Forslag til Lov om ændring af retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland (Ajourføring af retsplejelov for Grønland m.v.)

§ 1

Til nr. 1

Retsplejelovens § 35, stk. 1, bestemmer, at for hver retskreds vælges for et tidsrum af 4 år regnet fra den 1. januar et antal personer, der må anses for at være egnede til at virke som domsmænd.

Det foreslås i § 35 at indsætte stk. 5 , hvorefter domsmænd efter udløbet af det tidsrum, for hvilket de er valgt, kan færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt inden for dette tidsrum.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at domsmænd vil kunne færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt, selvom domsmændenes periode er udløbet efter § 35, stk. 1.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 68, stk. 3.

Til nr. 2 og 3

Retsplejelovens § 43 bestemmer, at domsmænd virker i civile sager med de samme beføjelser som dommere under hovedforhandlingen og de afgørelser, der træffes i forbindelse hermed.

Det foreslås i § 43 at indsætte ”i civile sager”.

Det foreslås endvidere at indsætte et nyt § 43, stk. 2, hvorefter domsmænd i kriminalsager deltager i afgørelsen af skyldsspørgsmålet og i fastsættelsen af sanktionen, men ikke i andre retshandlinger eller afgørelser under sagen, jf. dog § 47, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at reglerne om domsmænds medvirken i civile sager videreføres uændret i § 43, stk. 1, mens der i et nyt § 43, stk. 2, fastsættes nye regler om domsmænds medvirken i kriminalsager.

De nye regler om domsmænds medvirken i kriminalsager vil medføre, at domsmænd fremover kun vil skulle deltage i afgørelsen af skyldsspørgsmålet og fastsættelsen af sanktionen, men ikke i andre retshandlinger eller afgørelser under sagen, jf. dog § 47, stk. 3. Sanktionen omfatter både foranstaltninger og andre retsfølger af en forbrydelse i medfør af kriminalloven og offentligretlige retsfølger af kriminalitet i medfør af anden lovgivning, eksempelvis udvisning i medfør af udlændingeloven eller førerretsfrakendelse i medfør af færdselsloven.

Forslaget vil medføre, at domsmænd fremover ikke vil skulle deltage i processuelle afgørelser under hovedforhandlingen, f.eks. om bevisførelse eller om udsættelse af sagen. Domsmænd vil heller ikke skulle deltage i afgørelsen om sagsomkostninger eller fastsættelsen af salær til en beskikket forsvarer.

Domsmænd vil dog herudover fortsat skulle kunne deltage i afgørelser efter § 47, stk. 3, jf. § 595, om forståelsen af en dom i en kriminalsag.

Det foreslås, at de foreslåede ændringer af § 43 skal finde anvendelse i sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 86 a.

Til nr. 4

Retsplejelovens § 44 angår domsmænds medvirken i kriminalsager i 1. instans. Det fremgår af § 44, stk. 1, at der medvirker 2 domsmænd, jf. dog stk. 2-4. Det fremgår af § 44, stk. 2, at domsmænd ikke medvirker i sager, hvor der, hvis tiltalte findes skyldig, ikke kan blive tale om en mere indgribende foranstaltning eller retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning. Skønner retten, at en sag efter stk. 2 er af særlig indgribende betydning for tiltalte, kan retten bestemme, at domsmænd skal medvirke, jf. § 44, stk. 3. Det fremgår af § 44, stk. 4, at domsmænd ikke medvirker i kriminalsager, som fremmes efter § 449 a om tilståelsessager.

Det foreslås i § 44, stk. 2, at ændre ”bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning”: til ”betinget eller ubetinget anbringelse i anstalt i højst 30 dage, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller at det skal have sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33”.

Forslaget vil indebære, at der fremover som udgangspunkt ikke skal medvirke domsmænd i en kriminalsag i 1. instans, hvis der ikke kan blive spørgsmål om en mere indgribende foranstaltning end anbringelse i anstalt efter kriminallovens kapitel 27 i højst 30 dage. Dette gælder uanset, om der er tale om betinget eller ubetinget anstaltsanbringelse.

Forslaget vil endvidere indebære, at der fremover som udgangspunkt ikke skal medvirke domsmænd i en kriminalsag i 1. instans, hvis der ikke kan blive tale om en mere indgribende foranstaltning, end at det skal have sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 om særlige foranstaltninger over for psykisk syge kriminelle.

Forslaget ændrer ikke på, at det er anklagemyndigheden, der ved sagens indbringelse for retten angiver, om sagen er en sag med eller uden domsmænd. Når sagen i medfør af den foreslåede bestemmelse behandles uden domsmænd, vil der ikke kunne idømmes betinget eller ubetinget anbringelse i anstalt i mere end 30 dage.

Ændringen vil medføre, at der uden domsmænds medvirken vil kunne idømmes bøde, advarsel, betinget anstaltsdom i højst 30 dage, tilsyn, samfundstjeneste, dom til anstalt og tilsyn (kombinationsdom), hvor længden af anbringelsen i anstalt ikke overstiger 30 dage, samt ubetinget anstaltsdom i højst 30 dage.

Ændringen vil desuden medføre, at der uden domsmænd vil kunne idømmes en dom til samfundstjeneste på et sådant antal timer, at det ved overtrædelse af bestemmelsen om samfundstjeneste eller de vilkår, som er fastsat i forbindelse hermed, vil kunne udløse en ubetinget anstaltsanbringelse på mere end 30 dage. Tilsvarende vil gøre sig gældende i forhold til domme til tilsyn.

Når sagen i medfør af den foreslåede bestemmelse behandles uden domsmænd, vil der endvidere ikke kunne idømmes en ny eller ændret foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33.

Hvis sagen behandles som en tilståelsessag, vil der imidlertid uden domsmænd efter omstændighederne som noget nyt kunne idømmes en ny eller ændret foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33, jf. lovforslagets § 1, nr. 16-18 (retsplejelovens § 449 a). Den foreslåede begrænsning af domsmænds medvirken til ikke at omfatte betinget eller ubetinget anbringelse i anstalt i højst 30 dage vil ikke gælde under en tilståelsessag, ligesom der desuden uændret under en tilståelsessag vil kunne idømmes tilsyn, samfundstjeneste, anstalt og tilsyn (kombinationsdom) eller anstalt.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at der uden domsmænd kan idømmes førerretsfrakendelse, konfiskation og erstatning. Disse foranstaltninger og retsfølger vil også kunne idømmes sammen med betinget anstaltsdom på højst 30 dage, eller samtidig med at det bestemmes, at det skal have sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33.

Det fremgår af § 44, stk. 3, der ikke foreslås ændret, at hvis retten skønner, at en sag efter stk. 2 er af særlig indgribende betydning for tiltalte, kan retten bestemme, at domsmænd skal medvirke. Dette vil også gælde i sager, hvor der ikke kan blive tale om en mere indgribende foranstaltning, end at det skal have sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33.

En sag vil eksempelvis have særlig indgribende betydning for tiltalte, hvis det nu påsigtede forhold set i forhold til den tidligere kriminalitet, i anledning af hvilken en eksisterende foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 er idømt, er så alvorligt, at en domfældelse skønnes at kunne få væsentlig betydning for udfaldet af fremtidige sager om ændring af den idømte foranstaltning. Som eksempel kan nævnes en person, der tidligere er idømt en foranstaltning for grov vold, og som nu er tiltalt for forsøg på manddrab.

Om sagen har særlig indgribende betydning for tiltalte, er et retligt spørgsmål, som kan prøves under en eventuel anke til Grønlands Landsret og i givet fald Højesteret. Hvis ankeinstansen finder, at domsmænd burde have medvirket, vil ankeinstansen normalt skulle ophæve kredsrettens eller Retten i Grønlands dom og hjemvise sagen til fornyet behandling med domsmænd.

Den foreslåede bestemmelse medfører ingen ændringer i, at der obligatorisk skal medvirke en forsvarer for tiltalte, når tiltale er rejst i en sag, hvor det, hvis tiltalte findes skyldig, må forventes, at der vil blive tale om en mere indgribende retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1, nr. 2. Da såvel betinget og ubetinget anstaltsdom som opretholdelse af en foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 må anses for mere indgribende end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, vil forsvarermedvirken fortsat være obligatorisk i de sager, hvor der som følge af den foreslåede ændring ikke længere skal medvirke domsmænd.

Der foreslås ingen ændringer i, at domsmænd medvirker i ankesager i Grønlands Landsret, hvis der har medvirket domsmænd i 1. instans eller retsformanden finder det hensigtsmæssigt, jf. retsplejelovens § 45, stk. 2. Den foreslåede ændring med hensyn til domsmænds medvirken i 1. instans vil dermed også have betydning for, hvornår domsmænd skal medvirke i ankesager i Grønlands Landsret.

Det foreslås, at den foreslåede ændring af § 44, stk. 2, skal finde anvendelse i sager, hvor tiltale er rejst i 1. instans efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 689, stk. 3, nr. 3.

Til nr. 5

Retsplejelovens § 125 bestemmer, at det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde. Rettens afgørelse træffes ved beslutning, der skal begrundes, jf. stk. 1. Personer, der afgiver forklaring under retsmødet, skal gøres bekendt med, at der optages billeder og lyd, jf. stk. 2. Billedoptagelse i rettens bygninger er forbudt, medmindre retten giver tilladelse dertil. Stk. 1, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse, jf. stk. 3. Stk. 1 og 3 omfatter ikke de i §§ 128 og 163 omhandlede transmissioner, der sker som led i afviklingen af retsmøder, jf. stk. 4.

Det foreslås i § 125 at indsætte et nyt stk. 4 , hvorefter billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en kriminalsag, vil være forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen. Stk. 1, 2. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er et supplement til forbuddet mod billedoptagelse i rettens bygninger, jf. retsplejelovens § 125, stk. 1. Forslaget er navnlig begrundet i, at der i praksis kan være behov for beskyttelse af disse personer, som pålægges at møde i retten. Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte parter og vidner i civile sager, hvor der ikke har vist sig et tilsvarende behov.

Forbuddet vil omfatte billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er ”på vej til eller fra et retsmøde” i en kriminalsag. Fortolkningen af dette udtryk må navnlig ske i lyset af, at formålet med reglen er at beskytte disse personer, der pålægges at møde op i retten mod den unødige krænkelse, der vil være forbundet med i denne særligt belastende situation at blive fotograferet uden at have givet samtykke hertil. Der kan således ikke angives nogen bestemt afstand fra retsbygningen, hvor forbuddet vil gælde, idet dette vil bero på de konkrete omstændigheder.

Afgrænsningen af forbuddet må antages i praksis ikke at ville give anledning til væsentlige vanskeligheder, eftersom behovet for beskyttelse navnlig kan vise sig i forhold til massemedierne, hvis interesse i billedoptagelse netop beror på den pågældendes status som sigtet, tiltalt eller vidne i en kriminalsag. Forbuddet tager således sigte på situationer, hvor den pågældende person fotograferes/filmes, netop fordi vedkommende skal møde i retten i en kriminalsag. I praksis vil en fotograf således sjældent kunne være i tvivl om, hvorvidt en bestemt person, som fotografen ønsker at fotografere, er på vej til eller fra et retsmøde.

Sigtede, tiltalte og vidner i kriminalsager vil med forslaget være beskyttet på vej til og fra retsmøder, som de er indkaldt til. Er sigtede, tiltalte eller vidner i kriminalsager mødt op i retten efter indkaldelse til et retsmøde, vil de være beskyttet på vej fra retten, uanset om retsmødet aflyses. Sigtede og tiltalte vil også være beskyttet på vej fra et retsmøde, i hvilket sigtelsen eller tiltalen frafaldes. Tiltalte vil også være beskyttet på vej fra et retsmøde, som (i øvrigt) afslutter sagen (eksempelvis ved dom), herunder hvis tiltalte frifindes.

Forbuddet vil ikke gælde, hvis den pågældende har samtykket i billedoptagelsen. Der stilles ingen formkrav til et samtykke, men for ikke at udhule beskyttelsen bør samtykket som altovervejende hovedregel være udtrykkeligt. Et samtykke vil kun være gyldigt, hvis den pågældende kan overskue konsekvenserne af samtykket. For mindre børn kan samtykke gives af forældremyndighedens indehaver. For større børn må normalt kræves samtykke både fra forældremyndighedens indehaver og barnet selv.

I det foreslåede § 125, stk. 4, 2. pkt., henvises til stk. 1, 2. pkt., hvorefter offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Af § 127, stk. 1, fremgår det, at for overtrædelse af bl.a. § 125, stk. 1, 1. og 2. pkt., kan idømmes bøde. Offentliggørelse af billeder, der er optaget i strid med forbuddet i det foreslåede stk. 4, vil således være forbudt, og overtrædelse af dette forbud vil kunne medføre idømmelse af bøde, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt. Et særskilt forbud mod offentliggørelse er nødvendigt for at sikre en beskyttelse også i de tilfælde, hvor den, der foretager offentliggørelsen, ikke (beviseligt) har medansvar for selve optagelsen.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 32, stk. 6.

Til nr. 6

Retsplejelovens § 127 bestemmer, at der for overtrædelse af § 118, § 119, 3. pkt., § 125, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, eller af rettens forbud efter § 120, § 125, stk. 1, 3. pkt., og § 126 kan idømmes bøde.

Det foreslås i § 127 at ændre henvisningen fra § 125, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, til: § 125, stk. 1, 1. og 2. pkt., stk. 3 og 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at overtrædelse af det foreslåede forbud mod billedoptagelse af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en kriminalsag (jf. lovforslagets § 1, nr. 5) vil kunne sanktioneres med bøde på samme måde som overtrædelse af visse andre forbud efter retsplejelovens kapitel 10. Kriminalretligt ansvar kan også pålægges juridiske personer, jf. retsplejelovens § 127, stk. 3.

Ændringen har sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor det foreslås, at indsætte et nyt stk. 4 i § 125 , hvorefter billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en kriminalsag, vil være forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen. Stk. 1, 2. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 32 b, stk. 1.

Til nr. 7

Retsplejelovens § 163 fastsætter regler om gennemførelse af forklaringer for retten ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Bestemmelsen gælder direkte for vidneforklaringer, men gælder også for forklaringer afgivet af parter, herunder sigtede/tiltalte i en kriminalsag, og syns- og skønsmænd, jf. retsplejelovens § 171, § 196, stk. 5, § 357, stk. 2, § 365, stk. 2, § 377, § 449 a, stk. 8, og § 466, stk. 1.

Det følger af retsplejelovens § 163, stk. 1-4, at den, der skal afgive forklaring, skal indkaldes til at møde for 1) en ret, 2) en offentlig myndighed, som Domstolsstyrelsen har bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til rådighed for fjernkommunikation med billede i retssager, eller 3) en fysisk eller juridisk person, som Domstolsstyrelsen har autoriseret til at stille kommunikationsmidler til rådighed for fjernkommunikation med billede i retssager.

Det følger af retsplejelovens § 163, stk. 5, at retten kan tillade, at et vidne, som befinder sig i udlandet, afgiver forklaring via fjernkommunikation med billede, hvis forklaringen skønnes at kunne afgives under lige så betryggende former som en forklaring, der som anført afgives for en ret, en bemyndiget myndighed eller en autoriseret person.

Det foreslås at indsætte et nyt § 163, stk. 6, hvorefter retten i civile sager, hvis parterne er enige herom, kan tillade, at et vidne afgiver forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede på anden måde end angivet i stk. 1, når det skønnes forsvarligt.

Forslaget vil indebære en begrænset mulighed for at gennemføre en forklaring for retten ved anvendelse af telekommunikation med billede uden de kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, som involvering af en anden ret, en bemyndiget offentlig myndighed eller en autoriseret person giver mulighed for.

Der foreslås ingen ændringer i, hvornår en person kan afgive forklaring for retten ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf. retsplejelovens § 141, stk. 3, og bemærkningerne til bestemmelsen og den retspraksis, der knytter sig hertil. Den foreslåede ændring vedrører alene fremgangsmåden for, hvordan forklaringen kan gennemføres, når der gives tilladelse til at anvende fjernkommunikation med billede.

Det foreslåede stk. 6 vil gælde i civile sager, men ikke i offentlige kriminalsager. Civile sager omfatter bl.a. civile retssager, skiftesager, ægteskabs- og forældremyndighedssager, sager om forbud, bevisoptagelse i civile sager og fogedsager.

Adgangen til at gennemføre en forklaring for retten på anden måde end ved, at den pågældende møder for en ret, en bemyndiget myndighed eller en autoriseret person, vil kun kunne anvendes, når parterne er enige herom.

Det vil endvidere være en forudsætning, at retten skønner, at fremgangsmåden vil være forsvarlig i den konkrete situation. Ved vurderingen af forsvarligheden vil retten kunne anlægge en samlet vurdering af, hvilken betydning forklaringen kan forventes at have for sagen, i hvilke omgivelser den, der skal afgive forklaring, befinder sig, og hvad der er oplyst om sikkerheden ved den videokommunikationsløsning, som ønskes anvendt.

Rettens tilladelse vil kunne gives i forvejen eller på det tidspunkt, hvor forklaringen skal afgives, herunder når den, der skal afgive forklaring, er udeblevet. Dette gælder, uanset om den pågældende er lovligt tilsagt, og uanset om den pågældende har oplyst lovligt forfald.

Hvis der under afgivelsen af forklaringen opstår tvivl om, hvorvidt den anvendte fremgangsmåde er forsvarlig i den konkrete situation, kan retten gribe ind og søge tvivlen afklaret f.eks. ved spørgsmål til den, der afgiver forklaring, eller til en person, der yder teknisk bistand til gennemførelsen af videokommunikationen, uanset om dette er en part eller advokat i sagen, en partsantagen medhjælper eller en af rettens medarbejdere. Konstaterer retten herefter, at fremgangsmåden ikke er forsvarlig i den konkrete situation, kan retten omgøre tilladelsen og afbryde forklaringen.

Det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette, jf. retsplejelovens § 125, stk. 1, der ikke foreslås ændret. Dette gælder også, når en person afgiver forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, og hverken den pågældende selv eller andre må således optage eller transmittere billede eller lyd herfra, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 192, stk. 7.

Til nr. 8 og 9

Retsplejelovens § 238 indeholder regler om affattelsen af domme i civile sager. Det fremgår af § 238, stk. 1, at dommen skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i nødvendigt omfang af deres og vidners forklaringer, samt de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse. Det fremgår af § 238, stk. 2, at i domme, der afsiges i 1. instans, kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, hvis der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at den ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling. Det fremgår af § 238, stk. 3, at hvis en dom, der er affattet efter stk. 2, ankes, skal retten give en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt, efter at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en genpart af redegørelsen til parterne.

Det foreslås i § 238, stk. 1, 1. pkt., at ændre ”fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i nødvendigt omfang af deres og vidners forklaringer” til ”kort fremstilling af sagen, en gengivelse af parternes anbringender”.

Det foreslås endvidere at ophæve de gældende § 238, stk. 2 og3, og i stedet indsætte et nyt § 238, stk. 2 .

De foreslåede bestemmelser vil medføre, at hvis en dom, der ikke gengiver de afgivne forklaringer, ankes, vil retten skulle gengive de afgivne forklaringer i retsbogen. Gengivelsen anses som et bilag til dommen. Retten vil i så fald skulle sende gengivelsen til ankeinstansen og parterne snarest muligt efter, at retten har fået meddelelse om anken.

De foreslåede bestemmelser indebærer, at der fastsættes ensartede lovregler om affattelsen af domme i civile sager og særlige civile sager gældende for alle instanser.

Efter de foreslåede bestemmelser, vil det fremover ikke være et krav, at en dom gengiver de afgivne forklaringer, men hvis dommen ankes, skal retten gengive de afgivne forklaringer, og gengivelsen af forklaringerne anses som et bilag til dommen. Det vil endvidere ikke være et krav, at en dom i en civil sag eller særlig civil sag gengiver uddrag af sagens dokumenter.

Den foreslåede affattelse af § 238 a, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at alle domme i civile sager og særlige civile sager skal indeholde en kort fremstilling af sagen. Dette er en lempelse i forhold til den gældende regel om en fremstilling af sagen.

Det vil være overladt til rettens skøn, hvad der medtages i fremstillingen, men der lægges generelt ikke op til, at der skal medtages uddrag af sagens dokumenter eller i øvrigt redegøres for indholdet af bevisførelsen. Det vil dog være naturligt i fremstillingen i givet fald at angive, hvem der har afgivet forklaring, og at der har været afholdt syn og skøn, gennemført besigtigelse el.lign.

Retten vil i en række tilfælde kunne vælge at nøjes med en helt kort fremstilling af sagen, fordi det af dommens øvrige indhold i form af påstandene og anbringenderne fremgår, hvad sagen drejer sig om.

Dommen vil uændret skulle indeholde en begrundelse, dvs. angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

Det vil uændret være sådan, at begrundelsen skal være tilpasset dommens øvrige indhold. Som eksempel kan nævnes, at hvis retten finder, at dommen bør begrundes bl.a. under henvisning til indholdet af en bestemt forklaring, kan dommen enten gengive den pågældende forklaring og i begrundelsen angive f.eks. ”efter X’s forklaring er det bevist…”, eller dommen kan undlade at gengive forklaringen og i begrundelsen angive f.eks. ”efter X’s forklaring om, at […], er det bevist…”. Dette udtrykkes undertiden med et slagord, at ”dommen skal kunne stå alene”. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at en ankedom ikke i bogstavelig forstand behøver at kunne stå alene, men gerne må henvise til begrundelsen i en tidligere instans, som ankeinstansen tilslutter sig, jf. udtrykkeligt retsplejelovens § 108, stk. 1, der ikke foreslås ændret.

Det foreslåede § 238, stk. 2, vil gælde, når en dom, der ikke gengiver de afgivne forklaringer, ankes. I sådanne tilfælde vil retten skulle gengive de afgivne forklaringer i retsbogen, og gengivelsen anses som et bilag til dommen. Gengivelsen vil skulle sendes til ankeinstansen og parterne snarest muligt efter, at retten har fået meddelelse om anken.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 218 a, stk. 1 og 2.

Til nr. 10 og 11

Retsplejelovens § 312 angår påtaleopgivelse. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives, hvis 1) sigtelsen har vist sig grundløs, 2) videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller 3) sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den foranstaltning, som i givet fald kan forventes idømt.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 3 , hvorefter påtale i en sag kan helt eller delvis opgives, hvor kriminallovens §§ 6 eller 124 ville være anvendelig, hvis sigtede var at finde skyldig, når det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig foranstaltning ville blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning.

Som konsekvens af tilføjelsen af nr. 3, foreslås desuden at lade ”eller” udgå i nr. 2.

Med den foreslåede bestemmelse vil der kunne ske hel eller delvis påtaleopgivelse i en sag, hvor kriminallovens §§ 6 (om retsforfølgning af person, der i andet land er pålagt sanktion for samme handling) eller 124 (om person, som allerede er dømt, og som findes skyldig i en lovovertrædelse begået før dommen) ville være anvendelig, hvis sigtede var at finde skyldig. Hel eller delvis påtaleopgivelse kan kun ske, når det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig foranstaltning ville blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 721, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 12

Det følger af retsplejelovens § 315, stk. 1, sidste pkt., at hvis der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan omgørelse kun finde sted, hvis der forkyndes en meddelelse herom for sigtede, senest 3 måneder efter at påtaleopgivelsen eller tiltalefrafaldet er blevet meddelt vedkommende, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelserne for genoptagelse efter § 582, nr. 1 eller 2, er opfyldt.

Det foreslås i § 315, stk. 1, sidste pkt. , at ”3 måneder” ændres til ”4 måneder”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en omgørelse af en afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald fremover vil kunne meddeles den sigtede inden 4 måneder fra afgørelsens dato. Fristen vil som hidtil blive forlænget, hvis sigtedes forhold har hindret rettidig meddelelse.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 724, stk. 2.

Til nr. 13

Retsplejelovens § 321 angår rettens beskikkelse af forsvarer for sigtede, når sigtede ikke selv har antaget en mødeberettiget forsvarer, som giver møde i sagen.

Retsplejelovens § 321, stk. 1, indeholder regler om obligatorisk beskikkelse af forsvarer. Det fremgår heraf, at forsvarermedvirken bl.a. er obligatorisk, når tiltale er rejst i en sag, hvor det, hvis tiltalte findes skyldig, må forventes, at der vil blive tale om en mere indgribende retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, jf. nr. 2, og når sagen fremmes i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, og der bliver spørgsmål om anstaltsanbringelse, jf. nr. 4.

Det foreslås at nyaffatte § 321, stk. 1, nr. 4, således at retten skal beskikke en forsvarer for sigtede, hvis sigtede ikke selv har antaget en mødeberettiget forsvarer, som giver møde i sagen, og der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, dog undtaget når anklagemyndigheden påstår ophævelse af en idømt foranstaltning.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med den foreslåede bestemmelse om, at foranstaltninger efter kriminallovens kapitel 33 skal kunne idømmes under en tilståelsessag, jf. lovforslagets § 1, nr. 16-18 (retsplejelovens § 449 a).

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der altid vil skulle beskikkes offentlig forsvarer, hvis sigtede ikke selv har antaget en mødeberettiget forsvarer, som er mødt, når der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33 (særlige foranstaltninger over for psykisk syge kriminelle). En afgørelse om, at det har sit forblivende ved en allerede idømt foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33, er også udtryk for en anvendelse af kriminallovens kapitel 33.

Den gældende bestemmelse i § 321, stk. 1, nr. 4, vurderes omfattet af den gældende § 321, stk. 1, nr. 2, der ikke foreslås ændret. Den gældende § 321, stk. 1, nr. 2, omfatter alle tilfælde, hvor der er rejst tiltale, og der må forventes at blive spørgsmål om en mere indgribende retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning. Det omfatter bl.a. alle tilfælde, hvor der er rejst tiltale, og der bliver spørgsmål om anstaltsanbringelse. Dermed omfatter bestemmelsen også alle tilfælde, der er omfattet af den gældende § 321, stk. 1, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse i § 321, stk. 1, nr. 4, medfører i praksis ingen ændringer i, hvornår der vil blive beskikket offentlig forsvarer, da retten allerede i dag uden for tilfælde, hvor anklagemyndigheden påstår ophævelse af en idømt foranstaltning også beskikker offentlig forsvarer i sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 731, stk. 1, litra f.

Til nr. 14

Retsplejelovens § 322, stk. 2, fastslår, at retten i sager af ganske særlig alvorlig karakter skal beskikke en advokat som forsvarer, hvis hensynet til forsvaret gør det påkrævet. Som reglerne er i dag, skal det således for det første afgøres, om den konkrete sag må anses som ganske særlig alvorlig og for det andet, om sagen på baggrund af dens alvor rummer sådanne problemstillinger, at sigtede bør have en advokat som forsvarer. Det kan være en vanskelig vurdering for kredsretten at foretage allerede på det tidspunkt, hvor forsvareren skal tilkaldes eller beskikkes, hvilket har ført til en uensartet praksis for anvendelse af bestemmelsen. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor punkt 2.10 for en uddybende gennemgang af gældende ret.

Det foreslås at nyaffatte § 322, stk. 2, således at retten skal beskikke en advokat eller en autoriseret forsvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen, i sager af ganske særlig alvorlig karakter, herunder sager om drab, voldtægt eller grov vold, og sager hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om forvaring, medmindre det vurderes klart, at hensynet til forsvaret ikke gør det påkrævet.

Bestemmelsen er ikke udtømmende. Ved vurderingen af om den konkrete sag må anses som ganske særlig alvorlig, bør retten – udover sagens karakter – særligt lægge vægt på, om der møder en juridisk anklager i sagen. Det vil eksempelvis ofte være tilfældet i større økonomiske sager, overgrebssager mod børn og sager, der kan få særligt vidtgående konsekvenser for sigtede, for eksempel fordi vedkommende er politiker, politimand eller beklæder en anden lignende betroet stilling. Det vil desuden fortsat især være forbrydelser af personfarlig karakter som bl.a. frihedsberøvelse, ulovlig tvang, røveri og brandstiftelse og meget omfattende overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, der vil kunne opfylde kriteriet. Retten bør ved vurderingen derudover også lægge vægt på de personlige forhold. Det vil eksempelvis tale for, at der beskikkes en advokat eller en autoriseret forsvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen, som forsvarer, hvis sigtede af sundhedsvæsenet er diagnosticeret som psykisk afvigende eller lignende.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte sager, hvor forsvareren beskikkes under efterforskningen, herunder i forbindelse med videoafhøringer af børn, hvor der er mistanke om kriminalitet af den nævnte karakter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kredsretten som altovervejende hovedregel skal beskikke en advokat eller en autoriseret forsvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen, i sager af ganske særlig alvorlig karakter, og at det altid omfatter sager om drab, voldtægt eller grov vold, og sager hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om forvaring. I de nævnte sagstyper vil anklagemyndigheden som altovervejende hovedregel møde med en juridisk uddannet anklager, fordi sagerne efter sin karakter må betegnes som ganske særlig alvorlige. Endvidere vil sådanne sager ofte indeholde komplekse processuelle eller materielle problemstillinger. Den foreslåede bestemmelses angivelse af sager, der er af ganske særlig alvorlig karakter er ikke udtømmende, jf. ovenfor.

Udgangspunktet vil alene kunne fraviges, hvis det vurderes klart, at hensynet til forsvaret ikke gør det påkrævet. Det antages at have undtagelsens karakter, men vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der er tale om en helt ukompliceret tilståelsessag, hvor anklagemyndigheden heller ikke møder med en juridisk anklager.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at der i de pågældende sager udover en advokat også kan beskikkes en autoriseret forsvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen. Det vil være op til retten at vurdere, hvilken type forsvarer der skal beskikkes i den konkrete sag, herunder om det bør være en af de beneficerede advokater.

I sager, der ikke er omfattet af § 322, stk. 2, vil kredsretten fortsat skulle beskikke en autoriseret forsvarer, jf. § 322, stk. 1. Af hensyn til den særlige grønlandske ordning for behandling af sager i første instans og for at sikre en større ensartethed, vil kredsretterne i disse tilfælde ikke burde beskikke en autoriseret forsvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen, medmindre det efter en samlet vurdering er mere hensigtsmæssigt – f.eks. af hensyn til nærhedsprincippet, sigtedes ønsker eller på grund af praktiske forhold, herunder at det ikke er muligt at finde en autoriseret forsvarer, der ikke har bestået juridisk kandidateksamen, der kan tage sagen. Det bemærkes hertil, at en autoriseret forsvarer kan afbeskikkes i medfør af retsplejelovens § 325, stk. 1, hvis det under sagens forberedelse viser sig, at hensynet til forsvaret gør det påkrævet.

Kredsretten vil fortsat skulle tage hensyn til den sigtedes egne ønsker i det omfang, de ikke kolliderer med hensynet til det fornødne forsvar, jf. herved § 324.

Rettens afgørelse om forsvarerbeskikkelse vil fortsat kunne kæres til landsretten, jf. § 322, stk. 3.

Til nr. 15

Retsplejelovens § 364 angår frist for tilbageholdelse mv. og fristforlængelse.

Det fremgår af § 364, stk. 1, at bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede i Grønland, fastsætter retten i beslutningen en frist for tilbageholdelsens eller forholdsreglens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger.

Det fremgår af § 364, stk. 2, at retten kan forlænge fristen, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved en beslutning, der skal begrundes, medmindre sigtede erklærer sig indforstået med forlængelsen.

Det fremgår af § 364, stk. 3, at fremstilling af en sigtet, der er tilbageholdt eller undergivet anden frihedsberøvende forholdsregel, dog kan undlades, når vedkommende giver afkald derpå eller retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Det foreslås at indsætte nyt stk. 4 , hvorefter, at når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten, og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at tilbageholdelsen eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve tilbageholdelsen eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, efter § 362, stk. 4, eller § 366. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter hovedforhandlingens begyndelse finder § 367, stk. 2, sidste pkt., og stk. 3, tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i 1.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse i tilståelsessager, hvor anklagemyndigheden har anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 449 a, og retten har fastsat tidspunktet for retsmødet.

Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører muligheden for at forlænge tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, uden at fastsætte frist herfor. Formålet med den foreslåede bestemmelse er at mindske antallet af formelle retsmøder om fristforlængelser uden protest.

Bestemmelsen forudsættes kun anvendt, hvis retten finder, at der efter de gældende regler er grundlag for tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, i hvert fald for en længere periode end de 4 uger, som er maksimum efter den almindelige frist, jf. retsplejelovens § 364, stk. 1, og at tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, indtil domsafsigelse ikke på forhånd kan anses for udelukket efter den almindelige proportionalitetsbestemmelse i retsplejelovens § 359.

Bestemmelsen bør ikke anvendes, hvis retten i øvrigt finder det betænkeligt.

Udsættes tidspunktet for hovedforhandlingen, må retten træffe en ny afgørelse efter bestemmelsen.

Finder retten ikke grundlag for at anvende den foreslåede bestemmelse, vil den gældende bestemmelse om fortsat tilbageholdelse eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, efter hovedforhandlingens begyndelse uden yderligere forlængelser i retsplejelovens § 367, stk. 1, finde anvendelse.

Træffer retten efter hovedforhandlingens begyndelse bestemmelse om, at hovedforhandlingen må udsættes, må retten inden for fristen på 7 dage træffe afgørelse om, hvorvidt udsættelsen medfører, at der bør fastsættes en frist for tilbageholdelsen eller forholdsregler, der træder i stedet herfor, efter den almindelige regel i retsplejelovens § 364, stk. 1, eller om varetægtsfængslingen kan løbe videre uden frist efter den foreslåede nye bestemmelse.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 767, stk. 2.

Til nr. 16-18

Retsplejelovens § 449 a angår tilståelsessager, dvs. sager, der ellers skulle være behandlet med domsmænd, men som behandles i en forenklet proces og uden domsmænd, fordi tiltalte har tilstået og samtykket i sagens behandling som tilståelsessag.

Det fremgår af § 449 a, stk. 1, nr. 4, at en sag ikke kan behandles som tilståelsessag, hvis der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33 og kapitel 34.

Det fremgår af § 449 a, stk. 3, at hvis sigtede er anholdt eller tilbageholdt under retsmødet, skal den forsvarer, der er beskikket efter § 321, stk. 1, nr. 1, have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte den med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede giver samtykke til, at sagen behandles som tilståelsessag. Forsvareren skal være til stede i retten, når sigtede giver sit samtykke.

Det fremgår af § 449 a, stk. 4, at hvis sigtede ikke er anholdt eller tilbageholdt under retsmødet, skal sigtede tilbydes at få beskikket en forsvarer, inden sigtede giver samtykke til, at sagen behandles som en tilståelsessag. Hvis der efter sigtedes ønske beskikkes en forsvarer, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i § 449 a, stk. 1, nr. 4, at ”kapitel 33 og” udgår.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kriminalsager, hvor der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, fremover kan behandles som en tilståelsessag.

For at sagen skal kunne afgøres som en tilståelsessag, vil det være en forudsætning, at sigtede – trods sin afvigende psykiske tilstand – forstår sigtelsen og betydningen af samtykket til, at sagen behandles som en tilståelsessag.

Det vil herunder også i denne nye type tilståelsessager være en ufravigelig betingelse, at sigtede i et retsmøde afgiver en uforbeholden tilståelse, jf. § 449 a, stk. 1, indledningen, der ikke foreslås ændret. Hvis tiltalte som følge af sin psykiske tilstand ikke er i stand hertil, eller ikke forstår betydningen af tilståelsen eller samtykket til, at sagen behandles som en tilståelsessag, vil sagen ikke kunne gennemføres som en tilståelsessag.

I praksis vil der desuden være behov for, at tiltaltes psykiske tilstand er tilstrækkeligt klarlagt til, at retten kan afsige dom om den rette foranstaltning.

Det foreslås i § 449 a, stk. 3, 1. pkt., efter ”retsmødet,” at indsætte ”eller bliver der spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33” og at tilføje en henvisning til § 321, stk. 1, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at i tilståelsessager, hvor der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, vil forsvareren skulle have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte den med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede giver samtykke til, at sagen behandles som tilståelsessag. Forsvareren vil desuden skulle være til stede i retten, når sigtede giver sit samtykke.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 831, stk. 3.

Det foreslås i § 449 a, stk. 4, 1. pkt., efter ”retsmødet,” at indsætte ”og bliver der ikke spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33”.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis sigtede ikke er anholdt eller tilbageholdt under retsmødet, og bliver der ikke spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, skal sigtede tilbydes at få beskikket en forsvarer, inden sigtede giver samtykke efter § 449 a, stk. 1, nr. 2, til straks at fremme sagen til dom. Hvis der efter sigtedes ønske beskikkes en forsvarer, vil stk. 3 finde tilsvarende anvendelse, hvilket vil indebære, at forsvareren vil skulle have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte den med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede giver samtykke efter § 449 a, stk. 1, nr. 2. Forsvareren vil desuden skulle være til stede i retten, når sigtede giver sit samtykke.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, finder § 449 a, stk. 4, om valgfri forsvarerbeskikkelse ikke anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse om, at der obligatorisk skal medvirke forsvarer i tilståelsessager, hvor der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, jf. forslaget til § 321, stk. 1, nr. 4 (lovforslagets § 1, nr. 13), og forslaget til ændring af § 449 a, stk. 3.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 831, stk. 4.

Til nr. 19

Retsplejelovens § 451 fastslår, at medmindre andet er bestemt i loven, skal tiltalte personligt være til stede i retten under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom. Retsformanden kan dog, efter at tiltalte har afgivet forklaring, tillade, at tiltalte forlader retten.

Det foreslås at nyaffatte § 451, 2. pkt., således at retsformanden efter anmodning fra tiltalte kan tillade, at tiltalte ikke er til stede under hovedforhandlingen eller en del af denne, hvis det findes ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at retsformanden som noget nyt vil kunne tillade, at tiltalte forlader retten, før tiltalte har afgivet forklaring, eller at tiltalte slet ikke er til stede under hovedforhandlingen.

Når retsformanden giver en sådan tilladelse, vil tiltalte ikke være forpligtet til at være til stede under hovedforhandlingen eller den pågældende del af hovedforhandlingen. Tiltaltes manglende fremmøde vil derfor ikke være en ulovlig udeblivelse, hvis tiltalte inden hovedforhandlingens start har fået tilladelse til ikke at møde, og der vil derfor ikke kunne træffes afgørelse om anholdelse af tiltalte som følge af tiltaltes manglende fremmøde, ligesom tiltaltes manglende fremmøde ikke kan anses som en tilståelse eller tillægges andre udeblivelsesvirkninger.

Retsformanden vil kunne tilbagekalde en tilladelse efter § 451, 2. pkt., men hvis tiltalte herefter ikke frivilligt møder – og ikke er tilbageholdt og dermed blot vil skulle fremstilles – vil det være nødvendigt at forkynde en indkaldelse til retsmøde for tiltalte med lovligt varsel og med tilkendegivelse af udeblivelsesvirkninger, før tiltaltes fortsatte udeblivelse i givet fald kan føre til anholdelse.

Tilladelse til ikke at være til stede under hovedforhandlingen eller en del af denne vil kunne gives både før hovedforhandlingen og under hovedforhandlingen, herunder i tilfælde af tiltaltes ulovlige udeblivelse eller lovlige forfald. Tilladelsen vil kun kunne gives efter anmodning fra tiltalte, men det er ikke et krav, at initiativet kommer fra tiltalte. Der er dermed ikke noget til hinder for, at retten spørger tiltalte eller forsvareren, om tiltalte vil anmode om tilladelse til ikke at være til stede under hovedforhandlingen eller en del af denne.

Tilladelse vil bl.a. kunne gives, hvis tiltalte på grund af psykisk lidelse ikke ønsker at deltage i hovedforhandlingen, herunder med henblik på at skåne den tiltalte for en situation, der grundet den psykiske lidelse er uhensigtsmæssigt belastende for den tiltalte. Tilladelse vil dog ikke kunne gives, hvis retsformanden finder, at tiltaltes tilstedeværelse er nødvendig af hensyn til sagens behandling.

Tilladelse vil som nævnt forudsætte, at tiltalte anmoder om det, og det forudsættes herved, at tiltalte har haft lejlighed til at drøfte anmodningen med forsvareren, sådan at forsvareren kan vejlede om konsekvenserne heraf, herunder mulige konsekvenser ved at undlade at afgive forklaring. Det vil dermed også være en forudsætning, at tiltalte trods sin eventuelle psykiske lidelse har en rimelig forståelse af, hvad anmodningen indebærer.

Der vil ikke gælde formkrav til tiltaltes anmodning, som kan fremsættes skriftligt eller mundtligt, herunder mundtligt over for forsvareren, sådan at denne herefter skriftligt eller mundtligt viderebringer anmodningen til retten. Anmodningen vil herunder også kunne fremsættes telefonisk over for forsvareren under en pause i et retsmøde, som tiltalte er udeblevet fra, men det er som nævnt en forudsætning, at tiltalte har en rimelig forståelse af, hvad anmodningen indebærer, hvilket det i givet fald påhviler forsvareren at sikre sig.

Tilladelse vil desuden forudsætte, at det findes ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

Før retsformanden tager stilling til, om tiltaltes anmodning skal imødekommes, bør anklagemyndigheden have lejlighed til at udtale sig. Det vil i særlige tilfælde kunne have betydning for anklagemyndighedens førelse af sagen, at tiltalte er til stede.

Ved siden af retsformandens adgang efter § 451, 2. pkt., til efter anmodning fra tiltalte at bestemme, at hovedforhandlingen kan gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, vil der uændret gælde en adgang for retten til under ganske særlige omstændigheder at gennemføre en hovedforhandling uden tiltaltes tilstedeværelse, når tiltalte på grund sin psykiske tilstand er ude af stand til at forstå og følge hovedforhandlingen, jf. herved Højesterets kendelse af 19. december 2000 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001 side 611. Under sådanne ganske særlige omstændigheder er det ikke en betingelse, at tiltalte anmoder om tilladelse til ikke at være til stede.

Tilladelse vil også kunne gives i andre tilfælde end ved psykisk lidelse. Tilladelse vil eksempelvis kunne gives, hvis tiltalte har oplyst lovligt forfald, men til trods herfor ønsker hovedforhandlingen gennemført som planlagt. Tilsvarende vil gælde, hvis tiltalte utilsigtet er udeblevet uden oplyst lovligt forfald, og anklagemyndighedens sanktionspåstand ikke giver mulighed for at afgøre sagen ved en udeblivelsesdom i medfør af retsplejelovens § 453, stk. 3, nr. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 23.

Som et yderligere eksempel kan nævnes, at der i længevarende sager vil kunne gives tilladelse til, at tiltalte ikke er til stede under en del af hovedforhandlingen. Hvis der er flere tiltalte, vil en tiltalt f.eks. kunne få tilladelse til ikke at være til stede under de dele af hovedforhandlingen, som ikke eller kun i ringe grad vedrører den pågældende.

Der stilles efter den foreslåede bestemmelse ikke bestemte krav til grundlaget for en anmodning. Retsformanden vil kunne tage stilling til en anmodning ud fra de oplysninger, som allerede indgår i sagen, eller vil kunne beslutte, at der f.eks. er behov for yderligere lægelig dokumentation, før der tages stilling til anmodningen.

Spørgsmålet om tiltaltes tilstedeværelse under hovedforhandlingen bør så vidt muligt afklares forud for hovedforhandlingen, men en anmodning om ikke at være til stede, som forsvareren på tiltaltes vegne fremsætter ved hovedforhandlingens start, vil også kunne imødekommes. Det bemærkes herved, at hvis tiltalte er udeblevet og ikke straks kan bringes til stede, kan alternativet være en udsættelse af hovedforhandlingen, hvilket både forlænger sagsbehandlingstiden i den konkrete sag og trækker på domstolenes ressourcer til skade for parterne i andre sager og for samfundet.

Retsplejelovens § 451 kan i medfør af retsplejelovens § 561 også anvendes i landsretten med de ændringer, der er fastsat i kapitel 44 om appel og genoptagelse af kriminalsager, eller som følger af forholdenes forskellighed.

Der er ikke fastsat særlige regler om tiltaltes udeblivelse fra ankesager, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og § 451 kan i sådanne anker anvendes i samme omfang som i 1. instans.

Retsplejelovens § 451 er derimod uden betydning for ankesager, der ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, da tiltalte under alle omstændigheder ikke behøver at være til stede under behandlingen af en ankesag, der ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, jf. retsplejelovens § 557, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 32. Tiltaltes ret til ikke at møde til sådanne hovedforhandlinger følger således direkte af § 557, og det er dermed overflødigt at anmode om tilladelse efter § 451, 2. pkt., til ikke at være til stede.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 853.

Til nr. 20-24

Retsplejelovens § 453 angår tilfælde, hvor tiltalte udebliver ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen.

Det fremgår af § 453, stk. 1, at hvis tiltalte udebliver ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen, uden at forholdet er omfattet af § 452, stk. 2, og den pågældende ikke straks kan bringes til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme hovedforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.

Retsplejelovens § 452, stk. 2, angår sager, hvor der ikke er spørgsmål om anden foranstaltning eller retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse og erstatning, og sagen ikke er af særlig indgribende betydning for tiltalte.

Det følger af § 453, stk. 2, at hvis tiltalte er udeblevet trods lovlig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal ske afhøring af vidner og skønsmænd, der er mødt, hvis det er foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Er tiltalte repræsenteret ved forsvarer, kan der dog kun foretages afhøring, hvis forsvareren er mødt.

Det følger af § 453, stk. 3, at hvis anklagemyndigheden fremsætter begæring om det, skal hovedforhandlingen i fem nærmere angivne situationer fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig.

En hovedforhandling skal under disse betingelser fremmes til dom bl.a., når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden rettens tilladelse (nr. 2), når der under sagen alene er spørgsmål om anbringelse i anstalt i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning, rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen (nr. 3), og når tiltalte ikke idømmes andre følger end anbringelse i anstalt i 6 måneder eller derunder, bøde, konfiskation, udvisning, førerretsfrakendelse eller erstatning (nr. 4).

Det følger af § 453, stk. 4, at medmindre tiltalte har samtykket heri, kan hovedforhandlingen kun gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte har været lovligt indkaldt og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.

Det foreslås i § 453, stk. 1, efter ”medmindre” at indsætte ”retsformanden tillader, at tiltalte ikke er til stede, jf. § 451, 2. pkt., eller”.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en hovedforhandling ikke skal udsættes, når tiltaltes manglende tilstedeværelse er i overensstemmelse med en tilladelse fra retsformanden efter § 451, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 19, til ikke at være til stede under hovedforhandlingen eller en del af denne.

Dette vil også gælde, når retsformandens tilladelse efter § 451, 2. pkt., først gives, efter at tiltalte er udeblevet.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 855, stk. 1.

Det foreslås at nyaffatte § 453, stk. 3, nr. 2, så en hovedforhandling, hvis anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, skal fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse a) har forladt retten uden retsformandens tilladelse, eller b) er udeblevet senere under hovedforhandlingen.

Den foreslåede bestemmelse vil med litra a videreføre den gældende bestemmelse i stk. 3, nr. 2, med den ændring, at litra a angiver, at det er uden retsformandens tilladelse fremfor uden rettens tilladelse, at tiltalte har forladt retten. Ændringen skyldes, at kompetencen til at tillade, at tiltalte forlader retten både efter gældende ret og efter den foreslåede bestemmelse vil tilkomme retsformanden, jf. retsplejelovens § 451, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 19.

Denne del af bestemmelsen vil uændret gå ud på, at hovedforhandlingen på anklagemyndighedens begæring skal gennemføres til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden retsformandens tilladelse.

Der vil ikke gælde nogen begrænsninger i, hvilken sanktion der kan idømmes i tiltaltes fravær i medfør af det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra a.

Hvis tiltalte har forladt retten med retsformandens tilladelse i medfør af § 451, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 19, følger det af den foreslåede affattelse af § 453, stk. 1, at sagen ikke vil skulle udsættes, og § 453, stk. 3, er dermed ikke relevant. Hovedforhandlingen vil nemlig i denne situation allerede i medfør af § 453, stk. 1, kunne fremmes til dom i tiltaltes fravær.

Det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, indebærer, at hovedforhandlingen fremover som noget nyt også vil kunne fremmes til dom i tiltaltes fravær, når en tiltalt, der var mødt ved hovedforhandlingens begyndelse, udebliver på en senere retsdag under hovedforhandlingen.

Hovedforhandlingen vil også i denne situation skulle fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis anklagemyndigheden begærer det, og retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, jf. § 453, stk. 3, der ikke foreslås ændret.

Det vil desuden være en betingelse, at tiltalte ikke har oplyst lovligt forfald, at tiltalte er lovligt indkaldt til retsmødet, og at det fremgår af indkaldelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, jf. nedenfor om forslaget til ændring af § 453, stk. 4.

Der vil ikke gælde nogen begrænsninger i, hvilken sanktion der kan idømmes i tiltaltes fravær i medfør af det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra b.

Når forsvareren begærer det, vil tilførsler til politiets rapporter om forklaringer, som tiltalte har afgivet til politiet om sigtelsen, kunne benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen af sager, der fremmes i medfør af det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, jf. lovforslagets § 1, nr. 25 (retsplejelovens § 467, stk. 2, nr. 6).

Hvis sagen i medfør af det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, er fremmet i tiltaltes fravær, vil dommen skulle forkyndes for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for tiltalte personlig, jf. lovforslagets § 1, nr. 25 (retsplejelovens § 474, stk. 3).

Hvis sagen i medfør af det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, er fremmet i tiltaltes fravær, vil domfældte under nærmere angivne omstændigheder kunne begære sagen genoptaget, jf. lovforslagets § 1, nr. 25 (retsplejelovens § 592 a, stk. 1).

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 855, stk. 1.

Det foreslås at ophæve § 453, stk. 3, nr. 3 .

Hvis tiltalte med retsformandens tilladelse i medfør af § 451, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 19, ikke er mødt til hovedhandlingen eller en del heraf, følger det af den foreslåede affattelse af § 453, stk. 1, at sagen ikke vil skulle udsættes. Hovedforhandlingen vil dermed allerede i medfør af denne bestemmelse kunne fremmes til dom i tiltaltes fravær.

Den gældende bestemmelse i § 453, stk. 3, nr. 3, kan derfor ophæves som overflødig ved siden af den mere vidtgående ordning efter § 451, 2. pkt., og § 453, stk. 1.

Det bemærkes herved også, at § 451, 2. pkt., og § 453, stk. 1, i modsætning til det gældende § 453, stk. 3, nr. 3, hverken kræver en begæring fra anklagemyndigheden eller er begrænset til bestemte sanktioner.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 855, stk. 3, nr. 2.

Det foreslås i § 453, stk. 3, nr. 4, der bliver nr. 3, at ændre ”6 måneder” til ”1 år”.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en tiltalt, der udebliver uden oplyst lovligt forfald, fremover på anklagemyndighedens begæring, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, kan idømmes anbringelse i anstalt i op til 1 år mod 6 måneder efter gældende ret.

Bestemmelsen videreføres i øvrigt uden ændringer, herunder således at tiltalte endvidere kan idømmes bøde og erstatning samt de i bestemmelsen opregnede andre retsfølger, dvs. konfiskation, udvisning eller førerretsfrakendelse.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 855, stk. 3, nr. 3.

Det foreslås at ændre § 453, stk. 4, således at hovedforhandlingen kun kan gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 2, litra b, eller nr. 3, hvis tiltalte er udeblevet uden oplyst lovligt forfald og har været lovligt indkaldt og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.

Med den foreslåede bestemmelse vil der ske ophævelse af muligheden for, at tiltalte kan samtykke i, at sagen gennemføres i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4 (fremover nr. 3), selv om tiltalte ikke har været lovligt indkaldt eller det ikke fremgik af indkaldelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.

Denne ændring har sammenhæng med de foreslåede ændringer af § 451, 2. pkt., og § 453, stk. 1, som vil indebære en videregående adgang til med tiltaltes samtykke og retsformandens tilladelse at gennemføre kriminalsagen til dom i tiltaltes fravær. Den foreslåede ordning efter § 451, 2. pkt., og § 453, stk. 1, vil således ikke kræve anklagemyndighedens begæring og vil ikke være begrænset til bestemte sanktioner. Den eksisterende samtykkeordning efter § 453, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 4, foreslås derfor ophævet som overflødig.

Med den foreslåede bestemmelse vil det endvidere lovfæstes, at sagen ikke kan gennemføres i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4 (fremover nr. 3), hvis tiltalte har oplyst lovligt forfald.

Da sagen kun vil kunne fremmes til dom i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4 (fremover nr. 3), på anklagemyndighedens begæring, vil anklagemyndigheden kunne begære sagen udsat, selv om der ikke ved retsmødets begyndelse foreligger tilstrækkelig dokumentation for lovligt forfald. Anklagemyndigheden kan herunder eventuelt finde det hensigtsmæssigt med en kortere udsættelse med henblik på at oplyse baggrunden for tiltaltes udeblivelse nærmere, hvis lovligt forfald er sandsynliggjort i en vis grad, men ikke i en sådan grad, at retten vil afvise at fremme sagen som følge af lovligt forfald.

Det forudsættes endvidere, at retten ikke vil være forpligtet til at gennemføre sagen til dom i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4 (fremover nr. 3), hvis der, før sagen optages til dom, fremkommer tilstrækkelig dokumentation for tiltaltes lovlige forfald. I denne situation vil tiltalte, hvis tiltalte endvidere af tiltalte utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide at dokumentere lovligt forfald, have et ubetinget krav på genoptagelse af sagen, jf. retsplejelovens § 592 a, stk. 1. Retten vil på den baggrund kunne finde det hensigtsmæssigt at udsætte sagen med henblik på, at tiltalte, når denne ikke længere har lovligt forfald, kan møde i retten og afgive forklaring, hvis tiltalte ønsker det, samt få det sidste ord. Tiltalte vil ikke have krav på gentagelse af bevisførelsen, men hvis tiltalte vælger at afgive forklaring, vil det rent praktisk være nødvendigt, at anklagemyndigheden og forsvareren gentager deres afsluttende bemærkninger, selv om disse måtte være afgivet tidligere. Retten vil omvendt også efter en samlet vurdering kunne finde det mere hensigtsmæssigt på anklagemyndighedens begæring at gennemføre sagen til dom, selv om der i mellemtiden er fremkommet tilstrækkelig dokumentation for tiltaltes lovlige forfald.

Med den foreslåede bestemmelse gøres reglen i § 453, stk. 4, endvidere anvendelig, når en hovedforhandling, hvis anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, skal fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse er udeblevet senere under hovedforhandlingen (den foreslåede nye § 453, stk. 3, nr. 2, litra b).

Det betyder, at det vil være en forudsætning for i medfør af det foreslåede § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, på anklagemyndighedens begæring at gennemføre sagen til dom i tiltaltes fravær, når en tiltalt, der er mødt ved sagens begyndelse, udebliver på en senere retsdag under hovedforhandlingen, at tiltalte er udeblevet på den pågældende senere retsdag uden oplyst lovligt forfald og har været lovligt indkaldt til det pågældende retsmøde og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.

Tiltalte kan være indkaldt til det senere retsmøde i den oprindelige indkaldelse til hovedforhandlingen, hvis det af denne indkaldelse fremgik, at hovedforhandlingen var fastsat til bl.a. denne dato. Er der ændret i datoen for retsmødet siden den oprindelige indkaldelse, vil det være en betingelse, at indkaldelse til retsmødet forkyndes for tiltalte. Dette kan ske mundtligt i et retsmøde, hvor tiltalte er til stede, eller hvortil tiltalte er lovligt indkaldt og ikke har oplyst lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 132. Det vil samtidig skulle tilkendegives, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.

Er tiltalte ikke til stede i retsmødet, vil retten også efterfølgende skulle give tiltalte særskilt meddelelse om den ændrede dato, jf. retsplejelovens § 132, stk. 2, 2. pkt. Hvis det på grund af manglende kontaktoplysninger for tiltalte ikke har været muligt at give tiltalte meddelelse om den ændrede dato, vil en forkyndelse i medfør af retsplejelovens § 132, stk. 2, 1. pkt., ikke desto mindre være gyldig, og § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, vil kunne anvendes. Det følger imidlertid af retsplejelovens § 592 a, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 25, at tiltalte vil have ret til genoptagelse af sagen, hvis tiltalte faktisk ikke har været bekendt med datoen for retsmødet.

Retsplejelovens § 453 kan i medfør af retsplejelovens § 561 også anvendes i landsretten med hensyn til behandlingen af anklagemyndighedens anke, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Retsplejelovens § 453 er derimod uden betydning for ankesager, der ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, og for tiltaltes anke, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Dette skyldes, at ankesager, der ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, under alle omstændigheder – dvs. uanset reglerne i § 453 – kan behandles i tiltaltes fravær, når tiltalte er lovligt indkaldt og ikke har oplyst lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 557, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 32.

Hvad angår tiltaltes anke, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, er udgangspunkt, at tiltaltes anke skal afvises, hvis tiltalte trods forkyndt tilsigelse udebliver uden oplyst lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 556, stk. 1. Tiltaltes anke kan undtagelsesvis behandles i tiltaltes fravær, men dette sker i givet fald direkte i medfør af § 556, stk. 1, og reglerne i § 453 har ikke nogen betydning i den henseende.

Samlet set anvendes retsplejelovens § 453 i ankesager dermed kun på anklagemyndighedens bevisanke.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 855, stk. 4.

Til nr. 25

Det fremgår af retsplejelovens § 467, stk. 2, nr. 6, at når forsvareren begærer det, kan tilførsler til politiets rapporter om forklaringer, som tiltalte har afgivet til politiet om sigtelsen, benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen af sager, der fremmes i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4.

Det fremgår af retsplejelovens § 474, stk. 3, 3. pkt., at hvis en dom i en kriminalsag i medfør af § 453, stk. 3, er fremmet i tiltaltes fravær, skal en udskrift af dommen forkyndes. Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for tiltalte personlig, jf. § 474, stk. 3, 4. pkt.

Det fremgår af § 592 a, stk. 1, at hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte under nærmere angivne omstændigheder begære sagen genoptaget.

Det foreslås i § 467, stk. 2, nr. 6, § 474, stk. 3, 4. pkt., og § 592 a, stk. 1, 1. pkt., at ændre henvisningen til § 453, stk. 3, nr. 4, til en henvisning til § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, og nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de beskrevne regler om forsvarerens mulighed for at benytte tiltaltes forklaring til politirapport som bevis under hovedforhandlingen, om forkyndelse af dommen og om tiltaltes ret til at kræve sagen genoptaget også vil gælde, når en sag fremmes til dom i tiltaltes fravær i medfør af det foreslåede nye § 453, stk. 3, nr. 2, litra b, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, om tiltaltes udeblivelse senere under hovedforhandlingen efter at være mødt ved sagens begyndelse.

Den foreslåede bestemmelse er desuden en konsekvens af, at § 453, stk. 3, nr. 3, foreslås ophævet, hvorved det gældende § 453, stk. 3, nr. 4, bliver § 453, stk. 3, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

Bestemmelserne svarer til den danske retsplejelovs § 731, stk. 1, litra k, § 871, stk. 2, nr. 6, og § 987, stk. 3.

Til nr. 26

Det følger af retsplejelovens § 491 b, at erstatningskrav, der på grundlag af almindelige erstatningsregler rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning af kriminalretlig forfølgning, behandles efter anmodning efter reglerne i kapitel 42.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 491 b, stk. 2 . Efter den foreslåede bestemmelse vil erstatningskrav, der rejses af den forurettede på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler i sager om overtrædelse af kriminallovens §§ 74, 77, 80, stk. 2, eller 81 a, jf. §§ 74, 77 eller 80, stk. 2, i de tilfælde, der er nævnt i de foreslåede nr. 1-3, på begæring kunne behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42, bortset fra § 490, stk. 1, 5. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forurettede i sager om overtrædelse af de nævnte bestemmelser i de tilfælde, der er nævnt i nr. 1-3, vil kunne få erstatningskrav, der rejses på baggrund af de almindelige erstatningsregler, behandlet efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 42. Sådanne erstatningskrav vil således kunne blive behandlet af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 490.

Hvis et erstatningskrav ikke imødekommes, vil den erstatningssøgende desuden kunne anmode anklagemyndigheden om at indbringe kravet for retten, der som udgangspunkt vil behandle sagen i kriminalrettens former, jf. § 491.

Fristen for at fremsætte krav efter retsplejelovens § 490, stk. 1, 5. pkt., som er to måneder efter, at indgrebet er ophørt, vil skulle ikke gælde for erstatningskrav omfattet af den foreslåede bestemmelse. Sådanne erstatningskrav vil således også kunne fremsættes på et senere tidspunkt. Det bemærkes dog, at dette ikke vil have betydning for, om kravet vil være forældet efter de almindelige forældelsesregler.

Det vil fortsat skulle bero på de almindelige erstatningsregler, om den forurettede i det konkrete tilfælde har ret til erstatning. Det bemærkes i den forbindelse, at formuleringen om, at kravet rejses ”som følge af” de situationer, der er nævnt i nr. 1-3, ikke vil have betydning for vurderingen af ansvarsgrundlaget. Det vil således fortsat bero på en vurdering efter dansk rets almindelige erstatningsregler, om politiet eller anklagemyndigheden har handlet ansvarspådragende i den konkrete situation, og om der i øvrigt er grundlag for erstatning.

Det forslåede nye stk. 2 i § 491 b vil ikke indebære ændringer i anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i § 491 b (fremover § 491 b, stk. 1). Den foreslåede bestemmelse vil desuden ikke afskære forurettede fra at rejse krav om erstatning efter de almindelige erstatningsregler uden for den forenklede proces i retsplejelovens 42.

Ifølge det foreslåede § 491 b, stk. 2, nr. 1, vil den udvidede adgang til at få erstatningskrav behandlet efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 42 skulle finde anvendelse, hvis kravet rejses af forurettede som følge af, at forurettede ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at klage over en afgørelse om påtaleopgivelse.

Det foreslåede § 491 b, stk. 2, nr. 1, vil som udgangspunkt omfatte tilfælde, hvor forurettede ikke har haft 4 uger til at klage, jf. klagefristen i retsplejelovens § 61 c, stk. 4, jf. § 314, stk. 2. Det vil indebære, at tilfælde, hvor forurettede ikke har fået meddelelse om en afgørelse om påtaleopgivelse senest 4 uger inden udløbet af fristen i retsplejelovens § 315, stk. 1, som udgangspunkt vil være omfattet. Bestemmelsen vil desuden som udgangspunkt omfatte tilfælde, hvor der ikke er givet klagevejledning senest 4 uger inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1.

Forurettede vil efter omstændighederne kunne have haft tilstrækkelig mulighed for at klage efter den foreslåede bestemmelse, selv om forurettede har fået meddelelse om en afgørelse om påtaleopgivelse eller klagevejledning senere end 4 uger inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1. Om det er tilfældet vil bero på en konkret vurdering, hvor der bl.a. vil kunne lægges vægt på sagens kompleksitet og hvor lang tid, der er forløbet mellem, at forurettede fik meddelelse om afgørelsen samt klagevejledning, og udløbet af fristen i § 315, stk. 1. Det forudsættes desuden, at bestemmelsen ikke vil kunne anvendes, hvis en manglende eller sen underretning af forurettede skyldes forurettedes forhold. Det bemærkes dog, at forurettede altid vil have haft tilstrækkelig mulighed for at klage efter den foreslåede bestemmelse, hvis forurettede faktisk har klaget inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1. Det vil ikke være en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at den overordnede anklagemyndighed ville have omgjort afgørelsen om påtaleopgivelse, hvis den forurettede havde klaget over den. Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 315, stk. 1, vil være 4 måneder fra den dato, hvor der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig meddelelse.

Ifølge det foreslåede § 491 b, stk. 2, nr. 2, vil den udvidede adgang til at få erstatningskrav behandlet efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 42 desuden kunne finde anvendelse, hvis kravet rejses af forurettede som følge af, at forurettedes klage over en afgørelse om påtaleopgivelse ikke er blevet behandlet inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1.

Det foreslåede § 491 b, stk. 2, nr. 2, vil omfatte tilfælde, hvor der ikke er truffet endelig afgørelse i en sag angående den forurettedes klage over en afgørelse om påtaleopgivelse inden udløbet af omgørelsesfristen. Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at den overordnede anklagemyndighed ville have omgjort afgørelsen om påtaleopgivelse, hvis den forurettedes klage var blevet behandlet inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1.

Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 315, stk. 1, vil være 4 måneder fra den dato, hvor der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig meddelelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Ifølge det foreslåede § 491 b, stk. 2, nr. 3, vil den udvidede adgang til at få erstatningskrav behandlet efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 42 finde anvendelse, hvis kravet rejses af forurettede som følge af, at en afgørelse om omgørelse af påtaleopgivelse ikke er blevet meddelt den, der har været sigtet, inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1. Det foreslåede § 491 b, stk. 2, nr. 3, vil omfatte tilfælde, hvor der er truffet endelig afgørelse om omgørelse af en afgørelse om påtaleopgivelse, men hvor denne afgørelse ikke er blevet meddelt den, der har været sigtet, inden udløbet af omgørelsesfristen. Bestemmelsen vil omfatte tilfælde, hvor der ikke er sket forkyndelse, jf. retsplejelovens § 315, stk. 1. Det vil ikke være en forudsætning, at den forurettede har klaget over afgørelsen om påtaleopgivelse. Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 315, stk. 1, vil være 4 måneder fra den dato, hvor der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig meddelelse.

Erstatningskravene vil blive behandlet af Statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 490, stk. 1. Hvis et erstatningskrav ikke imødekommes, kan der klages til Rigsadvokaten, som behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaten vedrørende krav om erstatning, jf. § 490, stk. 3, 1. pkt. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren, jf. § 490, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1018 h.

Til nr. 27

Det fremgår af retsplejelovens § 494, stk. 1, at domme, der er afsagt af en kredsret eller af Retten i Grønland, kan ankes til Grønlands Landsret af en part, der ved dommen ikke har fået fuldt medhold i sin påstand.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejelovens § 494 a om tilladelse til anke af en dom, der er afsagt af Retten i Grønland i en civil sag.

Det foreslås i § 494 a, stk. 1, at hvis ankesagen angår krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., kan en dom, der er afsagt af Retten i Grønland, kun ankes med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af 1. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det fremover vil kræve en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at anke en dom i en civil sag fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret, hvis ankesagen efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr.

Med den foreslåede § 494 a indføres der som noget nyt krav om tilladelse til anke af domme, der er afsagt af Retten i Grønland, når ankesagen angår krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr.

Der foreslås ingen ændringer med hensyn til anke af domme, der er afsagt af en kredsret. Kredsretternes domme vil fortsat kunne ankes uden tilladelse uanset ankesagens økonomiske værdi.

Ankesagen vil efter påstanden have en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., hvis ankesagen efter påstanden angår penge eller penges værdi, og der under ankesagen påstås en ændring i forhold til Retten i Grønlands dom, hvis økonomiske værdi ikke overstiger 50.000 kr.

Som eksempel kan nævnes, at appellanten er frifundet ved Retten i Grønlands dom og anker med påstand om betaling af 50.000 kr. med tillæg af rente og sagsomkostninger. Da rente af en hovedstol (i modsætning til renter, som indtales separat) og sagsomkostninger ikke skal medregnes i forhold til beløbsgrænsen, vil anke i dette eksempel fremover kræve tilladelse. Som et andet eksempel kan nævnes, at appellanten ved Retten i Grønlands dom er tilkendt 150.000 kr. med tillæg af rente og sagsomkostninger og anker med påstand om betaling af 200.000 kr. med tillæg af rente og sagsomkostninger. Da den påståede ændring af Retten i Grønlands dom i dette eksempel ikke overstiger 50.000 kr. (ekskl. renter og sagsomkostninger), vil anke også i dette eksempel fremover kræve tilladelse. Som et tredje eksempel kan nævnes, at A ved Retten i Grønlands dom er dømt til at betale 30.000 kr. til B. A vil i dette eksempel kunne anke uden tilladelse, hvis A’s påstand under ankesagen er, at A skal frifindes for B’s krav, og at B herudover skal betale 40.000 kr. til A, da den påståede ændring i forhold til Retten i Grønlands dom i så fald udgør 70.000 kr.

Kravet om anketilladelse gælder for den, der selvstændigt anker en dom fra Retten i Grønland. Når en dom er anket, enten uden tilladelse, fordi ankesagens økonomiske værdi efter appellantens påstand overstiger 50.000 kr., eller med tilladelse, kan appelindstævnte i svarskriftet nedlægge påstand om ændring af Retten i Grønlands dom uden at være bundet af en beløbsgrænse på 50.000 kr. Appelindstævnte vil således i denne situation uden selv at have fået anketilladelse også kunne påstå en ændring af Retten i Grønlands dom, hvis økonomiske værdi ikke overstiger 50.000 kr.

Som eksempel kan nævnes, at A ved Retten i Grønlands dom dømmes til at betale 50.000 kr. til B. Her vil A fremover kun kunne anke dommen til frifindelse med tilladelse, men hvis B får tilladelse til at anke dommen med påstand om betaling af 100.000 kr., eller hvis B uden tilladelse anker dommen med påstand om betaling af 110.000 kr., vil A i svarskriftet kunne påstå frifindelse, selv om A ikke selv kunne have anket dommen til frifindelse uden tilladelse.

Kravet om anketilladelse vil gælde i ankesager med en økonomisk værdi af højst 50.000 kr. Dette omfatter både ankesager om betaling eller anerkendelse af at skylde et beløb, og ankesager, som i øvrigt vedrører ydelser med økonomisk værdi. Som eksempler kan nævnes sager med påstand om udlevering af en genstand eller om anerkendelse af rettigheder over fast ejendom eller af immaterialretligheder af økonomisk værdi.

Kravet om anketilladelse vil derimod ikke gælde i ankesager uden økonomisk værdi. Som eksempler kan nævnes sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om prøvelse af adoption uden samtykke. Sager om fader- og medmoderskab og ægteskabs- og forældremyndighedssager, som undtagelsesvis måtte blive afgjort af Retten i Grønland, har heller ikke økonomisk værdi i den foreslåede bestemmelses forstand. Som nævnt gælder det foreslåede krav om anketilladelse slet ikke for kredsrettens domme.

Ankes en dom fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret uden tilladelse i et tilfælde, hvor tilladelse kræves, vil Grønlands Landsret på embeds vegne skulle afvise anken.

Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, der er oprettet ved den danske retsplejelov, men fungerer som et fælles organ for hele riget.

Det foreslås, at Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af ankebegrænsningen, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Det foreslåede kriterium svarer til, hvad der gælder i Danmark om tilladelse til anke af byretsdomme, hvor ankesagens økonomiske værdi ikke overstiger 50.000 kr., jf. den danske retsplejelovs § 368, stk. 2, og forudsættes at skulle anvendes på tilsvarende vis.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ansøgning om tilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse, men at nævnet dog undtagelsesvis kan meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.

Dette svarer ligeledes til, hvad der gælder i Danmark om tilladelse til anke af byretsdomme, hvor ankesagens økonomiske værdi ikke overstiger 50.000 kr.

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse om krav om anketilladelse, når ankesagen har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., skal finde anvendelse på anke af domme, der er afsagt efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 3, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere som stk. 2 , at det foreslåede stk. 1 ikke finder anvendelse i de sager, der behandles efter retsplejelovens afsnit IV om særlige civile sager

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 368.

Til nr. 28

Retsplejelovens § 497 angår iværksættelse af anke i civile sager.

Det fremgår af bestemmelsen, at anke sker ved indlevering af en ankestævning med en genpart til landsretten inden ankefristens udløb.

Det foreslås i § 497, stk. 1, at indsætte ”eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 494 a inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren” efter ”ankefristens udløb”.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med forslaget om at indføre krav om tilladelse for at kunne anke domme fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret, når ankesagen har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., jf. lovforslagets § 1, nr. 27 (retsplejelovens § 494 a).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at i de tilfælde, hvor anke fremover vil kræve tilladelse, sker anke ved indlevering af en ankestævning til Grønlands Landsret senest 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 372, stk. 2.

Til nr. 29

Det fremgår af retsplejelovens § 517, at beslutninger, der er truffet af en kredsret eller af Retten i Grønland, kan kæres til Grønlands Landsret, medmindre andet er særligt bestemt ved lov.

Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i retsplejelovens §§ 517 a og517 b om tilladelse til kære af en beslutning, der er truffet af Retten i Grønland i en civil sag.

Med de foreslåede §§ 517 a og 517 b vil der som noget indføres nyt krav om tilladelse til kære af visse beslutninger, der er truffet af Retten i Grønland.

Der foreslås ingen ændringer med hensyn til kære af beslutninger, der er truffet af en kredsret. Kredsretternes beslutninger vil fortsat kunne kæres uden tilladelse i uændret omfang.

(Til § 517 a)

Det foreslås i § 517 a, stk. 1, at beslutninger, der træffes af Retten i Grønland under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse eller under behandlingen af en sag om optagelse af bevis, ikke kan kæres. Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov, kan dog meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af Grønlands Landsret som 2. instans.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det fremover vil kræve en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at kære beslutninger truffet under hovedforhandlingen af en civil sag eller dennes forberedelse eller under behandlingen af en sag om optagelse af bevis fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret.

Det foreslåede anvendelsesområde for kærebegrænsningsreglen svarer til, hvad der gælder i Danmark om tilladelse til kære af byretternes afgørelser, jf. den danske retsplejelovs § 389 a, og forudsættes at skulle anvendes på tilsvarende vis.

Kæres en beslutning fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret uden tilladelse i et tilfælde, hvor tilladelse kræves, vil Grønlands Landsret på embeds vegne skulle afvise kæren.

Ansøgning om kæretilladelse vil skulle indgives til Procesbevillingsnævnet, der er oprettet ved den danske retsplejelov, men fungerer som et fælles organ for hele riget.

Det foreslås, at Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af beslutninger, der er omfattet af kærebegrænsningen, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af Grønlands Landsret som 2. instans.

Det foreslåede kriterium svarer til, hvad der gælder i Danmark om tilladelse til kære af byretternes afgørelser, jf. den danske retsplejelovs § 389 a, og forudsættes at skulle anvendes på tilsvarende vis.

Det foreslås i § 517 a, stk. 2, at ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er truffet, jf. dog § 518, stk. 2.

Den foreslåede frist på 4 uger adskiller sig fra den tilsvarende frist, som gælder i Danmark, hvor fristen er 2 uger. Den foreslåede længere frist skyldes bl.a. de grønlandske vejrforhold, der periodisk kan besværliggøre eller umuliggøre fremkomst af fysisk post.

Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, hvor den pågældende afgørelse er truffet af Retten i Grønland.

Er afgørelsen truffet, uden at kærende var til stede, og uden at vedkommende på forhånd har fået meddelelse om tidspunktet for afgørelsen, regnes fristen dog fra den dag, hvor meddelelsen om afgørelsen kan antages at være kommet frem til den pågældende, jf. den foreslåede henvisning til retsplejelovens § 518, stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 389 a.

(Til § 517 b)

Det foreslås i § 517 b, stk. 1, at bestemmelser i domme og andre beslutninger om sagsomkostninger truffet af Retten i Grønland, der er fastsat til højst 50.000 kr., ikke kan kæres. Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan afgørelsen herom kun kæres, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 50.000 kr. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det fremover vil kræve en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at kære beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 50.000 kr., og beslutninger om, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, hvis der ikke er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 50.000 kr., fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret.

Kærebegrænsningen vil også gælde, når beslutningen om sagsomkostninger indgår som en bestemmelse i en dom og indbringes særskilt for højere ret, jf. herved retsplejelovens § 495, stk. 3, hvorefter dette kun kan ske ved kære.

Kærebegrænsningen vil gælde i civile sager, herunder civile retssager og fogedsager.

Det foreslåede anvendelsesområde for kærebegrænsningsreglen svarer til, hvad der gælder i Danmark om tilladelse til kære af byretternes afgørelser om sagsomkostninger i civile sager, jf. den danske retsplejelovs § 389, stk. 2, § 391, stk. 1, og § 584 a, stk. 1, og forudsættes at skulle anvendes på tilsvarende vis.

Kæres en beslutning om sagsomkostninger, herunder en bestemmelse om sagsomkostninger i en dom, fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret uden tilladelse i et tilfælde, hvor tilladelse kræves, vil Grønlands Landsret på embeds vegne skulle afvise kæren.

Ansøgning om kæretilladelse vil skulle indgives til Procesbevillingsnævnet, der er oprettet ved den danske retsplejelov, men fungerer som et fælles organ for hele riget.

Det foreslås, at Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af beslutninger om sagsomkostninger, der er omfattet af kærebegrænsningen, hvis særlige grunde taler derfor.

Det foreslåede kriterium svarer til, hvad der gælder i Danmark om tilladelse til kære af byretternes afgørelser om sagsomkostninger, jf. den danske retsplejelovs § 389, stk. 2, § 391, stk. 2, og § 584 a, stk. 2, og forudsættes at skulle anvendes på tilsvarende vis.

Det foreslås i § 517 b, stk. 2, at ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er truffet, jf. dog § 518, stk. 2. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Den foreslåede frist på 4 uger adskiller sig fra den tilsvarende frist, som gælder i Danmark, hvor fristen er 2 uger. Den foreslåede længere frist skyldes de grønlandske forhold, jf. ovenfor.

Fristen vil som udgangspunkt skulle regnes fra den dag, hvor den pågældende afgørelse er truffet af Retten i Grønland.

Er afgørelsen truffet, uden at kærende var til stede, og uden at vedkommende på forhånd har fået meddelelse om tidspunktet for afgørelsen, vil fristen dog skulle regnes fra den dag, hvor meddelelsen om afgørelsen kan antages at være kommet frem til den pågældende, jf. den foreslåede henvisning til retsplejelovens § 518, stk. 2.

Det foreslås, at de foreslåede bestemmelser om krav om kæretilladelse i visse tilfælde vil skulle finde anvendelse på kære af beslutninger, der er truffet efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 391.

Til nr. 30

Retsplejelovens § 519 angår iværksættelse af kære i civile sager.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at kære sker ved, at der til den ret, hvis afgørelse kæres, inden kærefristens udløb fremsættes mundtlig anmodning herom eller indleveres et kæreskrift med en genpart.

Det foreslås i § 519, stk. 1, at ”inden kærefristens udløb” udgår.

Det foreslåede har sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 29 og 31.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 393, stk. 3.

Til nr. 31

Retsplejelovens § 519 angår iværksættelse af kære i civile sager.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at kære sker ved, at der til den ret, hvis afgørelse kæres, inden kærefristens udløb fremsættes mundtlig anmodning herom eller indleveres et kæreskrift med en genpart.

Det foreslås i § 519, stk. 1 , at indsætte et 2. pkt. , hvorefter kære skal ske inden kærefristens udløb, jf. § 518, eller, hvis der er meddelt tilladelse efter §§ 517 a eller 517 b, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Det foreslåede har sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 30, hvorved ”inden kærefristens udløb” forslås at udgå fra § 519, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse har endvidere sammenhæng med forslaget om at indføre krav om tilladelse for at kunne kære visse beslutninger fra Retten i Grønland til Grønlands Landsret, jf. lovforslagets § 1, nr. 29 (retsplejelovens §§ 517 a og 517 b).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at i de tilfælde, hvor kære fremover vil kræve tilladelse, vil kære skulle ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Til nr. 32

Retsplejelovens § 557 angår ankesager i Grønlands Landsret i kriminalsager. Det fremgår heraf, at hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, kan sagen behandles, selv om tiltalte ikke møder.

Bestemmelsen var enslydende med den danske retsplejelovs § 921, stk. 2, 1. pkt., indtil § 921, stk. 2, 1. pkt., ved lov nr. 1169 af 8. juni 2021 blev indskrænket til kun at angå anklagemyndighedens anke.

Det fremgår af bemærkningerne til § 557, at bestemmelsen beror på den opfattelse, at der i ankesager, som ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, vil være tilstrækkelig mulighed for at sikre hensynet til sagens oplysning og til varetagelsen af tiltaltes interesser, selv om tiltalte ikke møder personligt. For ankesager, der omfatter beviserne for tiltaltes skyld, må det derimod i almindelighed have formodningen imod sig, at sagen kan fremmes uden tiltaltes personlige tilstedeværelse, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 1531-1532. Det fremgår også, at reglerne for sagens fremme i tiltaltes fravær i 1. instans i øvrigt foresloges at skulle være gældende også ved landsretten, jf. betænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske retsvæsen, bind 2, side 626.

Muligheden for i ankesager at anvende reglerne for sagens fremme i tiltaltes fravær i 1. instans er imidlertid uomtalt i bemærkningerne til lov nr. 414 af 25. april 2023, hvorved retsplejelovens regler for sagens fremme i tiltaltes fravær blev revideret.

Endvidere har der i Danmark vedrørende det tilsvarende spørgsmål om forholdet mellem reglerne om udeblivelsesdomme i straffesager i 1. instans og reglerne om behandlingen af ankesager i landsretten været tvivl om retsstillingen, og retsstillingen er derfor blevet foreslået præciseret ved en ændring af den danske retsplejelovs § 921, stk. 2, 1. pkt., jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 115 som fremsat.

Endelig har Rigsadvokaten oplyst, at der har ikke været praksis for afsigelse af udeblivelsesdom ved Grønlands Landsret efter retsplejelovens § 453, stk. 3, når anklagemyndigheden har bevisanket. Anklagemyndigheden har ikke anmodet herom, da det har været Grønlands Politis opfattelse, at der ikke har været hjemmel hertil.

Det foreslås i § 557 at ændre ”kan sagen behandles, selv om tiltalte ikke møder” til ”behøver tiltalte ikke at være til stede under behandlingen af anken”.

Den foreslåede ændring vil indebære, at hvis en ankesag ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, behøver tiltalte ikke at være til stede under behandlingen af anken.

Såfremt ankesagen omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, skal tiltalte være til stede under behandlingen af anken, førend sagen kan behandles. Det vil med den foreslåede ændring ikke være muligt at behandle en sådan sag, hvis tiltalte ikke møder.

§ 557 vil i sin foreslåede affattelse være en sådan ændring, der er omtalt i § 561, hvorefter retsplejelovens afsnit V om behandlingen af kriminalsager finder tilsvarende anvendelse ved landsretten med de ændringer, der er fastsat i retsplejelovens kapitel 44, eller som følger af forholdenes forskellighed.

I ankesager, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, vil anvendelsen af retsplejelovens afsnit V, således ikke blive berørt af § 557, jf. § 561.

Den foreslåede § 557 indebærer, at under ankesager, som ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, vil tiltalte ligesom i dag ikke behøve at være til stede, for at sagen skal kunne behandles.

Retsplejelovens § 453 vil ikke have nogen betydning i denne situation. Det vil følge direkte af § 557, at sagen vil kunne behandles og afgøres i tiltaltes fravær, og det vil være uden betydning, om betingelserne i § 453 for at afgøre en sag i 1. instans i tiltaltes fravær er opfyldt. Som eksempel kan nævnes, at der ikke vil gælde nogen processuelle grænser for, hvilke foranstaltninger der kan fastsættes, når sagen behandles i tiltaltes fravær i medfør af § 557. Har kun tiltalte anket, kan der dog ikke idømmes en mere indgribende foranstaltning end i 1. instans, jf. retsplejelovens § 550.

Da tiltalte har ret til at deltage i retsmøder under behandlingen af anken, jf. retsplejelovens § 555, der ikke foreslås ændret, vil det uændret være en betingelse for, at sagen kan behandles i tiltaltes fravær i medfør af § 557, at tiltalte er lovligt indkaldt til retsmødet og ikke har oplyst lovligt forfald, eller at tiltalte alternativt har samtykket i, at sagen behandles i tiltaltes fravær.

Som nævnt forudsættes det, at § 557 alene regulerer spørgsmålet om tiltaltes tilstedeværelse under behandlingen af ankesager, der ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Om anklagemyndighedens anke, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, kan behandles i tiltaltes fravær, afgøres efter de relevante regler i afsnit V, som der henvises til i § 561, dvs. navnlig §§ 451 og 453, jf. også lovforslagets § 1, nr. 19-24, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 921, stk. 2.

Til nr. 33

Retsplejelovens § 583, stk. 1, fastsætter, at en pådømt sag, hvor tiltalte er fundet skyldig, kan genoptages efter anmodning fra domfældte eller anklagemyndigheden, når

– der tilvejebringes nye oplysninger, som må antages at kunne have medført frifindelse eller anvendelse af en væsentlig mindre indgribende foranstaltning, hvis de havde foreligget under sagen (nr. 1),

– der foreligger forhold som nævnt i § 580, nr. 3-5, og der efter omstændighederne er god grund til at antage, at dette kan have medvirket til domfældelsen (nr. 2), eller

– der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der gør det overvejende sandsynligt, at beviserne for tiltaltes skyld ikke har været rigtigt bedømt (nr. 3).

Det fremgår af retsplejelovens § 585, stk. 1, at spørgsmålet om genoptagelse afgøres af Den Særlige Klageret, jf. § 1 a i den danske retsplejelov.

Det fremgår af retsplejelovens § 585, stk. 2, at anmodning om genoptagelse sker ved en skriftlig ansøgning, der indgives til Grønlands Landsret. Grønlands Landsret afgiver en udtalelse om anmodningen og videresender ansøgningen til Den Særlige Klageret. Ansøgningen kan også indgives direkte til Den Særlige Klageret, der i så fald indhenter en udtalelse fra Grønlands Landsret om sagen.

Det fremgår af § 585, stk. 3, at ansøgningen skal angive den dom, der ønskes genoptaget, og de omstændigheder, som anmodningen støttes på, samt de beviser, som menes at burde medføre et andet udfald af sagen.

Det foreslås at indsætte et nyt § 585, stk. 3, 2. pkt., hvorefter ansøgningen skal indgives på en blanket, som Domstolsstyrelsen udfærdiger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at domfældtes begæring om genoptagelse af en pådømt kriminalsag efter retsplejelovens § 583 fremover vil skulle indgives på en blanket. Blanketten vil skulle gøre det lettere for domfældte at angive de oplysninger, der er nødvendige for, at Den Særlige Klageret kan behandle sagen. Blanketten vil samtidig skulle gøre det lettere for Den Særlige Klageret at behandle genoptagelsessagerne, når de relevante oplysninger angives på en enkel og systematisk måde.

Blanketten skal udfærdiges af Domstolsstyrelsen med inddragelse af Den Særlige Klageret. Det forudsættes, at Domstolsstyrelsen stiller blanketten til rådighed i digital form, sådan at domfældte kan udfylde den digitalt, hvis domfældte ønsker det og har mulighed for det. Blanketten vil også i øvrigt skulle være så brugervenlig og tilgængelig som mulig. Blanketten vil enten skulle være tosproget grønlandsk og dansk eller foreligge i en grønlandsk og en dansk sprogversion.

Anvendelse af blanketten vil være obligatorisk. Indgives en begæring uden anvendelse af blanketten, vil Den Særlige Klageret skulle oplyse domfældte om, at begæring om genoptagelse skal indgives på den særlige blanket, og at Den Særlige Klageret ikke vil behandle sagen, før domfældte har udfyldt og indgivet blanketten. Indgiver domfældte herefter ikke en udfyldt blanket, vil Den Særlige Klageret kunne afslutte sagen uden yderligere sagsbehandling og uden yderligere meddelelse til domfældte.

Tilsvarende fremgangsmåde vil kunne anvendes, hvis der indleveres en åbenlyst mangelfuldt udfyldt blanket. For eksempel vil manglende identifikation af, hvilken kriminalretlig dom der begæres genoptaget, kunne indebære, at Den Særlige Klageret ikke behandler begæringen om genoptagelse.

Den udfyldte blanket vil kunne indgives i papirform eller digitalt.

Blanketkravet vil omfatte anmodninger om genoptagelse i medfør af retsplejelovens § 583. Denne bestemmelse angår ud over genoptagelse efter anmodning fra en domfældt også genoptagelse efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden, hvis tiltalte er under 18 år, eller fra tiltaltes ægtefælle, samlever, slægtninge i op- og nedstigende linje eller søskende, hvis tiltalte er død, jf. retsplejelovens § 583, stk. 2, jf. § 535, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.

Blanketkravet vil ikke omfatte anklagemyndighedens anmodning om genoptagelse i medfør af retsplejelovens §§ 580 eller 581.

Det følger af retsplejelovens § 585, stk. 4, der ikke foreslås ændret, at domfældte og de personer, der kan anmode om genoptagelse efter § 583, stk. 2, efter anmodning har ret til at få bistand til at udarbejde ansøgningen hos en hvilken som helst ret i landet eller hos politiet eller en kommunefoged.

De pågældende vil således om nødvendigt kunne få bistand til at udfylde blanketten.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 979, stk. 2.

Til nr. 34

Retsplejelovens § 603 fastsætter, at en kreditor, der ikke har fået tilstrækkeligt udlæg til at dække sit pengekrav, først når der er forløbet 6 måneder siden sidste forretning, på ny kan anmode om tvangsfuldbyrdelse med henblik på foretagelse af udlæg (udlægsforretning). Fogeden kan også i øvrigt afvise at foretage udlægsforretning hos en skyldner, hvis fogeden er bekendt med, at der inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke har været muligt at opnå dækning.

Det foreslås i § 603, stk. 1, 1. og2. pkt., at ændre 6 måneder til 12 måneder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den såkaldte fredningsperiode, hvor en insolvent skyldner som udgangspunkt ikke kan indkaldes til en udlægsforretning i fogedretten, forlænges fra 6 måneder til 12 måneder.

Der er ikke tilsigtet andre ændringer i anvendelsen af reglen end den foreslåede forlængelse af fredningsperioden fra 6 til 12 måneder.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 490, stk. 1.

Til nr. 35 og 36

Retsplejelovens § 609, stk. 1, fastsætter, at hvis en part eller en tredjemand fremsætter indsigelse, som ikke umiddelbart kan afvises, mod politiets eller pantefogedens tvangsfuldbyrdelse, nægter fogeden at efterkomme anmodningen om tvangsfuldbyrdelse og indbringer sagen for kredsretten. Det samme gælder, hvis fogeden finder, at der hersker tvivl om grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen, som gør det betænkeligt at foretage denne. Sagen skal også indbringes for kredsretten, selv om fogeden har afvist indsigelsen. Sagen behandles efter reglerne om civile sager, medmindre kredsretten beslutter at behandle fogedsagen efter reglerne i dette afsnit.

Det foreslås i § 609, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., at ændre ”kredsretten” til ”Retten i Grønland”.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at fogeden, hvis en part eller en tredjemand fremsætter indsigelse, som ikke umiddelbart kan afvises, mod politiets eller pantefogedens tvangsfuldbyrdelse, skal nægte at efterkomme anmodningen om tvangsfuldbyrdelse og indbringer sagen for Retten i Grønland.

Retsplejelovens § 609, stk. 2, fastsætter, at hvis der ved kredsretten eller Retten i Grønland fremsættes indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogeden, jf. stk. 3 og 4, findes betænkeligt at foretage tvangsfuldbyrdelse, nægter fogeden at efterkomme kreditors anmodning.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 501, stk. 1.

Det foreslås i § 609, stk. 2, at lade ”kredsretten eller” udgå.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at fogeden ikke kan nægte at efterkomme kreditors anmodning om tvangsfuldbyrdelse, hvis der ved kredsretten fremsættes indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, herunder selvom det efter den skete bevisførelse findes betænkeligt at foretage tvangsfuldbyrdelse.

Ved lov nr. 740 af 25. juni 2014 fik Retten i Grønland tillagt den saglige kompetence i bl.a. sager om prøvelse af fogedforretninger, jf. retsplejelovens § 57, stk. 1, jf. § 54, nr. 9. I den forbindelse blev der ikke foretaget en konsekvensændring af retsplejelovens § 609. Det foreslås derfor at konsekvensændre § 609, stk. 1, 1. 3. og 4. pkt., samt stk. 2 nu. Der er ikke tilsigtet andre ændringer i anvendelsen af reglen end konsekvensændring som følge af fordelingen af den saglig kompetence som gennemført ved lov nr. 740 af 25. juni 2014.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 501, stk. 1.

§ 2

Til nr. 1

Kriminallovens § 123 indeholder en ikke udtømmende opregning af formildende omstændigheder, dvs. forhold, der kan begrunde, at der idømmes en mindre indgribende foranstaltning, eller at der efter omstændighederne ikke idømmes nogen foranstaltning. Det følger af § 123, nr. 8, at det regnes som en formildende omstændighed, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

Det foreslås at nyaffatte § 123, nr. 8, så det som et forhold, der kan begrunde, at der idømmes en mindre indgribende foranstaltning, eller at der efter omstændighederne ikke idømmes nogen foranstaltning, regnes, at gerningsmanden har aflagt tilståelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ikke længere vil være en betingelse for, at lovbestemmelsen kan anvendes, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv, eller at gerningsmandens tilståelse er fuldstændig.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed lovfæste, at en tilståelse i almindelighed også skal indgå som en formildende omstændighed, når gerningsmanden ikke har angivet sig selv eller tilståelsen ikke er fuldstændig.

En tilståelse vil imidlertid stadig i højere grad kunne medføre en mildere foranstaltning, når gerningsmanden tillige har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

Har gerningsmanden ikke angivet sig selv, vil der også stadig i højere grad være grund til, at en tilståelse medfører en mindre indgribende foranstaltning, når tilståelsen afgives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved fastsættelsen af foranstaltningen.

Der vil være mindre grund til, at en tilståelse medfører en mindre indgribende foranstaltning, når tilståelsen først afgives under hovedforhandlingen i en domsmandssag. Hvis tiltalte forud for hovedforhandlingen gennem forsvareren tilkendegiver at ville tilstå flere væsentlige forhold i sagen med den virkning, at bevisførelsen under hovedforhandlingen og dermed antallet af retsdage kan begrænses i væsentlig grad, kan en sådan tilståelse dog også medføre en mindre indgribende foranstaltning, selv om der også er forhold, som ikke tilstås.

Det forekommer i praksis, at tiltalte under en tilståelsessag ikke tilstår den fulde sigtelse. I nogle tilfælde frafalder anklagemyndigheden de ikke tilståede forhold eller elementer, og sagen fremmes i det tilståede omfang. Eftersom tiltalte i denne situation er at anse som ikke skyldig i de frafaldne forhold eller elementer, skal tiltaltes tilståelse i denne situation anses som en fuldstændig tilståelse.

I andre tilfælde fastholder anklagemyndigheden sigtelsen i de ikke tilståede forhold eller elementer med den konsekvens, at sagen ikke kan afsluttes som en tilståelsessag, men må gennemføres som en domsmandssag. I denne situation har tiltalte alene aflagt delvis tilståelse, og tilståelsen bør kun medføre en mindre indgribende foranstaltning, hvis den omfatter en betydelig del af sagen både i relation til den sparede bevisførelse og retsdage under hovedforhandlingen og i relation til den samlede foranstaltning, hvis tiltalte også findes skyldig i de ikke tilståede forhold. Hvis tiltalte under domsmandssagen alene findes skyldig i det tilståede omfang, skal tilståelsen derimod anses som en fuldstændig tilståelse, der efter omstændighederne kan tillægges betydelig vægt ved fastsættelsen af foranstaltningen.

Bestemmelsen svarer til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og skal forstås på samme måde som denne.

§ 3

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2026.

Der foreslås forskellige overgangsregler, jf. nedenfor om stk. 2-4. Hvor der ikke foreslås en overgangsregel, kan de nye regler anvendes fra lovens ikrafttræden, herunder i verserende sager, når reglen efter sit indhold er relevant på det stadie, som sagen er i på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det gælder bl.a. den foreslåede mulighed for at tillade, at tiltalte ikke deltager i hovedforhandlingen og de foreslåede ændringer af reglerne om fremme af sagen i tiltaltes fravær, jf. lovforslagets § 1, nr. 19-24 (retsplejelovens §§ 451 og 453).

Retsformanden vil således også i verserende sager, herunder sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt før lovens ikrafttræden, fra lovens ikrafttræden kunne tillade, at tiltalte helt eller delvis ikke deltager i hovedforhandlingen eller den resterende del af hovedforhandlingen.

Endvidere skal retten også i verserende sager, herunder sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt før lovens ikrafttræden, når udeblivelse sker efter lovens ikrafttræden og anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, fremme sagen til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, i det foreslåede udvidede omfang, sådan at der kan idømmes op til 1 års anbringelse i anstalt, og sådant at der ikke er nogen øvre grænse for foranstaltningen, når udeblivelse sker på en senere retsdag, efter at tiltalte var mødt ved sagens begyndelse, jf. retsplejelovens § 453, stk. 3, nr. 2 og 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 21-23. Det vil i begge situationer være et krav, at tiltalte har været lovligt indkaldt, og at det fremgår af indkaldelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, jf. retsplejelovens § 453, stk. 4, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 24, men der er ikke noget til hinder for, at indkaldelse kan være sket før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede forlængelse af skyldnerens fredningsperiode fra 6 måneder til 12 måneder, jf. lovforslagets § 1, nr. 34 (retsplejelovens § 603, stk. 1), vil som følge af reglens indhold – der henviser til kreditors anmodning – gælde for anmodninger, som indgives til fogedretten efter lovens ikrafttræden. Den forlængede fredningsperiode vil imidlertid også skulle anvendes i forhold til insolvens, som er konstateret før lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af reglerne om affattelsen af domme i civile sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 9 (retsplejelovens § 238), vil gælde for domme, der afsiges efter lovens ikrafttræden, uanset hvornår sagen er begyndt.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 4, ikke finder anvendelse i sager, hvor tiltale er rejst i 1. instans før lovens ikrafttræden, medmindre sagen genoptages efter lovens ikrafttræden. I disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at de foreslåede ændringer med hensyn til, i hvilke kriminalsager der skal medvirke domsmænd, ikke finder anvendelse i sager, hvor tiltale er rejst i 1. instans før lovens ikrafttræden, medmindre sagen genoptages efter lovens ikrafttræden.

I sager, hvor anklagemyndigheden før lovens ikrafttræden har indleveret anklageskrift til retten, eller hvor tiltale er rejst til retsbogen i en tilståelsessag efter § 449 a før lovens ikrafttræden, afgøres det efter de hidtil gældende regler, om sagen skal behandles med domsmænd.

Når tiltalerejsningen i 1. instans er valgt som skæringsdato for, hvornår de nye regler finder anvendelse, skyldes det, at anklagemyndigheden på det tidspunkt vurderer, hvilken foranstaltning der vil blive spørgsmål om, og på det grundlag angiver i anklageskriftet, om sagen skal behandles med eller uden domsmænd.

Af hensyn til en enkel og klar regel gælder den foreslåede overgangsregel, uanset om sagen er berammet ved lovens ikrafttræden, og uanset om en berammet hovedforhandling på grund af indtrufne omstændigheder senere aflyses, sådan at der skal ske ny berammelse.

Den foreslåede overgangsregel gælder også, når anklagemyndigheden efter lovens ikrafttræden indleverer et tillægsanklageskrift i sagen, og når anklagemyndigheden indleverer et nyt anklageskrift til erstatning for et anklageskrift, ved hvilket tiltale oprindelig var rejst inden lovens ikrafttræden. Også i sådanne tilfælde afgøres det efter de hidtil gældende regler, om sagen skal behandles med eller uden domsmænd.

Hvis anklagemyndigheden trækker sagen tilbage, f.eks. med henblik på bopælskonstatering, sådan at sagen ikke længere verserer ved retten, og anklagemyndigheden derefter, når f.eks. bopæl er konstateret, indleverer et nyt anklageskrift, vil det afgørende i forhold til den foreslåede overgangsregel være tidspunktet for indleveringen af det nye anklageskrift. Er det nye anklageskrift således indleveret efter lovens ikrafttræden, vil det skulle afgøres efter de nye regler, om sagen skal behandles med eller uden domsmænd.

I tilfælde, hvor der før lovens ikrafttræden har været afholdt retsmøde i medfør af § 449 a med henblik på sagens afgørelse ved en tilståelsessag, men hvor sagen på grund af manglende tilståelse eller manglende samtykke fra sigtede, anklagemyndigheden eller retten ikke blev afgjort som en tilståelsessag – og hvor anklagemyndigheden efter lovens ikrafttræden rejser tiltale i 1. instans ved et anklageskrift – afgøres det efter de nye regler, om sagen skal behandles med eller uden domsmænd.

Skæringstidspunktet for tiltalerejsning i 1. instans vil også være afgørende for, om de nye regler anvendes ved afgørelsen af, om der skal medvirke domsmænd i landsretten.

I ankesager er det normalt afgørende for, om der skal medvirke domsmænd i landsretten, om der har medvirket domsmænd i 1. instans, jf. retsplejelovens § 45, stk. 2, der ikke foreslås ændret. I ankesager gør det derfor normalt ikke nogen forskel, om de nye regler eller de hidtil gældende regler finder anvendelse.

Den foreslåede overgangsregel gælder også, når landsretten eller Højesteret i en sag, hvor der er rejst tiltalte i 1. instans inden lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden ophæver dommen i 1. instans som følge af rettergangsfejl og hjemviser sagen til fornyet behandling i 1. instans. I sådanne tilfælde afgøres spørgsmålet om domsmænds medvirken således fortsat efter de gamle regler.

Når en sag, hvor der er rejst tiltale i 1. instans inden lovens ikrafttræden, genoptages efter lovens ikrafttræden, skal det imidlertid afgøres efter de nye regler, om der skal medvirke domsmænd ved den fornyede behandling af sagen. Det gælder også i denne situation, at hvis det er en landsretssag, der genoptages, vil det forhold, at der under behandlingen i 1. instans af den tidligere sag efter de gamle regler medvirkede domsmænd, også efter de nye regler kunne have væsentlig betydning for spørgsmålet om domsmænds medvirken i landsretten. Det afgørende i denne henseende vil være, om der under den tidligere behandling i 1. instans faktisk medvirkede domsmænd, og ikke om der bedømt efter de nye regler ville have skullet medvirket domsmænd.

Det foreslås i stk. 3, at lovens § 1, nr. 2 og 3, ikke finder anvendelse i sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt før lovens ikrafttræden. I disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at de foreslåede ændringer med hensyn til, i hvilke afgørelser domsmænd deltager, finder anvendelse i sager, hvor hovedforhandlingen er begyndt efter lovens ikrafttræden. Dette gælder også, når tiltale er rejst før lovens ikrafttræden.

Det afgørende er, om hovedforhandlingen rent faktisk er begyndt før eller efter lovens ikrafttræden. Hvis hovedforhandlingen skulle være begyndt før lovens ikrafttræden, men blev udsat til efter lovens ikrafttræden, før den var gået i gang, finder de nye regler om, i hvilke afgørelser domsmænd deltager, anvendelse. Hvis hovedforhandlingen derimod var begyndt før lovens ikrafttræden og blev udsat til fortsat hovedforhandling, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

I ankesager i landsretten er det afgørende, om hovedforhandlingen i landsretten begynder før eller efter lovens ikrafttræden. Det er således i forhold til, i hvilke afgørelser under landsrettens behandling domsmændene skal deltage, uden betydning, om hovedforhandlingen i 1. instans begyndte før eller efter lovens ikrafttræden, og om sagen blev indbragt for landsretten før eller efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4, at lovens § 1, nr. 27-31, ikke finder anvendelse på afgørelser, der er truffet før lovens ikrafttræden. På disse afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at de foreslåede ændringer af reglerne om anke og kære, jf. lovforslagets § 1, nr. 27-31 (retsplejelovens § 494 a, § 497, stk. 1, §§ 517 a og 517 b og § 519, stk. 1), finder anvendelse på anke og kære af afgørelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden. Dette gælder også, når den sag, i hvilken den pågældende afgørelse træffes, er anlagt eller indledt før lovens ikrafttræden.

Afgørelser, der er afsagt før lovens ikrafttræden, appelleres efter lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler.

---

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering		Lovforslaget
		§1
		I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 18. september 2023, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 119 af 27. marts 2025, foretages følgende ændringer:
§ 35. --- Stk. 2-4. ---
		1. I § 35 indsættes som stk. 5: »Stk. 5. Domsmænd kan efter udløbet af det tidsrum, domsmanden er valgt, færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt inden for dette tidsrum.«
§ 43. Domsmænd virker med de samme beføjelser som dommere under hovedforhandlingen og de afgørelser, der træffes i forbindelse hermed.		2. I § 43 indsættes efter »virker«: »i civile sager«.
		3. I § 43 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Domsmænd deltager i kriminalsager i afgørelsen af skyldsspørgsmålet og i fastsættelsen af sanktionen, men ikke i andre retshandlinger eller afgørelser under sagen, jf. dog § 47, stk. 3.«
§ 44. ---
Stk. 2. Domsmænd medvirker ikke i sager, hvor der, hvis tiltalte findes skyldig, ikke kan blive tale om en mere indgribende foranstaltning eller retsfølge end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.		4. I § 44, stk. 2, ændres »konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning«: til: »betinget anstaltsdom på højst 30 dage, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller at det skal have sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33«.
Stk. 3-4. ---
§ 163. --- Stk. 2-5. ---
		7. I § 163 indsættes som stk. 6: »Stk. 6. I civile sager kan retten, hvis parterne er enige herom, tillade, at et vidne afgiver forklaring ved anvendelse af fjernkommunikation med billede på anden måde end angivet i stk. 1, når det skønnes forsvarligt.«
§ 238. Dommen skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i nødvendigt omfang af deres og vidners forklaringer, samt de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse		8. I § 238, stk. 1, 1. pkt., ændres »fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i nødvendigt omfang af deres og vidners forklaringer,« til: »kort fremstilling af sagen, en gengivelse af parternes anbringender«.
Stk. 2. I domme, der afsiges i 1. instans, kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, hvis der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at den ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling Stk. 3. Ankes en dom, der er affattet efter stk. 2, skal retten give en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt, efter at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en genpart af redegørelsen til parterne		9. § 238, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes: »Stk. 2. Ankes en dom, der ikke gengiver de afgivne forklaringer, skal retten gengive de afgivne forklaringer i retsbogen. Gengivelsen anses som et bilag til dommen. Retten sender gengivelsen til ankeinstansen og parterne snarest muligt efter, at retten har fået meddelelse om anken.«
§ 312. Påtale i en sag kan helt eller delvis opgives, hvis …
2) videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller		10. I § 312, nr. 2, udgår »eller«.
3) sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den foranstaltning, som i givet fald kan forventes idømt.		11. I § 312, indsættes som nr. 3: »3) hvor kriminallovens §§ 6 eller 124 ville være anvendelig, hvis sigtede var at finde skyldig, når det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig foranstaltning ville blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning, eller” Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
§ 315. En beslutning om at rejse tiltale eller en beslutning efter §§ 312 eller 313 kan omgøres af den overordnede anklagemyndighed. I tilfælde af påtaleopgivelse eller tiltalefrafald kan omgørelse dog kun finde sted, hvis der forkyndes en meddelelse
herom for sigtede, senest 3 måneder efter at påtaleopgivelsen eller tiltalefrafaldet er blevet meddelt vedkommende, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelserne for genoptagelse efter § 582, nr. 1 eller 2, er opfyldt. Stk. 2. ---		12. I § 315, stk. 1, sidste pkt., ændres »3 måneder« til: »4 måneder«.
§ 321. --- 1-3) ---
4) sagen fremmes i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, og der bliver spørgsmål om anstaltsanbringelse. Stk. 2-3. ---		13. § 321, stk. 1, nr. 4, affattes således: »4) der bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33, dog undtaget når anklagemyndigheden påstår ophævelse af en idømt foranstaltning.«
§ 322. ---
Stk. 2. I sager, hvor hensynet til forsvaret ikke taler imod det, kan der beskikkes en autoriseret forsvarer, der ikke har bestået juridisk kandidateksamen. Stk. 3. ---		14. I § 322 affattes stk. 2 således: »Stk. 2. I sager af ganske særlig alvorlig karakter, herunder sager om drab, voldtægt, grov vold og sager, hvori der nedlægges påstand om forvaring, beskikker retten en advokat eller en autoriseret forvarer, der har bestået juridisk kandidateksamen, som forsvarer, medmindre det vurderes klart, at hensynet til forsvaret ikke gør det påkrævet.«
§ 364. --- Stk. 2. --- Stk. 3. ---
		15. I § 364 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at tilbageholdelsen eller forholdsreglen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve tilbageholdelsen eller forholdsreglen efter § 362, stk. 4, eller § 366. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter hovedforhandlingens begyndelse finder § 367, stk. 2, sidste pkt., og stk. 3, tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i 1.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse i tilståelsessager, hvor anklagemyndigheden har anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 449 a, og retten har fastsat tidspunktet for retsmødet.«
§ 449 a. --- 1-3) ---
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33 og kapitel 34. Stk. 2. ---		16. I § 449 a, stk. 1, nr. 4, udgår »kapitel 33 og«.
Stk. 3. Er sigtede anholdt eller tilbageholdt under retsmødet, skal den forsvarer, der er beskikket efter § 321, stk. 1, nr. 1, have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte den med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Forsvareren skal være til stede i retten, når sigtede giver sit samtykke.		17. I § 449 a, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »retsmødet,«: »eller bliver der spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33,«, og »nr. 1« ændres til: »nr. 1 eller 4«.
Stk. 4. Er sigtede ikke anholdt eller tilbageholdt under retsmødet, skal sigtede tilbydes at få beskikket en forsvarer, inden sigtede giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Hvis der efter sigtedes ønske beskikkes en forsvarer, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse. Stk. 5-8. ---		18. I § 449 a, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »retsmødet,«: »og bliver der ikke spørgsmål om anvendelse af kriminallovens kapitel 33,«.
§ 451. Tiltalte skal, medmindre andet er bestemt i loven, personligt være til stede i retten under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom.
Retsformanden kan dog, efter at tiltalte har afgivet forklaring, tillade, at tiltalte forlader retten.		19. I § 451, 2. pkt., affattes således: »Retsformanden kan dog efter anmodning fra tiltalte tillade, at tiltalte ikke er til stede under hovedforhandlingen eller en del af denne, hvis det findes ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.«
§ 453. Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen, uden at forholdet er omfattet af § 452, stk. 2, og kan den pågældende ikke straks bringes til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme hovedforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3. Stk. 2. --- Stk. 3. --- 1) ---		20. I § 453, stk. 1, indsættes efter »medmindre«: »retsformanden tillader, at tiltalte ikke er til stede, jf. § 451, 2. pkt., eller«.
2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden rettens tilladelse, 3) når der under sagen alene er spørgsmål om anbringelse i anstalt i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning, rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen, 4) når tiltalte ikke idømmes andre følger end anbringelse i anstalt i 6 måneder eller derunder, bøde, konfiskation, udvisning, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller		21. § 453, stk. 3, nr. 2, affattes således: »2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse a) har forladt retten uden retsformandens tilladelse, eller b) er udeblevet senere under hovedforhandlingen,«.
	22. § 453, stk. 3, nr. 3, ophæves. Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 3 og 4.
5) når retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil føre til tiltaltes frifindelse. Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan hovedforhandlingen kun gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte har været lovligt indkaldt og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.		23. I § 453, stk. 3, nr. 4, der bliver nr. 3, ændres »6 måneder« til: »1 år«.
	24. I § 453, stk. 4, ændres »Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan hovedforhandlingen kun gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 4, hvis tiltalte« til: »Hovedforhandlingen kan kun gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 2, litra b, eller nr. 3, hvis tiltalte er udeblevet uden oplyst lovligt forfald og«.
§ 467. --- Stk. 2. --- 1-5) ---
6) Tilførsler til politiets rapporter om forklaringer, som tiltalte har afgivet til politiet om sigtelsen, når forsvareren begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4. Stk. 3. ---		25. I § 467, stk. 2, nr. 6, § 474, stk. 3, 4. pkt., og § 592 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »nr. 4« til: »nr. 2, litra b, eller nr. 3«.
§ 474. --- Stk. 2. --- Stk. 3. Dommen afsiges ved, at domskonklusionen oplæses i et retsmøde. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, sender politiet en udskrift af dommen til tiltalte. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes. Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personligt, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personligt.
§ 592 a. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte begære sagen genoptaget til ny forhandling, hvis domfældte godtgør at have haft lovligt forfald og ved vedkommende utilregnelige omstændigheder har været forhindret i i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til domfældtes kundskab. Begæringen må fremsættes over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden 14 dage fra dommens forkyndelse efter § 474, stk. 3, 3. og 4. pkt. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens forkyndelse. Reglerne i §§ 585-590 finder tilsvarende anvendelse. Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret efter reglerne om kære til Højesteret. Stk. 2. ---
§ 491 b. ---
		26. I § 491 b indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Efter reglerne i dette kapitel, bortset fra § 490, stk. 1, 5. pkt., behandles på begæring endvidere erstatningskrav, der på grundlag af de almindelige erstatningsregler rejses af den forurettede i sager om overtrædelse af kriminallovens §§ 74, 77, § 80, stk. 2, eller § 81 a, jf. §§ 74, 77 eller § 80, stk. 2, som følge af, at 1) forurettede ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at klage over en afgørelse om påtaleopgivelse, 2) forurettedes klage over en afgørelse om påtaleopgivelse ikke er blevet behandlet inden udløbet af fristen i § 315, stk. 1, eller 3) en afgørelse om omgørelse af påtaleopgivelse ikke er blevet meddelt den, der har været sigtet, inden udløbet af fristen i § 315, stk. 2.«
		27. Efter § 494 indsættes: »§ 494 a. Angår ankesagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., kan en dom, der er afsagt af Retten i Grønland, kun ankes med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af 1. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.«
§ 497. Anke sker ved indlevering af en ankestævning med en genpart til landsretten inden ankefristens udløb. Stk. 2-4. ---		28. I § 497, stk. 1, indsættes efter »udløb«: »eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 494 a inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.«
		29. Efter § 517 indsættes før overskriften før § 518: »§ 517 a. Beslutninger, der træffes af Retten i Grønland under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse eller under behandlingen af en sag om optagelse af bevis, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet, jf. kapitel 1 a i den danske retsplejelov, kan dog meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af Grønlands Landsret som 2. instans. Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er truffet, jf. dog § 518, stk. 2.
		§ 517 b. Bestemmelser i domme og andre beslutninger om sagsomkostninger truffet af Retten i Grønland, der er fastsat til højst 50.000 kr., kan ikke kæres. Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan afgørelsen herom kun kæres, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 50.000 kr. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor. Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er truffet, jf. dog § 518, stk. 2. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«
§ 519. Kære sker ved, at der til den ret, hvis afgørelse kæres, inden kærefristens udløb fremsættes mundtlig anmodning herom eller indleveres et kæreskrift med en genpart. Stk. 2-3. ---		30. I § 519, stk. 1, udgår »inden kærefristens udløb«.
	31. I § 519, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Kære skal ske inden kærefristens udløb, jf. § 518, eller, hvis der er meddelt tilladelse efter §§ 517 a eller 517 b, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.«
§ 557. Hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, kan sagen behandles, selv om tiltalte ikke møder.		32. I § 557 ændres »kan sagen behandles, selv om tiltalte ikke møder« til: »behøver tiltalte ikke at være til stede under behandlingen af anken«.
§ 585. --- Stk. 2. ---
Stk. 3. Ansøgningen skal angive den dom, der ønskes genoptaget, og de omstændigheder, som anmodningen støttes på, samt de beviser, som menes at burde medføre et andet udfald af sagen. Stk.4. ---		33. I § 585, stk. 3, indsættes som 2. pkt.: »Ansøgningen skal indgives på en blanket, som Domstolsstyrelsen udfærdiger.«
§ 603. En kreditor, der ikke har fået tilstrækkeligt udlæg til at dække sit pengekrav, kan først, når der er forløbet 6 måneder siden sidste forretning, på ny anmode om tvangsfuldbyrdelse med henblik på at foretage udlæg (udlægsforretning). Fogeden kan også i øvrigt afvise at foretage udlægsforretning hos en skyldner, hvis fogeden er bekendt med, at der inden for desidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke har været muligt at opnå dækning. Stk. 2. ---		34. I § 603 ændres »6 måneder« til: »12 måneder«.
§ 609. Fremsætter en part eller en tredjemand indsigelse, som ikke umiddelbart kan afvises, mod politiets eller pantefogedens tvangsfuldbyrdelse, nægter fogeden at efterkomme anmodningen om tvangsfuldbyrdelse og indbringer sagen for kredsretten. Det samme gælder, hvis fogeden finder, at der hersker tvivl om grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen, som gør det betænkeligt at foretage denne. Sagen skal også indbringes for kredsretten, selv om fogeden har afvist indsigelsen. Sagen behandles efter reglerne om civile sager, medmindre kredsretten beslutter at behandle fogedsagen efter reglerne i dette afsnit		35. I § 609, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., ændres »kredsretten« til: »Retten i Grønland«.
Stk. 2. Fremsættes der ved kredsretten eller Retten i Grønland indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogeden, jf. stk. 3 og 4, betænkeligt at foretage tvangsfuldbyrdelse, nægter fogeden at efterkomme kreditors anmodning Stk. 3-6. ---		36. I § 609, stk. 2., udgår »kredsretten eller«.
		§ 2
		I kriminallov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1187 af 18. september 2023, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 109 af 20. februar 2025, foretages følgende ændringer:
§ 123. --- 1-7) ---
8) at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuld tilståelse, eller 9) ---		1. § 123, nr. 8, affattes således: »8) at gerningsmanden har aflagt tilståelse, eller«.