Forslag til Lov om ændring af færdselsloven og lov om private fællesveje (Opgavebortfald i forbindelse med politiets involvering i beslutninger om færdselsindskrænkninge og fastsættelse af lokale hastighedsgrænser på offentlige veje og private fællesveje)

§ 1

Til nr. 1

Ifølge færdselslovens § 92, stk. 1, kan vejmyndigheden for en offentlig vej med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser, jf. dog stk. 4. Der kan blandt andet træffes bestemmelse om 1) parkering og standsning, 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Det foreslås i § 92, stk. 1, 1. og2. pkt., at »med samtykke fra politiet« udgår, og i § 92, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at politiet fremover ikke vil skulle give samtykke til vejmyndighedens færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Beslutningskompetencen vil således være overladt til vejmyndigheden alene.

Vedrører de pågældende beslutninger stationspladser eller adgangsveje til stationspladser og færgelejer, vil beslutningerne dog fortsat skulle træffes efter forhandling med vedkommende jernbane- eller færgeselskab, jf. færdselslovens § 92 b.

For så vidt angår muligheden for at træffe bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra stk. 4 til stk. 6 er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvorved den gældende § 92 vil blive tilføjet to yderligere stykker. Stk. 4 vil herefter blive til stk. 6.

For så vidt angår de materielle ændringer af § 92, stk. 4, der med lovforslaget bliver stk. 6, henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Ifølge færdselslovens § 92, stk. 1, kan vejmyndigheden for en offentlig vej med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser, jf. dog stk. 4. Der kan blandt andet træffes bestemmelse om 1) parkering og standsning, 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Det foreslås at nyaffatte § 92, stk. 1, nr. 3, således at »forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader« ændres til »indførelse af ubetinget vigepligt«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at bestemmelser om indførelse af ubetinget vigepligt fremover vil kunne træffes af vejmyndigheden for en offentlig vej og kommunalbestyrelsen som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3.

Med lovforslagets § 1, nr. 1, vil politiet ikke længere skulle samtykke til, at vejmyndigheden efter § 92, stk. 1, kan træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Der henvises herved nærmere til bemærkningerne til lovforslagets til § 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring medfører således, sammen med lovforslagets § 1, nr. 1, at vejmyndigheden vil kunne træffe bestemmelser om indførelse af ubetinget vigepligt uden samtykke fra politiet.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre ved, at beslutninger om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og indførelse af ubetinget vigepligt på private fællesveje omfattet af privatvejslovens §§ 11-24 a, jf. § 4, og private veje, alene kan træffes af ejer af en strækning af en privat fællesvej og en vejberettiget grundejer, afhængig af en eventuel vejretsaftale mellem de vejberettigede grundejere.

For så vidt angår mulighederne for at træffe bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 3

Det følger af færdselslovens § 92, stk. 1, at vejmyndigheden for en offentlig vej med samtykke fra politiet kan træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser, jf. dog stk. 4. Der kan blandt andet træffes bestemmelse om 1) parkering og standsning, 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Efter § 92, stk. 2, kan vejmyndigheden endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.

Det foreslås, at § 92, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes et nyt stk. 2-4.

Det fremgår af den foreslåede § 92, stk. 2, at for en vejstrækning med en årsdøgnstrafik på højst 1.000 kan vejmyndigheden, jf. stk. 1, træffe bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, påbud om ensrettet færdsel og hel eller delvis afspærring af vejstrækningen, hvis afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde, jf. dog stk. 3.

Den foreslåede § 92, stk. 2, medfører, at vejmyndigheden uden politiets samtykke vil kunne forbyde visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, etablere påbud om ensrettet færdsel og lave hel eller delvis afspærring af vej, på vejstrækninger med en årsdøgnstrafik på 1.000 eller derunder.

Det afgørende i forhold til årsdøgnstrafikken på højst 1.000 vil i den foreslåede bestemmelse være årsdøgnstrafikken, før de omhandlede færdselsindskrænkninger gennemføres.

I medfør af den gældende færdselslovs § 92 c, stk. 3, vil der i hastighedsbekendtgørelsen blive fastsat nærmere regler om, hvordan årsdøgnstrafik i øvrigt skal opgøres. Der vil endvidere i bekendtgørelsen blive fastsat nærmere regler om, hvilke hensyn der kan indgå i vejmyndighedens skønsmæssige materielle beslutning om indførelse af de forskellige færdselsindskrænkninger, herunder blandt andet hensynet til færdselssikkerhed, tryghed, støjbegrænsning, byplanlægning, trafikafvikling, mobilitet og generel fremkommelighed.

Der henvises herved nærmere til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse omfatter, udover forbud mod visse færdselsarter og påbud om ensrettet færdsel, hel eller delvis afspærring, der sker ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.

Afspærring med bomme eller anden tilsvarende afspærring skal forstås som afspærring, der ikke har en egentlig anlægsmæssig karakter. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved, at hvis hel eller delvis afspærring gennemføres ved egentlige anlægsmæssige foranstaltninger, herunder ved fjernelse af en del af vejen, vil en sådan beslutning fortsat skulle træffes i henhold til vejlovgivningen efter de betingelser, der måtte gælde herfor.

Den foreslåede bestemmelse ændrer endvidere ikke ved, at vejmyndigheden i henhold til § 92, stk. 4, der bliver stk. 6, fortsat kun vil kunne forbyde færdselsarter på private fællesveje, herunder etablere bilfri zoner, hvis der gives samtykke fra grundejerne. Der henvises herved nærmere til lovforslagets § 1, nr. 4.

Den foreslåede § 92, stk. 2, finder også anvendelse for vejmyndighedens bestemmelse om midlertidigt forbud mod visse færdselsarter, midlertidigt påbud om ensrettet færdsel og midlertidig afspærring af en vejstrækning i anledning af lejlighedsvise særskilte arrangementer, der finder sted et begrænset antal gange om året, og som ikke strækker sig over længere tid. Det vil f.eks. kunne være optog som Copenhagen Pride, maratonløb og lignende sportsarrangementer eller en markedsdag.

Det følger af den foreslåede § 92, stk. 3, at for mere end fire sammenhængende vejstrækninger, der hver især har en årsdøgnstrafik på højest 1.000, træffer vejmyndigheden med politiets samtykke bestemmelse om færdselsindskrænkninger omfattet af stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en undtagelse til den foreslåede stk. 2, hvorefter vejmyndigheden uden politiets samtykke kan træffe bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, påbud om ensrettet færdsel og hel eller delvis afspærring af vejstrækninger med en årsdøgnstrafik på højst 1.000. Den foreslåede bestemmelse medfører, at vejmyndighedens bestemmelse om indførelse af de pågældende færdselsindskrænkninger kræver politiets samtykke, hvis vejmyndighedens bestemmelse indebærer, at færdselsindskrænkningerne kommer til at gælde mere end fire sammenhængende vejstrækninger, der hver især har en årsdøgnstrafik på højest 1.000. Det gælder også i tilfælde af midlertidigt forbud mod visse færdselsarter, midlertidigt påbud om ensrettet færdsel og midlertidig afspærring af en vejstrækning i anledning af lejlighedsvise særskilte arrangementer, der finder sted et begrænset antal gange om året, og som ikke strækker sig over længere tid. Det vil f.eks. kunne være optog som Copenhagen Pride, maratonløb og lignende sportsarrangementer eller en markedsdag.

En vejstrækning vil i den foreslåede bestemmelse være et vejstykke mellem to kryds. Vejstrækninger kan således være sammenhængende ved at ligge i forlængelse af hinanden eller ved at krydse hinanden.

Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte tilfælde, hvor vejmyndigheden træffer én samlet beslutning om at indføre én eller flere af de pågældende færdselsindskrænkninger på mere end fire sammenhængende vejstrækninger, og tilfælde, hvor en beslutning om at indføre de pågældende færdselsindskrænkninger på et færre antal vejstrækninger medfører, at der i et område bliver mere end fire sammenhængende vejstrækninger, som er underlagt én eller flere af de pågældende færdselsindskrænkninger.

Det følger af den foreslåede § 92, stk. 4, at for vejstrækninger med en årsdøgnstrafik, der overstiger 1.000, træffer vejmyndigheden med samtykke fra politiet bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, påbud om ensrettet færdsel og hel eller delvis afspærring af vejstrækninger.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at vejmyndighedens bestemmelser om etablering af de pågældende færdselsindskrænkninger fortsat kræver politiets samtykke, hvis færdselsindskrænkningerne ønskes etableret på vejstrækninger med en årsdøgnstrafik, der overstiger 1.000. Det gælder også i tilfælde af midlertidigt forbud mod visse færdselsarter, midlertidigt påbud om ensrettet færdsel og midlertidig afspærring af en vejstrækning i anledning af lejlighedsvise særskilte arrangementer, der finder sted et begrænset antal gange om året, og som ikke strækker sig over længere tid. Det vil f.eks. kunne være optog som Copenhagen Pride, maratonløb og lignende sportsarrangementer eller en markedsdag.

Som nævnt ovenfor vil der i medfør af den gældende færdselslovs § 92 c, stk. 3, i hastighedsbekendtgørelsen blive fastsat nærmere regler om, hvilke hensyn der kan indgå i vejmyndighedens skønsmæssige materielle beslutning om indførelse af de forskellige færdselsindskrænkninger, herunder blandt andet hensynet til færdselssikkerhed, tryghed, støjbegrænsning, byplanlægning, trafikafvikling, mobilitet og generel fremkommelighed. For så vidt angår de tilfælde, hvor politiets samtykke skal indhentes i medfør af de foreslåede § 92, stk. 3 og 4, vil der blive fastsat regler om, at hensyn til færdselsindskrænkningernes indvirkning på mobiliteten og den generelle fremkommelighed skal indgå i den samlede vurdering af, om færdselsindskrænkningerne kan indføres. Såvel vejmyndighedens som politiets skønsudøvelse skal herefter ske inden for de rammer og efter de retningslinjer, som vil blive fastsat i hastighedsbekendtgørelsen.

Til nr. 4

Det følger af færdselslovens § 92, stk. 1, at vejmyndigheden for en offentlig vej med samtykke fra politiet kan træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser, jf. dog stk. 4. Der kan blandt andet træffes bestemmelse om 1) parkering og standsning, 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Efter færdselslovens § 92, stk. 4, kan vejmyndigheden ikke forbyde færdselsarter, herunder etablere bilfri zoner, på private fællesvej, medmindre der gives samtykke fra politiet og grundejerne.

Det foreslås i § 92, stk. 4 , at der efter »zoner« indsættes »jf. stk. 2-4,« og at »politiet og« udgår.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at politiet fremover kun vil skulle give samtykke, når kommunalbestyrelsen som vejmyndigheden for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, vil forbyde færdselsarter, herunder etablere bilfri zoner, hvis dette måtte følge af § 92, stk. 2-4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer imidlertid ikke en ændring af, at kommunalbestyrelsen som vejmyndigheden for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, fortsat kun vil kunne forbyde færdselsarter, herunder etablere bilfri zoner, hvis der gives samtykke fra grundejerne.

Til nr. 5

Ifølge færdselslovens § 92 a, stk. 1, kan politiet med samtykke fra vejmyndigheden, for så vidt angår offentlig vej, og fra vejmyndigheden, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, træffe bestemmelse om 1) indførelse af ubetinget vigepligt og 2) påbud om ensrettet færdsel.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at politiet træffer afgørelser efter § 42, stk. 4 og 5, og § 43 b, stk. 2, om lokale hastighedsbegrænsninger, for så vidt angår offentlig vej efter forhandling med vejmyndigheden, og, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, efter forhandling med vejmyndigheden.

Det følger af bestemmelsens stk. 3, at i forbindelse med trafiksaneringer og lokale handlingsplaner for trafikken i tættere bebygget område kan vejmyndigheden over for politiet tage initiativ til, at der træffes afgørelser efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2.

Det foreslås, at § 92 a nyaffattes.

Det følger af den foreslåede § 92 a, stk. 1, at vejmyndigheden for offentlig vej og for privat fællesvej, der er omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, træffer bestemmelse efter § 42, stk. 4 og 5, og § 43 b, stk. 2, om lokale hastighedsgrænser på vejstrækninger eller for et nærmere afgrænset område, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en ændring i den formelle kompetence til at træffe beslutninger om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser.

Den foreslåede § 92, stk. 1, medfører, at vejmyndigheden som hovedregel vil kunne træffe bestemmelse om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser uden politiets samtykke. Det vil gælde for vejstrækninger og for nærmere afgrænsede områder både udenfor og i tættere bebygget område og fastsættelse af såvel højere som lavere lokale hastighedsgrænser.

En vejstrækning vil i den foreslåede bestemmelse være et vejstykke mellem to kryds.

Et nærmere afgrænset område skal forstås i overensstemmelse med reglerne om zoner med lokal hastighedsbegrænsning fastsat i vejafmærkningsbekendtgørelsen og anvendelsesbekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af den gældende færdselslovs § 95. Et nærmere afgrænset område (hastighedszone) omfatter som udgangspunkt mindst to vejstrækninger. For så vidt angår den maksimale størrelse af et nærmere afgrænset område med lavere hastighedsgrænse finder de begrænsninger i zonernes størrelse, der er fastsat i anvendelsesbekendtgørelsen, anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse regulerer alene vejmyndighedens afgørelser for offentlig vej og kommunalbestyrelsens afgørelser som vejmyndighed for private fællesveje omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3. Den foreslåede bestemmelse vil således præcisere, at beslutninger om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser på private fællesveje omfattet af privatvejslovens §§ 11-24 a, jf. § 4, og private veje, alene kan træffes af ejeren af en strækning af en privat fællesvej og en vejberettiget grundejer, afhængig af en eventuel vejretsaftale med vejejeren.

De nærmere materielle betingelser for vejmyndighedens fastsættelse af højere og lavere hastighedsgrænser vil fortsat være fastsat i hastighedsbekendtgørelsen.

Der lægges ikke op til at ændre hastighedsbekendtgørelsens materielle betingelser for fastsættelse af højere hastighedsgrænser. Hastighedsbekendtgørelsens materielle betingelser for fastsættelse af lavere hastighedsgrænser vil derimod blive ændret, således at vejmyndigheden i de tilfælde, hvor fastsættelse af en lavere lokal hastighedsgrænse kan ske uden politiets samtykke, jf. nærmere nedenfor vedrørende de foreslåede bestemmelser i § 92 a, stk. 2 og 3, kan ske på baggrund af vejmyndighedens frie skøn for så vidt angår nedsættelse af hastighedsgrænsen til 40 km i timen. Der vil derimod ikke blive ændret i hastighedsbekendtgørelsens materielle betingelser for fastsættelse af en lokal hastighedsgrænse på 30 km i timen og derunder.

Det følger af den foreslåede § 92 a, stk. 2, at vejmyndigheden med samtykke fra politiet træffer bestemmelse efter § 42, stk. 5, 1. og 2. pkt., for vejstrækninger eller et nærmere afgrænset område i tættere bebygget område, hvis den enkelte vejstrækning eller mindst én vejstrækning inden for det nærmere afgrænsede område har en årsdøgnstrafik, der overstiger 6.000.

Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en undtagelse til den foreslåede hovedregel i § 92 a, stk. 1, hvorefter vejmyndigheden uden politiets samtykke vil kunne træffe bestemmelse om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser.

Bestemmelsen omfatter alene fastsættelse af lavere hastighedsgrænser, jf. bestemmelsens henvisning til § 42, stk. 5, 1. og 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at vejmyndigheden alene kan træffe bestemmelse om fastsættelse af lavere lokale hastighedsgrænser i de omhandlede tilfælde, hvis politiet samtykker hertil.

Tættere bebygget område skal forstås i overensstemmelse med definitionen i færdselslovens § 2, nr. 27, hvorefter tættere bebygget område er et område, hvis grænser tilkendegives ved særlig afmærkning. Tættere bebygget område markeres efter bekendtgørelse nr. 425 af 13. april 2023 om vejafmærkning med senere ændring (herefter vejafmærkningsbekendtgørelsen) § 27 med tavle E 55 Tættere bebygget område (byskilt) og E 56 Ophør af tættere bebygget område.

For så vidt angår betydningen af bestemmelsens begreber »vejstrækning« og »nærmere afgrænset område« henvises nærmere til det ovenfor anførte vedrørende de tilsvarende begreber i den foreslåede § 92 a, stk. 1.

Det afgørende i forhold til årsdøgnstrafikken på højst 6.000 vil i den foreslåede bestemmelse være årsdøgnstrafikken, før de omhandlede lokale hastighedsgrænser gennemføres. I medfør af den gældende færdselslovs § 92 c, stk. 3, vil der i hastighedsbekendtgørelsen blive fastsat nærmere regler om, hvordan årsdøgnstrafik i øvrigt skal opgøres.

De nærmere materielle betingelser for, hvornår vejmyndigheden med politiets samtykke kan fastsætte lavere hastighedsgrænser vil fortsat være fastsat i hastighedsbekendtgørelsen.

Der lægges ikke op til at ændre hastighedsbekendtgørelsens materielle betingelser for fastsættelse af lavere hastighedsgrænser for de tilfælde, hvor der er tale om vejstrækninger eller et nærmere afgrænset område i tættere bebygget område, hvor den enkelte vejstrækning eller mindst én vejstrækning inden for det nærmere afgrænsede område har en årsdøgnstrafik, der overstiger 6.000. Såvel vejmyndighedens som politiets skønsudøvelse skal derfor fortsat ske inden for de rammer og efter de retningslinjer, som er fastsat i hastighedsbekendtgørelsen.

Det følger af den foreslåede § 92 a, stk. 3, at vejmyndigheden endvidere med samtykke fra politiet træffer bestemmelse efter § 42, stk. 5, 1. og 2. pkt., for vejstrækninger i tættere bebygget område, hvis vejstrækningen er en del af rutenettet i henhold til regler om rutenummereringen af det danske vejnet.

Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en undtagelse til den foreslåede hovedregel i § 92 a, stk. 1, hvorefter vejmyndigheden uden politiets samtykke træffer bestemmelse om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser.

Bestemmelsen omfatter alene fastsættelse af lavere hastighedsgrænser, jf. bestemmelsens henvisning til § 42, stk. 5, 1. og 2. pkt.

Den foreslåede § 92, stk. 3, medfører, at vejmyndigheden alene kan træffe bestemmelse om fastsættelse af lavere lokale hastighedsgrænser på vejstrækninger, der er en del af det rutenummererede vejnet inden for tættere bebygget område, hvis politiet samtykker hertil. Det vil gælde uanset vejstrækningens årsdøgnstrafik, og således også for vejstrækninger med en årsdøgnstrafik under 6.000, hvis vejstrækningen er en del af det rutenummererede vejnet.

Bestemmelsen vil endvidere medføre, at vejmyndigheden heller ikke uden politiets samtykke vil kunne nedsætte hastighedsgrænsen for et nærmere afgrænset område, hvis der i det nærmere afgrænsede område indgår en eller flere vejstrækninger, der er en del af det rutenummererede vejnet inden for tættere bebygget område.

Rutenettet skal forstås som den del af det danske vejnet, der er nummereret i overensstemmelse med de gældende regler fastsat i cirkulære nr. 9541 af 12. juni 2025 om rutenummerering af vejnettet, der er udstedt i medfør af den gældende færdselslovs § 95. Rutenettet består af europaveje og primærruter, der er tildelt numrene 6-99, sekundærruter, der er tildelt numrene 150-599 og ringruter i større byer, der er tildelt numrene 01-05. Rutenummerering af det danske vejnet fremgår af Fjern- og nærmålskataloget og et danmarkskort, som løbende ajourføres af Vejdirektoratet. Katalog og kort kan tilgås på Vejdirektoratets hjemmeside.

For så vidt angår betydningen af bestemmelsens begreber »tættere bebygget område«, »vejstrækning« og »nærmere afgrænset område« henvises nærmere til det ovenfor anførte vedrørende de tilsvarende begreber i den foreslåede § 92 a, stk. 1 og 2.

De nærmere materielle betingelser for, hvornår vejmyndigheden med politiets samtykke kan fastsætte lavere hastighedsgrænser vil, som nævnt ovenfor, fortsat være fastsat i hastighedsbekendtgørelsen.

Der lægges ikke op til at ændre hastighedsbekendtgørelsens materielle betingelser for fastsættelse af lavere hastighedsgrænser for de tilfælde, hvor der er tale om vejstrækninger, som er en del af det rutenummererede vejnet, i tættere bebygget område. Såvel vejmyndighedens som politiets skønsudøvelse skal derfor fortsat ske inden for de rammer og efter de retningslinjer, som er fastsat i hastighedsbekendtgørelsen.

Den samlede nyaffattelse af § 92 a indeholder ikke en bestemmelse om vejmyndighedens initiativret overfor politiet i forhold til afgørelse om påbud om ensrettet færdsel og om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser i forbindelse med trafiksaneringer og lokale trafiksaneringsplaner.

Som en konsekvens af, at det med den foreslåede § 92 a, stk. 1-3, og den foreslåede § 92, stk. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 1-3 og 5, foreslås, at initiativretten til at træffe bestemmelse om lokale hastighedsgrænser og til at træffe bestemmelse om indførelse af færdselsindskrænkninger tillægges vejmyndigheden, indeholder nyaffattelsen af § 92 a ikke en bestemmelse svarende til den gældende § 92 a, stk. 3, om vejmyndighedens initiativret i forbindelse med trafiksaneringer og lokale trafiksaneringsplaner.

Det bemærkes, at politiet – som led i samarbejdet mellem politiet og vejmyndighederne på færdselsområdet – fortsat vil kunne foranledige, at sager af færdselsmæssig karakter tages op til vejmyndighedens overvejelse.

Til nr. 6

I medfør af færdselslovens § 92 a, stk. 1, kan politiet med samtykke fra vejmyndigheden, for så vidt angår offentlig vej, og fra vejmyndigheden, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven, jf. lovens § 3, træffe bestemmelse om 1) indførelse af ubetinget vigepligt og 2) påbud om ensrettet færdsel.

Det følger af færdselslovens § 92 b, at afgørelser efter § 92 og § 92 a, stk. 1, som vedrører stationspladser eller adgangsveje til stationspladser og færgelejer, træffes efter forhandling med vedkommende jernbane- eller færgeselskab.

Det foreslås i § 92 b, at »og § 92 a, stk. 1« udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at den gældende § 92 a, stk. 1, om politiets kompetence til med vejmyndighedens samtykke at træffe bestemmelsen om indførelse af ubetinget vigepligt og påbud om ensrettet færdsel med lovforslagets § 1, nr. 2, 3 og 5, foreslås indsat i den foreslåede § 92, og at den formelle beslutningskompetence samtidig foreslås overført til vejmyndigheden.

Der henvises herved nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, 3 og 5.

Den foreslåede bestemmelse vil, sammen med de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, således medføre, at vejmyndighedens beslutninger om indførelse af ubetinget vigepligt og påbud om ensrettet færdsel, fortsat vil skulle træffes efter forhandling med jernbane- eller færgeselskabet, hvis bestemmelserne vedrører stationspladser eller adgangsveje til stationspladser eller færgelejer. Tilsvarende vil vejmyndighedens øvrige bestemmelser, der træffes i medfør af § 92 fortsat skulle træffes efter forhandling med jernbane- eller færgeselskabet, hvis bestemmelserne vedrører stationspladser eller adgangsveje til stationspladser eller færgelejer.

Til nr. 7

Det følger af færdselslovens § 92 c, stk. 1, at såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der nævnes i §§ 92 og 92 a, afgøres sagen af transportministeren, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Efter færdselslovens § 92 kan vejmyndigheden med politiets samtykke træffe forskellige bestemmelser, der indvirker på vejenes indretning og udnyttelse. Efter færdselslovens § 92 a kan politiet med vejmyndighedens samtykke træffe bestemmelser om ubetinget vigepligt, ensretning af færdslen og lokale hastighedsbegrænsninger. Der henvises nærmere til pkt. 2.1.1 og 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger om gældende ret.

Det foreslås, at § 92 c, stk. 1 , ændres, således at »§§ 92 og 92 a« ændres til: »§ 92, stk. 3 og 4, og § 92 a, stk. 2 og 3«, og at § 92 c, stk. 2, 1. pkt., ændres, således at »§§ 92 og 92 a« til: »§ 92, stk. 3 og 4, og § 92 a, stk. 2 og 3,«

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 3 og 5, foreslås, at kompetencen til at træffe bestemmelser efter § 92 og § 92 a som hovedregel tillægges vejmyndigheden, og at politiet kun i de tilfælde, der fremgår af den foreslåede § 92, stk. 3 og 4, og den foreslåede § 92 a, stk. 2 og 3, skal give samtykke til vejmyndighedens beslutninger. Det vil således kun være i disse tilfælde, at der kan opstå uenighed mellem myndighederne.

De foreslåede ændringer indebærer ikke øvrige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 8

Det følger af færdselslovens § 92 c, stk. 4, at foranstaltninger af den art, der nævnes i §§ 92 og 92 a, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 1, som ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, og som regulerer parkering og standsning med påhængskøretøjer, køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg eller særligt indrettede køretøjer, eller som alene udvider det område, hvor der lovligt kan parkeres eller standses, kan i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse. Ligeledes kan foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 3, som ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.

Det foreslås i § 92 c, stk. 4, 3. pkt. , at ændre »§ 92, stk. 1, nr. 3,« til »§ 92, stk. 2-4, som vedrører forbud mod visse færdselsarter, og«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, hvorved det foreslås, at reglerne i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 3, om forbud mod visse færdselsarter, udgår af § 92, stk. 1, nr. 3, og i stedet indsættes i færdselslovens § 92, stk. 2.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets til § 1, nr. 2 og 3.

Den foreslåede ændring i § 92 c, stk. 4, 3. pkt., er alene en konsekvensændring, der ikke indebærer materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 9

Ifølge § 92 d, stk. 1, kan transportministeren, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade vejmyndigheder at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens bestemmelser, herunder forsøg, der alene er begrundet i miljømæssige hensyn. Transportministeren kan i forbindelse med sådanne forsøg fravige bestemmelserne i § 2, nr. 2, 7, 9 og 13-15, § 5, stk. 2, §§ 6, 10, 11 og 13. Ministeren kan udstede forskrifter i forbindelse med en konkret tilladelse.

Det følger af § 92 d, stk. 2, at vejmyndighedens anmodning om tilladelse til forsøg indsendes af vejmyndigheden til Transportministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget.

I medfør af § 92 d, stk. 3, er det muligt for vejmyndigheden at opkræve betaling for certifikater, parkeringstilladelser eller lignende, der udstedes i forbindelse med gennemførelse af forsøg efter stk. 1.

Bestemmelsen har et meget begrænset anvendelsesområde. Det skyldes navnlig, at bestemmelsen alene giver mulighed for kortvarige forsøg af op til 1 års varighed, og at bestemmelsen ikke giver hjemmel til forsøg, der begrænser færdslen eller muligheden for at udnytte privat ejendom i et sådant omfang, at der bliver tale om indgreb af ekspropriativ karakter. Siden bestemmelsens indførelse i 2000, er der således alene gennemført ét forsøg med hjemmel i § 92 d.

Det foreslås, at § 92 d ophæves.

Dette sker af ordensmæssige hensyn, idet færdselsloven ikke bør indeholde bestemmelser, der har mistet deres relevans.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der fremadrettet ikke vil kunne udføres forsøg, der ikke vil kunne udføres efter færdselslovens øvrige bestemmelser.

Til nr. 10

Overskriften til færdselslovens § 100 er »Vejanlæg«.

Det foreslås, at overskriften før § 100 ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af ophævelsen af færdselslovens § 100. Der henvises til § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil nedenfor.

Til nr. 11

Det fremgår af færdselslovens § 100, stk. 1, at afgørelser om udførsel af vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser, træffes af vejmyndigheden med samtykke fra politiet. Hvis der opstår uenighed mellem politi og vejmyndigheden, afgøres sagen af transportministeren, jf. stk. 2.

Det foreslås, at § 100 ophæves.

Det foreslåede vil betyde, at vejmyndigheden ikke vil skulle indhente politiets samtykke i forbindelse med afgørelser om udførsel af vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser. Det er vejmyndigheden, der vil skulle varetage de trafikale- og færdselsmæssige hensyn i planlægning og udførsel af vejanlæg.

Ophævelsen skal ses i sammenhæng med, at politiet ikke fremadrettet skal involveres i alle vejmyndighedens afgørelser om vejes indretning og udnyttelse, jf. de foreslåede ændringer til færdselslovens §§ 92 og 92 a, samt at lov nr. 753 af 20. juni 2025 om ændring af færdselsloven, lov om offentlige veje m.v., lov om private fællesveje og jernbaneloven ophævede færdselslovens § 91.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-5 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 12

Færdselslovens § 121, stk. 1, indeholder regler om standsnings- og parkeringsafgifter.

Det følger af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 7, at politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter §§ 92 og 92 d, selv om forbuddet ikke angives ved afmærkning.

Det foreslås i § 121, stk. 1, nr. 7, at ændre »§§ 92 og 92 d« til »§ 92«.

Henvisningen til § 92 d udgår dermed af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvorved det foreslås at ophæve § 92 d.

Den foreslåede ændring indebærer ikke indholdsmæssige ændringer af § 121, stk. 1, nr. 7.

Til nr. 13

Færdselslovens § 121, stk. 1, indeholder regler om standsnings- og parkeringsafgifter.

Det følger af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 8, at politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsættes i medfør af §§ 92, 92 d og 93.

Det foreslås i § 121, stk. 1, nr. 8, at ændre »§§ 92, 92 d og 93« til »§§ 92 og 93«.

Henvisningen til § 92 d udgår dermed af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvorved det foreslås at ophæve § 92 d.

Den foreslåede ændring indebærer ikke indholdsmæssige ændringer af § 121, stk. 1, nr. 8.

§ 2

Til nr. 1

I henhold til privatvejslovens § 30 kan kommunalbestyrelsen i forbindelse med godkendelse af et skitseprojekt for udlæg af en privat fællesvej og efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning ved vejens anlæg som privat fællesvej.

Kommunalbestyrelsen skal ligeledes forhandle med politiet, inden den i forbindelse med godkendelse af et detailprojekt for ibrugtagning og anlæg af en privat fællesvej træffer bestemmelse om, at der skal etableres færdselsregulerende foranstaltninger på vejen, jf. privatvejslovens § 41, stk. 2.

Det foreslås, at i § 30 og§ 41, stk. 2, udgår »efter forhandling med politiet«.

Det foreslåede vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke vil være forpligtet til at forhandle med politiet, inden den godkender et skitseprojekt for udlæg af en privat fællesvej, bestemmer at der skal etableres færdselsregulering eller indskrænkning ved vejens anlæg eller bestemmer, at der skal etableres færdselsregulerende foranstaltninger i forbindelse med godkendelse af et detailprojekt for ibrugtagning og anlæg af en privat fællesvej i by eller bymæssigt område.

Ophævelsen af forhandlingsforpligtelsen skal ses sammenhæng med det foreslåede til færdselslovens § 92 samt det foreslåede til privatvejslovens § 57, stk. 2.

Til nr. 2

De særlige bestemmelser om færdselsmæssige forandringer og færdselsregulering på private fællesveje i by og bymæssigt område findes i privatvejslovens § 57.

Justitsministeriet har i en afgørelse af 25. oktober 2008 (j.nr. 2008-9153-16) om parkering på en privat fællesvej i Københavns Kommune fastslået, at den tidligere privatvejslovs § 44 i daværende lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008, svarende til gældende privatvejslovs § 57, var den specielle regel på området i forhold til færdselslovens § 92, der er den generelle. Ud fra lex specialis princippet om, at den specielle regel anvendes frem for den generelle, skal afgørelser om færdselsregulering på private fællesveje i byer og bymæssigt område derfor træffes efter privatvejslovens § 57.

Bestemmelsen sondrer mellem tilladelser til ændringer i stk. 2 og kommunalbestyrelsens afgørelser om ændringer i stk. 3. I begge tilfælde skal kommunalbestyrelsen indhente politiets samtykke, inden vejens færdselsmæssige indretning eller regulering af færdslen kan ændres.

Det følger således af privatvejslovens § 57, stk. 2, at grundejere ikke må foretage ændringer, afspærre vejen eller etablere eller ændre foranstaltninger med henblik på regulering af færdslen, jf. færdselslovens §§ 92, 92 a og 100, uden kommunalbestyrelsen og politiets godkendelse. Kommunalbestyrelsen skal ved behandling af en ansøgning først og fremmest tage stilling til, om almene, offentligretlige hensyn er til hinder for det ansøgte.

Det følger af gældende § 92, stk. 1, i færdselsloven, at for private fællesveje i by og bymæssigt område kan vejmyndigheden med samtykke fra politiet træffe bestemmelser om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader. Af gældende § 92 a, stk. 1 og 2, følger, at politiet med samtykke fra vejmyndigheden kan træffe bestemmelser om indførsel af ubetinget vigepligt, påbud om ensrettet færdsel og efter forhandling med vejmyndigheden træffe bestemmelse om lokale hastighedsbegrænsninger.

Tilladelser efter § 57, stk. 2, kan afmærkes med uautoriseret afmærkning. Uautoriseret afmærkning er anden afmærkning end den, der fastsat med hjemmel i færdselslovens § 95, stk. 1 og 3. Uautoriseret afmærkning er i dag endvidere den eneste måde eksempelvis at reservere en parkeringsplads på en privat fællesvej til en bestemt grundejers køretøj, når der ikke er tale om en reservation til et køretøj, der anvendes af en person med et handicap. Uautoriseret afmærkning er desuden den eneste måde at afmærke privat parkeringskontrol på en privat fællesvej.

Det følger af § 57, stk. 3, at kommunalbestyrelsen med politiets samtykke kan bestemme, at der på en privat fællesvej skal etableres eller foretages ændringer i lovlige færdselsregulerende foranstaltninger og indretninger på vejen. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 er udtryk for, at almene, offentligretlige, først og fremmest trafikale, hensyn taler for den ønskede ændring i den private fællesvejs færdselsmæssige indretning og regulering.

Det følger af § 57, stk. 4, at hvis foranstaltningerne sker for at forbedre det trafikale miljø, finder reglerne i §§ 48-55 om istandsættelse og vedligeholdelse m.v. anvendelse, medmindre andet er aftalt. Der er i § 57, stk. 5, hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan fjerne foranstaltninger etableret uden tilladelse og i stk. 6 til, at det kan ske uden forudgående påbud, hvis de er til ulempe for færdslen. Reglerne finder tilsvarende anvendelse for ændringer, der er foretaget uden tilladelse.

Det foreslås i § 57, stk. 2, at grundejerne med kommunalbestyrelsens godkendelse kan foretage ændringer ved en privat fællesvejs færdselsmæssige indretning eller ændre reguleringen af færdslen på vejen, jf. færdselslovens §§ 92 og 92 a, herunder afmærke foranstaltningerne med uautoriseret afmærkning.

Hvis almene, offentligretlige hensyn ikke taler imod en tilladelse, vil kommunalbestyrelsen i de fleste tilfælde meddele sin offentligretlige tilladelse, jf. privatvejslovens § 56, stk. 1.

Det foreslåede vil betyde, at for en strækning af en privat fællesvej i by og bymæssigt område med en årsdøgnstrafik på højst 1.000 vil vejmyndigheden blandt andet kunne give tilladelse til forbud mod visse færdselsarter, hel eller delvis afspærring af vejstrækningen, hvis afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde uden at skulle indhente politiets samtykke. Hvis en privat fællesvej har en årsdøgnstrafik på over 1.000, skal politiets samtykke fortsat indhentes.

Det foreslåede betyder desuden, at i det tilfælde en privat fællesvej har en årsdøgnstrafik på over 6.000 skal politiets samtykke fortsat indhentes til ændring af hastighedsgrænserne, jf. færdselslovens § 92 a, stk. 2.

Det vil påhvile vejmyndigheden at sikre, at årsdøgnstrafikken er under de i færdselslovens §§ 92 og 92 a nævnte grænser, når den træffer afgørelse uden at indhente politiets samtykke.

Der vil blive fastsat nærmere regler om, hvordan årsdøgnstrafik skal opgøres i forbindelse med, at hastighedsbekendtgørelsen vil blive revideret, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 3-5.

I forbindelse med en ansøgning om ændring af en privat fællesvejs indretning vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om almene, offentligretlige hensyn, først og fremmest vejtekniske og trafikale hensyn er til hinder for det ansøgte. Vejmyndigheden er dog ikke forpligtet til at give en tilladelse til færdselsregulering, selvom vejmyndigheden ikke vurderer, at almene, offentlige hensyn er til hinder for det ansøgte, idet vejmyndigheden lovligt kan træffe afgørelse på grundlag af en afvejning af parternes bemærkninger i sagen.

Uanset bestemmelsen i færdselslovens § 92 c, stk. 4, 1. pkt., vil tilladelser efter det foreslåede i privatvejslovens § 57, stk. 2, kunne afmærkes med uautoriseret afmærkning, som det også er gældende ret i dag. Dette er f.eks. tilfældet, hvis der gives tilladelse til privat parkeringskontrol på en privat fællesvej.

Det foreslås i § 57, stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der på en privat fællesvej skal foretages ændringer nævnt i stk. 2. Kommunen afholder udgifterne til etablering og afmærkning af foranstaltningerne.

Det foreslåede vil betyde, at for en strækning af en privat fællesvej i by og bymæssigt område med en årsdøgnstrafik på højst 1.000 vil vejmyndigheden kunne beslutte forbud mod visse færdselsarter, hel eller delvis afspærring af vejstrækningen, hvis afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde uden at skulle indhente politiets samtykke. Hvis en privat fællesvej har en årsdøgnstrafik på over 1.000, skal politiets samtykke fortsat indhentes.

Det foreslåede betyder desuden, at i det tilfælde en privat fællesvej har en årsdøgnstrafik på over 6.000 skal politiets samtykke fortsat indhentes til ændring af hastighedsgrænserne, jf. færdselslovens § 92 a, stk. 2.

Politiets samtykke vil desuden skulle indhentes, hvis vejmyndigheden skal træffe bestemmelse om færdselsindskrænkninger for mere end fire sammenhængende vejstrækninger, der hver især har en årsdøgnstrafik på højst 1.000.

En vejstrækning vil være et vejstykke mellem to kryds. Vejstrækninger kan således være sammenhængende ved at ligge i forlængelse af hinanden eller ved at krydse hinanden. Det har ikke betydning, om der er tale om et vejstykke, der har status af privat fællesvej eller kommunevej. Sammenhængende vejstrækninger kan således bestå af både private fællesveje og kommuneveje.

Det påhviler vejmyndigheden at sikre, at årsdøgnstrafikken er under de i færdselslovens §§ 92 og 92 a nævnte grænser, når den træffer afgørelse uden at indhente politiets samtykke.

Det er Transportministeriets vurdering, at de nævnte årsdøgnstrafikgrænser i det foreslåede til færdselslovens § 92 a kun rent undtagelsesvist vil forekomme på private fællesveje i by og bymæssigt område.

I lighed med praksis efter gældende § 57, stk. 3, vil vejmyndighedens afgørelser efter det foreslåede i § 57, stk. 3, skulle tilkendegives ved autoriseret afmærkning i henhold til færdselslovens § 92 c, stk. 4, jf. § 95.

Det foreslåede vil desuden betyde, at kommunen vil skulle afholde udgifterne til etablering og afmærkning af de foranstaltninger, kommunen beslutter efter stk. 3. Den fremtidige vedligeholdelse af foranstaltninger og afmærkning påhviler de vedligeholdelsespligtige grundejere i henhold til privatvejslovens §§ 44-55. Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret.

Det foreslåede i § 57, stk. 2 og 3, skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer til færdselslovens §§ 92 og 92 a, hvor politiet fremadrettet ikke skal involveres i alle vejmyndighedens afgørelser om vejes færdselsmæssige indretning og udnyttelse.

Det foreslås i § 57, stk. 4, at foretages ændringerne efter stk. 3 i det væsentlige for at forbedre det trafikale miljø på vejen, f.eks. ved etablering af opholds- og legeområder eller områder med fartdæmpning, finder §§ 48-55 tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede vil være en videreførelse af den gældende privatvejslovs § 57, stk. 4, og er udtryk for, at det vurderes rimeligt og proportionalt, at de vedligeholdelsespligtige grundejere vil skulle afholde udgifterne til foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen fastsætter, fordi almene, offentligretlige hensyn afgørende taler herfor, men som i det væsentligste skal bidrage til at forbedre miljøet, trafikmiljøet m.m. på og ved vejen til gavn og glæde for de vejberettigede. Bestemmelsen er således en undtagelsesbestemmelse i forhold til udgangspunktet nævnt i det foreslåede til § 57, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen afholder udgifter til de foranstaltninger på vejen, som den etablerer af hensyn til den almene færdsel på vejen.

Det foreslås i § 57, stk. 5, at kommunalbestyrelsen kan fjerne foranstaltninger efter stk. 2, der er etableret uden kommunalbestyrelsens godkendelse, for den pågældendes regning, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at fjerne foranstaltningen. Før påbud om fjernelse skal det vurderes, om forholdet retligt kan lovliggøres ved, at kommunalbestyrelsen giver den manglende godkendelse.

Det foreslåede vil være en videreførelse af gældende § 57, stk. 5, med de ændringer, som forslaget om ophævelse af politiets deltagelse i administrationen af de private fællesveje, indebærer.

Forslaget til § 57, stk. 5, vil betyde, at kommunalbestyrelsen fortsat vil kunne fjerne færdselsregulerende foranstaltninger, der er etableret uden forudgående tilladelse eller beslutning efter stk. 2, og som kommunalbestyrelsen ikke efterfølgende vil kunne meddele tilladelse til. Hvis kommunalbestyrelsen er bekendt med, hvem der har etableret foranstaltningen, vil kommunalbestyrelsen som udgangspunkt skulle give pågældende et påbud om at fjerne den ulovlige foranstaltning. Hvis påbuddet herefter ikke efterkommes inden for den fastsatte rimelige frist, vil kommunalbestyrelsen kunne fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning.

Det foreslås i § 57, stk. 6, at hvis foranstaltningen efter stk. 5 er til fare eller ulempe for færdslen, kan kommunalbestyrelsen eller politiet fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning uden forudgående påbud.

Det foreslåede vil være en videreførelse af den gældende § 57, stk. 6, med den præcisering, at det også omfatter foranstaltninger til fare for færdslen. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen og politiet uden forudgående påbud forsat vil kunne fjerne foranstaltninger, der vurderes at være til fare eller ulempe for færdslen på vejen. Med hensyn til udgifterne forbundet med denne fjernelse gælder det samme som anført oven for i forslaget til stk. 5.

Det foreslås i § 57, stk. 7, at reglerne i stk. 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse for ændringer, der er foretaget uden kommunalbestyrelsens godkendelse.

Det foreslåede betyder, at hvis der er foretaget ændringer i en lovlig færdselsregulerende foranstaltning, f.eks. udført en ændring, som ikke svarer til det, der blev givet tilladelse til, eller der efterfølgende er ændret i foranstaltningen, f.eks. hvis et vejbump er gjort stejlere eller mindre stejlt end tilladt/godkendt, kan kommunalbestyrelsen eller politiet fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning uden forudgående påbud.

Det foreslåede er en videreførelse af gældende § 57, stk. 7, og vil indebære, at bestemmelserne i de foreslåede stk. 5 og 6 vil finde tilsvarende anvendelse på ændringer på lovlige færdselsregulerende foranstaltninger m.m., når der ikke er meddelt tilladelse til ændringen, og den heller ikke efterfølgende kan lovliggøres retligt.

Det foreslås i § 57, stk. 8, at kan kommunalbestyrelsen ikke fastslå, hvem der har foretaget ændringer som nævnt i stk. 5-7, kan kommunalbestyrelsen kræve vejen fysisk lovliggjort efter §§ 44-55. I tilfælde hvor kommunalbestyrelsen ikke kan lovliggøre foranstaltningen retligt og heller ikke ved, hvem der har etableret foranstaltningen, vil stk. 8 finde anvendelse.

Det foreslåede vil betyde, at kommunen kan træffe afgørelse efter privatvejslovens regler om istandsættelse og vedligeholdelse med henblik på, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, når det ikke er muligt for kommunen at fastslå, hvilken grundejer eller grundejere, der har foretaget de ændringer, der ikke kan tillades og som ikke efterfølgende kan lovliggøres, og det heller ikke er muligt at henføre den ulovlige foranstaltning til ejeren af den tilgrænsende ejendom, jf. § 99.

§ 3

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. maj 2026.

Sager efter færdselsloven om indretning og udnyttelse af veje og fastsættelse af lokale hastighedsgrænser, der er verserende med henblik på indhentelse af politiets samtykke, men endnu ikke afgjorte på tidspunktet for lovens ikrafttræden, vil skulle færdigbehandles og afgøres efter de foreslåede regler. Det vil både gælde i forhold til beslutningskompetence og de materielle betingelser for vejmyndighedens beslutninger, der vil blive fastsat i hastighedsbekendtgørelsen med samme ikrafttrædelsesdato som loven. De pågældende sager behøver således ikke at afvente politiets samtykke.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet det følger af § 143 i færdselsloven og § 108 i privatvejsloven, at de to love ikke gælder for Færøerne og Grønland, og lovene indeholder ikke anordningsbestemmelser om, at lovenes regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets regler vil derfor ikke finde anvendelse eller ved kongelig anordning kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

---

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering	Lovforslaget
	§ 1 I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 12. januar 2026, foretages følgende ændringer:
§ 92. Vejmyndigheden for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser, jf. dog stk. 4. Der kan bl.a. træffes bestemmelse om 1) parkering og standsning, 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader. Stk. 2. Vejmyndigheden kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde. Stk. 3. --- Stk. 4. Vejmyndigheden kan ikke forbyde færdselsarter, herunder etablere bilfrie zoner, på private fællesveje, medmindre der gives samtykke fra politiet og grundejerne.	1. I § 92, stk. 1, 1. og 2. pkt., udgår »med samtykke fra politiet«, og i § 92, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 6«. 2 . § 92, stk. 1, nr. 3, affattes således: »3) indførelse af ubetinget vigepligt.« 3. § 92, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes: »Stk. 2. For en vejstrækning med en årsdøgnstrafik på højst 1.000 træffer vejmyndigheden, jf. stk. 1, bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, påbud om ensrettet færdsel og hel eller delvis afspærring af vejstrækningen, hvis afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde, jf. dog stk. 3. Stk. 3. For mere end fire sammenhængende vejstrækninger, der hver især har en årsdøgnstrafik på højst 1.000, træffer vejmyndigheden med samtykke fra politiet bestemmelse om færdselsindskrænkninger omfattet af stk. 2. Stk. 4. For vejstrækninger med en årsdøgnstrafik, der overstiger 1.000, træffer vejmyndigheden med samtykke fra politiet bestemmelse om forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader, påbud om ensrettet færdsel og hel eller delvis afspærring af vejstrækninger.« Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og 6. 4. I § 92, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes efter »zoner,«: »jf. stk. 2-4,«, og »politiet og« udgår.
§ 92 a. Politiet kan med samtykke fra vejmyndigheden, for så vidt angår offentlig vej, og fra vejmyndigheden, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, træffe bestemmelse om 1) indførelse af ubetinget vigepligt og 2) påbud om ensrettet færdsel. Stk. 2. Politiet træffer afgørelser efter § 42, stk. 4 og 5, og § 43 b, stk. 2, om lokale hastighedsbegrænsninger, for så vidt angår offentlig vej efter forhandling med vejmyndigheden, og, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, efter forhandling med vejmyndigheden. Stk. 3. I forbindelse med trafiksaneringer og lokale handlingsplaner for trafikken i tættere bebygget område kan vejmyndigheden over for politiet tage initiativ til, at der træffes afgørelser efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2.	5. § 92 a affattes således: »§ 92 a. Vejmyndigheden for offentlig vej og for privat fællesvej, der er omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, træffer bestemmelse efter § 42, stk. 4 og 5, og § 43 b, stk. 2, om lokale hastighedsgrænser på vejstrækninger eller for et nærmere afgrænset område, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Vejmyndigheden træffer med samtykke fra politiet bestemmelse efter § 42, stk. 5, 1. og 2. pkt., for vejstrækninger eller et nærmere afgrænset område i tættere bebygget område, hvis den enkelte vejstrækning eller mindst én vejstrækning inden for det nærmere afgrænsede område har en årsdøgnstrafik, der overstiger 6.000. Stk. 3. Vejmyndigheden træffer endvidere med samtykke fra politiet bestemmelse efter § 42, stk. 5, 1. og 2. pkt., for vejstrækninger i tættere bebygget område, hvis vejstrækningen er en del af rutenettet i henhold til regler om rutenummereringen af det danske vejnet.« 9. § 92 d ophæves.
§ 92 b. Afgørelser efter § 92 og § 92 a, stk. 1, som vedrører stationspladser eller adgangsveje til stationspladser og færgelejer, træffes efter forhandling med vedkommende jernbane- eller færgeselskab.	6. I § 92 b udgår »og § 92 a, stk. 1«.
§ 92 c. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der nævnes i §§ 92 og 92 a, afgøres sagen af transportministeren, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 2. Afgørelser i henhold til §§ 92 og 92 a kan påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål. Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende, eller hvor foranstaltningen er etableret. Transportministerens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 3. — Stk. 4. Foranstaltninger af den art, der nævnes i §§ 92 og 92 a, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 1, som ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, og som regulerer parkering og standsning med påhængskøretøjer, køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg eller særligt indrettede køretøjer, eller som alene udvider det område, hvor der lovligt kan parkeres eller standses, kan i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse. Ligeledes kan foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 3, som ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse. Stk. 5. --	7. I § 92 c, stk. 1, ændres »§§ 92 og 92 a« til: »§ 92, stk. 3 og 4, og § 92 a, stk. 2 og 3«, og i § 92 c, stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 92 og 92 a« til: »§ 92, stk. 3 og 4, og § 92 a, stk. 2 og 3,«. 8. I § 92 c, stk. 4, 3. pkt., ændres »§ 92, stk. 1, nr. 3,« til: »§ 92, stk. 2-4, som vedrører forbud mod visse færdselsarter, og«
§ 92 d. Transportministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade vejmyndigheder at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens bestemmelser, herunder forsøg, der alene er begrundet i miljømæssige hensyn. Transportministeren kan i forbindelse med sådanne forsøg fravige bestemmelserne i § 2, nr. 2, 7, 9 og 13-15, § 5, stk. 2, §§ 6, 10, 11 og 13. Ministeren kan udstede forskrifter i forbindelse med en konkret tilladelse. Stk. 2. Anmodning om tilladelse til forsøg indsendes af vejmyndigheden til Transportministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Stk. 3. Vejmyndigheden kan opkræve betaling for certifikater, parkeringstilladelser eller lignende, der udstedes i forbindelse med gennemførelse af forsøg som omhandlet i stk. 1.	9. § 92 d ophæves.
	10. Overskriften før § 100 ophæves.
§ 100. Afgørelser om udførsel af vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser, træffes af vejmyndigheden med samtykke fra politiet. Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, afgøres sagen af transportministeren.	11. § 100 ophæves.
§ 121. Politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af: 1)-6)-- 7) standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter §§ 92 og 92 d, selv om forbuddet ikke angives ved afmærkning, 8) andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsættes i medfør af §§ 92, 92 d og 93, og 9) –	12. I § 121, stk. 1, nr. 7, ændres »§§ 92 og 92 d« til: »§ 92«. 13. I § 121, stk. 1, nr. 8, ændres »§§ 92, 92 d og 93« til: »§§ 92 og 93«.
	§ 2 I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 753 af 20. juni 2025 og § 3 i lov nr. 1787 af 29. december 2025, foretages følgende ændringer:
§ 30. I forbindelse med godkendelse af et skitseprojekt, jf. § 27, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning ved vejens anlæg.	1. I § 30 og § 41, stk. 2, udgår »efter forhandling med politiet«.
§ 41. --- Stk. 2. I forbindelse med godkendelse af et detailprojekt, jf. stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning på vejen. Stk. 3-4. ---
§ 57. --- Stk. 2. Grundejerne må ikke foretage ændringer ved en privat fællesvejs indretning eller anlæg, afspærre vejen eller etablere eller ændre foranstaltninger med henblik på regulering af færdslen, jf. færdselslovens §§ 92, 92a og 100, uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse. Politiets godkendelse indhentes af kommunalbestyrelsen. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med politiets samtykke bestemme, at der på en privat fællesvej skal foretages ændringer og foranstaltninger som nævnt i stk. 2. Kommunen afholder udgifterne hertil. Stk. 4. Hvis foranstaltningerne i det væsentlige sker for at forbedre det trafikale miljø på vejen, f.eks. ved etablering af opholds- og legeområder eller områder med fartdæmpning, finder reglerne i kapitel 9 om afholdelse af udgifterne og arbejdets gennemførelse m.m. tilsvarende anvendelse, medmindre andet er aftalt. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan fjerne foranstaltninger, der er etableret uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse, for den pågældendes regning, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at fjerne foranstaltningen. Før påbud om fjernelse skal det vurderes, om forholdet retligt kan lovliggøres, ved at kommunalbestyrelsen og politiet giver den manglende godkendelse. Stk. 6. Er foranstaltningen til ulempe for færdslen, kan kommunalbestyrelsen eller om nødvendigt politiet fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning uden forudgående påbud. Stk. 7. Reglerne i stk. 5 og 6 gælder tilsvarende for ændringer, der er foretaget uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse.	2. § 57, stk. 2-7, ophæves og i stedet indsættes: » Stk. 2. Grundejerne kan med kommunalbestyrelsens godkendelse foretage ændringer ved en privat fællesvejs færdselsmæssige indretning eller ændre reguleringen af færdslen på vejen, jf. færdselslovens §§ 92 og 92 a, herunder afmærke foranstaltningerne med uautoriseret afmærkning. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der på en privat fællesvej skal foretages ændringer nævnt i stk. 2. Kommunen afholder udgifterne til etablering og afmærkning af foranstaltningerne. Stk. 4. Foretages ændringerne efter stk. 3 i det væsentlige for at forbedre det trafikale miljø på vejen, herunder ved etablering af opholds- og legeområder eller områder med fartdæmpning, finder §§ 48-55 tilsvarende anvendelse. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan fjerne foranstaltninger efter stk. 2, der er etableret uden kommunalbestyrelsens godkendelse, for den pågældendes regning, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at fjerne foranstaltningen. Før påbud om fjernelse skal det vurderes, om forholdet retligt kan lovliggøres ved, at kommunalbestyrelsen giver den manglende godkendelse. Stk. 6. Er foranstaltningen efter stk. 5 til fare eller ulempe for færdslen, kan kommunalbestyrelsen eller politiet fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning uden forudgående påbud. Stk. 7. Stk. 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse for ændringer, der er foretaget uden kommunalbestyrelsens godkendelse. Stk. 8. Kan kommunalbestyrelsen ikke fastslå, hvem der har foretaget ændringer som nævnt i stk. 2, kan kommunalbestyrelsen kræve vejen fysisk lovliggjort efter §§ 44-55.«