Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1445 af 21/06/2021

Skatteministeriet

Forbrugsafgiftsloven § 13d

Denne ændring er tilføjet til loven fra: Lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter (Afgiftsforhøjelser på nikotinprodukter og røgfri tobak og justering af overgangsregler ved afgiftsforhøjelser på røgfri tobak, nikotinprodukter og nikotinholdige væsker)

I § 13 d, stk. 6, indsættes efter »afgiftsforhøjelsens ikrafttræden«: », jf. dog stk. 9«.

I § 13 d, stk. 7, indsættes efter »afgiftsforhøjelsens ikrafttræden«: », jf. dog stk. 10«.

I § 13 d indsættes som stk. 8-11:

Stk. 8. Registrerede oplagshavere skal senest 3 måneder efter en afgiftsforhøjelses ikrafttræden anmode told- og skatteforvaltningen om godtgørelse af ikkebrugte stempelmærker, der var gældende før afgiftsforhøjelsens ikrafttræden.

Stk. 9. Afgiftspligtige varer, som en registreret oplagshaver sælger fra egne detailudsalg, og som er påført stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, må ikke sælges i erhvervsmæssigt øjemed her i landet, når der er forløbet 3 måneder fra afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Den registrerede oplagshaver skal udarbejde en lageropgørelse over virksomhedens afgiftspligtige varer påsat stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, som skal sælges i virksomhedens egne detailudsalg, og virksomhedens ikkebrugte stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden. Lageropgørelsen efter 2. pkt. skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest 14 dage efter afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Lageropgørelsen efter 2. pkt. skal afspejle den registrerede oplagshavers lagerstatus for virksomhedens egne detailudsalg på tidspunktet for afgiftsforhøjelsens ikrafttræden. Varer, som indgår i lageropgørelsen efter 2. pkt., skal holdes adskilt fra de øvrige varer i virksomhedens oplag, og det skal være muligt ud fra lageropgørelsen og virksomhedens regnskab at identificere de varer på oplaget, som indgår i lageropgørelsen. Alene afgiftspligtige varer, som er medtaget i lageropgørelsen efter 2. pkt., må sælges med stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden efter 1. pkt., i den registrerede oplagshavers egne detailudsalg.

Stk. 10. Afgiftspligtige varer, som er påført stempelmærker, der var gældende før en afgiftsforhøjelses ikrafttræden, må ikke opbevares i lokalerne til den registrerede oplagshavers egne detailudsalg, når der er forløbet 4 måneder fra afgiftsforhøjelsens ikrafttræden og disse lokaler er adskilt fra oplagshaverens godkendte lokaler.

Stk. 11. For registrerede oplagshavere omfattet af stk. 9 og 10 skal antallet af ikkebrugte stempelmærker, som er omfattet af den registrerede oplagshavers anmodning efter stk. 8, svare til det antal, der er anført på lageropgørelsen i stk. 9, 2. pkt. Er dette ikke tilfældet, eller indsender den registrerede oplagshaver ikke rettidigt en anmodning efter stk. 8, opkræver told- og skatteforvaltningen et beløb svarende til differencen mellem den gamle og den nye afgift af det manglende kvantum.