Ferieloven § 46

Efter den gældende ferielovs § 47, stk. 1, straffes den arbejdsgiver, der trods påkrav uden rimelig grund undlader at betale skyldig feriegodtgørelse eller løn under ferie og ferietillæg, med bøde. En au pair-persons værtsfamilie kan også pålægges bøde efter bestemmelsen, jf. ferielovens § 47, stk. 5. Der kan endvidere pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. ferielovens § 47, stk. 2.

Efter ferielovens § 47, stk. 3, straffes den, der ikke efterkommer et pålæg efter ferielovens § 43 b, stk. 1, med bøde. Efter ferielovens § 43 b, stk. 1, pålægger Arbejdsmarkedets Feriefond årligt op til 150 tilfældigt udvalgte virksomheder, som afregner uhævet feriegodtgørelse, ferie med løn og ferietillæg til fonden, inden for en rimelig frist at indsende revisorerklæring eller dokumentation for korrekt afregning til fonden.

Efter den gældende ferielovs § 47, stk. 4, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifter udstedt i henhold til denne lov. Der er udstedt sådanne forskrifter i bekendtgørelse nr. 549 af 24. april 2015 om ferie (feriebekendtgørelsen), i bekendtgørelse nr. 548 af 24. april 2015 om FerieKonto (FerieKonto-bekendtgørelsen) og i bekendtgørelse nr. 550 af 24. april 2015 om Feriepengeinfo (Feriepengeinfo-bekendtgørelsen).

Efter feriebekendtgørelsens § 28, stk. 1, straffes lønmodtagere, arbejdsgivere og disses organisationer, og den, der administrerer beløb omfattet af lovens § 36, stk. 2, med bøde for manglende afgivelse af oplysninger, jf. ferielovens § 43, stk. 1. Efter ferielovens § 43, stk. 1, kan FerieKonto og direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indhente en række forskellige oplysninger om optjening, afholdelse og udbetaling af ferie til brug for administrationen af ferieloven. Det er efter feriebekendtgørelsens § 28, stk. 2, en betingelse for straf efter stk. 1, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller FerieKonto har fremsat anmodning om disse oplysninger til brug for administration af ferieloven, og at fristen for svar er udløbet, jf. feriebekendtgørelsens § 25.

Det følger endvidere af feriebekendtgørelsens § 28, stk. 3, at overtrædelse af feriebekendtgørelsens § 26 straffes med bøde. Feriebekendtgørelsens § 26 indeholder bestemmelser om opbevaring af dokumentation for udbetaling af feriepenge efter ferielovens § 34 b.

Efter FerieKonto-bekendtgørelsens § 14, stk. 1, straffes en arbejdsgiver, der overtræder §§ 1-5 og § 7 om anvendelse af FerieKonto, med bøde, og efter Feriepengeinfo-bekendtgørelsens § 16, stk. 1, straffes en arbejdsgiver, der overtræder §§ 1 og 2 om indberetning til indkomstregisteret, med bøde.

Der kan i alle disse tilfælde pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5, jf. feriebekendtgørelsens § 28, stk. 4, FerieKonto-bekendtgørelsens § 14, stk. 2, og Feriepengeinfo-bekendtgørelsens § 16, stk. 2, jf. ferielovens § 47, stk. 2.

Det foreslås, at der ikke ændres grundlæggende i straffebestemmelserne. Der bør således bibeholdes et vist minimum af sanktioner, blandt andet under henvisning til ILO-konvention nr. 52 (konvention om årlig ferie fra 1936), hvor det fremgår af artikel 8, at ethvert medlem, som har ratificeret konventionen, skal indføre et straffesystem til sikring af konventionens gennemførelse. Samtidig vil det ud fra præventive hensyn være hensigtsmæssigt at kunne straffe en arbejdsgiver for manglende betaling af feriepenge. Det foreslås dog, at bøden reguleres til et mere tidssvarende niveau.

Det foreslås på dette grundlag i stk. 1, 1. pkt. at med bøde straffes den arbejdsgiver, der trods påkrav uden rimelig grund undlader at betale skyldig feriebetaling. Bestemmelsen svarer til den gældende ferielovs § 47, stk. 1.

Det vil være en betingelse for at ifalde ansvar efter bestemmelsen, at kravet på feriebetalingen er forfaldent, at der er givet påkrav om betaling, og at der ikke foreligger en gyldig grund til at undlade betalingen. En arbejdsgiver kan f.eks. have en rimelig grund, hvis arbejdsgiveren har et berettiget modkrav, eller hvis betalingen allerede er foretaget. En arbejdsgiver kan også have rimelig grund til ikke at betale, hvis arbejdsforholdet har en sådan karakter, at det ikke er urimeligt, at arbejdsgiveren ønsker en retlig afgørelse af, om arbejdsgiveren har pligt til at yde feriebetaling, før der sker udbetaling, jf. UfR 1996.1085V.

Det foreslås imidlertid, at bødeniveauet øges betydeligt, således at niveauet svarer til den bod en arbejdsgiver ville ifalde for samme forhold i Arbejdsretten, jf. § 12 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. Efter hidtidig praksis nedlægges der således alene påstand om, at arbejdsgiveren idømmes en bøde på ikke under 1.000 kr. i sager efter bestemmelsen. Til sammenligning er det Arbejdsrettens praksis at idømme en bod på mellem ca. 20 og 25 pct. af det unddragne beløb, dog mindst 3.500 kr.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Påtaleberettiget er lønmodtageren og dennes eventuelle repræsentant.

Det foreslås i stk. 1. 2. pkt., at tilsvarende straffes en au pair-persons værtsfamilie, jf. § 43, stk. 2. Det betyder, at en au pair-persons værtsfamilie – uanset at de ikke efter dansk ret anses som arbejdsgivere – også vil kunne ifalde strafansvar for manglende feriebetaling. Henvisningen til au pair-personens ”værtsfamilie” skal forstås som de værtsforældre, der har underskrevet au pair-aftalen. Bestemmelsen svarer til den gældende ferielovs § 47, stk. 5.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at der kan fastsættes bødestraf for overtrædelser af forskrifter udstedt i henhold til denne lov. Dette indebærer, at der gives hjemmel til at fastsætte straffebestemmelser i administrative forskrifter udstedt i henhold til loven. Dermed sikres, at det fortsat vil være muligt at fastsætte bestemmelser om, at det vil være forbundet med strafansvar for arbejdsgivere og andre, der varetager opgaver på ferieområdet, at undlade at opfylde de betalings-, oplysnings-, indberetnings- og dokumentationsforpligtelser, som de er pålagt med henblik på at sikre en korrekt feriepengeadministration. Bestemmelsen svarer til den gældende ferielovs § 47, stk. 4.

Straffeniveauet ved overtrædelse af bekendtgørelserne er behandlet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2005 om sanktionen ved manglende indbetaling til Feriekonto. Det fremgår af dennes kapitel 5 om strafpåstande, at en arbejdsgiver ved overtrædelse af § 1, stk. 1, i FerieKonto-bekendtgørelsen, i 1. gangs tilfælde straffes med en bøde på 1.000 kr. pr. 3-måneders periode, for hvilken der ikke er sket indbetaling, i 2. gangs tilfælde med en bøde på 1.400 kr. pr. 3-måneders periode, for hvilken der ikke er sket indbetaling, og i 3. gangs tilfælde med en bøde på 1.800 kr. pr. 3-måneders periode, for hvilken der ikke er sket indbetaling. Det fremgår endvidere, at bøden i det omfang arbejdsgiveren har opnået en gevinst eller besparelse, som er væsentligt større end den bøde, som følger af de almindelige bødeniveauer, fastsættes med udgangspunkt i denne gevinst eller besparelse. Heri kan efter retspraksis blandt andet indgå summen af de morarenter, som arbejdsgiveren undgår at ifalde ved helt at undlade indberetning, jf. UfR 2005.470/2Ø.

Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Bestemmelsen indebærer, at der også i regler, som udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes regler om, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Bestemmelsen svarer til den gældende ferielovs § 47, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.