Forbrugeraftaleloven § 8a

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilke oplysninger erhvervsdrivende skal give forbrugere ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser. Endvidere fastsætter bestemmelsen, hvornår og på hvilken måde de pågældende oplysninger skal gives.

Med bestemmelsen foreslås der i modsætning til de gældende §§ 10-12 ensartede oplysningskrav for aftaler om varer eller tjenesteydelser, uanset om aftalen er indgået ved fjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.

I stk. 1 opregnes en række oplysninger, som er omfattet af oplysningspligten, idet det indledningsvist fremgår af bestemmelsen, at disse oplysninger skal gives, inden der indgås en aftale, og at oplysningerne skal gives på en klar og forståelig måde.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, og er i vidt omfang affattet i overensstemmelse hermed. Visse af oplysningskravene svarer indholdsmæssigt til de gældende oplysningskrav, men direktivets artikel 6 udvider imidlertid den erhvervsdrivendes oplysningspligt på en række punkter, herunder navnlig for så vidt angår aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. De opregnede oplysninger svarer for en dels vedkommende til de oplysninger, som fremover også skal gives i forbindelse med indgåelse af andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. lovforslagets § 17. Herudover fastsættes der i den foreslåede bestemmelse en række yderligere oplysninger, som skal gives til forbrugeren i tilfælde, hvor der indgås en aftale om varer eller ikkefinansielle tjenesteydelser enten uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.

For så vidt angår de i stk. 1 opregnede oplysningskrav henvises i øvrigt til pkt. 4.3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter nr. 1 skal der gives oplysninger om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra a, og er en ordret gengivelse heraf.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvor omfattende og detaljerede oplysninger den erhvervsdrivende skal tilvejebringe, idet kommunikationsteknikken og varernes eller tjenesteydelsernes art bør indgå i denne vurdering. Ved komplicerede varer og tjenesteydelser vil kravene til omtalen af varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber derfor være større end ved ukomplicerede varer og tjenesteydelser.

I relation til fjernsalgsaftaler indebærer bestemmelsen, at oplysningskravene bør tilpasses, således at der tages hensyn til visse mediers tekniske begrænsninger, såsom de begrænsninger, der er forbundet med antal tegn på visse mobiltelefonskærme, eller tidsbegrænsningen for salgsspot på tv. I sådanne tilfælde bør den erhvervsdrivende opfylde et minimum af de væsentligste oplysningskrav, således at tilbuddet præsenteres på en afbalanceret måde, og henvise forbrugeren til en anden informationskilde, f.eks. ved at opgive et frikaldsnummer eller anføre et hyperlink til den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvor der er direkte og let adgang til de relevante oplysninger.

I nr. 2-4 fastsættes en række oplysninger om den erhvervsdrivende herunder kontaktoplysninger, som skal gives til forbrugeren. Efter de foreslåede bestemmelser skal der således gives oplysning om den erhvervsdrivendes identitet og den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret og adressen på dennes forretningssted, samt eventuelle telefon- og faxnummer og e-mailadresse, jf. nr. 2 og 4. Hvor det er relevant, skal der endvidere gives oplysninger om identitet og den fysiske adresse på den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, jf. nr. 3, og den fysiske adresse på forretningsstedet for den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, hvis den er forskellig fra den adresse, der er opgivet i overensstemmelse med nr. 3, og hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager, jf. nr. 4.

Navnlig i relation til nr. 2 bemærkes, at den erhvervsdrivendes identitet f.eks. kan oplyses ved brug af firmanavn eller CVR-nr. Formålet med de i nr. 2 opregnede kontaktoplysninger er bl.a. at sikre, at forbrugeren hurtigt kan få kontakt til den erhvervsdrivende.

De foreslåede bestemmelser i nr. 2-4 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra b-d, og betyder på flere punkter en udvidet oplysningspligt i forhold til den gældende § 11, stk. 1, nr. 1, bl.a. fordi de foreslåede bestemmelser omfatter oplysninger om den erhvervsdrivendes eventuelle telefon- og faxnummer og e-mail-adresse, jf. nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at en erhvervsdrivende, der driver virksomhed inden for e-handelsdirektivets anvendelsesområde, f.eks. ved fjernsalg via internettet, er forpligtet til at give oplysning om sin e-mail-adresse. For så vidt angår aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted vil den erhvervsdrivende derimod kun være forpligtet til at give oplysning om en e-mail-adresse i det omfang, den erhvervsdrivende har en sådan.

I nr. 5 og 6 opregnes en række prisoplysninger, som skal gives til forbrugeren. De foreslåede bestemmelser supplerer markedsføringslovens regler om prisoplysninger, jf. herved pkt. 4.3.3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter nr. 5 skal der gives oplysning om den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive afgifter. Hvis varens eller tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, skal der i stedet gives oplysning om den måde, hvorpå prisen skal udregnes. Endvidere skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning, eller, hvor disse omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger.

Alle obligatoriske pristillæg f.eks. ekspeditionsgebyrer og afgifter til det offentlige skal meddeles, sådan at der oplyses om den pris, ydelsen faktisk kan erhverves til.

Formuleringen ”enhver anden omkostning” omfatter bl.a. også afgifter/omkostninger, der ikke betales via leverandøren eller pålægges af denne. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra e, 1. pkt., og svarer indholdsmæssigt til den gældende § 11, stk. 1, nr. 3.

Efter nr. 6 skal der – som noget nyt i forhold til den gældende § 11, stk. 1, nr. 3 – endvidere gives oplysning om de samlede udgifter pr. afregningsperiode, hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler. Der skal herunder gives oplysninger om de samlede månedlige udgifter, hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler, der betales med et fast beløb, eller, hvor de samlede udgifter ikke kan udregnes på forhånd, oplysning om hvordan prisen skal udregnes. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra e, 2. pkt.

Efter nr. 7 skal der gives oplysning om eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden takst end grundtaksten. Anvises forbrugeren f.eks. at ringe til et såkaldt 900-nummer, skal der oplyses om den særlige (højere) pris herfor. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra f, men indebærer samtidig en indholdsmæssigt videreførelse af gældende ret, jf. den gældende § 11, stk. 1, nr. 6.

Efter nr. 8 skal der gives oplysning om vilkår om betaling, levering, opfyldelse samt det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen. Endvidere skal der, hvor det er relevant, gives oplysninger om den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra g, og medfører i forhold til den gældende § 11, stk. 1, nr. 4, et nyt krav om, at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling. Udtrykket ”hvor det er relevant” forudsættes at indbære, at den erhvervsdrivende alene er forpligtet til at oplyse om sin politik for klagebehandling, såfremt den afviger fra det, man sædvanligvis kan forvente ved behandling af klager over varer af den pågældende type eller i den pågældende branche, f.eks. særlige procedurer ved indgivelse af klagen.

Efter nr. 9 skal der gives oplysninger om, hvorvidt der er en fortrydelsesret, og såfremt der er det, om betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. forslagets § 20, samt om den standardfortrydelsesformular, der er angivet i bilag 3 til lovforslaget.

Den erhvervsdrivende skal således – hvis der er fortrydelsesret i forhold til den pågældende aftaleindgåelse – i tilfælde af eventuel fortrydelsesret stille den standardfortrydelsesformular, der findes i bilag 3, til rådighed for forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan ikke anvende en anden formular end standardfortrydelsesformularen i bilag 3, men der er imidlertid ikke noget til hinder for, at forbrugeren vælger at give meddelelse om eventuel fortrydelse på anden måde, jf. standardfortrydelsesvejledningens 3. afsnit.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, men tilsvarende oplysningskrav følger med undtagelse af oplysning om en standardfortrydelsesformular af den gældende § 12, stk. 2, nr. 2, idet disse oplysningskrav efter den gældende bestemmelse dog først skal opfyldes efter aftalens indgåelse i forbindelse med meddelelsen af oplysningerne på varigt medium, jf. den gældende § 12, stk. 3, jf. stk. 1. Kravet til at give oplysningerne fremrykkes således med lovforslaget.

Efter nr. 10 skal der, såfremt fortrydelsesretten ikke finder anvendelse i henhold til den foreslåede § 18, stk. 2, gives oplysning herom. § 18, stk. 2, indeholder de generelle undtagelse af aftaletyper mv. fra fortrydelsesrettens område. Der henvises nærmere til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Efter nr. 11 skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om, under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret. Forbrugeren kan f.eks. miste sin fortrydelsesret ved at bryde plomberingen på lyd- eller billedoptagelser eller computer-software, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 9, eller når en tjenesteydelse er blevet fuldt udført, når udførelsen blev påbegyndt med forbrugerens accept, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 2.

De foreslåede bestemmelser i nr. 10 og 11 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra k.

Efter nr. 12 skal der, hvor det er relevant, oplyses om, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagelevering af varen i tilfælde af udnyttelse af fortrydelsesretten. Endvidere skal der i forhold til aftaler om fjernsalg, hvis varen i kraft af sin art ikke kan returneres med normal post, gives oplysninger om udgifterne til returnering af varen. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra i.

Efter nr. 13 skal der gives oplysning om, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale skal betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger, hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb. For så vidt angår fastlæggelsen af rimelige omkostninger henvises der til den foreslåede § 25, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra j.

Efter nr. 14 skal der gives oplysning om, at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra l, vedrørende oplysninger om lovbestemte garantier for varernes kontraktmæssighed. Bestemmelsen tilsigter ikke at indføre en pligt for den erhvervsdrivende til at oplyse om det nærmere indhold af købelovens mangelsregler, men alene en pligt til at oplyse om at aftalen er omfattet af disse regler, jf. ordlyden i direktivets artikel 6, stk. 1, litra l, hvorefter den erhvervsdrivende skal påminde forbrugeren om ”eksistensen af en lovbestemt garanti for varernes kontraktmæssighed”. Den foreslåede bestemmelse er alene relevant i forhold til køb af varer. Det bemærkes i den forbindelse, at købeloven ikke finder anvendelse for tjenesteydelser.

Der gælder ingen tilsvarende oplysningskrav efter den gældende forbrugeraftalelov, men bestemmelsen vil supplere markedsføringslovens § 12, stk. 2, vedrørende information til forbrugere om garantier, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde skal oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien.

Efter nr. 15 skal der, hvor det er relevant, gives oplysninger om eftersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og handelsmæssige garantier.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra m, og må i relation til krav om oplysninger om eftersalgskundebistand og eftersalgsservice antages at gå videre end kravet om oplysning om reparations- eller vedligeholdelsesservice i den gældende § 12, stk. 2, nr. 1.

Ved en handelsmæssig garanti forstås enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren ud over sin retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, forudsat at varerne ikke opfylder de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer for varen eller tjenesteydelsen, der var tilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed, jf. direktivets artikel 2, nr. 14.

Der er med den foreslåede bestemmelse om den erhvervsdrivendes oplysningspligt ikke indført en pligt for den erhvervsdrivende til at indestå for garantier afgivet af tredjemand. Hvorvidt den erhvervsdrivende hæfter for garantien, må afgøres efter de almindelige køberetlige regler, herom i særdeleshed købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, der ikke foreslås ændret.

Efter nr. 16 skal der gives oplysning om relevante adfærdskodeks og, hvor det er relevant, oplysning om, hvordan eksemplarer heraf kan fremskaffes.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra n.

Ved et adfærdskodeks skal forstås en aftale eller et regelsæt, der ikke følger af lovgivning eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken den erhvervsdrivende forpligtes til at overholde kodekset i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer, jf. artikel 2, litra f, i direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF). Det er alene adfærdskodeks, hvorefter den erhvervsdrivende over for den pågældende organisation har forpligtet sig til at overholde kodekset, og hvortil der er knyttet en eller flere sanktionsformer, som er omfattet den foreslåede bestemmelse. Andre adfærdskodeks, som er etisk funderede, og hvortil der ikke er knyttet nogen retsvirkning, er således ikke omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes endvidere, at den erhvervsdrivende hverken skal eller må give oplysninger om adfærdskodeks, hvortil den pågældende ikke har tilsluttet sig. En sådan oplysning vil ikke være relevant og vil endvidere efter omstændighederne kunne være vildledende over for forbrugeren.

Efter nr. 17 skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om aftalens varighed, eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra o, og går videre end den gældende § 11, stk. 1, nr. 4, vedrørende oplysning om uopsigelighedsperioder, idet der efter den foreslåede bestemmelse skal gives oplysning om aftalens gyldighedsperiode, og for så vidt angår aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets kapitel 7 (§§ 28 og 29) vedrørende ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser mv.

Efter nr. 18 skal der endvidere, hvor det er relevant, gives oplysning om minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra p. Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne være relevant ved visse aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, hvor der er aftalt vilkår om opsigelsesvarsel og/eller bindingsperiode. Der henvises i øvrigt til lovforslagets kapitel 7 (§§ 28 og 29) vedrørende ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser mv.

Efter nr. 19 skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om forskud eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra q. Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.

Herudover skal der efter nr. 20, hvor det er relevant, gives oplysning om funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra r. Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende udtrykkelig bestemmelse herom. Efter de almindelige kontraktretlige regler glæder der imidlertid en loyal oplysningspligt over for køberen i forhold til oplysninger om salgsgenstandens beskaffenhed. Herudover indeholder markedsføringslovens § 7 en oplysningspligt i forbindelse med afgivelse af tilbud eller ved aftalens indgåelse, hvorefter den erhvervsdrivende bl.a. skal give en forsvarlig vejledning, når dette har betydning for bedømmelsen af den pågældende vare eller tjenesteydelses karakter eller egenskaber. Det må således antages, at der også efter gældende ret i en række situationer har været en oplysningspligt for den erhvervsdrivende i forhold til denne type oplysninger.

Ved digitalt indhold forstås data, der er produceret og leveret i digital form, jf. direktivets artikel 2, nr. 11. Som eksempler herpå nævnes i præambelbetragtning 19 bl.a. computerprogrammer og spil. Ved funktionalitet forstås de måder, hvorpå det digitale indhold kan anvendes, og om der er tekniske begrænsninger. Forbrugeren skal således have oplyst om produktet f.eks. indeholder regionskodning, der sætter begrænsninger for forbrugerens anvendelse af produktet.

I øvrigt skal der efter nr. 21, hvor det er relevant, gives oplysning om det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software i henhold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra s. Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men som også anført ovenfor i relation til nr. 20 vil de almindelige kontraktretlige regler om loyal oplysningspligt og kravet til forsvarlig vejledning efter markedsføringsloven finde anvendelse efter gældende ret.

Hvad den erhvervsdrivende vidste eller burde have vidst, må bero på en konkret vurdering. Formuleringen ”evne til at fungere sammen med” svarer til direktivets (mere tekniske) formulering ”interoperabilitet” og sigter mod information om hardware- og software, som det digitale indhold er kompatibelt med, f.eks. styresystemet, den nødvendige version mv. og visse hardware features. Forbrugeren skal således eksempelvis have oplyst, om et produkt alene er kompatibelt med f.eks. en Mac-computer.

Endelig fastsætter nr. 22, at der, hvor det er relevant, skal gives oplysning om mulighed for klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage. Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra t. Den gældende forbrugeraftalelov indeholder en i det væsentligste tilsvarende bestemmelse for så vidt angår finansielle tjenesteydelser i § 13, stk. 1, nr. 2. Denne bestemmelse videreføres med lovforslagets § 14, stk. 1, nr. 9.

Efter bestemmelsen har en erhvervsdrivende pligt til at oplyse om adgang til at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn, mens der ikke gælder en sådan pligt, hvis der ikke består en sådan klageadgang, jf. formuleringen ”hvor det er relevant, mulighed for”.

Stk. 2 fastsætter, at oplysningerne i stk. 1, nr. 2-4, dvs. oplysninger om den erhvervsdrivende, herunder kontaktoplysninger, i forbindelse med offentlige auktioner, kan erstattes med oplysninger om auktionarius. For så vidt angår definitionen af offentlige auktioner henvises til lovforslagets § 3, nr. 6, med tilhørende bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 3. Det bemærkes, at lovforslagets § 17 vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse. Som følge heraf er der i forbindelse med offentlige auktioner, som ikke angår fjernsalgsaftaler eller aftaler indgået uden for forretningssted, som udgangspunkt ikke mulighed for at erstatte de i § 17 stk. 1, nr. 2, anførte oplysninger om den erhvervsdrivende med oplysninger om auktionarius.

I stk. 3 foreslås en regel om, at oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, jf. 1. led. Kravet om afgivelse af oplysningerne på dansk gælder dog ikke, hvis forbrugeren har givet sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog, jf. 2. led.

Den foreslåede bestemmelse har hjemmel i direktivets artikel 6, stk. 7, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende de aftalemæssige oplysninger i deres nationale lovgivning for at sikre, at sådanne oplysninger let kan forstås af forbrugeren.

For at en markedsføring anses for at være foretaget på dansk, må der skulle være tale om markedsføring af et vist omfang, således at forbrugerens indgåelse af aftalen, selvom dette ikke konkret kan dokumenteres, kunne være motiveret af den pågældende markedsføring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.