Fiskeriloven § 112

Bestemmelsen viderefører saltvandsfiskerilovens § 41, og indholdet af ferskvandsfiskerilovens § 46 om, hvilke oplysninger Fødevareministeriet kan kræve af de personer og virksomheder, som er omfattet af loven. Forslaget indfører desuden hjemmel til, at der kan afkræves oplysninger om opdræt af fisk.

Bestemmelsen giver adgang til, at oplysningerne kan behandles. Hermed menes først og fremmest, at de afgivne oplysninger kan registreres. Udtrykket behandling er anvendt i overensstemmelse med den terminologi, der anvendes i det af Justitsministeriet fremsatte forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 44).

Efter bestemmelsen kan oplysningerne afkræves med flere formål, herunder til brug for administration af loven, i kontroløjemed samt til statistisk brug. For så vidt angår stk. 2 er det udgangspunktet, at oplysninger om regnskaber alene kan afkræves og registreres i statistisk øjemed.

Til kapitel 21.

Gebyrer m.v.

Bestemmelserne vedrører muligheden for at fastsætte gebyr i forbindelse med særlige tjenesteydelser. I forhold til gældende love er flere bestemmelser med mulighed for at fastsætte gebyr ikke medtaget i den samlede fiskerilov. Dette skyldes, at pågældende bestemmelser aldrig har været anvendt og ikke skønnes at ville blive anvendt.

Bestemmelsen i ferskvandsfiskerilovens § 29, om gebyr til dækning af administrationsomkostninger og tilsynsomkostninger er således ikke medtaget. Det samme gælder bestemmelsen om, at de fiskeriberettigede kan pålægges at betale omkostninger til videnskabelige undersøgelser, der udføres efter anmodning. Bestemmelsen må anses for overflødig, da Danmarks Fiskeriundersøgelser har mulighed for at udføre en indtægtsdækket virksomhed.

Bestemmelsen i saltvandsfiskerilovens § 14, stk. 8, om mulighed for generelt gebyr i forbindelse med tilladelse til havbrug er heller ikke medtaget i forslaget.

Til § 113

Bestemmelsen i § 113 er en videreførelse af EU-bemyndigelseslovens § 5, om, at ministeren kan fastsætte regler om hel eller delvis betaling for særlige tjenesteydelser. Som det fremgik i forbindelse med vedtagelsen af EU-bemyndigelsesloven i 1996 giver bestemmelsen kun mulighed for at kræve hel eller delvis betaling for særlige ydelser, som kontrolmyndighederne udfører efter anmodning. Der er således ikke tale om en generel hjemmel til at fastsætte regler om gebyr for kontrol.

Der har ikke hidtil været fremsat sådanne anmodninger, men det kan ikke udelukkes, at der i forbindelse med ønske om dispensationer, f.eks. i forbindelse med visse former for lystfiskeri, kan blive fremsat anmodning om en særlig fiskerikontrolindsats, som det ikke vil være muligt at imødekomme inden for de sædvanlige rammer.

Til § 114

Bestemmelsen i § 114 er en videreførelse af EU-bemyndigelseslovens § 13 om afgifter. Bestemmelsen tager sigte på afgiftsbetaling i situationer, hvor der i forbindelse med et bestemt, særligt afgrænset fiskeri er behov for særlige biologiske undersøgelser som forudsætning for, at fiskeriet kan udføres. Bestemmelsen har aldrig været anvendt men hensigten har været, at man i situationer, hvor ejerne af nogle få fartøjer ønsker at drive et særligt afgrænset fiskeri, f.eks. muslingefiskeri i et nærmere afgrænset område, vil kunne kræve gennemførelse af biologiske undersøgelser, som de pågældende selv bekoster. Uanset, at bestemmelsen aldrig har været anvendt, er det anset for rimeligt at opretholde hjemlen, da der kan opstå ønske om at drive et sådan fiskeri uden, at der er mulighed for at finansiere særlige biologiske undersøgelser i forbindelse hermed via ministeriets sædvanlige forskningsmidler.

Til § 115

Bestemmelsen viderefører EU-bemyndigelseslovens § 14, stk. 1, om morarente, som med forslaget udvides til at gælde på hele lovens område og for de i § 10 nævnte EF-retsakter.

Rentesatsen i EU-bemyndigelsesloven er en fast rente på 1,3 pct. månedlig. Den gældende rentesats har i lang tid været betydeligt højere end såvel pengeinstitutternes almindelige udlånsrenter som den rentesats, der gælder for almindelige krav på formuerettens område. Bestemmelsen i forslaget henviser derfor til den rentesats, der fastsættes efter renteloven og regler udstedt i medfør heraf.

Den rentesats, der gælder for sådanne krav, er i henhold til lov nr. 583 af 1. september 1986 (Renteloven) og den dertil knyttede bekendtgørelse nr. 896 af 20. december 1990 fastsat til den enhver tid fastsatte officielle diskonto med tillæg af 5 pct., svarende til en samlet årlig rentesats på 8,75 pct. (27. august 1998).

Med ændringen er det hensigten at bringe forslagets rentesats på linie med den almindelige rentesats i henhold til renteloven med tilknyttede forskrifter, således at rentesatsen bliver variabel, så den derved fremover følger renteniveauet på samme måde som renten i henhold til renteloven med tilknyttede forskrifter.

Nedsættelsen af renten i forhold til renten i EU-bemyndigelsesloven har ingen økonomiske konsekvenser for staten, idet de eneste renter, der hidtil er blevet opkrævet i medfør af EU-bemyndigelsesloven har været de renter der har tilfaldet Fiskeafgiftsfonden, jf. kapitel 17, i forbindelse med for sen indbetaling af ydelser til fonden.

Til § 116

Bestemmelsen opregner, for hvilke forfaldne ydelser efter loven, der er udpantningsret. Disse ydelser er ikke tillagt udpantningsret i medfør af udpantningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 18. november 1986, og der er derfor behov for en udtrykkelig hjemmel i særlovgivningen hertil.

Bestemmelsen omfatter alene krav, som er så klare, at der kun helt undtagelsesvist kan være tvist om, hvorvidt det beløb de opkræves, rent faktisk skal ydes af den person, der betragtes som skyldner. Bestemmelsen viderefører udpantningsret for en række af de beløb, som efter de gældende fiskerilove er tillagt udpantningsret og som ikke har hjemmel i udpantningsloven.

Nr. 1, 4, 5, 6 og nr. 9 viderefører EU-bemyndigelseslovens § 15, dog således at udpantningsretten er udvidet til at gælde alle renter, gebyrer, og afgifter efter loven.

Nr. 2 viderefører fisketegnslovens § 7, stk. 2.

Nr. 3 viderefører for så vidt angår omkostninger ved nævnsbehandling efter forslagets § 84, stk. 5, saltvandsfiskerilovens § 20, stk. 4, sidste pkt. Med hensyn til udpantningsretten for omkostninger i forbindelse med nævnsbehandling efter forslagets § 80, som erstatter saltvandsfiskerilovens § 17, er der tale om en nyskabelse, idet saltvandsfiskeriloven ikke indeholder hjemmel hertil. Bestemmelsen omfatter også denne type nævnsbehandling med henblik på at skabe lighed mellem de to typer af nævnsbehandling, der fælles for begge kan kræves nedsat af erhvervsfisker med henblik på afgørelse af en tvist.

Nr. 7 indeholder adgang til udpantningsret på et område, hvor der ikke hidtil har været hjemmel til udpantning.

Nr. 8 viderefører adgangen til udpantning i ferskvandsfiskerilovens § 44 og er udvidet til at gælde hele lovens område, således også for omkostninger til optagning af pæle m.v. i saltvand.

Til kapitel 22.

Kontrol og tilsyn

Kontrollen med fangsten og omsætningen af fisk er et grundlæggende element i forvaltningen af fiskeriet. Dette hænger sammen med behovet for en præcis kvoteovervågning og en høj grad af gennemsigtighed med hensyn til omsætningen af fisk.

Rådets forordning af 12. oktober 1993 (2847/93/EØF) om indførelse af en kontrolordning af den fælles fiskeripolitik (kontrolforordningen), stiller endvidere en række krav til medlemslandenes kontrol af fiskere, modtagere, transportører og opkøbere af fisk og det er i henhold til forordningen et ubetinget krav, at den nationale fiskerikontrol skal være effektiv, jf. artikel 30. Kontrolbestemmelserne i den gældende EU-bemyndigelseslov er indsat til opfyldelse af dette formål.

Forslagets bestemmelser om kontrolmyndigheden og dennes beføjelser er en samling af de regler om kontroludøvelse, der findes i fiskerilovene. Disse bestemmelser blev senest præciseret ved ændringerne af saltvandsfiskeriloven og reguleringsloven, der blev vedtaget i maj 1998 med henblik på at skabe et klart og ensartet grundlag for kontroludøvelsen, idet fiskerilovgivningens opdeling på flere love har medført en række forskellige kontrolbestemmelser. Med samlingen af 9 love på fiskeriområdet vil der med forslaget skabes et fuldstændig ensartet lovgrundlag for kontroludøvelsen på fiskeriområdet. Dette vurderes at være en fordel både for de kontrollerede borgere og virksomheder og for de retsanvendende myndigheder.

Hensigten med forslaget er således at fastlægge et klart og gennemskueligt lovgrundlag for kontroludøvelsen, hvilket dels vil sikre grundlaget for de kontrolleredes retssikkerhed og dels skaber grundlag for en mere effektiv kontroludøvelse.

Til § 117

Til stk. 1.

I stk. 1 angives hvem der kan udøve kontrolbeføjelserne efter loven.Det bemærkes, at det i de gældende fiskerilove er angivet, at ministeren kan uddelegere sine beføjelser om kontrol. En sådan bestemmelse er udeladt af forslaget, idet det følger af forslagets generelle hjemmel til delegation, jf. § 110, at ministeren kan delegere sine beføjelser efter loven. Der er ikke herved tilsigtet nogen realitetsændring, idet det i praksis med den nuværende arbejdsdeling i Fødevareministeriet fortsat er Fiskeridirektoratet, som gennemfører fiskerikontrol og tilsyn.

Til stk. 2.

Forslagets kontrolbeføjelser i stk. 2 svarer fuldtud til de kontrolbeføjelser, som kontrolmyndigheden har efter de gældende love. Omfanget af beføjelserne svarer således til de gældende regler i saltvandsfiskerilovens § 38, reguleringslovens § 11, EU-bemyndigelseslovens § 4 og førstegangsomsætningslovens § 15.

Fødevareministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget nøje vurderet nødvendigheden af at opretholde de allerede gældende kontrolbeføjelser. Det er i den forbindelse fundet nødvendigt fortsat at kunne gennemføre uanmeldt fiskerikontrol på fiskerfartøjer og virksomheder, der omsætter og opbevarer m.v. fisk for at kunne gennemføre en effektiv fiskerikontrol. Forslaget opretholder således kontrolmyndighedens adgang til mod behørig legitimation og uden retskendelse at foretage fiskerikontrol på de i forslaget nævnte fartøjer og virksomheder.

Det skal bemærkes, at den adgang, kontrolmyndigheden har til uden retskendelse at foretage rutinemæssig kontrol med overholdelse af fiskerilovgivningen, forudsætter, at det ikke konkret vurderes, at der foreligger en overtrædelse af fiskerilovgivningen. Foreligger en sådan mistanke fremsendes sagen til politiet, som kan foretage videre undersøgelser og efterforskningsskridt.

Spørgsmålet om grænsen mellem kontrolmyndighedens (fiskerikontrollens) kompetence og politiets kompetence er fastlagt i en instruks, som er udarbejdet i Fiskeridirektoratet. Instruksen er blevet drøftet med Rigsadvokaten, som i december 1997 tiltrådte den endelige instruks. Instruksen er udsendt til direktoratets decentrale enheder, som en del af direktoratets samlede instruksgrundlag.

Generelt gælder, at kontrolbeføjelsen til at foretage eftersyn uden retskendelse ikke vil ske i private boliger, med mindre det konstateres, at der foregår omsætning m.v. med fisk der. Kontrolbeføjelserne kan således i al væsentlighed kun udøves i forretningsmæssige lokaliteter.

Efter stk. 2 har kontrolmyndigheden, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til de fartøjer og virksomheder, hvor fisk omsættes m.v., jf. definitionen i § 3, nr. 4, af omsætning. Indholdet af bestemmelsen er, at kontrolmyndigheden, som led i sædvanlige kontrolopgaver og rutinemæssige og stikprøvebaserede eftersyn af fartøjer og virksomheder skal have umiddelbar og uhindret adgang til at kontrollere overholdelsen af loven, fællesskabsreglerne og de nationale regler, der udstedt til gennemførelse heraf.

I nr. 1 er der som følge af, at ferskvandsfiskeriloven er indarbejdet i loven indsat en beføjelse til, at kontrolmyndigheden kan færdes på private jorde i overensstemmelse med, hvad der gælder i ferskvandsfiskerilovens § 41, stk. 1. Beføjelsen er nødvendig til kontrol af fiskeriet i ferske vande.

I nr. 2 er det præciseret, at kontrolmyndighedens adgang til fiskerfartøjer også omfatter fartøjer, hvorfra der udøves rekreativt fiskeri. Der tænkes her også på de fartøjer, som medbringer grupper af lystfiskere på dagture eller lignende, hvor der er behov for kontrol af både betaling for lystfiskertegn og f.eks. overholdelse af reglerne om mindstemål for fisk.

I nr. 3 er det som følge af, at ferskvandsfiskeriloven er indarbejdet i lovforslaget, tilføjet, at kontrolmyndigheden kan føre tilsyn, hvor fisk opdrættes eller klækkes, idet der er udtrykkelig hjemmel til dette i ferskvandsfiskerilovens § 41, stk. 1, ligesom der er indsat hjemmel til også at kontrollere de virksomheder, som er pligtige til at indbetale afgifter i henhold til lovens § 102, i overensstemmelse med, hvad der gælder efter EU-bemyndigelseslovens § 10, stk. 4.

Efter nr. 4 har kontrolmyndigheden hjemmel til at åbne forsendelser indeholdende fisk. En tilsvarende hjemmel findes i ferskvandsfiskerilovens § 41, stk. 1.

Endelig er i nr. 5 indsat hjemmel til kontrol af det i § 127 omhandlede udstyr i overensstemmelse med, hvad der gælder i EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 10, 2. pkt.

Det skal bemærkes, at der i § 117 og i § 121 anvendes udtrykket "omsætning m.v.", jf. definitionen i forslagets § 3, nr. 4. Herved undgås de hyppige gentagelser af den opremsning af forhold, der kan føres kontrol med, som blev indført ved ændringen af saltvandsfiskerilovens §§ 38-40 i juni 1998, jf. lov nr. 314 af 3. juni 1998 om ændring af lov om saltvandsfiskeri. Der er ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændring.

Til stk. 3.

Bestemmelsen indebærer, at kontrolmyndigheden kan foretage undersøgelser, kontrolvejning og udtager prøver, i det omfang det er nødvendigt for i kontroløjemed at undersøge prøver af f.eks. et parti fisk. Bestemmelsen er f.eks. nødvendig med henblik på kontrollen med overholdelse af reglerne om producentorganisationernes tilbagetagelse af fisk fra markedet (PO-udtag) med henblik på opnåelse af finansiel udligning fra EU (FEOGA, garantisektionen). En tilsvarende bestemmelse findes i saltvandsfiskerilovens 38, stk. 3, reguleringslovens § 11b, stk. 3, og EU-bemyndigelseslovens § 4.

Til stk. 4.

I bestemmelsen er opregnet det materiale og de dokumenter, som kontrolmyndigheden kan efterse, som led i kontrollen. Reglen er en afgørende forudsætning for den omfattende del af kontrollen med overholdelsen af fiskerilovgivningen, som foregår ved at sammenligne det indhentede materiale med det materiale som fiskerne og førstegangsomsætterne af fisk selv indberetter til Fødevareministeriet i form af logbøger, indberetninger m.v. En tilsvarende bestemmelse findes i saltvandsfiskerilovens 38, stk. 4, reguleringslovens § 11b, stk. 4, og EU-bemyndigelseslovens § 4.

Til stk. 5.

Muligheden for at anmode om politibistand er en videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 38, stk. 8, reguleringslovens § 11, stk. 8, ferskvandsfiskerilovens § 44 og EU-bemyndigelsesloven, der i § 4, stk. 1, henviser til saltvandsfiskeriloven.

Til stk. 6.

Bestemmelsen er ny og giver kontrolmyndigheden mulighed for at deltage i kontrol, hvor der ifølge anden lovgivning end fiskerilovgivningen f.eks. er nedlagt forbud mod fiskeri. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet ved forskrifter udstedt i medfør af lov nr. 587 af 29. september 1988 om skibsfartens betryggelse. Det vil være naturligt, at den søværts fiskerikontrol kan deltage i kontrollen af forbud mod fiskeri af denne type.

Til § 118

Bestemmelsen vedrører kontrolmyndighedens muligheder for indhentning af oplysninger hos andre myndigheder. Med forslaget vil Fødevareministeriet fremover i kontroløjemed kunne indhente oplysninger hos andre myndigheder bl.a. med henblik på at foretage registersamkøring og sammenstilling af oplysninger.

Fødevareministeriet har efter de gældende regler i forvaltningsloven og lov om offentlige myndigheders registre mulighed for at indhente oplysninger i kontroløjemed i enkeltstående tilfælde. Derimod har ministeriet ikke uden udtrykkelig lovhjemmel mulighed for, f.eks. som led i en større krydsrevision, at foretage egentlig samkøring af de oplysninger, der er indhentet hos andre offentlige myndigheder, med de oplysninger der findes i ministeriets egne registre på fiskeriområdet.

Der er således med forslaget tale om en udvidelse af den bestående adgang til indhentning og behandling af oplysninger, som forefindes hos andre offentlige myndigheder.

Baggrunden for forslaget er, at der i visse tilfælde af kontrolmæssige årsager kan være behov for at kunne kontrollere rigtigheden af de oplysninger, der afgives til ministeriet med henblik på at forstærke kontrolindsatsen særligt i forbindelse med omsætningen af fisk. Dette behov hænger sammen med, at afsætningsforholdene i fiskeriet ofte er meget komplicerede. Kontrolmyndigheden vil i visse situationer have behov for at kontrollere overensstemmelsen mellem de oplysninger, der er registreret hos fiskerimyndighederne og de oplysninger, der er registreret hos særligt told- og skattemyndighederne i form af momsafregninger o.lign., hvis kontrollen skal fungere effektivt.

Fødevareministeriet har i det seneste år indledt samarbejde med henholdsvis Justitsministeriet og Skatteministeriet om konkrete foranstaltninger til styrkelse af bl.a. fiskerikontrolindsatsen. Fødevareministeriet deltager således i et samarbejde med told- og skattemyndighederne, med henblik på at koordinere indsatsen mod særligt ulovlig fangst og omsætning af fisk, som både har kvotemæssige og skatte- og afgiftsmæssige aspekter.

Med forslaget vil Fødevareministeriet fremover, som led i en større rutinemæssig krydsrevision, som foretages af kontrolmæssige årsager, kunne indhente momsoplysninger om f.eks. alle førstegangsomsættere i en region og sammenholde disse oplysninger med direktoratets eget indberetningsregister. Forslaget indebærer således en opstramning af de gældende kontrolbeføjelser, og bestemmelsen indsættes med henblik på at forbedre de eksisterende kontrolmuligheder, idet der i visse situationer kan være behov for et koordineret samarbejde mellem myndighederne for at gennemføre en effektiv forudgående kontrol.

Fødevareministeriet er opmærksom på de begrænsninger og forholdsregler, der følger af lov om offentlige myndigheders registre, herunder den betænkning, som Retsudvalget afgav i forbindelse med behandlingen af lov nr. 346 af 6. juni 1991 om ændring af lov om offentlige myndigheders registre, hvor flertallet udtalte sig om spørgsmålet om samkøring. Et flertal i retsudvalget udtalte bl.a., at myndighederne i forbindelse med samkøring i kontroløjemed skal have et klart og utvetydigt retsgrundlag at arbejde på.

Fødevareministeriet er endvidere opmærksom på, at lov om offentlige myndigheders registre er under ændring, idet den indgår i Justitsministeriets forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 44). Fødevareministeriet er i den forbindelse bekendt med, at der med lovforslaget ikke lægges op til ændringer i den gældende retstilstand om, i hvilke tilfælde der må foretages samkøring i den offentlige forvaltning, herunder i kontroløjemed.

Fødevareministeriet er særligt opmærksom på, at der i lovforslaget er fastsat særlige regler om proceduren for visse former for samkøring. En forvaltningsmyndighed skal således f.eks. indhente udtalelse fra Datatilsynet (som efter forslaget skal erstatte det nuværende Registertilsyn) inden samkøring i kontroløjemed kan iværksættes, jf. forslagets § 45, stk. 1. Endvidere vil Datatilsynet efter forslagets § 43, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med en offentlig myndigheds anmeldelse af en samkøring have mulighed for at vurdere lovligheden af en eventuel samkøring.

Fødevareministeriet vil i forbindelse med administrationen af den foreslåede bestemmelse nøje iagttage de procedurer omkring samkøring og sammenstilling af oplysninger, som måtte blive fastlagt i forbindelse med den endelige vedtagelse af L 44.

Til § 119

Bestemmelsen vedrører de kontrolleredes pligt til at yde kontrolmyndigheden bistand og er en videreførsel af saltvandsfiskerilovens § 38, stk. 5, reguleringslovens § 1, stk. 5, EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 4, 3. pkt., samt ferskvandsfiskerilovens § 42. Bestemmelsens 1. pkt. er omformuleret i overensstemmelse med Fødevarelovens § 66, stk. 1. Der er ikke herved tilsigtet nogen realitetsændring.

Til § 120

Kontrolmyndighedens mulighed i forslagets § 120, stk. 1, for at meddele påbud og forbud, hvor det er nødvendigt, er en videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 39 og reguleringslovens § 11a, hvilke regler ligeledes finder anvendelse på EU-bemyndigelseslovens område, jf. EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 1, samt en videreførsel af ferskvandsfiskerilovens § 41, stk. 2.

Et væsentligt formål med bestemmelsen er at sikre adgang til kontrol. F.eks. kan kontrolmyndigheden meddele påbud om, at et fartøj ikke må losse sin fangst førend kontrolmyndigheden har undersøgt fangsten eller førend kontrolmyndigheden er til stede. Endvidere har bestemmelsen i praksis været anvendt overfor en bestemt gruppe af opkøbere eller modtagere af fisk, hvor der i en periode har været behov for en mere effektiv kontrol af landinger om omsætning af f.eks. en bestemt art af fisk. Således er der i praksis blevet udstedt påbud om, at virksomhederne til det lokale fiskeriinspektorat skal forudanmelde vejning straks ved losningen eller sorteringen af et parti fisk, herunder at vejningen skal foretages ved akkrediteret vejer og måler.

Påbuddene og forbuddene fungerer således ofte som et væsentligt supplement til de almindelige krav om indberetning og afregning, når der i konkrete fiskerier eller områder opstår behov herfor.

Bestemmelsen i § 120, stk. 2, fastlægger, at kontrolmyndigheden i særlige tilfælde for virksomhedens regning kan udpege en revisor til fornøden gennemgang af det materiale, der kan undergives kontrol. Bestemmelsen findes i førstegangsomsætningslovens § 17, stk. 3, men er i forslaget udvidet til at gælde alle omsætningsled, hvis udøvelsen af kontrollen gør dette nødvendigt.

Til § 121

Forslagets §§ 121-122 er en videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 40, reguleringslovens § 11 b, og EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 1. Dog er de nævnte bestemmelser i forslaget opdelt på to bestemmelser for at lette overskueligheden. Som anført til § 117 er den meget lange omremsning vedrørende de forhold, der er omfattet af bestemmelsen erstattet med udtrykket "omsætning m.v.", jf. forslagets § 3, nr. 4, for at lette forståelsen af bestemmelserne.

Stk. 1 indeholder et generelt forbud mod omsætning mv. af fisk, hvis indholdet af det parti der omsættes ikke er fanget, omsat eller indberettet m.v. i overensstemmelse med fiskerilovgivningen. Det bemærkes, at der med udtrykket "indhold" i § 121 er tale om en videreførsel af tidligere gældende bestemmelser. Ordet dækker over fangster som sådan, men også det parti af fisk, som senere måtte befinde sig hos en omsætter m.v.

Efter stk. 2 kan ministeren fastsætte regler om dokumentation m.v. for, at den der omsætter fisk opfylder betingelserne i stk. 1. Det bemærkes, at denne bemyndigelse omfatter alle omsætningsled, herunder også omsætningsled som kommer efter de personer og virksomheder, som i henhold til forslagets kapitel 16 er forpligtet til at have bevilling til førstegangsomsætning. Bestemmelsen viderefører en tilsvarende bestemmelse i saltvandsfiskerilovens § 40, stk. 2, og reguleringslovens § 11b, stk. 2. Efter bestemmelsen kan ministeren fastsætte nærmere retningslinier om, at der skal foreligge en vis dokumentation for, at den der omsætter m.v., jf. forslagets § 3, nr. 4, kan sikre sig, at de modtagne fisk f.eks. ikke er ulovligt fangede eller holdt uden for kvotesystemet. Forslaget indebærer bl.a., at der kan udstedes regler om den type af dokumentation, der skal foreligge i forbindelse med omsætning af fisk i flere eller alle omsætningsled.

Bestemmelsen i § 121, stk. 3, er ny og giver mulighed for at stille særlige dokumentationskrav overfor virksomheder, som er underlagt kravet om bevilling til førstegangsomsætning, jf. forslagets kapitel 16, men som ikke har fast forretningssted her i landet. Med udtrykket fast forretningssted forstås både egentlige hovedsæder og filialer samt agenter eller andre former for repræsentanter. Med forretningssted menes således personer eller steder, hvorfra indberetning m.v. finder sted, således at kontrolmyndigheden vil kunne henholde sig hertil med henblik på at føre tilsyn med lovens krav til førstegangsomsættere, herunder særligt kravene til indberetning af de opkøbte fisk.

Sådanne regler vil være nødvendige med henblik på at sikre den nødvendige gennemsigtighed i første handelsled, som er baseret på et effektivt indberetningssystem. Rådets forordning af 12. oktober 1993 (2847/93/EØF) om indførelse af en kontrolordning af den fælles fiskeripolitik (kontrolforordningen), stiller en række krav til medlemslandenes kontrol af fiskere, modtagere, transportører og opkøbere af fisk og det er i henhold til forordningen et ubetinget krav, at den nationale fiskerikontrol skal være effektiv, jf. artikel 30.

Det er et krav, at medlemslandene indfører og opretholder et indberetningssystem for omsætning m.v. af fisk i første omsætningsled, således at de oplysninger der indberettes kan sammenholdes med de oplysninger, som fiskerne er forpligtet til at afgive i form af logbøger eller farvandserklæringer. Det er således vigtigt, at der fortsat kan føres kontrol med omsætningen m.v. i første handelsled, også i de situationer, hvor omsætteren befinder sig uden for Danmark og ikke har en repræsentant her i landet, som kontrolmyndigheden kan henholde sig til.

Bestemmelsen vil få betydning bl.a. som følge af, at det som anført i bemærkningerne til § 101 bliver muligt at gennemføre nye samarbejdsformer særligt vedrørende fiskeauktioner, idet bevillingssystemet på dette område liberaliseres, jf. bemærkningerne til forslagets § 89. Det må således forventes, at der som følge af liberaliseringen af auktionssystemet fremover vil blive etableret nye samarbejdsformer på tværs af landegrænser mellem EU- og EØS-medlemslandene, herunder også samarbejde baseret på fælles opkoblinger via internettet.

Denne omstændighed bevirker, at der vil blive behov for at kunne fastsætte særlige krav om dokumentation for køb fra virksomheder placeret i udlandet, som opkøber fangster i Danmark i første omsætningsled i de tilfælde, hvor opkøberen/ auktionen ikke har forretningssted her i landet.

Det skal bemærkes, at der, når bestemmelsen udmøntes administrativt, vil blive taget hensyn til fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed, herunder princippet om proportionalitet, dvs. at de krav, der i medfør af bestemmelse kan stilles til indberetning m.v. ikke ligger udover, hvad der er nødvendigt for at opfylde kontrolhensynet.

Bestemmelsen i § 121, stk. 4, viderefører de hidtil gældende regler om, at ulovligt fanget fisk skal genudsættes så vidt muligt i levende stand. Bestemmelsen er rettet mod både fiskerne og kontrolmyndigheden. Genudsætning foretages alene af kontrolmyndigheden, når fisken stadig er levende. Ellers benyttes efter reglen i forslagets § 133 muligheden for udenretlig værdikonfiskation eller i sager, hvor kontrolmyndigheden anmoder om tiltalerejsning, reglerne om værdikonfiskation i forslagets § 132.

Til § 122

Bestemmelsen viderefører dele af af saltvandsfiskerilovens § 40, reguleringslovens § 11 b, og EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 1. Efter bestemmelsen kan en omsætter m.v., der modtager et ulovligt parti fisk frigøre sig for ansvar ved straks at anmelde det ulovlige parti til kontrolmyndigheden. Partiet skal herefter opbevares i overensstemmelse med kontrolmyndighedens anbefalinger og må ikke omsættes m.v. førend kontrolmyndigheden eventuelt har givet tilladelse hertil. Hele partiet betragtes efter stk. 3, som ulovligt med mindre frasortering af den ulovlige del kan finde sted.

Efter stk. 4 kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri endvidere fastsætte regler om omsætning m.v. af fisk under fredningstider eller andre former for fiskestop.

Til § 123

Kontrolmyndighedens mulighed for at optage pæle og redskaber i forslagets § 123, erstatter reglerne i saltvandsfiskerilovens § 24 b, og ferskvandsfiskerilovens § 44. Kontrolmyndigheden kan som hidtil fjerne redskaber i saltvand og ferskvand, hvis reglen er overtrådt. I ferskvandsfiskeriloven § 44 står udtrykkeligt, at politiet også kan foretage det fornødne. Dette er ikke medtaget, idet politiets deltagelse i kontrolarbejdet i fiskeriloven vil være omfattet af de regler, der kan fastsættes i medfør af § 117, stk. 4.

Til § 124

I stk. 1 indsættes bemyndigelse til ministeren til at fastsætte særlige regler, hvor dette er nødvendigt for kontrollens udførelse. Bestemmelsen erstatter sidste led i de gældende bemyndigelser hertil, som findes i saltvandsfiskerilovens § 38, stk. 7, reguleringslovens § 11, stk. 7, samt i EU-bemyndigelsesloven, hvor der i § 4, stk. 1, henvises til saltvandsfiskerilovens kontrolregler_._ Det skal bemærkes, at stk. 1 er udvidet med muligheden for af kontrolmæssige hensyn, at fastsætte særlige regler om landing af fisk. Dette er et supplement til bestemmelsen i forslagets § 120, hvorefter kontrolmyndigheden kan fastsætte konkrete påbud i forbindelse med landing af fisk, f.eks. at fisk alene kan landes i overværelse af kontrolmyndigheden. Med udvidelsen vil ministeren kunne fastsættes generelle regler om landing af fisk af kontrolmæssige årsager.

Stk. 2 og 3 svarer til EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 6 og 7. Bestemmelsen gælder alle ydelser i henhold til loven og de i § 10 nævnte EF-retsakter.

Til § 125

Bestemmelsen svarer til EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 8, og udvides til at gælde for alle typer tilskud efter loven. Dette har sammenhæng med, at det kan være ønskeligt at kræve, at tilskudsmodtagere angiver en bankkonto som led i en stringent tilskudsadministration. Det kunne være aktuelt for tilskud til fiskeplejeprojekter.

Stk. 2 svarer til EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 9.

Til § 126

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 5.

Til § 127

Bestemmelsen er en videreførelse af EU-bemyndigelseslovens § 4, stk. 10. Som det var hensigten ved indførslen af bestemmelsen har den været anvendt til gennemførelse af de regler, der er fastlagt ved EF-retsakter om satellitovervåget kontrol. Beføjelsen til at kontrollere det i medfør af bestemmelsen installerede udstyr, følger af forslagets § 117, stk. 2, nr. 5.

Til § 128

Bestemmelsen i § 128 og i § 129 er en videreførelse af de særlige kontrolregler for ferskvandsområder, der gælder som supplement til de regler, der gælder både i salt- og ferskvand. I forslagets § 128 videreføres ferskvandsfiskerilovens § 40, stk. 3, om muligheden for at inddrage amtsrådene i tilsynet.

Til § 129

I § 129 videreføres ferskvandsfiskerilovens § 45 om opsynsmænd_._ Reglen om kontrol i ferskvandsfiskerilovens § 45, stk. 4, er udeladt her, da en sådan beføjelse følger af den generelle adgang til at gennemføre kontrol i medfør af kapitel 22.

I § 129, stk. 3, er angivet de forhold, der kan begrunde, at en konkret godkendelse af opsynsmænd i ferskvand tilbagekaldes. Derudover vil godkendelserne kunne tilbagekaldes ved en generel gennemgang af de udstedte godkendelser, f.eks. hvis det besluttes, at alle godkendelser rutinemæssigt skal fornyes med bestemte intervaller.

Til kapitel 23.

Straf, påtale og konfiskation