Forslag til Lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love (Lempeligere kriterier for borgeres mulighed for fremrykket overtagelse og ekspropriation, konsekvensændringer som følge af ny ekspropriationsproceslov m.v.)

Til nr. 1-3

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Vejlovens § 45 vedrører fremrykket overtagelse af ejendomme i forbindelse med statslige vejprojekter på et tidspunkt forud for de ordinære ekspropriationer – såkaldt fremrykket overtagelse.

Efter vejlovens § 45, stk. 1, kan transportministeren efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statsvejsanlæg eller ændring af bestående statsvejsanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.

Efter bestemmelsen skal tre betingelser således være opfyldt: Der skal 1) være tale om et særligt tilfælde, 2) ejendommen skal berøres særligt indgribende, og 3) ejendommen må ikke kunne afhændes på normale vilkår.

Det foreslås i § 45, stk. 1, at transportministeren efter anmodning fra ejeren før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer i forbindelse med statslige vejanlæg kan overtage en ejendom, når der er udsigt til, at ejendommen vil blive overtaget i sin helhed ved de ordinære ekspropriationer, herunder fordi ejendommen vurderes at blive særligt indgribende berørt, jf. § 98, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det alene vil være en betingelse for, at transportministeren efter ejerens anmodning kan overtage en ejendom ved fremrykket overtagelse, at der er udsigt til, at ejendommen vil blive overtaget i sin helhed ved de ordinære ekspropriationer – enten fordi hele ejendommens areal skal anvendes som led i gennemførelsen af vejanlægget, eller fordi ejendommen i øvrigt vurderes at blive særligt indgribende berørt.

Det vil således efter forslaget ikke længere være en betingelse, at der er tale om et særligt tilfælde, ligesom det heller ikke vil være en betingelse, at ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.

Vurderingen af, om ejendommen vil blive overtaget i sin helhed ved de ordinære ekspropriationer, vil skulle ske på baggrund af de foreslåede regler i den foreslåede bestemmelse i vejlovens § 98, stk. 4, jf. nærværende lovforslags § 1, nr. 17, og bemærkningerne til denne bestemmelse, hvortil der henvises. Det skal dog fremhæves i denne forbindelse, at det foreslåede vil indebære, at der ved de ordinære ekspropriationer til statslige anlæg i videre omfang end i dag vil skulle inddrages andre forhold end den nødvendige arealafståelse i vurderingen af, hvorvidt hele ejendommen efter ejerens anmodning skal overtages.

Det foreslåede § 45, stk. 1, hvor der indsættes en reference til den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i vejlovens § 98, stk. 4, vil indebære, at der også i sager om fremrykket overtagelse i videre omfang end i dag vil skulle inddrages andre forhold end den nødvendige arealafståelse i vurderingen af, hvorvidt hele ejendommen skal overtages.

Afgørelse om fremrykket overtagelse vil efter den foreslåede bestemmelse i første instans skulle træffes af transportministeren på samme måde som efter de gældende regler.

Transportministeren vil efter de almindeligt gældende forvaltningsretlige regler – som det er sket i dag – kunne delegere sin afgørelseskompetence til en underordnet myndighed på ministerområdet.

Det bemærkes, at den foreslåede ændring af § 45, stk. 1 – forudsat at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, jf. forslaget til en ny § 45, stk. 5, i vejloven (forslagets § 1, nr. 6), om krav om bevillingsmæssig hjemmel – vil finde anvendelse uanset at der i lovgivningen om det pågældende anlæg måtte være fastsat særlige bestemmelser om fremrykket overtagelse.

Til nr. 5

Det følger af vejlovens § 45, stk. 1, at transportministeren efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde kan overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statsvejsanlæg eller ændring af bestående statsvejsanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.

Det følger af vejlovens § 45, stk. 2, at hvis transportministeren afslår ejerens anmodning efter stk. 1, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Det følger endvidere af § 45, stk. 3, at ved erstatningsfastsættelsen efter stk. 2 finder vejlovens § 103 anvendelse.

Det beror på en fejl, at bestemmelsen i vejlovens § 45, stk. 3, ikke også henviser til § 45, stk. 1, der også indeholder bestemmelser om erstatningsfastsættelse. I praksis finder vejlovens § 103 også anvendelse ved erstatningsfastsættelse efter vejlovens § 45, stk. 1.

Det foreslås, i § 45, stk. 3, at ændre »efter stk. 2« til »efter stk. 1 og 2«.

Det foreslåede vil indebære, at det udtrykkeligt fastsættes, at vejlovens § 103 finder anvendelse ved erstatningsfastsættelse efter vejlovens § 45, stk. 1 og 2.

Bestemmelsens ordlyd vil dermed blive bragt i overensstemmelse med gældende praksis.

Derudover er der tale om en konsekvensændring, jf. pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det foreslås, at det i vejlovens § 45, stk. 4, som noget nyt fastsættes, at realitetsbehandling af anmodninger efter § 45, stk. 1, om fremrykket overtagelse alene kan ske, hvis der foreligger konkret bevillingsmæssig hjemmel til afholdelse af udgifter til overtagelse af ejendomme i forbindelse med det pågældende anlæg.

Det vil indebære, at fremrykket overtagelse vil kunne ske tidligere end i dag, da det vil være en politisk beslutning, hvornår ejere vil kunne anmode om fremrykket overtagelse i forbindelse med et konkret projekt. Det forudsættes, at dette tidligst kan ske samtidig med afsættelsen af midler til at gennemføre en miljøkonsekvensundersøgelse af det pågældende projekt.

Forslaget indebærer, at det vil være en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om fremrykket overtagelse i forbindelse med et konkret anlæg, at der foreligger en konkret bevillingsmæssig hjemmel til at afholde udgifter til fremrykket overtagelse i forbindelse med det konkrete projekt.

Det vil dermed være Folketinget, der vil skulle beslutte, fra hvornår og i hvilken periode borgerne kan anmode om fremrykket overtagelse i forbindelse med et konkret projekt. Den bevillingsmæssige hjemmel vil kunne tilvejebringes ved finanslov eller ved Folketingets Finansudvalgs tiltrædelse af en bevillingsansøgning (aktstykke).

Det vil i medfør af den foreslåede bestemmelse bl.a. kunne besluttes at igangsætte behandlingen af sager om fremrykket overtagelse, selv om flere linjeføringer er i spil, uanset at dette vil betyde, at der overtages ejendomme, som staten ikke vil have brug for i forbindelse med gennemførelsen af det pågældende projekt.

Ændres planerne vedrørende et projekt, og skal der på den baggrund ske udvidelse eller indskrænkning af muligheden for at gennemføre fremrykkede overtagelser, vil der skulle tilvejebringes en ny eller ændret bevillingsmæssig hjemmel.

Indførelsen af denne ordning, hvor det vil være op til en politisk beslutning, fra hvornår og i hvilken periode der kan behandles anmodninger om fremrykket overtagelse, vil erstatte det gældende kriterium om »fornøden fasthed« for det pågældende anlægsprojekt, som i dag vurderes administrativt af transportministeren.

Det foreslås i vejlovens § 45, stk. 5, som noget nyt fastsat, at anlægsmyndigheden kun i særlige tilfælde kan indbringe en afgørelse om, at en ejendom skal overtages efter bestemmelsens stk. 1, for en administrativ klageinstans eller domstolene, og at beslutning herom træffes af transportministeren.

Det er forudsat, at transportministeren ikke kan delegere sin beslutningskompetence til en underordnet myndighed.

At en sag alene vil kunne påklages eller indbringes for domstolene i særlige tilfælde, indebærer, at der skal være tale om en principiel sag. Det vil således ikke være tilstrækkeligt til at begrunde en klage, at den myndighed, der har truffet afgørelsen, i det konkrete tilfælde har afveget fra gældende praksis i mindre omfang, uden at der dermed er tale om en principielt forkert eller i øvrigt åbenbart urigtig retsanvendelse, f.eks. ved at fastsætte en overtagelsessum, der i mindre grad afviger fra gældende praksis i det pågældende område.

Bestemmelsen om begrænsning af klageadgangen er alene møntet på anlægsmyndighederne. Bestemmelsen vil således ikke begrænse en ejers mulighed for at indbringe afgørelser, der går ejeren imod, for anden administrativ myndighed eller domstolene.

I tilfælde, hvor kompetencen til at træffe afgørelse om fremrykket overtagelse delegeres til en underordnet myndighed, vil denne myndighed ikke kunne indbringe afgørelser, der er til gunst for ejeren, uden transportministerens godkendelse.

Til nr. 7-13

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Overskriften til kapitel 10 i vejloven er »Ekspropriation og taksation«. Overskriften afspejler, at kapitel 10 indeholder materielle hjemler for vejmyndigheden til at foretage ekspropriation, regler om taksation og regler vedrørende processen forbundet med behandling af sager om ekspropriation og taksation.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 10 i lov om offentlige veje m.v. nyaffattes således, at overskriften fremover vil være »Ekspropriation«.

Forslaget om at nyaffatte overskriften til kapitel 10 i vejloven skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvorved det foreslås, at §§ 100-102 og 104-123 i vejloven ophæves, hvilket vil indebære, at reglerne om ekspropriationsproces og taksation vil udgå af kapitel 10, hvorimod de materielle hjemler for vejmyndigheden til at foretage ekspropriation opretholdes i lovens kapitel 10.

Den foreslåede overskrift vil således tage højde for, at vejloven kapitel 10 ikke vil indeholde regler om ekspropriationsprocessen og taksation.

Til nr. 15

Overskriften før § 94 i vejloven er »Ekspropriationsmyndigheder«.

Det foreslås, at overskriften før § 94 i lov om offentlige veje m.v. nyaffattes således, at overskriften fremover vil være »Ekspropriationens gennemførelse«.

Den foreslåede overskrift skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16 og 19, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 16

Det følger af § 94 i vejloven, at ekspropriation til kommunale vejanlæg sker efter reglerne i lovens kapitel 10. Det følger af stk. 2, at transportministeren efter en vejmyndigheds begæring kan tillade, at ekspropriation til kommunale vejanlæg sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Det følger endvidere af § 95 i vejloven, at ekspropriation til statslige vejanlæg sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Det følger af stk. 2, at transportministeren kan bestemme, at ekspropriation til statsveje skal ske ved kommunal foranstaltning efter reglerne i lovens kapitel 10.

Det foreslås at nyaffatte § 94 i vejloven således, at ekspropriation efter vejloven gennemføres efter reglerne i ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at der med det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven foreslås at samle de processuelle regler for ekspropriationer i vejloven og lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom i en samlet ekspropriationsproceslov.

Nyaffattelsen tager på den baggrund sigte på at bringe § 94 i vejloven i overensstemmelse med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ekspropriationsproceslov.

Det foreslås derudover, at § 95 i vejloven nyaffattes således, at ekspropriation til statslige vejanlæg gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommission, og at ekspropriation til kommunale vejanlæg gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ekspropriation til statslige vejanlæg vil skulle behandles efter afsnit II i den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslov, og at ekspropriation til kommunale vejanlæg vil skulle behandles efter afsnit III.

Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at § 95 i vejloven bringes i overensstemmelse med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ekspropriationsproceslov.

De foreslåede bestemmelser indeholder derudover en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 17

Efter den gældende ekspropriationsproceslovs § 16 og vejlovens § 104 kan en ejer af en ejendom under visse betingelser kræve, at anlægsmyndigheden ved de ordinære ekspropriationer overtager hele vedkommendes ejendom, uanset at kun en del af denne er nødvendig for gennemførelsen af det pågældende anlæg.

Bestemmelserne foreslås i det samtidig fremsatte forslag til ekspropriationsprocesloven samlet i den foreslåede ekspropriationsproceslovs § 3.

Ifølge forslaget til ekspropriationsproceslovens § 3 vil en ejer af en ejendom ved de ordinære ekspropriationer kunne kræve, at hele ejendommen overtages af anlægsmyndigheden, hvis afståelse af en del ejendommen medfører, at den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller får en sådan indretning, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde.

Det foreslås i vejlovens § 98, stk. 4, som noget nyt, at ved ekspropriation til statslige vejanlæg skal en ejendom overtages i sin helhed efter anmodning fra ejeren, hvis ejendommen samlet set vurderes at blive særligt indgribende berørt, herunder som følge af gener, som vil blive påført en beboelse på ejendommen, på grund af det samlede værditab, som skønnes at blive påført ejendommen, eller fordi den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller får en sådan indretning, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det i forhold til ejendomme, der i forbindelse med de ordinære ekspropriationer, står til at blive deleksproprieret (dvs. hvor blot en del af ejendommens areal er nødvendigt til gennemførelsen af anlægsprojektet), efter anmodning fra ejeren skal vurderes, om ejendommen samlet set vurderes at blive særligt indgribende berørt.

En ejendom kan både være særligt indgribende berørt som følge af gener, som vil blive påført en beboelse på ejendommen, på grund af det samlede værditab, som skønnes at blive påført ejendommen, eller fordi den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller får en sådan indretning, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde. Vurderes dette at være tilfældet, skal ejendommen efter ejerens anmodning overtages af anlægsmyndigheden i sin helhed.

Gener kan eksempelvis være støjgener, som vil blive påført en beboelse på ejendommen, og det samlede værditab, som skønnes at blive påført ejendommen. Som andre gener end støj, der vil kunne indgå i vurderingen, kan nævnes vibrationer og såkaldt dominans (det forhold, at et anlægsprojekt bliver så dominerende eller har en så væsentlig negativ indvirkning på ejendommen, at det kan begrunde ekspropriation).

Det vil skulle bero på en konkret vurdering, om en arealafståelse enten alene eller i kombination med de forventede gener fra det kommende anlæg har en sådan intensitet, at det kan begrunde overtagelse af en ejendom i dens helhed. I vurderingen kan bl.a. indgå et skøn over det værditab, som en delekspropriation i kombination med de forventede naboretlige gener vil have for restejendommen.

Et værditab, som skal kunne begrunde overtagelse af hele ejendommen, vil skulle være væsentligt. Værdien skal vurderes efter en eventuel jordfordeling.

Der vil skulle foretages en samlet vurdering af de skønnede konsekvenser vedrørende den pågældende ejendom. Som eksempel på et forhold, der kan indgå i denne samlede vurdering, kan nævnes et værditab på 25 pct. af ejendommens samlede værdi uden det påtænkte anlæg. Et andet eksempel kan være forventede væsentlige støjgener som følge af det påtænkte anlæg, herunder også yderligere gener for så vidt angår allerede støjramte ejendomme. Det vil være op til de myndigheder, der behandler sager om overtagelse af hele ejendomme, dvs. anlægsmyndighederne, ekspropriationskommissioner, de taksationsklagenævn, der foreslås nedsat efter den foreslåede nye ekspropriationsproceslov, og domstolene, at foretage en samlet vurdering af, om en ejendom efter anmodning vil skulle overtages i sin helhed.

Ændringen vil også få betydning i sager om fremrykket overtagelse i forbindelse med statslige vejanlæg, idet det samtidig foreslås, at bestemmelserne derom i vejlovens § 45, stk. 1, ændres, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne til denne bestemmelse, således at det afgørende for, om der kan ske fremrykket overtagelse er, om der er udsigt til, at ejendommen ved de ordinære ekspropriationer vil blive overtaget i sin helhed, herunder fordi ejendommen vurderes at blive særligt indgribende berørt, jf. den foreslåede § 98, stk. 4. Det vil indebære, at der også i forbindelse med sager om fremrykket overtagelse i videre omfang end i dag vil skulle inddrages andre forhold end den nødvendige arealafståelse i vurderingen af, hvorvidt hele ejendommen skal overtages.

Til nr. 18-21

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter den gældende ekspropriationsproceslovs § 16 kan en ejer af en ejendom under visse betingelser kræve, at anlægsmyndigheden ved de ordinære ekspropriationer overtager hele vedkommendes ejendom, uanset at kun en del af denne er nødvendig for gennemførelsen af det pågældende anlæg.

Bestemmelsen foreslås i det samtidig fremsatte forslag til ekspropriationsprocesloven videreført i den foreslåede ekspropriationsproceslovs § 3.

Ifølge forslaget til ekspropriationsproceslovens § 3 vil en ejer af en ejendom ved de ordinære ekspropriationer kunne kræve, at hele ejendommen overtages af anlægsmyndigheden, hvis afståelse af en del ejendommen medfører, at den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller får en sådan indretning, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde.

Det foreslås i jernbanelovens § 30, stk. 6, som noget nyt, at ved ekspropriation til statslige jernbaneanlæg skal en ejendom overtages i sin helhed efter anmodning fra ejeren, hvis ejendommen samlet set vurderes at blive særligt indgribende berørt, herunder som følge af gener, som vil blive påført en beboelse på ejendommen, på grund af det samlede værditab, som skønnes at blive påført ejendommen, eller fordi den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller får en sådan indretning, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det i forhold til ejendomme, der i forbindelse med de ordinære ekspropriationer står til at blive deleksproprieret (dvs. hvor blot en del af ejendommens areal er nødvendigt til gennemførelsen af anlægsprojektet), efter anmodning fra ejeren skal vurderes, om ejendommen samlet set vurderes at blive særligt indgribende berørt.

En ejendom kan både være særligt indgribende berørt som følge af gener, som vil blive påført en beboelse på ejendommen, på grund af det samlede værditab, som skønnes at blive påført ejendommen, eller fordi den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller får en sådan indretning, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde. Vurderes dette at være tilfældet, skal ejendommen efter ejerens anmodning overtages af anlægsmyndigheden i sin helhed.

Gener kan eksempelvis være støjgener, som vil blive påført en beboelse på ejendommen, og det samlede værditab, som skønnes at blive påført ejendommen. Som andre gener end støj, der vil kunne indgå i vurderingen, kan nævnes vibrationer og såkaldt dominans (det forhold, at et anlægsprojekt bliver så dominerende eller har en så væsentlig negativ indvirkning på ejendommen, at det kan begrunde ekspropriation).

Det vil skulle bero på en konkret vurdering, om en arealafståelse enten alene eller i kombination med de forventede gener fra det kommende anlæg har en sådan intensitet, at det kan begrunde overtagelse af en ejendom i dens helhed. I vurderingen kan bl.a. indgå et skøn over det værditab, som en delekspropriation i kombination med de forventede naboretlige gener vil have for restejendommen.

Et værditab, som skal kunne begrunde overtagelse af hele ejendommen, vil skulle være væsentligt. Værdien skal vurderes efter en eventuel jordfordeling.

Der vil skulle foretages en samlet vurdering af de skønnede konsekvenser vedrørende den pågældende ejendom. Som eksempel på et forhold, der kan indgå i denne samlede vurdering, kan nævnes et værditab på 25 pct. af ejendommens samlede værdi uden det påtænkte anlæg. Et andet eksempel kan være forventede væsentlige støjgener som følge af det påtænkte anlæg, herunder også yderligere gener for så vidt angår allerede støjramte ejendomme. Det vil være op til de myndigheder, der behandler sager om overtagelse af hele ejendomme, dvs. anlægsmyndighederne, ekspropriationskommissioner, de taksationsklagenævn, der foreslås nedsat efter den foreslåede nye ekspropriationsproceslov, og domstolene, at foretage en samlet vurdering af, om en ejendom efter anmodning vil skulle overtages i sin helhed.

Ændringen vil også få betydning i sager om fremrykket overtagelse i forbindelse med statslige jernbaneanlæg, idet det samtidig foreslås, at bestemmelserne derom i jernbanelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., ændres, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse, således at det afgørende for, om der kan ske fremrykket overtagelse er, om der er udsigt til, at ejendommen ved de ordinære ekspropriationer vil blive overtaget i sin helhed, herunder fordi ejendommen vurderes at blive særligt indgribende berørt, jf. den foreslåede § 30, stk. 6. Det vil indebære, at der også i forbindelse med sager om fremrykket overtagelse i videre omfang end i dag vil skulle inddrages andre forhold end den nødvendige arealafståelse i vurderingen af, hvorvidt hele ejendommen skal overtages.

Til nr. 4 og 5

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Jernbanelovens § 33 vedrører fremrykket overtagelse af ejendomme i forbindelse med statslige jernbaneprojekter på et tidspunkt forud for de ordinære ekspropriationer – såkaldt fremrykket overtagelse.

Efter jernbanelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., kan transportministeren efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statslige baneanlæg eller ændring af eksisterende statslige baneanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.

Efter bestemmelsen skal tre betingelser således være opfyldt: Der skal 1) være tale om et særligt tilfælde, 2) ejendommen skal berøres særligt indgribende, og 3) ejendommen må ikke kunne afhændes på normale vilkår.

Det foreslås i § 33, stk. 1, 1. pkt., at formuleringen »i særlige tilfælde overtage en ejendom, der berøres særligt indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statslige jernbaneanlæg eller ændring af bestående statslige jernbaneanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår« ændres til »før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer i forbindelse med statslige jernbaneanlæg overtage en ejendom, når der er udsigt til, at ejendommen vil blive overtaget i sin helhed ved de ordinære ekspropriationer, herunder fordi ejendommen vurderes at blive særligt indgribende berørt, jf. § 30, stk. 6«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det alene vil være en betingelse for, at transportministeren efter ejerens anmodning kan overtage en ejendom ved fremrykket overtagelse, at der er udsigt til, at ejendommen vil blive overtaget i sin helhed ved de ordinære ekspropriationer – enten fordi hele ejendommens areal skal anvendes som led i gennemførelsen af jernbaneanlægget, eller fordi ejendommen i øvrigt vurderes at blive særligt indgribende berørt.

Det vil således efter forslaget ikke længere være en betingelse, at der er tale om et særligt tilfælde, ligesom det heller ikke vil være en betingelse, at ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.

Vurderingen af, om ejendommen vil blive overtaget i sin helhed ved de ordinære ekspropriationer, vil skulle ske på baggrund af de foreslåede regler i den foreslåede bestemmelse i jernbanelovens § 30, stk. 6, jf. nærværende lovforslags § 2, nr. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse, hvortil der henvises. Det skal dog fremhæves i denne forbindelse, at det foreslåede vil indebære, at der ved de ordinære ekspropriationer til statslige anlæg i videre omfang end i dag vil skulle inddrages andre forhold end den nødvendige arealafståelse i vurderingen af, hvorvidt hele ejendommen efter ejerens anmodning skal overtages.

Den foreslåede ændring af § 33, stk. 1, 1. pkt., hvorved der indsættes en reference til den foreslåede indsættelse af jernbanelovens § 30, stk. 6, vil indebære, at der også i sager om fremrykket overtagelse i videre omfang end i dag vil skulle inddrages andre forhold end den nødvendige arealafståelse i vurderingen af, hvorvidt hele ejendommen skal overtages.

Afgørelse om fremrykket overtagelse vil efter den foreslåede bestemmelse i første instans skulle træffes af transportministeren på samme måde som efter de gældende regler.

Transportministeren vil efter de almindeligt gældende forvaltningsretlige regler – som det er sket i dag – kunne delegere sin afgørelseskompetence til en underordnet myndighed på ministerområdet.

Til nr. 7

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det følger af jernbanelovens § 33, stk. 1, at transportministeren efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde kan overtage en ejendom, der berøres særlig indgribende af en projekterings- eller anlægsaktivitet i forbindelse med projekteringen eller anlægget af nye statslige baneanlæg eller ændring af eksisterende statslige baneanlæg, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår. Ikke-statslige anlægsmyndigheder kan på samme betingelser som i 1. pkt. overtage en ejendom, idet anlægsmyndigheden afholder alle omkostningerne hertil.

Det følger af jernbanelovens § 33, stk. 2, at hvis transportministeren afslår ejerens anmodning efter stk. 1, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Det følger endvidere af § 33, stk. 3, at ved erstatningsfastsættelsen efter stk. 2 finder vejlovens § 103 anvendelse.

Det beror på en fejl, at bestemmelsen i jernbaneloven ikke også henviser til § 33, stk. 1, der også indeholder bestemmelser om erstatningsfastsættelse. I praksis finder vejlovens § 103 også anvendelse ved erstatningsfastsættelse efter jernbanelovens § 33, stk. 1.

Det foreslås, at § 33, stk. 3, ændres, således at »stk. 2« ændres til »stk. 1 og 2«.

Dette vil indebære, at det udtrykkeligt fastsættes, at vejlovens § 103 finder anvendelse ved erstatningsfastsættelse efter jernbanelovens § 33, stk. 1 og 2.

Bestemmelsens ordlyd bringes dermed i overensstemmelse med gældende praksis.

Til nr. 9

Det foreslås, at det i jernbanelovens § 33, stk. 4, som noget nyt fastsættes, at realitetsbehandling af anmodninger efter § 33, stk. 1, 1. pkt., om fremrykket overtagelse, alene kan ske, hvis der foreligger konkret bevillingsmæssig hjemmel til afholdelse af udgifter til overtagelse af ejendomme i forbindelse med det pågældende anlæg.

Forslaget indebærer, at det vil være en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om fremrykket overtagelse i forbindelse med et konkret anlæg, at der foreligger en konkret bevillingsmæssig hjemmel til at afholde udgifter til fremrykket overtagelse i forbindelse med det konkrete projekt.

Det vil dermed være Folketinget, der vil skulle beslutte, fra hvornår og i hvilken periode borgerne kan anmode om fremrykket overtagelse i forbindelse med et konkret projekt. Den bevillingsmæssige hjemmel vil kunne tilvejebringes ved finanslov eller ved Folketingets Finansudvalgs tiltrædelse af en bevillingsansøgning (aktstykke).

Det vil i medfør af den foreslåede bestemmelse bl.a. kunne besluttes at igangsætte behandlingen af sager om fremrykket overtagelse, selv om flere linjeføringer er i spil, uanset at dette vil betyde, at der overtages ejendomme, som staten ikke vil have brug for i forbindelse med gennemførelsen af det pågældende projekt.

Ændres planerne vedrørende et projekt, og skal der på den baggrund ske udvidelse eller indskrænkning af muligheden for at gennemføre fremrykkede overtagelser, vil der skulle tilvejebringes en ny eller ændret bevillingsmæssig hjemmel.

Det foreslås i jernbanelovens § 33, stk. 5, som noget nyt fastsat, at anlægsmyndigheden kun i særlige tilfælde kan indbringe en afgørelse om, at en ejendom skal overtages efter bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., for en administrativ klageinstans eller domstolene, og at beslutning herom træffes af transportministeren.

Det er forudsat, at transportministeren ikke kan delegere sin beslutningskompetence til en underordnet myndighed.

At en sag alene vil kunne påklages eller indbringes for domstolene i særlige tilfælde, indebærer, at der skal være tale om en principiel sag. Det vil således ikke være tilstrækkeligt til at begrunde en klage, at den myndighed, der har truffet afgørelsen, i det konkrete tilfælde har afveget fra gældende praksis i mindre omfang, uden at der dermed er tale om en principielt forkert eller i øvrigt åbenbart urigtig retsanvendelse, f.eks. ved at fastsætte en overtagelsessum, der i mindre grad afviger fra gældende praksis i det pågældende område.

Bestemmelsen om begrænsning af klageadgangen er alene møntet på anlægsmyndighederne. Bestemmelsen vil således ikke begrænse en ejers mulighed for at indbringe afgørelser, der går ejeren imod, for anden administrativ myndighed eller domstolene.

I tilfælde, hvor kompetencen til at træffe afgørelse om fremrykket overtagelse delegeres til en underordnet myndighed, vil denne myndighed ikke kunne indbringe afgørelser, der er til gunst for ejeren, for en administrativ klageinstans eller domstolene uden transportministerens godkendelse.

Til nr. 10

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det er i jernbanelovens § 37, stk. 5, fastsat, at vejlovens § 103 finder anvendelse i forbindelse med erstatningsfastsættelse efter bestemmelsen i jernbanelovens § 37, stk. 4.

Det beror på en fejl, at bestemmelsen ikke udtrykkeligt vedrører al erstatningsfastsættelse efter § 37, hvilket den gør i praksis.

Det foreslås derfor, at ordene »efter stk. 4« udgår. Dermed vil bestemmelsen komme til at vedrøre hele § 37.

Forslaget indebærer, at bestemmelsens ordlyd bringes i overensstemmelse med gældende praksis.

Til nr. 12

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer i lovene vil indebære, at der sker henvisning til de korrekte bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 47, stk. 3, i lov om planlægning (planloven), at bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 99 - 102 finder tilsvarende anvendelse ved kommunalbestyrelsens gennemførelse af ekspropriationer efter § 47, stk. 1, der indeholder hjemmel til ekspropriation, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt og for varetagelsen af almene samfundsinteresser.

Det følger af § 99, stk. 1, i vejloven, at vejmyndigheden til enhver tid har adgang til en privat ejendom mod behørig legitimation og uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for at foretage jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørsarealer med henblik på at foretage undersøgelser og projektering af nye vejanlæg eller ændring af eksisterende vejanlæg samt klimarelaterede afværgeforanstaltninger.

Det følger af § 99, stk. 2, at vejmyndigheden skal give skriftlig besked til de berørte grundejere eller brugere mindst 14 dage før gennemførelsen af forberedende undersøgelser. Hvis dette ikke er muligt, skal oplysning om de forberedende undersøgelser offentliggøres i lokale medier el.lign. Efter stk. 3 kan vejmyndigheden under de samme betingelser foretage arkæologiske forundersøgelser, dog skal vejmyndigheden mindst 28 dage før gennemførelsen af arkæologiske forundersøgelser give skriftlig besked til de berørte grundejere eller brugere, jf. stk. 4.

Det følger af § 99, stk. 5, at erstatning for skader og ulemper, som påføres ved undersøgelser efter bestemmelserne i stk. 1 og 3, fastsættes efter lov om offentlige veje § 103. Erstatningen skal derfor fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og der skal ske fradrag for en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationsanlægget, herunder kan erstatningen helt bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen. I tilfælde af uenighed om erstatningens størrelse indbringes erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne.

Det foreslås i planlovens § 47, stk. 3, at ekspropriation gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det foreslås derudover, at § 99 i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i denne følgelov til ekspropriationsprocesloven, hvori det foreslås at ophæve bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 100-102, der omhandler den nærmere proces, som kommunalbestyrelsen skal følge, hvis der foretages ekspropriation i medfør af planlovens § 47, stk. 1, jf. stk. 3. Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 100-102 vedrørende gennemførelse af ekspropriationer videreføres fra den 1. juli 2027 i afsnit III i den nye ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsens ekspropriation med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1, vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle følge de procesregler, der fremgår af ekspropriationsproceslovens afsnit III, hvis der foretages ekspropriation med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle afholde en besigtigelsesforretning i overensstemmelse med bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens §§ 27 og 28, og kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutning skal træffes i overensstemmelse med reglerne i ekspropriationsproceslovens § 29. Bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens §§ 27-29 indeholder ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret efter lov om offentlige veje §§ 100-102, og kommunalbestyrelsen vil derfor ikke skulle iagttage andre materielle krav ved gennemførelse af ekspropriationer end dem, der i forvejen følger af gældende ret.

Den foreslåede ændring skyldes således, at procesreglerne i lov om offentlige veje §§ 100-102 videreføres i ekspropriationsprocesloven. Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse vil derudover indebære, at § 99 i vejloven vil finde tilsvarende anvendelse ved kommunalbestyrelsens ekspropriation af fast ejendom med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1. Bestemmelsen giver således kommunalbestyrelsen adgang til at foretage opmålinger, nivellementer og andre tekniske forarbejder på privat ejendom mod behørig legitimation og uden retskendelse, hvis det er nødvendigt i anledning af ekspropriationens gennemførelse. Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne foretage arkæologiske forundersøgelser. Der vil skulle ske varsling af de berørte ejere eller brugere efter bestemmelserne i vejloven § 99, stk. 2 og 4, inden der iværksættes forundersøgelser eller arkæologiske undersøgelser. Eventuelle skader, der forvoldes ved disse forberedende foranstaltninger, vil skulle erstattes af kommunalbestyrelsen. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem ejeren og kommunalbestyrelsen, vil erstatningen skulle fastsættes efter ekspropriationsproceslovens regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter sager om erstatning for skader og ulempe, som påføres ved undersøgelser efter vejlovens § 99, stk. 1 og 3, vil skulle behandles efter afsnit III i det samtidig foreslåede forslag til en ny ekspropriationsproceslov.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af § 50, stk. 1, i planloven, at taksationsmyndighederne efter vejloven fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 47, overtagelse efter § 47 A og for tilbageførsel efter § 46. Det følger endvidere, at disse myndigheder afgør spørgsmål om berettigelsen af krav efter §§ 47 A, 48 og 49.

Det følger af § 50, stk. 2, at bestemmelserne i §§ 103, 104 og 108-122 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse ved sagernes behandling for taksationsmyndighederne og erstatningens fastsættelse og udbetaling mv.

Efter § 103, stk. 1, i vejloven, skal erstatningen for ekspropriationen efter § 96 og de forberedende undersøgelser, der er nævnt i § 99, fastsættes efter de almindelige erstatningsregler. Efter § 103, stk. 2, skal en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationsanlægget, fradrages fra erstatningen. Erstatningen kan helt bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslås i planlovens § 50, stk. 2, at ved erstatningens fastsættelse finder § 103 i vejloven tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i denne følgelov til ekspropriationsprocesloven, hvori det foreslås at ophæve § 104 og §§ 108-122 i lov om offentlige veje, der omhandler en ejer af en ejendoms mulighed for at kræve fuldstændig ekspropriation samt sagernes behandling for taksationsmyndighederne m.v. Bestemmelserne i lov om offentlige veje § 104 og §§ 108-122 videreføres fra den 1. juli 2027 i afsnit I og III i den nye ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Forslaget vil indebære, at fastsættelse af erstatning for ekspropriation med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1, overtagelse efter planlovens § 47 A og for tilbageførsel efter planlovens § 46, vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Den foreslåede ændring skyldes således, at reglerne i lov om offentlige veje § 104 og §§ 108-122 videreføres i ekspropriationsprocesloven. Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103 i planlovens § 50, stk. 2, vil indebære, at erstatning i sager om ekspropriation med hjemmel i planlovens § 47, stk. 1, overtagelse efter planlovens § 47 A og for tilbageførsel efter planlovens § 46, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af § 47 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, at en kirkegårdsbestyrelse ikke kan modsætte sig, at krigsdøde begraves på kirkegården, såfremt der er disponibel gravplads. Er dette ikke tilfældet, kan det fornødne areal tilvejebringes ved ekspropriation. Beslutning herom træffes af kommunalbestyrelsen efter indhentet erklæring fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Ekspropriation skal foretages efter de for kommunale ekspropriationer gældende regler.

Ved bestemmelsen sikres der adgang til begravelse af krigsdøde på bestående kirkegårde eller – hvor dette ikke er muligt – på arealer tilvejebragt ved ekspropriation. Bestemmelsen tager særligt sigte på begravelse af et større antal krigsdøde og blev oprindeligt indført som et led i planlægningen af beredskabet i tilfælde af krig.

Spørgsmålet om kommunalbestyrelsens ekspropriation af et areal til yderligere begravelsespladser bliver først aktuelt, når det i en krigssituation har vist sig, at der ikke er disponibel gravplads på de bestående kirkegårde. Forud for ekspropriation skal det sikres, at anvendelse af arealet til kirkegård ikke vil medføre beskadigelse af grundvandet. Ved bedømmelsen af arealets egnethed skal Styrelsen for Patientsikkerhed så vidt muligt søge bistand hos kommunen.

Med den foreslåede ændring af § 47, 3. pkt., i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde foreslås det, at der efter »Styrelsen for Patientsikkerhed« indsættes en tilføjelse om, at », og ekspropriation gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at § 47, 3. pkt., i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde vil fastsætte, at beslutningen om ekspropriation træffes af kommunalbestyrelsen efter indhentet erklæring fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og at ekspropriation vil skulle gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Den foreslåede ændring indebærer alene en ændring af, hvilke procesregler, der finder anvendelse ved ekspropriation efter § 47 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, som vil være en konsekvens af det samtidig fremsatte forslag til en ny ekspropriationsproceslov.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det følger af § 27, stk. 1, 2. pkt., i elsikkerhedsloven, at reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom følges.

Bestemmelsen i § 27, stk. 1, 2. pkt. foreskriver, hvordan sagsbehandlingen i forbindelse med de omhandlede ekspropriationer skal gennemføres, efter Erhvervsstyrelsen (tidligere Sikkerhedsstyrelsen, der fra den 1. januar 2026 er fusioneret med Erhvervsstyrelsen og herefter betegnes Erhvervsstyrelsen) har truffet en materiel afgørelse med hjemmel i elsikkerhedslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., og har ikke betydning for den prøvelse, som Erhvervsstyrelsen foretager efter bestemmelsens første led.

Det foreslås i elsikkerhedslovens § 27, stk. 1, 2. pkt., at ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommission følges.

Forslaget vil indebære, at ekspropriation til fordel for ejere af elektriske anlæg med hjemmel i elsikkerhedslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit II om ekspropriation ved kommission.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslov.

Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer i lovene vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det følger af § 3, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, at en ejer af en ejendom kan forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, hvis der er nedlagt samlingsstedsforbud i medfør af lovens § 1, stk. 1, og forbuddet indebærer, at ejendommen ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de omkringliggende ejendomme.

Efter § 3, stk. 2, afgør taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i vejloven spørgsmål om berettigelsen af krav efter § 3, stk. 1, og om sagernes behandling for taksationsmyndighederne og erstatningens fastsættelse og udbetaling mv. finder §§ 103, 104 og 107-122 i lov om offentlige veje mv. tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i § 3, stk. 2, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, at spørgsmål om berettigelsen af krav efter stk. 1 behandles efter ekspropriationsproceslovens regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse, og at §103 i vejloven finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, vil svare til planlovens § 50, stk. 1 og 2, som affattet ved dette lovforslags § 35, nr. 3 og 4, og det vil indebære, at der kommer til at gælde samme regler for behandlingen m.v. af sager om overtagelse i anledning af et samlingsstedsforbud som ved behandlingen af sager om overtagelse efter planlovens § 48.

Der henvises desuden til lovforslagets § 35, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer i lovene vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1-4

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Lov om elforsyning indeholder i § 34 b regler om anlæg som omhandlet i lovens § 33 med et spændingsniveau på eller over 50 kV, som er beliggende på et areal, hvor Energinet eller en netvirksomhed har erhvervet de nødvendige rettigheder over det pågældende areal uden ekspropriation, hvorefter krav om erstatning i anledning af anlægget, som rejses af andre end ejeren af det areal, som anlægget er beliggende på, efter den pågældendes begæring kan påkendes efter reglerne i § 20 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, uanset at der ikke er sammensat en ekspropriationskommission til behandling af sager vedrørende det pågældende anlæg, hvis vedkommende kommissarius ved statens ekspropriationer anser sagen for egnet til behandling for en ekspropriationskommission.

Det foreslås i § 34 b i lov om elforsyning, at der indsættes et nyt stykke efter stk. 1, hvorefter anmodning om behandling af en sag efter stk. 1 skal fremsættes over for vedkommende kommissarius, og at kommissarius kan afvise sagen, hvis kommissarius ikke anser sagen for egnet til behandling ved en ekspropriationskommission, og hvis sagen optages til realitetsbehandling, finder bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens §§ 23 og 35 anvendelse med de fornødne lempelser.

Det vil, som det fremgår af lov om elforsyning § 34 b, stk. 1, som ændret ved dette lovforslags § 49, nr. 4, ikke være en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der allerede er sammensat en ekspropriationskommission til behandling af sager vedrørende det pågældende anlæg. Bestemmelsen vil finde anvendelse i tilfælde, hvor det ikke har været nødvendigt for anlægsmyndigheden (Energinet eller den pågældende netvirksomhed) at anmode om ekspropriation til det pågældende anlæg, og hvor der derfor ikke er blevet sammensat en ekspropriationskommission. Det vil kunne være tilfældet, hvor anlægget er anlagt på arealet på basis af en aftale med den eller de pågældende lodsejere. Det vil derfor kunne besluttes af vedkommende kommissarius, at der sammensættes en ekspropriationskommission med henblik på behandling af sådanne erstatningskrav.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at vedkommende kommissarius vil kunne afvise sagen til behandling ved ekspropriationskommission, hvis kommissarius vurderer, at sagen ikke er egnet til behandling ved en ekspropriationskommission. Dette vil svare til den gældende bestemmelse i § 34 b, stk. 1, i lov om elforsyning, hvorefter disse krav kun kan påkendes efter reglerne i § 20 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, hvis vedkommende kommissarius ved statens ekspropriationer anser sagen for egnet til behandling for en ekspropriationskommission.

Kommissarius’ adgang til at afvise sagen vil også svare til den adgang, som ekspropriationskommissionens formand har efter § 33, stk. 1, 2. pkt., i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsprocesloven. Da der imidlertid i de tilfælde, der omhandles i § 34 b i lov om elforsyning, ikke er sammensat en ekspropriationskommission, på det tidspunkt, hvor der skal tages stilling til, om sagen skal realitetsbehandles, foreslås det, at beføjelsen tillægges kommissarius.

Vedkommende kommissarius vil således efter den foreslåede bestemmelse kunne skønne over, hvorvidt det rejste krav er egnet til påkendelse af en ekspropriationskommission. Det kan f.eks. tænkes, at de omhandlede erstatningskrav ikke er modne til påkendelse på det tidspunkt, hvor de rejses. Det kan f.eks. også tænkes, at det foreliggende spørgsmål er af en sådan karakter, at kommissarius finder det rettest at undlade at tage stilling til det og straks lade spørgsmålet afgøre af domstolene, eksempelvis fordi afgørelsen af sagens væsentlige tvivlsspørgsmål beror på en afvejning af forskellige omstændigheder, årsagsforbindelse m.v., som typisk er en domstolsopgave og atypisk for en ekspropriationskommission.

Afviser kommissarius, at et krav kan behandles af en ekspropriationskommission, vil spørgsmålet om kravets berettigelse kunne indbringes for domstolene. Behandles et erstatningskrav efter forslaget i realiteten, vil ekspropriationskommissionens afgørelse kunne efterprøves af taksationsklagenævnet og dettes afgørelse af domstolene.

Til nr. 6

Det følger af § 34 b, stk. 2, i lov om elforsyning, at begæring i henhold til stk. 1 skal være modtaget af vedkommende kommissarius, senest 1 år efter at anlægget er fuldført.

Det foreslås, at § 34 b, stk. 2, der bliver stk. 3, jf. dette lovforslags § 49, nr. 5, affattes således, at anmodninger efter stk. 2 kun kan behandles, hvis de er kommet frem til vedkommende kommissarius inden et år efter anlæggets fuldførelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at adgangen til at anmode om behandling af en sag efter § 34 b, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 34 b, stk. 2, i lov om elforsyning, alene vil kunne anvendes, hvis anmodningen er fremkommet til vedkommende kommissarius inden et år efter anlæggets fuldførelse.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til § 33, stk. 4, i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsprocesloven, og »fuldførelse« skal forstås på samme måde som efter denne bestemmelse. De anlæg, som er omhandlet i § 34 b i lov om elforsyning, vil normalt skulle anses for fuldført, når de sættes i drift. Det er ikke et krav for, at et anlæg kan anses for fuldført, at alle anlægsarbejder vedrørende projektet er afsluttet. Det er således ikke ualmindeligt, at nogle mindre arbejder, f.eks. beplantning, først udføres efter at anlægget er sat i drift.

Der henvises til de foreslåede ændringer til § 34 b, stk. 1, i lov om elforsyning, og det foreslåede § 34 b, stk. 2, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 49, nr. 4 og 5, og bemærkningerne hertil.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 7

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 18, stk. 1, i lov om varmeforsyning, at de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 105-111 i lov om offentlige veje, afgør spørgsmål om erstatning efter lovens § 17, stk. 1.

Det følger af § 18, stk. 2, i lov om varmeforsyning, at ved sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder lov om offentlige veje § 103, stk. 2, § 104, stk. 1-5, §§ 112-120 og § 122, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at § 18 i lov om varmeforsyning affattes således, at spørgsmål om erstatning efter § 17, stk. 1, behandles efter ekspropriationsproceslovens regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse, og at § 103, stk. 2, i vejloven finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at spørgsmål om erstatning efter § 17, stk. 1, i lov om varmeforsyning skal behandles efter fremgangsmåden for ekspropriation ved kommunalbestyrelse, der følger af det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af dette lovforslags § 1, nr. 19, hvor reglerne i blandt andet vejlovens §§ 105-111, § 104, stk. 1-5, §§ 112-120 og § 122, stk. 1, ophæves, og det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven, hvori de hidtil gældende procesregler i vejloven i bredt omfang foreslås videreført.

Det foreslås at opretholde henvisningen til, at § 103, stk. 2, i vejloven finder tilsvarende anvendelse ved fastsættelse af erstatning i spørgsmål efter lov om varmeforsyning § 17, stk. 1.

Den foreslåede henvisning til § 103, stk. 2, i vejloven i lov om varmeforsyning § 18 vil indebære, at der vil skulle ske fradrag ved fastsættelse af erstatningen i spørgsmål efter lov om varmeforsyning § 17, stk. 1, såfremt der ved ekspropriationen er en værdiforøgelse for den tilbageblivende ejendom. Erstatningen vil desuden kunne bortfalde helt, såfremt ekspropriationen medfører en større fordel, end det tab der påføres som følge af ekspropriationen.

Med den foreslåede bestemmelse er der tale om en videreførelse af gældende ret.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer i lovene vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 9, stk. 1, i lov om vandforsyning (vandforsyningsloven) kan erstatningssager, som efter loven henhører under taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje.

Det følger af § 9, stk. 2, at sagen kan indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende, og at ved sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder § 123 i lov om offentlige veje.

Det følger af § 9, stk. 3, at stk. 2 ikke finder anvendelse på sager om fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af erstatning efter § 32 eller § 39 i lov om vandforsyning

Efter vejlovens § 123, stk. 1, behandles erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42, efter bestemmelserne i vejlovens § 123, stk. 2-6.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 2, at sagen indbringes for taksationskommissionen ved skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren påberåber sig. Klageren skal sammen med anmodningen fremsende kopi af de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig, når klageren er i besiddelse af disse.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 3, at ved sagens behandling gælder bestemmelserne i §§ 103, 107 og 108, § 109, stk. 2, og §§ 111, 113-118 og 122.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 4, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Sagen afvises, hvis sikkerhed ikke stilles inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist.

Efter vejlovens § 123, stk. 5, kan taksationsmyndighederne pålægge en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer. Der er udpantningsret for beløbet.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 6, at fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31.

Det foreslås i vandforsyningslovens § 9 at indsætte fem nye stykker som stk. 4-8.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at erstatningssager, som er omfattet af vandforsyningslovens § 9, stk. 1, indbringes for taksationskommissionen ved skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren påberåber sig. Klageren skal sammen med anmodningen fremsende kopi af de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig, når klageren er i besiddelse af disse.

Det foreslåede vil indebære, at der fastsættes en række formkrav i forbindelse med sagernes indbringelse for taksationskommissionen, mindstekrav til anmodningen om behandling ved taksationskommissionen og krav om, at klageren skal medsende de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig i sagen, når klageren er i besiddelse af disse. De foreslåede krav i forbindelse med indbringelse af erstatningssagen for taksationskommissionen vil svare til de gældende krav efter vejlovens § 123, stk. 2.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med ændringerne til vandforsyningslovens § 9, stk. 1, i dette lovforslags § 56, nr. 1, som vil indebære, at sagen vil skulle behandles efter den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslovs regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 5, at ved sagens behandling gælder § 103 i vejloven

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103 i § 9, stk. 5, i vandforsyningsloven, vil indebære, at erstatning i sager omfattet af vandforsyningslovens § 9, stk. 1, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

For en nærmere beskrivelse af erstatningsprincipper henvises til det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ekspropriationsproceslovs almindelige bemærkninger i pkt. 3.4.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Sagen afvises, hvis sikkerhed ikke stilles inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist.

Det foreslåede vil indebære, at taksationsmyndighederne efter et samlet skøn vil kunne pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part i sager omfattet af vandforsyningslovens § 9, stk. 1. Taksationsmyndighederne vil i den forbindelse skulle tage hensyn til sagens udfald, men kan også tage hensyn til, hvem parterne er. Taksationsmyndighederne vil eksempelvis kunne skønne, at en privat part snarere vil kunne tillægges sagsomkostninger end en offentlig myndighed. Der vil også kunne tillægges delvise sagsomkostninger.

Det foreslåede vil derudover indebære, at taksationsmyndighederne vil kunne bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger. Denne mulighed skal blandt andet ses i lyset af, at taksationsmyndighedernes afgørelser efter den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslov ikke kan tvangsfuldbyrdes. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at hvis en krævet sikkerhed ikke stilles inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, vil sagen blive afvist. Hvis sagen er indbragt for et taksationsklagenævn, er det klagen til taksationsklagenævnet, der afvises, således at taksationskommissionens afgørelse står ved magt. Det foreslåede vil svare til gældende ret efter vejlovens § 123, stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 7, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale taksationsmyndighedernes udgifter bortset fra vederlag til formænd og sekretærer.

Betaling skal ske til den myndighed, der forlods har afholdt taksationsmyndighedernes udgifter.

Det foreslåede vil indebære, at taksationsmyndighederne efter et samlet skøn vil kunne pålægge en part at betale taksationsmyndighedernes udgifter i forbindelse med sagens behandling i sager omfattet af vandforsyningslovens § 9, stk. 1, dog ikke vederlag til formænd og sekretærer. Det vil være en forudsætning, at taksationsmyndighederne ved udøvelse af skønnet vil tage lignende forhold i betragtning som efter den foreslåede bestemmelse i vandforsyningslovens § 9, stk. 6. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med, at taksationsmyndighedernes øvrige udgifter ved sagens behandling afholdes forlods af det offentlige. Det foreslåede vil således indebære, at taksationsmyndighederne i forbindelse med sagens afgørelse kan bestemme, at disse udgifter helt eller delvis skal betales af en eller flere af parterne i sagen. Udgifterne vil kunne pålægges én part eller deles mellem parterne, og udgifterne vil også helt eller delvis kunne afholdes endeligt af det offentlige.

Det foreslås, at bestemmelsen i vejlovens § 123, stk. 5, 2. pkt., om udpantningsret for beløbet ophæves og således ikke videreføres i den foreslåede § 9, stk. 7, i vandforsyningsloven. Det foreslåede er en konsekvens af, at alle offentligretlige krav, der tilhører det offentlige, er tillagt udpantningsret ifølge § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, idet der i bilag 1 til denne lov alene gøres en undtagelse for visse civilretlige fordringer. Bestemmelsen i den gældende vejlovs § 123, stk. 5, 2. pkt., vil således være overflødig, hvorfor den ikke foreslås videreført.

Det følger af det foreslåede stk. 8, at fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i vandforsyningslovens § 9, stk. 6 og 7, om sagsomkostninger og betaling af taksationsmyndighedernes udgifter, hvorfor det foreslås i stk. 8, at der vil kunne meddeles fri proces efter retsplejelovens regler.

Den foreslåede henvisning til retsplejelovens kapitel 31 vil betyde, at fri proces i sager for henholdsvis taksationskommissionen og taksationsklagenævnet vil skulle meddeles af justitsministeren, jf. retsplejelovens § 328, stk. 6, eller § 329.

Fri proces vil som udgangspunkt medføre blandt andet beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, godtgørelse fra statskassen for udgifter, som afholdes i forbindelse med sagen, og fritagelse for at erstatte modpartens omkostninger, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1-4. Fri proces vil kunne begrænses til enkelte af de nævnte begunstigelser, jf. retsplejelovens § 331, stk. 2.

Hvis en bevilling af fri proces omfatter beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, vil taksationsmyndighederne skulle beskikke en advokat for den pågældende part. Advokatens vederlag og godtgørelse af udlæg vil skulle fastsættes af taksationsmyndighederne efter reglerne i retsplejelovens § 334, stk. 2-7. Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor sagen vil skulle behandles, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces.

Såfremt en bevilling af fri proces omfatter fritagelse for at betale modpartens omkostninger, vil den pågældende part ikke kunne pålægges at betale sagsomkostninger til nogen anden part efter det foreslåede stk. 6 eller til det offentlige efter det foreslåede stk. 7. Det vil betyde, at parten dermed også er fritaget for sikkerhedsstillelse efter det foreslåede stk. 6. Hvis den pågældende part bortset herfra ville være blevet pålagt at betale sagsomkostninger til en anden part efter stk. 6, vil taksationsmyndighederne i stedet skulle træffe bestemmelse om betaling af sagsomkostninger til den pågældende anden part fra statskassen efter retsplejelovens § 332, stk. 1, 2. pkt. Beløbet vil skulle udbetales af byretten i den retskreds, hvori taksationskommissionen fungerer.

Hvis en bevilling af fri proces omfatter godtgørelse fra statskassen for udgifter som afholdes i forbindelse med sagen, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 3, vil taksationsmyndighederne skulle træffe bestemmelse om, hvilket beløb den pågældende part skal have godtgjort. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om partens eventuelle rejseudgifter eller udgifter til undersøgelser og sagkyndig bistand m.v. Modparten vil kunne pålægges at betale sagsomkostninger efter det foreslåede stk. 6. Beløbet vil i så fald tilfalde statskassen, jf. retsplejelovens § 332, stk. 1, 3. pkt., og beløbet vil skulle indbetales til byretten i den retskreds, hvor sagen vil skulle behandles. Modparten vil uafhængigt heraf kunne pålægges at betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk. 7.

De foreslåede bestemmelser i vandforsyningslovens § 9, stk. 4-8, er en konsekvens af, at vejlovens § 123 ophæves, jf. nærværende lovforslags § 1, nr. 19. Hensigten med de foreslåede bestemmelser i vandforsyningsloven er således at videreføre den gældende retstilstand efter vejlovens § 123 om behandling af erstatningssager efter vandforsyningsloven.

Med de foreslåede bestemmelser er der tale om en uændret videreførelse af gældende ret.

Til nr. 3-5

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af vandforsyningslovens § 40, stk. 3, at vejlovens §§ 100-102 finder tilsvarende anvendelse ved beslutninger om ekspropriation omfattet af § 40, stk. 1 eller 2.

Det foreslås, at vandforsyningslovens § 40, stk. 3, affattes således, at ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsens eller miljøministerens beslutninger om ekspropriation omfattet af vandforsyningslovens § 40, stk. 1 eller 2, vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen eller miljøministeren vil skulle følge de procesregler, der fremgår af ekspropriationsproceslovens afsnit III, hvis der træffes beslutning om ekspropriation i medfør af vandforsyningslovens § 40, stk. 1 eller 2.

Det foreslåede er en konsekvens af, at bestemmelserne i vejlovens §§ 100-102 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr. 19, og at de nævnte bestemmelser i vejloven vedrørende ekspropriationens gennemførelse og ekspropriationsbeslutning foreslås videreført i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsproceslovens afsnit III.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 7 og 8

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det følger af vandforsyningslovens § 42, stk. 2, at ved sagens behandling for taksationsmyndighederne og ved erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 103, 104 og 107-122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen finder anvendelse ved taksationsmyndighedernes behandling af sager om fastsættelse af erstatning for ekspropriation efter § 40 samt erstatning efter § 32 og § 39 i vandforsyningsloven, jf. § 42, stk. 1.

Det følger af vejlovens § 103, stk. 1, at erstatning for ekspropriationen efter lovens § 96 og de forberedende undersøgelser, der er nævnt i lovens § 99, fastsættes efter de almindelige erstatningsregler.

Det følger af vejlovens § 103, stk. 2, at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, skal fradrages erstatningen, og at erstatningen helt kan bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslås, at vandforsyningslovens § 42, stk. 2, affattes således, at ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse og § 103 i vejloven finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede vil indebære, at bestemmelserne i den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslovs afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse vil finde tilsvarende anvendelse ved taksationsmyndighedernes behandling af sager efter vandforsyningslovens § 42, stk. 1.

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103 i vandforsyningslovens § 42, stk. 2, vil indebære, at fastsættelse af erstatningen for ekspropriation efter vandforsyningslovens § 40 samt erstatning efter § 32 og § 39 vil skulle ske efter de almindelige erstatningsregler, og at der vil skulle ske fradrag ved fastsættelse af erstatningen, såfremt der ved ekspropriationen er en værdiforøgelse for den tilbageblivende ejendom. Erstatningen vil desuden i det hele vil kunne bortfalde, såfremt ekspropriationen medfører en større fordel, end det tab der påføres som følge af ekspropriationen.

Der henvises desuden til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 10

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Lov om råstoffer (herefter benævnt råstofloven) § 27, stk. 3-5, indeholder bestemmelser om fremgangsmåden for ekspropriation, når regionsrådet i medfør af § 27, stk. 1, eksproprierer fast ejendom, der ikke tilhører staten, og rettigheder over sådan ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at realisere en planlægning til fremme af de formål, der er nævnt i lovens § 1.

Det følger af råstoflovens § 27, stk. 3, at ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 100-102 tilsvarende anvendelse.

Det følger af råstoflovens § 27, stk. 4, at taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter stk. 1.

Det følger af råstoflovens § 27, stk. 5, at om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 103, 104 og 108-122 tilsvarende anvendelse.

Det følger af vejlovens § 103, stk. 1, at erstatning for ekspropriationen efter lovens § 96 og de forberedende undersøgelser, der er nævnt i lovens § 99, fastsættes efter de almindelige erstatningsregler.

Det følger desuden af vejlovens § 103, stk. 2, at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, skal fradrages erstatningen, og at erstatningen helt kan bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslås at ophæve bestemmelserne i råstoflovens § 27, stk. 3-5, og i stedet indsætte en bestemmelse som stk. 3 om, at ekspropriation gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse, idet regionsrådet træder i stedet for kommunalbestyrelsen, og § 103 i vejloven finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede vil indebære, at regionsrådets ekspropriationer omfattet af råstoflovens § 27, stk. 1, vil skulle gennemføres efter fremgangsmåden i medfør af reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det vil betyde, at regionsrådet vil skulle følge de procesregler, der fremgår af ekspropriationsproceslovens afsnit III, hvis der træffes beslutning om ekspropriation i medfør af råstoflovens § 27, stk. 1.

Det foreslåede er en konsekvens af, at bestemmelserne i vejlovens §§ 100-102, 104 og 108-122 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr. 19, og at de nævnte bestemmelser i vejloven vedrørende bl.a. taksationsmyndigheder, ekspropriationens gennemførelse, ekspropriationsbeslutning og udbetaling af erstatningen foreslås videreført i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsproceslovens afsnit III.

Den foreslåede henvisning til § 103 i vejloven i råstoflovens § 27, stk. 3, vil indebære, at erstatning i sager omfattet af råstoflovens § 27, stk. 1, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

For en nærmere beskrivelse af erstatningsprincipper henvises til det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ekspropriationsproceslovs almindelige bemærkninger i pkt. 3.4.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger i pkt. 2.2.

Til nr. 2 og 3

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det følger af § 26 a, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, at når der er vedtaget en indsatsplan for et område efter § 13 eller § 13 a i vandforsyningsloven, kan kommunalbestyrelsen, hvis der ikke kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider.

Det følger af § 26 a, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, at reglerne i §§ 99-102 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter § 26 a, stk. 1, idet det dog er kommunalbestyrelsen, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

Det foreslås, at § 26 a, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, affattes således, at ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse og § 99 i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter stk. 1.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i denne følgelov til ekspropriationsprocesloven, hvori det foreslås bl.a. at ophæve §§ 100-102 i lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 100-102 videreføres fra den 1. juli 2027 i afsnit III i forslaget til en ny ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsens gennemførelse af pålæg efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1, vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Den foreslåede ændring skyldes således, at reglerne i lov om offentlige veje §§ 100-102 videreføres i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsprocesloven. Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse vil derudover indebære, at § 99 i vejloven fortsat vil finde tilsvarende anvendelse ved kommunalbestyrelsens gennemførelse af pålæg efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1. Bestemmelsen vil således give kommunalbestyrelsen adgang til at foretage opmålinger, nivellementer og andre tekniske forarbejder på privat ejendom mod behørig legitimation og uden retskendelse, hvis det er nødvendigt i anledning af pålæggets gennemførelse. Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne foretage arkæologiske forundersøgelser. Der vil skulle ske varsling af de berørte ejere eller brugere efter bestemmelserne i vejlovens § 99, stk. 2 og 4, inden der iværksættes forundersøgelser eller arkæologiske undersøgelser. Eventuelle skader, der forvoldes ved disse forberedende foranstaltninger, vi skulle erstattes af kommunalbestyrelsen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 2-7

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 7, stk. 2, i lov om Skjern Å Naturprojekt, at i mangel af enighed om erstatningen for tab ved en foranstaltning vedrørende vandløb efter loven, fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 103, 104 og 107-122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse. Lov om Skjern Å Naturprojekt § 7, stk. 2, bestemmelser således, at hvorvidt en foranstaltning efter loven medfører erstatningspligt, kan indbringes for landvæsenskommissionen til afgørelse.

Ligesom ved tilsvarende erstatningssager skal der først søges at indgå forlig med lodsejere m.v., dels om der er udført erstatningspådragende foranstaltninger efter lov om Skjern Å Naturprojekt, dels om erstatningens størrelse.

Efter § 103, stk. 1, i lov om offentlige veje, skal erstatningen for ekspropriationen efter § 96 og de forberedende undersøgelser, der er nævnt i § 99, fastsættes efter de almindelige erstatningsregler. Efter § 103, stk. 2, skal en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationsanlægget, fradrages fra erstatningen. Erstatningen kan helt bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslås i § 7, stk. 2, i lov om Skjern Å Naturprojekt, at i mangel af enighed fastsættes erstatningen efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse, og at § 103 i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i denne følgelov til ekspropriationsprocesloven, hvori det foreslås bl.a. at ophæve §§ 104-106 og §§ 107-122 i lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 104-106 og §§ 107-122 videreføres fra den 1. juli 2027 i afsnit I og III i den nye ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Forslaget vil indebære, at fastsættelse af erstatning for foranstaltninger vedrørende vandløb efter lov om Skjern Å Naturprojekt vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Den foreslåede ændring skyldes således, at reglerne i lov om offentlige veje §§ 104-106 og §§ 107-122 bredt set videreføres i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsprocesloven. Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Den foreslåede henvisning til § 103 i vejloven i § 7, stk. 2, i lov om Skjern Å Naturprojekt, vil indebære, at erstatning i sager om foranstaltninger vedrørende vandløb, som er omfattet af 7, stk. 1, i lov om Skjern Å Naturprojekt, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 29, stk. 1, i lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken (tøndermarskloven), skal der ydes erstatning for de tab, loven påfører ejere, brugere mv. af arealer omfattet af loven. Efter lovens § 29, stk. 2, træffes i mangel af mindelig overenskomst afgørelse af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, og miljøministeren (nu ministeren for grøn trepart) indbringer erstatningsspørgsmålene for taksationsmyndigheden.

Det følger af § 29, stk. 3, i tøndermarskloven, at om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder § 103, stk. 1, § 104, stk. 1, 2 og 5, og §§ 112-122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, idet ministeren træder i stedet for vejbestyrelsen.

Det følger af § 103, stk. 1, i vejloven, at erstatning for ekspropriationen efter § 96 og de forberedende undersøgelser, der er nævnt i § 99, fastsættes efter de almindelige erstatningsregler.

Det foreslås, at tøndermarsklovens § 29, stk. 3, affattes således, at § 103, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse på sager om erstatning efter tøndermarskloven.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, og § 63, nr. 1, i dette følgelovforslag, hvori det foreslås at ophæve bestemmelserne i bl.a. § 104 og §§ 112-122 i vejloven, som i stedet videreføres fra den 1. juli 2027 i den foreslåede ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103, stk. 1, i tøndermarsklovens § 29, stk. 3, vil indebære, at erstatning i sager omfattet af tøndermarkslovens § 29, stk. 1, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

Den foreslåede konsekvensændring vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter § 33, stk. 1, i lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken (tøndermarskloven), kan kommunalbestyrelsen til gennemførelse af anlægsarbejder efter loven foretage ekspropriation.

Det følger af tøndermarsklovens § 33, stk. 2, at ekspropriation foretages efter bestemmelserne i lov om offentlige veje, §§ 98-104 og 112-122, idet kommunalbestyrelsen træder i stedet for vejbestyrelsen.

Det følger af § 99, stk. 1, i vejloven, at vejmyndigheden til enhver tid har adgang til en privat ejendom mod behørig legitimation og uden retskendelse, hvis det skønnes nødvendigt for at foretage jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørsarealer med henblik på at foretage undersøgelser og projektering af nye vejanlæg eller ændring af eksisterende vejanlæg samt klimarelaterede afværgeforanstaltninger.

Det følger af § 99, stk. 2, at vejmyndigheden skal give skriftlig besked til de berørte grundejere eller brugere mindst 14 dage før gennemførelsen af forberedende undersøgelser. Hvis dette ikke er muligt, skal oplysning om de forberedende undersøgelser offentliggøres i lokale medier el.lign.

Efter § 99, stk. 3, kan vejmyndigheden under de samme betingelser, som er nævnt i stk. 1, lade foretage arkæologiske forundersøgelser, dog skal vejmyndigheden mindst 28 dage før gennemførelsen af arkæologiske forundersøgelser efter stk. 3 give skriftlig besked til de berørte grundejere eller brugere, jf. stk. 4. Hvis dette ikke er muligt, skal oplysning om de arkæologiske forundersøgelser offentliggøres i lokale medier el.lign.

Det følger af § 99, stk. 5, at erstatning for skader og ulemper, som påføres ved undersøgelser efter bestemmelserne i stk. 1 og 3, fastsættes efter lovens § 103.

Det følger af § 103, stk. 1, i vejloven, at erstatning for ekspropriationen efter § 96 og de forberedende undersøgelser, der er nævnt i § 99, fastsættes efter de almindelige erstatningsregler.

Det følger af § 103, stk. 2, at der skal ske fradrag for en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationsanlægget, og at erstatningen helt kan bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen. I tilfælde af uenighed om erstatningens størrelse indbringes erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne.

Det foreslås, at tøndermarsklovens § 33, stk. 2 , affattes således, at ekspropriation gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det foreslås derudover, at § 99 og § 103 i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i dette følgelovforslag til ekspropriationsprocesloven, hvori det foreslås at ophæve bestemmelserne i bl.a. §§ 100-102, § 104 og §§ 112-122 i vejloven Bestemmelserne i §§ 100-102, § 104 og §§ 112-122 videreføres fra den 1. juli 2027 i den nye ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsens ekspropriation med hjemmel i tøndermarsklovens § 33, stk. 1, vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle følge de procesregler, der fremgår af ekspropriationsproceslovens afsnit III.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle afholde en besigtigelsesforretning i overensstemmelse med bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens §§ 27 og 28, og kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutning skal træffes i overensstemmelse med reglerne i ekspropriationsproceslovens § 29. Bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens §§ 27-29 indeholder ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret efter §§ 98-104 i vejloven, og kommunalbestyrelsen vil derfor ikke skulle iagttage andre materielle krav ved gennemførelse af ekspropriationer end dem, der i forvejen følger af gældende ret.

Den foreslåede ændring skyldes således, at bestemmelserne i §§ 100-102, § 104 og §§ 112-122 i vejloven videreføres i ekspropriationsprocesloven. Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at § 99 i vejloven fortsat vil finde tilsvarende anvendelse ved kommunalbestyrelsens ekspropriation af fast ejendom med hjemmel i tøndermarsklovens § 33, stk. 1.

Bestemmelsen giver således kommunalbestyrelsen adgang til at foretage jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørsarealer på privat ejendom mod behørig legitimation og uden retskendelse, hvis det er nødvendigt i anledning af ekspropriationens gennemførelse.

Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne foretage arkæologiske forundersøgelser, jf. § 99, stk. 3, i vejloven Der vil skulle ske varsling af de berørte grundejere eller brugere efter bestemmelserne i § 99, stk. 2 og 4, inden der iværksættes forundersøgelser eller arkæologiske undersøgelser. Eventuelle skader, der forvoldes ved disse forberedende foranstaltninger, vil skulle erstattes af kommunalbestyrelsen. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem ejeren og kommunalbestyrelsen, vil erstatningen skulle fastsættes efter ekspropriationsproceslovens regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse, hvorefter sager om erstatning for skader og ulempe, som påføres ved undersøgelser efter vejlovens § 99, stk. 1 og 3, vil skulle behandles efter afsnit III i det samtidig foreslåede lovforslag til ekspropriationsprocesloven om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse, jf. nærværende lovforslags § 1, nr. 12.

Den foreslåede henvisning til § 103 i vejloven i tøndermarkslovens § 33, stk. 2, vil indebære, at erstatning i sager om ekspropriation omfattet af tøndermarsklovens § 33, stk. 1, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 1-10

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter § 71, 1. pkt. i lov om vandløb (vandløbsloven), kan vandløbsmyndigheden, når almenvellet kræver det, iværksætte ekspropriation til gennemførelse af foranstaltninger efter loven.

Det følger af § 71, 2. pkt., i vandløbsloven, at bestemmelserne i § 98 og §§ 100-102 i lov om offentlige veje mv. finder tilsvarende anvendelse ved vandløbsmyndighedens gennemførelse af ekspropriationer efter § 71, 1. pkt.

Det foreslås, at vandløbslovens § 71, 2. pkt., affattes således, at ekspropriation gennemføres efter ekspropriationsproceslovens regler om ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag om en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i nærværende lovforslag, hvori det foreslås at ophæve bestemmelserne i bl.a. §§ 100-102 i vejloven, som vandløbsmyndigheden skal følge, hvis der foretages ekspropriation i medfør af vandløbslovens § 71, 1. pkt.

Det foreslåede vil indebære, at reglerne for ekspropriationens omfang og retsvirkninger samt den nærmere proces, når der iværksættes ekspropriation efter vandløbslovens § 71, 1. pkt., vil skulle findes i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Forslaget vil indebære, at vandløbsmyndighedens ekspropriation med hjemmel i vandløbslovens § 71, 1. pkt., vil skulle gennemføres efter reglerne i ekspropriationsproceslovens afsnit III om ekspropriation ved kommunalbestyrelse. Det vil betyde, at vandløbsmyndigheden vil skulle følge de procesregler, der fremgår af ekspropriationsproceslovens afsnit III, hvis der foretages ekspropriation med hjemmel i vandløbslovens § 71, 1. pkt.

Vandløbsmyndigheden vil således skulle afholde en besigtigelsesforretning i overensstemmelse med bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens §§ 27 og 28, og vandløbsmyndighedens ekspropriationsbeslutning skal træffes i overensstemmelse med reglerne i ekspropriationsproceslovens § 29. Vandløbsmyndigheden kan endvidere fremsætte forslag om erstatning efter reglerne i ekspropriationsproceslovens § 30, stk. 1.

Bestemmelserne i ekspropriationsproceslovens § 2 og §§ 27-30 indeholder ikke materielle ændringer i forhold til gældende ret efter § 98 og §§ 100-102 i lov om offentlige veje mv., og vandløbsmyndigheden vil derfor ikke skulle iagttage andre materielle krav ved gennemførelse af ekspropriationer end dem, der i forvejen følger af gældende ret.

Den foreslåede ændring skyldes således, at procesreglerne i §§ 100-102 i vejloven videreføres i ekspropriationsprocesloven.

Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 12 og 13

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Efter lov om vandløb (vandløbsloven) § 73, stk. 1, fastsætter taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, § 38, jf. § 45, § 45 og § 51 samt for mangelfuld opfyldelse af forpligtelser med hensyn til vedligeholdelse af vandløb. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder § 123 i lov om offentlige veje.

Efter vandløbslovens § 73, stk. 2, kan sagen indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende.

Det følger af § 73, stk. 3, at taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af vandløbsmyndigheden.

Efter vejlovens § 123, stk. 1, behandles erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42, efter bestemmelserne i vejlovens § 123, stk. 2-6.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 2, at sagen indbringes for taksationskommissionen ved skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren påberåber sig. Klageren skal sammen med anmodningen fremsende kopi af de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig, når klageren er i besiddelse af disse.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 3, at ved sagens behandling gælder bestemmelserne i §§ 103, 107 og 108, § 109, stk. 2, og §§ 111, 113-118 og 122.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 4, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Sagen afvises, hvis sikkerhed ikke stilles inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist.

Efter vejlovens § 123, stk. 5, kan taksationsmyndighederne pålægge en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer. Der er udpantningsret for beløbet.

Det følger af vejlovens § 123, stk. 6, at fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31.

Det foreslås i vandløbslovens § 73 at indsætte fem nye stykker som stk. 3-7.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at sagen, som er omfattet af vandløbslovens § 73, stk. 1, indbringes for taksationskommissionen ved skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren påberåber sig. Klageren skal sammen med anmodningen fremsende kopi af de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig, når klageren er i besiddelse af disse.

Det foreslåede vil indebære, at der fastsættes en række formkrav i forbindelse med sagernes indbringelse for taksationskommissionen, mindstekrav til anmodningen om behandling ved taksationskommissionen og krav om, at klageren skal medsende de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig i sagen, når klageren er i besiddelse af disse. De foreslåede krav i forbindelse med indbringelse af sagen for taksationskommissionen vil svare til de gældende krav efter vejlovens § 123, stk. 2.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med ændringerne til vandløbslovens § 73, stk. 1, i dette lovforslags § 64, nr. 6, som vil indebære, at sagen vil skulle behandles efter den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslovs regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at ved sagens behandling gælder ekspropriationsproceslovens regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse og § 103 i lov om offentlige veje m.v.

Den foreslåede henvisning til § 103 i vejloven i § 73, stk. 4, i vandløbsloven, vil indebære, at erstatning i sager omfattet af vandløbslovens § 73, stk. 1, vil skulle fastsættes efter de almindelige erstatningsregler, og at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Ligeledes vil erstatningen helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

For en nærmere beskrivelse af erstatningsprincipper henvises til det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ekspropriationsproceslovs almindelige bemærkninger i pkt. 3.4.

Det følger af det foreslåede stk. 5, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Sagen afvises, hvis sikkerhed ikke stilles inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist.

Det foreslåede vil indebære, at taksationsmyndighederne efter et samlet skøn vil kunne pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part i sager omfattet af vandløbslovens § 73, stk. 1. Taksationsmyndighederne vil i den forbindelse skulle tage hensyn til sagens udfald, men kan også tage hensyn til, hvem parterne er. Taksationsmyndighederne vil eksempelvis kunne skønne, at en privat part snarere vil kunne tillægges sagsomkostninger end en offentlig myndighed. Der vil også kunne tillægges delvise sagsomkostninger.

Det foreslåede vil derudover indebære, at taksationsmyndighederne vil kunne bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger. Denne mulighed skal blandt andet ses i lyset af, at taksationsmyndighedernes afgørelser efter den samtidig foreslåede ekspropriationsproceslov ikke kan tvangsfuldbyrdes. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at hvis en krævet sikkerhed ikke stilles inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, vil sagen blive afvist. Hvis sagen er indbragt for et taksationsklagenævn, er det klagen til taksationsklagenævnet, der afvises, således at taksationskommissionens afgørelse står ved magt. Det foreslåede vil svare til gældende ret efter vejlovens § 123, stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale taksationsmyndighedernes udgifter bortset fra vederlag til formænd og sekretærer. Betaling skal ske til den myndighed, der forlods har afholdt taksationsmyndighedernes udgifter.

Det foreslåede vil indebære, at taksationsmyndighederne efter et samlet skøn vil kunne pålægge en part at betale taksationsmyndighedernes udgifter i forbindelse med sagens behandling i sager omfattet af vandløbslovens § 73, stk. 1, dog ikke vederlag til formænd og sekretærer. Det vil være en forudsætning, at taksationsmyndighederne ved udøvelse af skønnet vil tage lignende forhold i betragtning som efter den foreslåede bestemmelse i vandløbslovens § 73, stk. 5. Det foreslåede skal ses i sammenhæng med, at taksationsmyndighedernes øvrige udgifter ved sagens behandling afholdes forlods af det offentlige. Det foreslåede vil således indebære, at taksationsmyndighederne i forbindelse med sagens afgørelse kan bestemme, at disse udgifter helt eller delvis skal betales af en eller flere af parterne i sagen. Udgifterne vil kunne pålægges én part eller deles mellem parterne, og udgifterne vil også helt eller delvis kunne afholdes endeligt af det offentlige.

Det foreslås, at bestemmelsen i vejlovens § 123, stk. 5, 2. pkt., om udpantningsret for beløbet ikke videreføres i den foreslåede § 73, stk. 6, i vandløbsloven. Det foreslåede er en konsekvens af, at alle offentligretlige krav, der tilhører det offentlige, er tillagt udpantningsret ifølge § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, idet der i bilag 1 til denne lov alene gøres en undtagelse for visse civilretlige fordringer. Bestemmelsen i den gældende vejlovs § 123, stk. 5, 2. pkt., er således overflødig, hvorfor den ikke foreslås videreført.

Det følger af det foreslåede stk. 7, at fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i vandløbslovens § 73, stk. 5 og 6, om sagsomkostninger og betaling af taksationsmyndighedernes udgifter, hvorfor det foreslås i stk. 7, at der vil kunne meddeles fri proces efter retsplejelovens regler.

Den foreslåede henvisning til retsplejelovens kapitel 31 vil betyde, at fri proces i sager for henholdsvis taksationskommissionen og taksationsklagenævnet vil skulle meddeles af justitsministeren, jf. retsplejelovens § 328, stk. 6, eller § 329.

Fri proces vil som udgangspunkt medføre blandt andet beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, godtgørelse fra statskassen for udgifter, som afholdes i forbindelse med sagen, og fritagelse for at erstatte modpartens omkostninger, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1-4. Fri proces vil kunne begrænses til enkelte af de nævnte begunstigelser, jf. retsplejelovens § 331, stk. 2.

Hvis en bevilling af fri proces omfatter beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, vil taksationsmyndighederne skulle beskikke en advokat for den pågældende part. Advokatens vederlag og godtgørelse af udlæg vil skulle fastsættes af taksationsmyndighederne efter reglerne i retsplejelovens § 334, stk. 2-7. Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor sagen vil skulle behandles, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces.

Såfremt en bevilling af fri proces omfatter fritagelse for at betale modpartens omkostninger, vil den pågældende part ikke kunne pålægges at betale sagsomkostninger til nogen anden part efter det foreslåede stk. 5 eller til det offentlige efter det foreslåede stk. 6. Det vil betyde, at parten dermed også er fritaget for sikkerhedsstillelse efter det foreslåede stk. 5. Hvis den pågældende part bortset herfra ville være blevet pålagt at betale sagsomkostninger til en anden part efter stk. 5, vil taksationsmyndighederne i stedet skulle træffe bestemmelse om betaling af sagsomkostninger til den pågældende anden part fra statskassen efter retsplejelovens § 332, stk. 1, 2. pkt. Beløbet vil skulle udbetales af byretten i den retskreds, hvor sagen vil skulle behandles.

Hvis en bevilling af fri proces omfatter godtgørelse fra statskassen for udgifter som afholdes i forbindelse med sagen, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 3, vil taksationsmyndighederne skulle træffe bestemmelse om, hvilket beløb den pågældende part skal have godtgjort. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om partens eventuelle rejseudgifter eller til undersøgelser og sagkyndig bistand m.v. Modparten vil kunne pålægges at betale sagsomkostninger efter det foreslåede stk. 5. Beløbet vil i så fald tilfalde statskassen, jf. retsplejelovens § 332, stk. 1, 3. pkt., og beløbet vil skulle indbetales til byretten i den retskreds, hvor taksationsmyndigheden fungerer. Modparten vil uafhængigt heraf kunne pålægges at betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk. 6.

De foreslåede bestemmelser i vandløbslovens § 73, stk. 3-7, er en konsekvens af, at vejlovens § 123 ophæves, jf. nærværende lovforslags § 1, nr. 19. Hensigten med de foreslåede bestemmelser i vandforsyningsloven er således at videreføre den gældende retstilstand efter vejlovens § 123 om behandling af erstatningssager efter vandforsyningsloven.

Med de foreslåede bestemmelser er der tale om en uændret videreførelse af gældende ret.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer i lovene vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 46, stk. 3, i lov om byfornyelse og udvikling af byer (byfornyelsesloven), at bestemmelserne i lov om offentlige veje § 103, stk. 2, § 104, stk. 1, 2 og 5, §§ 112-120 og § 120 finder tilsvarende anvendelse ved taksationsmyndighedens behandling af sager og fastsættelse af erstatningens størrelse efter § 46, stk. 1, når kommunalbestyrelsen forlanger private bygninger helt eller delvist afstået efter § 45, stk. 1.

Det følger af § 103, stk. 2, i vejloven, at en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, skal fradrages erstatningen, og at erstatningen helt kan bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslås at nyaffatte byfornyelseslovens § 46, stk. 3, således, at § 103, stk. 2, i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103, stk. 2, i byfornyelseslovens § 46, stk. 3, vil indebære, at erstatning i sager om ekspropriation omfattet af byfornyelseslovens § 46, stk. 1, vil skulle fastsættes med fradrag af en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 4-6

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det følger af § 75 b, stk. 6, 2. pkt., i byfornyelsesloven, at bestemmelserne i lov om offentlige veje § 103, stk. 2, §§ 114-118 og § 120 finder tilsvarende anvendelse ved taksationsmyndighedens behandling af sager efter § 75 b, stk. 1, når kommunalbestyrelsen nedlægger påbud efter § 75 a, stk. 1.

Det foreslås at nyaffatte byfornyelseslovens § 75 b, stk. 6, 2. pkt., således, at § 103, stk. 2, i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103, stk. 2, i byfornyelseslovens § 75 b, stk. 6, 2. pkt., vil indebære, at erstatning i sager omfattet af byfornyelseslovens § § 75 b, stk. 1, vil skulle fastsættes med fradrag af en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 8

Det følger af § 77, stk. 6, 1. pkt., i byfornyelsesloven, at bestemmelserne i lov om offentlige veje § 103, stk. 2, § 104, stk. 1, 2 og 5, og §§ 113- 120 finder tilsvarende anvendelse ved taksationsmyndighedens behandling af sager efter § 77, stk. 5, når kommunalbestyrelsen nedlægger påbud om nedrivning af bygningen efter § 77, stk. 2.

Det foreslås at nyaffatte byfornyelseslovens § 77, stk. 6, 1. pkt., således, at erstatningen fastsættes efter ekspropriationsproceslovens regler om taksation i forbindelse med ekspropriation ved kommunalbestyrelse, og § 103, stk. 2, i lov om offentlige veje m.v. finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det samtidig foreslåede forslag til en ny ekspropriationsproceslov og navnlig § 1, nr. 19, i denne følgelov til ekspropriationsprocesloven, hvori det foreslås at ophæve bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 100-102, der omhandler den nærmere proces, som kommunalbestyrelsen skal følge, hvis der foretages ekspropriation i medfør af planlovens § 47, stk. 1, jf. stk. 3.

Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 100-102 vedrørende gennemførelse af ekspropriationer videreføres fra den 1. juli 2027 i afsnit III i den nye ekspropriationsproceslov, hvis ekspropriationsprocesloven og følgelovforslaget vedtages.

Den foreslåede henvisning til vejlovens § 103, stk. 2, i byfornyelseslovens § 77, stk. 6, 1. pkt., vil indebære, at erstatning i sager omfattet af byfornyelseslovens § 77, stk. 2 og 5, vil skulle fastsættes med fradrag af en eventuel værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, vil skulle fradrages ved fastsættelse af erstatningen. Erstatningen vil desuden helt kunne bortfalde, hvis ejendommen skønnes at opnå en fordel, der er større end det tab, der påføres ejendommen på grund af ekspropriationen.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i lovforslagets pkt. 2.2.

Til nr. 9-12

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til ekspropriationsprocesloven.

De foreslåede konsekvensændringer vil indebære, at der vil ske korrekte henvisninger til de relevante bestemmelser i den foreslåede nye ekspropriationsproceslov.

Der er derudover tale om en videreførelse af gældende ret.

For uddybning henvises til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 78, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2026, jf. dog stk. 2.

Det foreslåede vil betyde, at de foreslåede bestemmelser i vej- og jernbaneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, 6, og 17, og § 2, nr. 3, 6 og 9, som vil indebære lempeligere kriterier for borgeres mulighed for fremrykket overtagelse og ekspropriation samt begrænsninger i anlægsmyndighedernes adgang til at indbringe en afgørelse om fremrykket overtagelse for en administrativ klageinstans eller domstolene, vil træde i kraft den 1. juli 2026.

Ikrafttrædelse af begrænsningen i anlægsmyndighedernes adgang til at indbringe en afgørelse om fremrykket overtagelse for en administrativ klageinstans eller domstolene vil betyde, at begrænsningen vil gælde, hvis anlægsmyndigheden fra den 1. juli 2026 vil indbringe en afgørelse om fremrykket overtagelse for en administrativ klageinstans eller domstolene, uanset om afgørelsen om fremrykket overtagelse er truffet før den 1. juli 2026. Hvis anlægsmyndigheden har indbragt en afgørelse om fremrykket overtagelse for en administrativ klageinstans eller domstolene før den 1. juli 2026, vil den skulle behandles efter de hidtil gældende regler, dvs. uden den foreslåede begrænsning i klageadgangen.

Det foreslåede vil desuden indebære, at de ændringer, der fremgår af lovforslagets § 1, nr. 5, og § 2, nr. 8 og 11, hvorved der sker lovfæstelse af en gældende praksis, vil træde i kraft den 1. juli 2026.

Det foreslås i § 78, stk. 2 , at § 1, nr. 1-3, § 45, stk. 2, i lov om offentlige veje m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, § 1 nr. 7-16, nr. 18-21, § 2, nr. 1, 2, 4, 5, 7, 10 og 12, og §§ 3-77 træder i kraft den 1. juli 2027.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til en ny ekspropriationsproceslov, som foreslås at skulle træde i kraft den 1. juli 2027.

Det foreslåede vil betyde, at der vil blive foretaget konsekvensændringer i 77 forskellige love, som følge af den samtidig foreslåede nye ekspropriationsproceslov, og at konsekvensændringerne af disse 77 love vil træde i kraft samtidig med den nye ekspropriationsproceslov.

Det foreslås i § 78, stk. 3 , at § 1, nr. 4, § 45, stk. 4, i lov om offentlige veje m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, og § 1, nr. 17, ikke finder anvendelse på anmodninger om fremrykket overtagelse efter vejlovens § 45, stk. 1, der er indgivet inden den 1. juli 2026, og at de hidtil gældende regler finder anvendelse ved behandlingen af sådanne anmodninger.

Det foreslås desuden i § 78, stk. 4, at § 2, nr. 3 og 6, og § 33, stk. 4, i jernbaneloven som affattet ved denne lovs § 2, nr. 9, ikke finder anvendelse på ansøgninger om fremrykket overtagelse efter jernbanelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., der er indgivet inden den 1. juli 2026, og at de hidtil gældende regler i jernbaneloven finder anvendelse ved behandlingen af sådanne anmodninger.

Det foreslåede stk. 3 og 4 vil indebære, at de foreslåede lempeligere kriterier for vurdering af en anmodning om fremrykket overtagelse alene vil finde anvendelse på ansøgninger, der indgives fra den 1. juli 2026.

Hvis der er indgivet en ansøgning før den 1. juli 2026, vil ansøgningen kunne tilbagekaldes, og der vil kunne indgives en ny ansøgning. Ligeledes vil der kunne der indgives en ny ansøgning efter den 1. juli 2026, hvis der er givet afslag på ansøgningen, der er indgivet før 1. juli 2026. Ansøgningen vil i så fald skulle behandles efter de nye regler i dette lovforslag.

Det bemærkes, at betingelsen om, at der foreligger en konkret bevillingsmæssig hjemmel, før der kan ske realitetsbehandling af anmodninger om fremrykket overtagelse (efter disse lempede kriterier), vil finde anvendelse, hvis anmodningen er indgivet efter lovens ikrafttræden (lovforslagets § 1, nr. 6 (nyt stk. 4 i vejlovens § 45) og § 2, nr. 9 (nyt stk. 4 i jernbanelovens § 33)).

Det bemærkes desuden, at de foreslåede ændringer i vejlovens § 98, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, og jernbanelovens § 30, stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, også vedrører vurderinger foretaget som led i ordinære ekspropriationer til statslige vej- og jernbaneanlæg. Det er forudsat, at disse bestemmelser iagttages i forbindelse med alle ekspropriationsforretninger, som gennemføres efter lovens ikrafttræden den 1. juli 2026.

Den foreslåede bestemmelse i § 79 vedrører lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås i § 79, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at § 11 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lov om luftfart gælder ikke for Færøerne, men det kan ved kongelig anordning dog bestemmes, at loven tillige skal gælde for Færøerne i det omfang og med de ændringer, som indstilles af Færøernes Lagting. Lov om luftfart er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 130 af 3. marts 1989 og er ændret ved senere kongelige anordninger. Derfor skal lovens § 11 om ændring af lov om luftfart kunne sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lov om luftfart gælder ikke for Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Lov om luftfarts bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter. Såfremt det måtte blive nødvendigt i Grønland at foretage ekspropriationer i henhold til lov om luftfart, vil de nærmere regler om fremgangsmåden herved være at fastsætte i en særlig lov. Det følger således af lov om luftfart § 158, stk. 1, 3. pkt., at lov om luftfart §§ 58 a og 61, der omhandler ekspropriation til luftfartsanlæg m.v., ikke finder anvendelse på grønlandske forhold (Folketingstidende 1959-1960, tillæg A, spalte 1518). Ændringerne til lov om luftfart i denne lovs § 11 vil således ikke gælde for Grønland og vil ikke kunne sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.

For så vidt angår ændringerne i lovens §§ 1-10, 12-36, 38-44, 46-58, 60-69 og 71-77, skal de ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Det skyldes, at den lovgivning, der foreslås ændret, ikke finder anvendelse i og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Det drejer sig om vejloven, jernbaneloven, lov om udbygning af rute 11 mellem Korskro og Varde, lov om Sund & Bælt Holdning A/S, lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark, lov om letbane på Ring 3, lov om udbygning af Øresundsmotorvejen, lov om udbygning af E20 Amagermotorvejen, lov om anlæg af en tredje Limfjordsforbindelse, lov om opgradering af Øresundsbanen, lov om udbygning af motorvej E20/E45 ved Kolding, anlæg af Kalundborgmotorvejens tredje etape og udbygning af rute 15, Ringkøbing-Herning, lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S, lov om udvikling af statsvejnettet, lov om ombygning af Aarhus H, lov om en Cityring, lov om anlæg af Lynetteholm, lov om anlæg af en Nordhavnstunnel, lov om anlæg af en ny jernbane over Vestfyn, lov om anlæg af en ny Storstrømsbro og nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro, lov om anlæg af motorvej syd om Regstrup, lov om Odense Letbane, lov om udbygning af Fynske Motorvej syd om Odense, lov om elektrificering af jernbanen, lov om Aarhus Letbane, lov om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge, lov om anlæg af en udbygning af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød, lov om anlæg af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 4 og Frederikssund, lov om projektering af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark, lov om projektering af jernbaneanlæg København-Ringsted, lov om anlæg af ekstra jernbanespor i Ringsted, lov om forstærkning af Ribe dige og anlæg af veje langs nogle diger, lov om ekspropriationer under Trafikministeriet, lov om private fællesveje, lov om planlægning, lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild, lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v., lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v., elsikkerhedsloven, erhvervslejeloven, lov om etablering af udbygget radarovervågning af Danmarks farvandsområder, lov om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup, lov om bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål, lov om rørført transport af CO2, lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, lov om anvendelse af Danmarks undergrund, lov om elforsyning, lov om gasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., lov om foranstaltninger til fremme af et brinttransmissionssystem fra Esbjerg til den dansk-tyske landegrænse, museumsloven, lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, vandforsyningsloven, lov om råstoffer, lov om miljøbeskyttelse, lov om kystbeskyttelse, lov om forurenet jord, lov om Skjern Å Naturprojekt, lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, lov om vandløb, lov om vandplanlægning, Okkerloven, Jordfordelingsloven, lov om projektering og anlæg af et vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse, lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, lov om almene boliger m.v., lov om anlæg af ny vejforbindelse mellem Tingbjerg og Husum i Københavns Kommune, lov om byfornyelse og udvikling af byer, lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., lov om boligforhold og lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård.

Det følger af § 49, stk. 1, i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, og af § 49, stk. 2, følger, at loven ved kgl. anordning kan sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Loven er ikke sat i kraft for Færøerne. De færøske myndigheder har i 2007 overtaget ansvaret for folkekirken på Færøerne. Det foreslåede vil indebære, at lovens § 37 ikke gælder for Grønland, da lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde ikke gælder for Grønland, og at ændringer ikke gælder for Færøerne, da Færøerne har overtaget sagsområdet.

Lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe gælder ikke for Færøerne og Grønland, men lovens §§ 1-9 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Anordningshjemlen er ikke udnyttet til at sætte lovens §§ 1-9 i kraft for Færøerne eller Grønland, men hvis den måtte blive udnyttet, vil det blive med den ændring af lovens § 3, som dette lovforslags § 45 vil medføre.

Lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader gælder ikke for Færøerne og Grønland, da sagsområdet er overtaget af hhv. de færøske og grønlandske myndigheder.

Beredskabsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Beredskabsloven er delvist sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 995 af 25. august 2017. Beredskabslovens § 38 er dog ikke sat i kraft for Grønland. Den foreslåede ændring af beredskabslovens § 38, jf. dette lovforslags § 70, vil således ikke kunne sættes i kraft for Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov