April 2024
Indhold
Indledning
Formål
Administration
Afsatte midler
Ansøgningsfrist
Hvem kan søge om tilskud
Hvordan søges der om tilskud
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Prioriteringskriterier
Tilskudsberettigede udgifter
Tilskuddets størrelse og tilsagnsperiode
Statsstøtteregler
Afgørelse om tilsagn eller afslag
Ændring og annullering af tilsagn
Udbetaling af tilskud
Tilbagebetaling af tilskud
Klageadgang
Kontrol
Straffebestemmelser og svig
Force majeure
Miljøstyrelsens brug af data
Hjemmel
Yderligere oplysninger
Denne vejledning omhandler procedurer for ansøgning om tilskud, meddelelse om tilsagn (afgørelser) og for udbetaling af tilskud for ordningen ’Tilskud til styrkelse af kommunernes faciliterende rolle ved udtagning af lavbundsjorder og kollektive kvælstofvirkemidler’.
I vejledningen findes oplysninger om:
– tilskudsordningens formål,
– hvem der kan ansøge,
– hvad der kan ansøges til,
– hvordan der ansøges om tilskud,
– de forskellige betingelser, der gælder for at få tilskud,
– hvordan Miljøstyrelsen behandler og kontrollerer ansøgninger,
– hvordan der anmodes om udbetaling af tilskud,
– og hvilke dokumentationskrav, der skal være opfyldt.
På Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk/fli kan du finde flere oplysninger om puljen og link til at ansøge. Kontakt Miljøstyrelsen, hvis du har spørgsmål på tlf. 72 54 40 00 og på vandprojekter@mst.dk.
Formålet med ordningen er at styrke Vandoplandsstyregruppernes (VOS’ernes) rolle i arbejdet med en effektiv udtagning af landbrugsjorder på tværs af hovedaktørerne i det respektive opland og på tværs af virkemidler, for at reducere CO2- og kvælstofudledning.
Midlerne skal anvendes til at udbygge og styrke det administrative niveau i VOS’erne ved at understøtte kommunernes koordinerende og opsøgende aktiviteter. Herved vil der på tværs af kommuner kunne gennemføres en større og mere effektiv indsats for udtagning og reduktion af kvælstof, som bidrager til, at de politiske målsætninger i landbrugsaftalen bliver indfriet.
Den nye tilskudspulje bliver målrettet VOS’er med en stor andel af kulstofrige lavbundsarealer og et stort behov for kvælstofreduktion, for at opnå den størst mulige reduktion af udledning af drivhusgasser og kvælstof.
Tilskudspuljen har hjemmel i Bekendtgørelse nr. 324 af 02/04/2024 om tilskud til styrkelse af kommunernes faciliterende rolle ved udtagning af lavbundsjorder og kollektive kvælstofvirkemidler, som kan ses på www.retsinformation.dk. Bekendtgørelsen er gældende i 2024. Der udstedes en ny bekendtgørelse for 2025 og 2026.
Tilskudsordningen er en del af ’Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug’, som blev indgået den 4. oktober 2021 af regeringen og forligskredsen: Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Forligskredsen har i februar 2022 besluttet af bruge ydereligere 125,5 mio. kr. på at sætte skub i landbrugets klimareduktioner, herunder 20 mio. kr. til at styrke kommunernes rolle i udtagningsindsatsen.
Der er efterfølgende på finanslov for 2024 afsat yderligere 15,0 mio. kr. i hvert af årene 2024-2025 og 10,0 mio. kr. i 2026.
Miljøstyrelsen administrerer tilskudsordningen, og træffer afgørelse om tildeling af tilskud.
Miljøstyrelsen modtager ansøgninger om tilskud, prioriterer ansøgningerne, træffer afgørelse om tilsagn og udbetaler tilskud, se figur 1.
Figur 1. Diagram der viser vejen fra ansøgning til udbetaling.
Ordningen er finansieret af nationale midler, og tilskudsrammen er 32,8 mio. kr. i 2024, 14,5 mio. kr. i 2025 og 9,7 mio. kr. i 2026.
Ansøgningsrunden åbner den 24. april 2024, og lukker den 24. maj 2024.
Ansøgninger skal være modtaget hos Miljøstyrelsen senest den 24. maj 2024 kl. 23:59.
Ansøgninger som er sendt efter ansøgningsfristen, vil ikke blive behandlet og vil modtage afgørelse om afslag.
Alle kommuner, der repræsenterer én af de 23 vandoplandsstyregrupper, kan søge om tilskud til de deltagende kommuner/aktører i ansøgningen.
Ansøgerne kan være:
– VOS formandskommuner
– Kommuner med fuldmagt fra VOS formandskommunen (fx. Sekretariatskommune efter aftale med VOS formandskommunen)
– Kommuner med fuldmagt fra kommunerne i VOS’en (hvis der ikke er en formandskommune)
Det bemærkes, at det er den ansøgende kommune, som er projektansvarlig og ansøger. Denne kommune vil blive tilsagnshaver, og skal opfylde forpligtelserne i tilsagnet på vegne af alle de deltagende kommuner i det pågældende vandoplandssamarbejde. Tilsagnet kan ikke overdrages.
Ved ansøgning om tilskud skal Miljøstyrelsens online selvbetjeningsløsning på www.mst.dk/fli benyttes.
Selvbetjeningen, som indeholder det elektroniske ansøgningsskema, kan tilgås via www.mst.dk/fli. Det kræver NemLog-in eller MitID at starte ansøgningen. Det er muligt at oprette en ansøgning, og gemme den i op til 7 dage uden at sende den. Bemærk at der kun kan gemmes og sendes én ansøgning.
For at forenkle administrationen af tilskudsordningen skal ansøgerkommunen indskrive sin ansøgning direkte i selvbetjeningsløsningen som findes på www.mst.dk/fli. Der skal oplyses stamoplysninger og kontaktoplysninger, samt en kort beskrivelse af de ansøgte tilskud inkl. ansøgte beløb. Derudover skal der vedlægges dokumentation for at ansøger repræsenterer vandoplandsstyregruppen.
– Kommunenavn og CVR-nr.
– Telefonnummer, kontaktperson og e-mail
– Dokumentation for at kommunen er udpeget til at repræsentere en vandoplandsstyregruppe eller et vandoplandssamarbejde, jf. afsnit 8.1
– Ansøgt støttebeløb og kort beskrivelse af aktiviteter, jf. afsnit 8.2
8.1 Dokumentationskrav for ansøgerkommune
Ansøgerkommunen skal, i forbindelse med indsendelse af en ansøgning, vedlægge dokumentation for, at man repræsenterer vandoplandsstyregruppen. Skabeloner til dokumentation findes på www.mst.dk/fli. Hvis ansøgningen er afgrænset til én vandoplandsstyregruppe anvendes én af følgende tre skabeloner, som i udfyldt form med relevante underskrifter vedhæftes i selvbetjeningen:
Formandskommune-erklæring: En underskrevet erklæring fra den kommune der ansøger, om at denne er udpeget som formandskommune i en vandoplandsstyregruppe.
Fuldmagt fra en formandskommune i en vandoplandsstyregruppe, der giver fuldmagt til at en anden kommune i vandoplandsstyregruppen kan søge.
Fuldmagt, hvis der ikke er udpeget en formandskommune, hvor vandoplandsstyregruppens kommuner giver en kommune i vandoplandsstyregruppen fuldmagt til at søge.
Hvis der indgås et samarbejde mellem to eller flere vandoplandsstyregrupper, skal skabelon for samarbejdserklæring desuden vedlægges ansøgningen, som dokumentation for at ansøgerkommunen er udpeget til at repræsentere vandoplandstyregruppesamarbejdet.
8.2 Beskrivelse af ansøgt tilskud til aktiviteter
Ansøger skal indskrive ansøgte støttebeløb, og kort beskrive de aktiviteter, der søges om tilskud til ud fra følgende fem kategorier:
Ansættelser - søges der om tilskud til løn til kommunalt ansatte og/eller sekretariatsleder til vejlednings- og planlægningsopgaver og sekretariatsbetjening af VOS’er?
Konsulentydelser - søges der om tilskud til køb af eksterne konsulenter til faciliterende opgaver?
Workshops mv. - søges der om tilskud til udgifter til afholdelse af workshops, ekskursioner og møder?
Revision - søges der om tilskud til revisorerklæring?
Andet - søges der om tilskud til andet som vurderes relevant for den faciliterende indsats og som ikke er omfattet af ovenstående?
Hvis der samlet er søgt om tilskud over den tilgængelige tilskudspulje på 32,8 mio. kr., vil ansøgningerne blive prioriteret efter nedenstående skema.
Vandoplandsstyregrupper (a) | Lavbundsarealer¬i pct. (b) | Kvælstofindsats-behov i pct. (c ) | Point ¬= sum af b + c |
---|---|---|---|
Limfjorden | 25,3 | 12,3 | 37,6 |
Vadehavet | 6,9 | 17,4 | 24,4 |
Ringkøbing Fjord | 7,7 | 13,2 | 20,9 |
Randers Fjord | 7,5 | 8,8 | 16,3 |
Smålandsfarvandet | 6,0 | 6,9 | 12,9 |
Roskilde og Isefjord | 5,0 | 5,8 | 10,7 |
Nissum Fjord | 3,3 | 5,8 | 9,1 |
Nordlige Kattegat, Skagerrak | 8,9 | 0,0 | 8,9 |
Lillebælt/Jylland | 2,3 | 6,1 | 8,4 |
Djursland | 4,1 | 3,0 | 7,1 |
Vidå/Kruså |
Prioriteringsskema med point.
Skemaet med point er lavet ud fra en fordelingsnøgle, som viser lavbundsarealer og N-indsatsbehov i de hovedvandoplande, som de respektive vandoplandssamarbejder er ansvarlige for.
Fordelingsnøglen består af to prioriteringskriterier:
– Oversigt over hovedvandoplandenes fordeling af lavbundsjorder på landbrugsarealer, udarbejdet af Miljøstyrelsen ud fra det nye tørvekort fra Aarhus Universitet 2024.
– Oversigt over deloplandenes N-indsatsbehov i VP3, udarbejdet af Miljøstyrelsen. For deloplande med overlappende VOS'er i hovedvandoplandene er N-indsatsen procentfordelt mellem VOS'erne ud fra størrelsen på arealet i de respektive deloplande.
Disse oversigter udgør det objektive grundlag for fordelingsnøglen, og vægtes lige.
9.1 Samarbejder mellem flere vandoplandsstyregrupper
Hvis to eller flere vandoplandsstyregrupper går sammen om én ansøgning, bliver deres point lagt sammen, og det maksimale tilsagnsbeløb bliver hævet med op til 4 mio. kr. i alt.
Et eksempel kan være at tre vandoplandsstyregrupper går sammen, og udvælger en ansøgerkommune, som sender en ansøgning på vegne af deres fælles vandoplandsstyregruppesamarbejde. Pointene fra de tre samarbejder bliver lagt sammen og tilsagnsbeløbet bliver hævet til maksimalt 4 mio. kr.
De point hver enkelt vandoplandsstyregruppe har i Bilag 1 i bekendtgørelsen kan kun bruges én gang. Det betyder, at en vandoplandsstyregruppe kun kan indsende én ansøgning, eller indgå som medansøger i én ansøgning.
Både kommuner og vandoplandsstyregrupper kan indgå som projektdeltagere i en anden vandoplandsstyregruppes ansøgning, uden at deres point tæller med i ansøgningen. Det kan f.eks. være en kommune, der købes til at rådgive og vejlede den ansøgende kommune. Der er ikke loft på, hvor mange ansøgninger en kommune kan være projektdeltager i.
Ved sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger, starter Miljøstyrelsen med de ansøgninger som har flest point. Der bliver givet tilsagn, indtil der ikke er flere midler i puljen.
Der kan ydes tilskud til udgifter forbundet med kapacitetsopbygning og videreudvikling af kommunernes opsøgende og koordinerende indsatser, tværgående samarbejder og aktiviteter ifm. udtagning af lavbundsjorder og de kollektive kvælstofvirkemidler, som sker i samarbejde med flere hovedaktører.
For at forenkle administrationen af tilskudsordningen har Miljøstyrelsen inddelt udgifter i fem udgiftskategorier som anvendes i forbindelse med ansøgningen:
Ansættelser - søges der om tilskud til løn til kommunalt ansatte og/eller sekretariatsleder til vejlednings- og planlægningsopgaver og sekretariatsbetjening af VOS’er?
Konsulentydelser - søges der om tilskud til køb af eksterne konsulenter til faciliterende opgaver?
Workshops mv. - søges der om tilskud til udgifter til afholdelse af workshops, ekskursioner og møder?
Revision - søges der om tilskud til revisorerklæring?
Andet - søges der om tilskud til andet som vurderes relevant for den faciliterende indsats og som ikke er omfattet af ovenstående?
Nedenfor er vist eksempler på tilskudsberettigede aktiviteter. Listen er ikke udtømmende.
– Ansættelse af en eller flere medarbejdere til programledelse og sekretariatsbetjening af vandoplandsstyregruppe og teknikergruppe, herunder fx ansættelse af en sekretariatsleder.
– Facilitering, koordinering, planlægning, projektmodning o. lign.
– Rådgivning og vejledning af kommuner i vandoplandsstyregruppen
– Etablering af ERFA-grupper
– Kapacitetsopbygning generelt
– Aktiviteter forbundet med samarbejde og erfaringsudveksling med andre vandoplandsstyregrupper
– Opgaver ifm. koordinering af flere interessenter (udtagningskonsulenter, landbrugsorganisationer, forsyningsselskaber, lodsejere, mv.)
– Eksterne konsulentydelser
– Opsøgende indsatser og samarbejder med kommuner og udtagningskonsulenter om fælles mål i vandoplandsstyregruppen
– Afholdelse af ekskursioner, workshops og møder
– Revisorgodkendelse af afsluttende regnskab
– Andet som vurderes relevant for den faciliterende indsats
Udgifterne skal være nødvendige for og direkte relaterede til gennemførelsen af aktiviteten. Miljøstyrelsen vurderer, i forbindelse med sagsbehandlingen, om de ansøgte udgifter er tilskudsberettigede.
Eksempler på tilskudsberettigede udgifter:
– Løn + overhead på 18 pct.
– Eksterne konsulentydelser
– Mødeomkostninger, f.eks. leje af lokaler og forplejning
– Udgifter forbundet med ekskursioner ifm. erfaringsudveksling
– Ressourcer til udarbejdelse af slutrapport og øvrigt dokumentation
– Revision af afsluttende regnskab
– Transportudgifter – lav sats
Eksempler på ikke-tilskudsberettigede udgifter:
– Der ydes ikke ydes tilskud til almindelige driftsudgifter, f.eks. husleje og kontorhold.
– Der ydes ikke tilskud til aktiviteter, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre medfør anden lovgivning.
– Der ydes ikke tilskud til udtagningskonsulenter, da de finansieres af midler fra Promilleafgiftsfonden.
Der ydes tilskud til de faktiske lønudgifter. Et årsværk er i denne ordning sat til 1.642 timer, og overhead udgør 18 pct. af den tilskudsberettigede lønudgift.
Fastsættelse af lønniveau i budgettet kan tage udgangspunkt i forventede afholdte lønudgifter, defineret som direkte løn (inkl. feriepenge og pension), der kan henføres til medarbejderen, og som på udbetalingstidspunktet kan dokumenteres via lønsedler og tidsregistrering. Fastsættelse af lønniveau i budgettet kan også beregnes på baggrund af overenskomstmæssige gennemsnitslønninger for personalegrupper.
Transportudgift skal opgøres efter statens gældende regler, jf. cirkulære om Tjenesterejseaftalen og PAV - Personale Administrativ Vejledning. Udgifter til kørsel i privat bil udbetales som godtgørelse pr. km efter statens lave sats.
Tilskudsmodtager skal opbevare bilag og regnskabsmateriale mv. for modtagne tilskud i mindst 5 år regnet fra udgangen af det kalenderår, hvor projektets sidste regnskabsaflæggelse eller den faglige slutrapportering afgives. Opbevaringen skal ske på betryggende vis, jf. Bogføringslovens bestemmelser.
Hvis der søges om tilskud til konsulenter, skal timeantallet og timeprisen fremgå af ansøgningen, og det skal fremgå, hvilke opgaver konsulenten skal udføre. Konsulentens udgifter til rejser, kørsel, fortæring og repræsentation skal være indeholdt i konsulentens timepris. Konsulentydelser kan højst honoreres med 1.200 kr. i timen med mindre udgifter til konsulent indgår i et udbud, der gennemføres efter reglerne herom.
Fakturaer for udgifter til konsulenter skal være tilstrækkelig detaljeret til, at Miljøstyrelsen kan afgøre, om den er i overensstemmelse med tilsagnet og puljens formål. Antal timer, timepris og udførte opgaver skal fremgå af fakturaen.
Hver ansøgning kan udløse et tilskud på op til 2 mio. kr. Miljøstyrelsen fastsætter tilskuddets størrelse på baggrund af det indsendte budget. Hvis to eller flere vandoplandsstyregrupper indgår et samarbejde og indsender en fælles ansøgning, hæves det maksimale tilsagnsbeløb til 4 mio. kr. pr. ansøgning. Se kapitel 10 for uddybning af tilskudsberettigede udgifter.
Der meddeles 2-årige tilsagn om tilskud. Miljøstyrelsen kan efter anmodning, og på baggrund af en konkret vurdering, forlænge tilsagnsperioden med ét år.
Landbrugsstyrelsen har vurderet at tilskudspuljen til kommunernes faciliterende rolle ikke udgør statsstøtte i TEUF-artikel 107, stk. 1’s forstand. Det lægges således til grund, at der ikke er tale om udgifter til selve udtagningsprojekterne eller de frivillige, kollektive kvælstofvirkemidler. Sådanne udgifter finansieres ad anden vej, f.eks. via de almindelige EU-tilskudspuljer til sådanne formål.
Når ansøgningen er indsendt vil ansøger modtage et kvitteringsbrev med en opsummering af de indsendte oplysninger. Hvis der ikke modtages et kvitteringsbrev, skal der rettes henvendelse til vandprojekter@mst.dk.
Når ansøgningsrunden er lukket 24. maj 2024, gennemgår og prioriterer Miljøstyrelsen ansøgningerne. Det forventes, at tilsagn eller afslag kan meddeles inden udgangen af august 2024.
Miljøstyrelsen kontrollerer om alle nødvendige oplysninger fremgår af ansøgningen. Hvis der er behov for supplerende oplysninger, vil Miljøstyrelsen kontakte ansøger.
Miljøstyrelsen kan meddele tilsagn om tilskud for hele det ansøgte beløb, en del af det ansøgte beløb eller helt give afslag.
Efter tilskudsordningens bekendtgørelse § 3, nr.1 og § 12 vurderer Miljøstyrelsen ansøgningerne ud fra om de ansøgte aktiviteter skønnes at styrke kommunernes faciliterende og opsøgende rolle i indsatserne udtagning af lavbundsjorder og de kollektive kvælstofvirkemidler.
Hvis ansøgningen får afslag, sender Miljøstyrelsen et begrundet afslagsbrev. Efter tilskudsordningens bekendtgørelse § 13 gives der afslag på ansøgningen, hvis:
ansøgningen ikke indeholder de i § 9 nævnte oplysninger,
ansøgningen er indgivet senere end den i § 7, stk. 2 nævnte frist, jf. dog stk. 2,
det ansøgte ikke overholder kriteriet i § 12,
ansøgningen ikke er indsendt af en udpeget ansøgerkommune, jf. jf. § 3, nr. 3 og § 8,
udgifterne ikke er tilskudsberettigede, jf. § 6, eller
den bevillingsmæssige ramme er opbrugt.
Ansøgning om forlængelse af tilsagnsperiode eller budgetændringer, skal indsendes til vandprojekter@mst.dk, senest tre måneder inden tilsagnsperiodens udløb.
Der kan frit laves omposteringer mellem de fem udgiftskategorier på op til 10 % af det samlede tilskud. Omposteringer herover skal godkendes af Miljøstyrelsen. Tilsagnsbeløb kan ikke forhøjes.
Hvis tilsagnet ønskes annulleret, skal Miljøstyrelsen kontaktes på vandprojekter@mst.dk med angivelse af hvorfor tilsagnet opgives.
Tilsagn om tilskud kan enten bagudbetales én gang efter, at tilsagnsperioden eller aktiviteterne er afsluttet, eller i rater én gang årligt, når dokumentation for de afholdte udgifter er modtaget af Miljøstyrelsen.
Procedurerne for hhv. rateudbetaling og slutudbetaling er beskrevet nedenfor.
15.1 Rateudbetaling
Der kan anmodes om rateudbetaling af 2-årigt tilsagn om tilskud én gang årligt.
Anmodning om rateudbetaling foregår via selvbetjeningen, som tilgås via det link, der sendes til kommunens e-boks i forlængelse af tilsagnsbrevet.
Der skal i forbindelse med anmodning om rateudbetaling vedlægges dokumentation for de faktiske afholdte udgifter inden for tilsagnsperioden. Der kan ikke ske udbetaling af udgifter, der er afholdt uden for tilsagnsperioden.
Dokumentationen for de afholdte udgifter skal bestå af et ledelsespåtegnet delregnskab, der angiver afholdte og betalte udgifter forbundet med aktiviteterne samt de relevante regnskabsbilag, der dokumenterer de afholdte udgifter. Det kan f.eks. bestå af lønsedler og timeregnskab, faktura o.lign.
Det er tilstrækkeligt at indsende december-lønsedler og/eller lønsedler for årets seneste måned i den pågældende periode, sammen med det tilhørende timeregnskab som dokumentation for de afholdte lønudgifter.
Miljøstyrelsens udbetalingsskema, som findes på www.mst.dk/fli, skal udfyldes og vedlægges anmodningen om rateudbetaling. Det er fanen ”deludbetaling”, der skal anvendes.
Følgende oplysninger vedlægges i forbindelse med anmodning om rateudbetaling (uanset tilsagnsbeløb eller rateudbetalingens størrelse):
– Udbetalingsskema i Excel format med oplysninger om afholdte udgifter i fanen ”deludbetaling”
– Ledelsespåtegnet delregnskab, dvs. fanen ”deludbetaling” der underskrives af ledelse og vedhæftes i pdf.
– Dokumentation for afholdte lønudgifter i form af lønsedler
– Timeregistrering til dokumentation af lønudgifter
– Faktura fra konsulenter eller workshops mv.
– Dokumentation for øvrige tilskudsberettigede udgifter i form af faktura, kvittering, bankoverførsel eller lignende.
Miljøstyrelsen overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.
Det bemærkes, at revisorerklæring alene er relevant i forbindelse med slutudbetaling af tilskud.
15.2 Slutudbetaling
Tilsagnsperioden er på 2 år og anmodning om slutudbetaling skal være sendt til Miljøstyrelsen senest 3 måneder efter den dato, hvor tilsagnsperioden er afsluttet. Denne dato fremgår af tilsagnsbrevet.
Anmodning om slutudbetaling foregår via selvbetjeningen, som tilgås via det link, der tilsendes til kommunens e-boks i forlængelse af tilsagnsbrevet.
Der skal i forbindelse med anmodning om slutudbetaling vedlægges dokumentation for de faktisk afholdte udgifter inden for tilsagnsperioden. Der kan ikke ske udbetaling af udgifter, der er afholdt uden for tilsagnsperioden.
Dokumentationskrav for afholdte udgifter afhænger af tilsagnets størrelse:
– For tilsagnsbeløb over 1 mio. kr. skal der i forbindelse med anmodning om slutudbetaling kun vedlægges en revisorerklæring, som dokumentation for de afholdte udgifter (der skal ikke indsendes dokumentation for lønudgifter eller øvrige udgifter).
– For tilsagnsbeløb til og med 1 mio. kr. skal dokumentationen for de afholdte udgifter bestå af et ledelsespåtegnet delregnskab, der angiver afholdte og betalte udgifter forbundet med aktiviteterne samt de relevante regnskabsbilag, der dokumenterer de afholdte udgifter. Det kan f.eks. bestå af lønsedler og timeregnskab, faktura o.lign. Det er tilstrækkeligt at indsende december-lønsedler og lønsedler for årets seneste måned i den pågældende periode, sammen med det tilhørende timeregnskab som dokumentation for de afholdte lønudgifter.
Miljøstyrelsens udbetalingsskema som findes på www.mst.dk/fli, skal udfyldes og vedlægges anmodningen om slutudbetaling. Det er fanen ”slutudbetaling”, der skal anvendes. Slutregnskabet skal omfatte hele tilsagnsperioden, dvs. inklusiv evt. tidligere deludbetalinger
Der skal endvidere laves en kort afrapportering, hvor fanen ”slutrapportering” i udbetalingsskemaet udfyldes med kort beskrivende tekst om de gennemførte aktiviteter.
Følgende oplysninger vedlægges i forbindelse med anmodning om udbetaling:
– Udbetalingsskema i Excel format med kort afrapportering om gennemførte aktiviteter i fanen ”slutrapportering”
– Udbetalingsskema i Excel format med oplysninger om afholdte udgifter i fanen ”slutudbetaling”
– For tilsagn over 1 mio. kr. vedlægges alene revisorerklæring
– For tilsagn til og med 1 mio. kr. vedlægges:
– Ledelsespåtegnet slutregnskab, der angiver afholdte udgifter forbundet med aktiviteterne og regnskabsbilag, dvs. fanen ”slutudbetaling” der underskrives af ledelse og vedhæftes i pdf format
– Dokumentation for afholdte lønudgifter i form af lønsedler, timeregistrering til dokumentation af lønudgifter
– Fakturaer fra konsulenter eller workshops
– Dokumentation for øvrige tilskudsberettigede udgifter i form af faktura, kvittering, bankoverførsel eller lignende
Miljøstyrelsen overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.
Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om hel eller delvist bortfald af tilsagnet og tilbagebetaling af tilskuddet, hvis:
– Tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
– Aktiviteterne ikke er gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.
– Forudsætningerne for tilskud i øvrigt efter Miljøstyrelsens skøn er væsentligt ændrede.
Derudover kan Miljøstyrelsen foretage en forholdsmæssig nedsættelse af tilskuddet, hvis forpligtigelserne forbundet med at få tilskud ikke overholdes. Tilskuddet vil blive nedsat ud fra en vurdering af alvor, omfang, varighed og gentagelse af overtrædelsen.
En afgørelse truffet efter bekendtgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Miljøstyrelsen foretager kontrol i forbindelse med administration af tilskudspuljen. Kontrolperioden er 5 år fra datoen for udbetaling af tilskuddet.
Miljøstyrelsen kontrollerer modtagne ansøgninger for svig.
Svig defineres som en forsætlig handling, der påvirker retten til tilskud eller omfanget af tilskud. Det kan være ukorrekte erklæringer eller dokumenter, tilsidesættelse af oplysningspligt eller anvendelse af midler eller investeringer til andet formål, end de var bevilget til.
Svig medfører, at tilsagnet om tilskud helt eller delvist bortfalder og kan desuden medføre:
– udelukkelse fra mulighed for tilskud
– bøde
– i alvorlige tilfælde fængselsstraf (1 Straffelovens § 289a).
Miljøstyrelsen kan anerkende tilfælde af force majeure og andre ekstraordinære omstændigheder, der forhindrer dig i at gennemføre tilsagnet. I sådanne tilfælde medfører det ikke bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud.
Force majeure og andre ekstraordinære omstændigheder kan navnligt anerkendes i følgende tilfælde:
– En alvorlig naturkatastrofe, der i væsentlig grad berører tilsagnet.
– Ekspropriation af hele eller en væsentlig del af tilsagnet, hvis ekspropriationen ikke kunne forudses på dagen for indsendelse af udbetalingsanmodning.
Miljøstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde godkende andre omstændigheder end de ovennævnte som force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder.
Miljøstyrelsen kan i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet bede om yderligere information.
Hvis Miljøstyrelsen ikke modtager det materiale, der bedes om, vil der blive truffet afgørelse om anerkendelse af force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder på det foreliggende grundlag.
Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer dig i at opfylde dine forpligtigelser, og at du ikke, ved en forholdsmæssig indsats, kunne have sikret dig herimod.
Oplysninger givet i forbindelse med ansøgningen vil blive brugt af Miljøstyrelsen til sagsbehandling og administration, herunder tilskudsudbetaling og kontrol. Yderligere information om behandling af persondata fås, når man søger ordningen.
I forbindelse med kontrol kan der blive indhentet yderligere oplysninger hos andre offentlige myndigheder. Behandlingen af oplysninger vil altid ske i overensstemmelse med gældende lovgivning. Miljøstyrelsen gør opmærksom på at ved anmodning om aktindsigt vil de afgivne oplysninger som udgangspunkt være tilgængelige.
Tilskudspuljen administreres efter Bekendtgørelse nr. 324 af 02/04/2024 om tilskud til styrkelse af kommunernes faciliterende rolle ved udtagning af lavbundsjorder og kollektive kvælstofvirkemidler.
Andre generelle danske regler:
– Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (Databeskyttelsesloven), LOV nr. 502 af 23. maj 2018.
– Bekendtgørelse af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven), LBK nr. 145 af 24. februar 2020.
Denne vejledning og andre oplysninger om tilskud til styrkelse af kommunernes rolle i udtagningsindsatsen findes på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk/fli
Du er velkommen til at kontakte Miljøstyrelsen, hvis du har spørgsmål på tlf. 72 54 40 00 eller mst@mst.dk.
6,0 |
0,0 |
6,0 |
Kalundborg | 3,7 | 2,1 | 5,8 |
Odense Fjord | 1,8 | 3,9 | 5,7 |
Lillebælt/Fyn | 1,4 | 2,8 | 4,2 |
Horsens Fjord oplandet | 0,8 | 3,3 | 4,1 |
Østersøen | 1,7 | 1,8 | 3,5 |
Øresund | 2,7 | 0,6 | 3,3 |
Bornholm | 0,0 | 2,3 | 2,3 |
Storebælt | 0,8 | 1,4 | 2,3 |
Det Sydfynske Øhav | 0,8 | 1,4 | 2,2 |
Mariager Fjord | 1,5 | 0,3 | 1,8 |
Aarhus Bugt | 0,7 | 0,7 | 1,4 |
Køgebugt | 1,3 | 0,0 | 1,3 |
100 | 100 |