Fiskeriloven § 11

Bestemmelsen indeholder regler for, under hvilke former det er tilladt at fiske.

I stk. 1 fastlægges kravene til erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand. Disse svarer til de gældende betingelser for at udøve de typer af fiskeri, der er fastlagt i saltvandsfiskeriloven. Det er således kun personer registreret som erhvervs- eller bierhvervsfiskere og erhvervsfiskerselskaber, som har ret til at drive selvstændigt erhvervsmæssigt fiskeri. Dertil kommer de særlige rettigheder i saltvand, som opregnes i stk. 2, dvs. indehavere af ålegårdsrettigheder og landbrugere med ret til at drive selvstændigt erhvervsmæssigt fiskeri.

Desuden kan der udøves rekreativt fiskeri i form af lyst- og fritidsfiskeri i fersk- og saltvand, jf. stk. 3.

I stk. 4 henvises til bestemmelsen i forslagets § 28 om fiskeriretten i ferskvand. I ferskvand gælder fortsat, at fiskeriretten som alt overvejende hovedregel tilkommer bredejeren med mulighed for at stille fiskeriet til rådighed for andre.

I bemærkningerne til bestemmelserne om de enkelte fiskerier omtales fiskeriformerne og kravene til registrering m.v. nærmere.

Til § 12

Bestemmelsen fastlægger, at kun fisk, fanget af selvstændige erhvervs- og bierhvervsfiskere, må omsættes. Dette indebærer, at fisk fanget ved rekreativt fiskeri ikke må omsættes imod vederlag. Herved sikres, at niveauet for fiskeriet ikke overstiger eget forbrug til den rekreative fisker og dennes husstand.

Bestemmelsen i § 12, stk. 1, er indført i saltvandsfiskerilovens § 2, stk. 2, ved den lovændring, der blev vedtaget af Folketinget i maj 1998, jf. lov nr. 314 af 3. juni 1998.

Fiskeriloven vil gælde både fersk- og saltvandsområder, og omsætningsforbuddet gælder derfor også for fangst fra ferskvandsområder. Det erhvervsmæssige fiskeri i ferskvand er begrænset og udøves meget få steder. Kravet om registrering som erhvervs- og bierhvervsfisker gælder ikke i ferskvand.

Bestemmelsen i stk. 2 sikrer dog, at omsætning af fisk fanget i ferskvand som led i en erhvervsmæssig aktivitet vil kunne finde sted, hvis det konkret tillades. Tilladelse i henhold til stk. 2, vil blive givet, når det kan godtgøres på grundlag af dokumenterede oplysninger om de hidtidige aktiviteter, at der udøves et erhvervsmæssigt fiskeri af en vis størrelse, der har haft betydning for den pågældendes økonomi. Tilladelserne kan gives både til indehavere af fiskeriretten, der udøver erhvervsmæssigt fiskeri i et ferskvandsområde og til lejere af en fiskeriret.

I forbindelse med tilladelse til salg af fisk fanget i ferskvand, vil der blive stillet krav om indrapportering til Fødevareministeriet af fangsten.

Til § 13

Bestemmelsen erstatter saltvandsfiskerilovens § 8 og fastslår kravet om tilladelse til omladning, der finder sted på lovens gyldighedsområde. Reglen supplerer reglerne om omladning i art. 11 i Rådets forordning af 12. oktober 1993 (93/284/EØF) om indførelse af en kontrolforordning under den fælles fiskeripolitik (Kontrolforordningen). Ved omladning forstås, at fangsten fra et fartøj på den ene eller den måde føres over i et andet fartøj, f.eks. ved direkte losning fra et fartøj til et andet, eller ved opsugning af fisk fra et net tilhørende et andet fartøj_._ Reglerne i Kontrolforordningen har til hensigt at sikre, at omladning fra et fartøj til et andet finder sted på en sådan måde, at der sker korrekt indrapportering af fangsterne. Medlemslandene skal påse dette. Bestemmelsen muliggør, at de danske fiskerimyndigheder kan stille de nødvendige krav herunder om oplysninger, når omladning tillades.

Til § 14

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 3, som denne er ændret ved lov nr. 314 af 3. juni 1998. Bestemmelsen vedrører betingelserne for at blive registreret som erhvervsfisker. Det afgørende krav består i dokumentation for hidtidig og fortsat beskæftigelse og indtjening ved fiskeri som hovederhverv.

I stk. 1 fastsættes betingelserne for at blive registreret som erhvervsfisker med A- status, således at den pågældende har ret til selvstændigt at drive erhvervsmæssigt fiskeri. Som hidtil skal den pågældende have dansk indfødsret, jf. dog stk. 4, eller have haft bopæl her i landet i 2 år. Endvidere skal den pågældende i de 12 foregående måneder have været beskæftiget med erhvervsmæssigt fiskeri, f.eks. som ansat på et fiskerfartøj, og i disse 12 måneder skal mindst 60 % af den pågældendes bruttoindkomst stamme fra erhvervsfiskeri.

I stk. 2 videreføres kravet om, at den pågældende i de foregående 12 måneder, som er nævnt i stk. 1 skal være registreret med B-status. Kravet om den forudgående registrering blev indført ved ændringen af saltvandsfiskeriloven i maj 1998, jf. lov nr. 313 af 3. juni 1998. Kravet gælder alene personer, som senere vil registreres med A-status efter stk. 1. Der er således fortsat ikke krav om registrering af personer, som alene arbejder og fortsat vil arbejde som ansat på et fiskerfartøj.

I stk. 3, som indholder særlige regler for beregning af bruttoindkomsten, er det præciseret, at der for personer med tillidshverv i fiskeriets organisationer og på redningsstationer ikke blot ses bort fra indtægten ved tillidshvervet, men at indkomster fra tillidshvervet træder i stedet for bruttoindkomsten fra erhvervsfiskeri, hvis den pågældende tidligere har været beskæftiget med erhvervsmæssigt fiskeri. Med fiskeriets organisationer menes også organisationer, der repræsenterer beskæftigede i fiskeriet_._ De pågældende vil således som hidtil kunne bevare deres erhvervsfiskerstatus, medens de varetager tillidshvervet.

Det er valgt at lade et krav i saltvandsfiskerilovens § 9, om, at 2/3 af besætningen på et fartøj skal have dansk indfødsret, have haft bopæl i Danmark i 2 år eller være EU-borgere, udgå af loven.

I forbindelse med selvstændigt fiskeri opretholdes derimod et krav om, at udenlandske statsborgere, skal have haft bopæl i Danmark i 2 år forud for registreringen.

Dette krav har sammenhæng med, at fiskeriressourcerne globalt er opdelt, således at de er knyttet til kyststaten eller de kyststater, der i fællesskab udnytter dem. Opretholdelsen af et krav om 2 års forudgående ophold i Danmark, for den som selvstændigt anvender fiskeressourcerne erhvervsmæssigt, er derfor naturligt. Efter 2-års bopæl i Danmark vil enhver udlænding, der i øvrigt opfylder kravene, være berettiget til atdrive selvstændigt erhvervsmæssigt fiskeri.

Borgere fra andre EU-lande og EØS-lande vil kunne drive selvstændigt fiskeri uden at have bopæl her i landet. I stk. 4 videreføres saltvandsfiskerilovens § 3, stk. 2 om, at ministeren kan fastsætte regler om de krav, der stilles til EU/EØS-borgere, der ikke har bopæl her i landet med hensyn til, at fiskeriaktiviteten skal udøves i tilknytning til aktiviteter i det danske fiskerierhverv.

Saltvandfiskerilovens § 3, stk. 2 (forslagets § 14, stk. 4) er udmøntet i bekendtgørelse nr. 266 af 10. april 1996. Med hjemmel i lov nr. 963 af 9. december 1992 om Danmarks tiltræden af aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde gælder bekendtgørelsen også for EØS-borgere. I bekendtgørelsen fastlægges, at EU og EØS borgere kan opnå og bevare registrering som erhvervsfiskere, hvis virksomheden kan anses for at have en tilknytning til dansk fiskerierhverv. Bekendtgørelsen har været forelagt Europa-Kommissionen, der ved skrivelse af 9. september 1996 har meddelt, at regelsættet er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

Til § 15

Bestemmelsen svarer til saltvandsfiskeriloven § 3 a, som denne er ændret ved lov nr. 314 af 3. juni 1998.

Bestemmelsens stk. 1 åbner mulighed for, at personer, der inden for de sidste 5 år, i en 12 måneders periode, har opfyldt betingelserne om indtægt, beskæftigelse m.v. i fiskeriet, kan opnå registrering som selvstændig fiskere, selvom de har været væk fra erhvervet i en periode.

Eneste ændring i forhold til den gældende lovtekst er, at der tales om en "registrering" og ikke "genregistrering". Hermed rettes en unøjagtighed, idet der også efter den gældende tekst er mulighed for registrering også i situationer, hvor den pågældende inden for 5 års perioden ikke har ladet sig registrere med A-status som erhvervsfisker, men har opfyldt betingelserne for dette og kan dokumentere det.

Efter stk. 2 skal personer registreret efter stk. 1 som hidtil senest 14 måneder efter registreringen kunne dokumentere, at 60 % af den pågældendes bruttoindkomst i en periode på 12 måneder efter registreringen stammer fra erhvervsmæssigt fiskeri. Hvis den registrerede ikke kan dokumentere dette, bortfalder registreringen og den pågældende kan som hidtil ikke i en periode på 5 år fra registreringen på ny registreres efter denne bestemmelse.

Til § 16

Bestemmelsen er en videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 3b. Bestemmelsen vedrører betingelserne for, at selskaber kan blive registreret og opretholde registrering som berettiget til at drive erhvervsmæssigt fiskeri.

Efter stk. 1, nr. 1 er det som hidtil et krav at aktie- eller anpartskapitalen for 2/3 vedkommende ejes af personer, der er registreret som erhvervs- eller bierhvervsfiskere.

I stk. 1, nr. 2, er kravet til den erhvervsfiskeriejede andel af selskabet tydeliggjort i tilfælde, hvor selskabet ejes af et andet selskab. I disse situationer skal aktie- eller anpartskapitalen i det andet selskab, "moderselskabet", fuldtud ejes af personer, som er registreret som erhvervs- eller bierhvervsfiskere.

I stk. 2 fastlægges i overensstemmelse med, hvad der gælder efter saltvandsfiskerilovens § 3b, en række nærmere krav til aktier eller anparter i erhvervsfiskerselskaberne .

I stk. 3 videreføres en bemyndigelse svarende til den gældende bemyndigelse i saltvandsfiskeriloven, om, at ministeren kan fastsætte regler om, at et erhvervsfiskerselskabs registrering kan bortfalde, hvis der ikke gives Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri underretning om overdragelse af de særlige erhvervsfiskerejede aktier eller anparter.

Stk. 4 omhandler selskaber, godkendt i henhold til regler, der gælder og har været gældende indtil forslaget træder i kraft. Reglen har betydning både i forhold til selskaber godkendt i henhold til regler fra før den nuværende saltvandsfiskerilovs gennemførelse i 1986 og under de regelsæt, der har været gældende siden. Reglerne er ændret flere gange. Senest er der ved lov nr. 314 af 3. juni 1998 gennemført en ændring af saltvandsfiskeriloven, så kun aktie-og anpartsselskaber kan godkendes.

Selskaber, der er godkendt efter tidligere regler, kan opretholde registrering og drive fiskeri med selskabernes nuværende konstruktion. Dette gælder alle selskabsformer, herunder også andelsselskaber. For tidligere registrerede selskaber gælder som hidtil, at der er begrænsninger med hensyn til at opnå fiskeritilladelse til fartøjer, jf. § 39, stk. 1 og 2, jf. stk. 4. Der vil således ikke kunne opnås tilladelse til at indføre et fartøj, medmindre selskabet opfylder betingelserne for registrering i § 16, stk. 1-2, bortset fra situationer, hvor selskabets oprindelige fartøj er forlist. Der vil som hidtil heller ikke kunne opnås tilladelse til kapacitetsudvidende ombygninger, idet sådanne tilladelser i henhold til forslagets § 39, stk. 1, kun kan udstedes til selskaber, der er godkendt i medfør af § 16, stk. 1 og 2.

Til § 17

Bestemmelsen vedrører betingelserne for at blive registreret som bierhvervsfisker, og er en videreførelse af saltvandsfiskerilovens § 4, stk. 1, 2, og 6, om bierhvervsfiskeri.

Efter stk. 1, nr. 1, kan personer, som siden 1983 har været registreret som bierhvervsfiskere opretholde denne registrering.

I stk. 1, nr. 2, er det præciseret, at personer som har opnået "genregistrering" efter reglen i § 15, ikke kan overgå til bierhvervsfiskeri førend udløbet af 12 måneder fra registreringen.

I stk. 1, nr. 3, videreføres reglen om, at personer kan opnå tilladelse som bierhvervsfisker efter ansøgning herom til det i § 19 angivne nævn.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny og indeholder en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om dispensation fra reglen i § 17, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen er indsat efter ønske fra Danmarks Fiskeriforening og medfører, at der indføres forbedret mulighed for at opnå registrering som bierhvervsfisker for personer, der tidligere har drevet erhvervsmæssigt fiskeri. Efter § 17, stk. 1, nr. 2, kan personer, der er registreret som erhvervsfiskere, automatisk overgå til bierhvervsfiskeri. Derimod har tidligere erhvervsfiskere, som i en kortere eller længere periode f.eks. på grund af anden beskæftigelse, ikke har drevet fiskeri, og som derfor ikke har kunnet opretholde erhvervsfiskerregistreringen efter § 14, ikke hidtil haft mulighed for at overgå til bierhvervsfiskeri. Dette anses ikke for hensigtsmæssigt, da hensynet bag § 17, stk. 1, nr. 2 netop er, at personer med erfaring fra det erhvervsmæssige fiskeri skal have mulighed for at overgå til bierhvervsfiskeriet.

Bestemmelsen i stk. 2 giver mulighed for, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der kan gives tilladelse til, at personer, som ikke opfylder hovedreglerne, men som på anden måde kan dokumentere kendskab til erhvervsmæssigt fiskeri, kan opnå registrering. Den bekendtgørelse, som vil blive udstedt vil bl.a. indeholde angivelse af, hvor længe de pågældende skal have udøvet erhvervsfiskeri og om, hvor lang tid, der højst må være forløbet siden den pågældendes erhvervsfiskerstatus bortfaldt. Desuden vil der være mulighed for at tillade registrering baseret på et skøn vedrørende enkeltpersoners kendskab til fiskeriet, baseret på forudgående erfaring, uddannelse m.v..

I stk. 3 videreføres bestemmelsen om, at ministeren fastsætter regler om betingelserne for, at personer, som er omfattet af EU eller EØS´s regler om etablering og arbejdskraftens fri bevægelighed, kan drive bierhvervsfiskeri her i landet.

I stk. 4 opretholdes kravet om, at personer registreret som bierhvervsfiskere, med undtagelse af personer registreret efter reglen i § 17, stk. 1, nr. 1, for at bevare registreringen som bierhvervsfiskere, skal dokumentere, at mindst 10 % af bruttoindkomsten de foregående 12 måneder stammer fra bierhvervsfiskeri.

Til § 18

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af reglen i saltvandsfiskeriloven § 4, stk. 3, om, at bierhvervsfiskeri skal drives uden medhjælp. Bestemmelsen vedrører selve fiskeriaktiviteten. Som hidtil vil det, af hensyn til sikkerheden til søs, være tilladt, at bierhvervsfiskeren får hjælp til at sejle den båd, hvorfra fiskeriet foregår.

Til § 19

Bestemmelsen viderefører reglen i saltvandsfiskerilovens § 4, stk. 4-5, om, at et nævn kan tage stilling til, om fritidsfiskere kan få adgang til at drive bierhvervsfiskeri. I stk. 3 er anført de hensyn, nævnet særligt skal lægge vægt på. Som det fremgår, lægges der stor vægt på den samlede fiskeriaktivitet i det område, hvor det pågældende bierhvervsfiskeri skal finde sted.

Der er foretaget mindre justeringer af bestemmelsen, men der er ikke tilsigtet nogen form for realitetsændring.

Som hidtil er det hensigten, at nævnet holder møde én gang årligt med henblik på, at sagerne kan vurderes i en sammenhæng.

Til § 20

Bestemmelsen svarer til saltvandsfiskerilovens § 5, som ændret ved lov nr. 314 af 3. juni 1998. Det fremgår af bestemmelsen, at registrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere for at bevare registreringen skal leve op til de dokumentationskrav, der stilles i bekendtgørelsesform om, at de pågældende af egen drift løbende skal indsende dokumentation for, at de fortsat opfylder kravene til registrering.

Ligeledes skal personer og selskaber forud for registreringen kunne fremlægge nødvendig dokumentation for, at grundlaget for registreringen er til stede.

Hvis der ikke fremlægges dokumentation, eller betingelser for registrering ikke længere er til stede, kan de pågældende personer eller selskaber slettes i Fiskeridirektoratets Erhvervsfiskerregister. De pågældende vil herefter ikke længere være berettigede til at drive erhvervsmæssigt fiskeri.

Til § 21

Bestemmelsen viderefører i stk. 1 den særlige dispensationsregel i saltvandsfiskerilovens § 7, stk. 1.

Ifølge hidtidig praksis har personer, der har opnået førtidspension, været omfattet af dispensationsmuligheden, hvis de pågældende i øvrigt har forudsætninger, der støtter ønsket om at drive erhvervsmæssigt fiskeri. Især for yngre personer med helbredsmæssige problemer kan der dog også være begrundelse for at meddele dispensation, uanset den pågældende ikke er tilkendt førtidspension. Dispensationerne er næsten udelukkende meddelt til at drive bierhvervsfiskeri.

Tilladelserne meddeles efter nyeste praksis midlertidigt med henblik på, at tilladelser bortfalder, hvis de ikke anvendes, eller kun benyttes i helt ubetydeligt omfang. Dette sker under hensyn til, at sådanne vilkår er naturlige i en administration, der søger at tilgodese de behov, som vanskeligt stillede personer kan have, samtidig med, at det ved disse tilladelser, som ved de øvrige fiskeriregler, er vigtigt, at kun personer, der faktisk udøver fiskeriet erhvervsmæssigt, opretholder tilladelser.

Bestemmelsen viderefører i stk. 2, desuden den mulighed for at inddrage sagkyndig bistand i afgørelsen af sagerne, der blev indført i saltvandsfiskerilovens § 7, stk. 2, ved ændringen af loven i maj 1998. Hensigten er at muliggøre inddragelse af personer, der beskæftiger sig med sikkerhed til søs samt sociale- og sundhedsmæssige forhold. Sådanne sagkyndige har endnu ikke været inddraget i administrationen, men i øvrigt er det hensigten at administrere bestemmelsen, så der fortsat åbnes adgang til, at personer i den erhvervsaktive alder, som har forudsætning og mulighed for faktisk at drive et erhvervsmæssigt fiskeri får mulighed for dette, hvis de på grund af sociale- og helbredsmæssige forhold ikke har haft mulighed for at opnå adgang til erhvervet på sædvanlig måde, nemlig via beskæftigelse i 12 måneder som ansat fisker med B-status, jf. § 14.

Til § 22

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 7, stk. 3, i saltvandsfiskeriloven. Bestemmelsen muliggør, at arveberettigede som hidtil kan opnå tilladelse til at fortsætte fiskeriaktiviteter efter en afdød selvstændig erhvervsfisker. Bestemmelsen åbner mulighed for, at alle arveberettigede kan opnå dispensation. Dispensationerne vil normalt blive givet tidsbegrænset.

Tilsvarende dispensationsmulighed videreføres i forslagets § 39, stk. 3, for så vidt angår de arveberettigedes mulighed for at eje et fiskerfartøj, som har tilhørt en afdød erhvervs- eller bierhvervsfisker.

Til § 23

Bestemmelsen viderefører § 10, stk. 2, i saltvandsfiskeriloven. Bestemmelsen kan benyttes, hvis det i forbindelse med et forsøgsfiskeri vil være af betydning at tillade ikke - erhvervsfiskere at udføre et fiskeri. Det vil som hidtil være en mulighed, der kun vil blive benyttet i helt særlige situationer.

Til § 24

Bestemmelsen viderefører uændret § 15 i saltvandsfiskeriloven og sikrer opretholdelsen af de rettigheder, der blev etableret i medfør af lov nr. 178 af 23. juni 1956 om afløsning og statens overtagelse af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet. Hensigten med loven var at afskaffe ålegårde og andre særlige rettigheder i saltvandsområderne. Dette skete ved hjælp af afløsning (ekspropriation) af rettighederne. Vilkårene fremgik af kendelser udstedt af ålegårdsafløsningskommissionen. Ejeren af fiskeriretten, dennes ægtefælle og børn, der havde deltaget i fiskeriet, kunne bevare retten på livstid. Der findes stadig rettigheder, som kan benyttes.

Af forslagets § 74 fremgår de særlige regler, indehaverne af de afløste rettigheder fortsat skal følge, hvis deres rettighed skal respekteres. Disse regler er indholdsmæssigt i overensstemmelse med saltvandsfiskerilovens § 15, stk. 2-4.

Til § 25

Bestemmelsen viderefører saltvandsfiskerilovens § 6. Bestemmelsen fastslår, at landbrugere, der i medfør af den ændring af den dagældende lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri, § 1, stk. 9, der blev gennemført ved lov nr. 209 af 16. maj 1978, blev registreret som landbrugere med ret til at drive fiskeri, bevarer denne ret.

Registreringen af landbrugere, der hidtil havde drevet fiskeri i forbindelse med landbruget, blev foretaget i 1978 samtidig med indførelsen af regelsættet med krav til hovedbeskæftigelse og indtægt ved fiskeri, som betingelse for retten til at drive erhvervsfiskeri. Bestemmelsen skulle sikre, at landbrugere, der forud for erhvervsfiskerkravets indførelse havde drevet fiskeri, fik ret til at videreføre fiskeriet.

Bestemmelsen har i 1998 betydning for 10 personer, der fortsat er registreret som landbrugere.

Til § 26

Lystfiskeri må som fastlagt i saltvandsfiskerilovens § 11 udøves med lette håndredskaber. Henvisningen til § 54 tydeliggør, at lystfiskere desuden som hidtil skal overholde reglerne om fisketegn.

Til § 27

Fritidsfiskeri er som hidtil ikke-erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand, som foregår med andre redskaber end de lette håndredskaber, der er tilladt ved lystfiskeri. Under hensyn til, at lovforslaget omfatter både saltvand og ferskvand, indføres fritidsfiskerbegrebet med loven også i ferskvandsområder. Udgangspunktet er, at fiskeri i ferskvand er rekreativt fiskeri. Dvs. fiskeri med lette håndredskaber er lystfiskeri, og fiskeri med andre tilladte redskaber er fritidsfiskeri.

Reglerne om redskaber for både salt- og ferskvand udstedes i medfør af § 32. Der vil fortsat være behov for særlige regler i ferskvand, f.eks. forventes der ingen ændringer i forbuddet mod nedgarn i vandløb.

I saltvandsfiskerilovens § 12 er det direkte angivet, at fritidsfiskere skal være mindst 12 år, og at de pågældende skal have bopæl i Danmark. Kravene til personernes alder m.v. vil fremover blive fastsat ved bekendtgørelse i sammenhæng med de øvrige regler for fritidsfiskeri. Det er hensigten at opretholde bopælskravet i det omfang, dette ikke strider imod regler i EU og EØS samarbejdet. Alderskravet på tolv forventes også videreført uændret.

I medfør af reglen i stk. 2 vil et fiskeri i ferskvand kunne godkendes som værende erhvervsmæssigt, når betingelserne i § 12, stk. 2, er opfyldt. I praksis vil godkendelsen have den betydning, at fangsterne kan omsættes, jf. § 12, stk. 2, og at der ikke skal betales fritidsfiskertegn.

Til § 28

Bestemmelsen vedrørende fiskeriretten i ferskvand viderefører ferskvandsfiskeriloven § 4, stk. 1-2. Ved "grund" forstås fast ejendom. Hele den nærmest liggende faste ejendom danner grundlag for fiskeriretten. Det gælder også dæmninger og lignende, som således også kan danne grundlag for fiskeriret udfor disse landområder.

Reglen i stk. 1 om, at fiskeriretten er tilknyttet den grund, der ligger nærmest fiskevandet, har været hovedreglen siden 1888. En særlig ret med en adkomst til fiskeriet uden tilknytning til grunden vil som hidtil blive respekteret. Dette gælder såvel rettigheder, der er etableret under dansk ret og de særlige regler, der har været gældende i Sønderjylland i det omfang, disse er opretholdt ved genforeningen med Danmark i 1920.

I stk. 2 videreføres bestemmelsen om, at fiskeriretten på en strækning som en undtagelse kan overdrages til staten, selvom staten ikke ejer grunden. Som noget nyt får kommuner samme mulighed. Baggrunden for denne ændring er at muliggøre, at en kommune, der ønsker det, erhverver fiskeriretten på en strækning med henblik på at stille fiskeriet til rådighed for borgerne. Muligheden gælder både for primær- og amtskommuner. Bestemmelsen tager sigte på frivillige overdragelser baseret på aftale med indehaveren af fiskeriretten. Endvidere fremgår det uændret af lovteksten, at fiskeriretten kan udlejes for 25 år ad gangen.

Bestemmelsen i stk. 3 er overført fra § 3 i Randers Fjord loven. Denne øvrige del af loven er ophævet i medfør af tidligere ændringer af saltvandsfiskeriloven og ferskvandsfiskeriloven. I saltvandsfiskeriloven blev bemyndigelsen til ophævelsen indført ved lov nr. 1082 af 22. december 1993 om ændring af lov om saltvandsfiskeri.

Det fremgår af § 3 i Randers Fjord loven, at fiskeriet på strækningen mellem Randers Bro og Frisenvold Fiskegård er tilladt enhver, der har ret til fiskeri i saltvand. Denne formulering blev valgt i Randers Fjord loven for at angive, at der var tale om en fiskeriret, der var tilgængelig for alle i modsætning til reglerne i ferskvand om bredejerens fiskeriret. Strækningen er beliggende i et ferskvandsområde, og for fiskeri i området gælder alle øvrige fiskeriregler i ferskvand. I § 3 i Randers Fjord loven står tillige, at ministeren kan træffe regulerende bestemmelser for fiskeriet på denne strækning. Dette gentages ikke her, da fiskeriloven vil give ministeren mulighed for at fastsætte regler med henblik på at regulere fiskeriindsatsen, hvis den bliver for intens på grund af stor deltagelse i fiskeriet i et område. Dette vil kunne ske i medfør af bl.a. § 30 og § 32. Denne mulighed eksisterede ikke efter lov om fiskeriet i Randers Fjord loven eller i ferskvand før gennemførelsen af ferskvandsfiskeriloven i 1992.

Til § 29

Bestemmelsen, der vedrører grundejeres og fiskeriberettigedes rettigheder og pligter, er en uændret videreførelse af reglerne i ferskvandsfiskerilovens §§ 7-10.

Til kapitel 5.

Ophjælpning, beskyttelse og bevaring af fiskebestande