LBK nr 321 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Erhvervsfondsloven § 31
En erhvervsdrivende fond skal have en grundkapital på mindst 300.000 kr.
Forarbejder til Erhvervsfondsloven § 31
RetsinformationDet fremgår af den gældende § 9, stk. 1, 1. pkt. i lov om erhvervsdrivende fonde, at en erhvervsdrivende fond skal have en grundkapital på mindst 300.000 kr.
Erhvervsfondsudvalget overvejede, hvorvidt minimumskravet til grundkapitalen skulle forhøjes fra det gældende krav på mindst 300.000 kr. til eksempelvis 500.000 kr. svarende til minimumskravet til et aktieselskabs selskabskapital. Udvalget fandt imidlertid, at minimumskravet skulle fastholdes på de nuværende 300.000 kr.
Det foreslås som følge heraf, at en erhvervsdrivende fond skal have en grundkapital på mindst 300.000 kr. Grundkapitalen skal benævnes som sådan. Grundkapitalen skal angives i danske kr., og der er således ikke mulighed for at angive grundkapitalen i euro. På dette punkt adskiller erhvervsdrivende fonde sig således fra aktie- og anpartsselskaber, hvilket skal ses i sammenhæng med, at der ikke har været udtrykt behov for også at kunne angive grundkapitalen i andet end danske kroner.
Det fremgår af den gældende lov om erhvervsdrivende fonde § 9, stk. 1, 2. pkt., at en fond ikke kan registreres, før den i vedtægten fastsatte grundkapital er fuldt indbetalt. Denne bestemmelse foreslås videreført som § 29, stk. 1, 2. pkt. Der henvises i øvrigt til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.
§ 9, stk. 2-5, i lov om erhvervsdrivende fonde, indeholder en række bestemmelser om de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende fond stiftes ved indskud af andre værdier end kontanter. Disse bestemmelser afviger på en række punkter fra de bestemmelser i selskabsloven, der gælder, hvis et kapitalselskab stiftes ved indskud af andre værdier end kontanter.
Det vurderes, at der på dette punkt ikke er væsentlige argumenter for, at der skal være forskel på, hvad der gælder for erhvervsdrivende fonde og for kapitalselskaber.
Det foreslås derfor i §§ 32-34, at der fremover skal gælde bestemmelser svarende til selskabslovens §§ 35-38, hvis en erhvervsdrivende fond stiftes ved indskud af andre værdier end kontanter.
Som konsekvens heraf foreslås det, at de eksisterende bestemmelser i lov om erhvervsdrivende fonde § 9, stk. 2-5, ikke videreføres.