LBK nr 321 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Erhvervsfondsloven § 45
Fondsmyndigheden kan afsætte et medlem af bestyrelsen eller en direktør, der ikke opfylder betingelserne i § 39. Fondsmyndigheden kan endvidere afsætte et medlem af bestyrelsen, der ikke opfylder kravene i oprettelsesdokumentet eller vedtægten, eller som skal udtræde af bestyrelsen efter reglerne i § 44, stk. 2-4.
Forarbejder til Erhvervsfondsloven § 45
RetsinformationForslaget er en videreførelse af den gældende § 15 i lov om erhvervsdrivende fonde.
Fondsmyndighedens mulighed for konkret under særlige omstændigheder at afsætte bestyrelsesmedlemmer skal ses i sammenhæng med, at en fond ikke har nogen ejere.
Afsættelse af bestyrelsesmedlemmer er et vidtgående indgreb. Der skal derfor være forhold af særlig alvorlig karakter for fonden, før fondsmyndigheden griber ind i bestyrelsessammensætningen. Imidlertid kan gentagne tilfælde af svigt, udygtighed, overtrædelser af denne lov, vedtægten eller vedvarende uoverensstemmelser i bestyrelsen betyde blokering af bestyrelsens beslutningsmulighed med risiko for betydelige tab for fonden. I sådanne situationer vil det ofte være meget uklart for fondsmyndigheden, hvem der bærer hovedansvaret for situationen. Samtidig kan situationen klart vise, at der nødvendigvis skal ske ændring af bestyrelsen.
Den foreslåede § 44, stk. 4, om et bestyrelsesmedlems »uegnethed« set i forhold til den gældende § 14, stk. 4, i lov om erhvervsdrivende fonde om »klart uegnethed« hos et bestyrelsesmedlem vil medføre, at fondsmyndigheden fremadrettet får mulighed for at tage initiativ overfor et eller flere bestyrelsesmedlemmer og hermed reagere overfor de pågældende bestyrelsesmedlemmer på et tidligere tidspunkt end efter den gældende regel. Dette skyldes, at kriteriet for fondsmyndighedens afsættelse foreslås ændret fra »klart uegnet« til »uegnet«. Er der en intern konflikt i bestyrelsen, som hindrer varetagelse af fondens interesser på sigt, kan det i sidste ende føre til spørgsmål om afsættelse af den eller de pågældende bestyrelsesmedlemmer, der er eller har været i konflikt, hvis de pågældende bestyrelsesmedlemmer ikke længere magter at varetage fondens interesser og det derfor skønnes nødvendigt. Herved vil det atter blive sikret, at bestyrelsen kan have fokus på at varetage fondens formål og interesser. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 44 om de nærmere omstændigheder for at pligt til udtræden for et bestyrelsesmedlem indtræder.
Til belysning af Erhvervsstyrelsens praksis kan nævnes, at Erhvervsstyrelsen i en konkret sag (U2006, 686. Ø som stadfæstet ved U2006. 1261. H) besluttede at afsætte alle bestyrelsesmedlemmer på baggrund af de oplysninger, der fremkom i en granskningsberetning i forlængelse af en granskning, som Erhvervsstyrelsen havde igangsat. Bestyrelsen havde undladt at foretage kontrol af ledelsen i et datterselskab og undlod at gribe ind overfor denne ledelse, efter at bestyrelsen blev vidende om en række dispositioner, der enten var ulovlige, i strid med de givne bemyndigelser eller i strid med fondens interesser. Samtidig undlod bestyrelsen at anmode fondsmyndigheden om pligtmæssigt samtykke til flere ekstraordinære dispositioner. Endvidere gav bestyrelsen mangelfulde oplysninger til fondsmyndigheden, når denne anmodede om oplysninger til sagen.
I sagen havde fondsmyndigheden på et tidspunkt før afsættelsen af bestyrelsen givet bestyrelsen påbud om »indtil videre ikke at træffe beslutninger af videregående karakter såsom ændring af bestyrelsens sammensætning. . .«. På grund af fortsat stor intern uenighed i bestyrelsen suspenderede fondsmyndigheden imidlertid bestyrelsen for at sikre fondens aktiver mod yderligere tab. Den suspenderede bestyrelse udpegede herefter selv en ny bestyrelse og bestred fondsmyndighedens kompetence til at foretage suspensionen og krævede, at den af dem valgte bestyrelse var lovlig valgt. Fondsmyndigheden anerkendte ikke dette nyvalg under henvisning til forbuddet mod at ændre bestyrelsens sammensætning og udpegede en midlertidig bestyrelse, da vedtægtens bestemmelse om selvsupplering af bestyrelsen ud fra forholdets natur ikke kunne finde anvendelse. Domstolen fandt, at fremgangsmåden med suspension lovligt kan benyttes med hjemmel i § 15 eller dennes analogi i lov om erhvervsdrivende fonde ud fra princippet om »det mindre i det mere«. Endvidere tiltrådte Højesteret, at Erhvervsstyrelsen som fondsmyndighed efter afslutningen af granskningssagen havde haft tilstrækkeligt grundlag til at afsætte bestyrelsen,
Muligheden for suspension af et eller flere bestyrelsesmedlemmer kan således konkret benyttes, imens en nærmere undersøgelse, evt. granskning, er i gang med at gennemgå nogle kritisable forhold, uden at myndigheden i første omgang behøver at afsætte det eller de pågældende bestyrelsesmedlemmer. Denne mulighed kan især benyttes, hvis der foreligger risiko for, at et eller flere bestyrelsesmedlemmer vil modarbejde eller hindre oplysninger til undersøgelsen eller lignende. Hvis undersøgelsen resulterer i, at mistanken om uregelmæssigheder var uberettiget eller ikke alvorlig nok til afsættelse, kan den pågældende genindtræde som medlem af bestyrelsen. I mellemperioden må den udpegningsberettigede – eller fondsmyndigheden, hvis udpegningsretten tilkommer den suspenderede – udpege et eller flere midlertidige bestyrelsesmedlemmer, jf. den foreslåede § 47, stk. 2.
Afsættelse af bestyrelsesmedlemmer er et vidtgående indgreb. Kompetencen vil derfor fortsat kun blive bragt i anvendelse i situationer, hvor der klart har manifesteret sig et behov for at afsætte det pågældende bestyrelsesmedlem og tilføre fonden et mere kompetent og ansvarligt bestyrelsesmedlem.
I tilfælde, hvor et eller flere bestyrelsesmedlemmer ikke på tilstrækkelig måde har givet oplysninger om forhold, som fondsmyndigheden har anmodet om redegørelse for, vil fondsmyndigheden også kunne beslutte i en periode at føre et »skærpet tilsyn« med bestyrelsen. Det kan også ske i tilfælde, hvor man er i tvivl om, hvorvidt fondens aktiviteter er i overensstemmelse med fondens formål, eller om der eventuelt foreligger personlige interessevaretagelse hos et eller flere bestyrelsesmedlemmer og/eller deres nærtstående, eller om der eventuelt er manglende varetagelse af fondens interesser i bestyrelsen.
Det vil fortsat alene være fondsmyndigheden, der har kompetence til at afsætte et bestyrelsesmedlem.
Bestemmelser i vedtægten, om at et medlem af bestyrelsen skal udtræde, hvis de øvrige medlemmer af bestyrelsen træffer beslutning herom, vil være uvirksomme og vil ikke kunne bringes i anvendelse. I modsat fald ville bestyrelsesmedlemmerne være indbyrdes afhængige, hvilket ville være uforeneligt med, at fonden ledes af en uafhængig bestyrelse. Der er dog intet til hinder for, at de øvrige bestyrelsesmedlemmer undlader at genudpege et bestyrelsesmedlem ved udgangen af medlemmets funktionsperiode, hvis medlemmet udpeges ved selvsupplering.
Foreninger eller organisationer, der har udpeget et medlem til en erhvervsdrivende fonds bestyrelse, har på tilsvarende vis ikke mulighed for at afsætte den pågældende i medlemmets funktionsperiode, hvis foreningen eller organisationen f.eks. mener, at den pågældendes udøvelse af sit hverv ikke er hensigtsmæssig, eller at den pågældende ikke længere har den nødvendige tilknytning til foreningen eller organisationen. De kan dog ved udløbet af bestyrelsesmedlemmets funktionsperiode undlade at genudpege den pågældende.
Hensigten med den foreslåede § 44, stk. 4, er at opnå en kvalitetsforbedring af bestyrelsesarbejdet. Dette kan bl.a. sikres ved, at medlemmerne skal være egnede til at udøve hvervet. Hvis dette ikke er tilfældet, og hvis den pågældende ikke selv erkender dette, kan fondsmyndigheden ved den i § 45 foreslåede ændring få øgede muligheder for afsættelse af et eller flere bestyrelsesmedlemmer, der overtræder denne lov, vedtægten eller som på grund af uvilje, svigt eller manglende indsats i bestyrelsessammenhænge ikke har arbejdet for fondens formål og interesser.
Til 46
Efter den gældende § 15 i lov om erhvervsdrivende fonde kan fondsmyndigheden i visse tilfælde afsætte et eller flere bestyrelsesmedlemmer. Bestemmelsen suppleres af bestemmelser i den gældende lov om erhvervsdrivende fonde § 13 og § 14, stk. 2-4.
Fondsmyndigheden har alene mulighed for at afsætte en direktør, hvis denne ikke opfylder betingelserne i den gældende lovs § 13 om myndighed m.v. Fondsmyndigheden har ikke mulighed for at afsætte en direktør, der ikke fuldt ud varetager sine opgaver, idet kompetencen til at ansætte eller afskedige en direktør tilkommer bestyrelsen.
Erhvervsfondsudvalget vurderede, at det fortsat skal være bestyrelsens pligt og ansvar at føre kontrol og tilsyn med en direktør og eventuelt afskedige den pågældende, hvis denne ikke udfører sine opgaver tilfredsstillende. Erhvervsfondsudvalget foreslog, at fondsmyndigheden konkret kan påbyde bestyrelsen at afsætte direktøren i særlige tilfælde, hvor det er åbenbart, at direktøren ikke lever op til de krav, der stilles til at varetage fondens daglige ledelse. Erhvervsfondsudvalgets forslag er baggrunden for den foreslåede § 46.
Formålet med den foreslåede § 46 er, at bestyrelsen aktivt skal påtage sig ansvaret for en forsvarlig ledelse, når direktionen ikke har varetaget sine opgaver med den daglige ledelse, og fondens interesser som følge heraf ikke er varetaget. Der kan således forekomme situationer, hvor en direktørs egne interesser er i strid med fondens interesser og vedtægt. Det kan f.eks. være gentagne aftaler med tjenesteydere, hvor direktøren har en modstridende egeninteresse, sammenblanding af en direktørs egne økonomiske forhold med fondens eller direktørens overtrædelse af sin stillingsfuldmagt, hvor bestyrelsen først efterfølgende får viden herom. Når fondsmyndigheden overvejer at benytte hjemlen, vil bestyrelsen blive anmodet om en redegørelse for de kritisable forhold, før bestyrelsen får et påbud af fondsmyndigheden om at afskedige direktøren.
Hvis bestyrelsen vælger ikke at følge fondsmyndighedens påbud, vil det være nærliggende at overveje, hvorvidt medlemmerne af bestyrelsen overholder den foreslåede § 38, stk. 1, 1. pkt. Hvis dette vurderes ikke at være tilfældet, vil bestyrelsesmedlemmerne selv risikere at blive afsat af fondsmyndigheden efter den foreslåede § 45. Afhængig af de konkrete omstændigheder kan der imidlertid også opstå tvivl om bestyrelsens opgavevaretagelse, uanset om bestyrelsen afskediger direktøren, men først efter påbud fra fondsmyndigheden.
Til 47
Den foreslåede § 47 viderefører den gældende § 16, i lov om erhvervsdrivende fonde, hvorefter nye bestyrelsesmedlemmer skal udpeges i overensstemmelse med vedtægten.
Der er som hidtil ikke noget til hinder for, at der i vedtægten er fastsat krav til et eller flere af bestyrelsesmedlemmernes kompetencer, alder og hvor mange år, udpegningen gælder for. Der er dog i overensstemmelse med Erhvervsfondsudvalgets forslag ikke krav herom.
Mange vedtægter fastsætter, at nye medlemmer til bestyrelsen udpeges af den bestående bestyrelse – såkaldt selvsupplering – enten at den enkelte udpeger sin efterfølger eller at den samlede bestyrelse udpeger en efterfølger for det udtrædende medlem.
Deloittes undersøgelse om erhvervsdrivende fonde fra september 2012 indeholder blandt andet en gennemgang af en række vedtægter. Af undersøgelsen fremgår det, at selvsupplering er den mest almindelige af de vedtægtsbestemte udpegningsmetoder og er anvendt i ca. 70 pct. af de undersøgte vedtægter. Typisk har vedtægten dog forskellige udpegningsmetoder for de forskellige medlemmer, så alene et par bestyrelsesmedlemmer udpeges ved selvsupplering, mens andre udpeges på anden måde, eksempelvis af eksterne organisationer, foreninger eller lignende. Undersøgelsen viste, at udpegning ved eksterne er brugt i ca. 35 pct. af vedtægterne. I 44 pct. af vedtægterne var der kvalifikationskrav til bestyrelsesmedlemmerne. Endvidere var der i 57 pct. af vedtægterne fastsat en udpegningsperiode med en gennemsnitlig længde af 3 år.
Muligheden for, at fondsmyndigheden kan udpege et bestyrelsesmedlem, er sjældent anvendt, men kan blive relevant ved eksempelvis afsættelse af hele bestyrelsen, hvor det fremgår af vedtægten, at bestyrelsesmedlemmerne vælges ved selvsupplering.
Når fondsmyndigheden bliver opmærksom på, at der i henhold til vedtægten mangler medlemmer i bestyrelsen, opfordres de resterende bestyrelsesmedlemmer til at tage initiativ til at få forholdet berigtiget ved at få udpeget de manglende medlemmer i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser herom. Først i tilfælde, hvor dette ikke sker, vil fondsmyndigheden tage initiativ til at udpege nye medlemmer. Endvidere kan det i særlige tilfælde ske, at fondsmyndigheden udpeger et nyt bestyrelsesmedlem, hvilket eksempelvis er relevant, hvis fondsmyndigheden i medfør af den foreslåede § 45 suspenderer eller afsætter et bestyrelsesmedlem, jf. i øvrigt bemærkningerne den foreslåede § 45.