Fødevareloven § 52a

Forarbejder til Fødevareloven § 52a

Den foreslåede bestemmelse viderefører indholdsmæssigt den gældende fødevarelovs § 64.

Med den foreslåede formulering præciseres, at bestemmelsen også finder anvendelse i relation til Det Europæiske Fællesskabs forordninger på området. Bestemmelsen tjener således til at opfylde de fællesskabsretlige forpligtigelser for medlemsstaterne med hensyn til muligheden for opfølgning for overtrædelser af fødevarelovgivningen.

Den foreslåede bestemmelse giver ministeren hjemmel til at træffe afgørelse, herunder meddele påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af de krav, der er indeholdt i fødevarelovgivningen. Det kan herunder bestemmes, at varer der ikke opfylder de i fødevarelovgivningen fastsatte krav ikke må flyttes eller håndteres, at de skal mærkes, denatureres, tilintetgøres, at fødevarevirksomheden skal kalde varer tilbage fra et senere omsætningsled, eller at fødevarevirksomheden midlertidigt skal indstille behandling eller markedsføring.

Der er ikke hermed tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand. Fødevarefremstilling og markedsføring m.v. er en kompliceret proces, som indebærer risici og muligheder for fejl, som kan gøre fødevarer uegnede til menneskeføde, medføre vildledning eller på anden måde gøre fødevarer uegnede til de påtænkte formål.

Derfor opstilles der en lang række krav til virksomheders indretning og drift, og til fødevarernes sammensætning, mærkning m.v., jf. bemærkningerne til de foregående kapitler. Fødevareområdets mangfoldighed og kompleksitet samt udvikling af ny teknologi og processer, udvikling af nye produkter, internationalisering af regeldannelsen og hensyntagen til forbrugerønsker og –holdninger betyder, at fødevarelovgivningen bliver omfattende og kompliceret.

Myndighederne må, for at kunne sikre en forsvarlig administration af området, være i besiddelse af en række instrumenter, som er egnede til at sikre, at reglerne også følges i praksis. Det er derfor nødvendigt at kunne udstede forbud og påbud til virksomheder for dermed at sikre, at reglerne overholdes. Det er også nødvendigt for at gøre det klart for virksomhedslederne, hvilke handlinger de skal iværksætte eller standse, for at fødevarelovgivningen overholdes, hvilket kan strække sig lige fra nedlæggelse af forbud mod at anvende en konkret råvare i fødevareproduktionen til at påbyde ændring af virksomhedens egenkontrol eller påbud om, at en fødevare skal destrueres.

De fleste forbud og påbud vedrører forhold om indretning, rengøring, vedligeholdelse og drift af virksomheder, herunder påbud om indarbejdelse af rutiner i fødevarevirksomhederne for at undgå konstaterede fejl og lignende. Forbud og påbud, som har til formål at justere eller forbedre produktionshygiejne og drift, anvendes i stort omfang og er nødvendige både for at kunne sikre danske forbrugere og af hensyn til den danske fødevareeksport.

Der skabes med bestemmelsen i stk. 2 et grundlag for, at tilsynsmyndigheden kan foretage de nævnte foranstaltninger for den ansvarlige virksomheds regning, hvis tilsynsmyndigheden af tidsmæssige eller andre grunde skønner, at det er nødvendigt for at sikre foranstaltningernes effektive gennemførelse. Bestemmelsen vil også kunne bringes i anvendelse efterfølgende, hvis den berørte virksomhed eksempelvis ikke tilbagekalder eller destruerer et sundhedsfarligt vareparti.

Reglerne i lovforslagets § 45 om morarente, rykkergebyr, en ny ejers eller brugers hæftelse, udpantningsret og lønindeholdelse gælder også i relation til de udgifter, som det offentlige afholder i medfør af denne bestemmelse.

Bestemmelsen i stk. 3 giver mulighed for at nedlægge forbud mod fortsat drift og eventuelt fratagelse af autorisation eller registrering, såfremt en virksomhed ikke efterlever et meddelt forbud eller påbud, der er udstedt som følge af ikke-opfyldelse af forpligtelser efter lovforslagets bestemmelser i relation til hygiejniske eller markedsføringsmæssige forhold eller lovforslagets § 45 om betaling af afgifter og gebyrer. Fratagelse af autorisation eller registrering vil i disse tilfælde afhænge af graden af den sundhedsrisiko, der er forbundet med virksomhedens fortsatte drift.

Denne adgang har eksisteret i den gældende fødevarelovs § 64, stk. 1, sammenholdt med § 50. Der tilsigtes ikke en ændring af gældende praksis.

Som det er tilfælde ved fratagelse af autorisation eller registrering efter lovforslagets § 31, er der i bestemmelserne i stk. 4-6 fastsat regler om, at afgørelser efter stk. 3 kan forlanges indbragt for domstolene. Retssagen anlægges af ministeren og behandles som et civilt søgsmål. Begæring om sagsanlæg har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Findes ministerens afgørelse lovlig, kan retten bestemme, at eventuel anke ikke har opsættende virkning.

Det skal bemærkes, at der med lov nr. 486 af 9. juni 2004 om næringsbrev til fødevarebutikker og lov nr. 487 af 9. juni 2004 om ændring af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. (Frakendelse af næringsbrev) er etableret mulighed for i forbindelse med dom for strafbart forhold at frakende personer eller et selskab retten til at drive selvstændig erhvervsvirksomhed med detailsalg af fødevarer. Af de almindelige bemærkninger til det den 17. marts 2004 som L 183 fremsatte forslag til lov om næringsbrev til fødevarebutikker er det vedrørende forholdet til bl.a. fødevarelovgivninger under pkt. 1.1. Formålet med lovforslaget anført:

»Efter den gældende lovgivning har de myndigheder, der administrerer de nævnte særlovgivninger, hver for sig på deres område mulighed for at informere om deres lovgivning, at føre kontrol med at lovgivningen overholdes samt at sanktionere eventuelle overtrædelser heraf. Nærværende lovforslag samt lovforslaget til ændring af restaurationsloven, ændrer ikke ved dette forhold. Myndighedernes kontrolindsats forudsættes at fortsætte som hidtil, idet der ikke med lovforslagene sker nogen indskrænkning af myndighedernes mulighed for at sanktionere overtrædelser af særlovgivning ved bl.a. påbud, forbud og fratagelse af godkendelse.

Lovforslagene er et supplement til den allerede bestående lovgivning, idet det er hensigten, at der med de to lovforslag skal ske en samordning mellem de omhandlede lovgivninger. Med lovforslagene bindes overtrædelser af de forskellige særlovgivninger sammen og kan udløse en fælles sanktion i form af frakendelse af retten til at udøve virksomhed inden for de to brancher. Der opnås således en helhedorienteret og tværgående sanktionsmulighed.«

Der har således ikke med vedtagelsen af de nævnte to love tilsigtet nogen ændring af fødevaremyndighedernes mulighed for administrativt at fratage virksomheder autorisation henholdsvis registrering.