattet al den fysiske infrastruktur, som der er behov for adgang til anlægsopmåling af. I så fald vil anmodningerne kunne afslås med opfordring om at genindsende dem som en samlet anmodning.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved afgørelse af tvister, der bliver indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse, desuden bl.a. kunne forholde sig til, hvorvidt en nægtelse af adgang med henvisning til artikel 4, stk. 1, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur har været berettiget, eller hvorvidt der er givet adgang til undersøgelser på stedet på forholdsmæssige, ikkeforskelsbehandlende og gennemsigtige vilkår senest 1 måned efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Indholdet i Digitaliseringsstyrelsens afgørelser vil modsvare de sagstyper, som kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, og de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af artikel 4, stk. 5, jf. artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Selv om Digitaliseringsstyrelsen ikke i medfør af artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur kan fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgang til at foretage undersøgelser på stedet i sine afgørelser i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede § 35, stk. 1, følger det dog implicit af adgangen til at kunne indbringe sager for Digitaliseringsstyrelsen, at Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelse vil kunne træffe afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, og vil kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen, herunder fastsætte et tidspunkt, hvor adgangen til at foretage undersøgelserne senest skal gives.

Fastsættelsen af disse vilkår og betingelser for adgang til at foretage undersøgelser på stedet vil skulle ske på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen.

Ved fastsættelsen af vilkår, herunder en eventuel pris, for adgang til at foretage undersøgelser på stedet kan det eksempelvis bestemmes, at den netoperatør eller det offentlige organ, hvis fysiske infrastruktur der anmodes om undersøgelser på stedet af, skal have mulighed for at få dækket sine omkostninger forbundet med at skulle give adgang hertil af den operatør, der anmoder om adgang.

Der vil f.eks. også kunne fastsættes vilkår om, at den operatør, der får adgang skal træffe passende foranstaltninger for at sikre overholdelse af fortrolighed samt drifts- og forretningshemmeligheder. Det vil i en tvist, der indbringes for styrelsen, være op til den adgangsgivende netoperatør eller offentlige organ at sandsynliggøre, at der er tale om drifts- og forretningshemmeligheder.

Det foreslås i stk. 2, at tvister om adgang til oplysninger omfattet af artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der vedrører oplysninger omfattet af § 12, stk. 4, kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen.

Artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur omfatter tvister vedrørende adgang til oplysninger om fysisk infrastruktur i henhold til artikel 4 i forordningen og oplysninger om planlagte anlægsarbejder i henhold til forordningens artikel 6. Med henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4, foretages en afgrænsning af Digitaliseringsstyrelsens kompetence til at behandle tvister om adgang til oplysninger i henhold til artikel 4 og artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur. Digitaliseringsstyrelsen vil kun kunne behandle tvister om adgang til de oplysninger, der er angivet i artikel 4, stk. 1, og som vedrører antenneanlæg eller master til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, og tvister om adgang til de oplysninger, der er angivet i artikel 6, stk. 1, der vedrører planlagte anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg eller master til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 12, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil være det kompetente tvistbilæggelsesorgan i sager vedrørende tvister om adgang til oplysninger omfattet af artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der vedrører oplysninger omfattet af den foreslåede § 12, stk. 4, jf. artikel 14, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. De sagstyper, som vil kunne indbringes for Digitaliseringsstyrelsen modsvarer de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af artikel 4 og artikel 6, jf. artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur med den afgrænsning, der følger af henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle behandle tvister i overensstemmelse med reglerne for tvistbilæggelsens proceduremæssige aspekter i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur og med udgangspunkt i de indholdsmæssige regler om adgang til oplysninger om fysisk infrastruktur i artikel 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og om adgang til oplysninger om planlagte anlægsarbejder i artikel 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur, herunder de proceduremæssige krav, der følger af disse bestemmelser, med den afgrænsning til antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, der følger af henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen.

Henvisningen til forordningens artikel 13, stk. 1, litra b, i den foreslåede bestemmelse vil indebære, at alle parter har ret til at indbringe en tvist, der måtte opstå, for Digitaliseringsstyrelsen.

De proceduremæssige aspekter i artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur sammenholdt med den afgrænsning til antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, der følger af henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4, vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse kan behandle tvister om, at en netoperatør eller et offentligt organ nægter at give en operatør adgang til oplysninger om et antenneanlæg eller en mast til radiokommunikationsformål i henhold til forordningens artikel 4 eller oplysninger om planlagte anlægsarbejder vedrørende et antenneanlæg eller en mast til radiokommunikationsformål i henhold til forordningens artikel 6. Digitaliseringsstyrelsen vil desuden kunne behandle tvister om, at en netoperatør eller et offentligt organ ikke har stillet oplysninger om et antenneanlæg eller en mast til radiokommunikationsformål i henhold til forordningens artikel 4 eller oplysninger om planlagte anlægsarbejder vedrørende et antenneanlæg eller en mast til radiokommunikationsformål i henhold til forordningens artikel 6 til rådighed i et elektronisk format via et centralt informationssted senest 10 arbejdsdage efter datoen for modtagelse af en anmodning om adgang til oplysninger på forholdsmæssige, ikkeforskelsbehandlende og gennemsigtige vilkår.

Digitaliseringsstyrelsen vil skulle tage hensyn til proportionalitetsprincippet, jf. forordningens artikel 13, stk. 2, og styrelsen vil skulle træffe en bindende afgørelse for at bilægge tvisten senest 1 måned efter datoen for modtagelsen af anmodningen om bilæggelse heraf, jf. artikel 13, stk. 2, litra b. Fristen vil kun kunne forlænges i behørigt begrundede særlige tilfælde. Artikel 13, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil herudover indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle offentliggøre sine afgørelser i medfør af den foreslåede bestemmelse under overholdelse af principperne om fortrolighed og beskyttelse af forretningshemmeligheder.

Med de indholdsmæssige regler og proceduremæssige krav i artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur sammenholdt med den afgrænsning til master til radiokommunikationsformål, der følger af henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4, forpligtes netoperatører, jf. artikel 2, nr. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og offentlige organer, jf. artikel 2, nr. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, til at stille de i artikel 4, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur angivne oplysninger om deres antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, til rådighed for en operatør, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 29, i elektronisk format via et centralt informationssted efter anmodning fra den pågældende operatør. Operatører, der anmoder om adgang til oplysninger i henhold til forordningens artikel 4, vil i anmodningen skulle angive det geografiske område, hvor vedkommende har til hensigt at etablere elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter, jf. forordningens artikel 4, stk. 1, 3. afsnit. Oplysningerne vil skulle være tilgængelige på forholdsmæssige, ikkeforskelsbehandlende og gennemsigtige vilkår senest 10 arbejdsdage efter datoen for indgivelse af anmodningen om adgang til oplysninger, jf. forordningens artikel 4, stk. 1, 2. afsnit. Adgangen til oplysningerne vil dog kunne begrænses eller nægtes i medfør af de grunde, der fremgår af artikel 4, stk. 1, 4. afsnit.

Med de indholdsmæssige regler og proceduremæssige krav i artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur sammenholdt med den afgrænsning til antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, der følger af henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4, forpligtes netoperatører og offentlige organer til at stille de i artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur angivne oplysninger om planlagte anlægsarbejder vedrørende deres antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed for en operatør i elektronisk format via et centralt informationssted efter anmodning fra den pågældende operatør. Adgang til oplysningerne vil skulle gives på baggrund af en begrundet anmodning fra en operatør, hvori det angives, i hvilket område den anmodende operatør planlægger at etablere elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, 3. afsnit. Senest 10 arbejdsdage efter datoen for modtagelse af anmodningen om adgang til oplysninger vil de ønskede oplysninger skulle stilles til rådighed på forholdsmæssige, ikkeforskelsbehandlende og gennemsigtige vilkår, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, 3. afsnit. Adgangen til oplysningerne vil dog kunne begrænses eller nægtes i medfør af de grunde, der fremgår af artikel 6, stk. 1, 3. afsnit.

Indholdet i Digitaliseringsstyrelsens afgørelser vil modsvare de sagstyper, som kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, og de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af artikel 4 og artikel 6, jf. artikel 13, stk. 1, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur sammenholdt med afgrænsningen til antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, der følger af henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 4.

Selv om Digitaliseringsstyrelsen ikke i medfør af artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur kan fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgang til at foretage undersøgelser på stedet i sine afgørelser i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede § 35, stk. 2, følger det dog implicit af adgangen til at kunne indbringe sager for Digitaliseringsstyrelsen, at Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelse vil kunne træffe afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, og vil kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen, herunder fastsætte et tidspunkt, hvor adgangen til at foretage undersøgelserne senest skal gives.

Fastsættelsen af disse vilkår og betingelser for adgang til oplysninger vil skulle ske på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen.

Der vil f.eks. kunne fastsættes vilkår om, at den operatør, der får adgang til oplysninger, skal træffe passende foranstaltninger for at sikre overholdelse af fortrolighed samt drifts- og forretningshemmeligheder. Det vil i en tvist, der indbringes for styrelsen, være op til den adgangsgivende netoperatør eller offentlige organ at sandsynliggøre, at der er tale om drifts- og forretningshemmeligheder.

Det fremgår af telelovens § 60 a, stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med, at offentlige myndigheders aftaler er indgået på markedsvilkår, og at offentlige myndigheder overholder regler, som ministeren for digitalisering er bemyndiget til at fastsætte. Digitaliseringsstyrelsen kan af en part i en tilsynssag opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet.

Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om tilsynet. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1084 af 4. september 2025 om tilsyn med offentlige myndigheders aftaler om udlejning af arealer m.v.

Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler m.v. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1085 af 4. september 2025 om metode for fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af jordarealer med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet (mastelejebekendtgørelsen).

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1 og 3.13.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 36, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i § 15, stk. 2 og 3, og af regler fastsat i medfør af § 15, stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen kan som led i tilsynet træffe afgørelser, herunder fastsætte vilkår om pris m.v.

Henvisningen til den foreslåede § 15, stk. 2, vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen som noget nyt vil skulle føre tilsyn med to nye forhold. Det vil for det første vedrøre et tilsyn med, at der ikke i aftaler, som offentlige myndigheder indgår med operatører om udlejning af jordarealer med henblik på etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, er vilkår, der hindrer adgang til den infrastruktur, der er etableret på det udlejede areal, i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til de foreslåede §§ 4 og 6. Det vil for det andet vedrøre et tilsyn med, at der ikke i sådanne aftaler er vilkår, der hindrer, at der i forbindelse med denne adgang etableres nødvendige yderligere elementer på det udlejede areal, der er omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, 19 og 21.

Derudover vil henvisningen til den foreslåede § 15, stk. 3, indebære, at Digitaliseringsstyrelsen som noget nyt vil skulle føre tilsyn med, at offentlige myndigheder ikke kræver lejebetaling eller gebyrer af parter, der i henhold til artikel 3, stk. 1, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller i henhold til de foreslåede §§ 4 og 6 får adgang til fysisk infrastruktur, tilhørende faciliteter og høje konstruktioner, som er etableret på myndighedens jordarealer på baggrund af en aftale efter den foreslåede § 15, stk. 1, eller som etablerer de elementer på det udlejede areal, der er nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen vil også skulle føre tilsyn med, at offentlige myndigheder ikke kræver lejebetaling eller gebyrer af ejeren af den på arealet placerede fysiske infrastruktur for, at ejeren af denne infrastruktur giver adgang til sin infrastruktur i henhold til vedkommendes lovmæssige forpligtelser hertil.

Med henvisningen til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4, vil Digitaliseringsstyrelsen herudover skulle føre tilsyn med, at offentlige myndigheder overholder regler om metoder til fastsættelse af vilkår, herunder pris, i forbindelse med offentlige myndigheders aftaler i henhold til den foreslåede § 15, stk. 1, og regler, der er nødvendige for implementeringen og anvendelsen af metoderne, som ministeren for digitalisering er bemyndiget til at fastsætte. Dette er udtryk for en uændret indholdsmæssig videreførelse af gældende ret i telelovens § 60 a, stk. 2, 1. pkt., 2. led., hvor der henvises til telelovens § 60 a, stk. 6. Mastelejebekendtgørelsen, som er en udmøntning af telelovens § 60 a, stk. 6, forventes ophævet og genudstedt med hjemmel i den foreslåede § 15, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden bemyndige Digitaliseringsstyrelsen til som led i sit tilsyn at kunne træffe afgørelser, herunder fastsætte vilkår om pris m.v.

Digitaliseringsstyrelens tilsyn vil omfatte både aftaler, der er indgået, og aftaler, der er ved at blive indgået.

Digitaliseringsstyrelsen vil, enten på baggrund af en klage fra en operatør eller på eget initiativ, kunne træffe afgørelse om, at der foreligger manglende overholdelse af de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller regler, som ministeren for digitalisering har fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4.

Digitaliseringsstyrelsen vil selv kunne beslutte, om der er tilstrækkelig anledning til at indlede en tilsynssag mod en offentlig myndighed. Digitaliseringsstyrelsens overvejelser om at rejse en tilsynssag er underlagt de bindinger, der følger af almindelige forvaltningsretlige regler og grundprincipper, herunder kravet om saglig forvaltning, ligebehandlingsprincippet, proportionalitetsprincippet, officialprincippet, forbud mod skøn under regel m.v.

Digitaliseringsstyrelsen vil som led i sin behandling af en sag skulle foretage en konkret vurdering af, om en offentlig myndighed overholder de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller om en offentlig myndighed overholder regler, som ministeren for digitalisering har fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4. Vurderingen vil skulle foretages under hensyntagen til de specifikke hensyn, forhold og omstændigheder, der gør sig gældende i den konkrete situation.

Den kreds af subjekter, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne rette en afgørelse mod og fastsætte vilkår om pris m.v. for, modsvarer den kreds af subjekter, som styrelsens tilsyn er rettet mod.

Indholdet og omfanget af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser og fastsatte vilkår vil afhænge af den konkrete sag. Digitaliseringsstyrelsens afgørelser vil kunne være af indgribende karakter. Digitaliseringsstyrelsen vil f.eks. kunne træffe afgørelser, der ændrer retsforholdet mellem parterne, hvis styrelsen eksempelvis vurderer, at en aftale mellem en offentlig myndighed og en operatør er i strid med de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller at en offentlig myndighed ikke overholder regler, som ministeren for digitalisering har fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen vil f.eks. også kunne træffe afgørelse om, at en offentlig myndighed skal trække et tilbud til en aftale tilbage og erstatte det med et nyt tilbud, der indeholder vilkår i overensstemmelse med de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller overholder regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen vil i forbindelse med en konkret sag kunne justere eller erstatte de i en aftale mellem en offentlig myndighed og en operatør fastsatte vilkår med andre vilkår samt fastsætte øvrige vilkår med henblik på at sikre, at en offentlig myndighed overholder de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4.

Vilkårene, herunder prisen, vil i øvrigt være underlagt de almindelige krav om saglighed, ikkediskrimination og konkurrencefordrejning m.v., der gælder for offentlige myndigheder. Vilkårene vil f.eks. kunne vedrøre fastsættelse af en pris, adgang til arealer, løbende vedligeholdelse, uopsigelighed eller opsigelse af lejemålet m.v.

Digitaliseringsstyrelsens fastsættelse af vilkår i forbindelse med sine afgørelser i tilsynssager i henhold til den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil skulle ske inden for rammerne af den Europæiske Unions statsstøtteregler samt af konkurrencereglerne.

Hvis Digitaliseringsstyrelsen i en konkret tilsynssag træffer afgørelse og fastsætter vilkår om pris m.v., der afviger fra de vilkår og den pris, der er aftalt mellem en operatør og en offentlig myndighed, og som kan have været gældende i aftaleforholdet i en given periode, vil spørgsmålet om, hvorvidt aftalen i sig selv har været eller er i strid med EU’s statsstøtteregler eller konkurrencelovgivningen, kunne opstå. Der kan være tale om særligt favorable vilkår, som ikke kendes fra det private marked, eller tilsvarende urimelige vilkår i strid med konkurrencelovgivningens forbud mod misbrug af dominerende stilling, hvis den offentlige myndighed kan siges at have en dominerende stilling og misbruger denne til at fastsætte urimelige vilkår. Digitaliseringsstyrelsen vil ikke i sin afgørelse skulle tage stilling til spørgsmålet om eventuel overtrædelse af EU’s statsstøtteregler eller konkurrencelovgivningen og de konsekvenser, det kan have for den pågældende operatør eller den pågældende offentlige myndighed. Hvis Digitaliseringsstyrelsens afgørelse i en tilsynssag giver anledning til en undersøgelse af, hvorvidt der er eller har været tale om en overtrædelse af EU’s statsstøtteregler eller konkurrencelovgivningen, vil forholdet skulle indbringes for den relevante myndighed, herunder eksempelvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, af den pågældende operatør eller offentlige myndighed.

Hvis den foreslåede § 36, stk. 3, er udmøntet, vil Digitaliseringsstyrelsens tilsyn i medfør af det foreslåede stk. 1 skulle ske i overensstemmelse hermed. Det vil dog ikke afskære styrelsen fra at udføre tilsynet, såfremt det foreslåede stk. 3 ikke er udmøntet.

Til forskel fra Digitaliseringsstyrelsens tilsyn i telelovens § 60 a, stk. 2, vil Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede § 15, stk. 1, som noget nyt ikke længere kunne føre tilsyn med, at offentlige myndigheders lejeaftale er på markedsvilkår. Denne ændring af retstilstanden hænger sammen med, at det ikke længere fremgår af ordlyden i den foreslåede § 15, stk. 1, at udlejning i medfør af bestemmelsen skal foregå på markedsvilkår. På den baggrund vil Digitaliseringsstyrelsens tilsyn ikke omfatte tilsyn med, om aftaler mellem offentlige myndigheder og operatører om udlejning af jordarealer med henblik på etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter er indgået på markedsvilkår.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med, at mastelejebekendtgørelsen forventes at blive ophævet og genudstedt, så det ikke længere vil være relevant for myndighederne eksempelvis selv at undersøge vilkårene på det private marked for at fastsætte priserne. Et tilsyn med overholdelse af den konkrete bekendtgørelse vil for så vidt angår prisspørgsmålet herefter være tilstrækkeligt, og der vil ikke længere være behov for et bredere tilsyn med, om aftalerne er indgået på markedsvilkår.

Digitaliseringsstyrelsens tilsyn vil vedrøre overholdelsen af reglerne i den foreslåede § 15, stk. 2 og 3, og af regler fastsat af ministeren for digitalisering i medfør af det foreslåede § 15, stk. 4, i de tilfælde, hvor en offentlig myndighed vælger at foretage den i det foreslåede § 15, stk. 1, omhandlede udlejning. Digitaliseringsstyrelsens afgørelser som led i tilsynet vil kunne fastsætte, på hvilke vilkår m.v. udlejning i givet fald skal ske, men vil ikke kunne forpligte en offentlig myndighed til at foretage udlejning, da myndigheden ikke med den foreslåede § 15 forpligtes til at udleje de i bestemmelsen omhandlede jordarealer.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen af en part i en tilsynssag i medfør af stk. 1 kan opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en uændret indholdsmæssig videreførelse af telelovens § 60 a, stk. 3.

Med »ekstraordinære omkostninger« i den foreslåede bestemmelse forstås omkostninger, som ligger ud over det tids- og ressourceforbrug og de processkridt, der normalt er forbundet med sagsoplysning, sagsbehandling, partshøring, indhentning af oplysninger og materiale, udfærdigelse af afgørelser m.v. i Digitaliseringsstyrelsens tilsynssager. Tidsforbrug hos Digitaliseringsstyrelsens medarbejdere til intern sagsbehandling eller kontakt til andre statslige myndigheder vil eksempelvis være normalt og vil ikke kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

De ekstraordinære omkostninger, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne kræve dækket af en part i en tilsynssag, vil f.eks. kunne være omkostninger i forbindelse med, at styrelsen i konkrete sager vurderer, at det er nødvendigt at indhente ekstern ekspertbistand i forbindelse med afgørelser om fastsættelse af vilkår, herunder vilkår om pris og øvrige vilkår, i et konkret aftaleforhold mellem en offentlig myndighed og en operatør om udlejning af et jordareal. Det vil f.eks. kunne være bistand til at foretage en konkret vurdering af, hvilken pris og øvrige vilkår, der vil skulle fastsættes i en aftale.

Digitaliseringsstyrelsen vil i forbindelse med sit tilsyn i henhold til den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kunne opkræve et beløb af den offentlige myndighed, som Digitaliseringsstyrelsens afgørelse er rettet mod, eller af den operatør, som indgiver en klage til Digitaliseringsstyrelsen.

Det forudsættes, at Digitaliseringsstyrelsen alene anvender den foreslåede bestemmelse i tilsynssager, der rejses på baggrund af en klage. Hvis Digitaliseringsstyrelsen på grundlag af en klage fra en operatør indleder en tilsynssag mod en offentlig myndighed, vil Digitaliseringsstyrelsen kunne opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger hos den operatør, som har indgivet klagen, og som ikke får medhold i sin klage, eller hos den offentlige myndighed, som Digitaliseringsstyrelsens afgørelse er rettet mod, hvis den operatør, som har indgivet klagen, får medhold i sin klage.

Det beløb, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne opkræve, vil alene, men fuldt ud, skulle modsvare de faktiske ekstraordinære omkostninger, som styrelsen har afholdt. Der vil være tale om et rent omkostningsdækkende beløb, som udelukkende skal kunne dække styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med en tilsynssag. Digitaliseringsstyrelsen vil i alle tilfælde søge at sikre, at eventuelle ekstraordinære omkostninger minimeres mest muligt og ikke overstiger det nødvendige for, at styrelsen kan udøve et sagligt korrekt tilsyn.

Det er med den foreslåede bestemmelse ikke hensigten, at Digitaliseringsstyrelsen skal have en økonomisk indtjening, eller at Digitaliseringsstyrelsens tilsynsvirksomhed generelt skal være gebyrbelagt. Digitaliseringsstyrelsens mulighed for at opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger vil kun gælde i konkrete tilsynssager. Det er forventningen, at det udelukkende er undtagelsesvist og i ekstraordinære tilfælde, hvor styrelsen ikke har de fulde kompetencer til at træffe en faglig og saglig afgørelse, at styrelsen kan være nødsaget til at afholde ekstraordinære omkostninger i forbindelse med en tilsynssag, som vil kunne opkræves hos en part i tilsynssagen.

Det forudsættes, at Digitaliseringsstyrelsen i en konkret tilsynssag underretter parterne, dvs. den pågældende offentlige myndighed og den pågældende operatør, forud for styrelsens indhentning af ekstern ekspertbistand.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at der vil være en lang række aktiviteter forbundet med Digitaliseringsstyrelsens udøvelse og administration af tilsynet, som Digitaliseringsstyrelsen ikke vil kunne kræve dækket af en part i en tilsynssag. Det vil f.eks. gælde Digitaliseringsstyrelsens interne tids- og ressourceforbrug og sædvanlige processkridt til sagsbehandling i forbindelse med en tilsynssag. Omfattet heraf vil f.eks. være tids- og ressourceforbrug i forbindelse med partshøringer af sagens parter, indhentning af oplysninger og materiale fra sagens parter, udfærdigelse af afgørelser og meddelelse af afgørelser til sagens parter, vejledning, dialog og kommunikation mellem Digitaliseringsstyrelsen og sagens parter m.v.

Det beløb, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne opkræve hos en part i en tilsynssag til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynssagen, vil skulle afregnes separat ud fra de til den enkelte tilsynssags påløbne ekstraordinære omkostninger.

Beløbet vil skulle indbetales til Digitaliseringsstyrelsen efter styrelsens nærmere anvisninger. Hvis en part i en tilsynssag ikke indbetaler det af Digitaliseringsstyrelsen opkrævede beløb, vil styrelsen overdrage sagen til Gældsstyrelsen med henblik på inddrivelse.

Det foreslås i stk. 3, at ministeren for digitalisering kan fastsætte nærmere regler om Digitaliseringsstyrelsens tilsyn, jf. stk. 1, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser styrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet, om opkrævning af beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger, jf. stk. 2, m.v.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af telelovens § 60 a, stk. 5, idet bemyndigelsen dog gives til ministeren for digitalisering fremfor Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil bemyndige ministeren for digitalisering til at fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens tilsyn i henhold til den foreslåede § 36, stk. 1.

De angivne eksempler i bestemmelsen på, hvad ministeren vil kunne fastsætte regler om i medfør af den foreslåede bestemmelse, er ikke udtømmende.

Ministeren vil f.eks. kunne fastsætte regler om, hvordan styrelsen gennemfører sit tilsyn. Ministeren vil eksempelvis også kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke afgørelser styrelsen kan træffe og hvilke reaktionsmuligheder, der kan blive tillagt Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med styrelsens tilsyn på baggrund af en klage om manglende overholdelse af reglerne i de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller manglende overholdelse af regler, som ministeren for digitalisering har fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4, og i sager herom, som styrelsen rejser af egen drift.

Ministeren vil f.eks. kunne fastsætte, at styrelsen kan give påbud til en offentlig myndighed om, at den pågældende offentlige myndighed skal overholde reglerne i de foreslåede § 15, stk. 2 og 3, eller regler, som ministeren for digitalisering har fastsat i medfør af den foreslåede § 15, stk. 4.

Ministeren vil f.eks. også kunne fastsætte, hvilke frister der skal gælde for styrelsens behandling af en klage indgivet til styrelsen eller for styrelsens behandling af sager, som styrelsen af egen drift rejser som led i sit tilsyn.

Ministeren vil f.eks. også kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke ekstraordinære omkostninger styrelsen i henhold til det foreslåede stk. 2 vil kunne kræve betalt af en part i en tilsynssag og regler om, hvordan et beløb vil blive opkrævet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at styrelsens afgørelser kan fastsætte vilkår om pris m.v., hvorfor det ikke vil være nødvendigt for ministeren at fastsætte regler om en sådan kompetence. Ministeren vil dog kunne fastsætte nærmere regler om denne type afgørelser.

Regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være omfattet af den foreslåede § 44, stk. 2, der indebærer, at ministeren for digitalisering ikke kan dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

Det fremgår af gravelovens § 9 m, at Digitaliseringsstyrelsen bl.a. behandler sager om afvisning af en anmodning om etablering af et offentligt højhastighedsnet til elektronisk kommunikation frem til en bygnings adgangspunkt, og sager om, at adgang til etablering af et offentligt højhastighedsnet til elektronisk kommunikation frem til en bygnings adgangspunkt ikke er givet inden for 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen, i henhold til gravelovens § 9 j.

Det fremgår af gravelovens § 9 n, at Digitaliseringsstyrelsen i sager efter gravelovens § 9 m, kan træffe forskellige afgørelser.

Retten for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet til at udrulle deres net for egen regning frem til et adgangspunkt i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur er ikke underlagt tvistbilæggelse eller tilsyn i medfør af forordningen om gigabitinfrastruktur.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 37, at den udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der har fremsat en anmodning i henhold til § 17, stk. 1, kan indbringe sager om afvisning af anmodninger efter § 17, stk. 2, eller om, at anmodninger efter § 17, stk. 1, ikke er imødekommet inden for 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen, for Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse udpeger Digitaliseringsstyrelsen som tvistbilæggelsesorgan i relation til sager om afvisning af anmodninger efter den foreslåede § 17, stk. 2, eller om, at anmodninger efter den foreslåede § 17, stk. 1, ikke er imødekommet inden for 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser de typer af sager, som Digitaliseringsstyrelsen vil have kompetence til at behandle og træffe afgørelse i.

Digitaliseringsstyrelsen vil således kunne behandle sager, hvor en ejer af privat ejendom i henhold til den foreslåede § 17, stk. 2, har afvist en anmodning fra en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet om enten adgang til at etablere sit net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 1, eller adgang til at etablere sit net frem til en mast til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 2.

Digitaliseringsstyrelsen vil endvidere kunne behandle sager, hvor en ejer af privat ejendom ikke har imødekommet en anmodning fra en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet om enten adgang til at etablere sit net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 1, eller adgang til at etablere sit net frem til en mast til radiokommunikationsformål, jf. den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 2, inden for 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Den del af den foreslåede bestemmelse, der omhandler sager om etablering af net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, er udtryk for en i det væsentlige uændret videreførelse af Digitaliseringsstyrelsens tvistbilæggelseskompetence i medfør af gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 7 og 9.

Den del af den foreslåede bestemmelse, der omhandler sager om etablering af net frem til en mast til radiokommunikationsformål er ny.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser de retssubjekter, der kan indbringe sager for Digitaliseringsstyrelsen, til udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der har fremsat en anmodning i henhold til den foreslåede § 17, stk. 1, og som dermed er tillagt en ret i den konkrete situation.

Den del af den foreslåede bestemmelse, der afgrænser rettighedssubjekterne, er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 9 m, stk. 2, idet rettighedssubjektet er afgrænset således, at det afspejler rettighedssubjektet i den foreslåede § 17, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det ikke vil være muligt for en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der ikke har nogen direkte tilknytning til den konkrete anmodning, at indgive en klage vedrørende en anden udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnets anmodning. En afledt interesse i forhold til en fremsat anmodning vil således ikke kunne give en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet mulighed for at indbringe en sag.

En udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet vil typisk skulle forstås som den, der med et kommercielt formål stiller et offentligt elektronisk kommunikationsnet til rådighed for offentligheden. Elektronisk kommunikationsnet skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i teledirektivets artikel 2, nr. 1. Offentligt elektronisk kommunikationsnet skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i teledirektivets artikel 2, nr. 8.

Det følger implicit af adgangen til at kunne indbringe sager for Digitaliseringsstyrelsen, at Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede bestemmelse vil kunne træffe afgørelse i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen, og vil kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen. Den foreslåede bestemmelse indebærer derfor, at Digitaliseringsstyrelsen i de sager, der kan indbringes for styrelsen, vil kunne træffe afgørelse om, at ejeren af en privat ejendom skal give den anmodende udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet adgang til etablering af sit net i medfør af den foreslåede § 17, stk. 1, og kan fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen, herunder en eventuel pris. Dette er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 9 n, nr. 5, for så vidt angår den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 1, der omhandler adgang til at etablere et net frem til et adgangspunkt i eller uden for en bygning i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Dette er nyt, for så vidt angår den foreslåede § 17, stk. 1, nr. 2, der omhandler adgang til at etablere et net frem til en mast til radiokommunikationsformål.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen i sager om afvisning af anmodninger efter den foreslåede § 17, stk. 2, eller om, at anmodninger efter den foreslåede § 17, stk. 1, ikke er imødekommet inden for 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen, vil kunne træffe afgørelse om, at ejeren af en privat ejendom skal give den udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der har anmodet ejeren af den private ejendom herom, adgang til at etablere sit net. Digitaliseringsstyrelsen vil i forlængelse heraf kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgangen, herunder en eventuel pris og et tidspunkt, hvor adgangen senest skal gives.

Indholdet af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser vil modsvare de sagstyper, som kan indbringes for styrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse.

Digitaliseringsstyrelsen vil i tilknytning til sagsbehandlingen skulle vurdere, om den pågældende anmodning om adgang i den indbragte sag er rimelig, jf. den foreslåede § 17, stk. 2. Hvis anmodningen ikke vurderes at være rimelig, vil Digitaliseringsstyrelsen skulle træffe afgørelse om at opretholde en afvisning efter den foreslåede § 17, stk. 2, eller at ejeren af den private ejendom retmæssigt kan undlade at imødekomme en anmodning i henhold til den foreslåede § 17, stk. 1.

I tilfælde af, at Digitaliseringsstyrelsen i en sag, der indbringes for styrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse, træffer afgørelse om, at ejeren af en privat ejendom skal give den anmodende udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet adgang til etablering af sit net og fastsætter vilkår og betingelser for denne adgang, vil Digitaliseringsstyrelsen i sin fastsættelse af sådanne vilkår og betingelser være underlagt de samme hensyn om rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, der er beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede § 17, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 17, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse vil Digitaliseringsstyrelsen kunne fortsætte og udvikle den praksis, som styrelsen har opbygget i forbindelse med, at Digitaliseringsstyrelsen har behandlet og truffet afgørelse i to sager i henhold til gravelovens § 9 j, stk. 2, jf. § 9 n, nr. 5, jf. 9 m, stk. 1, nr. 7 og 9.

Det fremgår af gravelovens § 9 m, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen bl.a. behandler sager om afvisning af en anmodning om adgang til et adgangspunkt eller til eksisterende bygningsintern fysisk infrastruktur, at en anmodning om adgang til et adgangspunkt eller til eksisterende bygningsintern fysisk infrastruktur ikke er imødekommet inden for 2 måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Efter gravelovens § 9 n kan Digitaliseringsstyrelsen i sager efter § 9 m, stk. 1, træffe forskellige afgørelser.

Det fremgår af artikel 13, stk. 1, litra d, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at alle parter har ret til at indbringe en tvist, der måtte opstå, for det kompetente nationale tvistbilæggelsesorgan oprettet i henhold til forordningens artikel 14, hvis der ikke er indgået en aftale om adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur som omhandlet i forordningens artikel 11, stk. 2 eller 3, senest én måned efter datoen for modtagelse af den formelle anmodning om adgang.

Det fremgår af artikel 14, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at medlemsstaterne opretter eller udpeger et eller flere kompetente organer til at udføre de opgaver, der pålægges det nationale tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 38, at tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra d, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 8, 10 og 11, og § 9 n, nr. 4 og 6.

Den foreslåede bestemmelse udpeger Digitaliseringsstyrelsen som kompetent tvistbilæggelsesorgan i sager vedrørende tvister om adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur i henhold til artikel 11, stk. 2 og 3, og artikel 13, stk. 1, litra d, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. artikel 14, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. De sagstyper, som kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, modsvarer de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af artikel 11, stk. 2 og 3, jf. artikel 13, stk. 1, litra d, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Artikel 11, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur indebærer, at retten til adgang er afgrænset til tilfælde, hvor det ikke er teknisk muligt eller økonomisk rentabelt at etablere parallel bygningsintern fysisk infrastruktur, der svarer til den eksisterende bygningsinterne fysiske infrastruktur, og som kan benyttes til etablering af elementer af VHC-net. Udgangspunktet er derfor etablering af parallel bygningsintern fysisk infrastruktur, og retten i artikel 11, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur gælder kun, når dette ikke er teknisk muligt, f.eks. på grund af manglende plads, eller når det er økonomisk ineffektivt, f.eks. når investeringen fordyres ved etablering af parallel infrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne behandle tvister, der handler om, at der ikke er indgået en aftale om adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur som omhandlet i artikel 11, stk. 2 eller 3, senest én måned efter datoen for modtagelse af den formelle anmodning om adgang. Digitaliseringsstyrelsen vil dermed ikke kunne behandle tvister vedrørende allerede indgåede aftaler om adgang.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle behandle tvisterne i overensstemmelse med reglerne for tvistbilæggelsens proceduremæssige aspekter i artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur og med udgangspunkt i de indholdsmæssige regler om adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur i artikel 11 i forordningen om gigabitinfrastruktur, herunder de proceduremæssige krav, der følger heraf. Artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur vil indebære, at tvister vil kunne indbringes af alle parter.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved afgørelse af tvister, der bliver indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse, bl.a. kunne vurdere, om de proceduremæssige krav til en anmodning om adgang til eksisterende bygningsintern fysisk infrastruktur i artikel 11, stk. 2 og 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur har været overholdt, herunder om en anmodning er skriftlig, og om en anmodning er rimelig. En anmodning må f.eks. anses for rimelig, hvis anmodningen ikke går videre end det, som er nødvendigt for at opfylde den anmodende udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnets behov. Modsætningsvis vil en anmodning f.eks. ikke være rimelig, hvis anmodningen indsendes, uden at udbyderen af offentlige elektroniske kommunikationsnet har et reelt behov for at få adgang til et adgangspunkt eller til bygningsintern fysisk infrastruktur, eller hvis udbyderen af offentlige elektroniske kommunikationsnet indgiver unødigt mange separate anmodninger med korte mellemrum om adgang til et adgangspunkt eller til bygningsintern fysisk infrastruktur, og en enkelt anmodning åbenlyst kunne have omfattet al den bygningsinterne fysiske infrastruktur, som der er behov for adgang til. I så fald vil anmodningerne kunne afslås med opfordring om at genindsende dem som en samlet anmodning.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved afgørelse af tvister, der bliver indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse, desuden bl.a. kunne forholde sig til, hvorvidt der er indgået en aftale om adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur som omhandlet i artikel 11, stk. 2 eller 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur senest én måned efter datoen for modtagelse af den formelle anmodning om adgang. Derudover vil styrelsen også kunne forholde sig til, om kravet om, at duplikering af bygningsintern fysisk infrastruktur er teknisk umulig eller økonomisk ineffektiv i artikel 11, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur er opfyldt, f.eks. i tilfælde, hvor indehavere af retten til at bruge adgangspunktet og den bygningsinterne fysiske infrastruktur nægter at give adgang.

Digitaliseringsstyrelsen vil, jf. artikel 13, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur kunne træffe bindende afgørelse i sagerne. Digitaliseringsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse eksempelvis kunne træffe afgørelse om, at indehaveren af brugsretten til et adgangspunkt skal give adgang til adgangspunktet, eller at indehaveren af brugsretten til bygningsintern fysisk infrastruktur skal give adgang til den bygningsinterne fysiske infrastruktur, jf. artikel 11, stk. 3. Digitaliseringsstyrelsen vil som følge af artikel 13, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, kunne fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur i sine afgørelser i sager, der måtte blive indbragt for styrelsen i henhold til den foreslåede § 38, herunder fastsætte et tidspunkt, hvor adgangen senest skal gives.

De vilkår og betingelser for adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur i henhold til den foreslåede bestemmelse, som Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte, vil blive fastlagt på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen.

Det fremgår af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at de kompetente myndigheder udsteder eller giver afslag på tilladelser, som ikke vedrører anlægsrettigheder, senest fire måneder efter datoen for modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om tilladelse.

Det fremgår af forordningens artikel 8, at hvis den kompetente myndighed ikke har truffet en afgørelse inden for den gældende frist, betragtes tilladelsen som udstedt ved udløbet af denne frist. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis mindst et af flere nærmere angivne retsmidler er tilgængeligt i forbindelse med den relevante procedure for udstedelse af tilladelse, herunder at en operatør, der har lidt skade som følge af den kompetente myndigheds manglende overholdelse af den gældende frist, har ret til at kræve skadeserstatning, eller at operatøren kan indbringe sagen for en domstol eller en tilsynsmyndighed.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 39, stk. 1, 1. pkt., at overskrider en kompetent myndighed den frist, der gælder for sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse i medfør af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller § 27, stk. 1, jf. dog regler fastsat i medfør af § 27, stk. 2, kan ansøger klage herover til Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse udmønter artikel 8, stk. 2, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Med den foreslåede bestemmelse muliggøres det at fravige udgangspunktet i forordningens artikel 8, stk. 1, hvorefter en tilladelse betragtes som udstedt ved udløbet af den gældende frist omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 5, hvis den kompetente myndighed ikke har truffet en afgørelse inden for denne frist. Der henvises til den foreslåede § 39, stk. 6, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil give en ansøger mulighed for at klage til Digitaliseringsstyrelsen, hvis en kompetent myndighed ikke overholder den frist, der gælder for sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse i medfør af forordningens artikel 7, stk. 5, eller den foreslåede § 27, stk. 1, under hensyntagen til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 27, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om, hvorvidt den gældende frist, jf. artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 27, stk. 1, under hensyntagen til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 27, stk. 2, er overholdt.

Ved »kompetent myndighed« i den foreslåede bestemmelse forstås den myndighed, der kan træffe afgørelse i en sag, hvor der er ansøgt om en tilladelse, jf. artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, og hvor ansøgningen er omfattet af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller af den foreslåede § 27, stk. 1. En tilladelse vil f.eks. kunne omfatte byggetilladelser, gravetilladelser og landzonetilladelser, der typisk udstedes af landzone- eller bygningsmyndighederne eller vejmyndighederne i henhold til den relevante tilladelseslovgivning, men også f.eks. dispensationer givet af landzone- eller bygningsmyndighederne eller vejmyndighederne, af kommunerne i anden egenskab, eller af relevante statslige myndigheder i henhold til den relevante tilladelseslovgivning eller beskyttelseslovgivning.

Ved »den frist, der gælder for sagsbehandlingen i medfør af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur« i den foreslåede bestemmelse forstås som udgangspunkt den frist på 4 måneder, der fremgår af forordningens artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, idet der dog skal tages højde for forordningens artikel 7, stk. 5, 3. afsnit, og for regler fastsat i medfør af den foreslåede § 27, stk. 2.

Den frist, der gælder i henhold til forordningens artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, vil i henhold til forordningens artikel 7, stk. 5, 3. afsnit, eksempelvis kunne være længere end 4 måneder, hvis en kompetent myndighed, uanset hvor hurtigt der arbejdes, vil skulle handle i strid med anden relevant lovgivning vedrørende procedurer for den pågældende tilladelsestype for at kunne træffe afgørelse inden for 4 måneder. Fristen vil eksempelvis også kunne være kortere, hvis dette følger af nationale procedureregler for den pågældende tilladelsestype.

Med den foreslåede § 27, stk. 2, vil Digitaliseringsstyrelsen desuden kunne fastsætte nærmere regler om de grunde, som i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde i henhold til artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur kan medføre en forlængelse af de frister, der gælder i henhold til forordningens artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, og i henhold til den foreslåede § 27, stk. 1. Der henvises til den foreslåede § 27, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Fristen i artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil skulle regnes fra modtagelsen af en fuldstændig ansøgning. Det er den kompetente myndighed, der vil skulle vurdere, hvornår en sag er tilstrækkeligt oplyst, og hvornår en ansøgning kan betragtes som fuldstændig. Der vil f.eks. ikke være tale om en fristoverskridelse, hvis der inden den kompetente myndigheds afgørelse af sagen forløber 5 måneder fra modtagelsen af den oprindelige ansøgning i en sag, hvor myndigheden har anmodet ansøger om yderligere oplysninger samme dag, som den oprindelige ansøgning modtages, men ansøger først svarer fyldestgørende på denne anmodning efter en måned. I dette eksempel vil ansøgningen først have været fuldstændig efter 1 måned, og fristen vil skulle regnes fra denne dato. Den kompetente myndighed vil dog skulle anmode ansøger om alle yderligere oplysninger inden for den frist, der følger af forordningens artikel 7, stk. 5, 2. afsnit.

Digitaliseringsstyrelsen vil ved modtagelse af en klage i medfør af den foreslåede § 39, stk. 1, indledningsvist skulle undersøge, og i sidste ende fastslå i styrelsens afgørelse, hvilken frist der har været gældende i sagen henset til artikel 7, stk. 5, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur og til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 27, stk. 2.

Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse kunne have behov for at afklare og fastslå, om der er forhold i den relevante lovgivning vedrørende procedurer for den pågældende tilladelsestype, som den kompetente myndigheds behandling af ansøgningen er underlagt, der vil kunne berettige en længere sagsbehandlingstid end 4 måneder, jf. artikel 7, stk. 5, 3. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Til brug herfor vil Digitaliseringsstyrelsen kunne indhente oplysninger fra den kompetente myndighed i henhold til den foreslåede § 40, stk. 1, nr. 2. Det vil f.eks. kunne være oplysninger om, hvorvidt en overholdelse af udgangspunktet om en frist på 4 måneder i sig selv ville have medført et behov for at handle i strid med anden relevant lovgivning vedrørende procedurer for den pågældende tilladelsestype. Digitaliseringsstyrelsen vil også kunne have behov for at indhente oplysninger fra de ressortministerier, der har ansvaret for den lovgivning, som den kompetente myndighed henviser til, hvis myndigheden oplyser, at en overholdelse af fristen ville have medført et behov for at handle i strid med anden lovgivning. Digitaliseringsstyrelsen vil på baggrund af sådanne oplysninger kunne vurdere, hvad den kortest mulige, men nødvendige, sagsbehandlingstid, inden for hvilken der kunne være truffet afgørelse under overholdelse af al relevant lovgivning, ville have været eller, hvis den gældende sagsbehandlingsfrist findes endnu ikke at være overskredet, hvad den vil være.

Digitaliseringsstyrelsen vil dernæst skulle træffe afgørelse om, hvorvidt den gældende frist i medfør af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 27, stk. 1, under hensyntagen til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 27, stk. 2, har været overholdt.

Digitaliseringsstyrelsen vil skulle foretage en høring af sagens parter, navnlig den pågældende ansøger og den kompetente myndighed, i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om partshøring og forvaltningsretlige principper og grundsætninger herfor.

Digitaliseringsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse ikke kunne tage stilling til indholdsmæssige spørgsmål vedrørende den pågældende tilladelse eller påvirke de afvejninger af hensyn i relevant lovgivning for den pågældende tilladelsestype, som den kompetente tilladelsesudstedende myndighed skal foretage. Digitaliseringsstyrelsen vil således ikke kunne forholde sig til, om en tilladelse eller et afslag på en tilladelse er blevet givet retmæssigt i henhold til den relevante tilladelseslovgivnings indholdsmæssige hensyn, og vil ikke kunne påvirke indholdet i den kompetente myndigheds afgørelser.

Digitaliseringsstyrelsen vil desuden kunne behandle klager i sager, hvor der er truffet afgørelse, men hvor klager mener, at afgørelsen blev truffet efter udløb af den frist, der gælder for sagen. Digitaliseringsstyrelsen vil også kunne behandle klager i sager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse, men hvor klager mener, at den frist, der gælder for sagen, allerede er overskredet på tidspunktet for klagen.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke i sig selv indebære en klageadgang over en kompetent myndigheds manglende overholdelse af artikel 7, stk. 5, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur hvorefter en kompetent myndighed fastslår, hvorvidt en ansøgning om tilladelse er fuldstændig, senest 20 arbejdsdage efter modtagelse af ansøgningen. Digitaliseringsstyrelsen vil dog i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne behandle klager over, at den samlede gældende frist i sagen ikke er overholdt som direkte eller delvis følge af, at den kompetente myndighed ikke har overholdt artikel 7, stk. 5, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse skulle tage hensyn til forordningens artikel 7, stk. 5, 2. og 6. afsnit.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke anlægsrettigheder, jf. artikel 2, nr. 12, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Ved anlægsrettigheder forstås, jf. artikel 43 i teledirektivet under hensyntagen til direktivets engelske sprogversion, som er den tekst, der blev forhandlet om, rettigheder meddelt af kompetente myndigheder til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom. Anlægsrettigheder vil derfor skulle forstås som rettigheder meddelt ved myndighedsafgørelser truffet i henhold til lovgivning, der meddeler en part en råderet over et areal. Begrebet omfatter ikke tilladelser til at foretage anlægsarbejder eller situationer, hvor en offentlig myndighed stiller arealer ejet af myndigheden til rådighed på aftale- eller kontraktretligt grundlag, eksempelvis ved udlejning. Digitaliseringsstyrelsen vil ikke kunne behandle klager om overskridelse af fristen for sagsbehandling af ansøgninger om anlægsrettigheder, der følger af artikel 7, stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur, da anlægsrettigheder ikke er omfattet af artikel 8 i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. forordningens artikel 8, stk. 1, 2. afsnit. Den foreslåede bestemmelse er en udmøntning af forordningens artikel 8, stk. 2, litra b, og anlægsrettigheder omfattes ikke af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 1,2. pkt., at indgives klagen, efter den kompetente myndighed har truffet afgørelse, skal klagen indgives senest 4 uger fra ansøger har modtaget afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil alene gælde i situationer, hvor en kompetent myndighed har truffet afgørelse i sagen, men har truffet denne efter udløbet af den frist, der gælder for sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse i medfør af artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 27, stk. 1, under hensyntagen til regler fastsat i medfør af § 27, stk. 2.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til ansøger. Klagefristen udløber 4 uger senere på samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem. Hvis klagefristens sidste dag er en lørdag, søndag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den efterfølgende hverdag. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister og vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 210-213.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke begrænse klageadgangen i situationer, hvor den gældende frist for sagsbehandlingen er udløbet, og der endnu ikke er truffet afgørelse.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen kan i afgørelser efter stk. 1, hvis den gældende frist ikke er overholdt, give en kompetent myndighed påbud om at færdiggøre sagsbehandlingen snarest muligt og senest inden for en frist, der fastsættes af Digitaliseringsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at give påbud til en kompetent myndighed på grundlag af sager efter den foreslåede § 39, stk. 1, hvor Digitaliseringsstyrelsen træffer afgørelse om, at den gældende frist ikke er overholdt. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse kunne påbyde den kompetente myndighed at færdiggøre sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse snarest muligt og senest inden for en frist, der fastsættes af Digitaliseringsstyrelsen. Den foreslåede bestemmelse vil udelukkende være relevant i sager, hvor klagen modtages på et tidspunkt, hvor den kompetente myndighed endnu ikke har truffet afgørelse vedrørende ansøgningen om tilladelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen vil få mulighed for at sikre, at en allerede konstateret fristoverskridelse ikke fortsætter, og at sikre fremdrift i sagen hos den kompetente myndighed med henblik på, at ansøger snarest muligt får afklaring på, om den kompetente myndighed vil udstede eller give afslag på den ansøgte tilladelse. Digitaliseringsstyrelsen vil derfor særligt i klagesager, hvor den kompetente myndighed endnu ikke har truffet afgørelse, bestræbe sig på en hurtig afgørelse af klagesagen med henblik på at sikre fremdrift i sagen om ansøgning om tilladelse.

Et eventuelt påbud vil skulle sikre, at den kompetente myndighed færdiggør sagen inden for den kortest mulige tid, men vil også skulle være proportionalt og realistisk. Det forudsættes derfor, at Digitaliseringsstyrelsen, inden styrelsen fastsætter en eventuel frist for, hvornår den kompetente myndighed skal færdiggøre sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse, indhenter oplysninger fra den kompetente myndighed om, hvilke sagsskridt der udestår.

Den frist, som styrelsen fastsætter i påbuddet, vil skulle fastsættes således, at den kompetente myndighed har mulighed for reelt at forholde sig til sagen og for at træffe afgørelse på et sagligt og fagligt korrekt og tilstrækkeligt oplyst grundlag. Et påbud om at træffe afgørelse inden for en for kort frist vil risikere, at myndigheden ikke har anden mulighed end at give et afslag på en ansøgning om tilladelse, hvis fristen skal overholdes. Dette vil navnlig gælde, hvis sagsbehandlingen ikke i perioden op til indgivelse af klagen har været tilstrækkeligt fremskreden til, at myndigheden vil kunne træffe en reel afgørelse i sagen inden for kort tid. Digitaliseringsstyrelsens påbud vil i sådanne sager skulle fastsætte en kort, men dog realistisk frist for sagens afslutning.

Når Digitaliseringsstyrelsen giver en kompetent myndighed et påbud om at færdiggøre sagsbehandlingen snarest muligt og senest inden for en eventuel frist, der fastsættes af Digitaliseringsstyrelsen, er det god forvaltningsskik at partshøre den pågældende kompetente myndighed, der forpligtes til at færdiggøre sagsbehandlingen. Også ansøgeren om den i sagen omhandlede tilladelse vil som part i sagen skulle partshøres i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom.

Digitaliseringsstyrelsens afgørelse om påbud skal være konkret, sagligt begrundet og tilstrækkeligt detaljeret for modtageren, så det står klart, hvordan den kan efterkommes.

Hvis omstændighederne ikke muliggør fastsættelse af en kort frist, da der udestår mange skridt i sagsbehandlingen på tidspunktet for Digitaliseringsstyrelsens modtagelse af klagen, kan dette dog særligt tale for, at styrelsen fremsætter kritik i medfør af den foreslåede § 39, stk. 4. Der henvises til den foreslåede § 39, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 3, at undlader en kompetent myndighed at efterkomme et påbud givet af Digitaliseringsstyrelsen i henhold til stk. 2, kan styrelsen pålægge den myndighed, som påbuddet retter sig mod, tvangsbøder.

Den foreslåede bestemmelse vil give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at pålægge en kompetent myndighed, der ikke efterkommer et påbud givet af Digitaliseringsstyrelsen i henhold til den foreslåede § 39, stk. 2, tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse af styrelsens påbud.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne skride ind, indtil den kompetente myndighed færdiggør sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse.

Det almindelige proportionalitetsprincip vil bl.a. medføre, at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen.

Tvangsbødernes størrelse vil skulle fastsættes således, at tvangsbøden vil virke adfærdsregulerende, og at den kompetente myndighed dermed vil efterkomme påbuddet. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse vil det skulle sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det vil virke adfærdsregulerende.

Digitaliseringsstyrelsen vil løbende kunne justere tvangsbødernes størrelse med henblik på at sikre efterkommelse af et påbud. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med 1 uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til efterkommelse.

Tvangsbøden vil skulle være på mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle beregnes én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset antallet af forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 4, at Digitaliseringsstyrelsen i afgørelser efter stk. 1 om, at den gældende frist ikke er overholdt, kan fremsætte kritik af den kompetente myndighed, der har overskredet den gældende frist.

Den foreslåede bestemmelse udmønter artikel 15 i forordningen om gigabitinfrastruktur, hvorefter medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning eller af eventuelle bindende afgørelser truffet i henhold til denne forordning af de kompetente organer, som er omhandlet i artikel 14, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være passende, effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Dette omfatter også overtrædelse af de kompetente myndigheders pligter i forordningens artikel 7, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne fremsætte kritik af kompetente myndigheder, hvis Digitaliseringsstyrelsen i sin afgørelse efter den foreslåede § 39, stk. 1, finder, at den kompetente myndighed ikke har overholdt den gældende frist, og hvis styrelsen finder, at fristoverskridelsen med rimelighed kunne have været undgået.

Hvorvidt Digitaliseringsstyrelsen i konkrete sager beslutter at fremsætte kritik af en kompetent myndighed samt graden af Digitaliseringsstyrelsens kritik vil bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig overtrædelsens karakter, sagens indholdsmæssige kompleksitet, varigheden af overskridelsen af den gældende frist, klagers og den kompetente myndigheds ansvar for og ageren i forhold til sagsbehandlingen og opfyldelse af de nødvendige sagsbehandlingsskridt, herunder hvorvidt den kompetente myndighed realistisk set kunne have tilrettelagt sagsbehandlingen på en måde, så fristoverskridelsen var blevet undgået, m.v.

Digitaliseringsstyrelsen vil eksempelvis kunne fremsætte kritik, hvis væsentlige sagsbehandlingsskridt ikke er påbegyndt på tidspunktet for modtagelse af klagen, hvis Digitaliseringsstyrelsen kan konstatere, at sagen har ligget stille i længere perioder, eller hvis fristovertrædelsen helt eller delvist skyldes, at den kompetente myndighed ikke har overholdt kravet i artikel 7, stk. 5, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur om at fastslå ansøgningens fuldstændighed og anmode ansøger om enhver manglende oplysning inden for 20 arbejdsdage fra modtagelse af den oprindelige ansøgning.

Digitaliseringsstyrelsens kritik vil indgå i en afgørelse, der vil skulle vil offentliggøres via et centralt informationssted, eksempelvis på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, jf. den foreslåede § 42, stk. 2.

Digitaliseringsstyrelsens kritik vil alene kunne rettes mod den kompetente myndighed som et forvaltningsorgan, og ikke mod enkeltpersoner i den kompetente myndighed. Digitaliseringsstyrelsen vil som led heri f.eks. kunne fremsætte kritik af en kommunalbestyrelse som en helhed, men ikke af enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Det foreslås i stk. 5, at stk. 1-4 ikke finder anvendelse på sager omfattet af bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede § 39, stk. 1-4, er udtryk for en udmøntning af artikel 8, stk. 2, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur, hvorefter udgangspunktet i forordningens artikel 8, stk. 1, om, at en tilladelse betragtes som udstedt ved udløbet af den gældende frist omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 5, hvis den kompetente myndighed ikke har truffet en afgørelse inden for denne frist, kan fraviges, hvis operatøren kan indbringe sagen for en tilsynsmyndighed. Der henvises til de foreslåede § 39, stk. 1-4, og bemærkningerne hertil, samt til den foreslåede § 39, stk. 6, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den fravigelse af udgangspunktet i artikel 8, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der foretages med de foreslåede § 39, stk. 1-4, ikke vil skulle gælde for sager om tilladelser omfattet af bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at tilladelser omfattet af bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., ikke vil være omfattet af de foreslåede § 39, stk. 1-4, som fraviger udgangspunktet i artikel 8, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur om at få en tilladelse automatisk ved en kompetent myndigheds overskridelse af den gældende frist i sager om ansøgninger om tilladelser. Arbejder, der er omfattet af bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., vil i stedet kunne iværksættes, såfremt der ikke inden tre måneder af kulturministeren er taget stilling til ansøgningen om tilladelse hertil.

Det foreslås i stk. 6, at artikel 8, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse, jf. denne bestemmelses stk. 1 og bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur om, at en tilladelse betragtes som udstedt ved udløbet af den gældende frist omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 5, hvis den kompetente myndighed ikke har truffet en afgørelse inden for denne frist, ikke vil finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en udnyttelse af muligheden i artikel 8, stk. 2, litra b, i forordningen om gigabitinfrastruktur for at fravige udgangspunktet i forordningens artikel 8, stk. 1, om at få en tilladelse automatisk ved en kompetent myndigheds overskridelse af den gældende frist i sager om ansøgninger om tilladelser. En kompetent myndigheds overskridelse af den gældende frist, der er omhandlet i forordningens artikel 7, stk. 5, vil således ikke medføre, at tilladelsen betragtes som udstedt automatisk ved udløbet af denne frist, jf. dog bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., og den foreslåede § 39, stk. 5, og bemærkningerne hertil, hvortil der henvises.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at en ansøger ikke kan opnå tilladelse til at foretage potentielt store anlægsarbejder, som kompetente myndigheder ikke har foretaget en endelig vurdering af i relation til eventuelle konstruktionstekniske, sikkerhedsmæssige, landskabelige m.v. hensyn, som relevant lovgivning foreskriver for den pågældende type anlægsarbejde, og hvor det derfor ikke er sikkert, at anlægsarbejdet udføres på sikker vis og på en måde, der er forenelig med den relevante lovgivning for det pågældende type anlægsarbejde, ligesom det heller ikke vil kunne garanteres, at forvaltningslovens partsrettigheder m.v. overholdes.

Den foreslåede bestemmelses indhold om fravigelse af forordningens artikel 8, stk. 1, er alene forenelig med forordningen i kraft af den foreslåede § 39, stk. 1, der opfylder forudsætningen i forordningens artikel 8, stk. 2, litra b, om, at medlemsstaterne kan fravige artikel 8, stk. 1, hvis operatøren kan indbringe sagen om, at den kompetente myndighed ikke har truffet en afgørelse inden for den gældende frist, for en tilsynsmyndighed. Der henvises nærmere til bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bestemmelses henvisning til bygningsfredningslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., følger af, at den pågældende bestemmelse i bygningsfredningsloven vil indebære, at en tilladelse omfattet heraf vil anses for givet allerede efter tre måneder uden kulturministerens stillingtagen til ansøgningen om tilladelse.

Efter gravelovens § 9 a kan Digitaliseringsstyrelsen og de tilladelsesudstedende myndigheder af parterne afkræve alle oplysninger og alt materiale, som skønnes nødvendigt med henblik på administrationen af graveloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Digitaliseringsstyrelsen kan indhente oplysninger fra de tilladelsesudstedende myndigheder og tilladelsesindehavere omfattet af loven med henblik på videregivelse af disse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, så disse kan opfylde deres opgaver i forhold til traktatmæssige forpligtelser eller forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. Digitaliseringsstyrelsen orienterer de tilladelsesudstedende myndigheder og tilladelsesindehavere, der er indhentet oplysninger fra, forud for videresendelse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater. Reglerne om aktindsigt i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder ikke for oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen modtager fra Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, hvis den myndighed, der afgiver oplysningerne, vurderer, at disse ikke skal være offentligt tilgængelige.

Ifølge gravelovens § 9 b kan Digitaliseringsstyrelsen pålægge den, der ikke afgiver oplysninger i medfør af § 9 a, tvangsbøder.

Efter gravelovens § 9 o kan Digitaliseringsstyrelsen af sagens parter kræve enhver oplysning og ethvert materiale, som styrelsen skønner relevant med henblik på behandling af sagen i henhold til gravelovens § 9 m. Undlader en netoperatør at afgive oplysninger, kan styrelsen pålægge netoperatøren tvangsbøder.

Efter mastelovens § 19 kan Digitaliseringsstyrelsen og landzone- eller bygningsmyndigheden af parterne afkræve alle oplysninger og alt materiale, som skønnes nødvendigt med henblik på administrationen af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Digitaliseringsstyrelsen kan indhente oplysninger fra landzone- og bygningsmyndighederne og tilladelsesindehavere omfattet af masteloven med henblik på videregivelse af disse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, så disse kan opfylde deres opgaver i forhold til traktatmæssige forpligtelser eller forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. Digitaliseringsstyrelsen orienterer de landzone- og bygningsmyndigheder og tilladelsesindehavere, der er indhentet oplysninger fra, forud for videresendelse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater. Digitaliseringsstyrelsen kan indhente oplysninger hos de indehavere af tilladelser, der er nævnt i mastelovens § 16, med henblik på offentliggørelse af statistikker over det samlede antal master og antennesystemer. Reglerne om aktindsigt i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder ikke for oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen modtager fra Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, hvis den myndighed, der afgiver oplysningerne, vurderer, at disse ikke skal være offentligt tilgængelige.

Det fremgår af telelovens § 60 a, at Digitaliseringsstyrelsen kan kræve alle oplysninger og alt materiale af offentlige myndigheder, som Digitaliseringsstyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsynet.

I artikel 7, stk. 10, og artikel 16, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur forpligtes medlemsstaterne til at afrapportere til Kommissionen om gennemførelsen af forordningen m.v., hvilket kan forudsætte oplysninger fra bl.a. netoperatører og offentlige organer.

Det foreslås i § 40, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen kan kræve, at alle oplysninger og alt materiale, som styrelsen skønner relevant, skal afgives af: 1) Enhver part i en sag efter §§ 31-33, 36 eller 37 senest 14 arbejdsdage efter styrelsens anmodning herom i forbindelse med styrelsens tilsyn eller tvistbilæggelse. 2) Enhver part i en sag efter §§ 35, 38 eller 39, senest 5 arbejdsdage efter styrelsens anmodning herom i forbindelse med styrelsens tilsyn eller tvistbilæggelse. 3) Enhver juridisk person senest 1 måned efter styrelsens anmodning herom i forbindelse med administration af og undersøgelser efter forordningen om gigabitinfrastruktur og denne lov eller regler udstedt i medfør heraf samt i forbindelse med udvikling, implementering og anvendelse af metoderne nævnt i § 15, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen i de sager, der er angivet i den foreslåede bestemmelse, vil kunne kræve, at en part eller en juridisk person skal afgive de oplysninger og materiale, som styrelsen skønner relevant.

Den foreslåede bestemmelse vil give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at kræve oplysninger og materiale til brug for tvistbilæggelse, tilsyn, administration og undersøgelser i henhold til forordningen om gigabitinfrastruktur, m.v., i det omfang det er nødvendigt. Dette vil sikre, at Digitaliseringsstyrelsen kan udføre sine forpligtelser i medfør af forordningen forsvarligt, samt at parterne i en sag forpligtes til at samarbejde med styrelsen.

Det vil afhænge af den konkrete sag, hvilke oplysninger der skønnes relevante. De oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen vil kunne kræve, skal være relevante i forbindelse med f.eks. den konkrete tvistbilæggelse eller et tilsyn. Vurderingen af, hvad der skønnes relevant, vil således bero på en konkret vurdering. Det er ikke hensigten at pålægge netoperatører eller offentlige organer unødige administrative byrder.

Den foreslåede bestemmelse afgrænses af den almindelige beskyttelse mod at inkriminere sig selv, som den bl.a. kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019. Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Er der konkret mistanke om, at det af oplysningerne vil fremgå, at den pågældende har begået noget strafbart, vil det således ikke kunne kræves, at oplysningerne udleveres. I et sådant tilfælde må sagen overlades til politiets efterforskning.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen kan forlænge fristen, når det skønnes relevant. En forlængelse af fristen vil afhænge af den konkrete sag, men vil f.eks. kunne være relevant i forbindelse med større, omfattende sager. Det vil bero på en konkret vurdering fra Digitaliseringsstyrelsen, om der er grundlag for at fastsætte en længere frist for afgivelse af oplysninger i henhold til det foreslåede stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, at Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med en anmodning i henhold til stk. 1 kan angive nærmere vilkår og betingelser for en parts afgivelse af oplysninger og materiale.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen f.eks. vil have mulighed for at sætte rammer for, hvordan og i hvilket format oplysninger og materiale skal afgives, så styrelsen effektivt vil kunne udføre sine forpligtelser i henhold forordningen om gigabitinfrastruktur og denne lov.

Det foreslås i stk. 4, at Digitaliseringsstyrelsen efter udløb af fristen i stk. 1, nr. 1 og 2, eller den frist, som Digitaliseringsstyrelsen eventuelt har fastsat efter stk. 2, kan afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Den foreslåede bestemmelse vil give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at træffe en afgørelse på baggrund af de oplysninger, styrelsen har, efter udløb af fristen i de foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, eller den frist, som eventuelt måtte være fastsat efter det foreslåede stk. 2, også selv om de oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen har anmodet om, ikke er modtaget.

Digitaliseringsstyrelsen vil kunne beslutte ikke at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis styrelsen vurderer, at det ikke er forsvarligt at træffe en afgørelse på det foreliggende grundlag og har brug for oplysningerne. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet i sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt opsætning af antennesystemer kan ske på en konstruktionsteknisk sikker måde. I sådanne tilfælde vil styrelsen kunne vælge at pålægge en part tvangsbøder for at få oplysningerne i medfør af den foreslåede § 40, stk. 8.

Det foreslås i stk. 5, at Digitaliseringsstyrelsen kan indhente oplysninger hos netoperatører og offentlige organer med henblik på at videregive disse til Europa-Kommissionen, herunder for at opfylde forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 10, og artikel 16, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller til nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, så disse kan opfylde deres opgaver i forhold til traktatmæssige forpligtelser eller forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. Digitaliseringsstyrelsen orienterer de parter, der indhentes oplysninger fra, forud for videregivelse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater.

Den foreslåede bestemmelse implementerer dele af teledirektivets artikel 20, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 19, stk. 2, og gravelovens § 9 a, stk. 2, og vil indebære, at der vil kunne ske udveksling af oplysninger mellem Digitaliseringsstyrelsen og Europa-Kommissionen eller andre EU-landes tilsynsmyndigheder på området for elektronisk kommunikation. Udvekslingen af oplysninger er nødvendig for et effektivt og ensartet tilsyn med markederne for elektronisk kommunikation i EU-landene.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere gøre det muligt for Digitaliseringsstyrelsen at overholde forpligtelserne i artikel 7, stk. 10, og artikel 16, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, ved at sikre, at Digitaliseringsstyrelsen har de fornødne oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at Digitaliseringsstyrelsen ikke vil kunne videregive de indsamlede oplysninger til Europa-Kommissionen eller til tilsynsmyndigheder i andre lande, førend styrelsen har orienteret de pågældende netoperatører og offentlige organer herom. Digitaliseringsstyrelsen vil dog ikke skulle afvente netoperatørens eller det offentlige organs eventuelle kommentarer eller accept af videregivelsen. I det omfang, Digitaliseringsstyrelsen indhenter oplysningerne fra netoperatører eller offentlige organer med det formål at videregive disse umiddelbart, vil det være tilstrækkeligt, at der i forbindelse med indsamlingen af oplysningerne orienteres om videregivelsen.

Det foreslås i stk. 6, at på denne lovs område gælder reglerne om aktindsigt i forvaltningsloven og i lov om offentlighed i forvaltningen ikke for oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen modtager fra Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, hvis den myndighed, der afgiver oplysningerne, vurderer, at disse ikke skal være offentligt tilgængelige.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en i det væsentlige uændret indholdsmæssig videreførelse af mastelovens § 19, stk. 4, og gravelovens § 9 a, stk. 3, og vil indebære, at oplysninger, der af en national tilsynsmyndighed i et EU-land er klassificeret som ikke offentligt tilgængelige efter myndighedens nationale regler, heller ikke vil være offentligt tilgængelige i Danmark, selvom dette ellers ville være tilfældet efter de danske regler om aktindsigt i forvaltningsloven og i lov om offentlighed i forvaltningen.

Hvorvidt en oplysning er omfattet af bestemmelsen, vil skulle afklares med de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, på det tidspunkt, hvor der modtages en anmodning om aktindsigt, som den pågældende oplysning ville være omfattet af, såfremt den afgivende myndighed vurderer, at oplysningen kan offentliggøres.

Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse vil ikke være genstand for en klageadgang.

Det foreslås i stk. 7, at Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte yderligere regler om oplysningspligt vedrørende forhold på denne lovs område.

Den foreslåede bestemmelse vil give Digitaliseringsstyrelsen mulighed for at fastsætte en oplysningspligt for så vidt angår oplysninger, der er relevante for andre bestemmelser i loven end de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

Det vil eksempelvis kunne dreje sig om oplysninger fra operatører eller berørte private parter om praksis og sager vedrørende terminering af net i henhold til den foreslåede § 24 eller om praksis og sager vedrørende nedlægningsdybder og erstatningsansvar for graveskader som omhandlet i de foreslåede §§ 25 og 26.

Det foreslås i stk. 8, at undlader en part at afgive oplysninger og materiale, som Digitaliseringsstyrelsen kan kræve efter stk. 1, kan Digitaliseringsstyrelsen pålægge parten tvangsbøder.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gravelovens § 9 o, stk. 2. For de oplysningspligtbestemmelser, der vedrører mastelovens område og området for telelovens § 60 a, vil bestemmelsen være ny.

Den foreslåede bestemmelse vil give Digitaliseringsstyrelsen hjemmel til at pålægge den part, der ikke efterkommer Digitaliseringsstyrelsens anmodning i henhold til det foreslåede stk. 1, tvangsbøder.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil kunne pålægge tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge udleveringen af oplysninger og materiale i henhold til det foreslåede stk. 1.

Det almindelige proportionalitetsprincip vil bl.a. medføre, at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden vil skulle tages hensyn til partens økonomiske formåen, så pressionen har effekt.

Tvangsbødernes størrelse vil skulle fastsættes således, at tvangsbøden vil virke adfærdsregulerende, og at en part dermed vil afgive de relevante oplysninger. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse vil det skulle sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det vil virke adfærdsregulerende.

Digitaliseringsstyrelsen vil løbende kunne justere tvangsbødernes størrelse med henblik på, at kravet om at en part skal afgive oplysninger og materiale efterkommes. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med 1 uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til efterkommelse.

Tvangsbøden vil skulle være på mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle beregnes én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset antallet af forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter mastelovens § 19 a skal en række afgørelser træffes hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden 4 måneder efter, at de nødvendige oplysninger er tilvejebragt. Det gælder afgørelser efter mastelovens § 3, som bemyndiger landzone- eller bygningsmyndigheden til at udstede påbud til ejere af master til radiokommunikationsformål om at give adgang til fælles udnyttelse af sådanne master, § 11, som bemyndiger landzone- eller bygningsmyndigheden til at udstede påbud til ejere af andre master end master til radiokommunikationsformål, bygninger og andre højere konstruktioner, om at give adgang til opsætning af antennesystemer på sådanne master, bygninger og andre høje konstruktioner, og § 15, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen under nærmere angivne betingelser og hensyn kan tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på at sikre adgang til udnyttelse af arealer, hvorpå der kan opsættes master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål, eller med henblik på opførelse af bygninger til udstyr til brug for master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål.

Efter gravelovens § 1, stk. 8, skal Digitaliseringsstyrelsens afgørelser om at tillade, at der iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på nedgravning af kabler og opsætning af tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der indgår i offentlige elektroniske kommunikationsnet, træffes hurtigst muligt og senest 4 måneder efter sagens indbringelse for Digitaliseringsstyrelsen. Fristen kan kun i ganske særlige tilfælde fraviges.

Det foreslås i § 41, at afgørelser efter §§ 19, 32 og 37 træffes hurtigst muligt og senest 4 måneder efter, at de nødvendige oplysninger er tilvejebragt.

Den foreslåede bestemmelse implementerer dele af teledirektivets artikel 26, stk. 1, om tvistbilæggelse mellem virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter de tidsmæssige rammer for Digitaliseringsstyrelsen til at træffe afgørelse i de sager, der er angivet i den foreslåede bestemmelse.

Digitaliseringsstyrelsens tvistbilæggelse og afgørelseskompetence i henhold til den foreslåede § 32 erstatter den påbudskompetence, som landzone- og bygningsmyndighederne har i medfør af mastelovens § 11. Den foreslåede § 41 viderefører med visse justeringer gældende ret ved at fastsætte en tilsvarende tidsfrist, som der i medfør af mastelovens § 19 a, stk. 1, gælder for landzone- og bygningsmyndighedernes påbud efter mastelovens § 11, i forhold til at fastsætte en frist for Digitaliseringsstyrelsens afgørelser.

Digitaliseringsstyrelsens tvistbilæggelse og afgørelseskompetence i henhold til den foreslåede § 37 er ny i relation til den fastsatte tidsfrist i den foreslåede bestemmelse. Der eksisterer ikke efter gældende ret en lovbestemt frist i tilsvarende sager, idet der dog i Digitaliseringsstyrelsens gældende vejledning om fælles udnyttelse af eksisterende passiv fysisk infrastruktur og adgang til bygningsintern fysisk infrastruktur er fastsat en frist på 2 måneder for styrelsen til at afgøre sager vedrørende adgang i henhold til gravelovens § 9 j, stk. 2, jf. gravelovens § 9 m, stk. 1, nr. 9.

Digitaliseringsstyrelsens afgørelseskompetence i henhold til den foreslåede § 19 er udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gravelovens § 1 og mastelovens § 15 om ekspropriation. Den foreslåede § 41 viderefører gældende ret i mastelovens § 19 a, stk. 1, i forhold til at fastsætte en frist for Digitaliseringsstyrelsens afgørelser om ekspropriation af den type, der i dag er reguleret i mastelovens § 15, og viderefører gravelovens § 1, stk. 8, der indeholder en tilsvarende 4 måneders frist for Digitaliseringsstyrelsens afgørelser om ekspropriation i henhold til gravelovens § 1. Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en indholdsmæssig videreførelse af gældende ret i mastelovens og graveloven i relation til ekspropriation.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen i sin sagsbehandling i de sager, der er angivet i den foreslåede bestemmelse, vil kunne foretage den nødvendige og tilstrækkelige sagsoplysning for at kunne træffe saglige og fagligt korrekte afgørelser på et oplyst grundlag. Fristen på 4 måneder vil således først begynde at løbe, når de nødvendige oplysninger er tilvejebragt og Digitaliseringsstyrelsen på det foreliggende grundlag kan påbegynde foretage sin sagsbehandling og træffe afgørelse i sagerne.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte en frist for nogle afgørelser i sager, der ikke er fastsat frister for eller i øvrigt ikke er reguleret direkte i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller hvor de procedurer og frister, der gælder i forordningen om gigabitinfrastruktur, ikke er sat i kraft for de pågældende sager, eller hvor den foreslåede nationale retstilstand går videre, end hvad der følger af forordningen om gigabitinfrastruktur inden for forordningens rammer.

Efter mastelovens § 19 a skal afgørelser en række afgørelser offentliggøres og samtidig meddeles parterne. Det gælder afgørelser efter mastelovens § 3, som bemyndiger landzone- eller bygningsmyndigheden til at udstede påbud til ejere af master til radiokommunikationsformål om at give adgang til fælles udnyttelse af sådanne master, § 11, som bemyndiger landzone- eller bygningsmyndigheden til at udstede påbud til ejere af andre master end master til radiokommunikationsformål, bygninger og andre højere konstruktioner, om at give adgang til opsætning af antennesystemer på sådanne master, bygninger og andre høje konstruktioner, og § 15, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen under nærmere angivne betingelser og hensyn kan tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på at sikre adgang til udnyttelse af arealer, hvorpå der kan opsættes master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål, eller med henblik på opførelse af bygninger til udstyr til brug for master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål.

Efter artikel 13, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal tvistbilæggelsesorganerne offentliggøre deres afgørelser under overholdelse af principperne om fortrolighed og beskyttelse af forretningshemmeligheder, og det centrale informationssted skal sikre adgang til de afgørelser, der offentliggøres af tvistbilæggelsesorganerne.

Det foreslås i § 42, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen er det centrale informationssted for offentliggørelse af afgørelser som omhandlet i artikel 13, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur i forhold til afgørelser omfattet af § 31, stk. 1, samt §§ 35 og 38.

Den foreslåede bestemmelse er ny og er en følge af forpligtelser i forordningen om gigabitinfrastruktur, men er på linje med Digitaliseringsstyrelsens eksisterende praksis om at offentliggøre tilsvarende typer afgørelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil blive udpeget som det centrale informationssted, der i henhold til forordningens artikel 13, stk. 4, 2. pkt., skal sikre adgang til Digitaliseringsstyrelsens egne afgørelser. Det bemærkes i den forbindelse, at Digitaliseringsstyrelsen med de foreslåede § 31, stk. 1, samt §§ 35 og 38 vil blive udpeget som tvistbilæggelsesorgan efter artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur i sager efter de nævnte bestemmelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en pligt for Digitaliseringsstyrelsen til at etablere eksempelvis en hjemmeside, hvor Digitaliseringsstyrelsen kan offentliggøre sine afgørelser, som Digitaliseringsstyrelsen vil være forpligtet til efter artikel 13, stk. 4, 1. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Uanset den foreslåede bestemmelse er det et krav i artikel 13, stk. 4, 1. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur, at offentliggørelse af afgørelser skal ske under overholdelse af principperne om fortrolighed og beskyttelse af forretningshemmeligheder. På den baggrund vil de offentliggjorte afgørelser skulle anonymiseres i relevant omfang, f.eks. ved at rense afgørelserne for forretningsfølsomme oplysninger. Ved afgørelser, der eksempelvis fastsætter en pris, vil der således kunne være hensyn til forretningsfølsomheden heraf eller til prisdannelsen på markedet, der tilsiger, at prisen ikke skal offentliggøres.

Afgørelserne vil skulle offentliggøres i et format, der gør det muligt på en meningsfuld måde at forstå afgørelsernes indhold med henblik på at kunne følge med i styrelsens afgørelsespraksis. Hvis fortrolighed og forretningshemmeligheder i henhold til artikel 13, stk. 4, 1. pkt., nødvendiggør så omfattende undtagelser fra offentliggørelse af en afgørelse, at den ikke længere vil være læsbar eller forståelig, vil Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kunne offentliggøre et resumé af afgørelsen frem for eller i tilknytning til selve afgørelsen eller, hvis ingen forhold ved afgørelsen kan offentliggøres uden at prisgive væsentlige hensyn til fortroligheden og forretningshemmeligheder, undlade at offentliggøre en afgørelse.

Det foreslås i stk. 2, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter § 19, § 31, stk. 2, §§ 32 og 33, § 36, stk. 1, samt §§ 37 og 39 offentliggøres via det centrale informationssted nævnt i stk. 1 på samme vis som afgørelser omfattet af artikel 13, stk. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse implementerer dele af teledirektivets artikel 26, stk. 4, om tvistbilæggelse mellem virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse er ny, men er på linje med Digitaliseringsstyrelsens eksisterende praksis om at offentliggøre tilsvarende typer afgørelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at afgørelser efter de nævnte bestemmelser vil skulle offentliggøres, og vil skulle kunne tilgås via det samme sted, hvor de i stk. 1 nævnte afgørelser også kan findes, og efter de samme principper, herunder under overholdelse af principperne om fortrolighed og beskyttelse af forretningshemmeligheder. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.

For så vidt angår afgørelser truffet i medfør af den foreslåede § 33 er bestemmelsen udtryk for implementering af artikel 26, stk. 4, jf. stk. 1, i teledirektivet, da den foreslåede § 33 vedrører tvister om de forpligtelser, der følger af teledirektivets artikel 57, som med lovforslaget implementeres i den foreslåede § 8.

Efter artikel 12, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal medlemsstaterne oprette et centralt nationalt digitalt indgangspunkt, som består af en fælles brugergrænseflade, for at sikre uhindret adgang til de digitaliserede centrale informationssteder.

Efter forordningens artikel 14, stk. 1, skal medlemsstaterne oprette eller udpege et eller flere kompetente organer til at udføre de opgaver, der pålægges det nationale tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 13. Efter forordningens artikel 14, stk. 5 skal opgaverne for et centralt informationssted som omhandlet i artikel 3-10, 12 og 13 udføres af et eller flere kompetente organer udpeget af medlemsstaterne på nationalt, regionalt eller lokalt niveau. Efter forordningens artikel 14, stk. 8, skal medlemsstaterne offentliggøre de opgaver, der skal udføres af det enkelte kompetente organ, via et centralt informationssted, navnlig hvis disse opgaver tildeles mere end ét kompetent organ, eller hvis de tildelte opgaver ændrer sig.

Det foreslås i § 43, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsen er det centrale nationale digitale indgangspunkt i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur og det centrale informationssted som omhandlet i artikel 14, stk. 8, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse er ny og er en følge af forpligtelsen i artikel 12, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil blive udpeget som den ansvarlige myndighed i Danmark, der vil skulle sikre, at der oprettes et centralt nationalt digitalt indgangspunkt, som består af en fælles brugergrænseflade, for at sikre uhindret adgang til de digitaliserede centrale informationssteder, der varetages af de kompetente organer, der er omhandlet i artikel 14, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle etablere eksempelvis en hjemmeside, hvorfra alle centrale informationssteder i Danmark, der er oprettet som følge af en forpligtelse i artikel 3-10, 12 eller 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur, kan tilgås via et link.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære, at Digitaliseringsstyrelsen har et ansvar for indholdet af de pågældende centrale informationssteder eller for, at disse lever op til kravene i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Digitaliseringsstyrelsen vil alene have et ansvar for at informere om, hvor de enkelte centrale informationssteder kan findes.

Den foreslåede bestemmelse vil også udpege Digitaliseringsstyrelsen som et centralt informationssted, hvor det vil skulle fremgå, hvilke kompetente organer der udfører opgaver, som de er udpeget til i henhold til artikel 14, stk. 1 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, dvs. opgaver vedrørende tvistbilæggelse omfattet af forordningens artikel 13 og opgaver vedrørerende centrale informationssteder.

Opgaverne vedrørende tvistbilæggelse vil for det første dreje sig om tvistbilæggelse efter forordningens artikel 13, stk. 1, litra a og d, der med de foreslåede § 31, stk. 1, og § 38 placeres hos Digitaliseringsstyrelsen.

Det vil for det andet dreje sig om tvistbilæggelse efter forordningens artikel 13, stk. 1, litra b. Denne tvistbilæggelse vil med de foreslåede § 35, stk. 1 og 2, delvist blive placeret hos Digitaliseringsstyrelsen. Yderligere dele af denne tvistbilæggelse vil med den foreslåede § 55, nr. 3, delvist blive placeret hos Klimadatastyrelsen. Visse øvrige dele af tvistbilæggelsen vil med den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 2, kunne placeres af ministeren for digitalisering efter forhandling med vedkommende minister. Placeringen for øvrige deles vedkommende tager lovforslaget ikke stilling til.

Det vil for det tredje dreje sig om tvistbilæggelse efter forordningens artikel 13, stk. 1, litra c, der med de foreslåede § 53, nr. 9, og § 54, nr. 4, delvist placeres hos transportministeren. Placeringen for øvrige deles vedkommende tager lovforslaget ikke stilling til. Der henvises til pkt. 3.10.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 2, at organer, der varetager opgaver omfattet af artikel 14, stk. 1 eller 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal sende oplysninger til Digitaliseringsstyrelsen om, hvordan der kan indgives klager omfattet af artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur, og hvordan de centrale informationssteder kan tilgås, til brug for det indgangspunkt og det centrale informationssted, der er nævnt i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er ny og er en følge af forpligtelserne i artikel 14, stk. 1 og 5, jf. artikel 14, stk. 8, 1. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse skal understøtte, at Digitaliseringsstyrelsen kan udøve opgaverne i det foreslåede stk. 1.

De organer, der vil skulle sende oplysninger om centrale informationssteder til Digitaliseringsstyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil for det første være de organer, som udpeges til centrale informationssteder i de foreslåede § 12, stk. 4, § 30, stk. 1 og 2, § 42, stk. 1, og § 43, stk. 3. Det vil derudover være organer, der udpeges i regler fastsat i medfør af den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 1 og 3, de foreslåede § 53, nr. 5 og 9, de foreslåede § 54, nr. 2 og 4, eller de foreslåede § 55, nr. 1-3.

Eventuelle organer, der senere måtte blive udpeget til centrale informationssteder i henhold til forordningen om gigabitinfrastruktur i øvrig lovgivning, vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Der vil for det andet være tale om de organer, der i medfør af artikel 14, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur til enhver tid måtte være udpeget til at varetage opgaver efter forordningens artikel 13, stk. 1. Disse organer er nærmere beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelses stk. 1. Eventuelle organer, der senere måtte blive udpeget til tvistbilæggelsesorganer ud over dem, der er beskrevet i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, vil dog også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 3, at Digitaliseringsstyrelsen udfører opgaverne vedrørende det centrale informationssted som omhandlet i 1) artikel 3, stk. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. § 10, 2) artikel 4, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. § 12, stk. 6, nr. 3, og § 14, stk. 1, 3) artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, for så vidt angår anlægsarbejder omfattet af § 12, stk. 6, nr. 4, 4) artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. § 27, stk. 2, og 5) artikel 9, stk. 2, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som det centrale informationssted for oplysninger omfattet af artikel 3, stk. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. den foreslåede § 10.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, er ny og er en følge af forpligtelsen i artikel 14, stk. 5, jf. artikel 3, stk. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle stille en liste til rådighed over de kategorier af fysisk infrastruktur, der i medfør af artikel 3, stk. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur undtages fra forordningens artikel 3, stk. 1, 4 og 5. Digitaliseringsstyrelsen vil også skulle stille de kriterier til rådighed, der anvendes til fastlæggelse heraf.

Udpegningen af Digitaliseringsstyrelsen som centralt informationssted for disse oplysninger skyldes, at forordningens artikel 3, stk. 10, udnyttes i den foreslåede § 10, som Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for. Opgaven vil i praksis indebære en pligt til at stille vejledende tekst til rådighed om indholdet af den foreslåede § 10.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 2, indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som det centrale informationssted for oplysninger omfattet af artikel 4, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. de foreslåede § 12, stk. 6, nr. 3, og § 14, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 2, er ny og er en følge af forpligtelsen i artikel 14, stk. 5, jf. artikel 4, stk. 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle offentliggøre begrundelsen, kriterierne og betingelserne for at anvende enhver undtagelse omfattet af artikel 4, stk. 7, litra a-c, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Udpegningen af Digitaliseringsstyrelsen som centralt informationssted for disse oplysninger skyldes, at Digitaliseringsstyrelsen i henhold til den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 3, og den foreslåede § 14, stk. 1, vil blive bemyndiget til at fastsætte undtagelser omfattet af forordningens artikel 4, stk. 7, litra a-c. Opgaven vil i praksis indebære en pligt til at stille vejledende tekst til rådighed om regler fastsat i medfør af disse bestemmelser, hvorved der vil kunne fastsættes undtagelser omfattet af forordningens artikel 4, stk. 7, og at stille tekst til rådighed om begrundelsen herfor.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 3, og den foreslåede § 14, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som det centrale informationssted for oplysninger omfattet af artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, for så vidt angår anlægsarbejder omfattet af den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, er ny og er en følge af forpligtelsen i artikel 14, stk. 5, jf. artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen vil skulle offentliggøre begrundelsen, kriterierne og betingelserne for at anvende enhver undtagelse omfattet af artikel 6, stk. 2, 1. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, på planlagte anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål.

Udpegningen af Digitaliseringsstyrelsen som centralt informationssted for disse oplysninger skyldes, at Digitaliseringsstyrelsen med den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 4, vil blive bemyndiget til at fastsætte undtagelser omfattet af forordningens artikel 6, stk. 2, 1. afsnit, om planlagte anlægsarbejder vedrørende master til radiokommunikationsformål. Opgaven vil i praksis indebære en pligt til at stille vejledende tekst til rådighed om regler fastsat i medfør af den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 4, hvorved der fastsættes undtagelser omfattet af forordningens artikel 6, stk. 2, 1. afsnit, og at stille tekst til rådighed om begrundelsen herfor.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 4, indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som det centrale informationssted for oplysninger omfattet af artikel 7, stk. 5, 4. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, jf. den foreslåede § 27, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 4, er ny og er en følge af, at en eventuel udnyttelse af den foreslåede § 27, stk. 2, vil udløse en forpligtelse i forordningen om gigabitinfrastruktur til at etablere det pågældende centrale informationssted.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsen på forhånd vil skulle offentliggøre de grunde, på baggrund af hvilke den kompetente myndighed i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde på eget initiativ vil kunne forlænge de frister, der er omhandlet i artikel 7, stk. 5, 1. afsnit, og stk. 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Udpegningen af Digitaliseringsstyrelsen som centralt informationssted for disse oplysninger skyldes, at styrelsen vil blive bemyndiget til at fastsætte disse grunde med den foreslåede § 27, stk. 2. Opgaven vil i praksis indebære en pligt til at stille vejledende tekst til rådighed om de grunde, som fastsættes i medfør af denne foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 5, indebærer, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som det centrale informationssted for oplysninger omfattet af artikel 9, stk. 2, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 5, er ny og er en følge af forpligtelsen i artikel 14, stk. 5, jf. artikel 9, stk. 2, 2. pkt., i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Selv om Digitaliseringsstyrelsen ikke er ressortansvarlig for udmøntningen af artikel 9 i Danmark, foreslås det med bestemmelsen at sikre ét centralt informationssted vedrørende udmøntningen af artikel 9 i forordningen om gigabitinfrastruktur i Danmark. Forskellige ministerområder vil skulle forholde sig til, hvorvidt eksisterende krav om forudgående tilladelse for de i artikel 9, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur nævnte typer anlægsarbejder skal ophæves som følge af artikel 9, stk. 1, eller kan opretholdes som følge af artikel 9, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Som følge af den foreslåede bestemmelse vil disse ministerområder skulle oplyse Digitaliseringsstyrelsen om, hvilke typer arbejder omfattet af forordningens artikel 9, stk. 1, der undtages fra tilladelseskrav på deres respektive områder, og hvilke tilladelseskrav der opretholdes uanset artikel 9, stk. 1, jf. stk. 3. Ministerområderne vil herunder kunne oplyse Digitaliseringsstyrelsen om eksisterende undtagelser fra tilladelseskrav, der allerede opfylder artikel 9, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, eller om tilladelseskrav, der opretholdes uden regelændringer på baggrund af artikel 9, stk. 3.

Digitaliseringsstyrelsens opgave i medfør af den foreslåede bestemmelse vil i praksis indebære en pligt til at stille vejledende tekst til rådighed om, hvornår tilladelseskrav ikke gælder for anlægsarbejder omfattet af artikel 9, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det er intentionen, at denne vejledende tekst stilles til rådighed sammen med den vejledende tekst, der stilles til rådighed i medfør af den foreslåede § 30, stk. 1, da der er tæt emnemæssig sammenhæng.

Efter gravelovens § 8 og mastelovens 20 kan ministeren for digitalisering ikke give Digitaliseringsstyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Digitaliseringsstyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Digitaliseringsstyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Ministeren for digitalisering kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af disse love.

Efter gravelovens § 9 m, stk. 3, er Digitaliseringsstyrelsen i sin virksomhed uafhængig af instrukser fra ministeren for digitalisering vedrørende den enkelte sags behandling og afgørelse.

Efter artikel 14, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur skal nationale tvistbilæggelsesorganer handle uafhængigt og objektivt og må ikke søge eller modtage instrukser fra noget andet organ, når de afgør tvister, der indbringes for dem. Dette må ikke være til hinder for, at der kan føres tilsyn i overensstemmelse med national ret. Kun kompetente klageinstanser har beføjelse til at suspendere eller omstøde afgørelser, der er truffet af de nationale tvistbilæggelsesorganer.

Det foreslås i § 44, stk. 1, at ministeren for digitalisering ikke kan give Digitaliseringsstyrelsen instruks om styrelsens administration af loven.

Den foreslåede bestemmelse implementerer dele af teledirektivets artikel 8, stk. 1, om de nationale tilsynsmyndigheders politiske uafhængighed og ansvarlighed.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre gældende ret i mastelovens § 20, stk. 1, og gravelovens § 8, stk. 1, ved at afskære ministeren for digitaliserings instruktionsbeføjelse over for Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med styrelsens administration af loven.

Den foreslåede afskæring af instruksadgangen for ministeren for digitalisering over for Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med styrelsens administration af loven gælder bl.a. styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, styrelsens behandling og afgørelse af enkeltsager, styrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen ved lov er bemyndiget hertil, eller styrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at Digitaliseringsstyrelsen i sin administration af loven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf og i sin varetagelse af myndighedsopgaver, herunder generelle opgaver og konkrete sager, tilsynsaktiviteter m.v. samt udstedelse af administrative forskrifter, agerer uafhængigt af og uden involvering af ministeren for digitalisering.

Den foreslåede afskæring af instruksadgangen for ministeren for digitalisering i forhold til Digitaliseringsstyrelsens udstedelse af administrative forskrifter vil alene gælde på områder, hvor bemyndigelsen hertil ved regler i denne lov er henlagt til Digitaliseringsstyrelsen.

For tvister omfattet af de foreslåede § 31, stk. 1, § 35 og § 38 følger en tilsvarende uafhængighed af artikel 14, stk. 2, 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelse vil derfor ikke finde anvendelse på Digitaliseringsstyrelsens behandling og afgørelse af disse enkeltsager, da Digitaliseringsstyrelsens uafhængighed i denne forbindelse i stedet følger direkte af forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det foreslås i stk. 2, at ministeren for digitalisering ikke kan dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er yderligere at styrke Digitaliseringsstyrelsens uafhængighed på tilsynsområdet og afskære ministerens involvering i enkeltsager.

Uanset, at ministeren for digitalisering i henhold til den foreslåede § 44, stk. 1, er afskåret fra at give Digitaliseringsstyrelsen instruks i forbindelse med styrelsens tilsynsaktiviteter, vil den til enhver tid værende minister for området, medmindre der fastsættes særlige regler, der afskærer ministeren herfra, fortsat kunne risikere at komme under pres for at involvere sig i enkeltsager på tilsynsområdet, på grundlag af ministerens generelle adgang til i forbindelse med konkrete sager at dispensere fra de af ministeren administrativt fastsatte regler. Herved vil den foreslåede klare arbejdsdeling mellem minister og styrelse kunne undermineres.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ministeren for digitalisering i enkeltsager ikke vil kunne dispensere fra regler, som ministeren selv har fastsat i medfør af denne lov, og hvor der måske er uhensigtsmæssigheder m.v.

Ministeren for digitalisering vil herefter være henvist til, hvis der konstateres uhensigtsmæssigheder i de gældende bekendtgørelser m.v., som ministeren er bemyndiget til at udstede, generelt at ændre disse.

Det fremgår af gravelovens § 9 d og mastelovens § 19 c, at Digitaliseringsstyrelsen, de tilladelsesudstedende myndigheder og landzone- og bygningsmyndighederne skal være retligt adskilt og funktionelt uafhængige af udbydere af elektroniske kommunikationsnet, elektronisk kommunikationsudstyr eller elektroniske kommunikationstjenester.

Det fremgår af artikel 14, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at det nationale tvistbilæggelsesorgan skal være retligt adskilt fra og funktionelt uafhængigt af alle netoperatører og alle offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, der er berørt af tvisten. Efter forordningens artikel 14, stk. 7, skal de kompetente organer udøve deres beføjelser upartisk, gennemsigtigt og rettidigt.

Det foreslås i § 45, at Digitaliseringsstyrelsen og de kompetente myndigheder for behandlingen af ansøgninger om tilladelser, jf. kapitel 7 og § 39, skal være retligt adskilt fra og funktionelt uafhængige af udbydere af elektroniske kommunikationsnet, elektronisk kommunikationsudstyr eller elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse implementerer teledirektivets artikel 6, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af gravelovens § 9 d og mastelovens § 19 c, idet de konkrete myndighedsopgaver for de landzone- og bygningsmyndigheder, der er nævnt i mastelovens § 19 c, videreføres med lovforslaget, og idet de tilladelsesudstedende myndigheder nævnt i gravelovens § 9 d benævnes kompetente myndigheder for behandlingen af ansøgninger om tilladelser i overensstemmelse med terminologien i forordningen om gigabitinfrastruktur og det foreslåede kapitel 7 og den foreslåede § 39.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen, der administrerer denne lov, og kompetente myndigheder, der skal tage stilling til ansøgninger om tilladelse til at etablere elementer af elektroniske kommunikationsnet, herunder landzone- og bygningsmyndigheder, ikke samtidig vil kunne have kontrol over organisationer, der udbyder elektroniske kommunikationsnet, elektronisk kommunikationsudstyr eller elektroniske kommunikationstjenester.

Begrebet »tilladelse« i den foreslåede bestemmelse forstås i overensstemmelse med artikel 2, nr. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der sikres en reel organisatorisk adskillelse mellem organisationer, der udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og tilsyns- og tilladelsesmyndighederne. Det må således ikke være de samme myndigheder, der fører tilsyn eller skal tage stilling til ansøgninger om etablering af elementer af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og driver elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse på Digitaliseringsstyrelsens behandling og afgørelse af enkeltsager omfattet af de foreslåede § 31, stk. 1, § 35 og § 38, da Digitaliseringsstyrelsens uafhængighed i denne forbindelse i stedet følger direkte af artikel 14, stk. 2, 1. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Efter mastelovens § 24 kan klager over Digitaliseringsstyrelsens afslag efter mastelovens § 15, stk. 1, på tilladelse til, at der iværksættes ekspropriation, og klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter § 23 a, stk. 3, om tvister vedrørende opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, indbringes for Teleklagenævnet. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, at klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter administrative forskrifter udstedt med hjemmel i mastelovens § 16, stk. 5, indgives til Teleklagenævnet. Teleklagenævnet kan af parterne afkræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sager for nævnet.

Efter telelovens § 76, stk. 1, kan Digitaliseringsstyrelsens afgørelser truffet efter teleloven eller regler udstedt i medfør heraf samt sagsbehandling i forbindelse hermed påklages til Teleklagenævnet. Dette omfatter afgørelser efter telelovens § 60 a eller regler udstedt i medfør heraf.

Regler om Teleklagenævnets virksomhed og behandling af sager følger af telelovens kapitel 26 og af bekendtgørelse nr. 383 af 21. april 2011 om Teleklagenævnets virksomhed.

Det følger desuden af telelovens § 78, stk. 4, at ministeren for digitalisering fastsætter nærmere regler om Teleklagenævnets muligheder for at tillægge en klage opsættende virkning på andre områder end dem, der er nævnt i § 78, stk. 1, og om virkningen heraf. Bestemmelsen er ikke udmøntet.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1, 3.4.1 og 3.13.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 46, stk. 1, at klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter § 19, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 36 eller regler udstedt i medfør heraf, og påbud efter § 34, stk. 4, som vedrører sager omfattet af § 32, herunder klager over Digitaliseringsstyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed, kan indbringes for Teleklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser om at tillade eller ikke tillade, at der iværksættes ekspropriation efter den foreslåede § 19, vil kunne indbringes for Teleklagenævnet. Dette er en videreførelse af mastelovens § 24, stk. 1, 1. led, med den ændring, at det ikke længere alene vil være muligt at indbringe klager over Digitaliseringsstyrelsens afslag på tilladelse til at iværksætte ekspropriation, men at det som noget nyt også vil være muligt at indbringe klager over Digitaliseringsstyrelsens tilladelse til at iværksætte ekspropriation for Teleklagenævnet. Ændringen sker for at ligestille klagemulighederne for de involverede parter i sager om ekspropriation efter den foreslåede § 19.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 32, stk. 1, vedrørende tvister om adgang til opsætning af antennesystemer og tilhørende teknikskab på høje konstruktioner, samt påbud om at efterkomme disse afgørelser efter den foreslåede § 34, stk. 4, vil kunne indbringes for Teleklagenævnet. Denne del af bestemmelsen er ny.

En klageadgang over sammenlignelige afgørelser findes i mastelovens §§ 22 og 23, hvorefter landzonemyndighedens påbud om at give en tilsvarende adgang efter mastelovens § 11, stk. 1 og 2, kan påklages til Planklagenævnet, og bygningsmyndighedens tilsvarende påbud kan påklages til ministeren for digitalisering. I sager omfattet af den foreslåede § 32 vil der være tale om adgang til høje konstruktioner, jf. den foreslåede § 3, nr. 2, der i alle tilfælde vil være ejet af andre end netoperatører og offentlige organer, det vil sige af private virksomheder, der ikke er netoperatører, og af enkeltpersoner. Med den foreslåede bestemmelse vil udgangspunktet om, at disse parter har adgang til en anden klagemulighed end domstolsprøvelse, som også er udtrykt i mastelovens §§ 22 og 23, blive videreført.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 36 eller regler udstedt i medfør heraf vil kunne indbringes for Teleklagenævnet. Dette viderefører gældende ret, idet den foreslåede § 36 viderefører dele af telelovens § 60 a, som er omfattet af den generelle adgang til at indbringe Digitaliseringsstyrelsens afgørelser truffet efter teleloven eller regler udstedt i medfør heraf samt sagsbehandling i forbindelse hermed, som følger af telelovens § 76.

Det foreslåede vil indebære, at sagerne skal være modtaget i nævnet senest fire uger efter, at den afgørelse, der klages over, er truffet, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 383 af 21. april 2011 om Teleklagenævnets virksomhed.

Det foreslåede vil indebære, at Teleklagenævnet alene vil kunne tillægge klager omfattet af bestemmelsen opsættende virkning, såfremt der senere måtte blive fastsat regler herom i medfør af telelovens § 78, stk. 4.

Det foreslås i stk. 2, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, at klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser truffet i henhold til regler udstedt i medfør af § 12, stk. 3, og § 13, stk. 3, indgives til Teleklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 24, stk. 2, med de tilpasninger, der følger af de indholdsmæssige ændringer til mastelovens § 16, som foretages med de foreslåede §§ 12 og 13.

Den foreslåede bestemmelse forventes ikke umiddelbart udnyttet, da de foreslåede § 12, stk. 3, og § 13, stk. 3, primært vedrører fastsættelse af nærmere regler for indberetning og offentliggørelse af oplysninger, jf. de foreslåede § 12, stk. 3, og § 13, stk. 3, og bemærkningerne til disse. Det kan dog ikke udelukkes, at der vil kunne være situationer, hvor Digitaliseringsstyrelsen vil kunne træffe afgørelser relateret til disse regler, idet eksempelvis konstateringer af manglende overholdelse af regler fastsat i medfør af de foreslåede § 12, stk. 3, og § 13, stk. 3, efter omstændighederne eventuelt vil kunne udgøre afgørelser, og hvor karakteren af disse afgørelser tilsiger, at de bør være undergivet en klageadgang til Teleklagenævnet.

Det foreslås i stk. 3, at Teleklagenævnet af parterne kan kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på nævnets behandling af sager.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 24, stk. 6, og vil indebære, at Teleklagenævnet, når nævnet skønner det nødvendigt for sin behandling af sager, vil kunne kræve alle oplysninger af parterne i en sag.

Herved vil nævnet kunne sikre sig et fyldestgørende oplysningsgrundlag fra parterne forud for at kunne træffe afgørelse i de sager, der er nævnt i de foreslåede stk. 1 og 2.

Det foreslås i stk. 4, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser i sager omfattet af stk. 1 eller af regler fastsat i medfør af stk. 2 ikke kan indbringes for domstolene, før adgangen til at indbringe sagen for Teleklagenævnet er udnyttet. Retten kan bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.

Det er vurderingen, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser truffet i medfør af de nævnte bestemmelser ikke skal kunne indbringes for domstolene, før muligheden for at indbringe sagen for Teleklagenævnet har været udnyttet.

Det foreslåede vil indebære, at hvis muligheden for at indbringe tvisten til administrativ prøvelse hos Teleklagenævnet, jf. det foreslåede stk. 1, ikke har været udnyttet, vil sagen ikke kunne indbringes for domstolene på grundlag af bestemmelsen i den foreslåede § 46, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at selv om begæring om sagsanlæg som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, så vil retten dog kunne bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Det vil i så fald indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelse ikke vil skulle efterleves, inden retten har afgjort sagen, eksempelvis således, at ekspropriation, som ellers kunne iværksættes efter en afgørelse efter den foreslåede § 19, vil skulle afvente, at sagen er afsluttet ved retten.

Efter gravelovens § 9 p kan Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter gravelovens § 9 n ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det fremgår af mastelovens § 22, stk. 1, at klage over landzonemyndighedens afgørelser efter § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, indgives til Planklagenævnet, jf. planlovens § 58.

Efter mastelovens § 23, stk. 1, kan klage over bygningsmyndighedens afgørelser efter § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, indgives til ministeren for digitalisering.

Det fremgår af mastelovens § 24, stk. 1, at klager over Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter § 23 a, stk. 3, kan indbringes for Teleklagenævnet.

Det fremgår desuden af mastelovens § 24, stk. 5, at Digitaliseringsstyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter efter mastelovens § 16, stk. 5, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det følger af artikel 14, stk. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at alle afgørelser truffet af et kompetent organ skal i overensstemmelse med national ret kunne indbringes for en fuldt ud uafhængig klageinstans, herunder en instans, som har domstolskarakter.

Det fremgår af forordningens artikel 13, stk. 2, at det nationale tvistbilæggelsesorgan træffer bindende afgørelse i tvister.

Det foreslås i § 47, stk. 1, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter §§ 31, 33-35 og 37-39 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog § 46, stk. 1.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at etablering af de netelementer, som en tvist eller klage vedrører, kan ske hurtigst muligt, når Digitaliseringsstyrelsen har afgjort en tvist, samt at sikre, at rekursadgangen er ensartet for sammenlignelige sager.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gravelovens § 9 p for så vidt angår de afgørelsestyper i de angivne foreslåede bestemmelser, der svarer til afgørelser efter gravelovens §§ 9 n og 9 m, dvs. visse afgørelser efter de foreslåede § 31, stk. 1, samt §§ 35, 37 og 38.

Den foreslåede bestemmelse er ny for sager efter den foreslåede § 31, som vedrører master til radiokommunikationsformål og anden fysisk infrastruktur, som ikke i dag er omfattet af graveloven. For disse sager indebærer det, at der ikke videreføres en klageadgang i stil med den, der i dag følger af mastelovens §§ 22 og 23 vedrørende landzone- og bygningsmyndighedernes påbud efter mastelovens § 3, stk. 1 og 2, og § 11, stk. 1 og 2. Bestemmelsen er også ny for øvrige sager omfattet af den foreslåede § 34, stk. 4, da der for sager, der ikke er omfattet af den gældende mastelovs §§ 22 og 23, ikke findes en påbudsbestemmelse modsvarende den, der følger af mastelovens § 3, stk. 1 og 2, og § 11, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse er ny for afgørelser efter de foreslåede § 34, stk. 1 og 2, idet denne bestemmelse med visse tilpasninger viderefører en række bestemmelser fra masteloven, jf. bemærkningerne til de foreslåede § 34, stk. 1 og 2, idet masteloven ikke indeholder en regel om, at afgørelser i henhold til de relevante gældende regler ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke have relevans for den foreslåede § 34, stk. 3, som ikke hjemler afgørelser.

Den foreslåede bestemmelse er ny for sager omfattet af den foreslåede § 33 og indebærer, at der ikke længere vil være den klageadgang til Teleklagenævnet i disse sager, som den i dag følger af mastelovens § 24, stk. 1. Hermed vil klageadgangen i disse sager blive ensrettet med de sammenlignelige afgørelser, der vil kunne træffes efter de foreslåede §§ 31 og 38.

Den foreslåede bestemmelse vil være ny for den foreslåede § 39, da den foreslåede § 39 i sig selv vil være ny.

Den foreslåede bestemmelse vil alene afskære rekurs til andre administrative myndigheder, og vil ikke forhindre prøvelse af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser ved domstolene. Den foreslåede bestemmelse vil derfor være i overensstemmelse med teledirektivets artikel 31, som gælder for Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 33, og artikel 14, stk. 10, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som gælder for Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter de foreslåede § 31, stk. 1, § 35 og § 38.

Den foreslåede bestemmelse henviser til den foreslåede § 46, stk. 1, for at sikre, at bestemmelsen ikke vil berøre muligheden for at indbringe klager over Digitaliseringsstyrelsens påbud efter den foreslåede § 34, stk. 4, som vedrører sager omfattet af den foreslåede § 32, for Teleklagenævnet i overensstemmelse med den foreslåede § 46, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at en sag, der kan indbringes for Digitaliseringsstyrelsen efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser, ikke kan indbringes for domstolene, før adgangen til at indbringe sagen for Digitaliseringsstyrelsen er udnyttet.

Det er vurderingen, at tvister omfattet af de nævnte bestemmelser ikke skal kunne indbringes for domstolene, før muligheden for at få behandlet tvisten af Digitaliseringsstyrelsen har været udnyttet.

Det foreslåede vil indebære, at hvis muligheden for at indbringe tvisten til administrativ prøvelse, jf. de foreslåede §§ 31, 33-35 og 37-39, ikke har været udnyttet, vil sagen ikke kunne indbringes for domstolene på grundlag af bestemmelsen i den foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at søgsmål skal være anlagt inden udløbet af en eventuel tidsfrist for efterlevelse af Digitaliseringsstyrelsens afgørelse eller i fravær af en sådan senest 6 måneder efter, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelse i sagen er meddelt.

Bestemmelsen vil indebære, at søgsmål vedrørende Digitaliseringsstyrelsens afgørelser omfattet af bestemmelsen ikke længere vil kunne indbringes for domstolene, når den gældende frist efter den foreslåede bestemmelse er udløbet.

Afgørelser omfattet af bestemmelsen vil, jf. forvaltningslovens § 26, skulle være ledsaget af oplysning om, at afgørelserne kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af den lovbestemte frist for sagens anlæg, der følger af den foreslåede bestemmelse, og hvilken frist der præcis gælder.

Hvor den i bestemmelsen nævnte klagefrist på 6 måneder finder anvendelse, regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til ansøger. Klagefristen udløber 6 måneder senere på samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem. Hvis klagefristens sidste dag er en lørdag, søndag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den efterfølgende hverdag. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister og vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 210-213.

Hvor Digitaliseringsstyrelsen har fastsat en tidsfrist for efterlevelse af afgørelsen, der som følge af den foreslåede bestemmelse ligeledes vil have betydning for muligheden for at indbringe søgsmål for domstolene, vil det skulle følge af klagevejledningen i afgørelsen, hvornår denne frist præcis slutter. Digitaliseringsstyrelsens fastsættelse af en tidsfrist for efterlevelse af afgørelsen vil som følge af den foreslåede bestemmelse både kunne indebære en kortere frist end 6 måneder for indbringelse af søgsmål for domstolene, dog mindst 8 uger, jf. det foreslåede stk. 4, og en længere frist end 6 måneder.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at retten kan bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at selv om begæring om sagsanlæg som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, så vil retten dog kunne bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Det vil i så fald indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelse ikke vil skulle efterleves, inden retten har afgjort sagen, eksempelvis således, at opsætning af antennesystemer, som ellers ville skulle ske efter en afgørelse i en tvistesag efter den foreslåede § 32, vil skulle afvente, at sagen er afsluttet ved retten.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at søgsmål vedrørende Digitaliseringsstyrelsens påbud efter § 34, stk. 4, som vedrører sager omfattet af §§ 31 eller 33, kan indbringes for domstolene inden udløbet af en eventuel tidsfrist for efterlevelse af påbuddet eller i fravær af en sådan senest 8 uger efter, at påbuddet er meddelt den pågældende.

Bestemmelsen vil indebære, at søgsmål vedrørende Digitaliseringsstyrelsens påbud omfattet af bestemmelsen ikke længere vil kunne indbringes for domstolene, når den gældende frist efter den foreslåede bestemmelse er udløbet.

Påbud omfattet af bestemmelsen vil, jf. forvaltningslovens § 26, skulle være ledsaget af oplysning om, at afgørelserne kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af den lovbestemte frist for sagens anlæg, der følger af den foreslåede bestemmelse, og hvilken frist der præcis gælder.

Hvor den i bestemmelsen nævnte klagefrist på 8 uger finder anvendelse, regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til ansøger. Klagefristen udløber 8 uger senere på samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem. Hvis klagefristens sidste dag er en lørdag, søndag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den efterfølgende hverdag. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister og vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 210-213.

Hvor Digitaliseringsstyrelsen har fastsat en tidsfrist for efterlevelse af afgørelsen, der som følge af den foreslåede bestemmelse ligeledes vil have betydning for muligheden for at indbringe søgsmål for domstolene, vil det skulle følge af klagevejledningen i afgørelsen, hvornår denne frist præcis slutter. Som følge af det foreslåede stk. 4 vil den af Digitaliseringsstyrelsen fastsatte tidsfrist dog kun kunne have betydning for muligheden for indbringelse af søgsmål for domstolene, hvis Digitaliseringsstyrelsen fastsætter en længere frist for efterlevelse af påbuddet end 8 uger.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at retten kan bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at selv om begæring om sagsanlæg som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, så vil retten dog kunne bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Det vil i så fald indebære, at Digitaliseringsstyrelsens påbud ikke vil skulle efterleves, inden retten har afgjort sagen, eksempelvis således, at opsætning af antennesystemer, der ellers ville skulle ske på baggrund af et påbud givet i medfør af den foreslåede § 34, stk. 4, i forlængelse af en afgørelse i en tvistesag efter den foreslåede § 32, vil skulle afvente, at sagen er afsluttet ved retten.

Det foreslås i stk. 4, at uanset, hvilke tidsfrister for efterlevelse der er fastsat i de nævnte afgørelser og påbud, jf. stk. 2 og 3, kan anlæg af søgsmål dog som minimum ske indtil 8 uger efter, at afgørelsen eller påbuddet er meddelt den pågældende.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsens fastsættelse af frister for en afgørelses efterlevelse aldrig vil kunne indebære, at der er mindre end otte uger til at indbringe søgsmål vedrørende en afgørelse for domstolene.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til ansøger. Klagefristen udløber 8 uger senere på samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem. Hvis klagefristens sidste dag er en lørdag, søndag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den efterfølgende hverdag. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister og vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 210-213.

Efter mastelovens § 22, stk. 1, indgives klage over landzonemyndighedens afgørelser efter mastelovens § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, til Planklagenævnet, jf. planlovens § 58. Planklagenævnet kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne. Planklagenævnet kan hjemvise en klagesag til landzonemyndigheden til yderligere behandling, herunder for at få de tekniske forhold vedrørende fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer yderligere inddraget og belyst. Planlovens §§ 59 og 60 finder tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af mastelovens § 23, stk. 1, at klage over bygningsmyndighedens afgørelser efter mastelovens § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, indgives til ministeren for digitalisering. Ministeren for digitalisering kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne. Ministeren for digitalisering kan indhente yderligere radiotekniske oplysninger i sagen. Ministeren for digitalisering kan hjemvise en klagesag til bygningsmyndigheden til yderligere behandling, herunder for at få de tekniske forhold vedrørende fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer yderligere inddraget og belyst. Ministeren for digitaliserings afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i § 48, stk. 1, at klager over landzonemyndighedens vilkår fastsat efter § 28, stk. 1, indgives til Planklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den delmængde af mastelovens § 22, stk. 1, der vedrører klager over landzonemyndighedens vilkår om dimensionering af master i medfør af mastelovens § 8, stk. 1, idet mastelovens § 8, stk. 1, vil blive videreført med den foreslåede § 28, stk. 1, som den foreslåede § 48, stk. 1, henviser til.

Den foreslåede bestemmelse viderefører dog ikke den delmængde af mastelovens § 22, stk. 1, der vedrører klageadgang vedrørende landzonemyndighedens afgørelser efter mastelovens § 3, stk. 1 og 2, eller § 11, stk. 1 og 2, da disse bestemmelser med forslaget vil blive erstattet af en klageadgang til Digitaliseringsstyrelsen, jf. den foreslåede § 31, ligesom afgørelser efter den foreslåede § 31 ikke længere vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede § 47. Landzonemyndighederne vil dermed ikke fremover have en rolle, hvor de kan give påbud om adgang til master til radiokommunikationsformål eller til andre master, bygninger eller høje konstruktioner, jf. mastelovens § 1, stk. 2, nr. 2 og 3. Der vil med lovforslaget således ikke længere være afgørelser vedrørende disse forhold truffet af en landzonemyndighed, som Planklagenævnet vil kunne behandle.

Fastholdelse af, at klager over de nævnte vilkår indgives til Planklagenævnet, er en følge af, at vilkårene vil indgå i en landzonetilladelse givet i medfør af planloven, hvor Planklagenævnet også vil være det kompetente klageorgan for afgørelsens øvrige dele, jf. planlovens § 58. Ved at fastholde Planklagenævnet som klageinstans for vilkår i medfør af den foreslåede § 28, stk. 1, når disse vilkår indgår i en landzonetilladelse, vil det kunne undgås, at klager over forskellige dele af landzonetilladelsen vil skulle indgives til forskellige klageinstanser.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at klagerne vil være omfattet af kravet i planlovens § 60, stk. 1, om, at klagerne skal være indgivet inden 4 uger efter at den afgørelse, som klagen vedrører, er meddelt.

Det foreslås i stk. 2, at klager over bygningsmyndighedens vilkår fastsat efter § 28, stk. 1, indgives til Digitaliseringsstyrelsen inden 4 uger efter at afgørelsen, der indeholder vilkårene, er meddelt.

Den foreslåede bestemmelse erstatter den delmængde af mastelovens § 23, stk. 1, der vedrører klager over bygningsmyndighedens vilkår om dimensionering af master i medfør af mastelovens § 8, stk. 1, idet mastelovens § 8, stk. 1, vil blive videreført med den foreslåede § 28, stk. 1, som den foreslåede § 48, stk. 2, henviser til. Tidsfristen for indgivelse af sagerne er dog ny.

Den foreslåede bestemmelse viderefører ikke den delmængde af mastelovens § 23, stk. 1, der vedrører en klageadgang vedrørende bygningsmyndighedens afgørelser efter mastelovens § 3, stk. 1 og 2, eller § 11, stk. 1 og 2, da disse bestemmelser med forslaget vil blive erstattet af en klageadgang til Digitaliseringsstyrelsen, jf. den foreslåede § 31, ligesom afgørelser efter den foreslåede § 31 ikke længere vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede § 47. Bygningsmyndighederne vil dermed ikke fremover have en rolle, hvor de kan give påbud om adgang til master til radiokommunikationsformål eller til andre master, bygninger eller høje konstruktioner, jf. mastelovens § 1, stk. 2, nr. 2 og 3. Der vil med lovforslaget således ikke længere eksistere afgørelser vedrørende disse forhold truffet af en landzonemyndighed, som en anden instans vil kunne behandle.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klager over bygningsmyndighedens vilkår om dimensionering af master fremover vil skulle indgives til Digitaliseringsstyrelsen frem for til ministeren for digitalisering. Herved vil så mange forskellige klageadgange som muligt, der følger af den foreslåede lov og af forordningen om gigabitinfrastruktur, blive samlet hos Digitaliseringsstyrelsen frem for hos ministeren, idet der er tale om vilkår af teknisk karakter.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at klage vedrørende bygningsmyndighedernes vilkår efter den foreslåede § 28, der kan indgå i eksempelvis i en byggetilladelse, vil skulle ske til en myndighed uden relation til byggesagsbehandlingen i øvrigt. Dette viderefører den flytning af opgaven fra den daværende statsforvaltning til ministeren for digitalisering, som blev vedtaget ved § 29, nr. 3, i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love. Det er således allerede tilfældet efter gældende ret, at klager over de nævnte vilkår, når de indgår i afgørelser truffet af en bygningsmyndighed, skal indgives til en anden instans end klager over de øvrige dele af bygningsmyndighedens afgørelse.

Den foreslåede tidsfrist for indgivelse af sagerne for Digitaliseringsstyrelsen vil indebære, at der vil gælde den samme tidsfrist på 4 uger i sager omfattet af det foreslåede stk. 2, som der vil gælde for sager omfattet af det foreslåede stk. 1 som følge af det foreslåede stk. 6.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til ansøger. Klagefristen udløber 4 uger senere på samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem. Hvis klagefristens sidste dag er en lørdag, søndag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den efterfølgende hverdag. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister og vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 210-213.

Det foreslås i stk. 3, at Planklagenævnet henholdsvis Digitaliseringsstyrelsen kan i sager efter stk. 1 og 2 af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne.

Den foreslåede bestemmelse viderefører for de sager, der er omfattet af de foreslåede § 48, stk. 1 og 2, i indholdsmæssigt uændret form mastelovens § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Planklagenævnet henholdsvis Digitaliseringsstyrelsen i sager, der indgives i henhold til de foreslåede stk. 1 og 2, af parterne vil kunne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne. Hermed vil de nævnte klageinstanser være i stand til at oplyse sagerne fuldt ud i overensstemmelse med officialprincippet, inden der træffes afgørelse.

Det foreslås i stk. 4, at Planklagenævnet til brug for sager efter stk. 1 kan indhente en vejledende udtalelse fra Digitaliseringsstyrelsen vedrørende radiotekniske aspekter af sagen på baggrund af oplysninger, som nævnet har indhentet efter stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i justeret form udgangspunktet i mastelovens § 22, stk. 3, der henviser til mastelovens § 18, stk. 1, som ikke videreføres med lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Planklagenævnet fortsat vil have adgang til at indhente en udtalelse fra Digitaliseringsstyrelsen svarende til de udtalelser, som mastelovens § 18, stk. 1, hidtil har givet mulighed for. Ved at specificere, at udtalelsen er vejledende, vil den foreslåede bestemmelse også fastholde, at udtalelserne fortsat ikke vil være bindende for Planklagenævnet.

Der vil ikke være en pligt for Planklagenævnet til at indhente en vejledende udtalelse fra Digitaliseringsstyrelsen i sager, som indbringes for nævnet, men i sager, hvor nævnet er i tvivl om de radiotekniske aspekter i sagen, vil nævnet kunne indhente en udtalelse fra Digitaliseringsstyrelsen med henblik på at oplyse sagen fuldstændigt, inden der træffes afgørelse.

Det foreslås i stk. 5, at Planklagenævnet henholdsvis Digitaliseringsstyrelsen kan hjemvise en sag til landzone- henholdsvis bygningsmyndigheden til yderligere behandling, herunder for at få de tekniske forhold vedrørende dimensioneringen belyst.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 22, stk. 4, og § 23, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Planklagenævnet vil kunne hjemvise eksempelvis landzonetilladelser til landzonemyndigheden, og Digitaliseringsstyrelsen vil kunne hjemvise eksempelvis byggetilladelser til bygningsmyndigheden, med henblik på fornyet behandling af spørgsmålet om de vilkår, landzonemyndigheden henholdsvis bygningsmyndigheden har stillet i den oprindelige tilladelse i medfør af den foreslåede § 28.

Bestemmelsens sidste led om at få de tekniske forhold vedrørende dimensioneringen belyst skal ikke alene forstås snævert i forhold til, hvorvidt den pålagte dimensionering af masten er mulig, men også i forhold til, om dimensioneringen teknisk er både nødvendig og egnet for at opnå de formål, der er nævnt i den foreslåede § 28.

Det foreslås i stk. 6, at §§ 59 og 60 og § 62, stk. 1, 1. pkt., i lov om planlægning og § 11 c i lov om Planklagenævnet finder tilsvarende anvendelse i sager efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 22, stk. 5.

Planlovens § 59 regulerer de klageberettigede i klagesager vedrørende bl.a. de afgørelser i henhold til planlovens § 35, i tilknytning til hvilke landzonemyndigheden i henhold til den foreslåede § 28 vil kunne fastsætte de vilkår, som sager efter det foreslåede stk. 1 vil omhandle. Dette vil som følge af den foreslåede bestemmelse tilsvarende gælde for sager efter det foreslåede stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil være de samme parter, der er berettiget til at klage over selve afgørelsen fra landzonemyndigheden, der tillige vil kunne klage over det af landzonemyndigheden fastsatte vilkår i henhold til den foreslåede § 28. I praksis forventes det, at det primært vil være relevant at klage over sådanne vilkår for den part, som vilkåret er rettet imod.

Planlovens § 60 regulerer bl.a., at klager omfattet af bestemmelsen vil skulle være indgivet skriftligt inden fire uger efter at afgørelsen er meddelt, og hvornår denne frist regnes fra. Dette vil som følge af den foreslåede bestemmelse tilsvarende gælde for sager efter det foreslåede stk. 1.

Henvisningen til planlovens § 62, stk. 1, 1. pkt., som er ny, indebærer, at søgsmål til prøvelse af Planklagenævnets afgørelser i sager omfattet af det foreslåede stk. 1 vil skulle være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

Henvisningen til § 11 c i lov om Planklagenævnet, som er ny, indebærer bl.a., at i sager efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil en klage til Planklagenævnet skulle indgives skriftligt i overensstemmelse med § 11 a til den myndighed, der har truffet afgørelsen, at en klage vil skulle anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden, og at myndigheden, hvis den vil fastholde afgørelsen, vil skulle videresende klagen til Planklagenævnet snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb m.v.

Det foreslås i stk. 7, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter stk. 2 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål til prøvelse af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter stk. 2 skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. viderefører mastelovens § 23, stk. 5. Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. er nyt og vil indebære, at søgsmål til prøvelse af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter det foreslåede stk. 2 vil blive ensrettet med reglerne for anlæg af søgsmål i planlovens § 62, stk. 1, 1. pkt., jf. henvisningen til denne bestemmelse i det foreslåede stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser i medfør af den foreslåede § 48, stk. 2, vedrørende vilkår fastsat af bygningsmyndigheder i medfør af den foreslåede § 28, stk. 1, ikke vil kunne påklages til andre administrative myndigheder, herunder de almindelige rekursinstanser. Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter det foreslåede stk. 2 vil dog kunne indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter det foreslåede stk. 2 vil være endelige på tilsvarende måde som Planklagenævnets afgørelser er endelige, jf. § 3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet, hvorefter Planklagenævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der vil være det samme antal klagemuligheder, uanset om der er tale om klager over landzonemyndighedens vilkår fastsat efter den foreslåede § 28, stk. 1, eller klager over bygningsmyndighedens vilkår fastsat efter den foreslåede § 28, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse er således udtryk for en ensretning af klageprocessen over bygningsmyndighedens vilkår efter det foreslåede stk. 2 med klageprocessen over landzonemyndighedens vilkår efter det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter det foreslåede stk. 2 vil kunne indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af Digitaliseringsstyrelsens afgørelser skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at domstolsprocessen vedrørende sager efter det foreslåede stk. 2 med domstolsprocessen vil være den samme som domstolsprocessen vedrørende sager efter det foreslåede stk. 1, jf. det foreslåede stk. 6.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til ansøger. Klagefristen udløber 6 måneder senere på samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem. Hvis klagefristens sidste dag er en lørdag, søndag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den efterfølgende hverdag. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister og vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 210-213.

Det følger af mastelovens § 23 a, stk. 5, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens behandling af sager efter mastelovens § 23 a, herunder om, hvilke afgørelser Digitaliseringsstyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager og om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for sagsbehandlingen.

Det følger af gravelovens § 9 m, stk. 4, at ministeren for digitalisering kan fastsætte nærmere regler om Digitaliseringsstyrelsens behandling af sager efter gravelovens § 9 m.

Det foreslås i § 49, at ministeren for digitalisering kan fastsætte nærmere regler om Digitaliseringsstyrelsens behandling af sager omfattet af §§ 31-35 og 37-39.

Med henvisningen til den foreslåede § 33, der viderefører mastelovens § 23 a, stk. 1-3, viderefører den foreslåede bestemmelse den del af mastelovens § 23 a, stk. 5, der vedrører nærmere regler om Digitaliseringsstyrelsens behandling af sager efter mastelovens § 23 a, herunder hvilke afgørelser Digitaliseringsstyrelsen kan træffe og om frister for styrelsens behandling af sager.

Med henvisningerne til de foreslåede §§ 31, 35, 37 og 38 viderefører den foreslåede bestemmelse gravelovens § 9 m, stk. 4, idet de nævnte bestemmelser erstatter de hjemler til at træffe afgørelser, der i dag følger af gravelovens § 9 m og n, bortset fra den del af den foreslåede § 31, der vedrører master til radiokommunikationsformål, der er undtaget fra graveloven. Den foreslåede bestemmelse vil være ny for den del af den foreslåede § 31, der vedrører master til radiokommunikationsformål, samt for de foreslåede §§ 32, 34 og 39.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte nærmere regler og principper for Digitaliseringsstyrelsens sagsbehandling efter de oplistede bestemmelser, der alle vedrører en kompetence for Digitaliseringsstyrelsen til at træffe afgørelser eller give påbud i relation til klager.

Den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis indebære, at ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte tidsfrister for Digitaliseringsstyrelsens sagsbehandling for de sagstyper, hvor en sådan ikke allerede følger af artikel 13 i forordningen om gigabitinfrastruktur eller henvisningerne hertil i den foreslåede § 31, eller af den foreslåede § 41.

Den foreslåede bestemmelse vil også indebære, at ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte regler om nærmere procedurer for indgivelse af klager til Digitaliseringsstyrelsen og andre regler, der er nødvendige for at sikre en klar, effektiv og hensigtsmæssig procedure for sagerne.

Den foreslåede bestemmelse vil også indebære, at ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte regler for, hvilke afgørelser Digitaliseringsstyrelsen vil kunne træffe.

Den foreslåede bestemmelse vil også indebære, at ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte regler om indsendelse af oplysninger til brug for Digitaliseringsstyrelsens sagsbehandling.

Den foreslåede bemyndigelse forventes at blive udmøntet, hvis der opstår et behov herfor.

Regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil være omfattet af den foreslåede § 44, stk. 2, der indebærer, at ministeren for digitalisering ikke kan dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

Det fremgår af mastelovens § 25, stk. 1, at med bøde straffes den, der ikke efterkommer påbud udstedt i medfør af mastelovens § 3, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1 og 2, eller ikke afgiver oplysninger i medfør af mastelovens § 16, stk. 1, § 22, stk. 2, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 6, eller ikke overholder vilkår fastsat i medfør af mastelovens § 8, stk. 1.

Det fremgår desuden af mastelovens § 25, stk. 2, at der i forskrifter udstedt i medfør af mastelovens § 7, § 9, stk. 3, § 14 og § 16, stk. 6 og 7, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Mastelovens § 16, stk. 6 og 7, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 955 af 4. august 2010 om offentliggørelse af oplysninger om radiodækningsplaner og eksisterende antennepositioner samt indberetning af oplysninger om eksisterende antennepositioner.

Det fremgår af artikel 15 i forordningen om gigabitinfrastruktur, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af forordningen m.v. og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være passende, effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.12.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 50, stk. 1, at med bøde straffes den, der 1) ikke efterkommer et påbud givet i medfør af § 34, stk. 4, 2) ikke afgiver oplysninger i medfør af § 12, stk. 1 og 2, § 40, stk. 1, nr. 1 og 2, bortset fra afgivelse af oplysninger i relation til sager omfattet af §§ 36, 37 eller 39, eller i medfør af § 46, stk. 3, eller § 48, stk. 3, eller 3) ikke overholder vilkår fastsat i medfør af § 28, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 indebærer, at den, der ikke efterkommer påbud givet i medfør af den foreslåede § 34, stk. 4, straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse viderefører for master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner (i den gældende mastelovs terminologi master, bygninger og høje konstruktioner) den bødestrafsanktion, der i mastelovens § 25, stk. 1, nr. 1, er for manglende overholdelse af landzone- og bygningsmyndighedernes påbud, og ændringen omfatter således primært, hvilken myndighed der har givet det påbud, hvis manglende overholdelse kan medføre bødestraf. Bødestraffen vil være ny for fysisk infrastruktur, der i dag er omfattet af graveloven, dvs. f.eks. nedgravet fysisk infrastruktur så som føringsrør, som der fremover vil være adgang til i medfør af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 10, og for etablering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde omfattet af den foreslåede § 8.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil kunne straffes med bøde ikke at efterkomme Digitaliseringsstyrelsens påbud om at efterkomme styrelsens afgørelse truffet i henhold til de foreslåede §§ 31-33. Det vil sige afgørelser i tvister vedrørende adgang til fysisk infrastruktur i medfør af artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur eller den foreslåede § 9, afgørelser i tvister vedrørende adgang til master til radiokommunikationsformål i medfør af den foreslåede § 4, afgørelser i tvister om adgang til opsætning af antennesystemer på høje konstruktioner og etablering af tilhørende teknikskab i medfør af den foreslåede § 6, og afgørelser i tvister om adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på de i den foreslåede § 8, stk. 1, omhandlede kategorier af fysisk infrastruktur.

I praksis vil bødestrafbestemmelsen hovedsageligt kunne rettes mod pligtsubjekterne i artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og i de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9. Det skyldes, at det normalt vil være disse parter, der i praksis vil kunne handle i strid med en afgørelse truffet af Digitaliseringsstyrelsen i de nævnte typer tvister og dermed vil kunne modtage et påbud i henhold til den foreslåede § 34, stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen vil i sagerne eksempelvis kunne træffe afgørelse om, hvorvidt et sådant pligtsubjekt skal eller ikke skal imødekomme en anmodning om adgang til infrastruktur. En sådan afgørelse vil ikke indebære nogen forpligtelser for den, der har anmodet om adgang, og det vil derfor alene være pligtsubjekterne, der vil kunne straffes for eventuel manglende efterkommelse af et påbud. Strafsubjekterne vil således primært være de netoperatører og offentlige organer, der vil skulle give adgang i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 9, de ejere af master til radiokommunikationsformål, der forpligtes i den foreslåede § 4, de ejere af høje konstruktioner, der forpligtes i den foreslåede § 6, samt de offentlige myndigheder, netoperatører, offentligretlige organer og andre ejere af gadeinventar, der forpligtes i den foreslåede § 8. Det vil derudover kunne være de lejere og brugsrettighedsindehavere, der som følge af den foreslåede § 7 sidestilles med pligtsubjekterne i artikel 3, stk. 1, 4, 5 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur, samt de foreslåede §§ 4 og 6.

Det vil dog ikke kunne udelukkes, at også rettighedssubjekter i de nævnte bestemmelser vil kunne ifalde bødestraf for ikke at efterkomme påbud. Det vil f.eks. gælde, hvis Digitaliseringsstyrelsen i en afgørelse har fastsat nærmere vilkår for adgangen, som den, der får adgangen, skal efterleve, og hvis et påbud om at efterkomme disse vilkår ikke er efterkommet.

Der er i den foreslåede § 34, stk. 4, mulighed for at pålægge en part tvangsbøder, indtil et påbud efterkommes. Disse tvangsbøder vil være et tvangsmiddel og vil have til formål at sikre, at påbuddet efterkommes, mens bødestraffen i henhold til den foreslåede bestemmelse vil være en efterfølgende sanktion for manglende overholdelse. Bødestraffen vil f.eks. kunne være relevant, når tvangsbøder i medfør af den foreslåede § 34, stk. 4, ikke medfører efterkommelse af et påbud, men vil også kunne gives, hvis et påbud efterkommes indholdsmæssigt, uden dog at overholde den frist, der er fastsat i påbuddet. Det vil skulle indgå i udmålingen af bødestraffens størrelse, hvorvidt der er tale om en fuldstændig manglende efterlevelse af påbuddet eller blot om en overskridelse af fristen. Det vil videre skulle indgå, hvilke konkrete negative konsekvenser og omkostninger den manglende eller forsinkede adgang har haft for rettighedssubjekterne.

De forpligtelser, der fremgår af artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og af de foreslåede §§ 4, 6, 8 og 9, vedrører udøvelsen af virksomhed, som hovedsageligt udøves af private, men som statslige myndigheder og kommuner også udøver i en vis udstrækning. Det gælder etablering og drift af fysisk infrastruktur og udlejning af fast ejendom, hvor offentlige myndigheder generelt skal agere på tilsvarende vis som private bl.a. på grund af EU’s statsstøtteregler. For forpligtelserne til at give adgang til fysisk er straffelovens § 27, stk. 2, derfor ikke til hinder for, at bødestrafbestemmelser også gælder for offentlige myndigheder, sådan som retstilstanden også er i dag.

Udvidelsen af bødestrafbestemmelsen til at omfatte fysisk infrastruktur, der i dag er omfattet af graveloven, skyldes, at forordningen om gigabitinfrastruktur fastsætter, at der bør være en form for sanktioner for manglende overholdelse af regler om adgang, der følger direkte af forordningen. Der er endvidere tale om regler, der i høj grad er sammenlignelige med reglerne om adgang til master til radiokommunikationsformål og andre master, bygninger og konstruktioner, som er omfattet af den gældende bestemmelse i mastelovens § 25, stk. 1, nr. 1, om bødestraf. Overtrædelse af reglerne om adgang til den type fysisk infrastruktur, der i dag er reguleret i graveloven, bør derfor sanktioneres ligesådan som adgang, der svarer til adgang efter masteloven.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 indebærer, at den, der ikke afgiver oplysninger i medfør af de foreslåede § 12, stk. 1 og 2, § 40, stk. 1, nr. 1 og 2, bortset fra afgivelse af oplysninger til sager omfattet af §§ 36, 37 eller 39, eller i medfør af § 46, stk. 3, eller § 48, stk. 3, straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første medføre, at manglende indberetning af radiodækningsplaner og eksisterende antennepositioner til Digitaliseringsstyrelsen i medfør af de foreslåede § 12, stk. 1 og 2, vil kunne straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse vil for det andet medføre, at manglende afgivelse af oplysninger til organer, der behandler klager eller tvister efter denne lov, vil kunne straffes med bøde. Konkret vil det således kunne straffes med bøde, hvis en part i en sag efter de foreslåede § 19, stk. 1, eller § 32, stk. 2, hvor Digitaliseringsstyrelsens afgørelse er indbragt for Teleklagenævnet efter den foreslåede § 46, og Teleklagenævnet har afkrævet denne part oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagen for nævnet, ikke afgiver disse oplysninger. Tilsvarende vil det kunne straffes med bøde, hvis en part i en sag efter den foreslåede § 48, hvis Planklagenævnet eller Digitaliseringsstyrelsen har afkrævet denne part oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagen, ikke afgiver disse oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil for det tredje medføre, at det vil kunne straffes med bøde, hvis en part i en sag efter de foreslåede §§ 31-33, 35 eller 38 ikke afgiver oplysninger, som Digitaliseringsstyrelsen kræver i henhold til de foreslåede § 40, stk. 1, nr. 1 og 2.

Denne del af den foreslåede bestemmelse omfatter ikke alle de sager, som de foreslåede § 40, stk. 1, nr. 1 og 2, omfatter. Undtaget fra bødestraf er således manglende afgivelse af oplysninger i sager efter de foreslåede §§ 36, 37 eller 39.

Manglende afgivelse af oplysninger i relation til sager omfattet af de foreslåede §§ 36 og 37 er ikke bødestrafbelagt i gældende ret. Med den foreslåede § 40, stk. 8, vil der være hjemmel til at pålægge parter, der ikke afgiver disse oplysninger, tvangsbøder. Det vurderes ikke nødvendigt derudover at strafbelægge manglende afgivelse af oplysninger.

I forhold til den foreslåede § 39, så er overtrædelse af selve bestemmelserne i artikel 7, stk. 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 27, stk. 1, som § 39 er en klagebestemmelse til, ikke strafbelagt på grund af straffelovens § 27, stk. 2, hvorefter myndigheder alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private. Der henvises nærmere til pkt. 3.12.1 og 3.12.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bødestrafsanktion for manglende indberetning af radiodækningsplaner, der følger af mastelovens § 25, stk. 1, nr. 2, og den gældende bødestrafsanktion for manglende indberetning af eksisterende antennepositioner, der følger af offentliggørelsesbekendtgørelsens § 2. For så vidt angår radiodækningsplaner er der en mindre udvidelse af strafsubjekterne som følge af den kodificering af praksis vedrørende indberetning af radiodækningsplaner, der er beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bødestrafsanktion for manglende afgivelse af oplysninger i klagesager over vilkår om dimensionering af master, der for klagesager vedrørende vilkår fastsat af landzonemyndigheden fortsat vil skulle afgives til Planklagenævnet, mens disse oplysninger i klagesager vedrørende vilkår fastsat af bygningsmyndigheden fremover vil skulle afgives til Digitaliseringsstyrelsen frem for ministeren for digitalisering.

Den foreslåede bestemmelse viderefører desuden den gældende bødestrafsanktion for manglende afgivelse af oplysninger i sager om tvister vedrørende adgang til master til radiokommunikationsformål og høje konstruktioner, idet det dog nu vil kunne forekomme, at disse oplysninger vil skulle afgives allerede i forbindelse med sagsbehandling med henblik på en afgørelse og ikke som i den gældende mastelov først efter udstedelsen af og eventuel klage over et påbud om at give adgang, ligesom oplysningerne vil skulle afgives til Digitaliseringsstyrelsen frem for som i mastelovens §§ 22 og 23 til henholdsvis Planklagenævnet og ministeren for digitalisering. Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bødestrafbestemmelse for manglende afgivelse af oplysninger til Teleklagenævnet i sager om ekspropriation, der indbringes for nævnet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer nye bødestrafsanktioner for manglende afgivelse af oplysninger i de sager efter den foreslåede § 31, der ikke vedrører master til radiokommunikationsformål, dvs. sager om anden fysisk infrastruktur, som er reguleret i graveloven, hvor der ikke er bødestraf for manglende afgivelse af oplysninger i sagerne. Den foreslåede bestemmelse indebærer nye bødestrafsanktioner for manglende afgivelse af oplysninger i sager efter den foreslåede § 32, der indbringes for Teleklagenævnet, da det er nyt, at disse sager kan indbringes for Teleklagenævnet, idet dette dog ligeledes svarer til bødestrafsanktionen for manglende afgivelse af oplysninger i mastelovens §§ 22 og 23.

Den foreslåede bestemmelse indebærer nye bødestrafsanktioner for manglende afgivelse af oplysninger i sager efter de foreslåede §§ 33, 35 og 38. Dette sker, da der er tale om sammenlignelige tvister som de øvrige tvister, hvori manglende afgivelse af oplysninger kan straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 3, indebærer, at den, der ikke overholder vilkår fastsat i medfør af den foreslåede § 28, stk. 1, straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse viderefører mastelovens § 25, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvor landzone- eller bygningsmyndigheden i forbindelse med ansøgning om tilladelse til opførelse af nye master til radiokommunikationsformål har fastsat vilkår om den samlede dimensionering af masten med henblik på at muliggøre efterfølgende adgang i henhold til artikel 3 i forordningen om gigabitinfrastruktur og den foreslåede § 4, vil den, som dette vilkår er rettet mod, kunne straffes med bøde, hvis ikke vilkåret overholdes.

Det foreslås i stk. 2, at i forskrifter udstedt i medfør af § 12, stk. 3, stk. 5, nr. 1 og 2, og stk. 6, nr. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse viderefører med henvisningerne til de foreslåede § 12, stk. 5, nr. 1, og stk. 6, nr. 2, for så vidt angår oplysninger om eksisterende antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål i det væsentlige mastelovens § 25, stk. 2, som indebærer, at der kan fastsættes regler om bødestraf i regler fastsat i medfør af mastelovens § 16, stk. 7, der bemyndiger ministeren for digitalisering til at fastsætte regler om, at eksisterende antenne- og mastepositioner skal omfattes af indberetningspligten efter § 16, stk. 1. Ændringen er alene, at der i dag ikke i medfør af mastelovens § 16, stk. 7, er fastsat en pligt til at indberette eksisterende mastepositioner, mens der med forordningen om gigabitinfrastruktur er indført en pligt til at stille oplysninger om master til radiokommunikationsformål til rådighed, så den pligt, som der eventuelt kan indføres regler om bødestraf for ikke at overholde, nu i modsætning til tidligere allerede eksisterer.

Den foreslåede bestemmelse er med henvisningen til den foreslåede § 12, stk. 5, nr. 2, delvist ny for så vidt angår planer om anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål. I masteloven er der bødestraf for visse parter for ikke at indberette radiodækningsplaner, jf. mastelovens § 16, stk. 1, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, og der er hjemmel til at fastsætte bødestraf i regler, hvorved denne indberetningspligt udvides til andre indehavere af radiofrekvenser end dem, der er nævnt i § 16, stk. 1, jf. § 16, stk. 6, jf. § 25, stk. 2. Radiodækningsplaner er i vid udstrækning de samme oplysninger som de planer om anlægsarbejder vedrørende antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål, som artikel 6 i forordningen om gigabitinfrastruktur stiller krav om, og afhængig af udmøntningen af den foreslåede § 12, stk. 5, nr. 2, for så vidt angår disse planer, vil hjemlen til at fastsætte regler om bødestraf kunne dække over det samme som i dag. Som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 5, kan det dog forekomme, at der som følge af reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur bliver behov for at fastsætte regler om en vis differentiering mellem indberetning af radiodækningsplaner og planer om anlægsarbejder vedrørende master til radiokommunikationsformål. Da hjemlen i den foreslåede § 12, stk. 5, nr. 2, for så vidt angår planer om anlægsarbejder således kan vedrøre fastsættelsen af regler om andre indberetningspligter end hjemlen i mastelovens § 16, stk. 6, udvides hjemlen til at fastsætte bødestraf ligeledes tilsvarende.

Den del af den foreslåede bestemmelse, som indebærer, at der i regler fastsat efter det foreslåede § 12, stk. 3, kan fastsættes bødestraf, er ny.

Den foreslåede bestemmelses henvisning til den foreslåede § 12, stk. 3, vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen ved fastsættelsen af nærmere regler om indberetning af oplysninger om radiodækningsplaner eller eksisterende antennepositioner efter de foreslåede § 12, stk. 1 og 2, vil kunne fastsætte regler om, at overtrædelse af visse eller alle disse nærmere regler straffes med bøde. Selv om den foreslåede § 12, stk. 3, også hjemler fastsættelsen af nærmere regler om offentliggørelse af oplysningerne, vil dette ikke være relevant for bestemmelsen om bødestraf, da der vil være tale om regler om Digitaliseringsstyrelsens offentliggørelse af oplysninger indberettet til Digitaliseringsstyrelsen.

Manglende indberetning af radiodækningsplaner eller eksisterende antennepositioner i henhold til de foreslåede § 12, stk. 1 og 2, vil allerede være omfattet af bødestraf i den foreslåede § 50, stk. 1, nr. 2, og ofte vil manglende overholdelse af de nærmere regler fastsat i medfør af det foreslåede § 12, stk. 3, have karakter af en overtrædelse af selve indberetningspligterne i de foreslåede § 12, stk. 1 eller 2. Det kan dog ikke udelukkes, at der vil kunne være behov for at fastsætte bødestraf for manglende indberetning af nærmere angivne oplysningstyper eller manglende overholdelse af procedurer fastsat i medfør af den foreslåede § 12, stk. 3, hvis en nærmere vurdering viser, at den foreslåede § 50, stk. 1, nr. 2, ikke er dækkende.

Den foreslåede bestemmelses henvisning til den foreslåede § 12, stk. 5, nr. 1 og 2, vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen ved fastsættelsen af regler om, hvordan netoperatører og offentlige organer stiller oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål og planer om anlægsarbejder vedrørende disse til rådighed i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, og artikel 6, stk. 1, 1. og 2. afsnit, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil kunne fastsætte regler om, at overtrædelse af visse eller alle disse nærmere regler straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelses henvisning til den foreslåede § 12, stk. 6, nr. 2, vil medføre, at Digitaliseringsstyrelsen ved fastsættelsen af regler om, at netoperatører og offentlige organer skal stille yderligere oplysninger om antenneanlæg og master til radiokommunikationsformål til rådighed end påkrævet efter artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil kunne fastsætte regler om, at overtrædelse af visse eller alle disse nærmere regler straffes med bøde.

Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Straffelovens 5. kapitel med tilhørende bemærkninger sætter rammer for, hvorledes juridiske personer kan straffes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en juridisk person vil kunne straffes med bøde, når det er bestemt ved eller i medfør af lov, jf. straffelovens § 25, stk. 1. Bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de nævnte selskaber, jf. straffelovens § 26.

Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan. Statslige myndigheder og kommuner vil alene kunne straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de bestemmelser i straffelovens 5. kapitel, som ville kunne fraviges ved lov, ikke vil blive fraveget. Der henvises til straffelovens 5. kapitel med tilhørende bemærkninger.

Det foreslås i § 50, stk. 1, at loven træder i kraft den 12. maj 2026.

Lovforslaget, som fastsætter supplerende regler til forordningen om gigabitinfrastruktur, vil få direkte konsekvenser for erhvervslivet og vil derfor som udgangspunkt være omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettet regulering.

Forslaget om at fravige de fælles ikrafttrædelsesdatoer skyldes, at bestemmelserne i forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse fra forskellige datoer, hvoraf den seneste er den 12. maj 2026, jf. forordningens artikel 19.

Det foreslås i stk. 2, at følgende love ophæves:

1. Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 420 af 10. marts 2021, som ændret ved § 3 i lov nr. 1555 af 12. december 2023 og § 20 i lov nr. 698 af 20. juni 2025.

2. Lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 845 af 21. august 2019.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at masteloven og graveloven i sin helhed vil blive ophævet. Disse regelsæt vil til dels blive erstattet af forordningen om gigabitinfrastruktur, som har et anvendelsesområde, der i det væsentlige svarer til mastelovens og gravelovens anvendelsesområde. Der vil dog være regler i masteloven og graveloven, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet i forordningen om gigabitinfrastruktur, som i vidt omfang vil blive videreført med lovforslaget.

Det foreslås istk. 3, at regler fastsat i medfør af de love, der er nævnt i stk. 2, og i medfør af § 58, stk. 1 og 4, og § 60 a, stk. 5 og 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en overgangsbestemmelse, som lader regler udstedt i medfør af de hidtidige bestemmelser forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes. Det vil indebære, at regler, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er udstedt i medfør af bestemmelser, som ændres eller ophæves ved dette lovforslag, vil forblive i kraft, indtil de pågældende forskrifter ophæves eller erstattes af nye forskrifter udstedt i medfør af regler fastsat i medfør af denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af telelovens § 58, stk. 1 og 4, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 384 af 21. april 2011 om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger.

Bekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i de foreslåede § 11, stk. 1 og 3, som foreslås at videreføre telelovens § 58, stk. 1 og 4.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af telelovens § 60 a, stk. 5, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 1084 af 4. september 2025 om tilsyn med offentlige myndigheders aftaler om udlejning af arealer m.v.

Bekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i den foreslåede § 36, stk. 3, som foreslås at videreføre telelovens § 60 a, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af telelovens § 60 a, stk. 6, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 1085 af 4. september 2025 om metode for fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af jordarealer med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet (mastelejebekendtgørelsen).

Mastelejebekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i den foreslåede § 15, stk. 4, som foreslås at videreføre telelovens § 60 a, stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af gravelovens § 3 og § 4, stk. 2, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 583 af 8. juli 1997 om nedlægningsdybder for telekabler og begrænsning af erstatning ved beskadigelse af telekabler.

Bekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i de foreslåede § 25 og § 26, stk. 5, som foreslås at videreføre gravelovens § 3 og § 4, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af gravelovens § 9 g, stk. 5, § 9 h, stk. 4, og § 9 i, stk. 4, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 527 af 26. maj 2016 om begrænsning af oplysningspligt og undtagelser fra krav om højhastighedsforberedelse af bygninger m.v. Gravelovens § 9 g, stk. 5, og § 9 h, stk. 4, er delvist erstattet af artikel 4, stk. 6 og 7, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Bekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i de foreslåede § 14, stk. 1, § 21 og § 22, som foreslås at videreføre gravelovens § 9 g, stk. 5, § 9 h, stk. 4, og § 9 i, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af mastelovens § 16, stk. 5, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 1162 af 22. november 2019 om afgivelse af radiodækningsplaner og oplysninger om eksisterende antennepositioner.

Bekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i den foreslåede § 12, stk. 3, som foreslås at videreføre mastelovens § 16, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at de gældende regler, der er fastsat i medfør af mastelovens § 16, stk. 6, § 16, stk. 7, og § 25, stk. 2, vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler i medfør af den foreslåede teleinfrastrukturlov. Det vil således omfatte bekendtgørelse nr. 955 af 4. august 2010 om offentliggørelse af oplysninger om radiodækningsplaner og eksisterende antennepositioner samt indberetning af oplysninger om eksisterende antennepositioner. Mastelovens § 16, stk. 6, vil med lovforslaget blive erstattet af den foreslåede § 12, stk. 2. Mastelovens § 16, stk. 7, erstattes dels af artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur og dels af den foreslåede § 12, stk. 1, 3 og 5.

Bekendtgørelsen forventes at blive genudstedt i tilpasset og justeret form med hjemmel i de foreslåede § 12, stk. 1, 2, 3 og 5, som foreslås at videreføre mastelovens § 16, stk. 6 og 7.

Til nr. 1

Det gældende afsnit V i teleloven har overskriften »Afsnit V Samhusning, fælles udnyttelse af faciliteter og kommunal udlejning af arealer m.v.«. Afsnittet indeholder bestemmelserne §§ 58-60 d, som bl.a. fastsætter reglerne om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter, offentlige myndigheders udlejning af arealer m.v., og kommunal støtte til etablering af elektroniske kommunikationsnet m.v.

Det foreslås, at overskriften til afsnit V affattes »Afsnit V Støtte til etablering af elektroniske kommunikationsnet m.v.«

Afsnittet foreslås fremover at indeholde bestemmelserne §§ 60 b-60 e, idet telelovens kapitel 19, 21 og 21 a foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 52, nr. 2.

Den foreslåede nyaffattelse af overskriften foretages for at afspejle indholdet i de resterende bestemmelser i telelovens afsnit V.

Til nr. 2

Telelovens kapitel 19 omfatter regler om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter. Det fremgår bl.a. af telelovens § 58, stk. 1, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet skal give andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter.

Telelovens kapitel 21 omfatter regler om oplysningspligt, hvorefter ministeren for digitalisering bl.a. kan fastsætte regler om oplysningspligt for ejere eller indehavere af råderetten til netelementer og tilhørende faciliteter omfattet af § 58 vedrørende oplysninger om arten, tilgængeligheden og den geografiske placering af netelementer og tilhørende faciliteter.

Telelovens kapitel 21 a omfatter regler offentlige myndigheders udlejning af arealer m.v. Det fremgår bl.a. af telelovens § 60 a, stk. 1, at en offentlig myndighed kan indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.

For en mere detaljeret gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.13.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at telelovens kapitel 19, 21 og21 a ophæves.

Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 19, 21 og 21 a vil medføre en ophævelse af telelovens §§ 58, 60 og 60 a.

Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 19 skal ses i sammenhæng med, at indholdet i telelovens § 58 videreføres i den foreslåede § 11. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 11.

Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 21 skal ses i sammenhæng med, at artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur indeholder en generel pligt til at stille oplysninger om fysisk infrastruktur til rådighed. Denne oplysningspligt i forordningen omfatter ikke aktive netelementer, men regulerer en stor del af anvendelsesområdet for telelovens § 60. De øvrige dele vedrørende aktive netelementer vil ikke blive videreført med lovforslaget, da de ikke skønnes relevante. Tilsvarende regler vil dog delvist kunne fastsættes i medfør af den foreslåede § 40, stk. 7. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 40, stk. 7.

Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 21 a skal ses i sammenhæng med, at telelovens § 60 a videreføres med ændringer i de foreslåede §§ 15 og 36. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser. Ud over de ændringer, der følger af de foreslåede bestemmelsers indhold, har ophævelsen af telelovens kapitel 21 a alene den virkning, at reglerne på området fremover vil fremgå af den foreslåede teleinfrastrukturlov frem for af teleloven.

Til nr. 1

Det følger af vejlovens § 73, stk. 8, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer gravearbejder kan undtages fra kravet om tilladelse efter stk. 1-4, og regler om udførelse af gravearbejder m.v. Transportministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om proceduren for ansøgning om tilladelse efter stk. 1-4, ansøgningsfrister, frister for vejmyndighedernes behandling af ansøgninger efter stk. 1-4 og de krav, vejmyndighederne kan stille til ansøgninger om tilladelse efter stk. 1-4.

Bemyndigelsen er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1626 af 12. december 2023 om gravearbejder i offentlige vejarealer og private fællesveje på landet samt i byer og bymæssige områder.

Det foreslås i § 73, stk. 8, 2. pkt., at »frister for vejmyndighedernes behandling af ansøgninger efter stk. 1-4« udgår.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til en ny § 73 a i vejloven, hvor der foreslås sagsbehandlingsfrister for vejmyndighedens behandling af ansøgninger.

Forslaget vil medføre, at transportministeren fremadrettet ikke vil kunne fastsætte frister for behandlingen af ansøgninger i en bekendtgørelse. Det vil dermed være fristerne i forslaget til § 73 a, som vil finde anvendelse.

Til nr. 2

Det følger af vejlovens § 73, stk. 8, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer gravearbejder kan undtages fra kravet om tilladelse efter stk. 1-4, og regler om udførelse af gravearbejde m.v. Transportministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om proceduren for ansøgning om tilladelse efter stk. 1-4, ansøgningsfrister, frister for vejmyndighedernes behandling af ansøgninger efter stk. 1-4 og de krav, vejmyndighederne kan stille til ansøgninger om tilladelse efter stk. 1-4.

Forordningen om gigabitinfrastruktur indeholder i artikel 7 regler vedrørende proceduren for udstedelse af tilladelser og anlægsrettigheder. Det omfatter bl.a. regler om frister for sagsbehandlingstiden.

Det foreslås, at der efter § 73 før overskriften før § 74 indsættes en ny § 73 a.

Det foreslås i stk. 1, at fristerne i denne bestemmelse gælder ved ansøgninger, hvor reglerne i artikel 7 i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse.

Det betyder, at vejmyndighederne i forbindelse med deres behandling af en ansøgning skal vurdere, om ansøgningen er omfattet af forordningen om gigabitinfrastruktur, hvilket dermed også betyder, at fristerne i forordningen finder anvendelse. Er det ikke tilfældet, vil reglerne i den foreslåede 73 a gælde.

Det foreslås i stk. 2, at vejmyndigheden senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen kan afvise en ansøgning om gravetilladelse, hvis en af følgende oplysninger ikke er stillet til rådighed: 1) Anlægsarbejdernes georefererede placering og type. 2) De involverede elementer af fysisk infrastruktur. 3) Forventet dato for påbegyndelse af arbejdet og dets varighed. 4) Forventet dato for forelæggelse af det endelige projekt for de kompetente myndigheder med henblik på udstedelse af tilladelser, hvis det er relevant. 5) Et kontaktpunkt.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at når forordningen om gigabitinfrastruktur finder anvendelse, følger det af dennes artikel 6, stk. 1, at der skal stilles oplysninger til rådighed om planlagte anlægsarbejder senest 2 måneder før den første ansøgning om tilladelse indgives til de kompetente myndigheder. De omtalte oplysninger i forordningens artikel 6, stk. 1, er de oplysninger, som er oplistet i den foreslåede § 73 a, stk. 2.

Der vil være tale om en afgørelse fra vejmyndigheden, såfremt denne afviser en ansøgning. En afvisning skal derfor også leve op til de forvaltningsretlige regler, herunder begrundelseskravet. Ligeledes skal afgørelsen leve op til de forvaltningsretlige principper, herunder princippet om ligebehandling og proportionalitet.

Der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som – hvis afgørelsen er truffet af en kommunalbestyrelse – vil kunne påklages til transportministeren i medfør af vejlovens § 132, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at vejmyndigheden tager stilling til, om en ansøgning er fuldstændig, senest 20 arbejdsdage efter modtagelse af ansøgningen.

Forslaget vil som noget nyt medføre, at vejmyndigheden inden for 20 arbejdsdage vil skulle vurdere, om ansøgningen indeholder de oplysninger, som er nødvendige for, at vejmyndigheden kan afgøre sagen på et oplyst grundlag. Hvis ikke det er tilfældet, vil vejmyndigheden skulle indhente de manglende oplysninger fra ansøger.

Forslaget vil derimod ikke medføre, at vejmyndigheden skal træffe den materielle afgørelse af det ansøgte inden for de 20 arbejdsdage. Vejmyndigheden skal, jf. den foreslåede § 73 a, stk. 4, som udgangspunkt træffe den materielle afgørelse om det ansøgte senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at vejmyndigheden inden for fristen i 1. pkt. skal opfordre ansøger til at sende eventuelle manglende oplysninger.

Det følger af den foreslåede § 73 a, stk. 3, 1. pkt., at vejmyndigheden skal tage stilling til, om en ansøgning er fuldstændig, senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen.

Det betyder derfor også, at vejmyndigheden i forbindelse med modtagelsen af en ansøgning forholdsvis hurtigt vil skulle vurdere, om der mangler oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningen. I så fald skal vejmyndigheden opfordre til, at de manglende oplysninger modtages inden for 20 arbejdsdage fra modtagelsen af ansøgningen.

Det foreslås i stk. 4, at vejmyndigheden træffer afgørelse senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning, jf. dog stk. 5.

Forslaget vil dermed som noget nyt medføre, at vejmyndigheden som det klare udgangspunkt skal træffe sin afgørelse senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning.

Såfremt vejmyndigheden ikke kan nå at træffe afgørelse senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning, vil vejmyndigheden skulle udsætte afgørelsen, jf. forslaget til stk. 5.

Såfremt vejmyndigheden ikke træffer en afgørelsen inden for 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning, og ikke har udsat afgørelsen, vil det ikke medføre, at ansøger kan igangsætte arbejdet. Denne vil fortsat skulle afvente at modtage en afgørelse.

Det foreslås i stk. 5, at vejmyndigheden én gang kan udsætte afgørelsen af en fuldstændig ansøgning med op til 4 måneder. Udsættelsen og begrundelsen herfor skal meddeles ansøgeren.

Der vil være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som – hvis afgørelsen er truffet af en kommunalbestyrelse – vil kunne påklages til transportministeren i medfør af vejlovens § 132, stk. 1.

I det tilfælde, at en vejmyndighed ikke har truffet en afgørelse efter 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning, kan der ske en udsættelse af afgørelsen, hvis der er saglige grunde hertil. Det vil i den forbindelse ikke være sagligt, hvis udskydelsen sker, fordi myndigheden fra ansøger ikke har anmodet om de nødvendige oplysninger til at træffe afgørelsen. Det følger således af den foreslåede § 73 a, stk. 3, at vejmyndigheden tager stilling til, om en ansøgning er fuldstændig, senest 20 arbejdsdage efter modtagelse af ansøgningen. Vejmyndigheden skal ligeledes inden denne frist opfordre ansøger til at sende eventuelle manglende oplysninger. En saglig grund til at udsætte fristen kunne være, at en anden myndigheds afgørelse er en forudsætning for, at der kan meddeles gravetilladelse, og at denne myndighed ikke har meddelt sin afgørelse inden for fristen på 4 måneder. En anden saglig grund kunne være, hvis der under sagsbehandlingen er opstået force majeure forhold, som har hindret vejmyndigheden i at foretage sagsbehandling inden for fristen. Endelig kunne der være tale om ganske ekstraordinære sager, hvor sagens store omfang eller kompleksitet har betydet en forsinkelse.

Det foreslås i stk. 6, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om de grunde, hvorefter vejmyndigheden kan udsætte afgørelsen i op til 4 måneder efter udløb af fristen i stk. 4.

Bestemmelsen giver transportministeren mulighed for at udstede en bekendtgørelse, hvor det nærmere opregnes, i hvilke tilfælde sagsbehandlingsfristen på 4 måneder kan fraviges.

Bestemmelsen er tiltænkt at kunne finde anvendelse i den situation, hvor det vurderes, at forlængelser af fristen i medfør af forslaget til § 73 a, stk. 5, ikke foretages ud fra saglige hensyn. Skulle den situation – imod forventning – opstå, vil det i en bekendtgørelse kunne oplistes, hvilke grunde, hvorefter vejmyndigheden kan udsætte afgørelsen.

Til nr. 3

Overskriften før vejlovens § 74 lyder »Koordinering af gravearbejder, ansøgningsprocedure m.v.«

Det foreslås, at overskriften før § 74 affattes således: »Koordinering af gravearbejder«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede nye affattelse af vejlovens § 74 samt forslaget om at ophæve vejlovens § 75.

Til nr. 4

Vejlovens § 74 indeholder regler om koordinering af gravearbejder, herunder hjemmel til at transportministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om koordinering.

Reglerne om koordinering i forbindelse med gravearbejder blev første gang reguleret i vejloven i forbindelse med hovedloven fra 2014.

Fra den 12. november 2025 finder forordningen om gigabitinfrastruktur anvendelse. Forordningens artikel 5 omhandler koordinering af anlægsarbejder.

Det foreslås, at vejlovens § 74 om koordinering af gravearbejder nyaffattes.

Det foreslås i stk. 1, at anmodninger om koordinering af gravearbejder, hvor reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse, skal imødekommes, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Koordineringen af gravearbejder ikke medfører uinddrivelige ekstraomkostninger, herunder omkostninger som følge af yderligere forsinkelser, for den, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, som oprindeligt har planlagt det pågældende anlægsarbejde, uden at dette berører muligheden for, at de berørte parter aftaler en fordeling af omkostningerne, 2) den, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, som oprindeligt har planlagt anlægsarbejdet, bevarer kontrollen med koordineringen af arbejdet og 3) anmodningen indgives så tidligt som muligt og, hvis der er behov for en tilladelse til gravearbejderne, senest én måned, inden det endelige projekt forelægges for tilladelsesudstedende myndigheder.

I modsætning til i dag vil forslaget medføre, at en anmodning om koordinering skal imødekommes af graveaktøren, hvis de tre betingelser er opfyldt.

For det første skal koordineringen ikke medføre uforholdsmæssige ekstraomkostninger, herunder uforholdsmæssige omkostninger som følge af yderligere forsinkelser for ledningsejeren/graveaktøren eller vejmyndigheden, uden at dette berører muligheden for, at de berørte parter aftaler en fordeling af omkostningerne.

Denne betingelse er udtryk for det i dansk ret allerede gældende proportionalitetsprincip, hvorefter man først skal forsøge sig med det mindre indgribende, hvilket her vil være en aftale om at koordinere to gravearbejder. Bestemmelsen, hvorefter en senere ansøger har ret til at koordinere sit gravearbejde med en graveaktør, der har ansøgt eller eventuelt fået tilladelse til et gravearbejde, vil kun kunne realiseres mellem parterne, i det omfang det ikke medfører uforholdsmæssige ekstraomkostninger for den første ansøger.

Det er efter Transportministeriets vurdering ikke muligt at kvantificere uforholdsmæssige ekstraomkostninger nærmere, f.eks. som en procentdel af de oprindelige anlægsudgifter eller som bestemte afledte konsekvenser for vejmyndigheden. Der må være tale om en konkret vurdering, som i tilfælde af uenighed ville kunne indbringes for transportministeren til afgørelse som en tvist. Det er dog intentionen, at kompetencen delegeres til Vejdirektoratet.

For det andet skal den, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, som oprindeligt har planlagt anlægsarbejdet, bevare kontrollen med koordineringen af arbejdet.

Det er en afgørende forudsætning for at koordinere et ledningsarbejde med såvel store som små planlagte vejarbejder, at anmodningen om at koordinere fremsættes så tidligt som muligt. Hvis den først fremsættes 1 måned, før vejarbejdet skal igangsættes, vil det ofte ikke være muligt at rykke på igangsætningen eller gennemførelsen af arbejdet, da det er mere eller mindre låst i indgåede aftaler og kontrakter om gennemførelsen af vejarbejdet. Det må endvidere forudsættes, at der er tale om, at de to graveaktører skal arbejde i det samme areal.

For det tredje skal anmodningen indgives så tidligt som muligt, og senest én måned inden det endelige projekt forelægges for vejmyndigheden.

Hvis en anmodning om koordinering afvises, vil spørgsmålet kunne indbringes som en tvist for transportministeren, jf. den foreslåede nye § 133 b. Det er dog intentionen, at kompetencen delegeres til Vejdirektoratet.

Det foreslås i stk. 2, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer gravearbejder undtages fra forpligtelsen til at koordinere efter stk. 1.

Transportministeriet finder i den forbindelse, at det vil være oplagt, at eksempelvis små eller korterevarende gravearbejder undtages fra pligten til at koordinere.

Dette vil være i overensstemmelse med de nuværende regler.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at koordinere, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af arbejder fra forpligtelsen til at koordinere anlægsarbejder vil relevante parter blive inddraget i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Til nr. 5

Fra den 12. november 2025 finder forordningen om gigabitinfrastruktur anvendelse.

Det følger af forordningens artikel 5, stk. 5, at medlemsstaterne ud fra behørigt begrundede og forholdsmæssige kriterier kan fastlægge, hvilke typer anlægsarbejder der anses for at være af begrænset omfang såsom med hensyn til værdi, størrelse eller varighed eller for at vedrøre national kritisk infrastruktur, der kunne være undtaget fra forpligtelsen til at koordinere anlægsarbejder i henhold til stk. 2. Begrundelsen, kriterierne og betingelserne for at anvende undtagelser på disse typer anlægsarbejder offentliggøres via et centralt informationssted.

Medlemsstaterne kan beslutte, at offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, og netoperatører ikke skal anvende artikel 5, stk. 2 og 4, på de typer anlægsarbejder, der vedrører national kritisk infrastruktur, eller af hensyn til den nationale sikkerhed, som medlemsstaterne har fastlagt i henhold til nærværende stykkes første afsnit.

Af forordningens artikel 6, stk. 2, fremgår det, at medlemsstaterne ud fra behørigt begrundede og forholdsmæssige hensyn kan fastlægge, hvilke typer anlægsarbejder der anses for at være af begrænset omfang såsom med hensyn til værdi, størrelse eller varighed eller for at vedrøre national kritisk infrastruktur, samt hvilke nødsituationer eller hensyn til den nationale sikkerhed der kan berettige en undtagelse fra forpligtelsen til at stille minimumsoplysningerne til rådighed. Begrundelsen, kriterierne og betingelserne for at anvende undtagelser på disse typer anlægsarbejder offentliggøres via et centralt informationssted.

Det foreslås, at der i vejloven efter § 74 indsættes en ny§ 74 a.

Det foreslås i stk. 1, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at gravearbejder af begrænset omfang eller som vedrører national kritisk infrastruktur, kan undtages fra pligten til at koordinere efter artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det vurderes, at der er et behov for at bemyndige ministeren til at fastsætte regler om at fritage gravearbejder af begrænset omfang eller som vedrører national kritisk infrastruktur fra koordinationspligten. I den forbindelse vil der også være behov for at fastlægge, hvad der forstås herved.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at koordinere, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af arbejder af begrænset omfang eller som vedrører kritisk infrastruktur fra pligten til at koordinere efter artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur, vil relevante aktører blive inddraget, herunder i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Det foreslås i stk. 2, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder der på grund af deres begrænsede omfang med hensyn til værdi, størrelse eller varighed, er undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det vurderes, at der er et behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastsætte regler herom.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at stille disse oplysninger til rådighed, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af gravearbejder der på grund af deres begrænsede omfang med hensyn til værdi, størrelse eller varighed fra forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil relevante parter blive inddraget i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Det foreslås i stk. 3, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder, der skal være undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fordi de vedrører nødsituationer, national kritisk infrastruktur eller den nationale sikkerhed.

Det vurderes, at der er et behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastsætte regler herom.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at stille disse oplysninger til rådighed, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af gravearbejder, der skal være undtaget fra forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fordi de vedrører nødsituationer, national kritisk infrastruktur eller den nationale sikkerhed, vil relevante aktører blive inddraget, herunder i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Det foreslås i stk. 4, at transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor undtagelser fastsat i medfør af stk. 1-3 offentliggøres.

Kravet om offentliggørelse på et centralt informationssted følger af artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det er hensigten, at Vejdirektoratets hjemmeside vil blive udpeget som det centrale informationssted for oplysning om, hvilke typer gravearbejder, der skal være undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det vil på den baggrund også være Vejdirektoratets pligt at sikre sig, at eventuelle nye bekendtgørelser udstedt i medfør af stk. 1-3 lægges på direktoratets hjemmeside.

Til nr. 6

Det følger af vejlovens § 75, at en ansøgning efter § 73, stk. 1-4, skal indeholde oplysning om resultatet af de drøftelser og undersøgelser, der fremgår af § 74, og eventuelle muligheder for at koordinere flere gravearbejder.

Det foreslås, at vejlovens § 75 ophæves.

Med forslaget til en ny affattelse af vejlovens § 74 vil det fremadrettet ikke være nødvendigt, at en ansøgning skal indeholde de oplysninger om resultatet af drøftelser og undersøgelse af muligheden for at koordinere, hvorfor der ikke vil være behov for bestemmelsen i § 75.

Til nr. 7

Det følger af vejlovens § 76, stk. 1, at vejmyndigheden kan lade tilladelser efter § 73, stk. 1-4, være betinget af vilkår, jf. stk. 2.

Af stk. 2, nr. 5, fremgår det, at der kan fastsættes vilkår om, at indehaveren af en tilladelse skal tåle, at andre får tilladelse til at udnytte samme opgravning til at udføre egne arbejder i eller over vejarealet inden for det i tilladelsen fastsatte tidsrum.

Det foreslås, at § 76, stk. 2, nr. 5, ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til nyaffattelsen af § 74, hvor det foreslås, at anmodninger om koordinering af gravearbejder, som ikke fremsættes af operatører med henblik på etablering af elementer af VHC-net eller tilhørende faciliteter omfattet af forordningen om gigabitinfrastruktur, skal imødekommes, hvis betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur er opfyldt.

Nyaffattelsen af vejlovens § 74 medfører, at der skal ske koordinering af gravearbejder, såfremt de tre betingelser i artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur er opfyldt.

På den baggrund vurderes det, at der ikke er behov for, at vejmyndigheden kan fastsætte som et vilkår, at andre får tilladelse til at udnytte samme opgravning, og derfor foreslås § 76, stk. 2, nr. 5, ophævet.

Til nr. 8

Det følger af vejlovens § 76, stk. 1, at vejmyndigheden kan lade tilladelser efter § 73, stk. 1-4, være betinget af vilkår, jf. stk. 2.

Af stk. 2 fremgår det, at der kan bl.a. fastsættes vilkår om: 1) Længde og bredde på åbne grave, 2) frist for gennemførelse af det tilladte gravearbejde, 3) tidspunkter for arbejdets udførelse, 4) vejafmærkning, hensyn til vejens naboer og miljømæssige hensyn, 5) at indehaveren af en tilladelse skal tåle, at andre får tilladelse til at udnytte samme opgravning til at udføre egne arbejder i eller over vejarealet inden for det i tilladelsen fastsatte tidsrum (Vejmyndigheden kan i den forbindelse fastsætte nye vilkår for det samlede arbejde, herunder om fordeling af graveudgifterne) og 6) bod ved forsinkelser.

Det følger af stk. 5, at transportministeren fastsætter nærmere regler om fastlæggelse af bod ved forsinkelser, jf. stk. 2, nr. 6.

Det foreslås, at i vejlovens § 76, stk. 5, ændres »6« til »5«.

Forslaget er en konsekvens af, at det i § 53, nr. 7, foreslås, at den nuværende § 76, stk. 2, nr. 5, ophæves.

Til nr. 9

Det følger af artikel 13, stk. 1, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at uden at det berører muligheden for at indbringe en sag for en domstol, har alle parter ret til at indbringe en tvist, der måtte opstå, hvis der ikke er indgået en aftale om koordinering af anlægsarbejder i henhold til artikel 5, stk. 2, senest én måned efter datoen for modtagelse af den formelle anmodning om koordinering af anlægsarbejder.

Det følger af vejlovens § 132, stk. 1, at kommunalbestyrelsernes afgørelser efter denne lov kan påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2.

Kompetencen til at behandle klager er delegeret til Vejdirektoratet, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 845 af 25. juni 2025 om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser.

Det foreslås, at der i vejloven efter § 133 a indsættes en ny§ 133 b.

Det foreslås i stk. 1, at tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som vedrører koordinering af gravearbejder, og tvister i medfør af § 74, stk. 1, afgøres af transportministeren.

Det betyder, at transportministeren vil kunne afgøre en tvist mellem ledningsejere, graveaktører og vejmyndighed om manglende indgåelse af aftale efter én måned som reguleret i forordningens artikel 5, stk. 2.

Ligeledes betyder det, at transportministeren skal afgøre eventuelle tvister om overholdelsen af de tre betingelser i forslaget til en ny § 74, stk. 1.

For det første skal koordineringen ikke medføre uforholdsmæssige ekstraomkostninger, herunder omkostninger som følge af yderligere forsinkelser for ledningsejeren/graveaktøren eller vejmyndigheden, uden at dette berører muligheden for, at de berørte parter aftaler en fordeling af omkostningerne.

For det andet skal den operatør eller vejmyndighed, der oprindeligt har planlagt anlægsarbejdet, bevare kontrollen med koordineringen af arbejdet.

For det tredje skal anmodningen indgives så tidligt som muligt, og senest én måned inden det endelige projekt forelægges for vejmyndigheden.

Ved afgørelsen af tvisten kan transportministeren eksempelvis beslutte, at der fastsættes fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, hvor det er relevant.

Det er intentionen, at transportministeren delegerer kompetencen til Vejdirektoratet.

Det foreslås i stk. 2, at transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor afgørelser af tvister og reglerne for tvistorganet offentliggøres.

Da det er intentionen, at Vejdirektoratet skal have afgørelseskompetencen, er det også intentionen, at Vejdirektoratets hjemmeside vil blive udpeget som det centrale informationssted, hvor afgørelse af tvisterne offentliggøres. Ligeledes vil reglerne for behandlingen af tvistsagerne blive offentliggjort på Vejdirektoratets hjemmeside.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at sager, der kan indbringes for transportministeren efter stk. 1, ikke kan indbringes for domstolene, før adgangen, jf. stk. 1, er udnyttet.

Det er vurderingen, at tvister omfattet af den nye bestemmelse ikke skal kunne indbringes for domstolene, før muligheden for at få behandlet tvisten har været udnyttet.

Det foreslåede vil indebære, at hvis muligheden for at indbringe tvisten til administrativ prøvelse, jf. stk. 1, ikke har været udnyttet, vil sagen ikke kunne indbringes for domstolene på grundlag af bestemmelsen i den foreslåede § 133 b, stk. 3, 1.pkt.

Det foreslås i stk. 3,2. pkt., at søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at transportministerens afgørelse i tvisten er meddelt.

Fristen skal være med til at sikre, at eventuelle søgsmål ikke kan anlægges op til flere år efter, at en tvist er afgjort og meddelt.

Til nr. 1

Det følger af privatvejslovens § 24 a, stk. 3, at § 70 a finder anvendelse ved ansøgninger efter dette kapitel. Endvidere finder §§ 74 og 75 i vejloven tilsvarende anvendelse i forbindelse med ansøgninger og § 76 i vejloven tilsvarende anvendelse i forbindelse med meddelelsen af tilladelser efter dette kapitel.

Det foreslås i privatvejslovens § 24 a, stk. 3, 2. pkt., at ændre »§§ 74 og 75« til »§ 74«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at vejlovens § 75 foreslås ophævet.

Med forslaget til en ny affattelse af vejlovens § 74 er det fremadrettet ikke nødvendigt, at en ansøgning skal indeholde de oplysninger om resultatet af drøftelser og undersøgelse af muligheden for at koordinere, hvorfor der ikke vil være behov for bestemmelsen i vejlovens § 75.

Til nr. 2

Gravearbejder med mere i forbindelse med ledninger, kabler og tilbehør hertil i private fællesveje og private fællesstier på landet er som udgangspunkt et rent privatretligt anliggende.

Imidlertid indsatte man ved lov nr. 1568 af 12. december 2023 en ny § 24 a, hvorefter der under nærmere omstændigheder kan ansøges om kommunalbestyrelsens tilladelse.

Det følger af § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1626 af 12. december 2023 om gravearbejder i offentlige vejarealer og private fællesveje på landet samt i byer og bymæssige områder, at bestemmelsen i § 24 a, stk. 1, i privatvejsloven finder anvendelse på følgende ledningstyper og tilbehør hertil 1) kabler og ledninger til brug for elektroniske kommunikationsnet, og 2) kabler og ledninger til brug for elnettet.

Fra den 12. november 2025 finder forordningen om gigabitinfrastruktur anvendelse.

Det følger af forordningens artikel 5, stk. 5, at medlemsstaterne ud fra behørigt begrundede og forholdsmæssige kriterier kan fastlægge, hvilke typer anlægsarbejder der anses for at være af begrænset omfang såsom med hensyn til værdi, størrelse eller varighed eller for at vedrøre national kritisk infrastruktur, der kunne være undtaget fra forpligtelsen til at koordinere anlægsarbejder i henhold til stk. 2.

Medlemsstaterne kan beslutte, at offentlige organer, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, og netoperatører ikke skal anvende stk. 2 og 4 på de typer anlægsarbejder, der vedrører national kritisk infrastruktur, eller af hensyn til den nationale sikkerhed, som medlemsstaterne har fastlagt i henhold til nærværende stykkes første afsnit. Af forordningens artikel 6, stk. 2, fremgår det, at medlemsstaterne ud fra behørigt begrundede og forholdsmæssige hensyn kan fastlægge, hvilke typer anlægsarbejder der anses for at være af begrænset omfang såsom med hensyn til værdi, størrelse eller varighed eller for at vedrøre national kritisk infrastruktur, samt hvilke nødsituationer eller hensyn til den nationale sikkerhed der kan berettige en undtagelse fra forpligtelsen til at stille minimumsoplysningerne til rådighed.

Det foreslås, at der i privatvejsloven efter § 24 a indsættes i kapitel 7 a en ny § 24 b.

Det foreslås i stk. 1, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at gravearbejder af begrænset omfang eller som vedrører national kritisk infrastruktur, kan undtages fra pligten til at koordinere efter artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det vurderes, at der er et behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastsætte regler om at fritage gravearbejder af begrænset omfang eller som vedrører national kritisk infrastruktur fra koordinationspligten. I den forbindelse vil der også være behov for at fastlægge, hvad der forstås herved.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at koordinere, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af arbejder af begrænset omfang eller som vedrører kritisk infrastruktur fra pligten til at koordinere efter artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil relevante aktører blive inddraget, herunder i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Det foreslås i stk. 2, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder der på grund af deres begrænsede omfang med hensyn til værdi, størrelse eller varighed, kan undtages forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det vurderes, at der er et behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastsætte regler herom.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at stille disse oplysninger til rådighed, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af gravearbejder der på grund af deres begrænsede omfang med hensyn til værdi, størrelse eller varighed fra forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur vil relevante parter blive inddraget i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Det foreslås i stk. 3, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder, der skal være undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fordi de vedrører nødsituationer, national kritisk infrastruktur eller den nationale sikkerhed.

Det vurderes, at der er et behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastsætte regler herom.

Fastsættelse af sådanne regler i en bekendtgørelse vil betyde, at de omfattede gravearbejder ikke er underlagt pligten til at stille disse oplysninger til rådighed, hvilket vil gøre proceduren lettere i disse tilfælde.

Ved eventuelle undtagelser af gravearbejder, der skal være undtaget fra forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fordi de vedrører nødsituationer, national kritisk infrastruktur eller den nationale sikkerhed vil relevante aktører blive inddraget, herunder i forbindelse med en offentlig høring over en bekendtgørelse herom.

Det foreslås i stk. 4, at transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor undtagelser fastsat i medfør af stk. 1-3 offentliggøres.

Kravet om offentliggørelse på et centralt informationssted følger af artikel 6, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Det er hensigten, at Vejdirektoratets hjemmeside vil blive udpeget som det centrale informationssted for oplysning om, hvilke typer gravearbejder, der skal være undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Det vil på den baggrund også være Vejdirektoratets pligt at sikre sig, at eventuelle nye bekendtgørelser der udstedes i medfør af stk. 1-3 lægges på direktoratets hjemmeside.

Til nr. 3

Det følger af privatvejslovens § 67, stk. 1, at § 73 i vejloven finder tilsvarende anvendelse ved byggeri, udgravning og opfyldning på og ved private fællesveje.

Det følger af privatvejslovens § 67, stk. 2, at §§ 73-76 i vejloven finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje i byer og bymæssige områder.

Vejlovens bestemmelser om opgravning m.v., koordinering af gravearbejder, ansøgningsprocedure samt vilkår for gravetilladelser er derfor gældende for private fællesveje i byer og bymæssige områder. Dette betyder først og fremmest, at det kræver tilladelse fra vejmyndigheden at foretage gravearbejder på disse private fællesveje.

Private fællesveje i byer og bymæssige områder er defineret i privatvejslovens § 3, stk. 1 og 2, som private fællesveje i Københavns Kommune, private fællesveje i byzone, i sommerhusområde samt veje i afgrænsede områder i landzone, hvor kommunalbestyrelsen har bestemt, at byreglerne skal finde anvendelse, når disse områder har bymæssig karakter eller er planlagt dertil.

Det foreslås, at privatvejslovens§ 67 affattes således, at § 73, stk. 1-6 og 8, § 73 a og §§ 74-76 i lov om offentlige veje m.v. finder anvendelse, når der foretages forandringer, herunder opgravning m.v., på og ved private fællesveje i byer og bymæssige områder.

I henhold til den gældende § 67, stk. 2, finder bestemmelserne i vejlovens §§ 73-76 tilsvarende anvendelse på private fællesveje i byer og bymæssigt område. I forbindelse med lov nr. 753 af 20. juni 2025 er der indsat et nyt stk. 7 i vejlovens § 73, som kun skal gælde for offentlige vejes arealer. Derfor foreslås det, at der i privatvejslovens § 67 alene henvises til de øvrige stykker i vejlovens § 73, dvs. stk. 1-6 og 8.

Disse foreslåede ændringer til § 67 indebærer, at den hidtidige ordning, hvorefter der gælder samme regler på private fællesveje i by som på offentlige veje – bortset fra § 73, stk. 7 – videreføres.

Det betyder derfor også, at vejmyndigheden i sin sagsbehandling skal gøre brug af vejlovens regler i § 73, stk. 1-6 og 8, § 73 a og §§ 74-76 i forbindelse med deres sagsbehandling af graveansøgninger i private fællesveje i byer og bymæssige områder.

Til nr. 4

Det følger af forordningens artikel 13, stk. 1, litra c, at uden at det berører muligheden for at indbringe en sag for en domstol, har alle parter ret til at indbringe en tvist, der måtte opstå, hvis der ikke er indgået en aftale om koordinering af anlægsarbejder i henhold til artikel 5, stk. 2, senest én måned efter datoen for modtagelse af den formelle anmodning om koordinering af anlægsarbejder.

Det følger af privatvejslovens § 87, stk. 1, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om ekspropriation efter § 29 og § 72, stk. 3, kan påklages til transportministeren. Efter bestemmelsens stk. 2 kan kommunalbestyrelsernes øvrige afgørelser efter denne lov påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.

Det følger af privatvejslovens § 87 a, stk. 1, at tvister mellem en kommunal vejmyndighed og et forsyningsselskab om ledninger i og over vejareal, jf. §§ 67-69 og § 70, stk. 1, afgøres af transportministeren.

Det foreslås, at der i privatvejsloven efter § 87 a indsættes en ny § 87 b.

Det foreslås i stk. 1, at tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som vedrører koordinering af gravearbejder, og tvister i medfør af § 67, jf. § 74, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v., afgøres af transportministeren.

Det betyder, at transportministeren vil kunne afgøre en tvist mellem ledningsejere, graveaktører og vejmyndighed om manglende indgåelse af aftale efter én måned som reguleret i forordningens artikel 5, stk. 2.

Ligeledes betyder det, at transportministeren skal afgøre eventuelle tvister om overholdelsen af de tre betingelser i forslaget til en ny § 74, stk. 1, i vejloven, jf. nyaffattelsen af privatvejslovens § 67, stk. 2.

For det første skal koordineringen ikke medføre uforholdsmæssige ekstraomkostninger, herunder omkostninger som følge af yderligere forsinkelser for ledningsejeren/graveaktøren eller vejmyndigheden, uden at dette berører muligheden for, at de berørte parter aftaler en fordeling af omkostningerne.

For det andet skal den operatør eller vejmyndighed, der oprindeligt har planlagt anlægsarbejdet, bevare kontrollen med koordineringen af arbejdet.

For det tredje skal anmodningen indgives så tidligt som muligt, og senest én måned inden det endelige projekt forelægges for vejmyndigheden.

Ved afgørelsen af tvisten kan transportministeren eksempelvis beslutte, at der fastsættes fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder pris, hvor det er relevant.

Det er intentionen, at transportministeren delegerer kompetencen til Vejdirektoratet.

Det foreslås i stk. 2, at transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor afgørelser af tvister og reglerne for tvistorganet offentliggøres.

Da det er intentionen, at Vejdirektoratet skal have afgørelseskompetencen, er det også intentionen, at Vejdirektoratets hjemmeside vil blive udpeget som det centrale informationssted, hvor afgørelse af tvisterne offentliggøres. Ligeledes vil reglerne for behandlingen af tvistsagerne blive offentliggjort på Vejdirektoratets hjemmeside.

Til nr. 5

Det følger af privatvejslovens § 88, at adgangen til at klage over en afgørelse, jf. § 87, eller adgangen til at indbringe en sag som en tvist for transportministeren, jf. § 87 a, skal være udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for domstolene.

Det foreslås i § 88 at ændre § 87 a til §§ 87 a og 87 b.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med forslaget til en ny § 87 b, hvor det er vurderingen, at tvister omfattet af den nye bestemmelse ligeledes ikke skal kunne indbringes for domstolene, før muligheden for at få behandlet tvisten har været udnyttet.

Det foreslåede vil indebære, at hvis muligheden for at indbringe tvisten til administrativ prøvelse ikke har været udnyttet, vil sagen ikke kunne indbringes for domstolene på grundlag af bestemmelsen i privatvejslovens § 88.

Til nr. 6

Det følger af privatvejslovens § 88 a, at søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at klagemyndighedens, jf. § 87, henholdsvis transportministerens, jf. § 87 a, afgørelse er meddelt.

Det foreslås i§ 88 a at ændre § 87 a til §§ 87 a og 87 b.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med forslaget til en ny § 87 b, og betyder, at søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at transportministeren har meddelt sin afgørelse i en tvist efter den foreslåede § 87 b, stk. 1.

Fristen skal være med til at sikre, at eventuelle søgsmål ikke kan anlægges op til flere år efter, at en tvist er afgjort og meddelt.

Til nr. 1

Klima-, energi- og forsyningsministerens bemyndigelse i LER-lovens § 17 er blevet udmøntet i §§ 32-35 i bekendtgørelse om Ledningsejerregistret til at fastsætte regler om, hvordan graveaktører og ledningsejere kan annoncere et område, hvori de ønsker at grave, eller undersøge, om der er andre ledningsejere eller graveaktører, der har planlagt et gravearbejde de kan grave sammen med.

Det fremgår af artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at netoperatører og offentlige organer skal stille visse minimumsoplysninger til rådighed vedrørende planlagte anlægsarbejder via et centralt informationssted, og at operatører har ret til at få adgang til disse oplysninger via et centralt informationssted. Det fremgår af artikel 14, stk. 5, at opgaverne for et centralt informationssted som omhandlet i bl.a. artikel 6 udføres af et eller flere kompetente organer udpeget af medlemsstaterne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 17, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan annoncering af et gravearbejde eller en forespørgsel om oplysninger til brug for koordinering af gravearbejder, herunder efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal foregå i Ledningsejerregistret.

Formålet med ændringerne til bestemmelsen er, at en ledningsejer eller graveaktør kan dokumentere, at vedkommende har undersøgt, om det er muligt at koordinere eller forsøgt at koordinere sit gravearbejde, herunder i henhold til reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur artikel 6, stk. 1, om gennemsigtighed med hensyn til planlagte anlægsarbejder.

Med den foreslåede § 17 i LER-loven videreføres gældende ret om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan annoncering af et gravearbejde og forespørgsel til brug for koordinering af gravearbejder skal foregå i Ledningsejerregistret. Som noget nyt tilføjes, at dette også omfatter annoncering og forespørgsler om oplysninger efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Reglerne for, hvilke oplysninger der som minimum skal fremgå af en annonce om planlagt gravearbejde, er defineret i artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur om gennemsigtighed med hensyn til planlagte anlægsarbejder. Parter omfattet af annonceringsforpligtelsen i artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, dvs. netoperatører, jf. forordningens artikel 2, nr. 1, og offentlige organer, jf. forordningens artikel 2, nr. 3, vil herved opfylde deres pligt ved at annoncere arbejdet i Ledningsejerregisteret.

Til nr. 2

Det fremgår af § 18 i LER-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetningen af føringsrør til brug for samføring skal foregå. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer kan udlevere oplysninger om føringsrør gennem Ledningsejerregistret, herunder om, hvilke oplysninger ledningsejeren skal udlevere. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, hvordan forespørgsel i Ledningsejerregistret til brug for samføring skal foregå.

Det fremgår af artikel 4, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at operatører har ret til at få adgang til visse nærmere angivne minimumsoplysninger om eksisterende fysisk infrastruktur via et centralt informationssted. Det fremgår af artikel 4, stk. 3, at netoperatører og offentlige organer har en pligt til at stille disse oplysninger til rådighed via et centralt informationssted. Det fremgår af artikel 14, stk. 5, at opgaverne for et centralt informationssted som omhandlet i bl.a. artikel 4 udføres af et eller flere kompetente organer udpeget af medlemsstaterne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i LER-lovens § 18 nyaffattes.

Det foreslås i stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af interesseområder vedrørende eller oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur, herunder omfattet af artikel 4, stk. 3, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, til brug for samføring skal foregå i Ledningsejerregistret.

Med det foreslåede stk. 1 videreføres gældende ret om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af føringsrør til brug for samføring skal foregå i Ledningsejerregistret, med en ny tilføjelse, hvorved bestemmelsen omfatter oplysninger om nedgravet fysisk infrastruktur omfattet af artikel 4, stk. 3, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Artikel 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur omhandler alle former for fysisk infrastruktur, mens Ledningsejerregistret alene understøtter oplysninger om nedgravede elementer. Den foreslåede bemyndigelse er derfor i relation til artikel 4, stk. 3, afgrænset til nedgravet fysisk infrastruktur, dvs. en del af de elementer, der er omfattet af artikel 2, nr. 4, i forordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af interesseområder vedrørende eller oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur til brug for samføring skal foregå i Ledningsejerregistret.

Med »samføring« forstås, at en ledningsejer udnytter en anden ledningsejers føringsrør til føring af egne ledninger. Begrebet følger definitionen, der er fastsat i lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v.

I bekendtgørelser, der udstedes efter det foreslåede stk. 1, vil der på grund af artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur udelukkende kunne fastsætte regler for, hvordan oplysninger om nedgravet fysisk infrastruktur vil skulle foregå gennem Ledningsejerregistret.

Det foreslås i stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur, herunder omfattet af artikel 4, stk. 3, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal udleveres gennem Ledningsejerregistret.

Det foreslåede stk. 2 er en ny bestemmelse og vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, hvordan oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur skal udleveres gennem Ledningsejerregistret.

Forordningen om gigabitinfrastruktur artikel 4 omhandler alle former for fysisk infrastruktur. Det er derfor præciseret, at den foreslåede bestemmelse i relation til artikel 4, stk. 3, kun omfatter nedgravet fysisk infrastruktur, dvs. en del af de elementer, der er omfattet af artikel 2, nr. 4 i forordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne udstede bekendtgørelser, som understøtter de krav, der stilles i artikel 4, stk. 3, i forordningen om gigabitinfrastruktur om gennemsigtighed med hensyn til fysisk infrastruktur, hvorefter der skal udleveres oplysninger om område og føringsvej og type og anvendelse af den fysiske infrastruktur. Det forventes derfor, at ledningsejere som minimum skal udlevere disse oplysninger gennem Ledningsejerregistret.

Det foreslås i stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan en forespørgsel om oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur, herunder omfattet af artikel 4, stk. 1, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal foregå i Ledningsejerregistret.

Med det foreslåede § 18, stk. 3, i LER-loven videreføres gældende ret om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan forespørgsler i Ledningsejerregistret til brug for samføring skal foregå, med en ny tilføjelse, hvorved bestemmelsen omfatter forespørgsler om oplysninger om nedgravet fysisk infrastruktur omfattet af artikel 4, stk. 1, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

En ledningsejer, der planlægger at føre nye ledninger i et område, vil med bestemmelsen som i dag både kunne forespørge i Ledningsejerregistret, om der er ledningsejere, der har føringsrør med ledig kapacitet i området, og vil ved oprettelse af en forespørgsel om udlevering af ledningsoplysninger kunne få oplysninger om føringsrør indenfor et givent område. Bemyndigelsen kan understøtte de krav, der stilles i artikel 4, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Forordningen om gigabitinfrastruktur artikel 4 omhandler alle former for fysisk infrastruktur. Det er derfor præciseret, at den foreslåede bestemmelse i relation til artikel 4, stk. 1, kun omfatter nedgravet fysisk infrastruktur, dvs. en del af de elementer, der er omfattet af artikel 2, nr. 4, i forordningen.

Til nr. 3

Der er ikke i LER-loven fastsat bestemmelser om, hvorledes tvister om manglende udlevering af oplysninger, jf. artikel 4, stk. 1, og 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal behandles.

Det fremgår af artikel 13, stk. 1, litra b, og artikel 14, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, at medlemsstaterne opretter eller udpeger et eller flere kompetente organer til at bilægge tvister, der opstår i forbindelse med rettighederne og forpligtelserne i artikel 4 og 6, herunder, hvis de oplysninger, der anmodes om, ikke er stillet til rådighed inden for de gældende frister.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7.1 og 3.10.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i LER-loven efter § 18 indsættes en ny § 18 a .

Det foreslås i § 18 a, at tvister om manglende udlevering af oplysninger omfattet af artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der vedrører oplysninger omfattet af § 17 og § 18, stk. 2, kan indbringes for Klimadatastyrelsen, jf. artikel 13, stk. 1, litra b, og stk. 2, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Med den foreslåede bestemmelse indføres der således mulighed for at indbringe tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra b og stk. 2, 4 og 5, jf. artikel 4, stk. 1, og 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, for Klimadatastyrelsen, såfremt tvisten vedrører oplysninger omfattet af § 17 og § 18, stk. 2.

Det forventes, at et sådant tvistbilæggelsesorgan alene vil varetage klager over manglende udlevering af oplysninger om nedgravet fysisk infrastruktur (føringsrør). Ledningsejerregistret rykker allerede ledningsejerne i tilfælde af manglende udlevering af ledningsoplysninger og det forventes, at en sådan proces videreføres.

Til nr. 1

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 15, 3. pkt., at trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.

Det foreslås, at i § 15, stk. 15, 3. pkt., udgår »og fysisk infrastruktur«, og »definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.« ændres til »definitionen i artikel 2, nr. 23, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer.«

De foreslåede ændringer af bestemmelsen vil medføre, at »trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde« skal forstås i overensstemmelse med definitionen i teledirektivets artikel 1, nr. 23.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at masteloven foreslås ophævet i lovforslagets § 51, stk. 2, nr. 1, og at definitionen på »trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde« findes i teledirektivets artikel 2, nr. 23.

Til nr. 2

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 15, 3. pkt., at trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.

Det foreslås, at der i § 15, stk. 15, indsættes et 4. pkt ., hvorefter fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1309 af 29. april 2024 om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation, om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af direktiv 2014/61/EU (forordningen om gigabitinfrastruktur) med senere ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at definitionen af »fysisk infrastruktur« skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at masteloven foreslås ophævet i lovforslagets § 51, stk. 2, nr. 1, og at definitionen på »fysisk infrastruktur« findes i artikel 2, nr. 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Til nr. 3

Det fremgår af planlovens § 36, stk. 1, nr. 21, 2. pkt., at trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.

Det foreslås, at i § 36, stk. 1, nr. 21, 2. pkt., udgår »og fysisk infrastruktur«, og »definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.« ændres til »definitionen i art. 2, nr. 23, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer.«

De foreslåede ændringer af bestemmelsen vil medføre, at »trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde« skal forstås i overensstemmelse med definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 23.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at masteloven foreslås ophævet i lovforslagets § 51, stk. 2, nr. 1, og at definitionen på »trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde« findes i teledirektivets artikel 2, nr. 23.

Til nr. 4

Det fremgår af planlovens § 36, stk. 1, nr. 21, 2. pkt., at trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.

Det foreslås, at i § 36, stk. 1, nr. 21, indsættes et3. pkt., hvorefter fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1309 af 29. april 2024 om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation, om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af direktiv 2014/61/EU (forordningen om gigabitinfrastruktur) med senere ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at definitionen af »fysisk infrastruktur« skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 4 i forordningen om gigabitinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at masteloven foreslås ophævet i lovforslagets § 51, stk. 2, nr. 1, og at definitionen på »fysisk infrastruktur« findes i artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur.

For så vidt angår masteloven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. mastelovens § 28.

For så vidt angår graveloven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. gravelovens § 11.

For så vidt angår teleloven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. telelovens § 83.

For så vidt angår vejloven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. vejlovens § 162.

For så vidt angår privatvejsloven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. privatvejslovens § 108.

For så vidt angår LER-loven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. LER-lovens § 29.

For så vidt angår planloven gælder loven hverken for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. planlovens § 70.

Det foreslås i § 57, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Baggrunden for, at den foreslåede teleinfrastrukturlov og lovforslagets § 52 ikke gælder for Færøerne og Grønland, er, at teleområdet, med undtagelse af frekvensområdet, er overtaget af Færøerne og Grønland. Den gældende mastelov, gravelov og telelov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

For Færøerne er teleområdet overtaget i henhold til hjemmestyrelovens § 2 som et særanliggende.

For Grønland er teleområdet med undtagelse af frekvensområdet overtaget efter hjemmestyrelovens § 7, jf. § 5.

Baggrunden for, at lovforslagets § 53 og § 54 ikke gælder for Færøerne og Grønland, er, at den gældende vejlov og privatvejslov ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Baggrunden for, at lovforslagets § 55 ikke gælder for Færøerne og Grønland, er, at den gældende LER-lov ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Baggrunden for, at lovforslagets § 56 ikke gælder for Færøerne og Grønland, er, at den gældende planlov ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at lovforslaget i sin helhed, herunder den foreslåede teleinfrastrukturlov og ændringerne til teleloven, vejloven, privatvejsloven, LER-loven og planloven, ikke vil gælde for Færøerne og Grønland og vil heller ikke helt eller delvist kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

| | | | | ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ | | ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- | | Gældende formulering | | Lovforslaget | | | | § 52. I lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 681 af 16. juni 2025, foretages følgende ændringer: | | | | | | Afsnit V Samhusning, fælles udnyttelse af faciliteter og kommunal udlejning af arealer m.v. | | 1. Overskriften til afsnit V affattes således: »Afsnit V Støtte til etablering af elektroniske kommunikationsnet m.v.« | | | | | | Kapitel 19 Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter | | 2. Kapitlerne 19, 21 og 21 a ophæves. | | | | | | § 58. Ministeren for Digitalisering kan fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet skal give andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. Regler, der fastsættes om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, skal være objektive, transparente, ikkediskriminerende, forholdsmæssige og berettigede under hensyn til formålet i § 1 og hensynene i stk. 2. Stk. 2. Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter pålagt efter regler fastsat i henhold til stk. 1 skal være berettiget ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn og skal ske med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet. Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kan kun pålægges efter afholdelse af en offentlig høring. Stk. 3. Regler fastsat i henhold til stk. 1 kan vedrøre: 1) Samhusning og fælles udnyttelse af eksisterende netelementer og tilhørende faciliteter. 2) Krav til dimensioneringen og placeringen af nye netelementer og tilhørende faciliteter i forbindelse med tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring heraf med henblik på senere samhusning eller fælles udnyttelse. Stk. 4. Ministeren for Digitalisering kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til stk. 1 og om fastsættelse af vilkår ved samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter i henhold til stk. 1. Ministeren for digitalisering kan endvidere fastsætte regler om den offentlige høring og varigheden heraf, jf. stk. 2, indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 1. | | | | | | | | Kapitel 21 Oplysningspligt | | | | | | | | § 60. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om oplysningspligt for ejere eller indehavere af råderetten til netelementer og tilhørende faciliteter omfattet af § 58 vedrørende oplysninger om arten, tilgængeligheden og den geografiske placering af netelementer og tilhørende faciliteter. Stk. 2. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, i hvilket omfang oplysninger indhentet i henhold til stk. 1 skal gøres tilgængelige for offentligheden. | | | | | | | | Kapitel 21 a Offentlige myndigheders udlejning af arealer m.v. | | | | | | | | § 60 a. En offentlig myndighed kan indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet. Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med, at offentlige myndigheders aftaler, jf. stk. 1, er indgået på markedsvilkår, og at offentlige myndigheder overholder regler fastsat i medfør af stk. 6. Digitaliseringsstyrelsen kan som led i tilsynet træffe afgørelser, herunder fastsætte vilkår om pris m.v. Stk. 3. Digitaliseringsstyrelsen kan af en part i en tilsynssag i medfør af stk. 2 opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet. Stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen kan af offentlige myndigheder kræve alle oplysninger og alt materiale, som Digitaliseringsstyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 2. Stk. 5. Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om tilsynet, jf. stk. 2, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Digitaliseringsstyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet, om opkrævning af beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 3, og om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for tilsynet. Stk. 6. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler i henhold til stk. 1, regler, der er nødvendige for implementeringen og anvendelsen af metoderne, regler om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale, der skønnes relevant for udviklingen, implementeringen og anvendelsen af metoderne, m.v. | | | | | | | | | | § 53. I lov om offentlige veje m.v., lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 499 af 20. maj 2025, § 7 i lov nr. 560 af 27. maj 2025 og § 2 i lov nr. 753 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer: | | | | | | § 73. --- Stk. 2-7. --- Stk. 8. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer gravearbejder kan undtages fra kravet om tilladelse efter stk. 1-4, og regler om udførelse af gravearbejde m.v. Transportministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om proceduren for ansøgning om tilladelse efter stk. 1-4, ansøgningsfrister, frister for vejmyndighedernes behandling af ansøgninger efter stk. 1-4 og de krav, vejmyndighederne kan stille til ansøgninger om tilladelse efter stk. 1-4. | | 1. I § 73, stk. 8, 2. pkt., udgår », frister for vejmyndighedernes behandling af ansøgninger efter stk. 1-4«. | | | | | | | | 2. Efter § 73 indsættes før overskriften før § 74: | | | | »§ 73 a. Fristerne i denne bestemmelse gælder ved ansøgninger, hvor reglerne i artikel 7 i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse. Stk. 2. Vejmyndigheden kan senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen afvise en ansøgning om gravetilladelse, hvis en af følgende oplysninger ikke er stillet til rådighed: 1) Anlægsarbejdernes georefererede placering og type. 2) De involverede elementer af fysisk infrastruktur. 3) Forventet dato for påbegyndelse af arbejdet og dets varighed. 4) Forventet dato for forelæggelse af det endelige projekt for de kompetente myndigheder med henblik på udstedelse af tilladelser, hvis det er relevant. 5) Et kontaktpunkt. Stk. 3. Vejmyndigheden tager stilling til, om en ansøgning er fuldstændig, senest 20 arbejdsdage efter modtagelse af ansøgningen. Vejmyndigheden skal inden for fristen i 1. pkt. opfordre ansøger til at sende eventuelle manglende oplysninger. Stk. 4. Vejmyndigheden træffer afgørelse senest 4 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning, jf. dog stk. 5. Stk. 5. Vejmyndigheden kan én gang udsætte afgørelsen af en fuldstændig ansøgning med op til 4 måneder. Udsættelsen og begrundelsen herfor skal meddeles til ansøgeren. Stk. 6. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om de grunde, hvorefter vejmyndigheden kan udsætte afgørelsen i op til 4 måneder efter udløb af fristen i stk. 4.« | | | | | | | | 3. Overskriften før § 74 affattes således: | | Koordinering af gravearbejder, ansøgningsprocedure m.v. | | »Koordinering af gravearbejder«. | | | | | | | | 4. § 74 affattes således: | | § 74. Den, der planlægger at ansøge om tilladelse til at foretage forandringer, herunder opgravning m.v., på en offentlig vejs areal, jf. § 73, stk. 1-4, skal så tidligt som muligt drøfte det planlagte arbejde med andre graveaktører med henblik på at undersøge, om flere gravearbejder kan koordineres. Stk. 2. En graveaktør eller vejmyndighed skal efter anmodning oplyse om de grave- eller anlægsarbejder efter § 73, der enten er udstedt tilladelse til, som afventer tilladelse, eller som der inden for de næste 6 måneder forventes indgivet en første ansøgning om tilladelse til. Stk. 3. Overholder en graveaktør eller vejmyndighed ikke koordineringsforpligtelsen, jf. stk. 1, og oplysningsforpligtelsen, jf. stk. 2, skal den pågældende dække de dokumenterede tab eller meromkostninger, som vejmyndigheden eller andre graveaktører lider som følge af den manglende koordinering. Stk. 4. Transportministeren fastsætter nærmere regler om de oplysninger, der skal gives efter stk. 2, om koordinering af gravearbejder efter stk. 1, om offentliggørelse af oplysninger om planlagte arbejder og tilladelser m.v., og om fordeling af udgifterne til gravearbejder, erstatning m.v., i forbindelse med at flere graveaktører har udnyttet samme opgravning af vejarealet. | | »§ 74. Anmodninger om koordinering af gravearbejder, hvor reglerne i forordningen om gigabitinfrastruktur ikke finder anvendelse, skal imødekommes, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Koordineringen af gravearbejder ikke medfører uinddrivelige ekstraomkostninger, herunder omkostninger som følge af yderligere forsinkelser, for den, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, som oprindeligt har planlagt det pågældende anlægsarbejde, uden at dette berører muligheden for, at de berørte parter aftaler en fordeling af omkostningerne. 2) Den, der ejer eller kontrollerer fysisk infrastruktur, som oprindeligt har planlagt anlægsarbejdet, bevarer kontrollen med koordineringen af arbejdet. 3) Anmodningen indgives så tidligt som muligt og, hvis der er behov for en tilladelse til gravearbejderne, senest én måned, inden det endelige projekt forelægges for tilladelsesudstedende myndigheder. Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer gravearbejder undtages fra forpligtelsen til at koordinere efter stk. 1.« | | | | | | | | 5. Efter § 74 indsættes: | | | | »§ 74 a. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at gravearbejder af begrænset omfang, eller som vedrører national kritisk infrastruktur, kan undtages fra pligten til at koordinere efter artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder der på grund af deres begrænsede omfang med hensyn til værdi, størrelse eller varighed kan undtages forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder, der skal være undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fordi de vedrører nødsituationer, national kritisk infrastruktur eller den nationale sikkerhed. Stk. 4. Transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor undtagelser fastsat i medfør af stk. 1-3 offentliggøres.« | | | | | | § 75. En ansøgning efter § 73, stk. 1-4, skal indeholde oplysning om resultatet af de drøftelser og undersøgelser, der fremgår af § 74, og eventuelle muligheder for at koordinere flere gravearbejder. | | 6. § 75 ophæves. | | | | | | § 76. --- Stk. 2. Der kan bl.a. fastsættes vilkår om: 1-4) --- 5) At indehaveren af en tilladelse skal tåle, at andre får tilladelse til at udnytte samme opgravning til at udføre egne arbejder i eller over vejarealet inden for det i tilladelsen fastsatte tidsrum. Vejmyndigheden kan i den forbindelse fastsætte nye vilkår for det samlede arbejde, herunder om fordeling af graveudgifterne. 6) Bod ved forsinkelser. Stk. 3-5. --- | | 7. § 76, stk. 2, nr. 5, ophæves. Nr. 6 bliver herefter nr. 5. | | | | | | § 76. --- Stk. 2-4. --- Stk. 5. Transportministeren fastsætter nærmere regler om fastlæggelse af bod ved forsinkelser, jf. stk. 2, nr. 6. | | 8. I § 76, stk. 5, ændres »6« til: »5«. | | | | | | | | 9. Efter § 133 a indsættes: | | | | »§ 133 b. Tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som vedrører koordinering af gravearbejder, og tvister i medfør af § 74, stk. 1, afgøres af transportministeren. Stk. 2. Transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor afgørelser af tvister og reglerne for tvistorganet offentliggøres. Stk. 3. Sager, der kan indbringes for transportministeren efter stk. 1, kan ikke indbringes for domstolene, før adgangen, jf. stk. 1, er udnyttet. Søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at transportministerens afgørelse i tvisten er meddelt.« | | | | | | | | | | | | § 54. I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 753 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer: | | § 24 a. --- Stk. 2. --- Stk. 3. § 70 a finder anvendelse ved ansøgninger efter dette kapitel. Endvidere finder §§ 74 og 75 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse i forbindelse med ansøgninger og § 76 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse i forbindelse med meddelelsen af tilladelser efter dette kapitel. | | 1. I § 24 a, stk. 3, 2. pkt., ændres »§§ 74 og 75« til: »§ 74«. | | | | 2. Efter § 24 a indsættes i kapitel 7 a: | | | | »§ 24 b. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at gravearbejder af begrænset omfang eller som vedrører national kritisk infrastruktur, kan undtages fra pligten til at koordinere efter artikel 5, stk. 2, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder der på grund af deres begrænsede omfang med hensyn til værdi, størrelse eller varighed, kan undtages forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur. Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke typer gravearbejder, der skal være undtaget forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, fordi de vedrører nødsituationer, national kritisk infrastruktur eller den nationale sikkerhed. Stk. 4. Transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor undtagelser fastsat i medfør af stk. 1-3 offentliggøres.« | | | | | | | | 3. § 67 affattes således: | | § 67. § 73 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse ved byggeri, udgravning og opfyldning på og ved private fællesveje. Stk. 2. §§ 73-76 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje i byer og bymæssige områder. | | »§ 67. § 73, stk. 1-6 og 8, § 73 a og §§ 74-76 i lov om offentlige veje m.v. finder anvendelse, når der foretages forandringer, herunder opgravning m.v., på og ved private fællesveje i byer og bymæssige områder.« | | | | | | | | 4. Efter § 87 a indsættes: | | | | »§ 87 b. Tvister omfattet af artikel 13, stk. 1, litra c, i forordningen om gigabitinfrastruktur, som vedrører koordinering af gravearbejder, og tvister i medfør af § 67, jf. § 74, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v., afgøres af transportministeren. Stk. 2. Transportministeren udpeger et centralt informationssted, hvor afgørelser af tvister og reglerne for tvistorganet offentliggøres.« | | | | | | § 88. Adgangen til at klage over en afgørelse, jf. § 87, eller adgangen til at indbringe en sag som en tvist for transportministeren, jf. § 87 a, skal være udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for domstolene. | | 5. I § 88 ændres »§ 87 a« til: »§§ 87 a og 87 b«. | | | | | | § 88 a. Søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at klagemyndighedens, jf. § 87, henholdsvis transportministerens, jf. § 87 a, afgørelse er meddelt. | | 6. I § 88 a ændres »§ 87 a« til: »§§ 87 a og 87 b«. | | | | | | | | | | | | § 55. I lov nr. 564 af 10. maj 2022 om Ledningsejerregistret, som ændret ved § 7 i lov nr. 736 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer: | | | | | | | | 1. § 17 affattes således: | | § 17. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan annoncering af et gravearbejde eller en forespørgsel til brug for koordinering af gravearbejder skal foregå i Ledningsejerregistret. | | »§ 17. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan annoncering af et gravearbejde eller en forespørgsel om oplysninger til brug for koordinering af gravearbejder, herunder efter artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal foregå i Ledningsejerregistret.« | | | | | | | | 2. § 18 affattes således: | | § 18. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af føringsrør til brug for samføring skal foregå. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer kan udlevere oplysninger om føringsrør gennem Ledningsejerregistret, herunder om, hvilke oplysninger ledningsejeren skal udlevere. Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan forespørgsel i Ledningsejerregistret til brug for samføring skal foregå. | | »§ 18. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af interesseområder vedrørende eller oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur, herunder omfattet af artikel 4, stk. 3, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, til brug for samføring skal foregå i Ledningsejerregistret. Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur, herunder omfattet af artikel 4, stk. 3, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal udleveres gennem Ledningsejerregistret. Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvordan en forespørgsel om oplysninger om føringsrør og anden nedgravet fysisk infrastruktur, herunder omfattet af artikel 4, stk. 1, jf. artikel 2, nr. 4, i forordningen om gigabitinfrastruktur, skal foregå i Ledningsejerregistret.« | | | | | | | | 3. Efter § 18 indsættes i kapitel 5: | | | | »§ 18 a. Tvister om manglende udlevering af oplysninger omfattet af artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordningen om gigabitinfrastruktur, der vedrører oplysninger omfattet af § 17 og § 18, stk. 2, kan indbringes for Klimadatastyrelsen, jf. artikel 13, stk. 1, litra b, og stk. 2, 4 og 5, i forordningen om gigabitinfrastruktur.« | | | | | | | | | | | | § 56. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024, som senest ændret ved § 23 i lov nr. 719 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer: | | | | | | § 15. --- Stk. 2-14. --- Stk. 15. Bestemmelser i lokalplaner, som hindrer opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og udstyr hertil på fysisk infrastruktur eller på arealer, er uden virkning i forhold til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og udstyr hertil, medmindre den fysiske infrastruktur eller arealet er beskyttet ud fra en arkitektonisk, historisk eller naturmæssig værdi eller af hensyn til den offentlige sikkerhed. Det samme gælder bestemmelser med tilsvarende indhold i planer, som er opretholdt efter § 68, stk. 2, eller bestemmelser med tilsvarende indhold i servitutter, hvor kommunalbestyrelsen er eneste påtaleberettigede. Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v. Stk. 16-17. --- | | 1. I § 15, stk. 15, 3. pkt., udgår »og fysisk infrastruktur«, og »definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.« ændres til: »definitionen i art. 2, nr. 23, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer.« | | | | 2. I § 15, stk. 15, indsættes som 4. pkt.: | | | | »Fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1309 af 29. april 2024 om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation, om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af direktiv 2014/61/EU (forordningen om gigabitinfrastruktur) med senere ændringer.« | | | | | | § 36. Tilladelse efter § 35, stk. 1, kræves ikke til: 1-20) --- 21) Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og udstyr hertil, der opsættes på fysisk infrastruktur eller på arealer, medmindre kommuneplanen indeholder retningslinjer om, at den fysiske infrastruktur eller arealet har en arkitektonisk, historisk eller naturmæssig værdi, eller der er hensyn til den offentlige sikkerhed, eller medmindre de samme værdier og hensyn fremgår af bekendtgørelser udstedt i medfør af loven. Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v. Stk. 2-12. --- | | 3. I § 36, stk. 1, nr. 21, 2. pkt., udgår »og fysisk infrastruktur«, og »definitionerne i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.« ændres til: »definitionen i art. 2, nr. 23, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med senere ændringer.« | | | | 4. I § 36, stk. 1, nr. 21, indsættes som 3. pkt.: | | | | »Fysisk infrastruktur forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1309 af 29. april 2024 om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation, om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af direktiv 2014/61/EU (forordningen om gigabitinfrastruktur) med senere ændringer.« |

Officielle noter

EU Noter

1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 321, side 36. Som bilag 1 til loven er medtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1309 af 29. april 2024 om foranstaltninger til reduktion af omkostningerne ved etablering af gigabitnet til elektronisk kommunikation, om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af direktiv 2014/61/EU (forordningen om gigabitinfrastruktur), EU-Tidende, L af 8. maj 2024. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af forordningen i lovens bilag er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.