Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, straffeloven, udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab mellem fætter og kusine og andre beslægtede og religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold mellem beslægtede, udbredelse af formodningsreglen på familiesammenføringsområdet m.v.)

§ 1

Til nr. 1

Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende.

Ved »slægtninge i ret op- og nedstigende linje« forstås slægtninge, hvor den ene nedstammer fra den anden, som tilfældet f.eks. er mellem far og datter, mor og søn og bedsteforælder og barnebarn.

Ved »søskende« forstås både hel- og halvsøskende, selv om de ikke er opvokset sammen. Derimod gælder forbuddet ikke for sammenbragte søskende. Søskende er således personer, som har mindst én fælles forælder.

Forbuddet mod ægteskab mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje gælder som udgangspunkt både det genetiske slægtskab og det retlige slægtskab fastslået efter forældreskabslovgivningen, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende. Det samme gør sig gældende i forhold til søskende, medmindre der er tale om et søskendeforhold etableret ved adoption.

Efter adoption finder forbuddet i ægteskabslovens § 6 anvendelse på forholdet mellem adoptivbarnet og barnets oprindelige slægt, både i forhold til forældre og søskende, mens bestemmelsen ikke er til hinder for, at adoptivbarnet gifter sig med adoptantens genetiske barn eller andet adoptivbarn.

Adoptant og adoptivbarn må ikke indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består, jf. ægteskabslovens § 8. Ønsker adoptant og adoptivbarn at indgå ægteskab med hinanden, skal adoptivforholdet først ophæves.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.1.1.1.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 6, hvorefter ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece. Videre foreslås det, at indsætte et nyt stk. 3 i § 6, hvorefter ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine.

Forslaget vil betyde, at forbuddet mod indgåelse af ægteskab mellem beslægtede – foruden ægteskab mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende – også vil omfatte ægteskab mellem slægtninge, der er beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller som fætter og kusine.

I relation til det foreslåede stk. 2 bemærkes, at med benævnelsen »farbror, morbror, faster og moster i relation til nevø og niece« menes slægtninge, som er genetisk beslægtede. Derimod menes med benævnelsen onkel og tante i relation til nevø og niece, at der er tale om slægtninge, hvor familieforholdet er opstået ved, at onklen eller tanten er blevet en del af familien via ægteskab. Forbuddet vil således kun gælde, hvis de pågældende er genetisk beslægtede, og det vil gælde uanset, om det skyldes, at den ene part er undfanget ved hjælp af assisteret reproduktion og med brug af æg- eller sæddonation, og uanset om parret er vidende herom. Det foreslåede forbud vil derfor ikke skulle gælde for ægteskab mellem onkel eller tante og nevø eller niece, som ikke er genetisk beslægtede, men hvor familieforholdet er opstået via ægteskab.

Den ovennævnte definition af slægtskab er en fravigelse af børneloven, hvor udgangspunktet er, at retligt forældreskab fastslås på grundlag af en genetisk tilknytning mellem barn og forælder, men hvor forældreskab i en række situationer også kan fastslås, selvom der ikke er genetisk forbindelse. Dette kan ske f.eks. på grund af ægteskab, en omsorgs- og ansvarserklæring, fødsel af barnet, assisteret reproduktion og surrogataftale, jf. pkt. 2.1.2.

Der vil således efter forslaget ikke være noget til hinder for, at f.eks. en farbror gifter sig med sin nieces voksne barn. Der vil heller ikke være noget til hinder for, at f.eks. en farbror gifter sig med sin niece, hvis den ene er undfanget ved hjælp af assisteret reproduktion og med brug af æg- eller sæddonation således, at parret ikke er genetisk beslægtede, eller hvis niecens retlige far ikke er den samme som hendes genetiske far således, at farbroren og niecen ikke er genetisk beslægtede.

I relation til det foreslåede stk. 3 bemærkes, at med benævnelsen »fætter og kusine« menes slægtninge, som er genetisk beslægtede ved at have mindst én fælles bedsteforælder. Derimod menes med benævnelsen ikke personer, som er blevet fætter og kusine via en forælders ægteskab og uden et genetisk slægtskab, f.eks. hvis en persons farbror gifter sig med en kvinde, der har et barn fra et tidligere ægteskab. Forbuddet vil således kun gælde, hvis de pågældende er genetisk beslægtede, og det vil gælde uanset, om det skyldes, at den ene part er undfanget ved hjælp af assisteret reproduktion og med brug af æg- eller sæddonation, og uanset om parret er vidende herom.

Der vil således ikke være noget til hinder for, at f.eks. en fætter gifter sig med sin kusines eller fætters voksne barn eller barnebarn. Der vil heller ikke være noget til hinder for, at en fætter gifter sig med sin kusine, hvis den ene er undfanget ved hjælp af assisteret reproduktion og med brug af æg- eller sæddonation således, at parret ikke er genetisk beslægtede, eller hvis den enes retlige far ikke er den samme som den pågældendes genetiske far således, at parret ikke er genetisk beslægtede.

I tråd med gældende regler for ægteskab i ægteskabslovens § 1 vil der i forhold til både det foreslåede stk. 2 og 3 ikke skulle skelnes mellem ægteskab mellem personer af forskelligt køn og personer af samme køn, og der vil ikke være nogen dispensationsmulighed. Forslaget til stk. 3 omfatter således også ægteskaber mellem to fætre eller to kusiner. Dette gælder uanset, at der ikke vil være et sundhedsfagligt argument herfor, når der er tale om personer af samme køn, som ikke vil kunne reproducere sig sammen, hvorfor der ikke vil være en risiko for, at de viderefører en arvelig sygdom til deres barn.

Forslagene til stk. 2 og 3 vil ikke være til hinder for, at parter omfattet af ægteskabsforbuddet, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, frivilligt vil kunne bo sammen som samlevende, forudsat, at begge parter er danske statsborgere eller har lovligt ophold i Danmark. Endvidere vil forslaget ikke være til hinder for, at parret vil kunne få børn sammen.

Det bemærkes supplerende, at genetisk nært eller nærmere beslægtede par ikke har adgang til assisteret reproduktion, jf. § 5 a i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 902 af 23. august 2019.

Parterne vil i overensstemmelse med de gældende regler skulle indgive ansøgning til en kommunal prøvelsesmyndighed eller Familieretshuset om prøvelse at ægteskabsbetingelserne, jf. ægteskabslovens § 13, stk. 1 og 3. Ved ansøgningen vil parterne skulle vejledes om, at ægteskab ikke må indgås mellem personer, der er omfattet af ægteskabsforbuddet i ægteskabslovens § 6, herunder de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 og 3, og parterne vil skulle oplyse, om de er beslægtede med hinanden på denne måde. Endvidere vil parterne skulle orienteres om, at afgivelse af urigtig erklæring kan straffes efter straffelovens § 163.

Hvis der i en konkret sag trods parternes erklæring er tvivl om deres eventuelle slægtskab, vil myndighederne skulle foretage nærmere undersøgelse heraf. Parterne vil i den forbindelse kunne blive bedt om at bidrage til sagens oplysning, f.eks. ved at fremskaffe dokumenter fra udlandet, hvis en eller begge parter har udenlandsk baggrund, og det er muligt at fremskaffe sådanne dokumenter. Parterne vil ikke skulle dokumentere, at de ikke er genetisk beslægtede, men de vil skulle sandsynliggøre det.

Hvis parterne retligt er slægtninge, f.eks. fætter og kusine, men kan godtgøre, at det retlige slægtskab ikke svarer til det genetiske, f.eks. fordi den ene part er undfanget ved assisteret reproduktion, vil ægteskabet kunne indgås.

Det bemærkes i øvrigt, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der under visse betingelser kan meddeles opholdstilladelse som familiesammenført til ægtefæller og faste samlevere, jf. pkt. 2.5.1.1.

Endvidere skal der meddeles familiesammenføring i alle tilfælde, hvor Danmarks internationale forpligtelser konkret tilsiger dette. I sådanne tilfælde meddeles opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Det bemærkes herved, at udlændingemyndighederne – i de tilfælde, hvor udlændingemyndighederne vurderer, at der hverken er tale om et gyldigt ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9 – foretager en vurdering af, hvorvidt parterne har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, og om Danmark er nærmest til at beskytte dette.

Dette betyder, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor udlændingemyndighederne – uanset at parterne i et forhold er beslægtede – er forpligtede til at meddele opholdstilladelse som familiesammenført, fordi parret har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte.

Det foreslåede forbud mod indgåelse af ægteskab i Danmark mellem fætter og kusine og andre beslægtede, ændrer ikke herved.

Der henvises til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af ægteskabslovens § 11 b, 1. pkt., at i tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, er det en betingelse for at indgå ægteskabet, at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9, stk. 2-6, 8-18, 34 og 35. Det gælder dog efter bestemmelsens 2. pkt. ikke, når den herboende enten er EU/EØS-statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 4, eller er schweizisk statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 5.

De bestemmelser i udlændingeloven, der henvises til i ægteskabslovens § 11 b, 1. pkt., vedrører ægtefællesammenføring.

Det foreslås i ægteskabslovens § 11 b, 1. pkt., at henvisningen til »8-18« ændres til »8-19«.

Forslaget skal ses på baggrund af, at der ved lov nr. 686 af 11. juni 2024 om ændring af udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og integrationsloven og forskellige andre love (Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer, justering af sprogkravet og halvering af den økonomiske sikkerhedsstillelse i ægtefællesammenføringssager, etablering af en lukket opgavebank for danskprøver m.v.) blev indsat et nyt stk. 17 i udlændingelovens § 9 om ægtefællesammenføring. Efter bestemmelsen kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, hvis den herboende person er sigtet eller tiltalt for en lovovertrædelse, der kan medføre straf som nævnt i stk. 15, nr. 1 og 2. Ansøgningen kan efter et afslag meddelt efter 1. pkt. genoptages efter anmodning, hvis der foreligger oplysninger om, at den herboende person alene forventes at blive idømt bødestraf, eller når straffesagen er endeligt afsluttet. Samtidig blev udlændingelovens § 9, stk. 17-34, til § 9, stk. 18-35.

Forslaget vil betyde, at det i tilfælde, hvor en part har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser i udlændingeloven, og hvor den anden part ikke har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, vil være en betingelse for at indgå ægteskabet, at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med de nævnte betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8-19.

Til nr. 3

Det fremgår af ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2.

Det følger af ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes,

1. hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen,

2. hvis der er bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proformaægteskab, der blev indgået med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz,

3. hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller

4. hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.

Efter ægteskabslovens § 22 b, stk. 3, anerkendes ægteskabet uanset stk. 2, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.

Af ægteskabslovens § 22 c fremgår, at et registreret partnerskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis betingelserne i § 22 b er opfyldt og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne af registreret partnerskab efter dansk ret.

Der henvises om gældende ret til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 22 b, stk. 2, efter nr. 2, indsættes som nyt nummer:

»3) hvis parterne er omfattet af § 6,«.

Forslaget vil betyde, at forbuddene i stk. 2 mod anerkendelse af visse udenlandske ægteskaber vil blive udvidet til også at omfatte udenlandske ægteskaber mellem de personer, som er omfattet af ægteskabsforbuddet i ægteskabslovens § 6, herunder den foreslåede udvidelse af § 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Sådanne ægteskaber vil herefter ikke kunne anerkendes i Danmark.

Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1, at indsætte stk. 2 og 3 i § 6, hvorefter ægteskab heller ikke må indgås mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece og mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine.

Forslaget vil få tilsvarende betydning for anerkendelse af udenlandske registrerede partnerskaber, jf. ægteskabslovens § 22 c.

Forslaget vil endvidere betyde, at ægteskabslovens § 22 b, stk. 3, hvorefter ægteskabet uanset stk. 2 anerkendes, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes, vil gælde tilsvarende for ægteskaber, der er omfattet af forslaget.

Forslaget vil ikke være til hinder for, at parter omfattet af ægteskabsforbuddet, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, dvs. par bestående af farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller fætter og kusine, frivilligt vil kunne bo sammen som samlevende, forudsat, at begge parter er danske statsborgere eller har lovligt ophold i Danmark. Endvidere vil forslaget ikke være til hinder for, at parret vil kunne få børn sammen.

Det bemærkes supplerende, at genetisk nært eller nærmere beslægtede par ikke har adgang til assisteret reproduktion, jf. § 5 a i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.

Når en myndighed skal tage stilling til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, og hvis dette spørgsmål indgår præjudicielt i en anden sag, vil det være denne sidstnævnte sags regler om formkrav, strafansvar m.v., der vil være gældende. Hvis der f.eks. er tale om en ansøgning om ægtefællesammenføring efter udlændingeloven, vil oplysningerne om slægtskab, ligesom det gælder i dag, skulle afgives i et ansøgningsskema, og parterne vil i den forbindelse skulle underskrive en tro- og loveerklæring under strafansvar efter straffelovens § 161, jf. udlændingelovens § 40, stk. 6.

I sager, hvor der er spørgsmål om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, og hvor der ikke skal udfyldes et ansøgningsskema eller oplysningsskema m.v., vil den pågældende myndighed skulle vejlede parterne om, at udenlandske ægteskaber indgået mellem personer, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, som udgangspunkt ikke anerkendes i Danmark, dog med undtagelse af ægteskaber omfattet af ægteskabsloven § 22 b, stk. 3, § 22 b, stk. 4, der foreslås ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, samt forslaget til et nyt § 22 b, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Til brug for afgørelsen om anerkendelse af ægteskabet bør den pågældende myndighed bede parterne om at underskrive en erklæring om, at de ikke er genetisk beslægtede som omhandlet i lovforslagets § 1, nr. 3, jf. § 1, nr. 1, og samtidigt orientere parterne om, at afgivelse af urigtig erklæring kan straffes efter straffelovens § 163.

Hvis der i en konkret sag trods parternes erklæring er tvivl om deres eventuelle slægtskab, vil myndighederne, i det omfang det er muligt, skulle foretage nærmere undersøgelse heraf. Parterne vil i den forbindelse kunne blive bedt om at bidrage til sagens oplysning, f.eks. ved at fremskaffe dokumenter fra udlandet, hvis en eller begge parter har udenlandsk baggrund, og det er muligt at fremskaffe sådanne dokumenter. Parterne vil ikke skulle dokumentere, at de ikke er genetisk beslægtede, men de vil skulle sandsynliggøre det.

Hvis parterne retligt er slægtninge, f.eks. farbror og niece, men kan godtgøre, at det retlige slægtskab ikke svarer til det genetiske, f.eks. fordi den ene part er undfanget ved assisteret reproduktion, vil ægteskabet kunne anerkendes i Danmark, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Det bemærkes, at det foreslåede forbud mod anerkendelse af udenlandske ægteskaber mellem personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller mellem personer, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine, ikke vil ændre ved, at der kan forekomme tilfælde, hvor udlændingemyndighederne – uanset at parterne i et forhold er beslægtede – er forpligtede til at meddele opholdstilladelse, fordi parret har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2. Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 3, anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, bl.a. ikke, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år. Det fremgår af bestemmelsens stk. 4, at betingelsen i stk. 2, nr. 3, ikke gælder for EU-/EØS-borgere og disse ægtefæller.

Der henvises om gældende ret til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 22 b, stk. 4, affattes således, at stk. 2, nr. 3 og 4, ikke gælder for personer omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed.

Forslaget vil for det første betyde, at undtagelsen vil blive præciseret således, at den vil omfatte situationer, hvor et ægteskab er indgået i udlandet og søges anerkendt i Danmark som led i udøvelsen af rettigheder efter EU-reglerne om fri bevægelighed.

Det vil således modsætningsvis følge af forslaget, at undtagelsen ikke vil gælde for ægteskaber, der er indgået i Danmark, og at den heller ikke vil gælde for personer, der ikke udøver rettigheder i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed. Undtagelsen vil således eksempelvis ikke finde anvendelse, hvis en dansk statsborger bosiddende i Danmark, der ikke har udøvet retten til fri bevægelighed i et andet EU-/EØS-land eller Schweiz, ønsker et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendt i Danmark med henblik på at få ægtefællen, der ikke er EU-borger, familiesammenført til Danmark efter EU-reglerne.

Det bemærkes, at ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, om alderskravet, som følge af den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede nye bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, nr. 3, vil blive § 22 b, stk. 2, nr. 4.

For det andet vil forslaget betyde, at bestemmelsens anvendelsesområde vil blive udvidet til også at omfatte den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, nr. 3, hvorefter et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes, hvis parterne er omfattet af ægteskabslovens § 6. Efter denne bestemmelse må ægteskab ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås, at der i ægteskabslovens § 6 også indføres forbud mod ægteskab mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece, og mod ægteskab mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine.

Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for ægteskabslovens § 22 b, stk. 4, vil medføre, at ægteskaber indgået i udlandet for personer, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, som udgangspunkt vil skulle anerkendes, selvom ægteskabet er omfattet af ægteskabslovens § 6.

Den foreslåede nyaffattelse af § 22 b, stk. 4, vil som i dag fortsat være en undtagelse til alderskravet i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, der med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive § 22 b, stk. 2, nr. 4. Dette alderskrav vil således fortsat som udgangspunkt ikke gælde for personer omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed.

Som følge af ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 1, 2 og 4, der med lovforslagets § 1, nr. 3, vil blive til § 22 b, stk. 2, nr. 1, 2 og 5, vil udenlandske ægteskaber i forhold til personer omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed ikke skulle anerkendes i Danmark, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis der er tale om et proformaægteskab, eller hvis anerkendelse vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper. Et eksempel på dette sidstnævnte er et udenlandsk ægteskab indgået mellem en forælder og et voksent barn eller mellem søskende. Et andet eksempel er et udenlandske ægteskab, der er indgået med et barn, der ikke var fyldt 15 år ved vielsen.

Der henvises til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Efter ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2. Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 1, 2, 3 og 4, anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis der er tale om et proformaægteskab, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse vil strid mod grundlæggende danske retsprincipper.

Der henvises om gældende ret til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 22 b indsættes en ny bestemmelse som stk. 5, hvoraf følger, at stk. 2, nr. 3, ikke gælder for personer omfattet af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelser i ægteskabslovens § 6, stk. 2 og 3, hvorefter ægteskab – ud over ikke at det ikke må indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende, jf. stk. 1 – heller ikke må indgås mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine. Ligeledes skal forslaget ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, hvorefter et udenlandsk ægteskab ikke anerkendes, hvis partnerne er omfattet af § 6.

Det foreslåede § 22 b, stk. 5, vil betyde, at den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, hvorefter et udenlandsk ægteskab ikke anerkendes, hvis parterne er omfattet af § 6, ikke gælder for personer omfattet af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet.

Den foreslåede nye bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 5, vil således betyde, at ægteskaber indgået i udlandet mellem personer, der er omfattet af associeringskomplekset mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet, som udgangspunkt vil skulle anerkendes, selvom parterne er beslægtede og omfattet af ægteskabslovens § 6.

Bestemmelsen vil således finde anvendelse, hvis en tyrkisk statsborger, der eksempelvis er selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, ønsker familiesammenføring med sin ægtefælle, som den pågældende er blevet gift med i udlandet, og som f.eks. er den pågældendes fætter eller kusine. I den situation vil ægteskabet som udgangspunkt skulle anerkendes i Danmark uanset den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 1, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Som følge af ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 1, 2, 3 og 4 (nr. 3 og 4 der med lovforslaget § 1, nr. 3, vil blive til § 22 b, stk. 2, nr. 4 og 5), vil udenlandske ægteskaber i forhold til personer omfattet af associeringskomplekset mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet ikke skulle anerkendes i Danmark, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis der er tale om et proformaægteskab, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper. Et eksempel på dette sidstnævnte er et udenlandsk ægteskab, der er indgået mellem en forælder og et voksent barn eller mellem helsøskende.

Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 2

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 136, stk. 3, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 j, 208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf. §§ 216, 222 og 223, §§ 237, 244-246, 260, 260 a og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Bestemmelsen gør det bl.a. strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang, bigami og religiøse vielser uden borgerlig gyldighed af mindreårige.

Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i straffelovens § 136, stk. 3, efter »260 a« indsættes », 260 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 b om forbud mod at forestå og indgå i religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold for slægtninge i ret op- og nedstigende linje, søskende eller personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller som fætter og kusine.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil indebære, at den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Det bemærkes, at udtrykkelig billigelse som led i religiøs oplæring af handlinger, der ikke var strafbare på tidspunktet for handlingen, men som er strafbare på tidspunktet for billigelsen, også vil kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 3. Eksempelvis vil en billigelse af en konkret religiøs vielse af nærtbeslægtede som led i religiøs oplæring kunne straffes efter lovens ikrafttræden, uanset at den pågældende vielse fandt sted inden ikrafttrædelsen af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retstilstanden, herunder bestemmelsens strafbetingelser og strafniveau.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af straffelovens § 260, stk. 1, at med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes for ulovlig tvang den, som 1) ved vold eller ved trussel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, 2) ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslen angår.

Af straffelovens § 260, stk. 2, følger det, at tvinges nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller til at indgå i et andet ægteskabslignende forhold, eller fastholdes nogen ved tvang i et sådant ægteskab eller forhold, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Det følger af straffelovens § 260 a, stk. 1, at den, som forestår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes efter bestemmelsens stk. 2 den, som lader sit barn indgå i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller i et andet ægteskabslignende forhold, og den, som efter at være fyldt 18 år frivilligt indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller i et andet ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Det følger af ægteskabslovens § 6, at ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Det følger af ægteskabslovens § 1, at loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.

Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 2.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i straffelovens § 260 b om foreståelse af eller indgåelse i religiøse vielser uden borgerlig gyldighed eller andre ægteskabslignende forhold mellem beslægtede.

Der er tale om en nykriminalisering.

Efter det foreslåede stk. 1 straffes den, der forestår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje, søskende eller personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller som fætter og kusine, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det gælder både beslægtede personer af forskelligt og samme køn.

Begrebet »religiøs vielse uden borgerlig gyldighed« skal forstås i overensstemmelse med straffelovens § 260, stk. 2, og § 260 a, det vil sige som en indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Der kan i den forbindelse underskrives en form for ægteskabskontrakt, men dette er ikke en forudsætning for, at forholdet kan falde ind under den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. omfatte indgåelse af et såkaldt »muslimsk ægteskab« eller »nikah-forhold«, hvorved forstås en gensidigt forpligtende ægteskabelig kontrakt indgået i forbindelse med en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed.

Begrebet »andet ægteskabslignende forhold« skal forstås i overensstemmelse med straffelovens § 260, stk. 2, og § 260 a, det vil sige som en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabskontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også være omfattet af bestemmelsen.

Denne forståelse af begrebet »andet ægteskabslignende forhold« medfører bl.a., at det forhold, at to personer er samlevende, ikke i sig selv indebærer, at bestemmelsen finder anvendelse.

Der henvises til pkt. 2.1.1.1 i de almindelige bemærkninger og lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil i forhold til, hvad der skal forstås ved at være »slægtninge i ret op- og nedstigende linje« og »søskende«.

Ligeledes henvises der til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil, i forhold til hvad der skal forstås ved at være beslægtet som »farbror, morbror, faster og moster« i relation til »nevø og niece« og som »fætter og kusine«.

Det følger som nævnt af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., at 1. pkt. både gælder beslægtede personer af forskelligt og samme køn.

Det betyder bl.a., at det med bestemmelsen også vil være strafbart at forestå en religiøs vielse eller indgåelsen af et ægteskabslignende forhold mellem fætter og fætter eller kusine og kusine.

Den persongruppe, der er omfattet af bestemmelsen, vil således svare til den persongruppe, der er omfattet af ægteskabslovens § 6 med den foreslåede udvidelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Udtrykket »at forestå en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold« omfatter i overensstemmelse med straffelovens § 260 a tilfælde, hvor en person, f.eks. en præst, en imam, et familiemedlem eller en anden person fra den pågældende religiøse gruppe, forestår det ritual eller den handling, der gør, at ægteskabet i den pågældende gruppes øjne anses for indstiftet, eksempelvis ved at forestå en ægteskabsceremoni eller ved at udfærdige en ægteskabskontrakt. Det vil ikke være en betingelse, at der er et religiøst islæt i ritualet, og også sædvanebaserede ritualer vil således være omfattet. Det vil heller ikke være en betingelse, at den person, der forestår ritualet, har nogen form for religiøs autoritet, og en slægtning, der udfærdiger en ægteskabskontrakt, vil således også være omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes, at en person med vielsesbemyndigelse også vil være omfattet af bestemmelsen, hvis vedkommende forestår en vielse mellem personer, som på grund af slægtskab ikke må indgå i en religiøs vielse, og vielsen ikke foretages i kraft af, at den pågældende har vielsesbemyndigelse. En vielse foretages eksempelvis ikke i kraft af, at den pågældende har vielsesbemyndigelse, hvis hensigten med vielsen ikke er, at parret skal indgå ægteskab med borgerlig gyldighed.

Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af bestemmelsen vil kræve forsæt til alle dele af bestemmelsens indhold, herunder med hensyn til parternes slægtskab. Hvis en person eksempelvis har fremsendt en skabelon til en ægteskabskontrakt uden at være klar over, at parterne var beslægtede, vil den pågældende således ikke kunne straffes efter bestemmelsen.

Det bemærkes yderligere, at straffelovens almindelige regler om medvirken i § 23 vil finde anvendelse, så den, der ved råd, dåd eller tilskyndelse medvirker til, at en anden person forestår en religiøs vielse eller indgåelsen af et ægteskabslignende forhold mellem beslægtede, vil kunne straffes for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse. Forudsat at der foreligger den fornødne tilregnelse, vil der eksempelvis kunne straffes for medvirken, hvis en person formidler kontakt til en religiøs forkynder med henblik på, at den religiøse forkynder kan forestå en religiøs vielse eller indgåelsen af et ægteskabslignende forhold mellem beslægtede, eller hvis familiemedlemmer til beslægtede beder en religiøs forkynder om at forestå en religiøs vielse eller indgåelsen af et ægteskabslignende forhold mellem de beslægtede.

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af stk. 1 skal være bøde eller fængsel indtil 2 år.

Hvis en eller flere af parterne ved ulovlig tvang efter straffelovens § 260, stk. 1, tvinges til at indgå i den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold med en beslægtet, vil den, der har udøvet tvangen eller medvirket hertil, skulle straffes efter § 260, stk. 1, jf. stk. 2, og eventuelt i sammenstød med medvirken til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, hvis betingelserne for strafansvar efter bestemmelsen i øvrigt er opfyldt. Samtidig vil den, der har forestået den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold mellem beslægtede, skulle straffes efter den foreslåede bestemmelse, eventuelt i sammenstød med § 260, stk. 1, jf. stk. 2, hvis betingelserne for strafansvar efter bestemmelserne i øvrigt er opfyldt.

Hvis en af parterne er mindreårig, vil den, der har forestået den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af det andet ægteskabslignende forhold, skulle straffes efter den foreslående bestemmelse og § 260 a, stk. 1, i sammenstød, hvis betingelserne for strafansvar efter bestemmelserne i øvrigt er opfyldt.

Efter det foreslåede stk. 2 straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold som nævnt i stk. 1.

Det bemærkes, at overtrædelse af bestemmelsen vil kræve forsæt til alle dele af bestemmelsens indhold, herunder med hensyn til parternes slægtskab.

Bestemmelsen vil omfatte beslægtede personer, der indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, f.eks. ved at indgå en ægteskabskontrakt eller ved at deltage i religiøst ægteskabeligt ritual.

For så vidt angår afgrænsningen af, hvad der udgør en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed og et ægteskabslignende forhold samt afgrænsningen af persongruppen, der er omfattet af bestemmelsen, henvises der til bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.

Hvis en eller flere af parterne ved ulovlig tvang efter straffelovens § 260, stk. 1, tvinges til at indgå i den religiøse vielse uden borgerlig gyldighed eller det andet ægteskabslignende forhold med en beslægtet, forudsættes det, at den eller de af parterne, der har været udsat for den ulovlige tvang, ikke straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Hvis en person, der er fyldt 18 år, indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold med en beslægtet under 18 år, vil personen, der er fyldt 18 år, skulle straffes i sammenstød efter den foreslåede bestemmelse og straffelovens § 260 a, stk. 2, forudsat at betingelserne for strafansvar efter bestemmelserne i øvrigt er opfyldt.

Der henvises til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 3

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 9, stk. 13, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den herboende person inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod en ægtefælle eller samlever ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den herboende person ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge, for overtrædelse af straffelovens § 213, § 216, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246, 250, 260, 261, 262 a eller 266.

Bestemmelsen indebærer, at der gælder en 10-årig karensperiode, i hvilken der som udgangspunkt ikke kan opnås ægtefællesammenføring med en herboende person, hvis den pågældende ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for de angivne former for kriminalitet begået mod en ægtefælle eller samlever.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 9, stk. 13, efter »260,« indsættes »260 b,«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 b om forbud mod at forestå og indgå i religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold for slægtninge i ret op- og nedstigende linje, søskende eller personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller som fætter og kusine.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det som udgangspunkt vil udløse en karensperiode på 10 år i forbindelse med en ansøgning om ægtefællesammenføring, hvis den herboende for forhold begået mod en ægtefælle eller samlever er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf for at forestå eller indgå i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold mellem beslægtede omfattet af den nye foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b.

Betingelsen vil som i den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 13, skulle fraviges, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, tilsiger det. Det betyder navnlig, at betingelsen vil skulle fraviges i tilfælde, hvor Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilsiger dette.

Der henvises til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, omfatter ægtefællesammenføring til herboende udlændinge, der ikke er nordiske statsborgere eller flygtninge.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 215, 215 a, 216 eller 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 17, 1. pkt., kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor, ikke gives, hvis den herboende person er sigtet eller tiltalt for en lovovertrædelse, der kan medføre straf som nævnt i bl.a. stk. 15, nr. 2.

Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, at der, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, efter ansøgning kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis udlændingen ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 215, 215 a, 216 og 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a.

Efter udlændingelovens § 11, stk. 10, 1. pkt., kan tidsubegrænset opholdstilladelse ikke meddeles, hvis udlændingen er sigtet eller tiltalt for en lovovertrædelse, der kan medføre straf som nævnt i bl.a. stk. 3, nr. 3.

Det foreslås i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, og § 11, stk. 3, nr. 3, at ændre »eller § 260 a« til »§ 260 a eller § 260 b«.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 b om forbud mod at forestå og indgå i religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold for slægtninge i ret op- og nedstigende linje, søskende eller personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller som fætter og kusine.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, vil indebære, at herboende udlændinge, der ikke er nordiske statsborgere eller flygtninge, som udgangspunkt som betingelse for at få familiesammenført en ægtefælle eller samlever til Danmark, ikke må være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b. Tilsvarende vil gælde, hvis den pågældende er sigtet eller tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 260 b, jf. udlændingelovens § 9, stk. 17.

Betingelsen vil som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, skulle fraviges, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, tilsiger det. Det betyder navnlig, at betingelsen vil skulle fraviges i tilfælde, hvor Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilsiger dette.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, vil indebære, at udlændinge, der er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b, vil være udelukket fra at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Tilsvarende vil gælde, hvis den pågældende er sigtet eller tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 260 b, jf. udlændingelovens § 11, stk. 10.

Der henvises til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til 1) en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der a) har dansk indfødsret, b) har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, c) har opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2, eller § 8 (flygtninge), d) har haft opholdstilladelse efter § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), i mere end de sidste 2 år, jf. dog § 37 m, eller e) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år (de almindelige ægtefællesammenføringsregler).

Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 11, 1. pkt., at der, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derfor, ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, hvis det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Af § 9, stk. 11, 2. pkt., fremgår, at hvis ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske.

Ægtefæller og faste samlevere til udlændinge med opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse (§§ 9 a og 9 p), studie m.fl. (§ 9 i) og som praktikant (§ 9 k) er ikke omfattet af § 9, stk. 1, nr. 1, men kan i stedet efter ansøgning meddeles opholdstilladelse efter § 9 m, stk. 1, 1. pkt., og § 9 n, stk. 1, 1. pkt. Det fremgår således af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, 1. pkt., at der, hvis væsentlige erhvervs- eller beskæftigelsesmæssige hensyn taler herfor, efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en udlænding med tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse i forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-14, stk. 3 eller 12 eller 24, eller § 9 p, stk. 1, 1. pkt. (beskæftigelse), eller hvis EU-reglerne tilsiger det. Det fremgår af udlændingelovens § 9 n, stk. 1, 1. pkt., at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en udlænding med tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse i forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse efter § 9 i, stk. 1-5 eller 18 (studerende m.fl.), eller § 9 k, stk. 1, 1. pkt. (praktikanter), når hensynet til sidstnævnte udlændings ophold her i landet tilsiger det.

Ægtefæller og faste samlevere til udlandsdanskere kan søge opholdstilladelse efter både § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, og efter § 9 m, stk. 2, 1. pkt., hvoraf det følger, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en dansk statsborger, der er etableret i udlandet, og som ville kunne opnå opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-4, 7, 9, 10, 13 eller nr. 14, litra a-c eller e (beskæftigelse), hvis vedkommende havde været udlænding.

Udlændingelovens § 9, stk. 11, gælder ikke for udlændinge, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, 1. pkt., § 9 m, stk. 2, 1. pkt., eller § 9 n, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås, at der i § 9 m, stk. 1 og2, og § 9 n, stk. 1, indsættes et2. pkt., hvorefter § 9, stk. 11, finder tilsvarende anvendelse.

Forslaget vil indebære, at ved ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1 og 2, og § 9 n, stk. 1, vil der – medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor – ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle eller fast samlever til en udenlandsk arbejdstager, studerende m.fl. eller udlandsdansker, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 11, 1. pkt.

Forslaget vil endvidere indebære, at der i de omhandlede situationer vil blive indført en formodningsregel for medfølgende ægtefæller og faste samlevere til udenlandske arbejdstagere, studerende m.fl. og udlandsdanskere således, at det – medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derimod – vil blive anset for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske, såfremt ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 11, 2. pkt.

Det vil svare til, hvad der i dag gælder for udlændinge, der søger ægtefællesammenføring efter de almindelige regler herom, jf. udlændingelovens § 9, stk. 11, og de foreslåede regler forudsættes administreret på samme måde.

Par, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1 og 2, og § 9 n, stk. 1, vil således, ligesom par, der ansøger om ægtefællesammenføring efter de almindelige regler herom, kunne afkræfte formodningen om, at ægteskabet ikke er indgået eller samlivsforholdet ikke er etableret efter begge parters eget ønske, og der vil herefter ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse af denne grund.

Endvidere vil der helt undtagelsesvist kunne være ganske særlige grunde, der afgørende taler for, at der meddeles opholdstilladelse på grundlag af et gyldigt ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed, selv om det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forløbet mange år siden indgåelse af ægteskabet, og de pågældende har samlevet på selvstændig bopæl i et vestligt land i den mellemliggende periode, og det i øvrigt må lægges til grund, at begge parter ønsker at fortsætte samlivet. Dette gælder både i tilfælde, hvor der er tale om et gyldigt ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed mellem personer, der ikke er nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, og i tilfælde, hvor der er tale om et gyldigt ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede.

Der henvises til pkt. 2.5.1.1 og 2.5.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt til pkt. 2.2 om anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået mellem farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece og mellem fætter og kusine.

Til nr. 4

Efter udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse meddelt efter § 9 f inddrages, såfremt udlændingen ved endelig dom er idømt straf for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b.

Bestemmelsen indebærer, at en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse som religiøs forkynder m.v. efter § 9 f kan inddrages, såfremt udlændingen ved endelig dom er idømt straf for ovennævnte lovovertrædelser, som vedrører bl.a. trusler.

Det følger af udlændingelovens § 19 a, stk. 2, at udlændingelovens § 26, stk. 1, finder anvendelse ved inddragelse af en opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 9 f.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelse om udvisning efter udlændingelovens §§ 25 a-25 c tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt.

Anvendelse af § 19, stk. 6, kan komme på tale i de tilfælde, hvor hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, betyder, at det vil være uproportionalt at udvise med indrejseforbud, jf. nedenfor, men hvor de samme hensyn ikke vil være til hinder for inddragelse.

Efter udlændingelovens § 25 c kan en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f uden for de i §§ 22 og 23 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b.

Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor en udlænding med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, der omfatter blandt andre religiøse forkyndere, er dømt for at overtræde en eller flere af de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i bestemmelsen, f.eks. straffelovens § 136, men hvor udlændingen ikke er udvist efter §§ 22 eller 23 som følge af straffens karakter. Det kan f.eks. et tilfælde, hvor en religiøs forkynder alene er idømt bødestraf for at have overtrådt straffelovens § 136. Der vil i sådanne tilfælde kunne udvises efter udlændingelovens § 25 c.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved afgørelse om udvisning efter bl.a. udlændingelovens § 25 c tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende, bl.a. på grund af udlændingelovens tilknytning til det danske samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., og § 25 c , efter »260 a,« indsættes »260 b,«.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 260 b om forbud mod at forestå og indgå i religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold for slægtninge i ret op- og nedstigende linje, søskende eller personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller som fætter og kusine.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 19, stk. 6, vil indebære, at udlændingelovens § 19, stk. 6, udvides således, at en opholdstilladelse som religiøs forkynder m.v. efter udlændingelovens § 9 f vil kunne inddrages, hvis den pågældende ved endelig dom er idømt straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b. Ved afgørelsen om inddragelse vil den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finde anvendelse.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 25 c vil indebære, at en udlænding med opholdstilladelse som religiøs forkynder m.fl. efter udlændingelovens § 9 f, der ikke vil kunne udvises efter udlændingelovens §§ 22 eller 23 som følge af straffens karakter, vil kunne udvises efter § 25 c, hvis den pågældende dømmes for at forestå eller indgå i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold mellem beslægtede omfattet af den nye foreslåede bestemmelse i straffelovens § 260 b.

Ved afgørelsen om udvisning vil den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finde anvendelse.

Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 4

Til nr. 1

Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 11, 1. pkt., at der, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derfor, ikke kan meddeles opholdstilladelse efter de almindelige ægtefællesammenføringsregler, hvis det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Af § 9, stk. 11, 2. pkt., fremgår, at hvis ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske.

Efter § 2, stk. 1, nr. 1, i Ukrainesærloven kan der efter ansøgning meddeles opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en udlænding over 18 år med opholdstilladelse efter § 1.

Der gælder ikke en bestemmelse svarende til udlændingelovens § 9, stk. 11, for udlændinge, der søger opholdstilladelse efter Ukrainesærlovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås, at der i § 2 indsættes et nyt stk. 3 , hvorefter opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, ikke, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derfor, kan gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Er ægteskabet indgået eller er samlivsforholdet etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske.

Forslaget vil for det første indebære, at det vil være et krav for at blive meddelt opholdstilladelse som ægtefælle eller fast samlever efter Ukrainesærlovens § 2, stk. 1, nr. 1, at ægteskabet eller samlivet er indgået eller etableret efter begge parters eget ønske, og at der som udgangspunkt vil blive meddelt afslag, såfremt det må anses for tvivlsomt, om dette er tilfældet.

For det andet vil forslaget indebære, at der vil blive indført en formodningsregel for par, der søger opholdstilladelse som ægtefælle eller fast samlever efter Ukrainesærlovens § 2, stk. 1, nr. 1, og at der således som udgangspunkt vil blive meddelt afslag, såfremt det ansøgende par er nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet det som udgangspunkt vil blive anset for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske.

Dette vil svare til, hvad der i dag gælder for udlændinge, der søger ægtefællesammenføring efter de almindelige regler herom, jf. udlændingelovens § 9, stk. 11, og den foreslåede bestemmelse forudsættes administreret på samme måde.

Par, der søger opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, nr. 1, i Ukrainesærloven vil således, ligesom par, der ansøger om ægtefællesammenføring efter de almindelige regler herom, kunne afkræfte formodningen om, at ægteskabet ikke er indgået eller samlivsforholdet ikke er etableret efter begge parters eget ønske, og der vil herefter ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse af denne grund.

Endvidere vil der helt undtagelsesvist kunne være ganske særlige grunde, der afgørende taler for, at der meddeles opholdstilladelse på grundlag af et gyldigt ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed, selv om det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forløbet mange år siden indgåelse af ægteskabet, og de pågældende har samlevet på selvstændig bopæl i et vestligt land i den mellemliggende periode, og det i øvrigt må lægges til grund, at begge parter ønsker at fortsætte samlivet. Dette gælder både i tilfælde, hvor der er tale om et gyldigt ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed mellem personer, der ikke er nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, og i tilfælde, hvor der er tale om et gyldigt ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede.

Der henvises til pkt. 2.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt til pkt. 2.2 om anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået mellem farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece og mellem fætter og kusine.

§ 5

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2026.

Forslaget vil bl.a. betyde, at det foreslåede forbud mod indgåelse af ægteskab mellem visse genetisk beslægtede og mod anerkendelse af sådanne ægteskaber indgået i udlandet, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, vil finde anvendelse fra den 1. juli 2026, og at det fra denne dato således ikke vil være muligt for disse genetisk beslægtede at indgå ægteskab i Danmark, ligesom udenlandske ægteskaber mellem disse genetisk beslægtede som udgangspunkt heller ikke vil kunne anerkendes i Danmark. Sidstnævnte vil også omfatte ægteskaber indgået af personer, før de ankommer til Danmark, f.eks. asylansøgere.

Dette vil indebære, at de foreslåede forbud mod indgåelse af og anerkendelse af udenlandske ægteskaber mellem genetisk beslægtede vil finde anvendelse for sager om indgåelse af ægteskab og om anerkendelse af udenlandske ægteskaber, der er under behandling hos danske myndigheder eller domstole ved lovens ikrafttræden. Om forslagets anvendelse for vielser, der er indgået i Danmark før lovens ikrafttræden, henvises til den foreslåede overgangsbestemmelse i stk. 2. Om forslagets anvendelse for udenlandske ægteskaber, der er anerkendt af en dansk myndighed før lovens ikrafttræden, henvises til den foreslåede overgangsbestemmelse i stk. 3.

Den foreslåede § 260 b, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, og den foreslåede udvidelse af straffelovens § 136, stk. 3, vil alene finde anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 1, ikke finder anvendelse for vielser, der er foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne vielser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil betyde, at ægteskaber og registrerede partnerskaber, der er indgået i Danmark før lovens ikrafttræden, ikke vil være indgået i strid med de foreslåede nye bestemmelser i ægteskabslovens § 6, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, selvom parret er genetisk beslægtet, og disse ægteskaber og registrerede partnerskaber vil derfor ikke kunne omstødes efter ægteskabslovens § 23, jf. § 6.

Med stk. 3 foreslås, at § 1, nr. 3, ikke finder anvendelse for ægteskaber og registrerede partnerskaber, som en dansk myndighed har anerkendt før lovens ikrafttræden. For sådanne ægteskaber og registrerede partnerskaber finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil betyde, at udenlandske ægteskaber og registrerede partnerskaber, der er anerkendt af en dansk myndighed (f.eks. af en kommune i forbindelse med registrering i CPR) før lovens ikrafttræden, ikke vil være omfattet af det foreslåede forbud mod anerkendelse af udenlandske ægteskaber mellem beslægtede (ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3), selvom parret er genetisk beslægtet. Forslaget vil således betyde, at disse ægteskaber og registrerede partnerskaber ikke af den samme eller en anden myndighed vil kunne blive nægtet anerkendt som følge af det foreslåede forbud, og disse ægteskaber og registrerede partnerskaber vil ikke kunne omstødes efter ægteskabslovens § 23, jf. § 6.

Med den foreslåede overgangsbestemmelse i stk. 3, sikres det, at retsstillingen for genetisk beslægtede par, der har indgået ægteskab eller registreret partnerskab i udlandet, og som har fået ægteskabet eller partnerskabet anerkendt af en dansk myndighed før lovens ikrafttræden og har indrettet sig herpå, ikke vil blive ændret på grund af lovændringen. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at samme myndighed eller en anden myndighed under henvisning til de øvrige anerkendelsesgrunde anlægger en anden vurdering af anerkendelsen af et udenlandsk ægteskab eller registreret partnerskab, der er sket inden lovens ikrafttræden, og beslutter, at ægteskabet eller det registrerede partnerskab alligevel ikke kan anerkendes, f.eks. fordi parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i alle situationer, hvor en dansk myndighed før ikrafttrædelsen har anerkendt det udenlandske ægteskab eller registrerede partnerskab. Det kan f.eks. være udlændingemyndighederne, Familieretshuset, kommunerne og domstolene.

I stk. 4 foreslås, at ved vielser i perioden fra den 1. juli til den 31. oktober 2026, der foretages på baggrund af en attest efter ægteskabslovens § 19, stk. 1, som er udstedt før den 1. juli 2026, skal vielsesmyndigheden, jf. ægteskabslovens § 17 og § 18, stk. 1 og 2, før vielsen sikre sig, at parterne ikke er beslægtede, jf. ægteskabslovens § 6, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1. Er parterne, jf. 1. pkt., beslægtede, må vielsen ikke foretages.

Forslaget vil betyde, at alle vielsesmyndigheder, herunder kirkelige vielsesmyndigheder i og uden for folkekirken, i den nævnte periode før en vielse skal spørge parret, om de er genetisk beslægtede og dermed er omfattet af det foreslåede forbud mod ægteskabsindgåelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Hvis kommunerne som vielsesmyndighed på baggrund af parrets oplysninger er i tvivl om, hvorvidt vielsen kan foretages, må der forinden foretages nærmere undersøgelser. Sagerne kan eventuelt forelægges for Familieretshuset, hvis det er Familieretshuset, der har foretaget prøvelsen af ægteskabsbetingelserne. Hvis en præst i folkekirken eller en forkynder med vielsesbemyndigelse som vielsesmyndighed på baggrund af parrets oplysninger er i tvivl om, hvorvidt vielsen kan foretages, kan præsten eller forkynderen forelægge sagen for den myndighed (kommune eller Familieretshuset), der har foretaget prøvelsen af ægteskabsbetingelserne.

Der henvises til, at efter ægteskabslovens § 19, stk. 1, har en attest, om at ægteskabsbetingelserne er opfyldt, maksimalt gyldighed i 4 måneder.

I stk. 5 foreslås, at § 1, nr. 3, ikke finder anvendelse for ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, § 9 m, stk. 1 og 2, § 9 n, stk. 1, og § 9 q, stk. 2, og § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, der er indgivet før den 26. februar 2026. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det vil betyde, at det foreslåede forbud mod anerkendelse af udenlandske ægteskaber mellem genetisk beslægtede, der foreslås indsat som ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, kun vil gælde for ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, § 9 m, stk. 1 og 2, § 9 n, stk. 1, og § 9 q, stk. 2, og § 2, stk. 1, nr. 1, i Ukrainesærloven, der indgives den 26. februar 2026 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttræden.

For ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse indgivet før den 26. februar 2026 vil det foreslåede forbud i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, derimod ikke finde anvendelse, og et udenlandsk ægteskab indgået mellem fætter og kusine eller mellem farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece vil således uanset parternes genetiske slægtskab skulle anerkendes, hvis de øvrige betingelser for anerkendelsen af ægteskabet i øvrigt er opfyldt. Dette gælder, uanset om der træffes afgørelse i sagen før eller efter lovens ikrafttræden.

Anerkendelsen af udenlandske ægteskaber i sager, der er omfattet af stk. 5, vil således ikke være sket i strid med den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, selvom parret er genetisk beslægtet, og disse ægteskaber vil derfor ikke af denne grund kunne omstødes efter ægteskabslovens § 23, jf. § 6.

Udlændingemyndighederne har orienteret om den nye, forventede regel på hjemmesiden www.nyidanmark.dk under høringen af myndigheder og organisationer forud for fremsættelsen af lovforslaget og igen samtidig med fremsættelsen af lovforslaget. Der er i den forbindelse orienteret om, at ansøgninger indgivet den 26. februar 2026 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede på ikrafttrædelsestidspunktet, vil blive behandlet efter den nye regel.

Det foreslås i stk. 6 , at § 1, nr. 3, ikke finder anvendelse for ansøgning om konstatering af en persons automatiske erhvervelse af dansk indfødsret, når erhvervelsen er betinget af forældrenes ægteskab, og dette ægteskab er indgået før lovens ikrafttræden.

Det bemærkes i den forbindelse, at det indtil den 1. juli 2014 i nogle tilfælde var en forudsætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at barnet var født i ægteskab, eller at forældrene efterfølgende har indgået ægteskab. Der henvises til beskrivelsen i pkt. 2.1.1.4 i de almindelige bemærkninger.

Forslaget vil betyde, at en person, der er blevet dansk statsborger, enten fordi vedkommende er født i ægteskab, eller fordi forældrene efterfølgende har indgået ægteskab, fortsat vil blive anset som dansk statsborger, selvom forældrene er beslægtede som omhandlet i den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3, forudsat at ægteskabet er indgået før lovens ikrafttræden. Dette vil også gælde, selvom spørgsmålet om anerkendelse af ægteskabet efter dansk ret først opstår efter lovens ikrafttræden.

Formålet hermed er at undgå situationer, hvor en person, der er født som dansk statsborger eller er blevet dansk statsborger ved indgåelsen af forældrenes ægteskab, vil blive anset for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab, hvis forældrenes ægteskab ikke længere anerkendes efter dansk ret som følge af den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at situationen forventeligt i praksis ikke vil forekomme særlig ofte.

I stk. 7 foreslås, at lovforslagets § 3, nr. 1 og 2, ikke skal finde anvendelse for ansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, og ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, 5 eller 13-15, der er indgivet før den 26. februar 2026. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil betyde, at ændringen af udlændingelovens § 9, stk. 13, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, og ændringerne af udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, og § 11, stk. 3, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, kun vil gælde for ansøgninger om ægtefællesammenføring og tidsubegrænset opholdstilladelse, der indgives den 26. februar 2026 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede inden lovens ikrafttræden.

For ansøgninger om ægtefællesammenføring og tidsubegrænset opholdstilladelse indgivet før den 26. februar 2026 vil den foreslåede ændring af udlændingelovens § 9, stk. 13, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, og ændringerne af udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, og § 11, stk. 3, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, derimod ikke gælde. Det gælder, uanset om der træffes afgørelse i sagen før eller efter lovens ikrafttræden.

Udlændingemyndighederne har orienteret om de nye, forventede regler på hjemmesiden www.nyidanmark.dk samtidig med fremsættelsen af lovforslaget. Der er i den forbindelse orienteret om, at ansøgninger indgivet den 26. februar 2026 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede på ikrafttrædelsestidspunktet, vil blive behandlet efter de nye regler.

I stk. 8 foreslås, at lovforslagets § 3, nr. 3, og § 4 ikke skal finde anvendelse på ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1 og 2, § 9 n, stk. 1, og § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, der er indgivet før den 26. februar 2026. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil betyde, at de bestemmelser, der foreslås indsat som udlændingelovens § 9 m, stk. 1, 2. pkt., § 9 m, stk. 2, 2. pkt., og § 9 n, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 3, og som § 2, stk. 3, i Ukrainesærloven, jf. lovforslagets § 4, kun vil gælde for ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse, der indgives den 26. februar 2026 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede inden lovens ikrafttræden.

For ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse indgivet før den 26. februar 2026 vil de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 9 m, stk. 1, 2. pkt., § 9 m, stk. 2, 2. pkt., § 9 n, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 3, og den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 1, i Ukrainesærloven, jf. lovforslagets § 4, derimod ikke gælde. Det gælder, uanset om der træffes afgørelse i sagen før eller efter lovens ikrafttræden.

Udlændingemyndighederne har orienteret om de nye, forventede regler på hjemmesiden www.nyidanmark.dk under høringen af myndigheder og organisationer forud for fremsættelsen af lovforslaget og igen samtidig med fremsættelsen af lovforslaget. Der er i den forbindelse orienteret om, at ansøgninger indgivet den 26. februar 2026 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede på ikrafttrædelsestidspunktet, vil blive behandlet efter de nye regler.

§ 6

Det foreslås medstk. 1 , at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

I relation til de ved lovforslagets § 2 foreslåede ændringer af straffeloven bemærkes, at Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

Med stk. 2 foreslås det, at § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Forslaget vil betyde, at de ændringer af ægteskabsloven, der følger af lovforslagets § 1 ved kongelig anordning helt eller delvist vil kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Ægteskabsloven indeholder i § 67 hjemmel til hel eller delvis ikraftsættelse for både Færøerne og Grønland, men loven vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne, da Færøerne har overtaget sagsområdet familieret, herunder ægteskabsloven.

Med stk. 3 foreslås det, at §§ 3 og 4 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det fremgår af udlændingelovens § 66, at udlændingeloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Endvidere fremgår af § 42 i Ukrainesærloven, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, mens lovens §§ 1-34 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

---

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

| Gældende formulering | | Lovforslaget | | -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- | | ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- | | | | | | | | § 1 | | | | | | | | I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1080 af 14. august 2023, som ændret ved § 18 i lov nr. 469 af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer: | | | | | | § 6. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. | | 1. I § 6 indsættes som stk. 2 og 3 : | | | | »Stk. 2. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece. | | | | Stk. 3. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine.« | | | | | | § 11 b. I tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, må ægteskab ikke indgås, uden at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-6, 8-18, 34 og 35. Det gælder dog ikke, når den herboende enten er EU/EØS-statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 4, eller er schweizisk statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 5. | | 2. I § 11 b, 1. pkt., ændres »8-18« til: »8-19«. | | | | | | § 22 b. Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2. | | | | Stk. 2. Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes ikke, | | | | 1) hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, | | | | 2) hvis der er bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proformaægteskab, der blev indgået med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz, | | 3. I § 22 b, stk. 2, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer: | | 3) hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller | | »3) hvis parterne er omfattet af § 6,«. | | 4) hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper. | | | | Stk. 3. Uanset stk. 2 anerkendes ægteskabet, hvis der foreligger tvingende grunde herfor og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes. | | 4. § 22 b, stk. 4, affattes således: | | Stk. 4. Betingelsen i stk. 2, nr. 3, gælder ikke for EU-/EØS-borgere og disses ægtefæller. | | »Stk. 4. Stk. 2, nr. 3 og 4, gælder ikke for personer omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed.« | | | | | | | | 5. I § 22 b, indsættes som stk. 5: | | | | »Stk. 5. Stk. 2, nr. 3, gælder ikke for personer omfattet af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet.« | | | | | | | | § 2 | | | | | | | | I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1294 af 7. november 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 263 af 11. februar 2026, foretages følgende ændringer: | | § 136. | | | | Stk. 1-2. --- | | | | Stk. 3 . Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 j, 208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf. §§ 216, 222 og 223, §§ 237, 243-246, 260, 260 a og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. | | 1. I § 136, stk. 3, indsættes efter »260 a«: », 260 b«. | | | | 2. Efter § 260 a indsættes: | | | | | | | | »§ 260 b. Den, der forestår en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje, søskende eller personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece eller fætter og kusine, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det gælder både beslægtede personer af forskelligt og samme køn. | | | | Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold som nævnt i stk. 1.« | | | | | | | | § 3 | | | | | | § 9. | | I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, som ændret senest ved § 10 i lov nr. 263 af 11. februar 2026, foretages følgende ændringer: | | Stk. 1-12. --- | | | | Stk. 13. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den herboende person inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod en ægtefælle eller samlever ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den herboende person ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge, for overtrædelse af straffelovens § 213, § 216, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246, 250, 260, 261, 262 a eller 266. | | 1. I § 9, stk. 13, indsættes efter »260,«: »260 b,«. | | Stk. 14. --- | | | | Stk. 15. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, kan, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person | | | | 1) --- | | | | 2) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 215, 215 a, 216 eller 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, | | 2. I § 9, stk. 15, nr. 2, og § 11, stk. 3, nr. 3, ændres »eller § 260 a« til: »§ 260 a eller § 260 b«. | | 3)-8) --- | | | | Stk. 16-42. --- | | | | | | | | § 9 m. Der kan, hvis væsentlige erhvervs- eller beskæftigelsesmæssige hensyn taler herfor, efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en udlænding med tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse i forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-14, stk. 3 eller 12 eller 24, eller § 9 p, stk. 1, 1. pkt., eller hvis EU-reglerne tilsiger det. Opholdstilladelse skal betinges af, at udlændingen og den, som udlændingen har familiemæssig tilknytning til, bor på fælles bopæl og ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. | | 3. I § 9 m, stk. 1 og 2, og § 9 n, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: »§ 9, stk. 11, finder dog tilsvarende anvendelse.« | | Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en dansk statsborger, der er etableret i udlandet, og som ville kunne opnå opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-4, 7, 9, 10, 13 eller nr. 14, litra a-c eller e, hvis vedkommende havde været udlænding. Opholdstilladelse skal betinges af, at den danske statsborger og udlændingen bor på fælles bopæl og ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. | | | | Stk. 3-8. --- | | | | | | | | § 9 n. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en udlænding med tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse i forlængelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse efter § 9 i, stk. 1-5 eller 18, eller § 9 k, stk. 1, 1. pkt., når hensynet til sidstnævnte udlændings ophold her i landet tilsiger det. Opholdstilladelse skal betinges af, at udlændingen og den, som udlændingen har familiemæssig tilknytning til, bor på fælles bopæl. | | | | Stk. 2-5. --- | | | | | | | | § 11. | | | | Stk. 1-2. --- | | | | Stk. 3. Medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis: | | | | 1)-2) --- | | | | 3) Udlændingen er ikke idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 215, 215 a, 216 eller 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a. | | | | 4)-9) --- | | | | Stk. 16-42. --- | | | | | | | | § 19. | | | | Stk. 1-5. --- | | | | Stk. 6. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 9 f kan inddrages, såfremt udlændingen ved endelig dom er idømt straf for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b. Til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse efter 1. pkt. kan politiet uden udlændingens samtykke videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen om, at en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f ved endelig dom er idømt straf for overtrædelse af de i 1. pkt. nævnte bestemmelser i straffeloven. | | 4. I § 19, stk. 6, 1. pkt., og § 25 c indsættes efter »260 a,«: »260 b,«. | | Stk. 7-11. --- | | | | | | | | § 25 c. En udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f kan uden for de i §§ 22 og 23 nævnte tilfælde udvises, hvis udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b. | | | | | | | | | | § 4 | | | | | | | | I lov nr. 324 af 26. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som ændret senest ved § 26 i lov nr. 1655 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer: | | | | | | § 2. Efter ansøgning kan der endvidere meddeles opholdstilladelse til følgende: | | | | 1) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en udlænding over 18 år med opholdstilladelse efter § 1. | | | | 2) Et ugift mindreårigt barn af en udlænding med opholdstilladelse efter § 1 eller nr. 1. | | | | 3) En udlænding, der har nær familiemæssig tilknytning til en udlænding med opholdstilladelse efter § 1, og som forud for udrejsen fra Ukraine har delt husstand med den pågældende og må anses for at have været under den pågældendes forsørgelse. | | | | 4) En udlænding, der uden for de tilfælde, der er nævnt i nr. 1-3, har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv med en udlænding med opholdstilladelse efter § 1, og som samlever på fælles bopæl med denne. | | | | Stk. 2. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, 3 og 4, kan kun gives, hvis familielivet og forsørgelsesforholdet bestod den 24. februar 2022. | | | | | | 1. I § 2 indsættes som stk. 3: | | | | »Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan ikke, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derfor, gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Er ægteskabet indgået eller er samlivsforholdet etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske.« |