Forbrugeraftaleloven § 7

Den foreslåede § 7 fastlægger generelt anvendelsesområdet for lovens bestemmelser om oplysningspligt.

I stk. 1, 1. pkt., fastlægges det, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3. Bestemmelsen er således ikke begrænset til visse aftaletyper i modsætning til den gældende § 9, stk. 1, hvorefter reglerne om oplysningspligt alene gælder aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Der henvises nærmere herom til forslagets § 17, der som noget nyt fastsætter oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.

Efter 2. pkt. påhviler bevisbyrden for, at oplysningskravene efter kapitel 3 er opfyldt, den erhvervsdrivende. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 9. For en nærmere gennemgang heraf henvises der til pkt. 4.3.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I stk. 2 er opregnet en række undtagelser fra reglerne om oplysningspligt. Det drejer sig om visse køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, jf. nr. 1, visse aftaler vedrørende rettigheder over fast ejendom, jf. nr. 2, 3 og 4, aftaler om pakkerejser, jf. nr. 5, aftaler vedrørende visse spil, jf. nr. 6, og aftaler hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse, hvis købesummen ikke overstiger 350 kr., jf. nr. 7.

Det bemærkes, at aftaler, der efter § 7, stk. 2, foreslås undtaget fra oplysningspligtens område, ligeledes vil være undtaget fra reglerne i kapitel 4 om fortrydelsesret, jf. den foreslåede § 18, stk. 2, nr. 1.

De i § 7, stk. 2, opregnede typer af aftaler undtages imidlertid alene fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret. Forbrugeraftalelovens øvrige regler, herunder bl.a. reglerne om forbud mod uanmodet henvendelse og om ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser, vil således fortsat finde anvendelse for sådanne aftaler.

Nr. 1 undtager fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter. Den foreslåede bestemmelse viderefører i et vist omfang den gældende § 9, stk. 2, nr. 1, men foreslås affattet i overensstemmelse med ordlyden i direktivets artikel 3, stk. 3, litra j.

Kravet om, at den erhvervsdrivende regelmæssigt skal betjene faste ruter, knytter sig ikke til, at den erhvervsdrivende regelmæssigt skal foretage leveringer til den enkelte forbruger, men skal forstås således, at den erhvervsdrivende regelmæssigt bringer varer ud i området, hvor forbrugeren har bopæl.

Ved faste ruter må bl.a. forstås en tilkendegivelse om, at den erhvervsdrivende udbringer varer inden for et vist område, f.eks. inden for et nærmere angivet postnummer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.4.3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Nr. 2 undtager aftaler om stiftelse eller overdragelse af rettigheder over fast ejendom fra oplysningspligtens område. Bestemmelsen omfatter andre aftaler end entrepriseaftaler, som er omfattet af nr. 3, f.eks. ejendomsrettigheder og servitutter.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende § 9, stk. 2, nr. 5, der undtager aftaler om ”andre rettigheder over fast ejendom” fra oplysningspligtens område. Det følger således også af den gældende bestemmelse, at undtagelsen ikke finder anvendelse, hvis der er tale om fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, herunder navnlig realkreditlån, eller fjernsalgsaftaler vedrørende udlejning af fast ejendom, herunder såvel udlejning til bolig som udlejning til andet formål. For denne type aftaler vil forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret således som udgangspunkt gælde i forhold til sådanne aftaler.

Det bemærkes, at udlejning til boligformål antages at omfatte ophold/bopæl af mere varig karakter og ikke den midlertidige karakter, som f.eks. leje af hotelværelser og sommerhuse til ferieformål udgør.

Da bestemmelsen bl.a. sigter på at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 3, litra e, der undtager aftaler om stiftelse, erhvervelse eller overdragelse af fast ejendom eller af rettigheder over fast ejendom fra direktivets område, foreslås det, at bestemmelsen formuleres bredere end den gældende bestemmelse, således at både stiftelse og overdragelse af rettigheder over fast ejendom nævnes. I forhold til muligheden for at opretholde undtagelsen henvises der til pkt. 4.1.4.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Nr. 3. undtager aftaler om opførelse af bygning fra oplysningspligtens område. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 9, stk. 2, nr. 3, og gennemfører direktivets artikel 3, stk. 3, litra f. Undtagelsen omfatter nybygning, ombygning og tilbygning, men ikke aftaler om bygningsvedligeholdelse, reparation eller renovering, der ikke udgør en omfattende tilbygning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.4.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Nr. 4 undtager aftaler, som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter mv. fra oplysningspligten. Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende § 9, stk. 2, nr. 4, og gennemfører direktivets artikel 3, stk. 3, litra h, der undtager aftaler omfattet af timesharedirektivet fra direktivets anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.4.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Nr. 5 undtager aftaler, som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om pakkerejser, fra oplysningspligten. Den foreslåede bestemmelse viderefører delvist den gældende § 9, stk. 2, nr. 2, men foreslås ændret som led i gennemførelsen af direktivets artikel 3, stk. 3, litra g, der undtager aftaler omfattet af pakkerejsedirektivet fra direktivets anvendelsesområde,

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.4.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Nr. 6 undtager aftaler om spil, hvor der betales en pengeindsats for deltagelsen. Begrebet spil skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i lov om spil (spilleloven). Efter spilleloven forstås der ved spil lotteri, kombinationsspil og væddemål, jf. nærmere spillelovens § 5.

Det bemærkes, at bestemmelsen (alene) indebærer, at spil, hvor der for deltagelse betales en pengeindsats, undtages fra de foreslåede regler om oplysningspligt og fortrydelsesret, hvorimod lovforslagets øvrige bestemmelser vil finde anvendelse på aftaler om sådanne spil.

Undtagelsen omfatter ikke andre former for spil, herunder spil, hvor der ikke betales indsats i form af penge eller slet ikke betales indsats. Undtagelsen omfatter heller ikke spil i form af en vare såsom et kortspil eller spil, som f.eks. bestilles og leveres via en mobiltelefon som en overtakseret SMS-besked eller via internettet som et computerspil, og hvortil der ikke et knyttet et hasardelement.

Undtagelsen af spil gennemfører direktivets artikel 3, stk. 3, litra c, hvorefter aftaler om hasardspil, dvs. spil der indebærer, at der gøres indsats med penge i spil, som indeholder et element af tilfældighed, herunder lotterier, kasinospil og væddemål, er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Den foreslåede undtagelse er bredere end den gældende undtagelse for spil og lotteri i forbrugeraftaleloven, hvor aftaler herom alene undtages fra reglerne om fortrydelsesret, jf. den gældende § 17, stk. 2, nr. 4.

Den foreslåede undtagelse af spil er herudover også bredere end den gældende § 17, stk. 2, nr. 4, i den forstand, at den gældende § 17, stk. 3 – hvoraf følger, at fortrydelsesretten, uanset den gældende § 17, stk. 2, nr. 4, finder anvendelse på visse aftaler indgået uden for fast forretningssted – foreslås ophævet, jf. nærmere herom i relation til lovforslagets § 18, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I nr. 7 undtages aftaler, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med indgåelse af en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvis købesummen ikke overstiger 350 kr.

Undtagelsen gennemfører direktivets artikel 3, stk. 4, hvorefter medlemsstaterne for så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted kan vælge ikke at anvende direktivets bestemmelser, hvis prisen, som forbrugeren skal betale, ikke overstiger 50 euro. Medlemsstaterne gives også mulighed for at fastsætte en lavere værdi.

Den foreslåede bestemmelse er i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 2, stk. 2, nr. 2, litra c, hvorefter forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret ikke finder anvendelse på aftaler indgået på offentligt sted mv., og hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse uanset købesummens størrelse.

Bestemmelsen skal i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 28 forstås således, at den – i tilfælde, hvor forbrugeren samtidigt har indgået flere aftaler af beslægtet indhold – alene finder anvendelse, hvor den samlede købesum ikke overstiger 350 kr. Varer og tjenesteydelser, for hvilke lovens regler om oplysningspligt og fortrydelse slet ikke finder anvendelse, skal dog ikke medregnes, når det skal afgøres, hvorvidt bagatelgrænsen er overskredet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.