Search for a command to run...
LBK nr 32 af 14/01/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har til opgave at formidle oplysning til forbrugerne om forhold, der er omfattet af loven, herunder om ernæring.
Stk. 2. Ministeren kan iværksætte overvågningsprogrammer for fødevarer og undersøgelser af fødevarer og af befolkningens kost og ernæring med henblik på udstedelse af regler inden for lovens område og på udarbejdelse af kost- og næringsstofanbefalinger, vejledninger til myndigheder og virksomheder samt forbrugeroplysning om kost og ernæring.
Stk. 3. Ministeren kan gennemføre og offentliggøre sammenlignende test af fødevarer. Der kan i forbindelse med testvirksomheden anvendes anonym informationsindsamling.
Den foreslåede bestemmelse giver ministeren for familie- og forbrugeranliggender en række virkemidler, som sigter på forbedring af befolkningens kostvaner og ernæringsstatus.
Overvågningsprogrammer indebærer, at man over en længere periode systematisk følger næringsstofindholdet i udvalgte fødevarer og kombinerer oplysningerne med befolkningens indtagelse af fødevarer for dermed at indsamle viden om, hvad befolkningen indtager af næringsstoffer. Overvågningssystemet har eksisteret siden 1983, og resultaterne er gjort op i femårs-rapporter. Analyserne har vist, at danskerne generelt set får tilstrækkeligt af alle næringsstoffer, og at fødevarernes indhold af næringsstoffer is stabilt.
Undersøgelser om fødevarers indhold af næringsstoffer og om befolkningens kostvaner er en nødvendig forudsætning for overvågningen. Kostundersøgelserne giver et billede af befolkningens fødevarevalg og mulighed for vurdering af de ernæringsmæssige og sundhedsmæssige konsekvenser af dette valg. Undersøgelserne viser, hvordan spisevanerne i forskellige befolkningsgrupper ændrer sig i løbet af en årrække. Undersøgelserne kan f.eks. afdække, om der er sundhedsmæssige problemer med den mad, danskerne spiser.
Den foreslåede bestemmelse indeholder bemyndigelse for ministeren for familie- og forbrugeranliggender til på grundlag af overvågningsprogrammer og undersøgelser at fastsætte regler og anbefalinger og at informere om kost og ernæring. Anbefalinger om indtagelse af næringsstoffer udarbejdes som regel inden for rammerne af det nordiske samarbejde. Anbefalingerne er videnskabeligt begrundede retningslinjer for sammensætning af kosten og indtaget af næringsstoffer. De danner det teoretiske grundlag for ernæringsoplysningen og er et vigtigt redskab for planlægning af kosten for forskellige befolkningsgrupper. Anbefalingerne er i Danmark udmøntet i en række kostråd f.eks. »spis frugt og mange grøntsager hver dag« og »vælg mælkeprodukter og ost med lavt fedtindhold«, »spis ofte fisk og fiskepålæg – vælg forskellige slags« og »brug kun lidt smør, margarine og olie«, som kan anvendes af forbrugerne på en praktisk måde ved valget af fødevarer og planlægningen af de daglige måltider.
Ernæringsoplysningens formål er at motivere befolkningen til en ændring af kostvaner. Oplysningsindsatsen gennemføres via forskellige kanaler, først og fremmest gennem Fødevarestyrelsens Alt om Kost projekt og mediekampagner om sund mad, men også gennem lokale initiativer og samarbejde mellem myndigheder, fødevareproducenter og detailhandlen. Den statslige ernæringsoplysning varetages for tiden af Forbrugerstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen. Der er etableret et nært samarbejde mellem myndighederne for at sikre mod overlappende initiativer og for at sikre ensartede udmeldinger på området.