Search for a command to run...
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 22. september 2025, som ændret ved § 4 i lov nr. 716 af 20. juni 2025, § 2 i lov nr. 745 af 20. juni 2025, § 11 i lov nr. 1344 af 25. november 2025 og lov nr. 136 af 27. januar 2026, foretages følgende ændringer:
1. I § 115 indsættes efter »lovgivning«: », jf. dog stk. 2«.
2. I § 115 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan uanset stk. 1 yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter § 112.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til nr. 1
Det fremgår af servicelovens § 115, at det er en forudsætning for støtte efter bl.a. § 112, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning.
Det foreslås, at i servicelovens § 115 indsættes efter »lovgivning« », jf. dog stk. 2«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det i servicelovens § 115 vil fremgå, at der vil gælde en undtagelse til forudsætningen om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning, for at borgeren kan modtage støtte til et hjælpemiddel.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2, hvormed det foreslås, at der indsættes en ny § 115, stk. 2, i serviceloven, hvorefter kommunalbestyrelsen vil kunne yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter § 112 uanset forudsætningen i servicelovens § 115 om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning.
Til nr. 2
Det fremgår af servicelovens § 115, at det er en forudsætning for støtte efter bl.a. § 112 om hjælpemidler, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning.
Individuelt tilpassede kompressionsprodukter til at afhjælpe hævelse i f.eks. ben, arme eller hænder kan ydes af kommunalbestyrelsen som et hjælpemiddel efter servicelovens § 112, hvis betingelserne herfor i bestemmelsens stk. 1 er opfyldt. Det er desuden en forudsætning, at hjælp til produktet ikke kan bevilges efter anden lovgivning, jf. servicelovens § 115.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i serviceloven indsættes et nyt § 115, stk. 2, om, at kommunalbestyrelsen uanset stk. 1 kan yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter § 112.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter som hjælpemiddel uanset forudsætningen i § 115 om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Dermed vil kommunalbestyrelsen kunne yde støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel, selv om der kan ydes hjælp efter anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at skabe det juridiske grundlag for, at kommunalbestyrelsen kan udlevere kompressionsprodukter i overensstemmelse med de overordnede rammer i aftale om udlevering af kompressionsprodukter af 18. december 2025.
Det foreslåede § 115, stk. 2, vil alene finde anvendelse ved kommunalbestyrelsens afgørelse om støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter som hjælpemiddel, hvorimod den ikke vil kunne anvendes ved afgørelser om øvrige typer af hjælpemidler. Individuelt tilpassede kompressionsprodukter omfatter produkter tilpasset til den enkelte borger til at afhjælpe hævelse i f.eks. ben, arme eller hænder, hvorimod støttestrømper eller lignende, som anvendes f.eks. ved lettere benproblemer, irritationer, uro i benene eller for at forebygge venelidelser ikke vil være omfattet.
Med det foreslåede § 115, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen kunne yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter som hjælpemiddel uanset forudsætningen nævnt i servicelovens § 115 om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Hermed vil kommunalbestyrelsen således f.eks. kunne yde støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel og udlevere produkterne til borgere med nyopstået behov uden forudgående sygehusbehandling, eller hvor borgeren ikke har modtaget sygehusbehandling for den pågældende lidelse inden for 1 år og dermed ifølge aftalen mellem regeringen, Danske Regioner og KL om udlevering af kompressionsprodukter af 18. december 2025 ikke skal forsynes af regionsrådet, eller som har afsluttet sygehusbehandlingen for den pågældende lidelse. Kommunalbestyrelsen vil kunne påse disse forhold ved tilvejebringelse af lægelige oplysninger i sagen. Det vil desuden være en forudsætning, at betingelserne i servicelovens § 112, stk. 1, er opfyldt.
Kommunalbestyrelsen vil f.eks. ligeledes kunne yde støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel og udlevere produkterne i de tilfælde, hvor borgerens funktionsnedsættelse efter 1 år vurderes at være varig, og hvor der fortsat er behov for kompressionsprodukter, uanset om behovet er behandlingsmæssigt. Det vil ligeledes her være en forudsætning, at betingelserne i servicelovens § 112, stk. 1, i øvrigt er opfyldt.
Med det foreslåede § 115, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen kunne vælge at fravige forudsætningen i § 115 om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Der vil dog ikke være pligt for kommunalbestyrelsen hertil. Dette skal ses i sammenhæng med, at aftalen om udlevering af kompressionsprodukter af 18. december 2025 ikke giver borgerne retskrav på udlevering af produkterne i overensstemmelse med aftalens overordnede rammer. Det bemærkes i forlængelse heraf, at KL som aftalepart på kommunernes vegne har tilsluttet sig aftalens indhold, herunder at kommunalbestyrelserne vil udlevere kompressionsprodukter i overensstemmelse med de overordnede rammer herfor, som fremgår af aftalen.
Kommunalbestyrelsens afgørelser til den enkelte borger om støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel efter serviceloven kan påklages til Ankestyrelsen, jf. kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 354 af 2. april 2025. Dette vil gælde, uanset om kommunalbestyrelsen har besluttet at fravige servicelovens § 115, stk. 1, jf. det foreslåede stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Social- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Forslaget begrundes med, at det er vigtigt, at der hurtigst muligt kan blive skabt det juridiske grundlag for, at kommunalbestyrelsen kan udlevere kompressionsprodukter i overensstemmelse med de overordnede rammer i aftale om udlevering af kompressionsprodukter af 18. december 2025 med henblik på at sikre, at borgerne får udleveret de kompressionsprodukter, de har behov for og ret til.
Da serviceloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og heller ikke ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. § 196, stk. 1, vil loven ikke gælde for Færøerne og Grønland og heller ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
| Gældende formulering | | Lovforslaget | | -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- | | ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ | | | | | | | | § 1 | | | | | | | | I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 22. september 2025, som ændret ved § 4 i lov nr. 716 af 20. juni 2025, § 2 i lov nr. 745 af 20. juni 2025, § 11 i lov nr. 1344 af 25. november 2025 og lov nr. 136 af 27. januar 2026, foretages følgende ændringer: | | | | | | § 115. Det er en forudsætning for støtte efter §§ 112, 113, 113 b og 114, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning. | | 1. I § 115 indsættes efter »lovgivning«: », jf. dog stk. 2«. | | | | 2. I § 115 indsættes som stk. 2: | | | | »Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan uanset stk. 1 yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter efter § 112.« |