Forbrugerklageloven § 14

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er ny og gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at tvister, der er omfattet af direktivet, og som omfatter en erhvervsdrivende, der er etableret på medlemsstatens område, kan indbringes for et alternativt tvistløsningsorgan, der opfylder direktivets krav. Bestemmelsen ændrer på det udgangspunkt, der gælder efter nugældende regler, hvorefter Forbrugerklagenævnet og de godkendte private ankenævn følger domstolenes almindelige værnetingsregler ved afgørelse af spørgsmålet om, hvem der kan indklages for et ankenævn. Et ankenævn vil således i dag efter omstændighederne kunne behandle en klage over en erhvervsdrivende, der er etableret i et andet land end Danmark, og som ikke driver virksomhed i Danmark.

Fremover vil udgangspunktet for et godkendt privat tvistløsningsorgan og for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence i forbindelse med mediation efter denne lov være, at den erhvervsdrivende er etableret i Danmark. Et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil skulle håndtere både nationale og grænseoverskridende klager, men klagen skal som udgangspunkt omhandle en dansk etableret erhvervsdrivende. Bestemmelsen er bl.a. begrundet i det forhold, at de nuværende regler ofte skaber problemer i de sager, der er ved Forbrugerklagenævnet, hvor der er værneting i Danmark, men hvor den erhvervsdrivende er etableret i et andet EU-land og ikke driver virksomhed i Danmark. Forbrugeren vil i disse tilfælde ofte have vanskeligt ved at få tvangsfuldbyrdet sit krav, når den erhvervsdrivende vælger ikke at efterleve afgørelsen. En afgørelse truffet af Forbrugerklagenævnet mod en erhvervsdrivende uden for Danmark har således ingen værdi for den pågældende forbruger. Det skyldes, at erfaringerne viser, at udenlandske erhvervsdrivende ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser, samt at nævnets afgørelser ikke kan tvangsfuldbyrdelse i et andet EU-land. Det vil endvidere være en langvarig proces for en forbruger at indbringe sagen for domstolene i Danmark for at få en retsafgørelse, som vil kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i et andet EU-land. Da direktivet indebærer, at der fremover vil være en alternativ tvistløsning i alle medlemsstater, og da en erhvervsdrivende må antages at være mere villig til at deltage i en alternativ tvistløsning, der er baseret på de regler, hvor den erhvervsdrivende er etableret – typisk den erhvervsdrivendes hjemland, forekommer det mest hensigtsmæssigt, at følge direktivets udgangspunkt om etableringskravet. En forbruger vil derfor som udgangspunkt skulle indbringe en sag i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende, som forbrugeren har indgået aftale med, er etableret.

Direktivet sondrer i forhold til etableringsbegrebet mellem fysiske personer og juridiske personer, jf. artikel 4, stk. 2. Hvis en erhvervsdrivende er en fysisk person, anses den erhvervsdrivende for at være etableret dér, hvor den pågældende har sit forretningssted. Hvis den erhvervsdrivende er et selskab eller en anden juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, er den erhvervsdrivende etableret dér, hvor det pågældende selskab, den pågældende juridiske person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer har sit vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller forretningssted, herunder en filial, et agentur eller en anden virksomhed.

Det foreslås dog, at et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også kan behandle klager mod erhvervsdrivende, som forbrugeren har indgået aftale med, og som er etableret i udlandet, hvis sagen har en større tilknytning til Danmark eller hvis parterne er enige herom. Dette harmonerer med OTB-forordningens udgangspunkt om, at en klage kun bliver viderebehandlet på platformen, hvis parterne ikke er enige om, hvilket alternativt tvistløsningsorgan, der skal behandle klagen. Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår en sag må anses for at have større tilknytning til Danmark end til det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en advokat har en dansk advokatbeskikkelse, men er etableret i en anden medlemsstat. Det vil være op til det enkelte tvistløsningsorgan at foretage en konkret vurdering af, om en sag har en større tilknytning til Danmark end til et andet land.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 tager højde for den situation, at en erhvervsdrivende er etableret i flere lande. En erhvervsdrivende vil herefter kunne være omfattet af flere alternative tvistløsningsorganer, hvilket er i overensstemmelse med direktivet. En klage kan herefter afvises af godkendte private tvistløsningsorganer eller af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis klagen har en større tilknytning til et andet land. Dette gælder også selvom den erhvervsdrivende er etableret i et andet land end en medlemsstat.

Hvis sagen afvises som følge af, at den har en større tilknytning til et andet land, skal afvisningen ledsages af de oplysninger vedrørende eventuelle udenretlige klageinstanser i det pågældende land, som det godkendte private tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i besiddelse af. Hvis de ikke er i besiddelse af sådanne oplysninger, skal afvisningen ledsages af oplysninger om, hvor i det pågældende land klageren kan søge oplysninger om eventuelle udenretlige klageinstanser. Dette gælder dog kun, hvis det godkendte private tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i besiddelse af disse oplysninger eller forholdsvis enkelt kan fremskaffe dem.

Der stilles ikke krav om, at forbrugeren er hjemmehørende i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 svarer i det væsentligste til den nugældende regel i § 2, stk. 2, i lov om forbrugerklager, idet bestemmelsen dog udvides til også at omhandle Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Ifølge stk. 3 vil en bestemmelse om voldgift eller et andet særligt forum i f.eks. en standardkontrakt ikke være til hinder for, at der forinden kan indgives klage til et godkendt privat tvistløsningsorgan eller til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. På den måde sikres det, at forbrugeren ikke afskæres fra at gå til et alternativt tvistløsningsorgan. Hvis den erhvervsdrivende selv indbringer tvisten for den aftalte voldgiftsmyndighed, har myndigheden som følge af bestemmelsen pligt til at stille sagen i bero, indtil tvistløsningsorganet har taget stilling til en eventuel klage fra forbrugeren over den samme tvist. Der henvises i den forbindelse til § 15, stk. 3, hvorefter voldgiftssager m.v. skal udsættes, hvis sagen ønskes indbragt for et alternativt tvistløsningsorgan. Det understreges, at også en direkte udelukkelse af et alternativt tvistløsningsorgans kompetence i en voldgiftsklausul ikke afskærer et tvistløsningsorgan fra at behandle klagen.