LBK nr 321 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Erhvervsfondsloven § 55
Et medlem af ledelsen, revisor, fondsmyndigheden eller Erhvervsstyrelsen som registreringsmyndighed kan forlange, at bestyrelsen indkaldes.
Forarbejder til Erhvervsfondsloven § 55
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse om, hvem der kan forlange, at bestyrelsen indkaldes, svarer til den gældende bestemmelse i lov om erhvervsdrivende fonde § 26 med den tilføjelse, at det bliver muligt for revisor at forlange, at der indkaldes til bestyrelsesmøde. En tilsvarende bestemmelse findes i dag for kapitalselskaber, jf. selskabslovens § 123, 2. pkt.
Tilføjelsen svarer til Erhvervsfondsudvalgets foreslag.
Revisor kan ikke i henhold til de gældende regler anmode om at få indkaldt til bestyrelsesmøde i en erhvervsdrivende fond. Dette er alene forbeholdt medlemmer af bestyrelsen, direktionen, Erhvervsstyrelsen som registreringsmyndighed eller fondsmyndigheden.
Som led i den foreslåede styrkelse af revisors rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant er det fundet hensigtsmæssigt, at revisor også skal kunne anmode om at få indkaldt til bestyrelsesmøde. Revisors ret til at anmode om indkaldelse til et bestyrelsesmøde medfører også en ret for revisor til at kræve, at bestyrelsesmødet afholdes som et fysisk møde. Det er fortsat formanden, som skal sørge for selve indkaldelsen, jf. den foreslåede § 52.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det enkelte medlem af ledelsen, revisor, fondsmyndigheden og Erhvervsstyrelsen som registreringsmyndighed har ret til at forlange, at der indkaldes til bestyrelsesmøde. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det enkelte medlems ledelsesansvar, som gør det nødvendigt for det enkelte medlem at kunne få indkaldt til bestyrelsesmøde. Et bestyrelsesmedlem kan dog ikke indkalde til bestyrelsesmøde uden om formanden.
Fondsmyndighedens og Erhvervsstyrelsens mulighed for at forlange indkaldt til et bestyrelsesmøde skal ses i sammenhæng med de opgaver, som fondsmyndigheden og Erhvervsstyrelsen som registreringsmyndighed er tillagt i henhold til denne lov.
Det er forudsat i forarbejderne til den oprindelige lov om erhvervsdrivende fonde, at fondsmyndigheden eller Erhvervsstyrelsen kun i sjældne tilfælde vil forlange bestyrelsen indkaldt, f.eks. når bestyrelsen ikke besvarer henvendelser fra de pågældende myndigheder. Fondsmyndighedens kompetence til at forlange indkaldt til et bestyrelsesmøde, kan ligeledes blive anvendt, hvor en af de andre berettigede hertil – eksempelvis et bestyrelsesmedlem – forgæves har forlangt, at der skulle indkaldes til et møde i bestyrelsen.