I medfør af § 52 c, stk. 3 og 5, og § 84, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 10. maj 2022, som ændret ved lov nr. 412 af 23. april 2024, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1366 af 29. september 2022 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:
Bekendtgørelsen fastsætter regler om vandforsyningers oplysningspligter over for forbrugere om prisen for leveret drikkevand og husstandens vandforbrug. Bekendtgørelsen fastsætter endvidere regler om information om vandforsyningerne og om offentliggørelse af anlægs- og driftsbidrag, samt regulativ.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
Pris for leveret drikkevand: Driftsbidraget, som vandforsyningen opkræver for forbrugerens vandforbrug og som forbrugeren bliver afregnet, hvor et eventuelt fastsat fast årligt bidrag indgår særskilt.
Vandforbrug: Det faktiske og målte vandforbrug, som afregnes af vandforsyningen ud fra afregningsmålere på ejendommen, jf. bekendtgørelse nr. 525 af 14. juni 1996 om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau.
Vandforsyning: Almene vandforsyninger, jf. vandforsyningslovens § 3, stk. 3, og ikkealmene vandforsyninger, som i gennemsnit leverer 10 m3 drikkevand eller mere pr. dag og forsyner 50 personer eller flere.
De gældende anlægs- og driftsbidrag efter vandforsyningslovens § 53, stk. 1, skal være tilgængelige på vandforsyningens hjemmeside.
Det gældende regulativ efter vandforsyningslovens § 55, stk. 2, skal være tilgængeligt på vandforsyningens hjemmeside.
Vandforsyninger skal regelmæssigt og mindst én gang om året informere de personer, der leveres drikkevand til om:
Prisen for leveret drikkevand pr. liter og kubikmeter.
Husstandens vandforbrug som minimum for hvert år eller pr. faktureringsperiode.
Udviklingstendensen i husstandens årlige vandforbrug, herunder en sammenligning af husstandens aktuelle vandforbrug med forbruget i samme periode året før, i det omfang disse oplysninger er tilgængelige for vandforsyningen og teknisk muligt at oplyse.
Sammenligninger af husstandens årlige vandforbrug med en gennemsnitlig husstands vandforbrug i en tilsvarende husstandskategori, i det omfang disse oplysninger er tilgængelige for vandforsyningen og teknisk muligt at oplyse.
Stk. 2. De personer, der leveres drikkevand til, skal modtage oplysningerne, jf. stk. 1, på den mest hensigtsmæssige og lettilgængelige måde, f.eks. på fakturaer, uden at personerne skal anmode herom. Oplysningerne kan også gøres tilgængelig via Digital Post eller ved hjælp af andre digitale midler såsom intelligente applikationer.
Stk. 3. Vandforsyninger skal sikre mulighed for at fravælge digital modtagelse af oplysningerne, jf. stk. 1 og 2, hvis vandforsyningen vælger at gøre oplysningerne tilgængelige via Digital Post eller ved hjælp af digitale midler.
Stk. 4. Såfremt der ikke foretages individuel afregning af vandforbrug, skal den fysiske eller juridiske person, som vandforsyningen afregner vandforbruget med, gøre oplysningerne efter stk. 1 tilgængelige for forbrugerne. Hvis oplysninger om husstandens vandforbrug ikke er tilgængelig eller teknisk muligt at oplyse, skal det samlede vandforbrug oplyses.
Vandforsyninger, som er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, skal sikre, at følgende oplysninger om vandforsyningens ejerskabsstruktur er tilgængelige for forbrugerne på vandforsyningens hjemmeside på en brugervenlig og brugertilpasset måde:
Vandforsyningens ejere, herunder ejerkreds og ejerandele, hvis relevant.
Vandforsyningens organisations- eller selskabsform.
Vandforsyningens CVR-nummer.
Stk. 2. Vandforsyninger, som er omfattet af stk. 1, skal endvidere på vandforsyningens hjemmeside offentliggøre et sammendrag af og statistik over forbrugerklager, som vandforsyningen har modtaget om forhold, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Vandforsyninger, som er omfattet af stk. 1, skal mindst én gang om året opdatere oplysningerne, jf. stk. 1 og 2.
Vandforsyninger, som er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, og vandforsyninger, som frivilligt deltager i performancebenchmarkingen, jf. vandsektorlovens § 5, stk. 3, skal offentliggøre resultaterne af den årlige performancebenchmarking på deres hjemmeside.
Stk. 2. Vandforsyninger, som er omfattet af stk. 1, skal endvidere have en henvisning til Miljøstyrelsens hjemmeside om performancebenchmarking på vandforsyningens hjemmeside.
Vandforsyninger skal efter begrundet anmodning give en forbruger adgang til oplysningerne efter §§ 6 og 7 på andre måder.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes, jf. vandforsyningslovens § 65.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
undlader at offentliggøre gældende anlægs- og driftsbidrag på hjemmeside, og som er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 3,
undlader at opfylde oplysningspligterne, jf. § 5,
undlader at offentliggøre eller opdatere oplysningerne om vandforsyninger, jf. § 6,
undlader at offentliggøre resultaterne af performancebenchmarkingen eller at have en henvisning til Miljøstyrelsens hjemmeside, jf. § 7, eller
undlader efter begrundet anmodning at give forbrugere adgang til oplysninger på andre måder, jf. § 8.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.
Lars Nielsen
/ Eskil Lykke Jacobsen
Officielle noter