Fiskeriloven § 41

Bestemmelsen svarer til ferskvandsfiskerilovens § 1, stk. 2-3, og udvider visse af lovbestemmelserne til også at omfatte kunstigt frembragte ferske vande, der ikke står i forbindelse med det naturlige vandsystem.

Som i ferskvandsfiskeriloven er hovedreglen, at loven gælder for naturlige ferske vande, der indgår i eller træder i stedet for det naturlige vandløbssystem. Med bestemmelsen i § 41 videreføres samtidig reglen om, at visse bestemmelser i loven også gælder i disse områder. Dette skyldes, at der også i disse områder - f.eks. grusgrave uden tilløb og afløb - kan være behov for regulering. Derudover videreføres i stk. 2. bestemmelsen om, at ministeren kan afgøre, at også lovens øvrige regler skal gælde i disse områder, hvis det har fiskerimæssig betydning.

Til § 42

Bestemmelsen svarer til ferskvandsfiskerilovens § 2. Det fremgår heraf, at i et dambrug, der er behørigt afgitret, gælder som hidtil ikke reglerne om mindstemål m.v. I et dambrugs fødekanaler gælder loven som helhed.

I stk. 2 videreføres reglen om, at visse bestemmelser - bl.a. om redskabsanvendelse - ikke gælder i vandområder, der ligger på én ejendom, og som ikke har afløb til det naturlige vandsystem. Som hidtil kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri dog afgøre, at også reglerne om redskabsanvendelse og udsætning skal gælde for de pågældende områder.

Til § 43

Bestemmelsen er uændret i forhold til ferskvandsfiskerilovens § 19. Bestemmelsen fastlægger vandløbsmyndighedens muligheder for at stille krav om fiskepassage.

Til § 44

Bestemmelsen viderefører reglen i ferskvandsfiskerilovens § 20, om, at ejeren af et de i § 43 nævnte anlæg på egen bekostning skal anbringe og vedligeholde et eller flere ålepas til sikring af, at ål kan passere op og ned i vandsystemerne, som led i sin naturlige vandring frem og tilbage mellem ferskvand- og saltvandsområderne.

Efter stk. 2 kan ministeren også fremover fastsætte regler om indretning og vedligeholdelsen m.v. af ålepassene.

Til § 45

Bestemmelsen viderefører reglen i ferskvandsfiskerilovens § 21. Dog er der i forslaget indsat generel hjemmel til, at der til beskyttelse af udvandrende fisk kan fastsættes regler om passagemulighed for udvandrende fisk. Den gældende bestemmelse i ferskvandsfiskeriloven omhandler alene ungfiskesluser. Bestemmelsen vil have betydning for både ungfisk og for anden fisk, f.eks. udtrækkende laksefisk og blankål på gydevandring. Det indebærer, at også andre indretninger end de traditionelle ungfiskesluser kan påbydes, hvis det indgår i den biologiske rådgivning. Regelsættet vil afspejle de forskningsmæssige resultater på området med henblik på, at passagemuligheder for fisk bliver så effektive som muligt. Muligheden gælder både ved etablering af nye anlæg og ved bestående anlæg, der kan hindre fiskpassage.

Til § 46

Bestemmelsen viderefører reglen i ferskvandsfiskerilovens § 22 om, at der ved de i § 43 nævnte anlæg, som drives ved turbiner, skal være afgitret, således at vandet til og fra turbinen kan passere gitret, uden at fisk kommer ind i turbinen og beskadiges. I forbindelse med spørgsmål vedrørende afgitring ved turbiner og ved indløb til - og udløb fra dambrug, jf. også § 47, vil Danmarks Sportsfiskerforbund blive hørt. Dette vil ske i forbindelse med foreningens repræsentation i Udvalget for Rekreativt fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje, jf. § 7, som vil blive hørt vedrørende de administrative vejledninger, der udstedes på området, ligesom foreningen vil blive hørt, inden der træffes afgørelse i konkrete sager vedrørende afgitring.

Til § 47

Bestemmelsen viderefører reglen i ferskvandsfiskerilovens § 23 om, at der i lighed med, hvad der gælder for turbiner, skal afgitres ved dambrugs ind- og udløb. Formålet med afgitringen er, at vildfisk ikke kommer ind i dambruget.

Til § 48

Bestemmelsen viderefører reglen i ferskvandsfiskerilovens § 24 om amtsrådets mulighed for at kræve anbringelse af gitter, når der udstedes tilladelse til bortledning af vand til engvanding mv. efter lov om vandforsyning.

Til § 49

Bestemmelsen viderefører reglen i ferskvandsfiskerilovens § 25 om, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan fastsætte nærmere regler om anbringelse og udformning m.v. af det i §§ 46-47 nævnte gitter.

Til § 50

Bestemmelsen fastslår, at spærrende fangstindretninger ikke må benyttes i ferskvand, medmindre der er tale om gamle rettigheder, som er etableret før ferskvandsfiskeriloven fra 1992, og som var anmeldt og registreret i ministeriet før 1. januar 1995.

I § 15 iferskvandsfiskeriloven fra 1992, er det fastlagt, at ministeren kan udstede regler om, at spærrende fangstindretninger, der er lovligt etableret og opretholdt i henhold til hidtidige regler, skulle anmeldes og registreres som forudsætning for, at indretningerne fortsat kunne benyttes. Ministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om anvendelsen af fangstindretningerne, f.eks. regler om, at fangstindretningerne af hensyn til fiskepassage m.v. skal holdes åbne på bestemte tider af døgnet.

Ministeren har i bekendtgørelse nr. 810 af 5. oktober 1993 om fiskeredskaber i ferskvand udstedt sådanne regler. Det fremgår af § 10 i bekendtgørelsen, at retten til at anvende spærrende fangstindretninger, der ikke var anmeldt den 1. januar 1995, bortfalder. Desuden er der i § 9 bl.a. fastsat regler om, at fangstindretninger skal holdes åbne for fiskepassage på bestemte tidspunkter af døgnet.

I medfør af forslagets § 50, stk. 2, vil der fortsat være mulighed for at fastsætte regler, der stiller krav til anvendelsen af de registrerede spærrende indretninger, det fortsat er tilladt at benytte. Disse regler vil kunne udformes og ændres under hensyn til fiskepassagen.

Ved fangstindretninger forstås alle former for fiskeredskaber. I forslaget anvendes alene udtrykket spærrende fangstindretninger i modsætning til ferskvandsfiskerilovens § 16, hvor også udtrykket spærrende redskaber er anvendt. Det har i praksis ikke haft nogen betydning, om der er tale om spærrende fangstindretninger eller andre redskaber, og derfor er det i forslaget valgt alene at anvende udtrykket fangstindretninger.

Til § 51

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i ferskvandsfiskerilovens § 16 og § 17, hvorefter de fiskeriberettigede i et fiskevand kan rejse krav om, mod erstatning at få fjernet en spærrende fangstindretning. Teksten er søgt gjort klarere_._ I påkommende tilfælde ydes erstatninger af de fiskeriberettigede, som kræver fjernelsen. Ved ferskvandsfiskeriloven fra 1992 udvidedes kredsen af fiskeriberettigede, der kunne kræve "afløsning" af en ret til at benytte spærrende redskaber til ikke blot at omfatte ejere af fiskeriretten i området, men også lejere af fiskeriretten, når lejeretten varer mindst 10 år.

Muligheder for at kræve afløsning har ikke været benyttet i perioden siden 1992 men opretholdes, da der kan være interesse for at benytte muligheden.

Teksten er præciseret, så der ikke kan være tvivl om, at det er ministeren, der afgør om en sag vil kunne rejses, fordi det er godtgjort, at fiskepassagen i et område vil blive væsentligt forbedret, hvis brugen af en spærrende fangstindretning helt ophører. Ved afgørelse af et fiskevands længde efter § 51_,_ stk. 2, vil der blive lagt vægt på fangstindretningens betydning for vandrefisks muligheder for at benytte gyde- og opvækstpladser i et større område. Fiskevandets længde kan således ikke afgrænses til områder umiddelbart neden- og oven for en fangstindretning.

Til § 52

Bestemmelsen viderefører ferskvandsfiskerilovens § 17, stk. 1 og 3, og fastlægger, at det er en Landvæsenskommission, som afgør selve erstatningsspørgsmålet. De mere detaljerede bestemmelser i ferskvandsfiskerilovens § 17, stk. 2, om landvæsenskommissionens afgørelse er udeladt, idet det af lov nr. 133 af 6. marts 1970, om Landvæsensretten i § 31 fremgår, at der indhentes sagkyndig bistand. Det forekommer derfor overflødigt at opretholde disse detailregler i lovteksten.

Til § 53

Bestemmelsen er en videreførelse af ferskvandsfiskerilovens § 14.

Til kapitel 11.

Lystfiskertegn og fritidsfiskertegn

Bestemmelserne viderefører reglerne i fisketegnsloven om fisketegn og saltvandsfiskerilovens § 12 og § 12b om fritidsfiskerbidrag.

Til § 54

Bestemmelsen fastlægger, hvem der er omfattet af kravet til betaling af henholdsvis lystfiskertegn og fritidsfiskertegn. Forslaget viderefører saltvandsfiskerilovens § 12b og fisketegnslovens § 1. I forslaget anvendes som noget nyt betegnelserne lystfiskertegn og fritidsfiskertegn til afløsning for betegnelserne lystfisketegn og fritidsfiskerbidrag.

Udover dette ændres kravet til fritidsfiskertegnet. Der kræves således som noget nyt efter forslaget også fritidsfiskertegn i ferskvand, når der benyttes andet end lette håndredskaber. Dog er der mulighed for en undtagelse, hvis der er tale om et erhvervsmæssigt fiskeri, jf. § 27, stk. 2.

I øvrigt gælder forpligtigelsen til at betale fritidsfiskertegn i ferskvand de samme steder, hvor der betales lystfiskertegn.

Til § 55

Bestemmelsen indeholder en undtagelse til § 54 og fastlægger den kreds, der ikke er omfattet af kravet til lystfiskertegn og fritidsfiskertegn. Bestemmelsen viderefører en række tilsvarende undtagelser i fisketegnslovens § 1, stk. 1- 3.

En regel i fisketegnslovens § 1, stk. 4, om, at det påhviler den, der stiller fiskeri til rådighed at kontrollere fisketegnet, er ikke videreført. Baggrunden herfor er, at bestemmelsen ikke er strafbelagt, da manglende lystfiskertegns- og fritidsfiskertegnsbetaling fortsat ikke sanktioneres med straf, men med indbetaling af forhøjet bidrag, jf. § 60. Virkningen af bestemmelsen er derfor kun at sidestille med en henstilling, og en lovbestemmelse med dette indhold må anses for overflødig. Det skal dog bemærkes, at de særlige opsynsmænd, jf. § 129, fortsat har beføjelse til at kontrollere fisketegn.

Til § 56

Bestemmelsen fastlægger gyldighedsperioden og prisen for lystfiskertegnene og fritidsfiskertegnet. Bestemmelsen viderefører de gældende regler herom i fisketegnslovens § 3 og saltvandsfiskerilovens § 12, stk. 1, nr. 4. Dog er gyldighedsperioden for fritidsfiskertegnet ændret fra et kalenderår til at være 12 sammenhængende måneder. Herved er der større overensstemmelse med lystfiskertegnets gyldighedsperiode. Der indføres dog ingen kortere gyldighedsperiode for fritidsfiskertegnet. Dette har sammenhæng med ordningens karakter, idet fritidsfiskertegnet er omfattet af en mere detaljeret administration og kontrol, idet der ikke blot finder kontrol sted, medens personen er tilstede men også, når redskabet står i vandet, uden at fiskeren er tilstede. Det skal være muligt at kontrollere, at der er betalt fritidsfiskerbidrag og at der kun fiskes med det tilladte antal redskaber. Fritidsfiskertegnet vil derfor fortsat skulle indbetales, så kvitteringen er knyttet til et bestemt fiskerinummer, der skal sættes på et mærke på redskabet. Regler herom vil blive udstedt efter forslagets § 32.

Den pris, der fastsættes for tegnene, i forslagets § 56, er uændrede videreførelser af de beløb, der har været gældende siden 1. januar 1990 ved indførelsen af fritidsfiskerbidraget, og for lystfiskertegnet siden ikrafttræden af fisketegnsloven den 1. januar 1993. Beløbene var oprindeligt fastsat i henholdsvis saltvandsfiskeriloven og fisketegnsloven med hjemmel til, at ministeren kunne ændre disse. I den gældende saltvandsfiskerilovs § 12, stk. 3, kan beløbet for fritidsfiskerbidraget fastsættes af ministeren uden, at der i lovteksten er angivet et beløb. Som nævnt har det dog ikke været aktuelt at ændre de oprindelige beløb.

Til § 57

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i fisketegnslovens § 3, stk. 1 og saltvandsfiskerilovens § 12, stk. 3. Ministeren vil ved bekendtgørelse kunne ændre beløbsstørrelserne under hensyn til omkostningerne ved administrationen af ordningerne. Administration af tegnene indebærer i praksis i den ordning, der anvendes for tiden, at der udsendes et girokort, som skal indbetales på posthuset. Der vil således kunne blive tale om ændring af tegnenes beløbsmæssige størrelse, hvis f.eks. udgifterne til porto eller giroblanketter stiger, eller hvis udmøntningen af bemyndigelsen i § 59, hvorved der f.eks. kan fastsættes ændrede regler for indbetaling af lystfiskertegn af en dags varighed, medfører øgede omkostninger i forbindelse med et ændret distributionssystem. Det bemærkes, at en eventuel ændring af priserne alene vil finde sted, hvor omkostningstigningen klart kan henføres til den enkelte indbetaler.

Til § 58

Bestemmelsen fastsætter, at bevis for betalt lystfisketegn eller fritidsfiskertegn er personligt, og at det skal medbringes under fiskeri.

Til § 59

Bestemmelsen i § 59 åbner mulighed for, at ministeren kan fastsætte regler om indbetaling og kravene til bevis for indbetalingen. Det indebærer også, at der er mulighed for at udvide kredsen af udsalgssteder m.v. og i øvrigt tilpasse systemet med indbetalingen.

I medfør af forslagets § 59 vil der kunne udstedes regler, der indebærer, at dagkort kan få gyldighed en anden dato end den dag, hvor kvitteringen er udstedt. Herved imødekommes et ønske fra mange lystfiskere, der kun fisker sjældent. Hidtil har det ikke været muligt at imødekomme ønsket, da fisketegnslovens § 3, stk. 2, nr. 3, udtrykkelig kræver, at dagkortet gælder på kvitteringsdatoen.

Efter ønske fra fritidsfiskerne genudsendes nu indbetalingskort med fortryk af fiskerinummeret fra tidligere år. Hermed undgår fritidsfiskerne at ændre redskabsmærkerne.

For lystfiskerne vil der som hidtil være adgang til at betale, så det er så let som muligt for den, der ønsker at fiske. Samtidig vil der blive lagt vægt på omkostningerne ved indbetalingsformerne, idet disse påvirker det provenu, der resterer til fiskeplejeaktiviteter jf. forslagets § 61.

Til § 60

Bestemmelsen vedrører konsekvenserne af, at der ikke betales eller medbringes lystfiskertegn eller fritidsfiskertegn, hvor det er påkrævet. Som noget nyt foreslås betalingen for manglende indbetaling hævet fra at være prisen på dobbelt lystfiskertegn og fritidsfiskertegn til at udgøre værdien af firedobbelt bidrag. Beløbet er som hidtil ikke en bøde, men et forhøjet bidrag, der anvendes til de formål de øvrige lystfiskertegns- og fritidsfiskertegnsmidler kan anvendes til.

Til § 61

I § 61 er fastlagt, hvortil midlerne kan anvendes. Anvendelsesområderne er de samme som hidtil fastlagt i saltvandsfiskeriloven, fisketegnsloven og de årlige finanslove, jf. Finansloven 1998, § 24.38.40.10, 20 og 30.

I § 61, stk. 1, nr. 1 er det præciseret, at fiskeplejen vedrører foranstaltninger og forskning, der har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene. Dette indebærer en række forhold omkring fiskens levebetingelser i det pågældende vandområde, f.eks. sikring af, at der kun i et givent område udsættes arter og stammer, der naturligt hører hjemme i området. Desuden er så stor viden som muligt om de økologiske sammenhænge i vandene vigtig for at opnå en afbalanceret fiskepleje.

Til kapitel 12.

Fiskepleje og udsætninger