Forbrugeraftaleloven § 14a

Den foreslåede bestemmelse viderefører sammen med forslagets § 15 med enkelte tilpasninger, som findes hensigtsmæssige i lyset af de øvrige ændringer af forbrugeraftaleloven, de gældende regler om oplysningspligt for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser. Med bestemmelsen gennemføres artikel 3 i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilke oplysninger erhvervsdrivende skal give forbrugere ved fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, samt hvornår og på hvilken måde disse oplysninger skal gives.

I stk. 1 opregnes således en række oplysninger, som skal gives til forbrugeren, idet det indledningsvist fremgår af bestemmelsen, at disse oplysninger skal gives, inden der indgås en aftale, og at oplysningerne skal gives på en klar og forståelig måde.

Nr. 1-6 er identiske med oplysningskravene i lovforslagets § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 7, 8, 16 og 17, og der henvises til bemærkningerne hertil.

I nr. 7-16 opregnes herudover en række yderligere oplysninger, som skal gives til forbrugere i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Der er tale om videreførelse af de dele af de gældende regler, som ikke fuldt ud stemmer overens med de oplysninger, som erhvervsdrivende efter lovforslagets § 8, stk. 1, skal give forbrugere i forbindelse med aftaler vedrørende varer eller ikkefinansielle tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.

Nr. 7 opregner en række oplysninger om den erhvervsdrivende, som skal gives til forbrugeren. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke stemmer fuldt ud overens med lovforslagets § 8, stk. 1, nr. 2-4, der fastsætter, hvilke oplysninger om den erhvervsdrivende forbrugeren skal have i forbindelse med aftaler vedrørende varer eller ikkefinansielle tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg. Som eksempel kan nævnes, at nr. 7 i modsætning til disse bestemmelser stiller krav om oplysning om den erhvervsdrivendes erhvervsmæssige hovedaktivitet.

Der er i øvrigt tale om en videreførelse af den gældende § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 13, stk. 1. Der henvises herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7592 f.

Nr. 8 fastsætter i tilknytning til de øvrige oplysninger om den erhvervsdrivende, at forbrugeren skal gives oplysning om et eventuelt CVR-nummer eller relevant identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som den erhvervsdrivende måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 1, jf. herom til Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7596 f, der implementerer artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra d og e, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.

Efter nr. 9 skal den erhvervsdrivende endvidere give forbrugeren oplysning om, hvorvidt der er klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 2, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7596 f, hvoraf det fremgår, at der f.eks. vil være pligt til at oplyse om en adgang til at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn, såsom Ankenævnet for Forsikring eller Pengeinstitutankenævnet. Samme sted fremgår endvidere, at det følger af den gældende bestemmelse, at det også skal oplyses, hvis der ikke består en sådan adgang, jf. formuleringen, ”hvorvidt”, der består en sådan adgang. I modsætning hertil indeholder den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, nr. 22, der gennemfører artikel 6, stk. 1, litra t, ikke krav om oplysning om, at der ikke består klageadgang til et privat anke- eller klagenævn.

Nr. 10 fastsætter, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder oplysning om til hvilken adresse meddelelse om fortrydelsesret skal sendes.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 3, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7596 f. Heraf fremgår bl.a., at den erhvervsdrivende – som skal opfylde oplysningspligten, inden der overhovedet indgås en aftale, og som derfor ikke vil kunne oplyse forbrugeren om det nøjagtige tidspunkt for, hvornår fortrydelsesfristen begynder at løbe – kan give de relevante oplysninger for beregningen af fortrydelsesfristen. Som eksempel herpå nævnes tilfælde, hvor den erhvervsdrivende som led i et system for fjernsalg udbyder finansielle tjenesteydelser gennem annoncering, og hvor det i annoncen kan oplyses, at fortrydelsesfristen – forudsat at forbrugeren har fået alle de oplysninger, der kræves efter loven – begynder at løbe den dag, hvor virksomheden modtager forbrugerens bestilling, og at dette ved almindelig postforsendelse vil sige dagen efter afsendelsen af bestillingen, og ved bestilling pr. elektronisk post samme dag, som e-posten sendes. Gives oplysningerne først efter aftalens indgåelse, vil den erhvervsdrivende skulle oplyse om det præcise tidspunkt for, hvornår fristen begynder at løbe. Lovforslaget tilsigter ingen ændring af disse forudsætninger i de oprindelige lovmotiver.

Den erhvervsdrivendes pligt til at oplyse om betingelserne for at fortryde en finansiel tjenesteydelse omfatter endvidere et krav om, at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen er blevet helt opfyldt af begge parter, jf. herved lovforslagets § 19, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

Efter nr. 11 skal den erhvervsdrivende desuden oplyse om eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 4, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7597. Heraf fremgår bl.a., at bestemmelsen ikke indebærer et krav om, at der redegøres detaljeret for baggrunden for, at ydelsen er forbundet med særlige risici. Samme sted nævnes køb af børsnoterede aktier som eksempel på tilfælde, hvor der er tale om en ydelse, der efter sin karakter er forbundet med særlige risici, og hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet. Som eksempel på en finansiel tjenesteydelse, der indebærer særlige risici, således at der skal gives oplysning herom, uden at der samtidig er tale om, at prisen for ydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet, nævnes endvidere køb af anparter i et risikofyldt anpartsprojekt. Lovforslaget tilsigter ingen ændring af disse forudsætninger i de oprindelige lovmotiver.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 15, der undtager aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, fra reglerne i kapitel 4 om fortrydelsesret.

Der henvises endvidere lovforslagets § 34, stk. 2, vedrørende bødestraf for grov eller oftere gentaget overtrædelse af pligten til forud for aftalens indgåelse at give oplysning i overensstemmelse med § 14, stk. 1, nr. 11, dvs. om eventuelle særlige risici ved den finansielle tjenesteydelse.

Det følger endvidere af de almindelige erstatningsretlige regler, at en erhvervsdrivende, som har undladt at oplyse om særlige risici som nævnt i nr. 11, vil kunne risikere at skulle betale erstatning for det tab, som forbrugeren har lidt som følge heraf.

Nr. 12 fastlægger, at der også skal gives oplysning om det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, stk. 1, hvorefter forbrugeren i forbindelse med tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale under visse omstændigheder – herunder at forbrugeren er blevet oplyst om denne konsekvens – kan pålægges at betale for den del af ydelsen, der allerede er leveret.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 5, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7597. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25 med tilhørende bemærkninger.

Efter nr. 13 skal der herudover gives oplysning om en eventuel lovvalgs- og/eller værnetingsklausul i aftalen.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 6, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7597 f. Der henvises for så vidt angår (visse) lovvalgsaftaler i øvrigt til lovforslagets § 32 med tilhørende bemærkninger.

Efter nr. 14 skal den erhvervsdrivende endvidere oplyse, på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog leverandøren påtager sig at kommunikere i aftaleperioden.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 7, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7598, hvoraf fremgår, at bestemmelsen må antages at tage sigte på tilfælde, hvor der er tale om handel over landegrænserne, og hvor det ikke giver sig selv, hvilket sprog der vil skulle anvendes under aftaleforholdet. Det kan derimod ikke antages, at den erhvervsdrivende også vil skulle give denne oplysning i tilfælde, hvor sprogvalget må anses for helt selvfølgeligt, f.eks. hvor en dansk erhvervsdrivende alene retter sin markedsføring mod danske forbrugere. Lovforslaget ændrer ikke disse forudsætninger.

Efter nr. 15 skal forbrugeren desuden have oplysning om, hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 8, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7598, hvoraf fremgår, at der også skal gives oplysning, hvis der ikke findes en garantifond eller garantiordning, der dækker tab ved den erhvervsdrivendes konkurs mv., jf. formuleringen ”hvorvidt der findes”. Det fremgår ligeledes, at bestemmelsen giver forbrugeren en lettere udvidet beskyttelse i forhold til artikel 3, stk. 1, nr. 4, litra b, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, som bestemmelsen gennemfører, idet der også skal gives oplysning, hvis virksomheden er dækket af indskydergarantifonden. Med lovforslaget forudsættes disse forudsætninger opretholdt.

Endelig skal den erhvervsdrivende efter nr. 16 oplyse, hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris. Der skal således gives oplysning om, hvor længe fjernsalgstilbuddet gælder.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 11, stk. 1, nr. 7, jf. 13, stk. 1. Der henvises herom til Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7593.

Stk. 2 indeholder en særregel vedrørende fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, der er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniske penge, og fastsætter specifikt for sådanne aftaler, hvilke oplysninger forbrugeren skal modtage. Der er tale om en række af de samme oplysninger, som i øvrigt skal gives forbrugeren, inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, jf. lovforslagets § 14, idet forbrugeren herudover skal have de oplysninger, som følger af §§ 43, 44, 47 og 48 i lov om betalingstjenester.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 9, stk. 3, som blev indsat i forbrugeraftaleloven ved lov nr. 385 af 5. maj 2009 om betalingstjenester, der gennemførte direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af bl.a. det generelle fjernsalgsdirektiv og det finansielle fjernsalgsdirektiv. Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2008-09, Tillæg A, s. 3590 f.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Stk. 3 regulerer den erhvervsdrivendes oplysningspligt i situationer, hvor den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse.

Efter bestemmelsens 1. pkt. skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen af samtalen give forbrugeren oplysning om sit navn og eventuelt navnet på den person, opkaldet foretages på vegne af, og om det kommercielle formål med henvendelsen.

Det bemærkes, at der er tale om de samme oplysninger, som i henhold til lovforslagets § 11, stk. 3, kræves i forbindelse med en erhvervsdrivendes telefoniske kontakt med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse. I modsætning til lovforslagets § 11, stk. 3, er der dog i forhold til forslaget til § 14, stk. 3, 2. pkt., ikke tale om yderligere oplysninger ud over de sædvanlige prækontraktuelle oplysningskrav fastsat i bestemmelsens stk. 1, jf. herved også umiddelbart nedenfor om 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. giver mulighed for, at den erhvervsdrivende med forbrugerens samtykke kan nøjes med at give de i § 14, stk. 1, nr. 1, 2 og 10-12, nævnte oplysninger. Den erhvervsdrivende skal i givet fald underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse oplysningers karakter, jf. 3. pkt. Bestemmelsen fastslår dog samtidigt, at den fulde oplysningspligt efter § 14, stk. 1, under alle omstændigheder skal opfyldes i forbindelse med, at forbrugeren (efterfølgende) modtager oplysningerne på varigt medium i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 15, jf. 4. pkt.

I modsætning til lovforslagets § 11, stk. 3, giver den foreslåede bestemmelse i relation til fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser mulighed for – med forbrugerens samtykke hertil – at begrænse den erhvervsdrivendes prækontraktuelle oplysningspligt i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk.

Den foreslåede § 14, stk. 3, er en videreførelse af den gældende § 13, stk. 2, idet første del af 1. pkt. dog er affattet efter samme ordlyd som den foreslåede § 11, stk. 3, uden at der herved er tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer. Der henvises om den gældende § 13, stk. 2, til Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7598 f, hvoraf bl.a. fremgår, at oplysningskravet i tilfælde af løbende præstation af finansielle tjenesteydelser alene skal iagttages i forbindelse med den indledende hovedaftale indgået pr. telefon og ikke i forbindelse med efterfølgende transaktioner/operationer, der ligger inden for rammerne af/udspringer af denne hovedaftale. Det fremgår endvidere, at bestemmelsens oplysningskrav svarer til de oplysningskrav, der følger af direktivets artikel 3, stk. 3, litra b, dog således at der herudover også er en pligt til at give oplysning om eventuelle særlige risici mv. ved den finansielle tjenesteydelse, idet forbrugeren i alle tilfælde bør få oplysning herom forud for aftalens indgåelse.

Der henvises i tilknytning hertil til lovforslagets § 14, stk. 5, om situationer, hvor den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler af samme karakter med den samme forbruger.

Stk. 4 fastsætter, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og at oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at det klart skal fremgå, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 11, stk. 3, jf. § 13, stk. 3, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7994 og 7599.

Stk. 5 fastsætter, at den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1, og stk. 3-4, hvis den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af den samme karakter, kun gælder i relation til den første aftale. Dog henvises der til forslaget til lovens § 15, stk. 4, der fastsætter nærmere regler om, at den erhvervsdrivende skal sikre sig, at forbrugeren fortsat har adgang til de oplysninger og aftalevilkår på papir eller andet varigt medium, som den erhvervsdrivende i forbindelse med den første aftale har givet forbrugeren.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 4, jf. herom Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7599, hvoraf bl.a. fremgår, at bestemmelsen må antages at omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere enkeltaftaler af samme karakter mellem de samme parter, uden at der foreligger en første aftale, hvoraf de pågældende dispositioner udspringer, dvs. tilfælde hvor der jævnligt foretages ensartede handler mellem parterne, f.eks. køb af aktier uden at der foreligger en første rammeaftale, der regulerer forholdet mellem parterne. Det fremgår endvidere, at den prækontraktuelle oplysningspligt dog skal opfyldes ved efterfølgende enkeltaftaler af samme karakter, hvis der forløber mere end et år efter den sidst indgåede aftale. Lovforslaget tilsigter ingen ændring heraf.

Vurderingen af, om der er tale om ”aftaler af samme karakter”, må afgøres konkret og under hensyntagen til, i hvilket omfang oplysninger givet i forbindelse med en tidligere aftale også kan anses for dækkende for den aftale, som nu skal indgås. Den foreslåede bestemmelse kan f.eks. tænkes anvendt på successive køb af aktier i samme selskab, men hvis der siden det sidste køb er indtrådt væsentligt ændrede omstændigheder, f.eks. af betydning for risikovurderingen, vil dette kunne udløse en pligt til at berigtige de tidligere givne oplysninger. Bestemmelsen vil endvidere kunne tænkes anvendt på successive aftaler om køb af aktier i forskellige selskaber, hvis aftalerne er præciseret til at angå aktier af en bestemt type og med en bestemt risikoprofil.

Begrænsningen gælder også i tilfælde af telefonisk aftaleindgåelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.