Fiskeriloven § 76

Bestemmelsen er en videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 16 om beskyttelse af fiskeriindsatsen. Teksten er moderniseret, idet der i den gældende lovtekst står, at der ikke "uden hjemmel" må lægges hindringer i vejen for lovligt udøvet fiskeri. Dette medfører ingen ændringer i forhold til de aktiviteter, der efter anden lovgivning kan finde sted på søterritoriet.

Til § 77

Bestemmelsen viderefører sammen med §§ 78-80 med en række ændringer saltvandsfiskerilovens § 17. Bestemmelserne beskytter erhvervsfiskeriet i forhold til andre aktiviteter på fiskeriterritoriet. Reglerne vil fortsat være væsentlige både i forbindelse med mindre foranstaltninger, der lokalt virker indgribende på en traditionel fiskeriindsats, og i forbindelse med store anlægsarbejder, råstofindvinding m.v.

Bestemmelserne er i forslaget formuleret klarere end den hidtidige regel og i overensstemmelse med den praksis, der har været anvendt i forbindelse med tilladelsesudstedelse og afgørelse af erstatningsspørgsmål mellem fiskere og den, der foretager foranstaltninger og indgreb på fiskeriterritoriet.

Bestemmelsen i § 77 er en sammenskrivning og tydeliggørelse af saltvandsfiskerilovens § 17, stk. 1 og 2. Bestemmelsen fastlægger, at der er krav om tilladelse til at foretage foranstaltninger eller indgreb i et område, som kan hindre det fiskeri, der foregår i det pågældende område. Tilladelse kan udstedes af fødevareministeren eller en anden minister, som har bemyndigelse hertil. Hvis tilladelse udstedes af en anden minister end fødevareministeren, skal der ske forhandling med fødevareministeren.

Til § 78

Efter saltvandsfiskerilovens § 17, stk. 3, jf. stk. 6, kan tilladelse udstedes, når der er truffet afgørelse om eventuel erstatning til de fiskere, som berøres af foranstaltningen eller indgrebet, eller når spørgsmålet om eventuel erstatning er blevet henvist til et nævn, d.v.s. også inden nævnet har truffet endelig afgørelse. Som følge heraf har det været en betingelse for tilladelserne, at der er indledt forhandling om erstatning, eller at spørgsmålet herom har været henvist til nævnsbehandling. Baggrunden herfor er, at spørgsmålet om erstatningspligt og størrelse af erstatning kan være kompliceret og kræve grundige forhandlinger. Parterne kan have interesse i at føre en forhandling til ende, inden sagen eventuelt overgives til et nævn.

I forslaget er det gjort klart, at der kun kan udstedes tilladelse, når der er truffet endelig afgørelse eller indledt forhandling, dvs. at der i det mindste er sket en brevveksling mellem parterne vedrørende spørgsmålet om erstatning til de berørte erhvervsfiskere eller spørgsmålet er blevet henvist til nævnsbehandling.

Stk. 2 er alene en undtagelse til stk. 1 om erstatning. Bestemmelsen ændrer ikke ved kravet om, at der skal gives tilladelse til de i § 77 nævnte indgreb. Stk. 2 relaterer sig kun til råstoffer indvundet i henhold til lov om råstoffer. Råstofloven gælder ved indvinding af sten, grus, sand og lignende forekomster, men derimod ikke for råstoffer der er omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund.

Bestemmelsen i stk. 2 betyder, at der ikke bliver tale om erstatning i forbindelse med indvinding til den daglige råstofforsyning. Erstatning bliver kun aktuelt ved indvinding til brug for store, enkeltstående anlægsarbejder, som f.eks. Øresunds - og Storebæltsforbindelsen. Dette fremgår af lovteksten derved, at der kun kan ydes erstatning i de tilfælde, hvor tilladelsen udstedes til bygherren. I disse tilfælde kan forsyningen ikke skaffes via den råstofindvinding, der foretages af tilladelsesindehaverne i medfør af lov om råstoffer. Disse tilladelsesindehavere har ret til at indvinde råstoffer i bestemte områder inden for bestemte mængdegrænser og disse mængder vil ikke være nok til at gennemføre særlige enkeltstående store anlægsarbejder. Fiskeriet er dermed sikret erstatningsmulighed, hvis der skal gennemføres råstofindvinding udover den indvinding, som kan ske efter de tilladelser der allerede er givet efter råstofloven. Bestemmelsen i stk. 2 er en videreførsel af den gældende praksis.

Ved vurderingen af, om der skal udstedes tilladelse til indvinding i henhold til råstofloven, tages der hensyn til bl.a. fiskebestandene og mulighederne for at udøve fiskeri på det pågældende område.

Til § 79

Efter forslagets § 79, stk. 1, kan den, der gennemfører foranstaltninger eller indgreb, som har den i § 77, stk. 1, nævnte virkning, eller de berørte fiskere anmode vedkommende minister om at nedsætte et nævn, som skal tage stilling til spørgsmålet om erstatning. Dette er en ændring i forhold til saltvandsfiskerilovens § 17, stk. 4, 1. pkt., som bestemmer, at vedkommende minister eller fødevareministeren kan henvise spørgsmålet til afgørelse ved et nævn. Baggrunden for ændringen er, at parterne er de nærmeste til at anmode om nævnsbehandling af erstatningsspørgsmålet, eventuelt som følge af et forudgående forhandlingsforløb. Anmodningen om nedsættelse af nævnet kan ske på hvilket som helst tidspunkt i forløbet.

Stk. 2 svarer til saltvandsfiskerilovens § 17, stk. 4, 5. pkt.

Til § 80

Bestemmelsen vedrører det i §§ 78-79 omhandlede nævn. Efter stk. 1 består nævnet som hidtil af 3 medlemmer, hvoraf 2 udpeges af fødevareministeren, hvis denne alene træffer afgørelse om tilladelsen, j_f_. stk. 2. Forslagets stk. 3-7 svarer til saltvandsfiskerilovens § 17, stk. 4, 2., 3., 4., 6. og 8. pkt. samt stk. 5-6.

Til § 81

Bestemmelsen er videreførelse af ferskvandsfiskerilovens § 33, som skal sikre, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri inddrages forinden andre myndigheder træffer beslutninger af betydning for fisk og fisk´s levemuligheder i ferskvand. Med henblik på at gøre det klarere, hvilke typer af beslutninger, der er relevante, er der i formuleringen i forslaget indsat eksempler på den type dispositioner, der kræver, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri inddrages inden, der træffes afgørelse.

Til § 82

Bestemmelsen er en videreførelse af ferskvandsfiskerilovens § 29 og saltvandsfiskerilovens § 18 om forholdet mellem fiskeriudøvelse og hensynet til sikker sejlads.

Til § 83

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 18a og vedrører erstatningspligten, som pådrages, hvis et fartøj forvolder skade på et fiskeredskab. I forholdet til dansk rets almindelige erstatningsregler er der tale om, at bevisbyrden for, at skaden ikke kunne være afværget ved agtpågivenhed, udtrykkeligt påhviler skadevolder.

Til § 84

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen isaltvandsfiskerilovens § 20, dergiver erhvervs- og bierhvervsfiskere ret til at forlange nedsat et nævn, der tager stilling til, om fiskeren må benytte en strandbred eller nærmest tilgængelige stykke land til at ophale både og oplagre garn. Bestemmelsen regulerer forholdet mellem fiskerne og grundejeren. Bestemmelsen gælder som hidtil også i bymæssig bebyggelse.

I forhold til den gældende bestemmelse er der foretaget en modernisering og forenkling af nævnsbehandlingen og bestemmelsen i øvrigt.

Reglen i saltvandsfiskeriloven om nedsættelse af nævn har hidtil kun været lidt anvendt. Bestemmelsen bevares dog, da det vurderes, at det har været muligt for fiskere at opnå fornuftige løsninger, fordi retten består.

Efter stk. 1 kan en eller flere fiskere forlange, at der nedsættes et nævn, som skal tage stilling til om en grundejer mod erstatning skal acceptere, at den eller de pågældende fiskere må anvende en afgrænset del af grundejerens ejendom til ophaling af både, oplægning eller klargøring af redskaber samt tørreplads for redskaber. I forslaget er ikke gentaget en regel i saltvandsfiskerilovens § 20, stk. 2, om, at der kan forlanges indhegning, da den skønnes overflødig.

Det bemærkes i forhold til anden lovgivning, at aktiviteterne i stk. 1 er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 8 om klitfredning og § 15 om strandbeskyttelseslinien. Disse bestemmelser indeholder mulighed for, at amtsrådene kan tillade de nævnte aktiviteter. Aktiviteterne skal som hidtil foretages i respekt af lov om kystbeskyttelse, jf. § 16 om aktiviteter på strandbredden m.v. Aktiviteterne skal endvidere gennemføres på en måde, så offentlighedens adgang til færdsel og ophold efter Naturbeskyttelseslovens § 22 ikke forhindres eller vanskeliggøres.

Efter stk. 2 tager nævnet i forbindelse med afgørelse efter stk. 1 ligeledes stilling til spørgsmålet om erstatning til grundejeren. Nævnet tager således stilling både til spørgsmål om retten til at benytte kyststrækningen og den erstatning, som skal betales til kystejeren.

I stk. 3 bestemmes det, at nævnets medlemmer, hvoraf en skal være fiskerisagkyndig, udpeges af vedkommende byret. Nævnet træffer endelig afgørelse. I saltvandsfiskerilovens § 20 er der mulighed for at indbringe nævnets afgørelse for et "overnævn" med 6 medlemmer. Under hensyn til, at der har været så lidt behov for overnævnsafgørelser, foreslås systemet forenklet, så allerede nævnet med 3 medlemmer træffer endelig administrativ afgørelse. Eventuelle yderligere tvister vil derefter kunne indbringes for domstolene.

Efter stk. 4 skal nævnet ved afgørelsen tage hensyn til betydningen for fiskeren af at kunne benytte pladsen vejet op imod de eventuelle gener for grundejeren.

Efter stk. 5 tager nævnet ligeledes stilling til sagsomkostningerne, herunder hvem af parterne der skal betale sagsomkostningerne.

Efter stk. 6 kan kun parterne og ikke andre interesserede efter 5 år kan forlange ny nævnsafgørelse. Dette er en forenkling i forhold til den gældende regel i saltvandsfiskerilovens § 20, stk. 5, hvor også andre interesserede kan forlange en ny nævnsafgørelse.

Til § 85

Forslaget indebærer en sprogligt moderniseret videreførelse af den særlige erstatningsregel i ferskvandsfiskerilovens § 34.

Efter stk. 1 skal den, der fisker i ferskvand et sted, hvor den pågældende ikke er berettiget hertil, erstatte den fiskeriberettigede det derved påførte tab.

Stk. 2 fastslår i den forbindelse, at såvel den fiskeriberettigede som det offentlige kan være erstaningsberettiget, hvis en person har fisket i ferskvand et sted, hvor den pågældende ikke er fiskeriberettiget.

Stk. 3 fastslår, at udover ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan også amtsråd og de nævnte fiskeriforeninger rejse krav om erstatning til det offentlige.

Til kapitel 16.

Førstegangsomsætning af fisk

Forslaget viderefører de særlige regler i førstegangsomsætningsloven for al førstegangsomsætning af fisk. Omsætningsbegrebet svarer til den definition, der er indeholdt i forslagets § 3, nr. 4. Dog er transportører af fisk efter landing af fisken som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen. Omsætningen m.v. omfattes af reglerne i kapitel 16, når omsætningen m.v. finder sted i første omsætningsled. Det vil sige, at både køb, modtagelse, opbevaring mv. er omfattet af bestemmelsen.

Reglerne om førstegangsomsætning videreføres med samme intentioner, som var baggrunden for vedtagelsen af førstegangsomsætningsloven i 1994, nemlig at øge gennemsigtigheden i handelen med fisk. Formålet er at undgå omsætning, der medvirker til eller maskerer landinger af fisk, der er fisket og landet i strid med reglerne i EU-regelsættet og nationale fiskeriregler.

Det afgørende element i det regelsæt om bevilling, der videreføres, er, at bevilling udstedes til personer og virksomheder, der opfylder kravene i § 88 og som ikke ved deres tidligere adfærd har udvist forhold, der giver grund til at antage, at de pågældende ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Bevillingen kan tilbagekaldes, hvis bevillingshaveren ved sin drift af virksomheden tilsidesætter regelsættet. I bemærkningerne til de enkelte bestemmelser er der gjort nærmere rede for dette, jf. navnlig § 92, om nægtelse af bevilling og § 95, om tilbagekaldelse af bevilling.

De særlige bestemmelser om bevilling gælder for førstegangsomsættere af fisk, da dette omsætningsled er helt centralt i forbindelse med, at fangsten overdrages til videre anvendelse. Som led i overholdelse af regelsættet om fiskeriet og korrekt registrering af fangster, er præcise oplysninger om omsætning m.v. i første omsætningsled derfor afgørende.

I de kontrol- og registreringssystemer, der er bygget op i henhold til Rådets Forordning af 12. oktober 1993 (2847/93/EØF) med senere ændringer om indførelse af en kontrolforordning under den fælles fiskeripolitik og i henhold til de nationale regler, er førstegangsomsætterens indberetning af fisken til myndighederne afgørende for registrering af fangsten. Indberetningssystemet er baseret på en nøjagtigt indberetning fra førstegangsomsætteren. Indberetningen sammenholdes med fiskerens logbogsindberetning ved myndighedernes opgørelse over fangsterne.

Med henblik på kontrol af overholdelse af lovens regler og EF-retsakter på fiskeriets område, kan der som hidtil dels gennem konkrete påbud og dels gennem regler, der udstedes i bekendtgørelsesform, stilles krav om særlig dokumentation m.v. også fra ethvert senere led i omsætningen, jf. § 121, stk. 2 og fra bevillingshavere uden fast forretningssted i Danmark, jf. § 121, stk. 3.

Til § 86

Bestemmelsen fastlægger i stk. 1 hvilke typer af virksomhed, der er omfattet af kravet om bevilling til omsætning m.v. af fisk i første omsætningsled. Disse svarer til de former for virksomhed, som er omfattet af førstegangsomsætningsloven. Bestemmelsen indeholder i stk. 2 og 3 i overensstemmelse med praksis en præcisering af lovteksten.

Det skal udtrykkeligt bemærkes, at udtrykket "omsætning m.v." som hidtil også omfatter andet end det egentlige køb af fisk, jf. definitionen i forslagets § 3, nr. 4. Definitionen omfatter både forhandling, opbevaring, behandling, erhvervelse, modtagelse, overdragelse og import/eksport af og samhandel med fisk. Dvs. at en række omsætningsformer er omfattet af bestemmelsen, f.eks. auktionsvirksomhed, kommissionsforhold, agentforhold, samlecentraler, sorteringsvirksomhed, importvirksomhed og diverse former for virksomhed, der involverer modtagelse og opbevaring af fisk. Når disse handlinger udøves af personer og virksomheder i første omsætningsled, er der krav om bevilling. Dog er transportører som udgangspunkt ikke omfattet af pligten til bevilling, jf. bemærkningerne til stk. 3.

I stk. 2 er indsat en ny bestemmelse, som i overensstemmelse med praksis præciserer, at der vedrørende det samme parti fisk kan være flere bevillingspligtige personer og virksomheder. Det er fundet mest hensigtsmæssigt klart at præcisere dette i lovteksten. Bestemmelsen er f.eks. møntet på de situationer, hvor en opkøber telefonisk har erhvervet et parti fisk, som så bringes til opbevaring i et frysehus på kajen, inden fisken transporteres til et senere omsætningsled. I disse situationer har Fødevareministeriet efter de gældende regler stillet krav om bevilling også til virksomheder, som fysisk opbevarer fisken, uanset at omsætning formelt set er gennemført.

I stk. 3 er det fastlagt, at personer og virksomheder, som transporterer fisken efter landing som udgangspunkt ikke omfattet af bevillingspligten. Dog kan ministeren fastsætte regler om eller i konkrete situationer påbyde, at også transportører af kontrolmæssige hensyn skal have bevilling. Dette hænger sammen med, at en meget væsentlig kontrolmulighed går tabt, hvis ikke der kan kræves indberetning om fiskens art og mængde fra det sted, hvor den fysisk befinder sig. Det er indtrykket, at en væsentlig del af de ulovligheder, som finder sted i forbindelse med ulovlig omsætning af fisk, er mulige, når fisken f.eks. losses direkte fra fartøjet og op i en lastbil, som herefter transporterer fisken til et senere omsætningsled. Det skal endvidere bemærkes, at ministeren derudover efter § 121, stk. 2, har mulighed for at fastsætte regler for alle omsætningsled, herunder også transportører om dokumentation for, at et parti fisk som opbevares eller transporteres mv., er fanget eller omsat i overensstemmelse med fiskerilovgivningen.

Stk. 4 viderefører bestemmelsen i omsætningslovens § 2, stk. 2, således at de fiskere, som afsætter deres fangster direkte til forbrugere eller eksport, herunder samhandel indenfor Fællesskabets grænser, kan omfattes af kravet om bevilling. Det samme gælder personer eller virksomheder, som opdrætter fisk.

Efter stk. 5 kan ministeren som hidtil, jf. omsætningslovens § 2, stk. 3, bestemme, at omsætning af visse arter af fisk ikke er underlagt kravet om bevilling selvom dette finder sted i første omsætningsled.

Til § 87

Bestemmelsen er uændret videreførelse af førstegangsomsætningslovens § 3, 2. pkt., og fastlægger et klart forbud mod i første omsætningsled at overdrage fisk til bevillingspligtige personer og virksomheder, som ikke har bevilling til førstegangsomsætning af fisk.

Til § 88

Bestemmelsen indeholder de krav, der skal være opfyldt for, at personer eller virksomheder kan opnå bevilling til førstegangsomsætning af fisk.

Betingelserne i stk. 2 svarer til de hidtil gældende betingelser for bevilling til førstegangsomsætning i førstegangsomsætningslovens § 4, 1. pkt., der henviste til næringslovens krav til handelsdrivende. I stedet for en henvisning til næringslovens bestemmelser, er det i forslaget valgt udtrykkeligt at opregne de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå bevilling. For fiskeauktionsmestre gælder endvidere betingelsen i § 89, stk. 1.

Der er i stk. 2, nr. 1, indført mulighed for, at udlændinge, som ikke er danske statsborgere eller EU/EØS-statsborgere, kan opnå bevilling også til fiskeauktionsmestervirksomhed, hvis de har opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

I stk. 3 og 4 videreføres kravet i førstegangsomsætningslovens § 4, stk. 2 og 5, om, at alle deltagere i en virksomhed, hvor der hæftes personligt og direkte samt et flertal af bestyrelsen og indehavere af en bestemmende aktiepart i selskaber med begrænset ansvar, skal opfylde de samme betingelser, som stilles til enkeltpersoner, der ønsker bevilling.

Til § 89

Stk. 1 svarer til bestemmelserne i førstegangsomsætningslovens § 4, stk. 1, nr. 4, om de særlige økonomiske krav til ansøgere om auktionsbevilling.

De særlige økonomiske krav til personer, der vil drive offentlig auktion har sammenhæng med, at der handles med varer, som tilhører sælger. Kravet stilles til personligt ansvarlige for auktionsdriften, som personligt vil hæfte økonomisk for forpligtelserne_._

§ 89 bliver fremover den eneste bestemmelse, der vedrører særlige krav til ansøgere af bevilling til offentlig fiskeauktion. Ansøgerne skal derudover opfylde samme krav, som stilles til alle andre ansøgere om førstegangsomsætningsbevilling. Bevillingen meddeles som for andre ansøgere ved, at ansøgeren på eget initiativ retter henvendelse og søger om bevilling til at drive auktionen på et nærmere angivet sted.

Stk. 2 bestemmer, at personligt ansvarlige deltagere i interessentskaber og kommanditselskaber, som skal drive fiskeauktionsmestervirksomhed skal opfylde de særlige økonomiske krav i stk. 1.

Kravet i stk. 3 om, at der skal indhentes tilladelse til at drive anden virksomhed med tilknytning til fiskerierhvervet er ny i loven. Dog har ministeren efter den gældende regel i omsætningslovens § 3, stk. 3, sidste pkt. mulighed for at forbyde, at personer med bevilling til fiskeauktion udøver anden erhvervsmæssig virksomhed. Bestemmelsen har sammenhæng med, at der fortsat bør være gennemsigtighed i auktionssystemet. Auktionsmesteren skal være uvildig i forbindelse med omsætningen af andres fisk og bør ikke være involveret på anden vis i omsætning af fisk. Det er derfor ikke hensigten, at personer eller selskaber, der har en bevilling til offentlig fiskeauktion, skal kunne få tilladelse til anden form for handel med fisk heller ikke i senere omsætningsled.

Det gældende system, hvor ministeriet udsender opslag om en ledig fiskeauktion og derefter blandt ansøgerne vælger en ansøger, der tildeles ret til at drive offentlig auktion for et nærmere afgrænset område, bortfalder. Herefter vil ministeren på grundlag af de objektive kriterier, der gælder i henhold til § 88 og § 89 afgøre ansøgninger om bevilling til offentlig fiskeauktion. Det kan føre til, at der drives flere fiskeauktioner i samme havn/område.

Det ændrede system vil åbne for muligheden for fri konkurrence mellem flere auktioner. Der er ikke behov for, at ministeriet fremover vurderer, om der er grundlag for en fiskeauktion i et område, inden bevilling udstedes. Enkeltansøgning om bevilling kræver derfor ikke fremover den særlige vurdering, der har været foretaget efter rådgivning fra det rådgivende omsætningsudvalg. Ansøgningerne vil fremover blive behandlet efter samme procedure som andre ansøgninger om førstegangsomsætning af fisk. Det indebærer, at sagerne efter den nuværende arbejdsdeling i ministeriet vil blive behandlet i Fiskeridirektoratet med klageadgang til ministeriets departement.

Med mulighederne for fri konkurrence mellem auktioner ophører behovet for, at ministeriet godkender salærtakster m.v. På denne måde gennemføres en omfattende deregulering og området vil herefter være undergivet almindelige handelsvilkår.

Samtidig vil der fortsat udover kravene i § 89 til bevillingshaverne kunne stilles særlige krav til selve driften, der sikrer, at der er tale om offentlige auktioner, jf. bemærkningerne til §§ 100-101.

En bestemmelse i førstegangsomsætningslovens § 17, stk. 3, om, at der kan besluttes auktionspligt for fisk udgår af loven, da dette kan gennemføres i medfør af artikel 14 i kontrolforordningen.

Til § 90

Bestemmelsen svarer til førstegangsomsætningslovens § 4, stk. 3, og giver mulighed for, at ministeren kan give tilladelse til, at bevilling meddeles selvom betingelserne i § 88 og § 89 ikke opfyldt. Bestemmelsen vil kunne anvendes bl.a. i den situation, hvor et selskab, som ikke er hjemmehørende i EU- eller EØS medlemslandene ansøger om bevilling til førstegangsomsætning af fisk i Danmark.

Til § 91

Stk. 1 er en videreførelse af bemyndigelsen til ministeren i førstegangsomsætningslovens § 3, stk. 2, til at fastsætte regler for udstedelse af bevillingen til førstegangsomsætning. Bestemmelsen er dog præciseret, idet det direkte fremgår, at ministeren kan fastsætte regler om vilkårene for opretholdelse af bevillingen, herunder, at det er en betingelse for opretholdelsen, at lovregler, påbud m.v. overholdes. Hensigten er, at det i praksis i højere grad end med de nuværende formuleringer, bliver muligt at tilbagekalde bevillingerne, hvis de pågældende udøver virksomheden på en uforsvarlig måde i forhold til regelsættet. Ved at knytte klare vilkår til bevillingerne vil det være klart for bevillingshaveren, hvad konsekvensen er af tilsidesættelse af vilkår. I bestemmelserne om bevillingsnægtelse og bevillingsfratagelse, jf. § 92 og § 95 er der ligeledes foretaget præciseringer og opstramninger.

Stk. 2 viderefører førstegangsomsætningslovens § 15, hvor der i forbindelse med kontrol kan indhentes oplysninger hos andre offentlige myndigheder om den pågældende. I forbindelse med selve bevillingsudstedelsen vil der i overensstemmelse med reglen i forvaltningslovens § 29, med ansøgerens samtykke kunne indhentes oplysninger om ansøgeren hos andre myndigheder. Hvis ansøgerens nægter at give samtykke til indhentelse af oplysninger, der er nødvendige for at godtgøre, om kravene til bevillingsudstedelse er opfyldt vil dette i almindelighed føre til, at ansøgningen om bevilling ikke imødekommes.

Til § 92

Bestemmelsen afløser førstegangsomsætningslovens § 4, stk. 4, om muligheden for at nægte bevilling. De gældende regler giver mulighed for et meget vidt skøn i forbindelse med nægtelse af bevilling, uden at ansøgere på forhånd har nærmere angivelser af de forhold, som administrationen vil lægge vægt på. I forslaget er bestemmelsen omformuleret, så det klart fremgår, at nægtelse vil have baggrund i den pågældendes forudgående adfærd, hvis denne adfærd kan give grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

Efter bestemmelsen kan bevilling således nægtes, hvis den pågældende er fundet skyldig i strafbart forhold, herunder bøder og konfiskation vedtaget administrativt, og forholdet kan give grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet forsvarligt, f.eks. hvis den pågældende i forbindelse med tidligere virksomhed med førstegangsomsætning af fisk er dømt for overtrædelse af loven eller anden lovgivning af betydning for driften af virksomheden.

Forslaget indeholder endvidere mulighed for at bevilling kan nægtes, hvis ansøgerens bevilling tidligere indenfor en periode på 5 år er blevet tilbagekaldt, og der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet forsvarligt.

Endelig kan bevilling nægtes, hvis der foreligger oplysninger om den pågældende, som giver grund til at antage, at den pågældende ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde. I det sidstnævnte tilfælde tænkes f.eks. på den situation, hvor ansøger er tiltalt for overtrædelse af bestemmelser i fiskerilovgivningen med tilknytning til førstegangsomsætningen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende har virksomheder, der afsætter fisk i senere handelsled, og tiltalerejsningen vedrører forhold i en anden virksomhed end den, der nu ansøges om bevilling til. I sådanne situationer forekommer det uholdbart, hvis ikke bevillingsudstedelse kan nægtes, indtil de forhold tiltalen vedrører, endeligt er afklaret. Hvis tiltalen frafaldes, kan bevilling herefter naturligvis ikke nægtes med baggrund i dette forhold.

Til § 93

Med mindre formuleringsændringer svarer bestemmelse til de gældende bestemmelser i førstegangsomsætningsloven § 5 og § 7. En bestemmelse i den gældende lov om, at bevilling til at drive offentlig fiskeauktion bortfalder, når bevillingshaveren fylder 67 år, optages ikke i forslaget. Dette skyldes, at retten til at drive fiskeauktion med forslaget vil kunne drives af enhver, der opfylder betingelserne i §§ 88 89.

I § 93, stk. 4, videreføres uændret omsætningslovens § 7, stk. 4. Der kan fortsat være behov for særlige regler om bevillingsbortfald ved fiskeauktioner, da der i medfør af forslagets § 101, vil kunne stilles forskellige krav til selve gennemførelsen af auktionen i forbindelse med forskellige auktionsformer. Bestemmelsen vedrører bevillingsbortfald på baggrund af de forhold, der er nævnt i lovbestemmelsen. Hvis bevillingen skal tilbageholdes på grund af manglende overholdelse af vilkår gælder reglen i § 95.

Til § 94

Bestemmelsen svarer til førstegangsomsætningslovens § 8 og § 12, stk. 3, 2. pkt. Dog er reglen om, at en sådan bevilling udstedes tidsbegrænset med mulighed for, at ministeren kan forlænge fristen ikke opretholdt. Bevilling efter denne bestemmelse er således som udgangspunkt tidsubegrænset, dog skal virksomheden ledes af en person, som er godkendt efter reglerne i § 97.

Til § 95

Bestemmelsen erstatter førstegangsomsætningsloven § 9, som omhandler tilbagekaldelse af bevilling. Der er, som ved bestemmelsen om udstedelse af bevilling og nægtelse af bevilling, anvendt en formulering, der vil give en mere præcis administration.

I lighed med systemet omkring tilbagekaldelse af tilladelser til at drive fiskeri, jf. § 37, stk. 2, vil bevillingen kunne tilbagekaldes ved grov eller gentagen overtrædelse af vilkårene. Det vil klart fremgå af bevillingen, at den er betinget af, at vilkårene knyttet til bevillingen overholdes, og at tilsidesættelse heraf medfører, at bevillingen tilbagekaldes. Den gældende lovtekst anvender ikke ordene "grov eller gentagen" men i praksis sker bevillingsinddragelse efter førstegangsomsætningsloven kun, når en tilsidesættelse af vilkår og betingelser vurderes som grove eller gentagne. Det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt, at angive dette direkte i lovteksten.

Til § 96

Bestemmelsen vedrører bevillingshaverens adgang til inden 4 uger efter afgørelsen at få en tilbagekaldelse af bevillingen prøvet ved domstolene. Reglen ændres i forhold til førstegangsomsætningslovens § 10, så den pågældende ikke selv skal rejse sagen men kan forlange, at ministeren rejser sagen. Dette svarer til regelsættet for fiskeritilladelser, jf. § 37, stk. 5, med bemærkninger. Det anses for rimeligt, at reglerne bringes i overensstemmelse med hinanden, og den regel, der er mest gunstig for borgeren, er derfor valgt.

Det forudsættes, at det i praksis efter delegation fra ministeren vil være Fiskeridirektoratet, som træffer afgørelse om, hvorvidt en bevilling skal inddrages. Bevillingshaveren kan derefter inden 4 uger anmode fødevareministeren om at indbringe afgørelsen for domstolene i den civile retsplejes former, jf. § 96. Det skal bemærkes, at der ikke forudsættes adgang til administrativ rekurs til departementet førend afgørelsen indbringes for domstolene, idet domstolsprøvelsen her er valgt som særlig prøvelsesform. Dette betyder, at klageadgangen til departementet vil blive afskåret med hjemmel i forslagets § 110, stk. 2. Indbringelse af afgørelsen for domstolene har ikke opsættende virkning med mindre retten bestemmer andet.

I sager om tilbagekaldelse af bevilling til førstegangsomsætning eller fiskeauktionsmestervirksomhed, er der i lighed med inddragelse af fiskeritilladelser, jf. § 37 med bemærkninger, i visse sager tillige grundlag for at rejse en sag om bøde eller konfiskation enten administrativt, jf. § 133 eller ved dom, jf. § 130, og § 132, samt de almindelige bestemmelser om konfiskation i straffelovens kapitel 9.

Sager om bevillingsinddragelse kan f.eks. komme på tale, hvor det konstateres, at bevillingshaveren har medvirket til eller står bag ulovlig omsætning af fisk. Sådanne sager har siden begyndelsen af 1990´erne medført en række store bøder samt konfiskation i forhold til førstegangsomsættere af fisk, herunder samlecentraler og opkøbere. Der kan, når der er konstateret overtrædelse reglerne om førstegangsomsætning af fisk i de grove sager, være behov for øjeblikkeligt at inddrage den pågældende virksomheds eller persons bevilling, hvis gennemsigtigheden i omsætningssystemet skal bevares og yderligere lovovertrædelser forebygges. Derudover kan der blive tale om at indlede en straffesag om bøde og konfiskation.

Som anført i bemærkningerne til § 37 er der med de hjemler, der videreføres, mulighed for efterfølgende at rejse en straffesag for så vidt angår spørgsmålet om f.eks. den ulovlige omsætning af fisk. I denne straffesag kan der blive tale om straf i form af bøde, jf. § 130, og konfiskation af det ulovlige parti eller værdien heraf, jf. § 132 og de almindelige bestemmelser om konfiskation i straffelovens kapitel 9.

Som udgangspunkt er reglerne om rettighedsfrakendelse reguleret i straffelovens §§ 78-79, og hvis der ikke i særlovgivningen er fastsat særlige regler om rettighedsfrakendelse, vil spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skulle indbringes for domstolene i strafferetsplejens former under eller efter en straffesag.

Forslaget indeholder imidlertid en særlig hjemmel til administrativ bevillingsinddragelse og afviger dermed fra systemet i straffeloven. Dette medfører, at en bevilling kan inddrages administrativt umiddelbart efter, at ulovlighederne er konstateret og således før en eventuel straffesag. Retssikkerheden for bevillingshaveren tilgodeses ved den lette adgang til domstolsprøvelse af bevillingsinddragelsen, jf. § 96, stk. 1.

Dette betyder i praksis, at bevillingsinddragelsen kan finde sted umiddelbart i forlængelse af, at overtrædelsen er konstateret, og at der efterfølgende kan tages administrative, jf. § 133, eller retlige skridt for så vidt angår bøde og konfiskation.

Både i forbindelse med en administrativ vedtagelse af bøde og konfiskation og i forbindelse med domstolsbehandling af spørgsmålet vil der kunne tages højde for princippet i straffelovens § 87 om, at en rettighedsfrakendelse (bevillingsinddragelse) kan medføre en nedsættelse eller bortfald af straffen, idet det ved behandlingen af det strafferetlige spørgsmål vil være fuldt oplyst og indgå i vurderingen, at der tillige har fundet rettighedsfratagelse sted.

Det skal bemærkes, at et krav om bøde eller konfiskation kan vedtages administrativt (udenretligt), jf. forslagets § 133 med bemærkninger. Hvis vedtagelsen af bøde eller konfiskation ikke kan gennemføres administrativt, f.eks. fordi bevillingshaveren ikke er indstillet herpå, vil sagen om konfiskation og bøde blive overgivet til anklagemyndigheden, som derefter kan indbringe sagen for domstolene.

Til § 97

Bestemmelsen viderefører førstegangsomsætningslovens § 12 og vedrører de krav, der kan stilles til en bevillingspligtig virksomheds bestyrer.

Til § 98

Bestemmelsen viderefører førstegangsomsætningslovens § 13 og giver mulighed for, at ministeren kan forbyde, at en bevillingshaver lader nogen, som ikke opfylder betingelserne for bevilling forestå køb, salg, modtagelse eller lignende i virksomheden. Ved udtrykket "eller lignende" forstås alle de øvrige handlinger, som er omfattet af definitionen af omsætning m.v., jf. forslagets § 3, nr. 4. Bestemmelsen har præventivt sigte og skal hindre stråmandsvirksomhed, hvor en anden end den der rent faktisk har bevillingen i realiteten driver virksomheden.

Til § 99

Bestemmelsen erstatter førstegangsomsætningslovens § 17, stk. 1, og bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om, hvilke forpligtelser der kan pålægges en bevillingshaver med hensyn til indberetning vedrørende modtagne og købte fisk. Bestemmelsen er dels udformet som en bemyndigelse, dels fastsættes der specifikke krav til indberetningen fra førstegangsomsætterne af fisk.

Indberetningssystemet er et grundlæggende element i kontrollen med fangsten og omsætningen af fisk, idet det er disse oplysninger, som sammenholdes med fiskernes logbogsindberetninger. Af kontrolmæssige hensyn kan det være nødvendigt at kræve yderligere oplysninger og dokumentation.

Med en bemyndigelsesbestemmelse er der mulighed for at tilpasse regelsættet til kontrolbehovet, således at det kan løbende kan sikres, at indberetningssystemet fungerer effektivt.

I forslagets § 99, stk. 1, nr_._ 2, er det i overensstemmelse med praksis præciseret, at der også vil kunne stilles krav om indsendelse af oplysninger om vejesedler som en generel foranstaltning, også selvom dette ikke sker som led i konkret kontroludøvelse.

Endvidere er det som noget nyt i § 99, stk. 2, medtaget, at der kan stilles krav om løbende indberetninger om virksomhedens aktivitet og autoriseret vejning af fisken for bevillingshaverens regning.Denne bestemmelse finder særligt anvendelse i forbindelse med en skærpet kontrolsituation, f.eks. hvor der er behov for at overvåge et bestemt fiskeri og i den forbindelse omsætningen af fangsterne fra det pågældende fiskeri nærmere. Med hensyn til kontrolvejning af fisk vil der i praksis af kontrolmæssige grunde overvejende blive stillet krav om anvendelse af autoriseret vejer og måler. Hvis det i en konkret situation vurderes, at det er tilstrækkeligt til opfyldelse af kontrolbehovet, vil der kunne fastsættes krav om anvendelse af godkendte vægte.

Til § 100

Bestemmelsen er en konsekvens af ændringen af reglerne om udstedelse af bevilling til offentlig fiskeauktion. De ændrede regler vil betyde, at der kan komme flere fiskeauktioner i den samme havn. Denne mulighed vil gælde straks fra lovens ikrafttræden i de havne, hvor der ikke allerede er fiskeauktioner eller hvor en bevilling ophører. I havne, hvor en bevillingshaver fortsætter sin aktivitet, er det fundet mest hensynsfuldt, at der i en periode på 2 år fra det tidspunkt, hvor loven forventes sat i kraft, ikke gives bevilling til flere auktioner.

Til § 101

Der vil også efter lovændringen skulle udfærdiges særlige regler for drift af offentlig fiskeauktion. Hensigten med reglerne er både at sikre, at virksomheden foregår på en sådan måde, at aktiviteten med rette kan betegnes som en offentlig auktion og for at sikre, at der kan gennemføres den fornødne kontrol med de valgte auktionsformer.

Dette indebærer, at der vil kunne fastsættes regler om pligt til offentliggørelse af tidspunkter og stedet for afholdelse af auktion. Derudover vil der, som for al anden førstegangsomsætning af fisk blive stillet krav med henblik på at sikre, at fiskerilovgivningen og andre regelsæt overholdes.

I denne forbindelse vil det have betydning, at det af bestemmelsen direkte fremgår, at de fremtidige regler kan omfatte særlige regler for nye auktionsformer.

Herved er der mulighed for bl.a. i forhold til auktioner, som ønskes afholdt i elektronisk form f.eks. via internettet at stille krav om, at auktionen afholdes på en sådan måde, at der er tale om en offentlig auktionsform samt med henblik på at sikre, at auktionen foregår på en måde, så der er tilstrækkeligt indsigt i, at fiskerilovgivningen overholdes. Der vil således kunne stilles særlige krav til, hvorledes indberetningen til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri skal finde sted. Dette vil ligeledes være tilfældet, hvor flere auktioner ønsker at samarbejde med henblik på at opnå et større marked.

Til kapitel 17.

Administration af produktionsafgifter