Search for a command to run...
2025/1 SF.L L 109
Forsvarsministeriet
(Skriftlig fremsættelse (5. februar 2026) - L 109)
I lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 582 af 24. maj 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 708 af 8. juni 2018 og lov nr. 714 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 15 a indsættes:
»§ 15 b. Forsvarsministeren kan fastsætte regler om fortrolighed af oplysninger, der indgår i undersøgelser af ulykker og havarier m.v., hvor militære fartøjer er involveret, herunder oplysninger, der stammer fra vidneforklaringer. Der kan i den forbindelse fastsættes regler, der begrænser eller afskærer videregivelse af sådanne oplysninger og adgang til aktindsigt efter bl.a. lov om offentlighed i forvaltningen.«
2. I § 17, stk. 2, 1. pkt., ændres »borgerne« til: »enhver«, og »deres« ændres til: »sin«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2026.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Til nr. 1
Der er kun i begrænset omfang fastsat regler for Forsvarets kommissionsundersøgelser af ulykker og havarier m.v., der sikrer fortroligheden af oplysninger, der indgår i sådanne undersøgelser.
På søfartsområdet er Forsvarets undersøgelser af ulykker og havarier m.v. ikke særskilt reguleret ved lov. Der er således ikke fastsat regler om en særlig tavshedspligt eller fortrolighed af oplysninger, der indgår i sådanne undersøgelser.
Det betyder bl.a., at oplysningerne efter omstændighederne kan videregives til andre forvaltningsmyndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder, og at forvaltningslovens § 31, stk. 1, finder anvendelse. Efter bestemmelsen skal en forvaltningsmyndighed – i det omfang den er berettiget til at videregive en oplysning – på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Det betyder endvidere, at der efter omstændighederne kan være ret til aktindsigt i oplysninger, der indgår i undersøgelserne, efter lov om offentlighed i forvaltningen og eventuelt lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
På luftfartsområdet er Forsvarets undersøgelser af ulykker og havarier m.v. reguleret i § 154, stk. 1, 1. pkt. i lov om luftfart (herefter luftfartsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 570 af 19. maj 2025, hvorefter forsvarsministeren træffer bestemmelse om, i hvilken udstrækning og eventuelt med hvilke ændringer og tilføjelser de i denne lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart og de i medfør heraf udfærdigede forskrifter skal få anvendelse på danske militære luftfartøjer og i øvrigt i forbindelse med militær luftfart.
Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1086 af 12. december 2003 om undersøgelse og rapportering af begivenheder under anvendelse af militære luftfartøjer.
Det følger af § 10 i bekendtgørelsen, at personer, der medvirker i en undersøgelse, som foretages af Forsvarets Flyvehavarikommission eller af en flyvestations undersøgelseskommission, eller andre, som modtager oplysninger i medfør af bekendtgørelsens § 8, stk. 1 og 2, og § 9, stk. 2 (om afrapportering), under ansvar efter straffelovens §§ 152 og 152 a-e er forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de bliver vidende om i forbindelse med undersøgelsen.
Der er ikke i øvrigt – ligesom på det civile område – fastsat regler om fortrolighed af oplysninger, der indgår i de nævnte undersøgelser, herunder regler, der indebærer, at bestemte oplysninger ikke må stilles til rådighed for andre formål end undersøgelsesarbejdet.
Da tavshedspligten efter bekendtgørelsens § 10 alene fastsætter en forpligtelse til at hemmeligholde oplysninger over for uvedkommende, kan oplysningerne efter omstændighederne videregives til andre forvaltningsmyndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder. Forvaltningslovens § 31, stk. 1, hvorefter en forvaltningsmyndighed – i det omfang den er berettiget til at videregive en oplysning – på begæring af en anden forvaltningsmyndighed skal videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, finder desuden anvendelse.
Da der er tale om en særlig tavshedspligt vil de forhold, der er omfattet af bestemmelsen, dog ikke være undergivet aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen eller lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. herved henholdsvis § 35 i den gældende offentlighedslov og den tilsvarende bestemmelse i § 14, 1. pkt., i offentlighedsloven af 1985, jf. miljøoplysningslovens § 6, stk. 2, 1. pkt.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til afsnit 2.2.1.1 og 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15 b i lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. (herefter forsvarsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 582 af 24. maj 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 708 af 8. juni 2018 og lov nr. 714 af 20. juni 2025. Det foreslås, at det vil fremgå af bestemmelsens 1. pkt. , at forsvarsministeren kan fastsætte regler om fortrolighed af oplysninger, der indgår i undersøgelser af ulykker og havarier m.v., hvor militære fartøjer er involveret. Det foreslås, at det vil fremgå af bestemmelsens 2. pkt. , at der i den forbindelse kan fastsættes regler, der begrænser eller afskærer videregivelse af sådanne oplysninger og adgang til aktindsigt efter bl.a. lov om offentlighed i forvaltningen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der kan fastsættes regler om fortrolighed af oplysninger, som indgår i undersøgelser, der foretages af Forsvarets havari- og undersøgelseskommissioner, hvor militære fartøjer, herunder militære luftfartøjer, er involveret i ulykker og havarier m.v. Formålet med bemyndigelsen er, at der skabes mulighed for at sikre fortroligheden af de oplysninger, som indsamles eller i øvrigt indgår i forbindelse med undersøgelserne.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om en særlig tavshedspligt for havari- og undersøgelseskommissionernes medlemmer, eventuelle sagkyndige og andre, der medvirker i en undersøgelse, som foretages af kommissionerne. De forhold, der er omfattet af den særlige tavshedspligt, vil dermed ikke være undergivet aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen eller lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Bemyndigelsen vil desuden kunne anvendes til at fastsætte regler der – ligesom på det civile sø- og luftfartsområde – begrænser mulighederne for at anvende oplysninger indsamlet til brug for en undersøgelse til andre formål end undersøgelsesarbejdet. Det kan eksempelvis dreje sig om vidneforklaringer og andre erklæringer og redegørelser, der er modtaget som led i undersøgelserne, samt noter, der er taget i forbindelse med modtagelsen af forklaringer m.v. Det bør således have undtagelsens karakter, at der vil være mulighed for at anvende vidneforklaringer m.v. til andre formål end undersøgelsen.
Det foreslås på den baggrund, at der kan fastsættes regler om, at de pågældende oplysninger alene kan videregives og anvendes til andet formål end undersøgelsen, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn taler for det. Det svarer til kriteriet for videregivelse af denne type oplysninger i lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs.
Fastsættelsen af sådanne regler vil indebære en fravigelse af forvaltningslovens § 31, stk. 1, om videregivelse af oplysninger til andre danske forvaltningsmyndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder.
Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at der ikke er adgang til aktindsigt i oplysninger, der af Forsvarets havari- eller undersøgelseskommissioner undtagelsesvist måtte være videregivet til andre myndigheder.
Bemyndigelsen angår undersøgelser af ulykker og havarier m.v., hvor militære fartøjer, herunder militære luftfartøjer, er involveret. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om disse tilhører Forsvaret eller en fremmed stat.
Det forudsættes, at bekendtgørelse nr. 1086 af 12. december 2003 om undersøgelse og rapportering af begivenheder under anvendelse af militære fartøjer ophæves, når der fastsættes regler i medfør af den foreslåede § 15 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Med den foreslåede bemyndigelse vil reglerne i den eksisterende bekendtgørelse udstedt i medfør af luftfartsloven således kunne videreføres i en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i den foreslåede § 15 b, der samtidig indeholder de foreslåede regler om fortrolighed. Dermed vil de relevante regler fremgå af én samlet bekendtgørelse på området.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Der findes ikke i dag regulering, der generelt indebærer, at enhver under krig eller andre ekstraordinære forhold mod fuld erstatning skal stille sin ejendom til rådighed for Forsvaret.
Det følger af § 17, stk. 2, jf. stk. 1, i forsvarsloven, at borgerne under krig eller andre ekstraordinære forhold mod fuld erstatning skal stille deres ejendom til rådighed for landets forsvar efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren. Erstatningen fastsættes efter tilsvarende regler, som er indeholdt i beredskabsloven.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til afsnit 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at ændre § 17, stk. 2, i forsvarsloven, således at »borgerne« ændres til »enhver«, og »deres« ændres til »sin«.
Den foreslåede ændring vil indebære en udvidelse af, hvem bestemmelsen vil finde anvendelse for. Ordningen vil således – udover for borgere – finde anvendelse for virksomheder, selvejende institutioner, offentlige myndigheder, foreninger, fonde og øvrige organisationer.
Der foretages ikke herudover ændringer af den eksisterende ordning, som således videreføres.
Ordningen vil således som hidtil indebære, at der under alle omstændigheder ydes fuld erstatning i forhold til den ejendom, som Forsvaret måtte tage rådighed over. Erstatningen fastsættes som i dag efter tilsvarende regler, som er indeholdt i beredskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1741 af 19. december 2025.
Det indebærer, at taksationsmyndighederne i mangel af mindelig overenskomst afgør spørgsmålet om erstatning for ekspropriation efter lov om offentlige veje m.v. Ved ekspropriation af andet end fast ejendom anvendes loven tilsvarende.
Det forudsættes i øvrigt, at Forsvaret alene vil foretage ekspropriative indgreb, såfremt mindre indgribende midler ikke kan anvendes, herunder eksempelvis såfremt de pågældende goder ikke rettidigt og på rimelige vilkår kan lejes eller købes.
Begrebet »ekstraordinære forhold« vil fortsat skulle forstås som forhold, hvor statens handlefrihed og sikkerhed er truet, uden at der er tale om egentlig krig.
Begrebet »ejendom« vil skulle forstås bredt. Det omfatter alle rettigheder, der efter deres karakter skaber grundlaget for fysiske eller juridiske personers økonomiske eksistens og virke. Det vil således omfatte ikke blot den egentlige ejendomsret, men også f.eks. begrænsede rettigheder, herunder brugs- og panterettigheder, fordringsrettigheder og næringsrettigheder. Det er ikke i sig selv afgørende, om rettigheden er stiftet på privatretligt eller offentligretligt grundlag.
Formålet med ordningen er at sikre, at Forsvaret fremover vil få mulighed for at råde over ejendom, som måtte være nødvendig for, at Forsvaret kan løse sine opgaver i tilfælde af krig eller andre ekstraordinære forhold, herunder ejendom tilhørende virksomheder, selvejende institutioner, offentlige myndigheder, foreninger, fonde og øvrige organisationer.
Der kan eksempelvis være behov for at flytte store koncentrationer af personel og materiel, herunder eventuelt også udenlandske støttebidrag, til strategisk relevante områder i landet, hvor eksisterende militære faciliteter og områder ikke nødvendigvis vil være tilstrækkelige til at understøtte Forsvarets behov. Det kan i den forbindelse vise sig nødvendigt at benytte sig af offentlig ejendom såsom skoler og idrætshaller eller virksomheders lagerhaller eller kontorfaciliteter m.v. Tilsvarende kan det vise sig nødvendigt for Forsvaret at have mulighed for at anvende infrastruktur såsom eksempelvis havne og lufthavne til at flytte personel og materiel ind eller ud af landet eller mellem landsdele. Sikkerhedshensyn kan endvidere tilsige, at Forsvaret i tilfælde af krig eller andre ekstraordinære forhold får eksklusiv ret til at anvende bestemt infrastruktur eller anden ejendom.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2026.
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
| Gældende formulering | | Lovforslaget | | ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- | | ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- | | | | | | | | § 1 | | | | | | | | I lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 582 af 24. maj 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 708 af 8. juni 2018 og lov nr. 714 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer: | | | | | | | | 1. § 15 b affattes således: »§ 15 b. Forsvarsministeren kan fastsætte regler om fortrolighed af oplysninger, der indgår i undersøgelser af ulykker og havarier m.v., hvor militære fartøjer er involveret, herunder oplysninger, der stammer fra vidneforklaringer. Der kan i den forbindelse fastsættes regler, der begrænser eller afskærer videregivelse af sådanne oplysninger og adgang til aktindsigt efter bl.a. lov om offentlighed i forvaltningen.« | | | | | | § 17. Under krig eller andre ekstraordinære forhold kan forsvarsministeren | | | | | | | | 1-3) --- | | | | Stk. 2. Under de forhold, der er nævnt i stk. 1, skal borgerne mod fuld erstatning stille deres ejendom til rådighed for landets forsvar efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren. Erstatningen fastsættes efter tilsvarende regler, som er indeholdt i beredskabsloven. | | 2. I § 17, stk. 2, 1. pkt., ændres »borgerne« til: »enhver«, og »deres« ændres til: »sin«. |